Selv om de amerikanske kritikere gav Cat Stevens’ Tea for the Tillerman, der udkom på denne dag for et halvt århundrede siden, så blev albummet Stevens’ amerikanske – og dermed store – gennembrud. Fjerde gang var altså lykkens gang, målt med hitlisteplaceringer og pengestrøm.
50-året fejres med en oppulent udgave med både vinyl, cd og blu ray. Men der kommer også mere beskedne versioner.
Så døde endnu en af min barndoms klassekammerater. En pige. Hun og hendes familie boede en gade fra mine forældres hus – i et hus magen til. Og som os havde de også en hund, en sort spaniel. Hun var kommet ind i min klasse, fordi vi i realskolen blev lagt sammen med andre skoler. Og hun var lidt ældre end os andre, ca. 1 år. Og i den alder, første halvdel af teenageårene, gjorde et år en kæmpe forskel. Specielt når det var pigerne, der var ældre. De var i forvejen mere modne end os drenge.
Men nu er hun altså ikke mere. Jeg ved ikke noget om dødsårsagen, blot at hun døde for nogle få uger siden. Trist, men jeg har stadigvæk mange små minder om hende, af den slags, der blot er situationer og små oplevelser, der af en eller anden grund har lejret sig i erindringens lager. En af de små ting, jeg husker, var, at hun var helt vild med dette nummer med The Beatles.
Claus Clement Pedersen, bedre kendt under kunstnernavnet Tømrerclaus, fylder 75 år i dag. Og det er nok en rune værd. For sammen med sin jævnaldrende Stig Møller, så er Claus en af de relativt få, der har formået at holde fast i hippietidens drømme og visioner – også selv om mange af dem har lidt et knæk eller to undervejs.
Siden de sene tressere har Tømrerclaus været aktiv på den danske musikscene og har spillet sammen med mange af de kendte navne, fx Skousen og Ingemann og Savage Rose, når han ikke lige har gået solovejen. Ved siden af har han drevet Karma Music, der har udgivet plader og solgt musik og andet tilbehør.
Hverken alderen eller coronakrisen synes at lægge en dæmper på Tømrerclaus, der har udgivet cd’en Slow med fortolkninger af andres musik, og lige nu barsler han vist med et nyt album.
Selv om de faste medier er presset af streamingtjenester, så er de her endnu. Og der er også en lille vækst i interessante boksudgivelser. Fx har Elton John lige udsendt en sjælden boks med godter fra hans lange produktive karriere. Jewel box hedder den.
Og så er der en boks på vej med selveste John Mayall, manden, der om nogen har været promoter og inspirator for britisk rhythm and blues-rock. Manden, der har haft et stort udvalg af markante kunstnere i sine bands, fra Eric Clapton til Steve Winwood. Boksen hedder meget sigende The First Generation: 1965-1974, og indeholder stort set alt, hvad Mayall indspillede det tiår, dvs. hele 35 CD’er. 24 teknisk forbedrede udgaver af udgivne albums plus en masse ekstramateriale. Prisen er også derefter: ca. 440 $. Så det bliver nok ved at være et juleønske. Men drømme kan man jo altid…
Mayall (sang og orgel) sammen med Roger Dean (guitar), John McVie (bas) og Hughie Flint (trommer), 1965.
Et lidt specielt jubilæum. Det er 25 år siden animinationsfiguren Shaun the Sheep så dagens lys – i filmen A close shave. Figuren, der vist har fået det bøvede danske navn Frode Får, opstod som et såkaldt “Spin-off” til stop motion animationsserien om Wallace and Gromit (Walter og Trofast), der er skabt af Nick Park.
Såvel Wallace and Gromit som Shaun the Sheep er eksempler på, hvad den særlige kunstart, som stop motion animation er. En kunstart, der er meget gammel og bl.a. blev dyrket meget bag jerntæppet. Og en kunstart, der efter min mening, kan noget, som moderne computeranimation ikke eller i hvert fald sjældent formårn nemlig – forkortet sagt – at besjæle figurerne. Computeranimation har ofte (igen min fordom) en tendens til at lade teknisk bravour skygge for indlevelse, besjæling, humoristisk sans og meget mere. Noget lignende gælder for computeriseringen af Walt Disneys univers. Anders And og Mikkel Mus bliver aldrig det samme i computerens digitalisering som de var, da de blev håndgjort.
Men tilbage til Shaun the Sheep. Han dukker første gang op som central skikkelse i filmen A close shave, en grum fortælling om en robotdræberhund, en masse får, osteelskeren Walter og hans trofaste følgesvend Trofast, der må gå gennem en masse problemer, før han kan skabe en happy end. Filmen kan lige nu ses på tuben – se den her.
Da jeg læste, at dagen i dag er International Men’s Day tænkte jeg straks – og med rette – at det var noget, der måtte komme fra Amerika, hvor man ynder at lave mærkedage – især når de kan give anledning til ekstra forbrugsudfoldelse. Grønne fredage, sorte torsdage, halloween osv. osv.
Næste tanke var: Hvad skal vi med en international mandedag? Som en bekendt af mig engang sagde, så har den nyere historie været en lang mandehistorie. En historie om mænds bedrifter og betydning for verdens gang – på godt og på ondt. Og der selvfølgelig også en politisk korrekt krølle på ideen om den internationale mandedag. En af bagmændene udtaler: “They are striving for gender equality and patiently attempt to remove the negative images and the stigma associated with men in our society”. Det handler ikke om at dyrke og prise mænd, men om kæmpe for kønsligestilling og imod negative billeder og fordomme om mænd. Velbekomme, siger jeg bare. Jeg tror, det siger meget om samfundet i dag, at man overhovedet kan få den idé at lave en international mandedag. Måske er det i virkeligheden udtryk for, at mændenes dominans, patriarkatet, omsider er ved at være fortid?! Hav en god mandedag.
På denne dag i 1970 blev The Kinks klassiker “Lola” bandlyst i Australien. Sangen var allerede “kontroversiel” på grund af tekstens omtale af Lola, der ‘gik som en kvinde, men talte som en mand’. Set fra vor tids generelle kønsforvirring er sangen vel næppe værd at nævne, men dengang var det tys-tys at tematisere homoseksualitet og transvestisme. Sangskriver Ray Davies mente, at det var lige meget hvilket køn Lola havde, for hun var ok.
Men sådan så man ikke på det i Australien, hvor en række radiostationer afstod fra at spille sangen, fordi den behandlede et ‘kontroversielt emne’. Også BBC havde bandlyst sangen, men af en anden årsag, nemlig at sangen indeholdt en såkaldt ‘product placement’, dvs. en indlagt reklame, idet brandet Coca Cola blev nævnt. Det klarede Ray Davies dog ved at redigere sangen, så Coca blev til Cherry.
I øvrigt fik bandlysningerne ingen større betydning for sangens popularitet. Den endte som bekendt med at blive nærmest en signatursang for bandet og blev indlemmet i Rolling Stones liste over alle tiders bedste rocksange.
Det var det indledende billede i denne lille film om Vadehavet der gjorde udslaget. Statens Filmcentral. Og så var jeg tilbage i min skoletid i tresserne. Før computere, smartphones og andet digitalt udstyr var andet end fantasifostre hos science fiction-tilhængere. Og vi skolebørn blev ført ned i et særligt rum på skolen – vist nok et lager- eller rekvisitrum – hvor datidens lyd- og billedudstyr stod. Heriblandt en 8 mm filmfremviser, der viste sort-hvide film fra Statens Filmcentral og andre. Typisk var det i forbindelse med geografi- eller biologiundervisningen, at læreren greb til den slags oplysende underholdning. Og for os unger var det en slags underholdning. Ganske vist havde vi tv derhjemme, men der var noget særligt ved at se disse informative film på skolen. Om fremmede lande, dyreliv, historiske emner osv.
Omsider blev det muligt at bestille Neil Youngs Archives vol. II: 1972-76. Med hele 10 skiver og ialt 131 indspilninger, hvoraf 12 ikke tidligere har været udgivet og 49 nyudgivne versioner af gode gamle klassikere fra perioden. Så skulle man i hvert fald kunne få tiden til at gå mellem juleaften og det nye år. Prisen er ca. 160 $.
Endelig er der livstegn fra de hæderkronede alt-rockere i Teenage Fanclub. Sidst vi hørte noget til dem var i 2016 (Here) – ! – men til marts 2021 kommer Endless Arcade, og et lovende singleudspil er allerede ude.
