Indlæg om Musik

Engelsk som symptom

21. januar 2007

Blandt dagens nyheder kan man læse, at universitetslektor Hans Hauge mener, at engelskkundskaberne er for ringe pÃ¥ universitetet. Undervisere og administratorer behersker ikke et engelsk, der er pÃ¥ universitetsniveau. Det afsløres blandt andet i universitets fagbeskrivelser, der bÃ¥de er pÃ¥ et for lavt niveau og er behæftet med sproglige fejl… Nu vil man forsøge at udbedre problemet med professionelle oversættere og oprettelse af et sproginstitut til forbedring af engelskkundskaberne.
De ringe engelskkundskaber udgør et paradoks, fordi de længerevarende uddannelser pÃ¥ efter-gymnasialt niveau i dag forstÃ¥r sig selv som internationaliserings- og globaliseringsorienterede. Man vil internationalisering og globalisering. Derfor fusioneres der rundt omkring. Universiteter lægges sammen med andre forskningsinstitutioner, sÃ¥ man bedre kan klare sig i den internationale konkurrence. Og ogsÃ¥ pÃ¥ de kortere videregÃ¥ende uddannelser lægges der sammen og fusioneres, sÃ¥ det knager i alle furer. Seneste skud pÃ¥ stammen er de pÃ¥gÃ¥ende professionshøjskoler, hvor lærer-, pædagogseminarier og andre sÃ¥kaldte MVU’er skal lægges sammen, blandt andet i internationaliseringens hellige navn.
Men man må spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan tale om internationalisering, hvis man end ikke behersker et mådeligt engelsk?
Problemet med engelskkundskaberne afspejler, hvad man kunne kalde en krise i det danske uddannelsessystem. Det formår ikke længere at give børn og unge de forudsætninger, der skal til for at leve op til de udfordringer, den internationale konkurrence stiller os over for. Og diverse forsøg på at lappe på problemet vil være som at tisse i bukserne. Det varmer som bekendt kun lidt i en kort periode.

Løsningen pÃ¥ problemet er komplekst. Det handler om bedre politisk styring af uddannelserne, flere ressourcer til alle niveauer i udddannelsessystemet, tilbundsgÃ¥ende, seriøse, forbedrende reformer af de enkelte uddannelser osv. Ingen af delene er der udsigt til lige nu. Den politiske styring er lemfældig og tilfældig, ressourcerne begrænses via mere eller mindre subtile nedskæringer (der ofte kaldes noget andet…) og de krævede kvalitative reformer lader vente pÃ¥ sig (seneste har sÃ¥vel folkeskolelærer- og pædagoguddannelses været udsat for kritisable lappeløsningsreformer…). SpørgsmÃ¥let er om det er muligt, som tingene er? Men, hvad er perspektivet, hvis det ikke sker? Man kan frygte det værste…

Hans Hauge

PS. Vores filosof Carsten har leveret et læseværdigt, supplerende indlæg til ovenstående og efterfølgende indlæg. Læs det her!

Vreden…

21. januar 2007

“Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/ Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte…”. Mangen en sproglig student vil sikkert ihukomme Christian Wilsters indledende sætninger af Iliaden. Ordene og rytmen dukker op i min hjerne under læsningen af en klumme i Information. Klummen er forfattet af Klaus Lynggaard, Informations musikanmelder, som jeg altid læser med fornøjelse, selv om jeg ikke altid er enig med ham. Men det ville jo heller ikke være sjovt, hvis det var sÃ¥dan. Klummen handler ikke om musik, men om, hvordan Klaus og fruen har set sig nødsaget til at flytte fra det centrale København og ud af byen. Fordi de oplever en stigende aggressivitet og hensynsløshed fra deres tidligere medborgere i storbyen. Det gælder køen i supermarkedet, hvor intet skal til for at fÃ¥ folk til at eksplodere i eder, forbandelser og trusler. Det gælder i trafikken, hvor trafikanter af alle slags udviser en kamikazeagtig hensynsløshed. Fodgængere fÃ¥r fuckfingeren eller et verbalt overfald, hvis de ikke flytter sig for cyklisterne – pÃ¥ fortovet. Og i den dur. Det seneste eksempel, og drÃ¥ben, der fik bægeret til at flyde over, er, at Klaus med nød og næppe slipper for at blive maltrakteret af et baseballbat, fordi han havde bedt en anden bilist om at passere sig pÃ¥ en mindre vej. Manden havde medbragt baseballbattet – just in case
Læsningen af klummen er forstemmende, for den bekræfter det indtryk, jeg længe har haft og tidlgere har været inde pÃ¥: At der er tale om en udbredt og stigende hensynsløshed i de sociale relationer. Man oplever det hele tiden i trafikken, der er et godt parameter for samfundets “sammenhængskraft” i det hele taget. Og man oplever det andre steder, hvor mange mennesker skal være sammen. Udsalgskøer, indkøbskøer osv.
Jeg kender en del mennesker, der arbejder inden for feltet “kundeservice” i private og offentlige organisationer. OgsÃ¥ de oplever, at folk bliver mere og mere grove, hensynsløse, truende osv. Flere fÃ¥r hemmelig adresse og telefonnummer af samme grund. Eller stopper helt med at udføre deres arbejde – eller bliver syge af det…
Personligt tror jeg, at det er prisen for et økonomisk system, der i den grad sætter den personlige vinding i højsædet. Enhver skal sørge for sig selv, rage til sig og så kan fanden tage de sidste. Det er bagsiden af den nyliberalistiske mønt, der med tyrkertro vil gøre den individualistiske (=egoistiske) stræben efter rigdom til den saliggørende drivkraft i samfundet. Derfor kan man læse i aviserne, at de rige hytter deres eget skind og holder sig til deres egne ghettoer. Så kan de hjemløse og andre på samfundets B-, C- og D-hold sejle deres egen sø. De kan jo bare tage skeen i den anden hånd, ikke? Enhver er sin egen lykkes smed, ikke? Bliv avisbud og end som millionær, ikke?

Opdatering: Netop som man – foranledigt af filosoffen Carsten – har genfundet sin kulturoptimisme, smider Lars et indlæg med et link om danskernes manglende solidaritet…

Iron Butterfly

21. januar 2007

Jernsommerfuglen fløj over de musikalske enge i slutningen af tresserne. Bandet med den originale besætning, bestÃ¥ende af Doug Ingle, Ron Bushy, Jerry “The Bear” Penrod, Darryl DeLoach ogDanny Weis, blev dannet i 1966 i San Diego og debuterede med LP’en Heavy to Ã¥r senere pÃ¥ plademærket Atco. Som navnet pÃ¥ debutpladen antyder, sÃ¥ var stilen tung rock, og Iron Butterfly regnes af mange som en af de væsentlige forløbere til den genre, der netop kaldes heavy metal.
Flere af gruppens medlemmer forlod den allerede efter den første LP; det gjaldt bl.a. Penrod og Weis, der efterfølgende dannede supergruppen Rhinoceros (som vi skal vende tilbage til en gang god gang…). I det hele taget har gruppens historie været præget af udskiftninger og gendannelser helt frem til i dag…
Gruppens varemærke blev titelnummeret til den anden LP, der udkom i det herrens Ã¥r 1968: In-a-gadda-da-vida. PÃ¥ LP’en varer nummeret hele 17 minutter; det meste af en pladeside. PÃ¥ den mÃ¥de var det et tidtypisk nummer, fordi det med de eksperimenterende, “progressive” rockgrupper blev acceptabelt at satse pÃ¥ LP’erne i stedet for singlerne og derfor sprænge de rammer, der var gældende for hitlistepoppen, hvor en sang helst ikke skulle være mere end 2-3 minutter langt. Ofte sÃ¥ man dog singleversioner af lange numre ogsÃ¥… SÃ¥ledes udkom In-a-gadda-da-vida i en singleversion pÃ¥ 2:52. Men LP’versionen er at foretrække!
Bandets første periode sluttede i 1971 efter den pæne succes med det fine fjerde album Metamorphosis, der blandt andet indeholder klassikeren “Easy Rider (Let the Wind Pay the Way)”.

Los Bravos – “Black is black”

21. januar 2007

Den spanske gruppe Los Bravos gjorde i 1960 det umulige ved at indtage såvel den engelske som den amerikanske top 10. Det var uhørt, at ikke-engelske og ikke-amerikanske grupper og kunstnere overhovedet gjorde sig bemærket dengang. Men over for dette internationalt lydende hit måtte pladekøberne og radiostationerne bøje sig. Det forblev gruppens eneste internationale træffer.
Nummeret blev i øvrigt ved med at være et ønskehit i Jørgen Mylius’ programmer op gennem tresserne…

Denny Doherty – R.I.P

20. januar 2007

Endnu en af The Mamas & The Papas har forladt denne verden. Nemlig Denny Doherty, der i en alder 66 år er død efter kort tids sygdom. Bloggen har tidligere skrevet om ham her. Nu er der kun Michelle Phillips tilbage (øverst th.) af den unikke sanggruppe.

Det er Dennis nederst til højre…

All the leaves are brown and the sky is gray
I’ve been for a walk on a winter’s day
I’d be safe and warm if I was in L.A.
California dreamin’ on such a winter’s day