CAPAC

Det er på kanten til fake news, når man et sted på nettet læser, at Bob Dylan i al stilhed – halvt-hemmeligt og uden nogen form for annoncering – har udsendt
en ny opsamling med titlen 50th Anniversary Collection 1973 . 28 sange, der stammer fra indspilningerne af Pat Garrett and Billy the Kid-soundtracket. Og nyheden har selvfølgelig sat dylanologier, samlere og indædte fans i ekstase i kampen for at finde et eksemplar af pladen, der allerede går til skyhøje priser på Ebay og andre steder.

Og netop det er netop i spørgsmålet om penge, vi finder forklaringen på den nye plade. For udgivelsen handler om, at indspilningerne ikke tidligere har været udgivet og
derfor vil være omfattet af reglen om, at ikke-udgivet musik efter halvtreds år bliver public domain eller – med danske ord – offentlig ejendom, som enhver kan bruge efter lyst og behov. Og… det går jo ikke, når man er musikkøbman (som Dylans bagmænd jo er), og derfor handler man rettidigt og sender en sum plader ud i forskellige retninger, så det er helt tilfældigt, hvem der får fat i et eksemplar og hvem der må gå hjem med en lang næse.

Pengene har altid styret pop og rock og gør det såmæn stadigvæk (tænk bare på debatten om kunstnernes horrible underbetaling på de såkaldte streaming-tjenester som Spotify m.fl.).

Og musikindustrien har altid og har til stadighed et skarpt blik for en potentiel indtjening. At der så falder lidt af til den aldrende er nærmest en biting.
Og måske dukker udgivelsen op igen som led i Record Store Day eller en uendelige række af Officielle bootlegudgivelser fra mesteren. Det skulle ikke undre mig det mindste.
Fra de omtalte indspilninger:

Den på næsten enhver måde store bassist Michael Friis er sovet stille ind, meddeler Per Wium. Sebastian, Søren Kragh-Jacobsen, Lis Sørensen, Lasse & Mathilde, Culpeper og jazz-orkesteret Anima. Blot for at nævne vigtigste sammenhænge, hvor Michael gjorde en forskel med sit spil.

Selvfølgelig svinger døden sin le også i disse dage og ikke kun i Gaza og Ukraine/Rusland, hvor han er på overarbejde. Den amerikanske country-stjerne – kendt fra The Chicks, der tidligere hed The Dixie Chicks – Laura Lynch har mistet livet i en trafikulykke. Et tab for amerikansk country, hvor hun sammen med sine kolleger stod for et andet America end det, vi kender fra mederne.

God jul til alle, der kommer forbi denne ip-adresse i julens dage! John Lennons julesang er så aktuel som nogensinde med konflikten i Ukraine og ikke mindst de israelske magthaveres hensynsløse slagteri i Gaza…

Beach Boys er altid gode, når den der stemning skal hidkaldes (den har nu ikke indfundet sig hos mig og det sker nok heller ikke og fred med det…)

Og for min egen regning – en lille moderne juleklassiker med Dicte

Og husk nu, hvad julen drejer sig om, inden du kløjs i ris-a-la-manden og den fede sovs: fællesskabet med dem, der står dig nær (og så ikke et ord om det kristne indhold og forbrugerismens overdrev)! God jul!

For..

Og nej, nej, nej. Selv om det er en fed (som de unge siger) rock-sang, så er budskabet ikke lige i skabet…. Jul hver dag, fri mig vel!

Den stadigt tiltagende og forværrede klimakrise gør os igen og igen opmærksom på, at menneskeheden som art i alt for mange år har levet i en ubalance med naturen – omkring os og i os for vi er en del af naturen, selv om vi ofte foretrækker at tænke det anderledes. Og klimakrisen minder os til stadighed om, at vi – hvis menneske-arten skal overleve på længere sigt på kloden – skal finde en balance i naturen, hvor vi ikke bare udbytter og udnytter naturen omkring os til vores formål, men finder nye måder at omgås naturen og udveksle med den. Det er udfordringen og opgaven, hvis vi skal have en fremtid.

Og med en lidt frisk fortolkning, kan man (jeg!) påstå, at komponisten og musikeren Peter Rosendals nye album Vejviser er en musikalsk vejviser til, hvordan man kan omgås den anden natur (den uden for os) på en musikalsk måde, der ikke belaster, hverken naturen udenfor eller os selv.

Med udgangspunkt i ni natur-lokaliteter i Danmark – f. eks.  Almindsø, komponistens egen have, klokkefrøstien, Kongeegen, Skibsted Fjord og Mols Bjerge – har Peter Rosendal ladet sanseindtrykkene inspirere til ni musikstykker, der lader sanseindtrykkene indgå på lige fod med den musik, komponisten frembringer på sine klaverer og andre tangentinstrumenter og som venner, som fx Palle Mikkelborg på trompet, Nancy Harms vokal, Graig Earle bas og Cecilie Strange tenorsaksofon, supplerer. Det er en form for avant-garde-musik med anstrøg af jazz og visesang. Det er musik, der ligger langt fra musikkens alfarvej i grænselandet til spirituel musik, modrene kompositionsmusik, progressiv rock og meget mere. Musik, der er anderledes  og mere krævende end det meste populærmusik, vi møder nutildags. Men også musik, der i kraft af sit engagement og åbenhed er en gave til enhver musikelsker og -lytter. Ni vej-visere til, hvordan vi hver især kan blive inspireret af den natur, der omgiver os, uden at ødelægge den på nogen måde. Det er slet og ret velgørende at lytte til Peter Rosendals avant-gardistiske møde med naturen på de udsøgte steder; og jeg kan kun anbefale, at man lytter med – for at udvide sin egen musikalske horisont, øge sin egen bevidsthed om naturen derude og udfordre sine indgroede musikvaner. Hermed helhjertet anbefalet.

Peter Rosendal. Vejviser. Produktion: Peter Rosendal og Mads B.B. Krog Mossin. Creative Cph. Records. Er udkommet.

Spleen kaldte man engang den sindstilstand, som medierne i dag  med forkærlighed vil tilskrive vor tids unge, dem i tyverne. Blandingen af den allestedsnærværende og nærmestk kulturdefinerende melankoli, det mere eller mindre tunge tungsind, blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet; sådan som de store ordbøger forklarer den nærmest kropskemiske tilstand. Om så vor tids ungdom er mere spleen-udmærket end tidligere generationer; det kan jeg godt være endog meget i tvivl om og hælder nok mest mod den opfattelse, at det at være ung og skulle finde sin plads og vej i tilværelsen og verden nok altid (?) har været behæftet med følelser af den slags, der kendetegner denne spleen. Med den tilføjelse, at vor tids unge blot er endnu mere i de sensations- og emotionshungrende mediers søgelys og greb end tidligere generationer har været.

Hvorom alting er, så bliver hele dette følelsesregister skubbet den pladedebuterende unge sangskriver, sanger og musiker Mari – Linda Mari Josefsen, som hendes fulde borgerlige navn er – i skoene som led i markedsføring og reception. Det er tidsånden, der sætter sig igennem.

Og – ret skal være ret – pladetitlen Making Peace with Uncertainty retfærdiggør et stykke ad vejen, at man fokuserer på Mari spleen. Og der er bestemt følelser på spil i de ialt 11 sange, der udgør albummet to pladesider. Det ville føre for vidt at forsøge at udfolde alle de emotionelle aspekter, som teksterne beskriver, så derfor vil jeg nøjes med et enkelt nedslag – i den sang, der giver titel til pladen og som rummer en åbning mod håb, fred, forsoning i forhold til det beskrevne sindelag:

Uncertainty
I’ve made my peace
with uncertainty
it doesn’t mean
I live aimlessly
sertraline
and your serenity
had me thinking
we had the remedy
‘cause you and I know at the end of day
we could never win, but hope is a discipline
I just wanted you to really see me
the love we share is the essence of being
embodied
but you got away from all of this, didn’t you?
left me here hanging by myself
you said one day the death will come to your rescue
I wonder if you still feel the same
like I do
I saw you
you seemed renewed
said you quit the pills
and was running off the mill
my long lost friend
stuck at the dead end
spilling your crucial thoughts
that you ignored
but you and I know at the end of day
we could never win, but hope is a discipline
I just wanted you to really see me
the love we share is the essence of being
embodied
but you got away from all of this, didn’t you?
left me here hanging by myself
you said one day the death will come to your rescue
I wonder if you still feel the same
like I do

Midt i al melankolien og tristessen mærker man et spirende håb og lyset fra en vej ud af elendigheden. Og denne dobbelthed accentueres og forstærkes af musikken på albummet. Det er sange, der i deres udtryk ligger langt fra poppens behagesyge og strygen-os-med-hårene; indierock-sange, der er vævet af mørke toner og et nordisk mismod; og som befinder sig i  tilsvarende  arrangementer, der danner den fineste klangbund for Mari i sig selv lidt mørke og ekspressive stemme. Arrangementer, der har en forkærlighed for instrumenter, der betoner og iscenesætter det emotionelle – fx bas-klarinet, melotron, cello, viola, kalimba m. fl. Men som ikke kan forhindre, at musikkens opdrift og livsbekræftende energi sætter sig igennem – på trods og i kraft af musikkens væsen kunne man fristes til at sige.

Mari kommer fra Mors, og hendes debutalbum er på alle måder en meget overbevisende debut. Et tidsdokument, et vidnesbyrd om tidsåndens let depressive tilbøjelighed, men også et lysende tegn på, at det ikke skal eller vil blive ved med at være sådan. Og som begejstret lytter kan jeg kun se frem til de kommende plader, der vil komme fra den unge morsing i de kommende år. Jeg er sikker på, at der vil komme mere og andre boller på den musikalske suppe i fremtiden. Hermed varmt anbefalet på en kold juledag.

Mari. Making Peace with Uncertainty. Produktion: Albert Finnbogason, Celebration Records. Er udkommet.

“Jeg har valgt, ikke at skrive alle sangene på forhånd, fordi jeg havde lyst til at give udgivelsen en dokumentarisk karakter, og forhåbentlig lade den stå mere rå og ærlig. Jeg tænker ofte mit musikervirke, som om jeg er fotograf med et polaroidkamera. Jeg ser mine numre som øjebliksbilleder af hvor jeg befinder mig i verden og i mit indre liv. På ‘Kiss Me’ havde jeg dog sat mig det dogme at alle sange skulle være kærlighedssange.” (Astrid Cordes)

Sådan karakterisere sangskriver, sangerinde og musiker Astrid Cordes sit projekt, der begyndte som singleudspil og tre på hinanden følgende EP-udgivelser, hvor kunstneren ville omsætte den identitets- og livsforandrende oplevelse, det er at blive mor. Fra undfangelsen til tiden efter fødslen. En begivenhed, der forandrer alle involveredes liv – på godt og på ondt – og som alene af den grund er værd at blive omsat til kunst. Selv om det ikke er så ofte, det er sket, så vidt jeg kan huske…

Projektet er nu resulteret i et dobbelt-album med hele fjorten sange. Sange,  der hver især tematiserer og beskriver følelsesmæssige situationer. Lige fra den begyndende tosomhed i sangen “Good time” om pigen, der lader sig rive med ved en fest over den spirende kærlighedshistorie i “Male Lead”, hvor virkelighedens kalden må vige for forførelsens moment, over oplevelsen af det spirende liv inde i kroppen, hvor rystelsen af krop og identitet for alvor sætter igennem. Og så videre. Jeg vil – med udelt fornøjelse – overlade til lytteren at følge med i Cordes’ fint sansede, subjektive rejse frem mod den nye fase af livet, hvor moderskabet er en realitet med alt, hvad det indbefatter. Og det kan kun anbefales, at man – uansset køn – tager rejsen med, for Cordes kommer rundt omkring mange aspekter af den følelsesmæssige rutsjetur, det er at blive forælder og mor, rykke en generation frem og få ansvar for et andet liv, der er lige så skrøbeligt og stærkt som ens eget.

Og rejsen bliver kun så meget desto bedre som de musikalske gevanter, som sangskriveren og hendes hjælpere har iklædt teksterne ,, løfter hele projektet op over middelmådighedens vande. Astrid Cordes, der har skrevet alle sangene – dog med hjælp fra andre på flere af sangene – Rezwan Farmi, Lucy Schröder, Hagen Paul Hoffschmidt, Martin Helmundt Bastiansen, Jule Pankoke, Alex Kwast, ogRaphael Tschermuth – har formået at omsætte sine emotionelle momenter til fjorten velgørende, forførende og langtidsholdbare sange. Og de er iscenesat i moderne indie-rock-kontekst med klar popfornemmelse. Godt og lydhørt produceret af Jacob Brøndlund, der også medvirker som musiker på en lang række instrumenter. Indierock fra øverste hylde og af fineste kvalitet, der er med til at gøre dette album til en af kandidaterne til årets danske rockalbum. Det er forståeligt nok, at Astrid Cordes’ sange længe har været på diverse afspilningslister (bl. a. på DR), for der er tale om alt andet en døgnfluer. Hermed varmt anbefalet.

Astrid Cordes. Hurry up and kiss med while the baby’s still asleep. Produktion: Jakob Brøndlund. Celebration Records. Er udkommet.

men der var en god grund til at det gik sådan. For jeg havde sat mig i den gode, gamle og meget slidte lænestol for at se et afsnit af en britisk kriminalserie. Men det viste sig, at DR havde ryddet sendefladen i timevis for at live-rapportere og sniksnakke om en storm ved navn “Pia”. Både på DR1 og 2 blev programmet med en hurtig bevægelse ændret til journalistisk barnemad for nationen. Jeg havde ikke set  mange minutter, før jeg resolut skiftede til DRs hjemmeside for at se, hvad deres filmhylde kunne byde på. Og den første mit blik fangede var – jovist – Love actually, som jeg har skrevet om og har set flere gange.

Sådan gik det til, at min eftermiddag blev brugt på engelsk besyngelse af kærlighed og jul. Man kan have mange forbehold over for filmen, og det er der mange der har (haft). Men man kan ikke tage fra den, at den er lavet med største kvalitetssans og derfor besidder lige netop de kvaliteter, der gør, at man kan holde ud at gense den indtil flere gange (..og den genudsendes i øvrigt, for at det ikke skal være løgn, i aften på DR1). Ringere bliver det så ikke af, at lyssporet er fint afstemt med de mange små kærlighedshistorier, som filmen er vævet samme af. Et lydspor, der i øvrigt findes i hele tre udgave – en britisk, en europæisk og en amerikansk.

Og hellere Love actually for n’te gang end journalistisk tyggemand smurt ud over flere timers tv.

Det er sønnen, Lars Ulrich – trommeslager i Metallica – der oplyser, at Torben Ulrich er død i en alder af 95 år: “95 år med eventyr, unikke oplevelser, nysgerrighed, at skubbe til grænser, udfordre status quo, tennis musik, kunst, skriveri…. og en god portion dansk stædighed. Uendelig stor tak! Jeg elsker dig, far”. Og når jeg tænker på Torben Ulrich, så er det, der slår mig, at han var en af de relativt få individualistiske enere, som dansk kulturliv har brudt på. På linje med andre som f. eks. Dan Turéll og Jørgen Leth. Kunstner-mennesker, der insisterede på at gå deres helt egne veje, trodse det ‘politisk korrekte’, modsætte sig tidens trends og konformiteten, og forfølge sine egne driftsmål og interesser. Hos Torben Ulrich var det ikke mindst jazzen, som han skrev og formidlede om på sin helt egen særegne facon, men også tennis, som han dyrkede på professionelt plan i en årrække og gjorde det uden skelen til sportens tiltagende regelrethed og konformisme. Han blev ved med at betragte sporten som en leg, hvor det mindst af alt galt om at vinde. Og helt ud i hans fremtræden med hippielangt hår og skæg og alt andet end modeagtig beklædning forblev Ulrich sindbilledet på en mand, der insisterede på at leve sit liv på sin helt egen måde. Og med hans bortgang blev dansk kulturliv endnu engang fattigere og mere farveløs.

Verden er af lave, sagde min far nu og da. Og tilføjede så: Og det har den altid været. Jeg kom i tanker om min savnede fars ord, da jeg satte Denni Ians album Salt King på pladeafspilleren. For Ians tekster drejer sig i høj grad om, hvordan verden af i dag er af lave. Kloden, der lider under menneskehedens uhæmmede, grænseløse og hensynsløse udnyttelse og udbytning af dens ressourcer. Og menneskeligt, subjektivt, individuelt om vor tids ungdoms udsathed og noksom bekendte sårbarhed, der genererer overskrifter i medierne og er på den politiske dagsorden. Og på den led er Denni Ian i pagt med sin tid og korresponderer med andre nye sanger-sangskrivere, der i disse år udsender musik. Og heldigvis er alle Ians tekster aftryk på et stort tekstark inde i coveret, så man kan fordybe sig i de inderlige og uadrettede tekster. Det vil jeg dog undlade i denne lille omtale.

Musikalsk repræsenterer Denni Ian en særlig blanding af traditionsforankret folk(e)-sanger-sangskriver-kunst – med en Leonard Cohen som et naturligt pejlemærke (selv om lighedspunkterne indskrænker sig til den alvorlige tone, den poetiske ekspressionisme og den udpræget akustiske musiceren). Og så er musikken også farvet af post-punkens dyrkelse af melankolien, mørket og tristessen.

Desværre fremgår det ikke af coverinformationerne, hvem der yder solisten fin musikalsk støtte. Man skal have fat i PR-materialet for at få navn på de medvirkende: Denni Ian – vocals, acoustic & electric guitar, bass, synthesizer, violin, piano, harmonica, flute, accordion, percussion, wurlitzer.
Oliver Lyngkilde – piano, organ, electric guitar ( 1+2+6), Mau Lindow – vocals, backing vocals (1+2+6+7+9) Christian Johansen – drums, electric guiar, synthesizer, backing vocals (1+2+3+4+6+7+9+10). Men givet er det, at vi har at gøre med ialt ti fine sange med Denni Ian i forgrunden som den foredragende sangfortolker, iscenesat i et musikalsk miljø, hvor et akustisk udtryk med forkærlighed for den akustiske guitar, sprøde, diskrete trommer og en fin feminin vokal, der yder et smukt kontrakpunktisk modspil til Ians alvorlige mandsstemme. Arrangementerne er meget homogene og – i bedste forstand – ensartede i deres udtryk. Ti sange, der alle og hver især har en umiddelbart appel til den lytter, der sætter pris på musik i den melankolske ende af folk-post-punk-genrerne. Det er et album, der fortjener at finde mange lyttere med smag for poetisk alvor og iørefaldende folk(e)sange. Hermed varmt anbefalet på en kølig decemberdag.

Denni Ian. Salt King. Produktion: Christian Johansen og Denni Ian. Celebration Records. Er udkommet.

Den fhv. skorstensfejer Thøger Olesen ville være rundet de 100 år i går. Og han bør ikke glemmes, for det er få forundt at have været sangtekstforfatter til så mange danske artister, som Thøger Olesen har været, siden han i 1940’erne blev knyttet til pladeselskabet Tono som tekstforfatter. Her arbejdede han sammen med den legendariske underholdningschef og DR-tv-koryfæ Svend Pedersen og komponisten Kjeld Bonfils, der var en central skikkelse i dansk jazz’ guldalder. Siden blev Thøger fast sangleverandør til dansk populærmusik – lige fra folkemusikken (han lavede Vise-Vers-Huset i Tivoli) over pop og – ikke mindst – dansktop og beatmusik. Fx nød Cæsar og Trille godt af hans evner, og han var så flittig, at han måtte ty til pseudonymer (Allan Hondé og Peter Mynte) for at sløre sin dominans på feltet. Mere end et par tusinde tekster blev det til, inden han alt for tidligt døde i en alder af kun 53 år. Og ud over en særlig evne til at dreje sproget, så det passede til musikken, formåede han at have et kritisk blik på det samfund, han var en del af.

Da jeg var dreng, fik jeg at vide, at beat-musikken og rock-and-roll ville gå over som en sæsonbetinget forkølelse og ville forsvinde ind i historien annaler – lige som det lange hår til unge mænd og venstreorienterede og anti-autoritære synspunkter og holdninger. Sådan kom det ikke til at gå. Og et levende eksempel på, at man sagtens kan spille rock, have hår ud over ørerne og ned i øjnene og have meninger, der ikke er “politiske korrekte” og ikke passer ind i noget parnas, er Keith Richard, den mangeårige guitarist i The Rolling Stones, som i dag runder de firs år, selv om mange har forudsagt hans bortgang tidligere på grund af hans alt andet end ordinære livsstil. Richard har levet i grel modsætning til alle de råd, gamle mennesker har givet, når de blev spurgt om, hvordan de blev så gamle. Han har røget, drukket, indtaget alskens kemikalier og i det hele taget levet sit liv fuldt ud – uden at tænke over, hvilke konsekvenser hans såkaldte livsstil kunne have eller få. Og han er her altså endnu. Og en rød tråd har der været. Lige sigen han – i 1962 var det vist – mødte en ung Mick Jagger på en banegård og de fandt ud af, at de begge elskede the blues, har Richard holdt fast i sin kærlighed til netop den musik. En kærlighed, der har forsynet The Rolling Stones med det ene fængende riff efter det andet og en perlerække af memorable og elskelige beat-sange, der vil blive stående for eftertiden.

I år er det ti år siden musikskribenten og -elskeren Torben Bille pludselig døde. Og i går gik det op for mig, at også hans elskede blog – Midt i en beattid – ikke er mere. Jeg har løbende brugt den, når jeg lige skulle læse, hvad det nu var Bille skrev om dette eller hint. Sådan også i går, men man møder kun en tom side og alle Torbens skriverier er borte. Og det synes jeg er trist; og jeg synes hans venner derovre på Djævleøen burde overveje at lave en tryksag med Torbens blogskriverier – for det fortjener han – og alle hans læsere. Hermed er bolden givet op.

Opdatering: Helge gør opmærksom på, at bloggen er genopstået på archive.org -dér hvor døde websider kan få et efterliv: https://web.archive.org/web/20231120233815/https://www.torbenbille.dk/.  Lidt har også ret.