Indlæg om Musik

Venstrefløjen i dansk politik anno 2019

22. februar 2019

Folketingsvalget nærmer sig, og vi kan lige så godt komme i gang med at overveje, hvor vi skal sætte vores kryds (jeg tillader mig at se bort fra den mulighed, det er, ikke at stemme…). I mediernes optik består folketinget af to sider eller to blokke. På den ene side har vi regeringen (Venstre, Konservative, LIberal Alliance) og dens støtteparti Dansk Folkeparti og på den anden side “venstrefløjen”: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. De to sider omtales nogle gange som blå – og rød blok.

Men – hvor højrefløjen i dansk politik udmærker sig ved en høj grad af ideologisk homogenitet (fra Venstre til DF er der en slags konsensus om, hvordan økonomien, social- og udlændingepolitiken skal være, når det kommer til stykket). Derimod ser det mere broget ud på venstrefløjen. Og det er et problem i forhold til valget og muligheden for en anden regering, end den vi har lige nu.

Hvad kunne venstrefløjen gøre for at ændre på den situation? Socialdemokratiet har allerede meldt ud, at partiet går efter at få en mindretalsregering med Mette Frederiksen som statsminister. Men hvad med de andre partier? Jo, Enhedslisten og Alternativet har også ymtet noget om, at de har en statsministerkandidat. Men for overhovedet at komme i nærheden af magten, skal der andre boller på suppen end spredt fægtning i forskellige ideologiske retninger. Kunne man tænke sig, at de fire partier, der står som potentielle støttepartier for Mette Frederiksen, inden valget gik sammen og lavede et fælles politisk program, som de ville kunne støtte efter et valg? Fx et fælles udkast til en basal klimapolitik? Udlændingepolitik? Skattepolitik? Social- og sundhedspolitik? Ikke sådan at forstå, at partierne skulle begrave deres egen politik, men sådan, at de i den næste fireårige periode forpligtede sig på at arbejde for disse punkter!?

Jeg ved godt, at det lyder urealistisk. Men hvis det skete ville de fire partier nok kunne mønstre lige så mange mandater som  Socialdemokratiet efter et valg (ca. 25% af stemmerne). Og det ville sætte partierne i en helt andet forhandlingsposition, når der skulle dannes en regering. Som landet ligger lige nu, så er venstefløjen præget af splittelse og heterogenitet og får svært ved at tilbyde vælgerne andet end at bliver støttepartier for et Socialdemokrati, der for længst har lagt billet ind på et samarbejde med de blå partier om fx finanspolitikken. Men det kunne være anderledes, hvis partierne turde stå sammen om vigtige politiske emner.

Dødsfald: Peter Tork – The Monkees – er død, 77 år

22. februar 2019

Næppe har man skrevet det første nekrogram, før nyheden om Peter Torks død tikker ind på skærmen. Tork var bassist i skrivebordspopbandet The Monkees, der blev skabt som et tv-serie-band i tresserne, men hurtigt viste sig at have langt mere at byde på end omstændighederne lagde op til. Det lykkedes faktisk for de fire gutter, sammen med gode sangskrivere og studiemusikere, at få lavet noget popmusik, der holder endnu. At de havde noget at byde på blev understreget, da de i 2016 udsendte albummet Good Times, der understregede, at Monkees var alt andet end døgnfluer i popuniverset.

Peter Tork blev 77 år. Dødsårsagen er ikke angivet, men Tork led af en kræftsygdom.

Dødsfald: Peter Rüchel – medarbejder ved WDR

22. februar 2019

Navnet Peter Rüchel siger nok de færreste noget. Men siger man “Grugahalle”, “Lorelei Open Air” og “Rockpalast”, så er der nok flere, der kan være med. Og Peter Rüchel var en af den centrale bagmænd – og rockens bagmænd skal vi ej glemme – bag programmet Rockpalast, der siden 1975 sørgede for at rockinteresserede tv-seere med adgang tll programmet WDR (West Deutsche Rundfunk) flere gange om året kunne opleve rockens store navne i levende live. Rory Gallagher, Mother‘s Finest, Mitch Ryder, Patty Smith, The Police, ZZ TOP, The Who, U2 og Red Hot Chili Peppers – for blot at nævne nogle navne.

Sammen med forløberen Beat Club, som jeg har omtalt mange gange her i bloggen, var Rockpalast en meget væsentlig kilde til rockoplevelser for mig. Og det var vel at mærke programmer, der – modsat vor tids musikprogrammer – tog musikken alvorlig på gammeldags public service-facon, uden at indsovse det i persondyrkelse, skjulte reklamer, selvglade tv-værter og voldsom medieiscenesættelse. Det var den rene vare, så ren den nu kan blive i tv-mediet. Tak til Peter Rüchel, der blev født i 1937 og til sin død var inkarneret rockfan.

En række Rockpalastkoncerter

Priser, priser, priser… Brit Awards 2019

21. februar 2019

Full list of winners

British male: George Ezra

British female: Jorja Smith

British single: Calvin Harris & Dua Lipa – One Kiss

British breakthrough: Tom Walker

British group: The 1975

British video: Little Mix – Woman Like Me (feat Nicki Minaj)

International group: The Carters

International male: Drake

International female: Ariana Grande

British album: The 1975 – A Brief Inquiry Into Online Relationships

British producer: Calvin Harris

Critics’ choice: Sam Fender

Global success award: Ed Sheeran

Outstanding contribution to music: Pink

Ja, sådan ser listen over modtagerne af dette års Brit Awards, britternes svar på de amerikanske Grammyer, ud. Og debatten efterfølgende går bl.a. på, om amerikanske Pink er værdig til at modtage prisen. Jeg nøjes med at konstatere, at listen nok især afslører mit begrænsede kendskab til vor tids populærmusik i den mest mediefokuserede og -feterede del af skalaen.

Henrik Strube – 70

21. februar 2019

No Name, Røde Mor, solokarriere, journalistik, romanskriveri. Guitaristen Henrik Strube, der i dag runder det skarpe hjørne, 70 år, kan skrive mange titler på sit CV. En markant skikkelse i dansk rock, selv om han ikke altid stod i forgrunden på scenen. Jeg husker især en koncert, han gav i eget navn, på amfiscenen i Botanisk Have i Aarhus. Han havde Lis Sørensen med som guitarist og sanger og gav Lis lov til at spille solo på sin guitar. Det var – hjertegribende.