På dette tidspunkt i 1960 indtog The Everly Brothers den amerikanske singlehitlistes top med sangen “Cathy’s Clown”. Ialt i fem uger fik den lov til at være på toppen og blev dermed duoens allerstørste hit og også deres sidste nr. 1 i USA.
Meta: Elliott Smith Waltz no. 2
Og så tager vi lige en klassiker med Bob. Hey Mr. Tambourine Man…
Jeg har efterhånden været til mange fine koncerter på det lille århusianske spillested Voxhall. Og gårsdagens koncert med den amerikanske singer-songwriter LucindaWilliams var ingen undtagelse fra den regel. Faktisk hørte koncenten til de allerbedste af slagsen.
Lucinda gik på lidt over kl. 20 sammen med sit lille band bestående af bassisten David Sutton og guitaristen Doug Pettibone, og koncerten varede inklusive to omgange ekstranumre godt og vel to timer. Sceneshow var der ikke noget af. Lucinda stod ved sin mikrofon i midten flankeret af de to andre og fremførte sang efter sang med små, præcise introduktioner. Allerede et par sange inde i koncerten stod det klart for undertegnede, at denne aften helt ville stå i den gode sangs tegn. Ikke noget med rockattituder, overflødig blikfang og udvendig appeleren til publikum. Snarere var der tale om, at Williams antog en professionel beskedenhed, billedligt talt trådte et skridt tilbage og lod sangene om at kommunikere med publikum.
Williams lagde ud med sin vel nok mest kendte og elskede sang ”Passionate Kisses”, som hun skrev til kollegaen Mary Chapin Carpenter, der kvitterede med at gøre den til et singlehit i 1993. Dermed anslog Williams lige som grundtonen i sin sangskriverkunst, hvor hjerte-smerte-melankoli er et grundelement. Samtidig forhindrede hun måske, at aftenen skulle gå hen og blive en ønskekoncert. For hun fortsatte med en anden a fhendes mest kendte sange, titelsangen fra gennembrudsalbummet Car wheels on gravel stones, der også står centralt i sangskriverens tematiske univers af eksistentielt betonede sange med rod i etl andligt syd-USA. Og herefter gik det slag i slag med sange fra Williams bagkatalog, et par helt nye sange (der skal indspilles i år) og nogle covernumre.
Williams blev bakket effektivt op afsine to medspillere, der løftede flere af sangene op til regulæ rcountryrock – og ja, rock. Som Williams selv pointerende havde de sparet på trommeslageren (der vist opholdt sig i Rom), men de kunne sagtens rocke alligevel. Jovist kunne de det. Sutton lagde en lækker, blød pulserende bas under sangene, når han ikke lige brugte bassen som slagtøj, og Pettibone leverede et stramt økonomisk guitarspil, der aldrig forfaldt til guitarlir – heller ikke når han kastede sig ud i leg med feedback og guitareffekter. Han forstod at dosere sine virkemidler og underordne dem sangene.
Der var mange højdepunkter på denne aften. For mig var et af højdepunkterne, da Williams spillede den gamle bluesmusiker Skip James’ sang “Hard Time Killing Floor Blues” og forbandt denne sang fra depressionens tid med vor nutids krise. Williams havde på det tidspunkt allerede beklaget sig over, hvordan corporate capitalism havde sat sig ubehagelige spor iden europæiske virkelighed med 7-11-butikker ogMcDonalds-restauranter overalt. Sangen har Williams tidligere spillet i Martin Scorsese Presents the Blues.
Et andet højdepunkt var, da Williams i overtiden spillede Jimi Hendrix’”Angel” og dedikerede den til den netop afdøde Doors-tangentspiller Ray Mazarek. I det hele taget var det kendetegnende for Williams intimkoncert, at godt nok er mange af sangene eksistentielt indadvendte i deres emnevalg og handler om brydsom kærlighed, død og indadvendthed. Men som de andre storesangskrivere i sin generation – fx Springsteen og Dylan – så er der også et social engagement, der undertiden viser tænder. Tydeligst da Williams henvendt til publikum sagde: Peace, Love and Revolution. Power to the People. Så vidste vi, hvor hun stod. Og hvor ofte oplever man lige en (amerikansk) kunstner melde så klart ud om sit politiske ståsted?
Ogsåden amerikanske religiøse fundamentalisme fik et par ord med på vejen. Dels i den nye sang, Something Wicked This Way Comes(der deler titel med en Ray Bradbury-tekst og – som Lucindas mand måtte belære hende om – stammede fra selveste Shakespeare) og i en sang om ikke at kunne komme overens med gud, sådan som man forventes at skulle i guds eget land. Jo, hos Williams går den sociale indignation og den religiøse skepsis hånd i hånd. Noget,d er har præget hendes nyere sangskrivning.
Lyden nærmede sig det perfekte. Williams gjorde selv opmærksom på det, da hun krævede dette rum, fordi lyden var ‘god’. Det var en underdrivelse. Bruce Spingsteen ville helt sikkert have været grøn af misundelse efter sine oplevelser i Parken. Lydbillledet var klart.Instrumenter og stemmer stod distinkt i helheden. Og bedre blev det kun af, at Lucinda med sin modne tenor forstod at intonere og frasere forbilledligt, så man kunne opfatte hvert eneste ord, der kom fra hendes læber. Jo, Voxhall er et godt spillested, hvor kunstnerne kankomme fuldt til deres ret.
Samlet set gav koncerten et meget vellykket indtryk af spændvidden og dybden i den amerikanske singer-songwriters sangkunst. Her var rock,countryrock, blues og ballader. Her var sange fra hendes eget roste sangkatalog og skønsomt udvalgte covernumre. Ud over Skip James og Hendrix fik vi Bettye Lavettes ”Joy” og sangen ”Honey Bee”. Aftenen blev meget mere end en intim aften i fruens selskab. Det bleven fremragende koncertaften med plads til både intimitet i sangene og perspektiv. For at understrege, hvad en koncertaften som denne drejer sig om, takkede Williams sit publikum for, at de havde hentet penge op af lommen for at gå til koncerten i en krisetid. For uden publikum er musikerne ingen ting, lod hun fortstå. En fin gestus af en kunstner, derved, hvad det drejer sig om. Hun må gerne komme igen – tilVoxhall.
