CAPAC

Den er stadigvæk på hjernen – Louis Louis – og den er efter sigende den mest kopierede og indspillede rock-sang i verden. Mange – fra Kingsmen til Frank Zappa – har taget den til sig. Og så – viser lidt research sig – er den stærkt inspireret af nedenstående sag fra det sydamerikanske. Og det lyder da ganske sandsynligt (når man lytter nøje efter), men jeg foretrækker nu The Kingsmens rockafisering…

En af DRs selv-promoverings-reklamer (mis)bruger denne klassiker.

Der er stor folkelig opmærksomhed på klimaforandringerne. Af gode grunde. Folk får deres ferier forstyrret af skovbrænde mod syd. Bare for at tage et eksempel. Og derfor har de store medier selvfølgelig også kastet sig over emnet. For eksempel har DR en serie med titlen Giv os naturen tilbage, hvor Bonderøven (Frank Erichsen) med flere arbejder for at skabe områder, hvor naturen slippes løs, så at sige. I går handlede det om området ved en rasteplads, hvor man har ladet planter få lov til at vokse vildt og frit – til forskel fra tidligere tiders finkæmmmede græsplæner. Og bl.a. miljøministeren var på besøg – sammen med Søren Ryge – for at beundre forandringen.

Men hvad vil det egentlig sige at lade naturen gå sin gang ved fx at undlade at dyrke og pleje et naturområde? Det afslørede nogle af den involveredes talestrømme. Fx var der en ekspert, der talte om hvilke planter, der var ønskede, og hvilke der var uønskede. Og det er udtryk for en opfattelse af, at godt nok skal vi lade naturen være, men vi skal alligevel blande os og redigere i den. Menneskene skal stadigvæk passe, pleje og dyrke naturen. Og et tilbagevendende ord afslører tankegangen. Man taler om “invasive” arter. Og Den Store Ordbog forklarer ordet således: via fransk fra latin invasivus, afledt af invadere, af in- ‘ind i’ og vadere ‘gå’. Og uddyber i forhold til biologien: indført et sted hvor den ikke er naturligt hjemmehørende, og hvor den spreder sig aggressivt med fare for at forstyrre den økologiske balance om dyre- eller planteart. Det interessante ved denne tankegang er, at den opfatter forandringer i naturen – fx opdukken af planter, vi tidligere ikke har set – som en (uønsket) indtrængen i en på forhånd given natur. Der er tale om en små-romantisk forestilling om at nogle planter (og dyr for den sags skyld, tænk på ulvene) som uønskede immigranter (beklager, men analogien lå lige for…) trænger sig ind i vores oprindelige og naturlige natur og ødelægger den, og derfor skal de selvfølgelig udryddes og fjernes til fordel for den natur, vi vil have. Men det er et synspunkt, der helt glemmer forudsætningen, nemlig at klimaet forandrer sig i disse år, hurtigt og ret så voldsomt. Og dermed ændrer naturen omkring os sig også til noget andet end før. Hvis uønskede vækster og dyr dukker op, så er det fordi vores natur er den rigtige natur for dem. Der er ikke nogen oprindelig natur; naturen er indifferent over for menneskenes ageren og udvikler sig derefter. Og hvis klimakrisen tager livet af menneskeheden, vil naturen for alvor have frit spil.

Klimaforandringer ændrer mange ting, men er tydeligvis ikke nået til at ændre vores måde at opfatte naturen på; vores måde at tænke på. Men det kommer også til at ske – i hvert fald efterlods.

Det er Ekstrabladet, der kolporterer nyheden om, at Ole Grünbaum ikke er mere. Han døde den 29. juli. Ole Grünbaum var søn af politikeren Henry Grünbaum og blev en af det såkaldte ungdomsoprørs mest markante og iøjnefaldende skikkelser. Inspireret af den amerikanske Beat Generation blev han en del af Provo-bevægelsen i tresserne. En bevægelse, der var udogmatisk og upolitisk i traditionel forstand, men som var i opposition til det bestående samfund. Og Ole skrev om det at være provo. Senere forlod han dog provokationerne og blev optaget af computere og skrev om det i blandt andet nogle aviser og ugeblade. De sidste år af sit liv var han pensionist og optrådte nu og da som foredragsholder. Han skrev også en læseværdig og underholdende selvbiografi, der meget rammende kom til at hedde Bar røv i tresserne. Nu er Ole ikke mere og det hele er blevet lidt kedeligere.

Første kapitel (april 2023)

De sidste par døgn har den danske presse været meget optaget af en bestemt ting, og det har ikke været konflikten i Ukraine, klimaforandringerne, hungersnøden i Afrika eller lignende store emner i verden. Nej, man har været optaget af sagen om FHs leder Lizette Risgaard og hendes ‘upassende optræden’ over for en række mandlige ansatte i diverse sociale sammenhænge. Og allerede da sagen dukkede op i forgårs, lå det i luften, at Lizette Risgaard ville blive udsat for en veritabel mediestorm og nok ville bukke under for den. Og det skete da også i dag, hvor hun har meldt ud, at hun trækker sig som den magtfulde post som forkvinde for FH.
Altså endnu en sag om krænkelser. Javist, men den adskiller sig på en væsentligt punkt fra mange af de foregående #mee-too-sager i Danmark. Nemlig ved at ‘krænkeren’ i dette tilfælde er en kvinde og ikke en mand. Og de ‘krænkede’ angiveligt er yngre (end Lizette) mænd, ansat i FH. Og det er jo en vigtig forskel, al den stund at hele #mee-too-bevægelsen har drejet sig om krænkelser af kvinder. Nu viser det sig så, at i hvert fald en magtfuld kvinde har gjort sig skyldig i det samme som en række magtfulde mænd, som alle har måttet betale en høj pris for krænkelserne. Og – uden at kende alle de slibrige detaljer af Risgaards krænkende adfærd (men kun dem, hun selv har omtalt på de sociale medier) – måske er det også på en måde af mindre betydning, at der er tale om en krænkende kvinde, nemlig i den forstand, at krænkelserne – som til forveksling ligner dem, mænd har gjort sig skyldige i – er blevet udført af en kvinde med magt – at krænkelserne med andre ord nok har seksuel karakter, men som sådan er vævet tæt sammen med udøvelsen af magt. Det er chefen – af hunkøn – der klapper en ansat mand ‘i numsen’, som det hedder. Og lige netop set i det perspektiv er det underordnet, at krænkeren er en kvinde, for hun er så at sige udøver af en magt, der traditionelt har været udøvet af mænd. Hun er dermed som krænker indvævet i en samfundsmæssigt magtsammenhæng, hvor gamle normer og regler stadigvæk – trods års #mee-tto-oprør – fungerer som hidtil. Og måske kan man gå så langt som til at mene, at sagen om Risgaard både bekræfter #me-too-bevægelsens fortsatte gyldighed og styrke og tilfører bevægelsen en yderligere dimension ved at forskyde fokuspunktet fra en simpel og banal modstilling mellem mænd og kvinder til netop spørgsmålet om det samfund (og dets opbygning), som den såkaldte ‘krænkelseskultur’ er en del af. Noget som har været et element i #mee-too-bevægelsen, men som ofte er blevet underbetonet og fortrængt i et for snævert fokus på kønnet og kønsforskellen.
Et vigtigt og interessant forhold ved denne danske sag er, hvordan “vi” kommer videre. En ting er, at Risgaard trækker sig som magtfuld forkvinde og dermed mister sit job. Det er og var forudsigeligt, og hver dag er der danskere, der mister deres job for meget mindre. Ærgerligt for Lizette, men sådan går det, når #mee-too-møllen kører. Dernæst er der spørgsmålet om, hvem der skal tage over. Og det skal nok give anledning til bøvl og ballade i FH. For skal det være en kvinde eller en mand!? Og har Risgaards afgang og hele sagen mon politiske undertoner (kommer anklagerne mon fra forsmåede mandlige kolleger eller misundelige kvindelige kolleger?)!? Det er selvfølgelig de rene spekulationer, men de er bestemt ikke utænkelige.
Men hvordan kommer FH så videre?! Vil man – som i tidligere sager – netsætte et juridisk udvalg, der skal formulere et kodex for god tone og opførsel i sociale sammenhænge? Et kodex, der sikrer lighed og gensidig respekt mellem kønnene? Og hvis det er perspektivet, hvordan undgår vi så, at et sådant kodex skaber en kultur, hvor ingen tør kømme for tæt på hinanden, fordi den mindste antydning af fx flirt eller kurtisering (som er en del af vores kulturelle omgangsformer) vil blive opfattet som potentielt krænkende adfærd? Ender vi måske der, hvor det ikke kun er selve ansættelsesforholdet, der er reguleret af en formel kontrakt, men også de sociale omgangsformer. Indførelsen af samtykkelov i voldtægtssager kunne godt pege i den retning…
Som filosoffen Slavoj Zizek har været ind på, så er problemet,at det seksuelle, magt og ja, vold, er langt mere sammenflettet end vi er tilbøjelig til at tro. Og hvad er der egentlig tilbage, hvis vi renser det seksuelle for enhver antydning af vold og magt – måske den rene af-seksualisering.

Sagen om Lizette Risgaard er ikke bare endnu en sag i række af sager, men en sag, der understreger “mee-too-bevægelsens grundlæggende relevans i kampen for ligestilling mellem kønnene. Men samtidig afslører den også, hvilke problemer bevægelsen og dens sympatisører står over for. For eksempel at opgøret med seksuelt betonede krænkelser ikke skal reserveres eliten (som Lizette Risgaard tilhører), men udbredes til hele samfundet og alle samfund. Og at – som Zizek er inde på flere steder – den fortsatte kamp nødvendiggør et opgør med opfattelsen af subjektet som et slet og ret uansvarligt offer – en opfattelse, der med Zizeks ord er udtryk for “et ekstremt narcissistisk perspektiv”. Så når sagen om Lizette glider ud af pressens fokus i næste uge, så er det, at det virkelige arbejde for ligestilling og gensidig respekt begynder (igen).

Litteratur: Læs fx Žižek: #MeToo kan blive et epokegørende skridt mod lighed … hvis ikke vi snubler i offerrollen, Information 22. november 2017

Andet kapitel (maj 2023)

Sagen om den detroniserede forkvinde for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, trækker stadigvæk spor efter sig i offentligheden. Således for eksempel i den borgerlige ugeavis Weekendavisen, hvor hele to artikler helliger sig sagen.

Først og på  avisen forside udbreder bladets to journalister Arne Hardis og Hans Mortensen sig  under rubrikken Bærndende Protokoller om sagen. Og  de mener blandt andet, at:

Lizette Risgaard blev den magtskikkelse,der tog kønnet ud af MeToo-bølgen og destillerede den ind til ren essens. MeToo er som bevægelse skabt af kvinder, men handler grundlæggende ikke om mænds misbrug af magt, men om misbrug af magt slet og ret.

Men har de to skribenter nu også ret i dette synspunkt? At Lizette Risgaard sag har reduceret MeeToo-bølgen til et spørgsmål om ren og skær magt? Magt uden det mindste antydning af (han)køn? Jeg mener, at de to skribenter i bedste fald springer en hundredår gammel debat blandt europæiske intellektuelle – lad for kortheds skyld sige fra Marx og Freud (omkring 1900) og frem til post-strukturalisterne i sidste halvdel af forrige århundrede – om partriarkiets betydning samfundsmæssigt, psykologisk og kulturelt. Og netop dette perspektiv har faktisk været i det mindste antydet i MeeToo-debatten, når det flere gange er blevet hævdet at man i opgøret med krænkeriet bør forholde sig til det strukturelle. Lad så være, at dette “strukturelle” sjældent defineres; det ændrer ikke ved, at i det mindste nogle MeeToo-kombatanter er klar over, at krænkeriet ikke står og falder med enkeltpersoners utilstedelige adfærd, men stikker dybere.

Og er MeeToo-bølgen ikke netop selv en diffus, ofte modsigelsesfuld og til tider forsimplet indikation af, at de omtalte strukturelle  forhold allerede er under angreb? Fordi bevægelsen – i det mindste potentielt og tendentielt – ikke bare stiller sig tilfreds med at vippe nogle fremtrædende krænkere af deres sociale pind, men med konstante krav om ligestilling mellem kønnene – og hele det spektrum, der benævnes LGBTQIA+ – er begyndt at rokke ved magtstrukturerne. Lad så være, at denne side af MeeToo-bevægelsen langt fra er slået markant igennem, men den er der som en mulighed, der bør indfries. Måske peger MeeToo-bevægelsens hærgen – med alle de forbehold, man børn tage over for en så ureguleret og diffus bevægelse – frem mod samfundsændringer, der er parallelle til dem, Karl Marx og Friedrich Engels så ske under bourgeoisiets fremmarch: “Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse “kontante betaling”.(Det kommunistiske manifest).

Nej d’herrer journalister ved Weekendavisen rammer helt ved siden af med deres forsimplede analyse af magtspørgsmålet.

I en anden artikel med rubrikken førtidspension i skam kommer min fagfælle, Frederik Stjernfelt ind på et andet ubehagelig aspekt ved Risgaard-sagen og tilsvarende sager. Nemlig, at der ruller hoveder (fyringer osv.), inden sagerne er undersøgt ordentligt:“der er ikke nogen formel sagsgang med adgang til forsvar, henvisning til lovgrundlag og prindippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist – hele den procedure, som vi ellers er stolte af at udstrække til både mordere og terrorister”, som Stjernfelt skriver. Nej, forløbet af denne sag og tilsvarende sager er simpelt hen ikke en retsstat værdig. Krænkeren (Lizette Risgaard etc.) er dømt og straffet (frivillig pensionering i skam), inden sagen overhovedet for alvor er kommet i gang. Hvor i pressen – om overhovedet nogetsteds – har man råbt op om, at den varslede undersøgelse af sagen ikke var afsluttet, ja end ikke rigtig kommet i gang!? Jeg mindes ikke at have set det nogetsteds i pressen, der lang hen ad vejen blot har løbet med folkestemningen.

Og tingene hænger sammen. For en grundig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, kunne måske vise, at der bag den såkaldt upassende adfærd fra hovedpersonen gemmer sig andre forhold, der ikke direkte vedrører seksuelt betonet kontakt, men – måske – magtrelationer, -kampe osv.!?

Sagerne om Risgaard og andre fortjener en mere seriøs behandling end vor presse give den. Det er en opgave for kloge hoveder på bjerget. Folk med interesse for samfundsforhold, magtforhold m.v. Folk, der vil og kan udforske dette felt på højest tænkelige intellektuelle niveau.

En ny replik

Under overskriften Lizette Risgaard slår tilbage: ‘Jeg har ikke gramset på nogen’ (Finans) fortæller den detroniserede FH-leder Risgaard om sin oplevelse af, hvad der skete omkring hendes fratræden som forkvinde for landets største fagforening. “Den fagbevægelse, der havde været hele mit liv, forsvandt og vel at mærke uden den retssikkerhed, som fagbevægelse ellers tår for at garantere medlemmerne”, citeres Risgaard for at sige. Og hun fortsætter: »Jeg har ikke trukket en eneste person ind i et værelse eller skubbet nogen ned på en sofa. Alt, hvad der har været omtalt, er foregået i situationer, hvor der har været mange andre til stede. Og jeg har ikke gramset på nogen. Der har ingen seksuelle intentioner været fra min side, aldrig,«. Der forestår endnu en advokatundersøgelse, der måske/måske ikke kan kaste lys over noget af det, der angiveligt er foregået. Og Risgaard forbeholder sig ret til efterfølgende at lade det hele komme an på et “retligt efterspil”.
Risgaard omtaler dog en enkelt situation, der fortjener at blive citeret in extenso:

Et interessepunkt for medierne var en beretning fra en kvinde om, at hun havde set Lizette Risgaard klappe en ung freelanceansat fra FH-huset tre gange på bagdelen under en middag på Lønmodtagernes Topmøde, der blev afholdt i august 2021 på Tivoli Hotel.

I løbet af aftenen skulle manden videre i byen. Han havde ved flere andre lejligheder arbejdet tæt sammen med Lizette Risgaard og gik hen til hendes bord for at sige farvel. Han bøjede sig ind over og ned for at give Lizette Risgaard et farvelkram til hende, imens hun sad ned på en stol.

Hun lagde ifølge sin erindring sin ene arm rundt bagom ham. Her har hendes arm og hånd været i højde med hans bagdel.

»Men klappet er som en mor, der siger farvel til en søn – når man sidder ned. Man kan jo prøve det af derhjemme. Jeg har aldrig har haft nogen intentioner om at udøve upassende adfærd overfor nogen, heller ikke ham. Det var altså ham, som kom og lænede sig ind og ned over mig,« siger hun.

Et par pladser fra Lizette Risgaard sad en kvindelig formand for en af ungdomsorganisationerne under FH. Kvinden så det som tre klap på mandens bagdel. Dagen efter gik hun til den ene af FH’s to næstformænd, Nanna Højlund, med sin oplevelse af situationen og ønskede, at deres samtale skulle være helt fortrolig.
Senere blev manden en af de personer, der anonymt fortalte til flere medier. Han fortalte, at han dengang kunne mærke, at Lizette Risgaard klappede ham tre gange »på røven«, hvilket han følte var upassende men ikke krænkende.

Lizette Risgaards tilbagevenden til sagen er interessant på mange måder. Men lad os fokusere på to ting. For det første Risgaards fremhævelse af, at hendes detronisering sker uden at der har været ført nogen sag. Sagt på en anden måde så fremhæver Risgaard et forhold, der desværre har gjort sig gældende i mangen en #mee-too-sag, nemlig at nogen er blevet dømt og straffet uden rettergang. Sådan som Stjernfelt har påpeget ovenfor. Og det går jo ikke i et såkaldt retssamfund.

Den anden og mere prækære ting, man kan fremhæve ved Risgaards kommentarer er, at hun insisterer på en afseksualisering af sine handlinger. Selv om hun har klappet en mand tre gange i numsehøjde, og denne har opfattet det som “upassende” (i hvert fald bagefter…), så har Lizette ikke haft nogen seksuelle intentioner eller tanker under udførelsen af sit afskedskram.
Hvor retsproblematikken synes at være ganske klar og kræver, at man i fremtiden tager højde for almindelige retsprincipper i sådanne sager, så er spørgsmålet om det seksuelle et meget mere speget affære. For som Marilyn Monroe – sexbomben over dem alle – blev citeret for at sige i en tv-udsendelse i går, så er vi alle seksuelle væsner. Og i forholdet mellem mennesker i sociale sammenhænge som fester, fagforeningsmøder osv. optræder fænomener som “flirt” og “forførelse”. Og som den franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard har været inde på, så er det kendetegnende ved “forførelsen”, at den ikke – som man konventionelt og traditionelt har forstået den – er et subjekts bevidste forførelse af et andet, men snarere noget der sker hinsides de bevidste intentioner. Man bliver forført. Man bliver ført et sted hen, man ikke havde forudset (ønsket, villet osv.). Det sker med en anden franskmands begreber u-bevidst (Jacques Lacan) og udtrykket i sentensen “begæret er den Andens begær”, le désir est le désir de l’Autre.

Det uheldige ved Lizette Risgaards insisteren på sin egen afseksualisering i arbejdssammenhænge i FH er, at den betegner et klart tilbageskridt i forhold til hele #mee-too-bevægelsens politisering af kønsforskellene, som måske udgør denne diffuse, uhomogene “bevægelses” egentlige bidrag til ligestillingskampen (med alt hvad dertil hører).
Som filosoffen Slavoj Zizek har været inde på (blandt andet i ovenfor anvendte artikel), så kan man forstå hele #mee-too-fænomenet som et tegn på, at vi er inde i en periode af historien, hvor kapitalismens dynamik (jf. Marx/Engels Det kommunistiske manifest) efter at have ‘ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold’ nu også unuliggør al seksuel ‘ensidghed og begrænsning’ (Zizek). Som Zizek skriver: “De kapitalistiske dynamikker tenderer imod at erstatte hetero-normative standarder med knopskydning af ustabile, skiftende identiteter og/eller orienteringer”. Og Zizek tøver ikke med at kalde denne immanente tendens i #mee-too-bevægelsen for en epokegørende forandring og et nyt kapitel i lighedens historie. Og han tænker især på det, han kalder kvindernes – det store flertal i “mee-too – eksponering af skyggesiden af vores officielle påstande om lighed og gensidig respekt.

Men Zizek er også bekymret for, hvor denne tendens fører os hen. For hvad gør vi ved de nedarvede omgangs- og forførelsesprocedurer, vi indgår i? Og som Risgaard-historien eksemplificerer. Hvordan når vi frem til en anderledes regulering af vores omgangsformer, så vi ikke ender i en steril frygtens og usikkerhedens kultur? Hvor en politisk korrekt form for kurtisering bliver noget nær en formaliseret markedskontrakt? (Og her kan vi passende henvise til den danske samtykkelov i voldtægtssager, hvor samlejet skal være kontraktligt sikret for ikke at være under mistanke om voldtægt…). Og Zizek fortsætter med at påpege, at denne regulering af vores omgangsformer er vanskeliggjort af, at seksualitet, magt og vold er langt mere sammenflettede end vi er tilbøjelige til at tro, således at en neutralisering af magtens vold og brutalitet kan ende i en regulær afseksualisering af forholdene.

Endelig peger Zizek også på en anden faldgrube. Nemlig at frigørelsesperspektivet i denne tendens er truet af, at de oprørske subjekter i kampen for ligestilling på paradoksal vis både opfatter sig selv som frie subjekter – der har deres egen skæbne i deres egne hænder – og på den anden side opfatter sig selv som ofre for omstændigheder, der ligger uden for subjektets kontrol. Zizek ser en fare i at ideologien om det frie subjekt indgår i en kombination med ideologien om offerstatus. For det vil hæmme og forhindre at kampen for lighed ,frihed, demokrati osv. går fløjten.

Lizette Risgaards insisteren på sin egen seksuelle uskyld i arbejdsammenhænge kan i forlængelse heraf forstås som såvel en offerlogik (det var hende, det gik ud over i sidste ende – hun blev detroniseret uretmæssigt!) som et re-aktionært forsøg på at redde hendes elskede arbejdsplads, fagbevægelsen (der var ikke noget galt med strukturen eller relationerne), der i øvrigt har iværksat et arbejde med nye regulering af omgangsformerne, og i hvert fald ikke som et bidrag til den frigørelse, som Zizek ser som et potentiale i #mee-too. Og således blev min replik lidt længere end først tænkt.

I korthed: Endnu et dødsfald. Randy Meisner – egl. Randall Herman Meisner – døde den 26. juli. Han var mest kendt som medlem af The Eagles, hvor han bl.a. håndterede bassen. Han blev 77 år og dødsårsagen var komplikationer i forbindelse med sygdommen KOL.
Det var Elvis Presley, der fik sporet den unge Randy ind på musikken tilbage i halvtredserne, hvor han fik interesse for guitaren og ikke mindst bassen. Efter at have spillet i nogle mindre kendte lokale bands i tresserne kom Meisner i 1968 med i country rock-bandet Poco sammen med Richie Furay og Jim Messina, der havde stået i lære i Buffalo Springfield. Men Meisner forlod hurtigt bandet igen for at slutte sig til Rick Nelson’s Stone Canyon Band, hvor ban blev indtil afslutning af en uheldig turné i Europa. Og næste holdeplads var – i 1971 – at være en af de mange talentfulde musikere, som Linda Ronstadt samlede omkring sig. Og det var her han fandt sammen med Don Henley, Glenn Frey og Bernie Leadon og dannede Eagles, som han var medlem af frem til 1977. Hvorefter han begyndte en solokarriere og fik sit eget band The Silverrados. Da Eagles genstartede som band i 1994 blev Meisner ikke inviteret med – til hans store fortrydelse. Og han kom med, da Eagles tog på verdensturné i 2013.

I takt med, at de såkaldte velfærdssamfund  får sværere og sværere ved at opfylde alle de ønsker og behov, som befolkningerne måtte have, sker der det, at visse opgaver ikke bliver løst. Herhjemme kender vi problemstillingen fra for eksempel psykiatrien, hvor der igen og igen kommer eksempler på, at det offentliges håndtering af området ikke slår til og psykiatriske patienter ikke får den behandling, de har behov for. Et eksempel er sagen om skyderiet på indkøbscenteret Fields i København, hvor hovedpersonen dels var utilregnelig i handlingsøjeblikket og dels ikke var blevet taget under behandling, selv om han havde kontaktet det psykiatriske system flere gange inden det ulykkelige skyderi fandt sted.

Den franske film De særlige (original titel: Hors normes – uden for normerne, direkte oversat) handler om to mænd – jøden Bruno (Vincent Cassel) og muslimen Malik  (Vincent Cassel) – der sammen har skabt en ikke-officiel, uafhængig, institution, der tager sig af en gruppe mennesker, som det offentlige system ikke kan tage vare på, nemlig de allersværest ramte autister. Når det offentlige giver op over for disse mennesker, tager Bruno og Malik og deres medarbejdere over uanset hvor vanskelige sagerne er. Og de gør det med succes, selv om (eller måske: netop fordi) de hverken har en passende uddannelse eller er godkendt af det offentlige.

Af samme årsag er de to mænds virksomhed konstant truet af myndighederne der er splittet mellem hensynet til “ordnede forhold” (med professionelt ansatte, økonomisk grundlag osv.) og behovet for et tilbud til de udsatte unge. Og det er så at sige plottet i filmen, der vel at mærke bygger på faktiske franske forhold. Og jeg ødelægger ikke noget af filmoplevelsen ved at afsløre, at det ender med, at myndigheder må lade Bruno og Malik fortsætte deres virke, fordi myndigheder ganske enkelt ikke har et andet tilbud til “de særlige”.

Filmens styrke er, at den beskriver Brunos og Maliks arbejde helt nede på hverdagsniveau. Man følger nogle af autisterne – fx drengen Valentin, der er selvskadende (med bokserhjelm på hovedet), sprogligt tilbagestående og socialt handicappet – i deres forløb på institutionen. Filmens fokus er ikke på det overordnet politiske (selv om det er temaet), men på det menneskelige. Vi får at se, hvordan Bruno og de andre på et menneskeligt plan arbejder med at finde løsninger for de autister, de har i deres varetægt. Og hvordan det mod alle odds lykkes dem at ændre de involveredes situation til noget bedre, hvor de kan se en lysere fremtid i møde.

Det er sådan en film, der lever højt på skuespilkunst af høj klasse og på det menneskesyn, der ligger til grund for den uautoriserede institution, der i praksis illustrerer, hvor begrænsede de officielle institutioner er – til trods for stor faglighed og faste økonomiske rammer. En usædvanlig film i en tid, hvor mange film primært vil underholde og undgår at forholde sig til samfundenes faktiske problemer. Og den kan ses på DRs hjemmeside frem til slutningen af august. Og det kan kun anbefales.

“Hvis du ikke kan gøre det på et lille spillested, kan du ikke gøre det på et stort” (Keith Richard)

Så var den der igen. Freden – eller rettere: emnet fred i konflikten i Ukraine. TV2s nyhedsudsendelse kom til at nævne emnet i går. Anledningen var, at en række afrikanske ledere havde været på besøg hos præsident Putin i Moskva. Og i den forbindelse havde de – akkurat som kineserne tidligere har gjort det – fremlagt deres forslag til fredsforhandlinger mellem de stridende parter. Og tv-avisen forklarede, at afrikanernes interesse i en snarlig fredlig løsning ligger i, at de er bekymrede for kornimporten fra Rusland og Ukraine i en tid, hvor Afrika plages af tørke og dertil hørende problemer med at brødføde deres befolkninger. Et reelt problem. Men igen et eksempel på, at man uden for Europa og uden for den vestlige hemisfæres grænser ser helt anderledes på konflikten mellem Rusland og Ukraine.

Desværre blev indslaget om det afrikanske fredsudspil (som DRs tv-avis mig bekendt dårligt nok har omtalt) syltet, idet en såkaldt militær “ekspert” afviste, at Putin skulle være rigtig interesseret i afrikanernes idé (selv om han udtrykkeligt sagde, at han ville tage det seriøst lige som kinesernes).  Fordi Putin ikke havde været fremme – over for de vestlige ledere – og foreslå en fredelig udgang på den militære konflikt. Men – eksperten overser fuldstændigt, at temaet fred slet ikke har været på tapetet i Vesten, hverken i Europa eller i USA. Her har man kun talt om at hjælpe Ukraine militært og arbejde for en ukrainsk sejr. Igen et eksempel på, at pressen i vores del af verden kun kan forstå konflikten som en krig, der kan og skal vindes af den ene part. Og heller ikke har øje for, at der også i Vesten er mange gode kræfter, der ønsker og argumenterer for en fredelig politisk udgang på den blodige konflikt, der lige nu breder sig ind i selve Rusland.

Og tillad mig at citere mig selv om mine oplevelser med Anne Linnet. Det hele begyndte for længe siden:

Sidste år købte jeg boksættet Shit & Chalou 1974-1982 for at minde mig selv om, hvad det var, der fangede min interesse dengang. Og sangene og musikken holder stadigvæk. Torben Bille skrev ledsageteksten, der fortæller om bandet og om Linnets tidlige formative år. Resten af historien om Linnet kan i finde andre steder på nettet i dag eller hos Linnet selv på hjemmesiden.

Men Bloomfield blev kun 37 år og døde den 15. februar 1981, hvor han blev fundet i sin bil, død af en overdosis kokain og amfetamin. Men inden da havde han sat sit nogle stærke spor i musikken som indflydelsesrig blues-guitarist m.m. Forbillede for mange af tressernes guitarister og samarbejdspartnet for blandt andre Al Cooper og Bob Dylan. Han var også en vital kraft i Paul Butterfield Blues Band og det kortlivede Electric Flag, producer for flere gode navne (fx James Cotton), og solopladekunstner.

Ved Bob Dylans 30års jubilæumskoncert i Madison Square Garden blev Sinéad O’Connor buet ud af publikum, fordi hun forinden havde formastet sig til at rive et billede af paven i stykker for åben skærm. Og nogle arrangører forsøgte at få hende væk fra scenen, men det ville Kris Kristofferson ikke høre tale om. I stedet sagde han til hende, at hun skulle glemme de skiderikker (Bastards) nede i salen. Sådan optræder en rigtig hæders- og gentleman. I et land, der officielt går ind for ytringsfrihed og respekt for anderledestænkende. Hatten af for Kris Kristofferson.

Seneste nyt vedrørende Sinéad O’Connors død er, at hun blev fundet livløs i sin lejlighed i London, hvor hun var flyttet til for nylig. Og at der ikke er fundet grund til at betragte dødsfaldet som mistænkeligt. Der bliver foretaget obduktion, så vidt vides.