Indlæg om Musik

Lenco – hvil i fred

23. august 2006

Forleden havde fruen besøg af sine kvindelige kolleger og ville i den forbindelse lade musikken spille sagte i baggrunden. Næppe havde hun sat Thomas Helmig pÃ¥ cd-spilleren, før den efter nogle fÃ¥ toner gik i stÃ¥. Displayet viste nogle 333333-taller. Straks flÃ¥ede jeg lÃ¥get af for at tjekket det gamle problem med et støvet læsehoved, men rensningen hjalp ikke pÃ¥ 3-tallerne. Gode gamle Lenco er stÃ¥et af ræset. Efter 15 Ã¥rs tro tjeneste vil han ikke mere. SÃ¥ nu mÃ¥ jeg ud i den vide hi-fi-verden og finde en ny og forhÃ¥bentlig lige sÃ¥ trofast cd-afspiller…

Opdatering: Og næppe har man sagt farvel til sin gamle ven og smidt ham i kælderen, før problemerne hober sig op. For, hvad skal man nu købe? NÃ¥r der skal tages hensyn til hjemmets indretning (Fruens krav! Det mÃ¥ helst ikke ligne noget nørdet), lydmæssige krav (det skal helst være bedre end det, vi har haft) og sÃ¥ økonomien (en herregÃ¥rd kan og skal det ikke blive til). Det værste ved det er, at det fÃ¥r den indre tvangsneurotiker frem, eller man kunne sige: den indre radikale! Fordele og ulemper, bits og frekvens osv. Bum-bum-bum, som Niels Helveg engang sagde…

Røvkultur

23. august 2006

I gymnasiet havde jeg en engelsklærer Hans, der gik i knickers, lange uldne strømper og slag. En mand med stil, altsÃ¥. Han havde ogsÃ¥ en klar holdning til det med at lære noget. Enhver kan tage en universitetsgrad, sagde han. Det eneste, der kræves, er røvkultur. Det, han mente, var, at man lærer noget, hvis man sætter sig ned og studerer. Man skal boge den, som de unge siger, og være flittig. Jeg kom i tanke om denne visdom, da jeg læste dagens Berlingske Tidende, hvor en af nyhedener gÃ¥r pÃ¥, at de studerende ved universiteterne fÃ¥r alt for lidt ud af forelæsningerne. Kun hver femte fÃ¥r lidt ud af det. Men, der er intet nyt i nyheden. Pædagogiske forskere har i mange Ã¥r vidst, at det forholdt sig sÃ¥dan. NÃ¥r man pÃ¥ Handelshøjskolen vil lave en særlig enhed, der skal forske i problemet, sÃ¥ vil jeg mene, at det er spild af ressourcer. De kan bare samarbejde med den eksisterende pædagogiske forsknings repræsentanter…

Der er ikke noget galt med forelæsninger i sig selv. De er også en del af universitetets identitet og kultur. Men, hvis det er den eneste form for vidensformidling, man møder som studerende, så er der noget helt galt. Forelæsninger fungerer bedst, når de vil formidle et vidende overblik og som inspiration. Det er dog de færreste, der får det hele med i timelange foredrag. Koncentrationen begynder, som bekendt, at svigte efter en lille times tid. Det er gammel viden. Og nogle af os er ikke så auditivt lærende, så det gør noget. Jeg erindrer, at Johannes Sløk, den gamle teolog og idéhistoriker m.m., i sine memoirer Mig og Godot blankt indrømmede, at han aldrig fik noget ud af forelæsninger og derfor helst holdt sig væk.

Kravet om nye undervisningsformer er logisk, men man skal tage rammebetingelserne i betragtning. Det koster at indføre nye undervisningsformer. Forelæsningen er en billig undervisningform, fordi antallet af tilhørere alene afhænger af rummets størrelse og de akustiske forhold (er der en god højtaler osv.). Mange andre undervisningsformer er langt dyrere i undervisertimer, og tiden – eller rettere: den politiske dagsorden - er ikke til flere udgifter pÃ¥ det omrÃ¥de. Faktisk kan man se en tendens til flere forelæsninger pÃ¥ de længere varende uddannelser. Den store interesse for digital fjernundervisning og e-læring har ogsÃ¥ klare økonomiske incitamenter…

Tante Berlingerens artikel er, kort sagt, gammel vin pÃ¥ en gammel flaske…

Solvognen

22. august 2006

Dagens bogindkøb er Nina Rasmussens bog Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom. Jeg fandt den billigt i Kvicly Extra, men ville nok have købt den alligevel. Dette er jo en nostalgisk blog, og titlen fik billederne til at storme gennem min bevidsthed. Billeder af Solvognens medlemmer udklædt som indianere ved dansk-amerikanernes Ã¥rlige møde i Rebild Bakker, billeder af medlemmerne udklædt som julemænd i Magasin og Illum, uddelende gaver til de forbipasserende osv. Solvognen forbinder jeg med den kulturelle og kunstneriske frodighed, som den venstresnoede ungdom stod for i 1970’erne med folk som Clausen og Petersens gadecirkus, Jomfru Ane Teater og Band, pladeforlaget Demos, Røde Mors kunstnerkollektiv og band m.fl. Den galskab, vildskab og humor, de stod for, kan jeg virkelig godt savne i disse konforme tider…

Nu er 1970’erne historie og mange af deltagerne i den tids bevægelser skriver nu erindringer. Og det er godt, for sÃ¥ kan vi fÃ¥ et andet og mere nuanceret billedet end det, medierne ofte leverer. Nina Rasmussen er en af dem (og du kan læse et uddrag af bogen her). Ole Grünbaum, den tidligere provo, er en anden (Bar røv i 60’erne).

Nina Rasmussen er nok mest kendt for sine populære rejsebøger, som hun skrev de fleste af sammen med Hjalte Tin (se Ninas og Hjaltes hjemmeside).

Cry Baby – Johnny Depp og John Waters

22. august 2006

Dagens filmindkøb passer som Hans i Grete til min smag og til min families smag. SÃ¥ kan det vel ikke være ret meget bedre. Filmen er “Cry Baby” fra 1990 med Johnny Depp (min datters og min fælles filmstjerne…) i en yngre udgave. Filmen er instrueret af outsideren, kitsch- og nostalgidyrkeren John Waters, der stÃ¥r bag filmoplevelser som “Hairspray” og “Polyester” (der blev vist i “Odorama”, idet publikum fik udleveret skrabe- og lugtkort, som man efter nærmere anvisning skulle bruge under forestillingen), “Serial Mom” m.fl. Cry Baby, der ogsÃ¥ har Iggy Pop og den tidligere pornostjerne Tracy Lords pÃ¥ listen, er en slags humoristisk udgave af John Travolta- og Olivia Newton John-hittet “Grease” (som er en af min datters og frues favoritfilm…).

Waters har i øvrigt en udmærket hjemmeside med overskriften: 10 Years of Filth. Her kan man læse hans biografi, se en oversigt over alle hans film, men fx ogsÃ¥ se, at hans inspiration kommer fra sÃ¥ forskellige instruktører (o.a.) som: Russ Meyer (babsomanen over dem alle…), Ed Wood (trash-filmens mester), Walt Disney, Reiner Werner Fassbinder, Ingmar Bergman, Andy Warhol m.fl. Og sÃ¥ er der en side helliget Divine…

I kommentarerne bliver en vis Rickie Lake ved med at dukke op. SÃ¥ jeg mÃ¥ hellere afsløre, at hun ogsÃ¥ er med i filmen. Hvis man – som Irene – ikke er bekendt med, hvem frk. Lake er, sÃ¥ kan man besøge hendes planet her: http://www.planetricki.com/ . Og man kan fÃ¥ besked om hendes vist nok populære talkshow her: http://www.nytix.com/TVShows/NewYork/RickiLake/rickilake.html

 

Jukebox-historier

22. august 2006

Min gamle blog lever endnu. Den har stadig en pæn hitrate, og der er også kommet en længere kommentar, som fortjener at komme helt frem i lyset.

I den gamle capac skrev jeg i maj i år et indlæg om jukeboxen:

“Jeg havde for nogle Ã¥r siden en nabo, hvis største ønske var at fÃ¥ en Wurlitzer Jukebox hjem til stuen. SÃ¥ kunne han og fruen fylde den med gamle singleplader og tage en svingom, medens de drømte sig tilbage til ungdommens dage… Den eneste erindring jeg har om jukeboxe er fra noget, der hed Kruses Stue i Esbjerg. Her stod engang en jukeboks, hvor man for 25 øre kunne høre tidens toner. Fx Bobby Bare “5000 Miles from Home”? eller “Brænd mine breve”? med Bjørn Tidemand. For ikke at nævne Beatles, Stones osv. Denne erindring skyldes, at AP fortæller om en beer-and-wine-tavern i Boston – kaldet The Sevens – hvor ejeren har opstillet en internetopkoblet jukebox, som kan spille tusindvis af forskellige sange. For 25$ kan man sÃ¥ høre musik hele aftenen og natten med, og man, dvs. ejeren og kunderne, kan frit vælge, hvad de vil høre. Men nostalgikerne er allerede ude med kritikken. Kate Nies fra Cambridge pÃ¥ 26 somre siger, at det da er meget fint med det store udvalg, men den nye jukebox har ikke samme “personlighed”? som forgængere, CD-jukeboxen. En del af charmen ved de gamle jukeboxe fra 1950’erne og 1960’erne var, at man kunne se maskinen vælge pladen og lægge den pÃ¥ afspilleren – og høre mekanikken arbejde. PÃ¥ den nye er der et touch screen og en sprække til kreditkortet…”

Opdatering: På nettet har jeg fundet følgende lille historie om ovennævnte Kruses Stue (som i parantes bemærket var ejet af Bos farfar og -mor!): “I 1933 åbnedes her [i Vognsbølparken, Esbjerg] Kruses Stue, som helt frem til 1970 rummede en lille forlystelsespark med beværtning, campingplads og forskellige forlystelser samt en lille zoologisk have, som vi, der var unge i 60’erne husker for mange udflugter først med far og mor og senere med skolekammeraterne. I 1980 købte kommunen området og hele anlægget blev fjernet. “

Simon Fønsbo, der også er bosat i Århus, faldt over mit indlæg og skrev nedenstående historie, som fortjener flere læsere:

“Blot en lille kommentar: Jeg stødte pÃ¥ blog’en i min søgen efter nogen som kunne skaffe reservdele til min Wurlitzer… Da jeg blev 30 Ã¥r, holdt min daværende kæreste surprise-fest for mig lørdagen inden den tirsdag i februar, hvor jeg faktisk fyldte Ã¥r. Det var en overraskelse! Men det var intet at regne imod det syn, der mødte mig da jeg kom hjem fra arbejde om tirsdagen… Da jeg kom ind i stuen, hørte jeg Elvis synge ‘Love med tender’…. Det behøvede jo i sig selv ikke at være usædvanligt, men da jeg kom ind i stuen – og vi boede altsÃ¥ pÃ¥ 56 kvadratmeter i en 4 etagers ejendom i Ã…rhus C; pÃ¥ 4. sal naturligvis – sÃ¥ jeg til min overraskelse, at musikken kom fra en Wurlitzer. Hun havde simpelthen spare sammen et Ã¥r, havde købt det jeg altid havde ønsket mig allermest – oven i købet i København – og fÃ¥et 4 fyre til at transportere 165 kg jukebox op pÃ¥ 4. sal og sat den til.. Og der stod den og spillede – mægtig, frygtindgydende og ualmindelig smuk… Ja, i en 2-værelses virkede den virkelig stor. SÃ¥ stor, at jeg blev grebet af ærefrygt i en grad sÃ¥ jeg mÃ¥tte sætte mig ned…

Nu står den så i vores hus på 8. år. Kvinder, der forærer folk jukeboxe skal man holde fast i, så jeg giftede mig naturligvis med hende.

Nummervalget pÃ¥ jukeboxen driller lidt nogle gange. Man skal trykke lidt hÃ¥rdt for at vælge, og derfor leder jeg efter et ‘værksted’. Typen er jo fra ’48, og selve modellen jeg har stÃ¥et er produceret i 1981, og kan naturligvis kun bruge singler… men den trænger til at fÃ¥ renset printpladen!

Men da jeg alligevel kom forbi, tænkte jeg at du lige skulle have historien!

Mvh. Simon, ejer af en vaskeægte model 48 Wurlitzer, SkÃ¥de v. Ã…rhus”

Kvinder, der forærer folk jukeboxe, skal man holde fast i – det er da klar mandetale… ;-)

PS. Jeg sidder og tænker på, hvilken model, der stod i Kruses stue. Den mindede en hel del om den afbildede. Man kunne bladre i siderne med små papirsedler, hvor de enkelte sangnumre var skrevet ind (på skrivemaskine?!) med titel, kunstner og nummer.