Indlæg om Musik

Coronatidssange: The Police

26. april 2020

Outlandos d’amour skulle egentlig have heddet Police Brutality, men – heldigvis – fik “Roxanne” Miles Copeland til at foreslå Outlandos d’amour, en titel, der minder om fransk uden at være det og måske/måske ikke skal forstås som “outlaws of love”, kærlighedens lovløse. Tja – men i hvert fald en titel, der skilte sig ud fra andre bands albumtitler.

Denne “franglais” – frangelske – titel medførte, at album nr. 2 også fik sådan en titel, nemlig Regatta de Blanc. Den udkom i oktober 1979 og gav bandet det egentlige store gennembrud. LP’en nåede førstepladsen på albumlisten og singlerne “Message in a bottle” og “Walking on the Moon” gjorde sig rigtig godt på singlelisterne.

Indtægterne fra debutalbummet kunne dække produktionen af album nr. 2, og The Police indspillede den på kun fire uger – fordelt over nogle måneder – og ignorerede pladeselskabets ønske om større studier og større produktion. Police holdt fast i udgangspunktet. Et lille studie og en low budget-produktion (6-9000 £).

Mere fra det imaginære skrivebord: Laura Marling

26. april 2020

Også pladeaktuelle Laura Marling, en af mine personlige favoritter på spindesiden, bidrager til skrivebordskoncerterne. Ganske vist hjemmefra, men alligevel.

John Fogerty med familie – ved skrivebordet

26. april 2020

Det klæder John Fogerty at optræde ved skrivebordet hos NPR sammen med familiemedlemmerne. Det swinger dejligt og lyder slet ikke som et ekko af Creedence Clearwater Revival.

Coronatidssange: The Police – So lonely

25. april 2020

Det fortælles, at trommeslager Stewart Copeland måtte låne 1500 £ af sin broder Miles for at få råd til at indspille the Police’s debutalbum Outlandos d’amour. Og at bandet måtte bruge et halvt år til at indspille pladen, hvor de sprang ind, når der var plads og tid i studiet. Og, at Miles slet ikke brød sig om det, han hørte. Før han blev præsenteret for sangen “Roxanne”, der blev et af de tre singleudspil fra albummet. Det fik Miles til at kontakte pladeselskabet A & M med henblik på en udgivelse. Og det korte af det lange blev, at plademærket tog The Police til sig og udgav debutalbummet og de tilhørende singler.

Selv om debutpladen fik blandede anmeldelser, da den udkom, så er den siden hen blevet fremhævet som et af de mest vellykkede debutalbums fra perioden. En af dem, der tog positivt mod pladen, var min anmelderdarling Robert Christgau, der roste bandet for dets melodiøse, ligefremme rock-and-roll.

Og her et par og fyrre år siden udgivelsen fremstår pladen som et særdeles vellykket koncentrat af ungdommelig new wave-rock med overtoner af reggae.

The Beatles eller The Rolling Stones?!

25. april 2020

Åh nej, tænkte jeg, da jeg hørte Paul McCartney hævde, at the Beatles var bedre end Rolling Stones. Det spørgsmål er sådan cirka lige så gammelt som The Rolling Stones er som band. Allerede dengang jeg var en lille knægt og blev Beatlesfan, sådan som man gjorde dengang i de tidlige 1960’ere, og Rolling Stones dukkede op, har spørgsmålet om, hvem der var bedst kørt rundt i medierne og blandt fans. Og allerede dengang synes jeg, at det var et spørgsmål af samme format som spørgsmålet om, hvad der er højest – Rundetårn eller et kanonslag?

Mick Jagger har venligt svaret på Sir McCartneys gentagelse af et synspunkt, han har haft, siden dengang, og påpeget, at Rolling Stones spillede stadiumkoncerter på et tidspunkt, hvor Beatles var fortid. Og det er jo rigtigt. Stones har haft en storhedsperiode efter 1970. Men det svar har mere karakter af en venlig undgåelse af spørgsmålet om, hvem der var bedst – musikalsk set. Og her er det, vi ender ved Rundetårn-analogien. Giver det mening at sammenligne Rolling Stones, der fra første dag har været et band, der var dybt forankret i the blues, med The Beatles, der var et kopiband, der spillede alt muligt – fra den amerikanske sangskat? Nej, det giver ikke rigtig mening. Og heldigvis er der plads til det hele i musikken. Jeg er både til The Beatles og The Rolling Stones.