Indlæg om Musik

50: Blind Faith i parken

7. juni 2019

Halvtreds år er gået, siden Stevie Winwood, Eric Clapton, Rick Grech og Ginger Baker gav en gratis debutkoncert for ca. 100000 mennesker i Hyde Park. Bandet var blevet dannet i foråret 69 og levede ikke helt op til deres egne (sikkert meget høje) musikalske ambitioner. Men koncerten, der findes på DVD, er alligevel et smukt vidnesbyrd om et band, der burde have bestået i længere tid.

Dr. John er død, 77 år

7. juni 2019

Mac Rebennack, alias Dr. John, er ikke mere. Hans hjerte sagde stop i går, efter at have slået sine musikalske takter i 77 år. Og dermed skal vi sige farvel til en af de ypperste repræsentanter for den musikalske smeltedigel, der hedder New Orleans. Fra sin tidlige ungdom blandede han alskens elementer fra hjemegnen – fra jazz, blues og rock over creolermusik og vodoo – til en altid fascinerende og skøn gumbo. Han har besøgt Danmark flere gang, og jeg har oplevet ham flere gange her i byen, og hver gang var det en udsøgt fornøjelse at opleve ham fremføre sin særprægede og dybt personlige udgave af New Orleans-musikken. Heldigvis efterlader han sig en række fornemme album – lige fra debuten med Gris gris til hyldestpladen for Louis Armstrong Ske-Dat-Dee-Dat: The Spirit of Satch fra 2014.

Klimatosse

6. juni 2019

Jeg læser, at Marie Krarup fra Dansk Folkeparti, der desværre var en af dem, der blev genvalgt, har udtalt at “en af de bedste udtalelser, der er kommet fra Dansk Folkeparti i valgkampen” var Pia Kjærsgaards brug af betegnelsen “klimatosser” om dem, der er overbevist om, at klimaforandringerne udgør en reel trussel mod vores civilisation.

Og jo, jeg er klimatosse. Inkarneret klimatosse. Som ikke-religiøs materialist læner jeg mig op ad den forskning, der er på klimaområdet. Og jeg kan kun se et apokalyptisk perspektiv i de mange forskningsresultater og -rapporter, der dukker op. Senest den rapport, der påviste, at indholdet af CO2 i atmosfæren ikke har været højere end dengang, menneskene ikke var på jorden. Hvis man orker – og jeg tror, mange ikke gør det – at læse om alle de forskningsresultater, der kommer frem vedr. klimaforandringerne, så er det svært, meget svært, ikke at forstå, at vores civilisation bevæger sig mod en katastrofe. Tegn er der nok af. Skovbrande, storme, oversvømmelser, radikale ændringer i de biologiske kredsløb, insektdød, klimaflygtninge og så videre, osv. Tegnene er mangfoldige.

Men selvfølgelig er det ubehageligt at skulle erkende, at vi bliver nødt til at ændre vores livsstil, levevis, radikalt, hvis vi skal skabe acceptable eksistensvilkår for vores børn, børnebørn og oldebørn. Vi bliver let ramt af den følelse, som den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzenberger identificerede i forbindelse med den kolde krig: At hvis atomkrigen kommer, så gælder det os alle sammen. Som den amrikanske satiriker Tom Lehrer formulerede det i en sang: “We will all go together, when we go”.

Men sådan er det. Klimaforandringernes apokalyptiske trussel er der, og vi kan og skal ikke benægte dem. Vi skal rejse mindre (især flyrejser), droppe privatbilismen, spise mere bæredygtigt (mindre kød, mere grønt og lokalt), forbruge mindre i det hele taget (tøj, bolig, mad, nydelse…), genbruge mere og tænke i andre baner end materiel og økonomisk vækst.

Og den netop overstående valgkamp handlede netop om det, klimaet. Og politikernes legitimitet står og falder med, om de vil leve op til befolkningens ønske om at gøre noget ved klimaproblemerne, leve op til Paris-aftalen, som minimuḿ.

Fra forsømmelserne bog: Udo Lindenberg

6. juni 2019

Som nævnt har jeg pålagt mig selv at skele lidt mere til tysk musik. Og en af de undladelsessynder eller forsømmelser, jeg har gjort mig skyldig i, er at negligere den ny 73-årige Udo Lindenberg for meget. Han startede for 50 år siden som trommeslager i sit band Free Orbit og som gæstemusiker for andre. Og siden har han fået en status i tysk rock som en af de helt store, en tysk rocks grand old man. Alligevel har jeg ikke fået lyttet til ham i et omfang, han fortjener. Men det kan der selvfølgelig gøres noget ved.

Her er en af hans tidlige sange I fortidens mørke dybe gange (fra albummet Daumen in den Wind, 1972), en sang om deja vue-oplevelser og filosoferen over livet i almindelighed.

Seltsame Szenen – Nebelschwadenbilder
noch nie dagewesene Situationen
ganz fremd und doch irgendwie vertraut
als hätte man das schon mal erlebt
In den dunklen tiefen Gängen der Vergangenheit
ein Hauch Erinnerung
zieht durch das Labyrinth der Zeit
vor Millionen Jahren
Blume im Lavasee
unter meinen Wurzeln
ein brennender Planet…
Vielleicht existiert jedes Leben immer weiter
nur die Formen verändern sich
ich, die Libelle in glühenden Wolken
gleißendes Sonnenlicht fiel auf mich…
ich lebte mit den Wüstenwölfen
ich war ein Fisch im Ozean
ich ritt auf einem Dinosaurier
durchs Reich der Vierten Dimension
In den dunklen tiefen Gängen der Vergangenheit
ein Hauch Erinnerung
zieht durch das Labyrinth der Zeit
vor Millionen Jahren
Vogel im Farbenrausch
unter meinen Flügeln
ein tosender Vulkan…

Musikalsk valgkommentar

6. juni 2019

Heißt “Gnäd’ger Herr” das Bürschlein dort –
Man sieht’s am Stolz und alledem
Und lenkt auch Hunderte sein Wort
Es bleibt ein Tropf trotz alledem
Trotz alledem und alledem
Trotz Band und Stern und alledem –
Ein Mann von unabhän’gem Sinn
Schaut zu und lacht, trotz alledem

Und wenn der Reichstag sich blamiert
Professorhaft, trotz alledem!
Und wenn der Teufel regiert
Mit Huf und Horn und alledem –
Trotz alledem und alledem
Es kommt dazu, trotz alledem
Dass rings der Mensch die Bruderhand
Dem Menschen reicht, trotz alledem!

Trotz alledem und alledem
Es kommt dazu, trotz alledem
Dass rings der Mensch die Bruderhand
Dem Menschen reicht, trotz alledem!