Indlæg om Musik

Dicht op de muur (Digte på væggen)

12. december 2006

Digt af Marina Tsvetajeva på en mur i Leiden

Digtelskere vil vide, at digte ikke kun er ord, sætninger, tegn, men ogsÃ¥ grafik, billede, visuelle størrelser. Det er ikke lige meget, hvordan et digt er sat op. Derfor er der logisk konsekvens i projektet “Digte og vægge”, der startede i 1992 i den hollandske by Leiden. Det første digt, der blev sat op pÃ¥ en mur var den russiske digterinde Marina Tsvetajevas ovenfor stÃ¥ende poem. Siden har digtene bredt sig i byen. Bag ideen stÃ¥r fondet ‘TEGEN-BEELD’ med Ben Walenkamp og Jan-Willem Bruins som bagmænd. Andre har sponseret ideen, der arbejder med forholdet mellem sprog og billede.
Digtene er pÃ¥ originalsprogene, men med en lille plakette angives en oversættelse pÃ¥ engelsk og hollandsk, sÃ¥ alle i princippet kan læse og studere digtene. NÃ¥r projektet har været muligt i Leiden hænger det nok sammen med, at byen – ud over at være en kendt universitetsby – har fostret mange forfattere (fx Piet Paaltjens, J.C. Bloem, Maarten Biesheuvel, Jan Wolkers og Maarten ‘t Hart, der alle boede eller studerede i staden).

De første 43 digte er også blevet udgivet som en bog, der allerede er kommet i flere oplag.

Projektet har ikke kun mødt velvilje i byen. Et digt har således været udsat for hærværk som følge af stridigheder om rettighederne til den ejendom, som digtet udsmykkede. Men i det store hele har projektet været en succes, der har vakt international genklang.

Kunne man forestille sig sådan et projekt i Århus eller København?

Hvis man ikke har tid og rÃ¥d til at besøge Leiden, kan man nøjes med at kigge ind pÃ¥ hjemmesiden The Wall Poems of Leiden, hvor man kan gÃ¥ en virtuel guidet tur gennem alle digtene med en masse oplysninger om bygningerne osv. Noget enhver digtelsker mÃ¥ unde sig selv…
Digt af Rilke

PS. Apropos digtene og de danske byer, sÃ¥ skal det nævnes, at man i de økonomisk skrantende Ã…rhusianske busser kan læse digte, der er ophængt pÃ¥ smÃ¥ papskilte med fotos af forfatterne… Lidt har ogsÃ¥ ret.

Den illustrerede mand

11. december 2006

Jeg havde næsten helt glemt denne filmatisering af Ray Bradburys fortællinger. Men den gjorde et vist indtryk dengang for mange Ã¥r siden. Ikke mindst pÃ¥ grund af Rod Steigers tatoverede mand – og sÃ¥ Claire Bloom…

Læs mere »

Jørgen Clevin går igen

11. december 2006

Røvkassen har bemærket det, og andre nostalgikere sikkert ogsÃ¥. DR genudsender hver dag kl. 18.25 en række Clevin-programmer. Det er dem, hvor man kun ser mandens hænder og hører hans ejendommelige bum-bum-da-da-bum-lyde. Ren nostalgi. Eller som min datter udtrykte det: Hvem er Jørgen Clevin? Tsk-tsk-tsk…

Walking the dog – on a Sunday

11. december 2006

Søndag formiddag tog jeg mig sammen og gik tur med Gravhunden i Mindeparken. Det gør vi, som læserne vil vide, af og til. Det er et ideelt sted til hundeluftning. Der er masser af træer og buske. Vel at mærke træer og buske, som mange andre hunde har besøgt. Og for de tobenede er der nok at skue. Slottet, den store, flotte plæne. Udsigten over Århus Bugt.
Og netop denne formiddag skinnede solen efter flere dage med gråvejr og regn, regn og gråvejr. Utroligt, hvad lidt solskin kan gøre ved sjælen! Er det virkelig så længe siden, det var sommer!?
Træerne havde smidt de sidste blade, som lÃ¥ i ankelhøje lag. Græsset var tungt og vÃ¥dt af al den regn. Men Gravhunden elskede det, snuden ned i bladene og halen lige i vejret og sÃ¥ fuld fart fremover. Verdens bedste motion. Frisk luft i lungerne. Adrenalinen pumper lystigt i kroppen. Pulsen er høj. Sanserne skærpes. Oh, hvilken fornøjelse at komme hjem til en god kop friskbrygget kaffe. Og en hundekiks…

The B-52’s flyver igen

11. december 2006

Det meddeles nu, at det gamle 80’er-band The B-52’s, efter en pause pÃ¥ 15 Ã¥r, udsender en ny plade i begyndelsen af 2007. Pladen bliver produceret af Steve Osborne, der har stÃ¥et bag knapperne hos New Order, Happy Mondays, Suede m.fl. The B-52’s var et af de mindeværdige musikalske indslag i 1980’erne. Gruppen fra musikarnestedet Athens, Georgia, adskilte sig pÃ¥ mange mÃ¥der fra tidens mainstream-pop-rock. Dels ved at have to iøjne- og iøre-faldende sangerinder, Cindy Wilson og Katie Pierson, i forgrunden sammen med vokalisten Fred Schneider, hvis bidrag mest bestod i udrÃ¥b og talebrokker. Dels havde de en markant guitarist i Ricky Wilson, broder til Cindy. Han døde desværre 32 Ã¥r gammel af AIDS i 1985.
Bandets fandt uden tvivl sin inspiration i New Wave-rocken, men blandede dennes speedede rock med elementer fra Beach Boys’s glade surferdage og fra amerikansk danseorienteret popmusik fra de foregÃ¥ende par Ã¥rtier. I det hele taget trak gruppen pÃ¥ det bedste fra 50’ernes, 60’ernes og 70’ernes pop- og rockmusik. Dertil skal lægges en god portion humor, som blandt andet kom til udtryk i gruppens outfit, fx pigernes tresser-retro-bee-hive-frisurer (hvis øgenavn var B52’s) og tøjstilen.
En af de grupper, de er blevet sammenlignet med, er Talking Heads. Og de var da ogsÃ¥ en slags Talking Heads light. Teksterne har lidt af den Byrneske galskab, og musikken noget af den samme dansante appeal: “If you see a faded sign by the side of the road that says/15 miles to the… Love Shack! Love Shack yeah (I’m headin’ down the Atlanta highway,/lookin’ for the love getaway/Heading for the love getaway, love getaway,/ I got me a car, it’s as big as a whale/ and we’re headin’ on down/ To the Love Shack/ I got me a Chrysler, it seats about 20/ So hurry up and bring your jukebox money”…

Man kan læse mere om pladeprojektet på gruppens hjemmeside og på Gaffas.