Indlæg om Musik

Og så er der de (næsten) gratis julegaver: Lucinda giver koncert

19. december 2018

Om krænkelse…

19. december 2018

Ovenstående er en kommentar til en af døgnets brækkende nyheder. Nogen af anden etnisk oprindelse end dansk har følt sig krænket over, at andre har sunget Carl Nielsens og Kaj Hoffmanns smukke sang “Den danske sang er en ung blond pige”.

Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.

Kilder: Det Kongelige Bibliotek, DR.

 

Man kan med god tekstligt belæg mene, at sangen både er nationalistisk, krigerisk og udtryk for et anakronistisk kønssyn. Men – at føle sig krænket over en næsten hundrede år gammel dansk sang er udtryk for, at man er berøvet enhver form for historisk tekst- og kunstforståelse. Og det er egentlig det, man burde være krænket over.

Når en uddannelsesleder fra CBS (højborgen for undervisning i handel og vandel i København) kan forsvare den krænkede med, at vi andre lider af ‘hjemmeblindhed’ og som udtryk for et ‘mod’, så er det blot en understregning af, at historieløsheden ikke kun har ramt folk med en anden etnisk oprindelse end dansk, men også folk, der er danske og befinder sig midt i en uddannelsesinstitution, der netop burde have det som en af sine fremmeste opgaver at højne de studerendes historiske og kulturelle dannelse. Sagen om den danske sang er på linje med sagerne om “Den lille sorte Sambo”, Pippis negerfar, ordet nigger i Mark Twains romaner, negerbollerne i supermarkedet og så videre. – Må vi så komme videre…

Citat fra dagens mediemølle:

“- Nu stiger jeg selv på krænkelseskarrusellen. Jeg er krænket over, at der i den grad er nogle, der kan tage den sang fortrydeligt op. Og jeg føler mig også krænket over undskyldningen. Tænk at viceinstitutlederen er så fej, at han ikke tør argumentere rationelt for, at sangen er et stykke historie. Det er dybt beklageligt, siger Jørgen Carlsen, der selv er tidligere højskoleforstander og medlem af Etisk Råd.”. Jeg kan selvfølgelig kun være enig med Carlsen.

 

Paul McCartney som hypnotiker og metereolog

19. december 2018

Capac anbefaler: Strangers on a Train – The End is nigh but the night is young

18. december 2018

Sidst Strangers on a Train var forbi bloggen her, var det med den overbevisende The Doghouse Suite, hvor bandet viste sig som troværdige arvtagere af en særlig vesterlandsk kabarettradtion, hvor der hersker en udpræget sans for for det dekadente og dionysiske. En tradition og en musikalsk niche, der går direkte tilbage til tredivernes Berlin, Kurt Weil og flere til.

Og Strangers on a Train fortsætter i samme spor på deres nye plade med den næsten dystopiske titel The end is nigh but the night is young. Jovist, orkesteret spiller lystigt og forrygende videre, selv om enden er nær.Og måske er det i virkeligheden pladens let skjulte tematik. Hvor forgængeren var ganske eksplicit i sin dyrkelse af den musikalske niches grænsesøgende og -overskridende beskæftigelse med det burleskes driftsbesathed og livsappetit, så er den nye plade lidt mere diskret og skilter måske ikke så direkte med sit budskab om at fortsætte festen, selv om enden er nær. Men tag ikke fejl. Den er der.

Og som sidst står Frederik Juul Rasmussen i spidsen med en stemme, der ikke lader Tom Waits noget tilbage med hensyn til whisky- og tobakspatina.  Og sammen med bandet føres lytteren gennem hele tolv numre på en samlet spilletid lige i underkanten af de 40 minutter. Sange om ludere (Whores), djævlen (Baby, I’m the devil) og enden (…And so it ends). Der spilles suverænt og helt i stilens ånd er der godt med mandolin, harmonika og trombone  involveret. Og musikken appellerer til de indre dansesko og den indre festabe. Så hvis man er til den niches musik – der fx også kan høres i den fabelagtige tyske tv-serie Babylon Berlin – så er der al mulig god grund til at få fat i pladen og smide den på pladeafspilleren. Og i øvrigt finde forgængeren. Hermed varmt anbefalet.

Strangers on a Train. The End is nigh but the night is young. Celebrations Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Toft Olsen – Four

18. december 2018

Ja da. Capac kan lige så godt tage skridtet fuldt ud og anbefale en rigtig jazzplade. Og samtidig foreslå, at man – i stedet for at overveje at give sig selv en julegave – bruger denne plade som julegave til en man holder af og som man gerne vil give en god musikalsk oplevelse.

Det drejer sig om sangeren Hans Toft Olsens album Four.  Der er tale om crooner-jazz, og sammen med sit lille hold af musikere – Thomas Vang (bas), Morten Lund (trommer) og Heine Hansen (piano) – crooner Hans Toft Olsen sig gennem 11 jazzstandards af navne som Miles Davies (titelnummeret), Cole Porter (“Every time we say goodbye”) og Thelonius Monk (“‘Round Midnight”). Og det sker i en produktion, der er renset for teknologiske gimmicks og deslige. En produktion (forestået af Olsens selv), der naturligt og forståelig sætter stemmen i centrum, men samtidig sørger for at akkompagnerende instrumenter står forbilledligt klart i det samlede lydbillede. En produktion, der – modsat meget af tidens produktioner – gør musikken en stor tjeneste i stedet for at sløre den.

Og Toft Olsen har en rigtig god stemme, der passer smukt til croonerjazzen. Fraseringernen og udtalen sidder lige i skabet, så man både kan aflæse teksterne uden besvær, samtidig med at sangen fremføres med både swing og swung. I entid, hvor selv Bob Dylan har kastet sig over croonerjazzen, så er det godt, at Toft Olsen er trådt ud af sit århusianske skjul (hvor han vist mest underviser) og demonstrerer, at vi har fået endnu en kvalificeret crooner i Danmark.

Det er kort fortalt en dejlig plade, de fire musikere har fået skruet sammen. En plade, der fortjener mange lyttere og burde kunne overbevise mangen en jazzskeptiker om, at jazz er noget, man også sagtens kan lytte til. En plade, der fortjener at ligge under juletræet. Og nu ligger den på min pladetallerken, så jeg behøver slet ikke at give mig selv en julegave alligevel. – Hermed varmt anbefalet.

Toft Olsen. Four. Producer: Hans Toft Olsen. AarhusArt. Er udkommet.