Indlæg om Musik

Muskelsvindleren Evald Krog er død – 76 år

2. december 2020

Grundlæggeren af Muskelsvindfonden og også af Grøn Koncert, Evald Krog, er død i en alder af 76 år. Han grundlagde fonden i 1971, fordi han mente, der blev gjort for lidt for de mennesker, der led af sygdommen muskelsvind. Og som formand for fonden arbejdede han hele vejen for sagen, frem til 2016, hvor han trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager. Samme år fik han konstateret Alzheimer.

Evald var også et musikalsk menneske. Med Grøn Koncert skabte han en populær scene for tidens populære navne. En koncertform, der blev en etableret del af festival-Danmark. Selv var han mest til jazz og fik også indspillet en plade sammen med Lise Dandanell og et band.

Filmoplevelse: Stalingrad (russisk, 2013)

2. december 2020

I oktober så jeg Joseph Vilsmayers tyske Stalingrad (1993), og blev i den forbindelse opmærksom på og interesseret i Fedor Bundachucks russiske film fra 2013 med samme titel. Så det var jo oplagt at få fat i den og se, hvordan historien om det legendariske slag kunne fortælles fra den anden side af fronten, så at sige. Om der så at sige var en anden vinkel end i den tyske.

Og det var og er der.

Filmen har en rammefortælling. Et barn af en af de overlevende kvinder fra Stalingrad er udsendt for at hjælpe ofrene for tzunamien i 2011. Og hank kommer i kontakt med en tysk pige, der er fanget under et sammenstyrtet hus. Og hun overtaler ham til at fortælle sin historie, om de fem fædre han havde i slaget om Stalingrad. Og derfra vender vi tilbage til 1942, hvor en gruppe russiske soldater får til opgave at forsvare et større bygning, bag hvilken der er adgang til floden Volga, som tyskerne for enhver pris vil have adgang til. Og det er adgangen til Volga, der så at sige afgør kampen om byen Stalingrad.

Fem af de russiske soldater er hovedpersoner i fortællingen og er de fem fædre, der er tale om i rammefortællingen. Og ud over dem er der en ung pige på 19 år i bygningen. Hun er blevet i bygningen efter at have mistet hele sin familie. Og soldaterne adopterer hende nærmest som en slags maskot og familiemedlem, og en af soldaterne – den mest generte af dem – forelsker sig i hende og bliver den biologiske far til den overordnede fortæller.

En parallel kærlighedshistorie er der på den tyske side, hvor en officer Kahn  har et forhold til en blond russisk kvinde, der til forveksling ligner hans afdøde tyske kone.

Slaget om den store bygning er, kan man sige, en allegorisk fremstilling af hele slaget om byen. Og som konventionen for moderne krigsfilm foreskriver, så skildres kampene og begivenhederne omkring huset med al den dramatik, spektakulære optrin og hændelser, brutalitet og voldsomme realisme, man som garvet filmpublikum næsten kan ønske sig. Og den russiske film står på ingen måde tilbage for den tyske på det punkt.

Hvordan det forløber frem til slutningen vil jeg ikke fortælle, for det skal man opleve. Men da det er ovre vender vi igen tilbage til situationen efter tzunamien, hvor den tyske pige er blevet befriet fra ruinerne og ønsker at hilse på fortælleren, der er på vej væk i en mandskabsvogn. Og af epilogen kan man forstå, at filmen og historien skal forstås som en slags anti-krigsfilm.

Ikke påvist – coronatest

2. december 2020

Så skete det da. Under- (eller snarere over-)tegnede gennemgik en coronatest. Ikke på grund af symptomer, der kunne give anledning til operationen. Men, fordi et kommende familiearrangement nødvendiggjorde dette hensyn til andre.

I byen her er begge teststationer placeret omhyggeligt i den nordlige bydel – inden for det lokale megahospitals område. Og begge med gåafstand fra hinanden. Og man kan både gå og køre til test. Og det største problem er sådan set at finde rundt på matriklen. Der er masser af gule skilte. Faktisk så mange at det er et spørgsmål, om det hjælper med at finde vej. Nå, men omstændigheder ville, at jeg skulle af sted tre gange – af hensyn til svigerfader, der er kommet til års, og fruen, der var utryg ved opgaven, og så selvfølgelig mig selv. Det betød, at jeg fik nogenlunde styr på,  hvor handlingen foregår.

Og efter at have bestilt tid på coronaproever.dk, gik det som smurt. Svigerfar kom, som den første, til før tid. Det samme gjalt mig selv, selv om der udtrykkeligt stod på sms’n, at jeg IKKE skulle komme i god tid. Men det gjorde jeg, og kom til med det samme, ti minutter før.

Og det værste ved det hele, var selve testen, hvor et ungt menneske stikker en stor vatpind ned i halsen på en og tæller langsomt til fem. Pinden ramte lige ved det punkt, der sætter en opkastningsbevægelse i gang. Men med stor koncentration lykkedes det at holde igen og få det overstået.

Forsynet med en informationsseddel om, hvordan man får svar via sundhed.dk, kørte jeg så hjem. Og dagen efter fik jeg beskeden: ikke påvist. Altså coronafri. Som forventet. Hurra.

McCartney III – en lillebitte smagsprøve

2. december 2020

Han bliver ved, ham Macca, med sine små drillerier op til udgivelsen af III. Her en lille smagsprøve på en søde lille melodi, der alt andet lige er lovende…

One Hit Wonder anno 1966: Napoleon XIV – They’re coming to take me away, ha-haaa!

30. november 2020

Jeg har nævnt den før, for længe siden. Men i dag blev jeg gjort opmærksom på denne specielle, for ikke at sige skøre, hitplade, der var noget i 1966 og blev flittigt spillet på DRs program 3 hos Jørgen (de) Mylius.

Bag Napoleon-figuren gemte sig sangskriveren og pladeproduceren Jerrold “Jerry” Samuels. Det blev ikke til mere for Jerry, men dengang hittede den og kastede en guldplade af sig. Og måske siger det også noget om tiden – tresserne – hvor der var plads til humor, eksperimenter og galestreger.

John Mayall – 87 år

30. november 2020

Det kan gordt være, at han er ‘så godt som væk’, men sluppet guitaren har John Mayll ikke endnu. Og han bærer den med en lethed, der kommer af årtiers venskab med det instrument. Han er blevet kaldt en dårlig sanger og musiker. Det er forfejlet. Man kan ikke være nogen dårlig musiker med det gehør han har og som har resulteret i nogle af de fineste rhythm-and-blues-bands, som de britiske øer har fostret. At han ikke er nogen Eric Clapton eller Mick Jagger ændrer ikke ved det forhold. Keep on rocking John.

Apropos Macca – sikken et band!

29. november 2020

Paul McCartney varmer stadigvæk op…

29. november 2020

Man skulle tro, at Sir Paul McCartney manglede penge til julegaverne. I hvert fald gør han usædvanligt meget ud af lanceringen af sin nye plade, den allerede omtale McCartney III. Ikke alene udsendes den, når vi når dertil i december, i en lang række forskellige udgaver, men Macca har også gødet jorden ved at udsendte et par digitale EP’er med gammelt materiale (fra McCartney I og III). Og fx ved at udsende ovenstående videosingle med sangen “Coming up” fra II‘eren. Nå, men (jule)fred med det. Hvis den gamle dreng skal have lidt ekstra til gaverne, så lad ham.. Men hvad var det hans gamle band engang sang?

50: Slade – Play it loud

29. november 2020

Play it loud  var Slades – eller rettere: The Slade – første album. Ganske vist havde musikerne udsendt en plade før, Beginnings, men det var under et andet navn, Ambrose Slade. Den første plade floppede. Og det gjorde nummer to også. I hvert fald i begyndelse.

Slade havde skabt sig et navn i slutningen af 1970, idet bandet havde turneret hjemlandet tyndt og givet et hav af koncerter. Men kunne altså ikke følge live-successen op med pladesalg.

Manager Chas Chandler – kendt som bassist i The Animals og som manager for selveste Jimi Hendrix – mente, at Slade skulle forsøge sig med en anden iscenesættelse – som skin heads med Dr. Martens støvler, tandbøjler og vildt hår.  Han overtalte også bandet til at skrive dets egne sange. Men lige meget hjalp det, der kom ikke hits ud af det. Heller ikke et nyt og mere kendt plademærke gjorde noget for gruppen.

Først da Slade droppede skin head-imaget og omsider fik et hit – i 2021 – med singlen “Get down and get with it” begyndte der langsom at ske noget. Og Play it loud blev, hvad man dengang kaldte en sleeper, altså et plade, der langsom begyndte at sælge. Med det resutat, at den kastede en sølvplade af sig. Men da havde Slade og alle andre forladt året 1970.

Danish Music Awards Ærespris går til Savage Rose

28. november 2020

Hvor er det dog fortjent, nåede jeg lige at tænke, da Annika Åkjær åbnede døren til kolonihavehuset, hvor Annisette og Savage Rose holder til, for at fortælle dem, at de bliver dette års modtager af Danish Music Awards Ærespris. For er der nogen, der fortjener at blive hyldet i dansk populærmusik er det Savage Rose, der siden dannelsen i 1967 har stået for noget af det mest originale danske musik og har ladet en af de allerstørste stemmer – nemlig Annisettes – være musikkens sjæl – og aldrig været i tvivl om, at deres rødder er dybt forankret i det, vi kalder folket.