Indlæg om Musik

Manden med leen på arbejde: Larry Coryell – 73

21. februar 2017

Den 19. februar måtte vi sige farvel til guitaristen Larry Coryell, der nåede at blive 73 år. Billboard kalder ham med markskrigerisk ordvalg for “Godfather of Fusion”, og sigter med den betegnelse til Coryells rolle i det stilmøde mellem rock og jazz, som foregik i halvfjerdserne. Selv husker jeg, at jeg blev vanvittigt forelsket i albummet Introducing the Eleventh House with Larry Coryell (1974). Jeg fandt den også i Dandelion lille butik i det aarhuisianske minefelt, men fik aldrig købt den. Jeg husker ikke hvorfor, men det skyldes sikkert at et andet pladekøb kom i vejen. Men den virtuose jazz-guitaerist Coryell var, som Jazz-Times noterer, en af arkitekterne bag fusionen af moderne rock og jazz, en fusion, der både vandt mange fans, men også  mødte modstand, ikke mindst fra jazz-purister som den danske dr. Jazz, Erik Wiedemann, der helst så jazzen udfolde sig på analoge, gammeldags instrumenter. Coryell optrådte så sent som i fredags og lørdags. Og man kan også læse, at han gik og vendtede på udgivelsen af et nyt album med netop the Eleventh House (Seventh Secrets). Coryell døde af såkaldt naturlige årsager.

Aftenens film: Blitz

20. februar 2017

Jeg ser en del krimier – krimiserier og -film – for tiden. Dels kan jeg ikke klare, hvad sendefladen ellers byder på af “livsstilprogrammer” og overfladig underholdning osv. Og dels er jeg godt gammeldags træt af mediernes optagethed af den nullitet, som amerikanerne med deres imperfekte valgsystem, har sat i spidsen for verdens vist nok største supermagt. Og han fylder efter min mening alt for meget, selv om han – indrømmet – udgør en trussel mod menneskeheden. Hans format er omvendt proportionalt med mediernes optagethed af ham…

I går fandt jeg så krimifilmen Blitz (af Elliott Lester), som jeg havde optaget på mit “smarttv”. Og det er en medrivende krimi med et nærmest klassisk plot. En gal morder myrder politifolk, som – viser det sig – har været involveret i morderens synderegister. Hvis de har arresteret ham eller været med til at arrestere ham, så skal de af med livet.

Og to på hver sin facon skæve politifolk får til opgave at få has på morderen. I den ene rolle ser man Jason Statham, der er godt typecastet til rollen som utilpasset, fordrukken, psykisk ustabil og alt andet end regelret betjent. I den anden ser man Paddy Considine, der er lige så velvalgt som den mobbede, homoseksuelle betjent Nash, der heller ikke er helt fin i kanten, når det gælder. Og så er scenen sat.

Ret hurtigt kommer de på sporet af morderen, Weiss, men har svært ved at få krammet på ham, fordi han forstår at slette alle spor efter sine drab. Uden at afsløre for meget, så får de selvfølgelig – som konventionen foreskriver – fat i Weiss til sidst i en scene, der må beskrives som moralsk diskutabel. Men selve handlingen er heller ikke det mest fængende ved filmen. Det er dels de to utilpassede betjente og deres indbyrdes forhold. Og så selve filmatiseringen, der helt i tidens æstetiske ånd, byder på en nervøs, intens kameraføring og en tilsvarende hurtig klipning. På mange måder kan man mærke, at filmen – et eller andet sted – står i gæld til Bourne-film-serien og et par andre nyere actionfilm, hvor der er skruet ned for forbruget af overflødig isenkram til fordel for filmæstetiske virkemidler.

Som sagt har jeg mine forbehold over for filmens slutning. Men ellers er det en medrivende og stærkt underholdende krimi. Og så gør det ikke noget, at den har et moderne lydspor.

Bruce Springsteen – nede på jorden

20. februar 2017

Selv om man er blevet et stort navn, så kan man godt bevare forbindelsen til jorden og det, man er kommet af. Bruce Springsteen har gjort sig bemærket på sin aktuelle turné ved at tage en ung mand op på scenen til fælles musikalsk udfoldelse. Og det gik godt, som man kan se ovenfor. Og det minder mig om dengang samme Springsteen i 1988 gik på gaden i København for at “buske” lidt. Også et mindeværdigt øjeblik midt at al stjernedyrkeriet…

Dagens oplagte sang: Rain

20. februar 2017

Det regner. Ikke voldsomt og i stride strømme, men konstant, sagte, disagtig regn. Og så er det Beatles dukker op med deres “Rain”. Her i en nyere, god version med makkerparret Susanna “Bangles” Hoffs og Matthew Sweet.

Mere præ-rock’n roll (?): Erline Harris – Rock and roll blues

19. februar 2017

Erline Harris (1914-2004) er efter sigende en af de første, der bruger termen “rock and roll” på plade i sin jump blues-sang “Rock and roll blues”. Og i mine ører er vi med denne indspilning fra 1949 et godt skridt ind i rock’n roll.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 2.24812345678910...Sidste »