Indlæg om Musik

Bag Daimi

13. april 2021

I går hørte jeg helt tilfældigt en sang med Daimi. Et fordansket covernummer, men jeg kunne ikke lige komme i tanke om originalens titel. Men det første selvfølgelig til lidt research i hendes bagkatalog, og her faldt jeg over albummet Balladen om Klante Kofoed (Pool Records, 1973). Og se, hvilken backinggruppen hun havde dengang: Sanne Salomonsen, Sanne Brüel og Gert Rostock (kor), Rostock (bas), Nils Tuxen (guitar), Niels Vangkilde (guiar), Cy Nicklin (akustisk guitar) og Alex Riel (trommer og tambourin). Vist en plade, der fortjener mere end et genhør. Men den er vist ikke blevet genudgivet.

“Jeg kommer” er i øvrigt en coverversion af Rich Dodsons “Sweet City Woman”, der var med på det canadiske rockband The Stampeders debutalbum samme år. Og albummet om Klante Kofoed er fuld af sådanne coversange – fra Donovan til Carole King og Glen Campbell .

Capac anbefaler: Ginne Marker – Never Golden But Beautiful/ Omen

11. april 2021

I september 2019 lod jeg mig forføre af Ginne Markers overbevisende debutalbum For Seasons to Come, der med en flok stærke sange pustede nyt liv i sanger-sangskriver-genren. Og gjorde det i kraft af et ubetvivleligt talent for sangskrivning, kombineret med en særpræget, smuk stemme og et tilsvarende guitarspil.

Siden har har en lille virus og dens fæller gjort livet svært for alle, og udsigten til et opfølgende album til debuten er blevet skudt ud i en uvis fremtid. Men vira eller ej, så kan man ikke holde talent helt i ave. Og det har i første omgang resulteret i singleudspillet “Never Golden But Beautiful”, der bekræftede alt det, som debutpladen gav løfter om, og singlen er da også blevet et hemmeligt hit på DRs poporienterede kanaler.

Og nu har denne sang så fået følgeskab af sangen “Omen” og er blevet til en rigtig vinylsingleplade af den gode gamle slags med en A- og en B-side – eller rettere: med to A-sider. For det er to stærke sange, der er lagt ned i rillerne på singlepladen med det helt røde omslag. “Never Golden But Beautiful” er en meget smuk, lidenskabelige ballade, hvor Ginnes smukke, berettende stemme akkompagneres af hendes ligeledes smukke, luftige, klare guitarspil, sagte, vuggende trommer, kor og keyboards. En klassisk sanger-sangskriver-sang, der kun giver appetit på et kommende album.

Og på side to finder man så “Omen”. En mørkere sang (om et parforholds forlis), men stadigvæk velgørende melodisk og smuk. Men Ginnes fine stemme og fine guitarspil i centrum, omgivet af Johan Dalgaards diskrete, stemningsskabende keyboards og Aske Jacobys bas.

Med den røde singleplade lægger Ginne Marker endnu et lag på sit i forvejen stærkt overbevisende talentmasse og stimulerer lytterens appetit på mere. Hermed varmt anbefalet.

Ginne Marker. Never Golden But Beautiful/ Omen. Producer: Aske Jacoby. Giant Birch. Udkom d. 9.04.2021

 

Walking the Dog – in April

11. april 2021

April måned er som selve livet. Omskifteligt – med mulighed for både sommerlig solskin og vinterlig sne og så alt det derimellem. Men som tidligere skrevet: Har man hund, så skal man ud, uanset vejret. Således også her til formiddag. På med røjserne, frem med paraplyen, på med huen og den varme jakke, huske håndklæde til hunden og så ellers af sted. Ned i parken, hvor der stort set var mennesketomt, bortset fra en enkelt, forpint motionsløber. Og selv om min ven, hunden, satte sig ned flere gange og signalerede, at nu ville han ind i bilen og hjem i varmen, så gennemførte vi vores vante tur. Belønningen var en god samvittighed og et stort, varmt krus kaffe.

Aftenens filmoplevelse: No country for old men

10. april 2021

Valget var nemt. Enten prins Joachims Danmarkshistorie eller Coen-brødrenes No country for old men.

Og så hjalp det selvfølgelig, at jeg aldrig har fået set de navnkundige brødres berømmede film, der kommer overhældt med alskens priser og kritiske roser. Blandt andet, at det skulle brødrenes mest vellykkede film overhovedet.

Nå, men ser vi bort fra alle udenomsværkerne, så er der tale om en slags genrehybrid, en blanding af klassisk western og kriminalfilm. Plottet minder om ganske mange andre: En narkohandel mislykkes og det koster mange involverede livet, og en tilfældig forbipasserende jæger, Llewelyn Moss (Josh Brolin) tager en kuffert med 2 millioner narko-dollars, hvorefter han er jagtet vildt. En koldblodig morder Anton Chigurh (spillet af Javier Bardem) får til opgave at finde pengene og Llewelyn. Det samme gør en mand ved navn Carson Wells (Woody Harrelson) og en lokal politi-sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones).

Det mest overraskende ved filmen er ikke selve handlingen, men slutningen på historien. Vi får en underholdende og spændende fortælling om, hvad der sker fra det øjeblik Llewelyn tager pengene til slutningen, hvor vi ser sheriffen sidde ved et bord og fortælle om sine overvejelser om sin egen pensionering og livet i øvrigt. I følge kriminalfilmenes konventionelle logik så skulle filmen ende med, at skurken – i denne film Anton Chigurh – bliver pågrebet og/eller slået ihjel. Men sådan går det ikke. Og selv om jeg derved afslører noget, så er det ikke afgørende, for det er – vil jeg påstå – det, der udmærker filmen. At den bryder konventionerne, hvorved den (også) bliver en fortælling om noget andet og dybere end den konventionelle fortællings struktur. Blandt andet – som titlen også angiver – en fortælling om tidernes skiften og generationernes forskellige oplevelse heraf. De ældre generationer – repræsenteret af Tommy Lee Jones’ sherif – bliver så at sige hægtet af nutidens virkelighed. Og det er måske i virkeligheden konventionsbruddet og det implicitte perspektivsskift – fra et snævert kriminalistisk til et overordnet menneskeligt perspektiv, der udgør Coen-brødrenes kunstneriske bedrift i denne film (og så ser vi bort fra alle de fortræffelige filmiske kvaliteter filmen også har, lige fra fotograferingen, stemningen, skuespillet, dramaturgien osv. ).

Furry synger blues

10. april 2021

Jeg har været inde på det før: Uden the blues ville populærmusikken have lydt meget anderledes end tilfældet har været. Uden the blues ingen britisk R&B, ingen hip hop osv. Hvis ikke Led Zeppelin, Eric Clapton og Rolling Stones m. fl. havde brugt og – ja – misbrugt de gamle bluessange og blueskunstnere, så…

Og så er der historien om Furry Lewis, som Joni Mitchell lavede en sang om på sit mesterværk Hejira. “Furry sings the blues” hedder den og nogle af linjerne lyder:

Furry sings the blues
Fallin’ to hard luck
And time and other thieves
While our limo is shining on his shanty street.
Old Furry sings the blues

Og Furry Lewis var ikke begejstret for den sang. Mark Seal besøgte på vegne af Rolling Stone i slutningen af halvfjerdserne Lewis, kort tid efter udgivelsen af Mitchells plade. Og han var ikke glad. På  det tidspunkt var Lewis en gammel mand, der var næsten blind, manglede det ene ben og tilbragte megen tid i sin seng. Med sin ramponerede elektiske Martin-guitar (m. en lille forstærker) inden for rækkevidde, en stok, nogle liter bourbon whisky af mærket Ten High, en revolver med hylster, en teddybjørn og nogle cigarer.

Og Furry fortæller om ‘hende kvinden’ der besøgte ham for at høre om musikken. Han behandlede hende pænt og fortalte hende, hvad hun ville vide, men blev fortørnet over, at hun brugte hans navn i sangen, og mente, at hun skulle betale ham for det. Sådan blev det ikke. Og til Mitchells forsvar kan man, som hendes manager gjorde, sige, at hun kun nævner hans navn (Furry) og ellers beskriver stedets – Beale Streets – forvandling. Brug eller misbrug af et navn? Det kan man sagtens diskutere, og måske skulle Joni have spurgt ham først – i det mindste…

Thursday Night Fishing Club – håbløst navn, men fin sang… I’m Lost

9. april 2021

Charley Patton – bluespioner

9. april 2021

50: Crosby, Stills, Nash & Young – 4 Way Street

8. april 2021

Måske fortæller cover-billedet det hele. Da kvartettens andet album – live-albummet ¤ Way Street – så dagens lys, var de fire involverede indbyrdes uenige om, hvad de ville. De sloges i omklædningsrummene, så der gik historier om det rundt i musikmiljøet. Og kort tid efter udgivelsen af pladen gik de hvert til sit – for første gang.

Men ellers var pladen en dokumentation af de fires vellykkede koncertaktiviteter i 1970. Man kunne måske sige: Dokumentationen af de fire egoers kreative formåen, når ellers de kunne holde aggressionerne i ave. Og en afspejling – over to LP-plader – af deres individuelle og kollektive formåen. En blanding af sange fra deres fælles projekt og deres solokarrierer. Og som det var almindeligt for gruppen dengang var der et akkustisk sæt og et elektrisk sæt. I 1974 fandt de sammen igen og tog på en større stadiumturné.

Hvem er Joe Brown?

8. april 2021

Så fik jeg lukket et hul i min musikalske viden. Nemlig: Hvem er Joe Brown? Årsagen til spørgsmålet var, at jeg lyttede til Concert for George, den koncert, der blev lavet året efter George Harrisons for tidlige død. Og her optræder Joe Brown med/på tre numre. Blandt andet får han lov til at afrunde koncerten med sangen “I’ll see you in my dreams”.

Jo, Joe Brown er ikke noget ubeskrevet blad i engelsk musik. Hans karriere startede tilbage i 1950’erne, hvor han dannede skiffle-bandet the Spacemen. Og så var han ellers en del af den indflydelsesrige skiffle-bølge, der skyllede hen over Storbritannien som en forløber for rock and roll. Ved siden af et almindeligt lønarbejde ved jernbanen arbejdede han derefter som backingmusiker for bl.a. Eddie Cochran og Gene Vincent, når de var på tur på øerne. Og i tresserne fik han en pladekontrakt hos Decca og udsendte en række plader, bakket op af studiemusikerbandet The Bruvvers, der også fungerede som hans tour-band. Ved siden af musikken arbejdede Brown også ved tv og på teateret, sådan som det var almindeligt dengang.

Og sådan har Joe Brown fortsat helt frem til i dag. Med at indspille musik – i mange forskellige genrer -samtidig med at han har arbejdet på tv, i radioen og andre steder. Og han er stadigvæk aktiv i en alder af 79 år.

Og hvor kommer så George Harrison ind i billedet? Jo, Joe Brown var Harrisons best man (forlover), da Harrison blev gift for anden gang. Og derfor var han selvskreven som deltager i hyldestkoncerten for

George.

 

Pub rockens fødsel

7. april 2021

At tænke sig, at det var et amerikansk country rock-band, der banede vejen for det fænomen, vi kender som pub rock. Bandet blev dannet af de to new yorkere (!) Jack O’Hara og Austin de Lone . Først som en duo, der siden blev udvidet. De slog deres folder i Greenwich Village og på Long Island, og havde det held at komme i kontakt med det tidligere Animals-medlem Chas Chandler, der sørgede for at få produceret gruppens første album.

Chandler blev deres manager og han sørgede for, at de fik mulighed for at indspille debutpladen i London. Og indspilningen gik fint,og bandet fik spillejobs i byen, bl.a. på den amerikanske embassade og derefter rundt omkring på de engelske universiteter. Tilfældet ville, at medlemmerne kom til at bo i et hus i nærheden af pubben Tally Ho, der ligger (lå?) i Kentish Town.

På Tally Ho var man forvænt med at høre jazz-musik, men det lykkedes Eggs over easy at overtale pubejeren til at lade dem spille – jazz. De var vant til at optræde på barer i New York, så det var nærliggende at gøre det samme i Tally Ho. Og det lykkedes bandet at skabe sig en stor, lokal fanskare, der bl.a. talte musikere som Graham Parker, Nick Lowe og Elvis Costello. Og på den måde blev de pionerer for pub rocken.

Deres plade blev ikke udgivet på grund af problemer med firmaet bag, og medlemmerne fik problemer med opholdstilladelsen, så i slutningen af 1971 vendte de tilbage til New York, hvor de genindspillede sangene fra den første plade med Link Wray som producer. Et tiår senere indspillede de endnu et album, hvorefter de gik hver til sit. Det meste af de to plader er genudgivet på dobbelt-cd’en Good N’ Cheap.