CAPAC

Sådan kan man også opdage ny musik. I den amerikanske thriller State of play, som DR viste i går aftes, medens amerikanerne talte stemmer op og nordjyderne sundede sig oven på de seneste coronarestriktioner, spiller Russell Crowe en sen-hippie-journalist, der er kommet på sporet af en korrupt politiker og et lige så korrupt privat firma med speciale i overvågning. Han kører af sted i en Saab årgang 1990, medens han spiser fast food og smider emballagen om på bagsædet, der fungerer som midlertidig skraldespand. Og ud af bilradioen drøner den kanadiske folk-rock-gruppe Great Big Seas sang “The Night Pat Murphy Died”. En medrivende omgang rockificeret traditionel folkemusik.

Ja, det må jo ske, at noget af al den gode musik, der bliver kreeret under coronapandemiens exilering af kunstnerne, vil finde vej til en eller anden form for udgivelse. Shawn Colvin har indspillet en række coversange – bl.a. flere filmsange – og sendt dem ud via Bandcamp. Sådan kan den ged barberes.

Bassist, sanger, revisor og meget mere Peter Ingemann fylder 77 i dag. Og er stadigvæk lige så frisk og aktiv som dengang i tresserne, hvor han startede med UFO og Young Flowers. Og det er stadigvæk musikken fra ungdomsårene, der fylder mest i hans musikalske landskab. Det kan man forvisse sig om, hvis man har været til en af Young Flowers genforeningskoncerter de seneste år.

Alrunen har fanget Young Flowers i Den Gamle By i 2016.

Findes der overhovedet vokalgrupper mere? Jeg har gransket min hjerne for at finde et svar, og jeg er ikke kommet på et navn endnu. Men skruer vi tiden tilbaget til 1950’erne og 1960’erne, så var det langt fra usædvanligt. Og i dag kom jeg ved en tilfældighed – på internettet – til at tænke på the Mike Sammes Singers, der var en del af min barndoms lydlandskab.

Gruppen blev dannet af Michael William Sammes i 1957 og var virksom langt ind i 1970’erne. Og med til at forklare gruppens succes var ikke kun, at den – som videoen ovenfor illustrerer – sang fortræffeligt, men også, at den repertoiremæssigt bredte sig fra reklamer, jingles (lyt fx til albummet Music for biscuits, der består af reklamer, fx for Heineken øl…) over temaer til film og tv til covernumre og bidrag til andre kunstner, fx The Beatles (“I’m the Walrus”, “Good Night” og albummet Let it be).

I en tid med autotuning, fokus på optræden og fremtræden og streaming vil en gruppe som Mike Sammes Singers sikkert have det svært. Og det er jo en skam – for publikum.

Hverken dødsfald, høreskader eller andet synes at kunne stoppe AC/DC eller få deres korte bukser til at vokse. I hvert fald er de tilbage i næste måned med den indlysende titel Power up. I med guitarstikket i forstærkeren og kører det bare derud af. Og AC/DC lyder som de har gjort i mange år. Og heldigvis for det.

På biblioteket fik jeg fat i den nu afdøde pigtrådsarkivar m.m. Jens-Emil Nielsens bog Mælkepop og pigtråd, der fortæller historien om opkomsten af de tidlige tresseres mælkebarer, såkaldte mælkepopper, der spillede en vigtig rolle for udbredelsen af pigtrådsmusikken. Og gjorde det muligt for mindreårige at komme på alkoholfri bar og høre tidens toner.

København, Kolding, Vejle, Ballerup, Aalborg og Esbjerg havde hver deres mælkepop. Karolines mælkepop. Og ingen tvivl om det: Mælkepopperne var en snedigt markedsfremstød for de danske mejerier og ramte plet hos de yngste teenagere. Den var nok ikke gået nu til dags, hvor alkoholindtaget er rykket ned i samme aldersgruppe. Det var nok heller ikke gået, at mælkepoppen kun havde 80 grammofonplader i diskoteket, som tilfældet var i Esbjerg. Men dengang var det ganske dækkende for den musik, der var fremme i de unges bevidsthed. Længe før nogen så meget som tænkte på digital streaming med millioner af sange…

Bogen indledes med en charmerende fortælling om to unges møde på Mælkepoppen en novemberdag i 1964. Et møde, der ender med et samliv mange år senere i Australien. En lille historie, der indfanger alt det, pigtrådsmusikken stod for hos datidens ungdom.

En lille markedsføringsgimmick var, at de unge mod forevisning af deres kvittering for købt og indtaget milkshake m.m. kunne få en flexidisc (en bøjelig, tynd singleplade) med sangen “Milk Shake Twist”, indspillet af datidens guitares Jørgen Ingmann.

Bo Schiøler & Skavankerne har gjort det igen! Et år efter Rekviem for Kraka. Sange fra et levet liv er de ude med endnu en samling gode sange – tretten stykker i alt – under titlen Rapsodi for drømmere. Dogme-pop fra jordens kant.

Der er Bo selv, der er rapsoden, der synger og reciterer sine tekster om et levet liv for os, drømmerne, der har levet og lever og tager livet i al dets kompleksitet alvorligt. Og som på de foregående fine plader, så breder sangene sig over et ret stor tematisk spektrum. Indledende med en sang, der giver mening til titelordet “dogme-pop”:

Dogme-pop kom fra kælderen

dogme-pop kom fra himlen

du prøver på af finde en udvej

Inde fra menneske-vrimlen

dogme-pop lod fra en talerstol

de brugte kun store ord

de døve stopper op og lytter

de troløse knæler og tror

Dogme-pop er, som jeg læser det, et ord for poppens evne til at ‘tale for døve øren’, dens evne til at tale verden midt imod, dens befriende og frigørende, iboende kraft. Og dermed et ord for troen på populærmusikkens vitalitet og respektløshed, der også er udtryk for livsudfoldelse slet og ret. God pop er dogme-pop.

Og som sagt er viften af dogme-pop-sange på pladen bred. Fra “Bliv lidt”, der er en stille ballade om den ensomhed, der er alles livsvilkår, men som måske får særlig opmærksomhed i disse år, over “De lyver”, en frisk sang om livets løgnere, livsløgnerne og (måske) de løgnere, der fører os rundt ved næsen, politikere, mediefolk og andet “godtfolk” til en regulær kærlighedserklæring til en nu afdød, farverig original i det københavnske bybillede, nemlig Otto Sigvaldi. Sidstnævnte sang viser med stor tydelighed spændvidden i Bo Schiølers sangskriverkunst. En rapsodi der som en lille anekdote eller novelle fortæller Schiøler om Sigvaldis liv og død. En hyldest til en stor original, men også en hyldest til livet som sådant:

Tiden var til de skæve

og han var klart en smutter

fra tiden før verden døde af

principper og absolutter

hvad er der sket – med loyalitet

og hvor blev tosserne af

hvem tog hans plads – og solgte latter-gas

og dope med hindbær-smag

Det er svært ikke at holde af Bo Schiølers sange. De bliver bedre og bedre med årene og er drevet af en kernesund humanisme, der består af lige dele livslidenskab og skepsis over for den vej, verden nu engang går. Bo er fyldt 75 år i år, og livets tyngde mærkes da, men ellers er sangene og livssynet præget af energi og lidenskabelighed, der må gøre mangen en yngre sangskriver grøn af misundelse. Og det bliver kun bedre af, at han bag sig og sammen med sig har Skavankerne – Jens Muhlig (guitar), Lennie Hedegaard Jakobsen (sang), Rune Wilken (tangenter), Jens Birkedal (bas), Christian Winding (slagtøj) – der indforstået, loyalt, swingende og velklingende itonesætter Bos dogme-pop-sange. Hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med Bo Schiøler & Skavankerne fra mine tidligere anbefalinger, så er tiden inde til at gøre det nu med denne herlige skive. Hermed varmt anbefalet.

Bo Schiøler & Skavankerne. Rapsodi for drømmere. Dogme-pop fra jordens kant. Producer: Lars Schiøler. SÅDAN’sk/Sundance Music. Udkom 23. oktober 2020

Man skal vare sig for forudsigelser i politik. Og ovenstående overskrift skal også forstås som ikke en forudsigelse men snarere som en reel mulighed. Lige så usandsynligt, det var, at Trump skulle vinde over Hillary Clinton ved det seneste præsidentvalg, lige så sandsynligt er det, at han igen kan vinde ved valget i 2020. Hvorfor? Ganske enkelt, fordi der er mange amerikanere, der ønsker det. Og fordi der er store kapitalinteresser, der vil have ham til at sidde i embedet.

Ved sidste valg var jeg vist den eneste på min arbejdsplads, der var overbevist om, at Donald Trump ville vinde. Men jeg havde læst mig frem til og hørt i vandrørene, at Trump havde fået ‘det tavse flertal’ i tale med sin gadedrengs-skolegårds-retorik. For Trump taler ikke til den uddannede middelklasse, der ellers plejer at afgøre amerikanske valg. Det er ikke dem med flere års skolegang, hans Twitter-retorik henvender sig til. Det er til mennesker, for hvem følelserne kommer først i politik. Før sammenhængende argumenter med stort lixtal. For det er sådan en rigtig autoritær politiker taler. Det var derfor nationalsocialisterne havde held med at forføre befolkningen i Tyskland i trediverne, medens socialdemokrater og kommunister talte for døve øren.

Når Trump vinder igen, så er det, fordi han har kapitalen i ryggen (han har efter sigende allerede indsamlet flere valgmidler end nogen tidligere præsidentkandidat..). Og den er kun interesseret i en kandidat, der går dens ærinder. Og det gør han konsekvent. Og fordi en stor del af de amerikanske befolkning, som er træt af det politiske establishment, af pressen og den semi-intellektuelle politiske offentlighed, foretrækker en præsident, der taler til følelserne i korte, ledløse Twitter-sætninger og ikke lægger skjult på sine anti- og sympatier. Og det kan ikke være anderledes i et land, hvor man aldrig har haft et ideal om folkelig “almendannelse”, og hvor mange de facto er uvidende, udannede, uskolede osv.

I midten af halvfemserne havde jeg den fornøjelse at spise morgenmad på et hotel i København med en amerikansk universitetslærer. Eller rettere forhenværende universitetslærer. Jeg var i byen i embeds medfør og kom helt tilfældigt til at snakke med universitetslæreren. Og da jeg selv underviste var det naturligt at snakke om det også. Og han fortalte mig, at han havde undervist på et stort amerikansk universitet i litteratur. Blandt andet europæisk litteratur. Goethe, Shakespeare osv. Men på et tidspunkt måttet han give op, for de amerikanske studerende vidste stort set ingenting om Europa og europæisk historie. Så hver gang han tog et stykke litteratur op, måtte han bruge oceaner af tid på at fortælle dem om de historiske forudsætninger. Det var op ad bakke, og ingen af de studerende var rigtig interesserede i at høre på det alligevel. Så en dag tog han sit gode tøj, sagde sin stilling og har siden ernæret sig som jazzanmelder for en stor amerikansk avis, og han var i København for at høre dansk jazz.

Jeg bilder mig selv ind, at anekdoten fortæller noget om, hvilket land det er, der har frembragt et monster som Donald Trump. Et land, hvor man ikke har formået at (ud)danne den almene befolkning til et niveau, hvor de har kunne deltage i en demokratisk debat på et kvalificeret niveau, og hvor simple kapitalinteresser i samarbejde med populistiske og nationalistiske strømninger har haft meget let spil, når det galt valget af en præsident. Og derfor skal man ikke bliver overrasket, når Trump vinder valget.

Sådan skrev jeg i august måned i år. Og jeg står ved min analyse. Og jeg synes, det er vigtigt ikke at stirre sig blind på personen Donald Trump, sådan som de store medier har en tendens til at gøre. For Donald Trump er kun noget i kraft af store økonomiske interesser, et kritisabelt valgsystem og et samfund, hvor demokrati har det svært med voksende økonomisk og social ulighed, iindgroet racediskrimination og andre store mangler og fejl.

Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at Trump vinder valget. Alene af den grund, at det vil være katastrofalt for verdens bestræbelser på at modvirke den menneskepåvirkede klimaforandring. Med Trump ved roret vil den seneste Parisaftale havde de allerdårligste betingelser. Storkapitalen har indtil for ganske nylig været klimabenægtere over en kam, og Trump er klimabenægter fordi pengemændene bag ham kræver, at han er det. Af samme grund er Parisaftalen heller ikke automatisk reddet, fordi Trump taber. Også Biden og Co. skal forholde sig til storkapitalen i verdens førende kapitalistiske samfund.

Vi får se, hvordan det går. I morgen er vi alle lidt klogere. Indtil da vil jeg forsøge at følge med i udviklingen i valget – uden at bruge hele tiden på det. Jeg har allerede fundet et par film frem fra gemmerne, som jeg kan fordrive tiden med, medens de store tv-kanaler går i selvsving over valget.

Nej, det er ikke nogen selvfølge, at musikere skal udgive en stadig strøm af musik på plade eller som streaming. Vi er godt nok blevet vænnet til det af mange store navne, men det er ikke nogen selvfølge. Et smukt eksempel på dette er den svenske kunstner Jakob Hellman, der udsendte albummet …och store havet i 1989. Altså for godt og vel 30 år siden.

Og siden har han – ikke været glemt – men levet sit gode liv i Sverige. Indtil nu, hvor det forlyder, at et nyt album vil se dagens lys i starten af 2021.

Og der er god grund til at glæde sig. For Hellman er en ferm sangskriver, der – ikke uden grund – er blevet sat i (inspirativ) forbindelse med selveste Håkan Hellström, der jo er Sveriges svar på – ja – Kim Larsen eller Sebastian, i hvert fald en af vores brødrefolks musikalske kæledægger.

Og nyheden har fået mig til at rålytte til Hellmans debutalbum, der holder 100%. Det er solid sangskrivning, der ikke bærer sin tids vandmærker med særlig stor belastningsvægt.

Solid, charmerende, medrivende, forførende og meget mere.