Indlæg om Musik

Julen er over os…

17. november 2020

Vi kan lige så godt se det i øjnene. Julen er over os. Supermarkederne flyder over af juletilbud, reklameindustrien har for længst kørt juleguilanderne og starinlys i stilling. Og så videre. Så vi kan lige så godt trække på skuldrene og tænke: Så er det ved den tid igen.

Og meget passende så udsender – af alle! – indiebandet Calexico snart et julealbum med titlen Seasonal Shift, hvor de fortolker John Lennons og Yoko Onos “Happy Xmas (War is over)”, og det slipper de faktisk godt fra.

50: Velvet Underground – Loaded

16. november 2020

Og i går var det et halvt århundrede siden, Velvet Underground udsendte deres fjerde album Loaded. Kort tid efter forlod Lou Reed gruppen.

Albummet indeholder klassikere som “Sweet Jane” og “Rock and roll”, der forblev på Lou Reeds repertoire helt frem til hans død. Selve albummet hittede dog ikke ved udgivelsen. Og selv om pladen er blevet genudgivet i flere udvidede udgaver, så har den ikke solgt i millionsoplag siden dengang. Pressen tog dog pænt mod pladen og fx Robert Christgau fremhævede dens blanding af rock’n roll, intellektualisme og ironi (Lou Reed).

50: Layla and other assorted love songs – Derek and the Dominos

16. november 2020

Sammen med en  håndfuld musikalske venner – bl.a. Duane Allman, Bobby Withlock, Jim Gordon og Carl Radle – indspillede Eric Clapton dette dobbeltalbum i tiden efter Cream og Blind Faith. En tid i forvirring, hvor Clapton var plaget af problemer med kærligheden, stofmisbrug og andet. Og pladen fik en kølig modtagelse og blev – i første omgang – hverken hitlistehit eller kommerciel succes. Senere blev den dog taget til nåde og betragtes i dag som et af periodens højdepunkter.

Den 9/11 var det 50 år siden den udkom, og i disse dage genudsendes den i en oppulent 4-LP-stor udgave med masser af ekstramateriale osv. Hvis man ikke har nok i originalens fire sider…

Anni-Frid Lyngstad – 75 år

15. november 2020

Den mørke mezzosopran i ABBA – Anni-Fried Lyngstad – runder de 75 år i dag. Det lyse modstykke Agneta Fältskog sang ganske vist for i de fleste ABBA-sange, men det var de to stemmers forening, der udgjorde noget helt særligt i ABBAs lydbillede.

Deep inside, both of us can feel the autumn chill

14. november 2020

I dag blev en af mine skolekammerater bisat. Han var på min alder, og selvfølgelig giver det anledning til at tænke over tingene. Som min gamle mor plejede at sige, så er jeg kommet i den alder, hvor man læser nekrologer. Hun vidste bare ikke, at det er svært nu om stunder, hvor aviser ikke længere er en selvfølge… Men ved tilfældighedernes spil på Facebook fik jeg at vide, at min barn- og ungdoms klassekammerat var død, og det lykkedes for mig at viderebringe den triste nyhed til andre af hans kammerater. Og det var, som læseren måske kan forstå, en god fornemmelse.

Vi var ikke venner eller tætte klassekammerater. Han gik i min parallelklasse og vi sås kun, når vi havde gymnastik og de gange, vi snakkede sammen, kan nok tælles på en hånd. Alligevel husker jeg ham og visse situationer – og er berørt over, at han ikke fik længere tid i sin pensionisttilværelse. Sentimentaliteten ligger lige for, men den vil jeg helst ikke dyrke, blot lade min kammerats bortgang tjene som et memento mori. Lad os glæde os over hver dag, vi får i dette liv.

Og nej, ABBAs sang “When all is said and done” handler vist ikke om netop livets ophør. Alligevel synes jeg stemningen og den emotionelle styrke i sangen passer på smukkeste vis.

50: Pink Floyd besøger Århus, Vejlby Risskov Hallen

14. november 2020

 

[Lånt fra denne side]

 

KONCERTOPTAGELSE (AMATØR, MONO)

Koncert med K. D. Lang

13. november 2020

Desværre har K. D. Lang trukket sig lidt tilbage fra det aktive musikliv med plader og optrædener. Så er det jo glædeligt, at BBC i deres radioserie Sounds har valgt at sende hendes koncert fra 2011, hvor hun især synger sange fra albummet Sing it loud. Du kan lytte med her. Den kan også opleves på tuben – her.

McCartney varmer op til III

13. november 2020

Medens vi venter spændt på Paul McCartneys hjemmegjorte III, har han udsendt – som streaming – en EP med sange med rødder i det hjemlige, Home. Kendte numre som “Eat at home”, “Mull of Kintyre” og “Heart of the Country” – alle i mere eller mindre nyredigerede udgaver. Find den på streamingtjenester som Spotify, Apple, Yousee, Telmore og så videre.

Og så optager Macca masser af spalteplads i Rolling Stone, hvor han diskuterer tilblivelsen af sin nye plade med sin “lidelsesfælde” i coronoexilet Taylor Swift. Der er dog en betalingsmur til denne artikel…

Capac anbefaler: Claus Funch – Noise Tablets

13. november 2020

 

Jeg har her over middag gået lidt rundt om Claus Funchs nye – og andet – soloalbum Noise Tablets som katten om den varme grød eller som skoleeleven om det stilehæfte, der gerne skulle fyldes med endnu en stil. Ordene til en anbefaling kom ikke som de plejer med det samme. Ikke, fordi pladen ikke taler til mig. Tværtimod. Snarere, fordi Funchs musik appellerer til nogle bestemte smagsløg på min musikalske tunge (billedligt talt).

Noise Tablets er en af den slags plader, der med sin tekstlige og musikalske kvalitet skiller sig markant ud fra den store, kulørte strøm af populærmusik, vi dag ud og dag ind præsenteres for. Det er en i ordets egentlige og bedste forstand egensindig plade, der ikke tager sigte mod tidens populære toneart eller forsøger at stryge nogen med hårene.

Teksterne (der kan læses håndskrevne på et ark i coveret) kredser omkring kunstnerens “dæmoner”, nedtrykthed og spleen. Og de gør det i form af en slags Streams of Consciousness, der taler i sønderrevne sætninger og fragmenter om den mentale tilstand.

Og bevidstehedsstrømmene er itonesat en rudimentær, elementær skrabet og lidt skramlende udgave af moderne, americanaindflueret rock i otte sange, der udmærker sig ved en stilfærdig melodiøsitet og en paradoksal næsten introvert karakter. Det er ikke en storladen, oppulent og kostbar produktion, men en produktion, der skærer ind til benet i den musikalske nødvendighed, der lyser ud af projektet.

Claus Funch har skrevet alle sangene og synger selv for med sin egen vedkommende stemme, der fra første rille påkalder sig lytterens opmærksomhed. Han får støtte og selskab af Emma Fleming, der tager têten på sangen “Poesy for a dead Friend”, men ellers gør rigtig god nytte som stemningssættende baggrundssangerinde.

Funch selv står også for de fleste instrumenter på pladen. Piano, trommer, glockenspiel, tangenter og mere. Og får indfølt hjælp af medproducer Tim Graubæk på slideguitar, bas og slagtøj og af en håndfuld andre musikere.

Noise Tablets er en af den slags egensindige plader, der kalder på sin egen særlige plads på pladereolen. En af den slags vellykkede skiver, man gerne vender tilbage til igen og igen, når man får nok af streamingflodens behagesyge og vil sætte sine tanker og følelser på prøve. Hermed varmt anbefalet.

Claus Funch. Noise Tablets. Produceret af: Claus Funch og Tim Graubæk. Celebration Records. Udkom d. 9.10.2020

Advarsel: Fællessang – hver for sig (DR1 i aften)

13. november 2020

Jeg har det umådeligt dårligt med det coronasmittefrembragte koncept på DR1, der bærer den coronaforskriftprægede overskrift Fællessang – hver for sig, hvor DRs kultiverede svar på Richard Clayderman, Philipp Faber, og den fra Kender Du Typen-livsstilprogrammet og radioprogrammet Mads og Monopolet kendte tv-vært Mads Steffensen gelejder publikum gennem en række populære sange og sørger for, at disse publikummer sender deres smartphonevideoer og -fotos som dokumentation af, at de synger med derhjemme i  sofaen. For mig er det indbegrebet af et tv-pseudo-program, der svigter både musikken (fællessang er bestemt noget, når det er iscenesat rigtigt!) og publikum, der udstilles mere eller mindre ufrivilligt. Hertil skal lægges en klam, næsten nationalistisk omklamring, hvor vi alle skal være ‘i samme båd’ om de elskede danske sange. Her er sgu ikke plads til nogen ramadan-sang (apropos balladen om Højskolesangbogen).

Og i aften får kvalmeriet endnu en drejning, idet fællessangen (eller hvad man nu vil kalde det iscenesatte show) skal dreje sig om afdøde Michael Bundesen og Shu-bi-dua. Selvfølgelig kunne man på DR ikke nære sig for at skamride den triste nyhed om Bundesens død og malke de sidste dråber af den historie. DR har – som den danske presse i almindelighed – en horisont, der er på størrelse med en for lille glorie, der har sat sig fast om panden og forhindrer ethvert udblik og ethvert tilløb til opfindsomhed.

I stedet for Fællessang – hver for sig kunne man fx have vist, hvad fællessang kan være, når det rigtig lykkes, fx i form af korsang (DRs pigekor er en nærliggende mulighed), og have mindet os om Shu-bi-dua gennem nogle af de mange koncert- og studieoptagelser, som DR må ligge inde med.

Hvis du kære læser vil se Fællessang, så fred med det. Ellers vil jeg foreslå dig, at du finder Shu-bi-dua frem fra gemmerne (alternativt streamingtjenesten), læser Rene Gummers nekrolog over Michael Bundesen i Weekendavisen Farvel, onkel Michael, der er drevet af oprigtig kærlighed til Shu-bi-duas og Bundesens sangskat.

[Puha. Jeg skulle lige af med dette opstød. Undskyld.]. Og så en sang, der handler lige så meget om mig selv som om Faber, Mikkelsen og dig (?):