Indlæg om Musik

Advarsel: Fællessang – hver for sig (DR1 i aften)

13. november 2020

Jeg har det umådeligt dårligt med det coronasmittefrembragte koncept på DR1, der bærer den coronaforskriftprægede overskrift Fællessang – hver for sig, hvor DRs kultiverede svar på Richard Clayderman, Philipp Faber, og den fra Kender Du Typen-livsstilprogrammet og radioprogrammet Mads og Monopolet kendte tv-vært Mads Steffensen gelejder publikum gennem en række populære sange og sørger for, at disse publikummer sender deres smartphonevideoer og -fotos som dokumentation af, at de synger med derhjemme i  sofaen. For mig er det indbegrebet af et tv-pseudo-program, der svigter både musikken (fællessang er bestemt noget, når det er iscenesat rigtigt!) og publikum, der udstilles mere eller mindre ufrivilligt. Hertil skal lægges en klam, næsten nationalistisk omklamring, hvor vi alle skal være ‘i samme båd’ om de elskede danske sange. Her er sgu ikke plads til nogen ramadan-sang (apropos balladen om Højskolesangbogen).

Og i aften får kvalmeriet endnu en drejning, idet fællessangen (eller hvad man nu vil kalde det iscenesatte show) skal dreje sig om afdøde Michael Bundesen og Shu-bi-dua. Selvfølgelig kunne man på DR ikke nære sig for at skamride den triste nyhed om Bundesens død og malke de sidste dråber af den historie. DR har – som den danske presse i almindelighed – en horisont, der er på størrelse med en for lille glorie, der har sat sig fast om panden og forhindrer ethvert udblik og ethvert tilløb til opfindsomhed.

I stedet for Fællessang – hver for sig kunne man fx have vist, hvad fællessang kan være, når det rigtig lykkes, fx i form af korsang (DRs pigekor er en nærliggende mulighed), og have mindet os om Shu-bi-dua gennem nogle af de mange koncert- og studieoptagelser, som DR må ligge inde med.

Hvis du kære læser vil se Fællessang, så fred med det. Ellers vil jeg foreslå dig, at du finder Shu-bi-dua frem fra gemmerne (alternativt streamingtjenesten), læser Rene Gummers nekrolog over Michael Bundesen i Weekendavisen Farvel, onkel Michael, der er drevet af oprigtig kærlighed til Shu-bi-duas og Bundesens sangskat.

[Puha. Jeg skulle lige af med dette opstød. Undskyld.]. Og så en sang, der handler lige så meget om mig selv som om Faber, Mikkelsen og dig (?):

Neil Young – 75 år i dag

12. november 2020

“People ask me who I’m a fan of and Bob Dylan and Neil Young always make the list.” [Paul McCartney til Uncut Magazine, november 2020]

Capac anbefaler: Wanna be brothers – Countryman

11. november 2020

I 2016 anbefalede jeg Tue Wests skilsmisseplade Der er ingen der venter på os, og nu er han tilbage som musiker (trommer, tangenter), tekstforfatter og medkomponist i musikkollektivet Wanna be brothers og på deres nye album Countryman. Dengang skrev West indlevet og følsomt registrerende om det der var sket. Og på Countryman er det også det spegede forhold til det andet køn, der er på spil i flere af pladens sange. Men også forholdet til livet mere generelt, kunne man sige.

Således allerede i titelsangen “Countryman”, hvor det hedder:


I’m a fucking country man, drinking with a single friend, trying not to be like them
Hitting winds and missing dates
Staying late at boring diners, with the latest wedding singers
I’m gone

Sorry folks
A dream
Sorry folks
Leaving it all
Sorry folks
Behind, like family
I’m gone
Sorry folks
A burned down House
Sorry folks
No escuses
Sorry folks
No getting over it

Portræt af en mand, der er kørt sur i livet, er træt af det og siger farvel og tak. Melankoli og livstræthed går hånd i hånd. Men i Nis Peter Toke Madsens lette vokal og kompositionens og arrangementets tilsvarende melodiske lethed og poppede opløftende karakter får mismodet og sortsynet et modspil og en -vægt, der måske ikke ligefrem ophæver misstemningen med i hvert fald forlener den med noget livsbekræftende og vitaliserende.

Denne balanceren mellem tekstuniversets mørke og melodiernes og arrangementers poppede lethed og lys genfinder man i flere af de følgende tekster, fx “Things  You  Say” og “Did This Life Look Easy”, hvor forholdet til det andet køn er på spil igen som en faktor, der bringer uro, splittelse og melankoli ind i tilværelsen.

Og sådan er der med Countryman, der slutter med den instrumentale, tekstløse, indtagende “Kolibri”, der understreger, at pladen som helhed nok kan anskues – som jeg gør det her – som en brydekamp mellem tekstuniversets melankoli og sortsyn og så melodiernes og kompositionernes modsatrettede opdrift og livskraft, men det er sidstnævnte side, der i sidste ende vinder brydekampen.

Wanne Be Brothers, der vist allerede er i gang med en opfølger til denne plade, fremstår som et godt bud på nogle nye, moderne popkonger, der med deres alvorlige, men også forførende dejlige popsange må appellere til alle med smag for god pop – også dem, der styrer radioprogrammernes playlister og dem der ikke er forvænt med god, gedigen pop. Kom bare igen Wanna Be Brothers. Hermed varmt anbefalet.

Wanna Be Brohters. Countryman. Produceret af: Wanna Be Brothers. Celebration Records. Udkom d. 25.10.2020

 

 

Aftenens norske krimi: Livstid

11. november 2020

Omsider fik DR taget sig sammen og lanceret en ny krimiserie, den norske serie i otte afsnit Livstid.

Vi fik de to første afsnit i går. Serien har en rammefortælling. Vi møder hovedpersonen, politikvinden Victorie Woll (Tone Beate Mostraum), der sidder inde på livstid for en forbrydelse, vi endnu ikke kender til (men det antydes dog, at noget er helt galt med den indespærring). Og så går turen ellers tilbage til fortiden, hvor Woll sammen med sit B-team (bestående af den mørklødede, skarpsindige politikvinde Ayla W. Quincey (Iselin Skævesland) og den alkoholiserede, men afholdende Christofer ‘KIT’ Lange (Ingar Gimle)) løser kriminalgåder.

Til seriens fordel taler, at den fra begyndelsen af har fundet sin egen tone og stil. Den ligner med andre ord ikke tilsvarende serier fra de skandinaviske lande – eller de britiske serier for den sags skyld. Woll fremstår som en slagfærdig, direkte, feministisk politikvinde, der går meget op i sit arbejde og ellers lever et liv som eneforsørger til en halvvoksen dreng og med en elsker i ascendanten. Hun suppleres godt af den endnu mere udtalt feministiske Ayla, der fungerer fint som Wolls med- og modspiller i en relation med svagt antydede erotiske undertoner.

Plottene er gode i de to viste afsnit, og de afvikles med næsten befriende effektivitet og hurtighed. Ikke noget med at trække sagerne i langdrag (en tendens andre serier slås med…). Og oven i købet er der så en løbende konflikt mellem Woll, teamet og ledelsen, der forsøger at få nedlagt B-teamet. Men overordnet set er der ikke noget nyskabende i hverken plots eller grundfortællingen.

Skuespillerne udfylder rollerne godt og spiller også godt. Og der er tempo over fortællestilen. Hvis jeg skal indvende noget mod serien, så er det, at den tydeligvis fører sig frem som en slags tv-kriminalseriernes svar på femi-krimien. Oven i købet som en munter udgave af den berømmede, melankolsk-mørke Nordic Noir, som vi bl.a. kender fra den danske serie Forbrydelsen. Problemet med denne femi-krimi, synes jeg, er, at den hårdkogte Woll for tydeligt er modelleret over klassiske mandlige detektiver og kriminalister. Selv om Woll og Ayla tematiserer kvindelige problemer, så er det mærkbart (for mig i hvert fald), at forfatteren bag serien – den kendte Gjermund S. Eriksen – har svært ved for alvor at slippe genrens dogmer og skabe en kvindelig detektiv. Men måske vil der blive rådet bod på denne svaghed i de kommende afsnit. Vi får se. I hvert fald er serien en velkommen tilføjelse til DRs krimiprogram.

 

Ikke-opløsningen af Talking Heads…

10. november 2020

Så nåede jeg enden på Chris Frantz fortælling om Talking Heads, Tom Tom Club og konen Tina Weimouth. Og den er underholdende og informativ fra ende til anden. Og historien om Talking Heads’ (ikke)opløsning som band er interessant, for det kommer ikke til nogen formel opløsning. David Byrne lader godt nok et rygte cirkulere, men han informerer ikke bandets andre medlemmer om, at han er gået solovejen. Han lader det bare ligge sådan i luften. Han særlige sociale dysfunktionalitet fornægter sig ikke. Heller ikke til sidst. Men det tjener til Frantz ære, at han – selv om han hele tiden kan se, at Byrne har problemer med at fungere socialt – accepterer Byrnes særheder. Det ender med, at Frantz og frue etablerer deres eget studie og kaster sig over jobbet som pladestudie, ved siden af Tom Tom Club.

Nok om den bog indtil videre.

 

Dagens citat – af Keith Richard

10. november 2020

I do tend to listen to what I tend to listen to. I still listen to a lot of Otis Redding and a lot of Mozart. I listen to a lot of country blues still. It still hits me as being the essence of things, somehow, and I can’t quite put my finger on it. Otherwise, new stuff…I know there are those of great talent out there. I don’t know why I’m not hearing it. To me, records are sounding synthesized. It’s all too manufactured for me at the moment. Even drum beats, where the guys do them on pianos. [Keith Richard til magazinet GQ]

Michael Bundesen er død, 71 år

9. november 2020

Jeg havde endnu ikke fordøjet nyheden om en gammel klassekammerats bortgang, da nyheden om Michael Bundesens død tikkede ind via computerens nyhedsstrøm. Bundesen døde som følge af et kræftsygdomsforløb.

Bundensen store bidrag til Shu-bi-dua er velkendt. Han var stemmen i det band, og en medvirkende faktor til, at Shubberne blev verdensberømte i Danmark og nåede en varig popularitet, der vel næppe matches af andre end Kim Larsen. Men jeg husker også Bundesen fra tiden før Shu-bi-dua, hvor han debuterede i folktrioen Quacks – en dansk pendant til Peter, Paul and Mary – og optrådte som solist (bl.a. i tv-programmet Musikalske Venner på Danmarks Radio). Og ikke mindst som speaker og radiovært på P3, hvor han med sin behagelige stemme sørgede for – bl.a. – at man fik at høre, hvad der rørte sig på den amerikanske vestkyst.

Og Bundesen ville sikkert bifalde denne afskedssang…

Bundesen på tuben

Capac anbefaler: Freja Eriksen – It’s time for at sustainable world

9. november 2020

Coronapandemien er ikke kun en global sundhedskrise, men også en kraftig påmindelse om, at menneskehedens antropocentrisme, der sætter mennesket i centrum – over for og i modsætning til naturen  – beror på en fatal misforståelse og miskendelse af, at mennesket “kun” er en selvoptaget del af et meget større biologisk fælleskab og kredsløb. Og det er en erkendelse, der med den såkaldte klimakrise, er begyndt at sætte sig igennem på mange ledder og kanter. Fx taler man i medierne meget om, at de yngste generationer bedre end deres forgængere har forstået nødvendigheden af at skabe en verden, der er – som det hedder i tidens ordvalg – “bæredygtig”, altså hvor mennesket agerer i balance med al den anden biologi, der er (på) jorden.

Og debuterende Freja Eriksen, der i sit civile liv er læge med speciale i biokemi, går endda et skridt længere og besynger en verden, der er båret af kærlighedsbånd mellem mennesker og en dyb tro på, at menneskene i fællesskab – menneskeheden – kan bryde den gamle antropocentrisme og realisere en verden i balance, en bæredygtig verden.

Og det sker i ni sange, hvis titler og tekster taler deres tydelige sprog om projektet eller programmet for Freja Eriksen og hendes album It’s time – for a sustainable world: “Love revolution arise”, “Seed of life”, “Shine”, “Spread your wings” osv.

Og musikken på pladen passer fint til det ambitiøse ideprojekt, der er pladens motiv. For det første synger Freja Eriksen med en klar, feminin stemme, der står klart i centrum af en meget melodisk pop, der især har sine rødder i folkemusikken. Arrangementerne er præget af akustiske instrumenter og ikke mindst strengeinstrumenter som strygere og harpe. Det er luftigt og let, vellydende og ret så forførende. Og måske skulle jeg tilføje, at man ikke behøver at købe budskabet på pladen for at få en dejlig musikalsk oplevelse af pladen, selv om det selvfølgelig er meningen med det.

Samlet set lykkes det for Freja Eriksen at skabe en lydverden, et musikalsk rum, der passer fornemt sammen med det idealistiske projekt, hun er ude i. Og så kan man vel ikke forvente mere!? Hermed anbefalet.

Freja Eriksen. It’s time for a sustainable world. Eget plademærke. Udkom d. 6. 11. 2020

Lou Reed og Tom Tom Club

9. november 2020

Chris Frantz vier et helt kapitel til samarbejdet mellem Lou Reed og Tom Tom Club. Bandet skal lave deres tredje album Boom Boom Chi Boom Boom i 1988 og Frantz og fru Weimouth havde den idé, at pladen skulle være mere rock end de tidligere. Og så havde de et ønske om at indspille det gamle Velvet Underground-nummer “Femme Fatale”. Tilfældet ville så, at Lou Reed på det tidspunkt var ved at skifte pladeselskab – til Sire Records, der havde Tom Tom Club på deres kunstnerliste. Så det lå lige for at spørge Lou Reed om han ville medvirke på det nummer. Og det ville han.

Enden på det blev, at Lou spillede guitar på nummeret, medens David Byrne lagde backingvokal på. Men samarbejdet stoppede ikke her. I forlængelse af pladeindspilningen fik Tom Tom Club et 3 uger langt engagement på CBGB. Og hver aften havde de gæster med, når der skulle spilles ekstranumre. Disse gæster var bl.a. Debbie Harry, Dee Dee Ramone og – ja – Lou Reed, der dog betingede sig, at der blev sørget for transport.

Samarbejdet mellem Reed og Tom Tom Club går næppe over i musikhistorien som mere og andet end en af de mange anekdoter, der løber om Lou Reeds musikalske spændvidde. Og Tom Tom Clubs udgave af “Femme Fatale” når ikke originalen til sokkeholderne.

 

 

Biden og Harris vandt!

8. november 2020

Og Billy Bragg siger meget fint, hvad jeg føler oven på valgresultatet:

How about we save all the “yeah, but’s” and the hot takes for tomorrow and just take a moment to thank our American friends for giving us something momentous to celebrate in these tough times