Indlæg om Musik

Heavy Metal Рog s̴ mig

15. august 2006

Hvorfor opstod heavy metal“-genren egentlig? Jeg tror, at det hænger sammen med, at det teknologisk set blev muligt at spille højt, støjende, kort sagt: heavy. Rockmusikken var fra starten af vild, dionysisk (Thorkild Bjørnvig), passioneret og voldsom. Men i 1950’erne og de tidlige 1960’ere var der kun begrænsede muligheder for at spille højt. Fx nævner Ray Davies i sin fine selvbiografi X-Ray, at The Kinks mÃ¥tte perforere membranen i deres lille grønne forstærker for at fÃ¥ den til at lyde anderledes og vildere. Og flere af de gamle pigtrÃ¥dsbands i Danmark har fortalt, hvordan de første simple forstærkere blev bygget af gamle radioer osv. Nu kører de store bands rundt med lastvognstog af isenkram til stadionkoncerterne…

Men rockmusikkens globale gennembrud i tresserne satte gang i den teknologiske udvikling og dermed i eksperimenterne med nye musikalske udtryk. De første heavy metal-bands kom pÃ¥ banen i sidste halvdel af tresserne, selv om der var tilløb i garagerne rundt omkring inden da. Et af de første bands, jeg rigtigt lagde mærke til, var gruppen Mountain. Gruppen bestod af bassisten Felix Pappalardi, der havde gjort sig bemærket som producer for supergruppen Cream, Leslie West pÃ¥ leadguitar, Steve Knight pÃ¥ orgel og Corky Laing pÃ¥ percussion. Efter sigende skulle det være Woodstock-festivalen i 1969, der gav stødet til dannelsen af Mountain. Gruppen fik sit gennembrud med pladen Climbing! (1970), der rummer deres kendingsmelodi Mississippi Queen og flere andre klassikere som Theme From an Imaginary Western (hvilken titel!) og For Yasgur’s Farm (den farm, der lagde jord til Woodstock-festivalen dengang…). NÃ¥r man lytter til Mountain, sÃ¥ kan man godt høre, at Leslie West har lyttet til Eric Claptons bluesinspirerede spil i Cream, og at Mountain i det hele taget er inspireret af Creams markante trio-lyd – uden at der er tale om epigoneri.

Mountain er det af de heavy-bands, jeg stadigvæk gerne lytter til. De har gode melodier, temposkift, Leslie og Felix synger godt, der er fine guitarsoloer – og sÃ¥ kan de trykke den af.

Et andet band, der gjorde indtryk pÃ¥ mig cirka pÃ¥ samme tid, var Blue Cheer, der tog navn efter en afart af LSD. Igen var det en trio, bestÃ¥ende af bassisten Dickie Peterson, guitaristen Leigh Stephens og trommeslageren Paul Whaley. I 1968 fik de et pænt hit med en udgave af Eddie Cochran’s arketypiske teenager-spleen-sang Summertime Blues, der ogsÃ¥ indgik pÃ¥ deres første longplaying grammofonplade med titlen Vincebus Eruptum. Blue Cheer adskiller sig fra Mountain ved at tilhøre den “beskidte” del af heavy-genren. Deres sound er præget af garagerockens skramlende og upolerede lyd. Det høres blandt andet pÃ¥ Cochran-coveret. OgsÃ¥ tidens psychedeliske lyde har afsat et vandmærke pÃ¥ gruppens musik. Ifølge en legende var de tre musikere oprindeligt medlemmer af en kendt motorcykelklub, men fik smag for at spille høj og støjende musik. Om det passer, ved jeg ikke, men imaget passer i hvert fald til musikken. Deres første par plader, der er genudgivet pÃ¥ cd, var med til at definere heavy-musikkens udvikling i Ã¥rene derefter. Efter gruppens anden LP Outsideinside (1968) skete der en del udskiftninger blandt musikerne. Gruppen er stadigvæk aktiv og har givet koncerter sÃ¥ sent som i 2005.

1970’erne blev det Ã¥rti, hvor heavy-genren for alvor slog igennem (det skulle vist have være et medlem i Blue Oyster Cult, der gav navn til “heavy metal” i 1970). Men holder vi os til de oprindelige Ã¥r i tresserne og lige omkring 1970, sÃ¥ er der selvfølgelig nogle navne, man ikke kommer uden om, fordi de hver især var toneangivende. Det gælder Led Zeppelin, Deep Purple og okkult-rockerne Black Sabbath.

Jeg mÃ¥ snarest lave en liste over “mine” heavy metal bands…

Apropos heavy metal, så er Henrik blevet kaptajn på sin egen blog Samlersind! Til lykke!

Download en gratis bog

15. august 2006

Her i bloggen holder vi nøje øje med udviklingen omkring digital download. I den gamle blog kunne vi blandt andet berette, hvordan et firma ville lade reklameindtægter financiere downloading af musikfiler. AltsÃ¥ en udvikling i retning af gratis musikforbrug pÃ¥ nettet (for forbrugerne). I de sidste par Ã¥r er der ogsÃ¥ dukket et hav af radiolignende sites op, hvor man kan lytte til musik blot ved at registre sig. Og nu vil et dansk forlag – Underskoven – udsende en bog (Laurence Lessigs “En fri kultur”) til gratis download. Bogen udkommer i en ordinær udgave den 15. august, og samme dag kan alle, der har lyst til det, downloade et gratisk eksemplar. Det skal dog ske pÃ¥ biblioteket i nogle større byer. Bibliotekerne kører i forvejen et projekt om digitiale e-bøger. Læs lidt mere pÃ¥ DR Nyhedernes hjemmeside.

Laryngitis – Mick Jagger

15. august 2006

I den forgangne uge kunne man læse, at den gamle rullesten Mick Jagger er begyndt at tage sangundervisning. Bedre sent end aldrig, kunne man vel sige. Men måske har den reelle årsag ikke været et ønske om at synge kønnere (Gud forbyde det!) eller renere (Gud forbyde det!), men måske et ønske om at forebygge de problemer med stemmen, som mange sangere oplever. I hvert fald fortæller Billboard, at Stones har måttet aflyse deres koncert i Valadolid i Spanien, fordi Mick er ramt af laryngitis. Selv dinosaurer kan få ondt i halsen!

Tilføjelse: Laryngitis betyder (www.sundhedsguiden.dk): “Betændelse i strubehovedet skyldes en infektion med bakterier eller virus. Infektionen følger som regel efter en forkølelse eller en halsbetændelse og ytrer sig ved, at der gÃ¥r betændelse i strubehovedets slimhinde og dermed ogsÃ¥ i stemmebÃ¥ndene. Dette medfører en hævelse og rødmen i vævet og en nedsat funktion.”

Lemmy-film

15. august 2006

En artikel i Weekendavisen sender mig gennem tidstunnelen til min barndom. Artiklen overskrift er: “Rejsen til Lemmy-land”. Børnebogsforfatteren, musikeren m.m. Thorstein Thomsen fortæller om sin rejse til Nice i Frankrig og erindringen om Lemmy-filmene. Pludselig stÃ¥r jeg som sÃ¥ ofte før og kigger op pÃ¥ udstillingsrammerne uden for Phønix Bio i Strandbygade. Til højre for hovedindgangen med den store granittrappe op til dobbeltdøren. MÃ¥ske har jeg endnu engang været til femkroners søndagseftermiddagsforestilling med Zorro, Red River, Kong Arthur og Ridderne af det runde bord eller… Og sÃ¥ skal jeg lige kigge pÃ¥ de sort-hvide stills til aftenens forestilling. Voksenprogrammet. Aftenforestillingerne var det forjættede land. Forbudt for børn. Jeg stÃ¥r der og forsvinder ind, ja, fortaber mig i billederne og har endnu ikke helt rystet eftermiddagens filmoplevelse af mig. Den sidder som en stor varm overfrakke pÃ¥ kroppen. PÃ¥ billederne ser jeg Eddie Constantine i rollen som den hÃ¥rdkogte detektiv eller CIA-agent Lemmy Caution.

Jeg tror egentlig ikke, at jeg nogensinde fik set en Lemmy-film dengang, for jeg var for ung. Og jeg havde ikke mod nok til at forsøge at snyde ind dengang. Selv om jeg var en stor knægt af min alder. Det kom først et par Ã¥r senere. Men, vi drenge fra NygÃ¥rdsvej havde hørt om Lemmy fra det store drenge, der fortalte om filmenes handling og mest om Lemmys bedrifter som slagsbroder (med det berømte Lemmy-hug) og helt. Selv min kammerat Bents far var vild med Lemmy. Lemmy var stor. Større end andre helte – dengang.

Den franske nybølge-instruktør Jean-Luc Godard lavede siden hen en hyldestfilm til disse B-film fra 50’erne og de tidlige 60’ere: Alphaville – une étrange adventure de Lemmy Caution (1965), som sikrer Constantine en plads i filmhistorien, hvis Lemmy-filmene skulle blive glemt…

.

Who reads yesterdays papers?

14. august 2006

Jeg abonnerer pÃ¥ dagbladet Information – i weekenden. Og kun i weekenden, i erkendelse af, at jeg nok ikke nÃ¥r at fÃ¥ bladet læst i løbet af ugen. Alligevel har jeg en løbende diskussion med mig selv, om jeg ikke skulle have et normalt fultidsabonnement. For dels mister man jo noget af kontinuiteten i læsningen, og dels burde man vel – som helstuderet røver – holde en avis daglig osv. osv.

Og hvad har alle disse overvejelser sÃ¥ med postvæsnet at gøre, vil den kvikke læser spørge? En hel del. For er der overhovedet nogen idé i at abonnere pÃ¥ en postomdelt avis, nÃ¥r den ikke kommer til tiden? Who reads yesterdays papers?, som Mick Jagger sang for mange Ã¥r siden. Ganske vist er der meget baggrundsstof i Information, men alligevel. I den sidste lange tid har det knebet gevaldigt for postvæsnet – og vi taler om koncernen Post Danmark – at fÃ¥ leveret min avis til tiden, dvs. pÃ¥ den dag, hvor avisen udkommer. I denne weekend fik jeg sÃ¥ledes ikke fredagsavisen før lørdag, hvor postbuddet til gengæld havde glemt lørdagsavisen, som jeg vist nok fÃ¥r i morgen – tirsdag. Dertil kommer, at avisen sjældent kommer før kl. 14.30, hvor posten ifølge firmaets oplysninger senest skal være runddelt til almindeligt dødelige postkunder. Burde jeg ikke fÃ¥ en reduktion i prisen? Og burde det ikke være postvæsnet, der betalte? Akkurat, som DSB skal til at betale for forsinkelser? Jeg spørger bare!

At avisproblemet især knytter sig til weekender, undrer mig ikke. For jeg ved godt, at det er i weekenden, afløserne – og det vil ofte sige unge, studerende, der skal tjene til dagen og vejen – tager over. Ikke et ondt ord om afløserne. Al begyndelse er svær, især hvis man ikke fÃ¥r en ordentlig instruktion. Om mon ikke det er problemet!? (Jeg abonnerer ogsÃ¥ pÃ¥ Weekendavisen og den kommer hver uge, med mindre der strejkes, maskinerne bryder sammen, vind og vejr forhindrer transporten…) Postvæsnet formÃ¥r Ã¥benbart ikke at oplære afløserne ordentligt. Og det kan virkeligt undre, eftersom problemet med de udeblevne aviser har eksisteret i Ã¥revis! Det er ganske enkelt pinligt! Tag jer nu sammen i Post Danmark!