Paul Simon – før Tom & Jerry og før Simon & Garfunkel – True Taylor, Tico & The Triumphs
4. december 20231958
A-side og B-side. 1961.
Indlæg om Musik
Julesneen kom i (alt for) god tid…
3. december 2023
Når man har brugt en rum tid på at strø salt ved hovedøre, så beboere ikke ender på ryggen, når de træder ud – eller det der er værre – så gør man sig sine tanker om den sne, der kom lige så uventet som altid her i vores lille land. At julen nok ikke – heller ikke denne gang bliver hvid – og at det er en smuk oplevelse som de første om morgenen at gå en tur med hunden i den lokale botaniske have og lave de allerførste spor i sneen; og at vi skal huske at nyde det hvide syn, inden det hele er opløst i slud og sjap. Og sådan kom vi i gang med julemåneden…
Så kendte at de næsten bliver glemt eller noget
2. december 2023Ja, det er sådan jeg tænkte da jeg hørte en af Beatles’ bedst kendte sange. Det er nok noget vrøvl men også en anledning til at spille en gammel favorit.
Michael Hardinger fyldte 75 år
1. december 2023For ti år siden skrev jeg om svensk-fødte Michael Hardingers erindringer. I går rundede han så en alder, hvor det måske er mere oplagt at overveje at skrive sådanne erindringer. Men alligevel skal han da hyldes der. Ikke mindst for sit virke i det unikke, danske orkester Shu-bi-dua, hvor han skrev sange og spillede guitar i mange år. Ved siden af har han arbejdet med pladeudgivelser og produktion af musik. Og haft sit eget orkester Hardinger Band.
Men, når Hardinger engang – forhåbentlig om rigtig mange år – ikke er mere, så vil hans eftermæle være uløseligt forbundet til Shu-bi-dua; og det kan han roligt være stolt af.
Shu-bi-dua i det politiske hjørne…
Dødsfald: Shane “The Pogues” MacGowan – 65 år
30. november 2023Efter længere tids sygdom er Shane MacGowan – frontfigur i det unikke celtiske band The Pogues – afgået ved døden, kun 65 år gammel.
MacGowan insisterede på at give rockmusikken et ordentligt skud irsk kultur. Hans familie, der var/er meget musikalsk, immigrerede til England og flyttede rundt i den sydlige ende af landet. Og typisk for immigranter så dyrkede familien hjemlandets sange og sørgede for at blandt andet Shane fik sangene ind med moders mælk og føde. Shane blev meget optaget af litteratur, kunst og religiøse emner, men det var fremkomsten af punken, der satte skub i hans kunstneriske løbebane.
Men ikke kun hjemmets musikalitet og punkens skaberkraft fik han med sig; også et solidt alkoholmisbrug, som han selv betragtede som en gave til kreativiteten. Afhængigheden gav ham dog også leverbetændelse i halvfemserne og fik ham fyret fra The Pogues. Men han fortsatte ufortrødent, dannede sit eget band The Popes og forsøgte at realisere de ambitioner, han så blegne i The Pogues. Og frem til sin for tidlige død forblev han en utilpasset Rasmus Modsat af en kunstner. En der vil blive savnet i det musikalske landskab.
Exit Henry Kissinger – 100 år
30. november 2023Jeg er ret sikker på, at Henry Kissinger, der nu er død i en alder af 100 år, vil blive lobhudlet af store dele af den borgerlige danske presse for sin rolle som national sikkerthedsrådgiver for en række amerikanske præsidenter – fra Richard Nixon til Gerald Ford. Han vil blive rost for sin udgave af “realpolitik”.
Men det der har brændt sig fast i min hukommelse er de fatale ting, han var medvirkende til. USAs vanærende exit af Vietnamkrigen. Amerikas direkte involvering i militærkuppet i Chile i 1973, Amerikans støtte til Argentinas militærjuntas såkaldt beskidte krig i 1974, støtten til Parkistan i Bangladesh’s befrielseskrig, selv om det indebar et regulært folkedrab i Pakistan; og Kissingers støtte til Indonesiens præsident Suharto, da denne invaderede Østtimor. Med mere. Og alt sammen for at beskytte amerikanske økonomiske og politiske særinteresser. Disse forhold er vigtige at få med i Kissingers eftermæle; og så gør det ingen forskel, at han i 1973 modtog en kontroversiel Nobels fredspris. For mig vil han altid være en af skurkene i amerikansk udenrigspolitik.
Randy Newman – 80
29. november 2023En ener i amerikansk populærmusik fylder 80 år – Randy Newman. Som barn i en familie med lutter filmkomponister på fædrene side lå det i kortene, at Randy skulle blive noget ved musikken. Og det begyndte for ham med at skrive sange til andre – i stort omfang og med succes – inden han selv kastede sig over en karriere som udøvende kunstner med en perlerække af album med fine sange og – typisk for ham – tekster, der gav lytteren noget at gruble over. Noget så uamerikansk som ironi, sarkasme og kritisk underforståelse har været vandmærket i mange af hans sange. Selv om jeg på sporet af Newman for mange år siden, hvor en DR-studievært havde en forkærlighed for netop Newmans sange, og jeg blev fanget ind af hans tekster, hans særlige stemme og New Orleans-prægede klaverspil. I de senere år er han gået i fædrenes fodspor med filmmusik og lignende, men udsender stadigvæk plader, selv om der kan gå lidt tid mellem dem.
The Ink Spots – I don’t want to set the world on fire
29. november 2023En af de mange ting, man kan klandre tv-kanalerne – de danske ikke mindst – er, at de ofte glemmer at fortælle seerne om den musik, de gladeligt bruger i udsendelserne. Lad os tage bare et eksempel – udsendelsesrækken om “bonderøven” på DR1. Her har man en svaghed for musik fra halvfjerdserne og deromkring og nøjes med at nævne navnene på kunstnerne til allersidst, hvor de kort figurerer i rullerteksten.
Men heldigvis er der råd for den slags mangler i vores digitale tidsalder. Programmer, der kan genkende og identificerer selv små lydstumper. Således kom jeg hurtigt på sporet af The Ink Spots og deres sang “I don’t want to set the world on fire”, som bruges i et reklame-forskræp til en ny sæson i en engelske serie om 2. Verdenskrig.
Still got the Blues – John Mayall fylder 90
29. november 2023For et par år siden trappede han sine koncertaktiviteter ned til det mest lokale dér hvor han bor i Californien. Men ellers fortsatte han – John Mayall – med at spille sin musik, sådan som han har gjort siden de tidliger tressere. Den første plade kom i 1965 og siden er det blevet til et hav af albums – og ikke færre koncerter. Og hele vejen igennem har Mayall indtaget rollen som band-leder. Leder for bands, der hele tiden var genstand for udskiftninger og derfor blev en slags drivhuse for talenter; især engelske talenter – som fx Peter Green, Mick Taylor og Eric Clapton. Sammen med Alexis Corner har Mayall været generator for britisk R&B gennem alle årene. Og i dag fylder han så 90 og vil sikkert bruge noget af dagen på at hive i strengene.
Julen truer – og nu kom vinteren også
28. november 2023I dag fik jeg omsider skiftet bilens dæk til vinterdæk – efter flere opfordringer i medierne og de indirekte i de metereologiske forudsigelser. Og det gik nogenlunde, bortset fra at min donkraft tabte pusten på grund af manglende olietryk; men med venners hjælp gik det. Og næppe havde jeg fået tjekket trykket i vinterdækkene før sneen dalede ned over fars øse. Og koldt har det været i dag. Vanter var nødvendige og bar hud kunne mærke de faldende temperaturer. Nu er spørgsmålet så, om der også kommer glat føre og glatte fortorve; men også det er der jo råd for.
Men et uheld kommer sjældent alene. Næppe var jeg kommet hjem før lyset gik i ejendommens opgange. Men med hjælp fra en elektriker, der arbejder med at forsyne casa med fibernet, så lykkedes det for mig at finde en rigtig sikring til vores sikringsskab, så lyset kunne vende tilbage. Så bliver man glad – når man har sparet foreningen for en elektrikerregning (uden for normal arbejstid). Dagen er reddet – så langt. Og det er vinter – selv om det nok er for en kort bemærkning. Men længe nok til at bringe Bing Crosby til mikrofonen.
Fred og Rita
27. november 2023På tuben kan man flere videoer hvor drr er manipuleret med lyd og billede. Kunstig intelligens ufortalt. Fx Fred Astsire og Rita Haywort,h, der danser til Led Zeppelin eller Gøg og Gokke til Creedence Clearwster Revival. Og fermt og fint lavet men også lidt respektløst og historieløst. Her er den rene vare…
Supremes – hinsides Motown
26. november 2023Væk var Diana Ross (til fordel for Jean Terrell), væk var Motowns producere- og dermed den lyd der havde skabt gruppens succes. I stedet kom Jimmy Webb og skabte noget helt andet – Supremes som moderne pop. Den store succes udeblev , men pladen holder. Sammen med Webb fik Terrell, Lynda Lawrence og Mary Wilson – godt hjulpet med det vokale af The Blossoms – skabt Supremes version 2.0.
Aftenens filmoplevelse: The Post
25. november 2023På papiret kan det godt lyde som et lidt kedeligt emne. Aviser. Men det er det langtfra; snarere tværtimod. The Post, der er skabt af selveste Steven Spielberg handler om en meget vigtigt kapitel i avisernes historie, ja i oplysningens historie. Nemlig om offentliggørelsen af de såkaldte Pentagon-papirer.
Filmen begynder i Vietnam, hvor Vietnam-krigen er i fuld gang. Vi skriver 1966 og Daniel Ellsberg,der er analytiker for den amerikanske regering er ude for på egen krop at erfare, hvordan det går med amerikanernes krig mod Nordkorea. Og det går slet ikke. Selv den amerikanske forsvarsminister Robert McNamara må erkende, at krigen er håbløs, selv om han over for offentligheden giver udtryk for det modsatte.
Da Ellsberg kommer hjem arbejder han for en særlig tænketank, RAND Corporation, som har privilegeret adgang til følsom og hemmeligstemplet information. Og i tiden efter hjemkomsten kopierer Ellsberg i all hemmelighed tusindvis af dokumenter, der dokumenterer amerikanernes fejlslagne politik i Vietnam. En historie, der går helt tilbage til præsident Harry S. Truman (1945-1953) og dækker hele perioden frem til nutiden. Og Ellsberg allierer sig med journalisten Neil Sheehan på The New York Times, der får adgang til alle dokumenterne.
Parallelt med dennne historie får vi så historien om Katharine Graham (fremragende spille af Meryl Streep), der er arvingen af provinsavisen The Washington Post – populært kaldet The Post. Avisen har været i hendes families besiddelse i mange år og hun overtager lederrollen, da hendes mand dør. Hun er uerfaren både med hensyn til journalistik og ledelse, men arbejder for at bladet skal overleve ved hjælp af investereinger, der også kan sikre avisen en stærkere national profil. For at realisere sine indholdsmæssige ideer har hun ansat den kontante Ben Bradlee (fornemt fremstillet af Tom Hanks) sin chefredaktør.
Graham, der færdes i de højere lag af samfundet, får færten af en grim historie, da udenrigsminister McNamara fortæller hende, at The New York Times vil trykke en lidet flatterende historie om ham; skrevet af Neil Sheehan og baseret på Pentagon-papirerne. Og denne oplevelse får journalisterne på Washington Post til at arbejde for at følge op på historien. Og det kræver adgang til de famøse klassificerede papirer. Og det lykkes dem – takket være en anonym kvindes mellemkomst – at få fingre i store mængder papirer og dermed en chance for at få et forspring i forhold til New York Times. Og en af The Posts journalister, Ben Bagdikian, finder Daniel Ellsberg, som han har været kollega med på RANd, og får ham overtalt til at udlevere hele den 4000 sider store rapport. Hvorefter lavinen ruller.
Da præsident Nixon og regeringen får færten af den truende skandale gør han alt, hvad han kan for at sætte en juridisk kæp i hjulet for Graham og The Post. Men selv om Graham bliver stillet i udsigt både at miste sin sociale status og sin avis, så står hun fast – godt støttet af Bradlee, der forfægter folkets og demokratiets interesser – og lader avisen trykke sine historier. Og det lykkes Graham og Bradlee at få Højesterets ord for, at hensynet til folket og demokratiet vejer tungere end hensynet til magthaverne.
Og filmen slutter der, hvor den næste skandale begynder, nemlig med indbruddet i Watergate-bygningen og starten på den skandale, der førte til Nixons fald.
Sammen med skuespillerne og manusforfatterne formår Spielberg at gøre historien lige så medrivende og fascinerende som nogen moderne actionfilm. Det er en film om noget så evigt aktuelt som vigtigheden af en presse, der kan leve op til idealet om en presse, der er helt uafhængig af magten og formår at fortælle befolkningen, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I filmen må både Graham og Bradlee erkende at de har været for tæt på visse politikere – Graham på McNamara og Bradlee på John F. Kennedy og hans familie – og at det har truet deres journalistiske integritet. Og man – jeg – kan da ikke lade være med at tænke på vores magthavere i dag, hvor en kvindelig statsminister gør meget ud af at fortælle os, at amerikanerne har været vores venner siden Trumans tid, og hvor pressen bestemt ikke bruger det meste af sin tid på at holde magthaverne på armsafstand og levere relevant kritik af, hvad der sker i den førte politik. Med andre ord: The Post er en film af allerhøjeste, aktuelle relevans. Et fint stykke filmkunst og en påmindelse om, hvad der kan ske, hvis og når vi ikke længere har en presse, der kan bide magthaverne i haserne og forsvare befolkningen og demokratiet.
Filmen blev vist på DR2 og ligger vist på DRs hjemmeside. Se den og bliv lidt klogere.
Tilbage, tilbage: Strandbio
24. november 2023
Jeg faldt over dette gamle foto af rundkørslen i Esbjerg. Året er 1956, det år jeg fyldte 3 år. Og – for en ordens skyld, skal jeg lige tilføje, at for mennesker med min alder og baggrund, så var der kun en rundkørsel i Esbjerg, nemlig på Strandby Plads. Og at der er kommet flere nye til, ændrer ikke meget ved den kendsgerning. Vi ved stadigvæk, hvad vi taler om, når vi siger “rundkørslen”.
På fotoet til venstre ser man en bar, ubebygget plads. Det var her en af min barndoms biografer blev bygget; ja, faktisk åbnede Strand Bio i marts 1958, hvorfor man kan konkludere, at fotoet er taget i starten af 1958. Biografen blev en succes med sin sal med 720 sæder; og der blev vist mange premierefilm. Fx “Forældrefælden” i 1962, hvor jeg var inde at se den. Og det blev til mange film i den biograf, hvor jeg kom ofte, også efter at jeg var flyttet til Århus for at læse. Strand Bio fortsatte – med udvidelser og ombygninger – helt frem til oktober 1997, hvor den lukkede og gav plads til en møbelforretning, der vist stadigvæk ligger på pladsen ved rundkørslen.
Fredags-musik: The Ting Tings – That’s Not My Name
24. november 2023Chelsea-detektiven opklarer mordet på en gammel dame på et fint ældrecenter. Det viser sig, at sagen drejer sig om damens arv og at begge hendes døtre er involveret. Og så har detektiven en eks-kone, der har efterladt et par poser med cd’er, da hun flyttede; blandt andet en cd med The Ting Tings’ bedst kendte sange. Ex’en vil ikke have cd’er tilbage og detektiven er mere til klassisk, så i afsnittets sidste scene smider han The Ting Tings i papirkurven. Og så kommer jeg i tanker om, at jeg måske har en cd med netop the Ting Tings; men hvor?! Never mind – det nummer, der får ham til at smide cd’en bort er ovenstående. God fredag – god weekend.
Opdatering: Jo, den er god nok. I 2014 købte jeg gruppens debutalbum We started nothing (2008) og ovenstående sang “That’s not my name” er med. Jeg husker ikke, hvorfor jeg købte den plade, men kan godt lide duoens variant af elektro-pop.
