Indlæg om Musik

Aftenens filmoplevelse: Two Weeks Notice

19. september 2020

Hugh Grant fyldte som bekendt 60 forleden. Og nogen på DR har måske tænkt, at så ville det være passende at markere fødselsdagen med en af mandens mange film. Og så faldt valget på – nej ikke den om Notting Hill eller den om bryllupper og begravelser, selv om det ellers lå lige til den populistiske højrefod – men derimod den ‘romantiske komedie’ Two Weeks Notice, der har fået den opfindsomme danske titel To ugers opsigelse.

Letbenet. Det var det sammenfattende tillægsord, der faldt mig ind, da de to hovedpersoner fik hinanden til sidst. For der er tale om en letbenet romantisk komedie. Med Hugh Grant i hovedrollen som den stenrige byggematador George Wade og den fagre Sandra Bullock i rollen som den venstresnoede jurist Lucy Kelson, der kæmper for bevaringsværdige bygninger, miljøsager og lignende. Med andre ord er de hinandens modsætninger, og så ved man godt som erfaren publikummer af amerikanske komedier, at de to skal have hinanden. Sagt på en anden måde, så er plottet i filmen endnu en variation over et klassisk Hollywoodtema – modsætninger mødes og sød musik opstår + en happy ending. Og samtidig får man så kørt en masse ideologiske pointer ind i folk, fx at kærlighed overvinder alkens forskelle (også økonomiske og sociale), at selv venstreorienterede rebeller gerne vil have del i den kapitalistiske kage, at intellektuelle, selvstændige kvinder blot skal møde den rette, naive og umulige mand for at falde til patten og så videre.

Hugh Grant spiller med vanlig, kølig charme. Ikke nogen toppræstation fra hans side, men en rutineret udgave af tidligere roller. Og Sandra Bullock kører også rutineret sin rolle igennem. En rolle, der ikke byder på de store udfordringer, fordi også den holder sig til alle klicheerne og gammelkendte effekter.

Men filmen kører ellers som smurt. Til dens fordel tæller, at den dog ikke ender i Hollywood-romantik-komediernes hængedynd af sentimentalitet og overdreven føleri. Den holder fast i den letbenede komiks gelænder. Og derfor kunne aftenen sagtens fordrives med den film, i mangel af en god britisk krimi.

Og så udmærker filmen sig ved, at have en lillebitte scene, hvor Wade møder selveste Donald Trump i rollen som sig selv. Men det er kun interessant, fordi han nu spiller rollen som USAs præsident. Det gør han til gengæld ikke særlig godt.

 

Ultima Thule – lydspor

18. september 2020

 

Man er ikke forvænt med at høre navne som The Pretty Things og Velvet Underground på DR TV – eller andre tv-kanaler for den sags skyld. Men her til eftermiddag kom jeg til at se to udsendelser om atomkatastrofen på Thule Airbase. Og her dukkede både Pretty Things og Velvet Underground op på lydsiden. Uden nogen forklaring eller særlig anledning.

 

50: Exit Janis Joplin

18. september 2020

Og jeg kan selvfølgelig ikke nævne Jimi Hendrix’ bortgang uden også at tænke på Janis Joplin, der døde et par uger efter Hendrix. Også hendes tidlige bortgang har været genstand for nogen debat, men det meste tyder på, at en cocktail af alkohol og heroin var skyld i hendes død.

Klaus Lynggaard skriver i denne uges udgave af Weekendavisen om de to under overskriften Psykedeliske koryfæer.

Genhør med Jimi Hendrix Experience

18. september 2020

Det slog mig, at det var alt for længe siden, jeg havde lyttet til Jimi Hendrix. Og hvad er der så andet at gøre end at sætte en plade på. Are you experienced?  fra 1969. Herfra skæring 1, “Foxy Lady” med en lidt kedelig video, men det er jo musikken, det gælder.

Og helt tilfældigt opdager jeg, at det netop i dag er 50 år siden, Jimi Hendrix døde. Ganske vist diskuteres det stadigvæk hvornår præcist, han døde, om det var d. 17. eller 18. september 1970, men i hvert fald er 50 år gået, siden han stemplede ind i klubben af unge – 27-28-årige – kunstnere, der forlod os alt for tidligt. Så her er en optagelse fra The Lulu Show

 

The Boy in the Bubble

16. september 2020

Coronaen har sit greb i os. I følge Europakommisionens formand Ursula von der Leyen vil coronaen forme vores fremtid og vi skal stå sammen om at holde afstand. Og i følge direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak skal i begynde at tænke i bobler. Vi skal med andre ord begrænse vores omgangskreds til en lille gruppe af 5-10 personer, som vi omgås. Sådan har jeg det allerede i min hverdag. Jeg er en dreng i en bobbel. Og det har jeg det sådan set godt med.

Anbefalinger

16. september 2020

Som læsere af denne blog ved, så anbefaler jeg nu og da musik. Og det glæder mig altid, at mine anbefalinger bliver læst. Fx den seneste fra i går, der allerede er blevet læst af mere end 50 personer. Og jeg drømmer om – men ved det ikke – at nogle af læserne vil lade sig inspirere til at lytte aktivt til musikken – via streamingtjenester eller endnu bedre ved at købe musikken i fast form. Men som skrevet: Jeg ved ikke om det er sådan. Jeg håber det. Hvis bare jeg kan bevæge en eller to læsere til at støtte musikerne ved at købe musikken, så har mine anstrengelser ikke været forgæves.

Uden forbindelse til ovenstående en sang fra min egen ønskeliste:

 

Rod Stewart i hopla : Faces – Stay with me – BBC 4, 1971

15. september 2020

Shu-bi-dua siger det… Vi finder os ikke i sexchikane

15. september 2020

Jeg fik et job på et postkontor
Min chef var en dame der ligned’ min bror
Men hun var flink og en rigtig makker
Og hun gav mig en hånd når vi sorterede pakker.
Men pludselig sagde hun: “La’ pakkerne ligge
Nu skal vi frankere, og du skal slikke”
Det var en fredag aften, og det var meget sent
Og i retten sagde hun, det var venligt ment.
Men enhver ku’ se at det var sexchikane
Enhver ku’ se at det var sexchikane
Put cheferne under den kolde hane
Vi finder os ikke i sexchikane.
I årevis løb jeg fra job til job
For der var altid en der var efter min krop
Og en voksen mand kan blive frygtelig såret
Af klap i numsen og hænder på låret.
Vi finder os ikke i sexchikane
Vi finder os ikke i sexchikane
Det’ typisk det’ os der skal bringe det på bane
Vi finder os ikke i sexchikane.
Når man ka’ li’ sit job og gi’r den en skalle
Så’ det surt hvis chefen kun tænker på at knalde
Men la’ os stå sammen og kæmpe til trods
For at liderligheden er over os
Vi finder os ikke i sexchikane
Vi finder os ikke i sexchikane
Vi klager til ombudsmanden en af dagene
Vi finder os ikke i sexchikane.
Aiah-æh-åh-ååh
Aiah-æh-åh-ååh
Aiah-æh-åh-ååh
Aiah-æh-åh-ååh…
Aiah-æh-åh-ååh
Katunga
Aiah-æh-åh-ååh
Baheba
Aiah-æh-åh-ååh
Kabunga
Aiah-æh-åh-ååh
Solunga!
Så endte sexchikanedebatten, der for nylig blev genstartet i mediebranchen, i Folketinget. Og kvindelige folketingsmedlemmer kan berette om seksuelle insinuationer, kropslige berøringer (uden samtykke) m.m. Og så er det, jeg kom i tanke om Shu-bi-duas succesfulde håndtering af emnet. Godt nok vendes den 180% og lader chikanen gå ud over mænd (det hører vi jo endnu ikke så meget om, men tro mig, den findes også…), men ellers er budskabet helt klokkeklart: Vi finder os ikke i sexchikane.

Capac anbefaler: Thomas Madsen & I think you’re awesome

15. september 2020

Hvad er nu det?, tænkte jeg, da de sprøde, behagelig toner fra Late Bloomer gled ubesværet ind i mine ører. Engang for snart længe siden talte man i musikpressen om cross over-musik, musik, der krydsede genregrænser. Typisk mellem rocken og jazzen, men også mange andre genrer, fx bozza nova, folk. I dag er vi nok mere vant til at se, hvordan musikalske genrer og strømninger glider ubesværet sammen som akvarelfarver på et stativ.

Og projektet Thomas Madsen & I think you’re awesome – sangskriver og band – er tydeligvis et barn af deres tid, hvor grænser er for at overskrides og genrer og stilarter noget, man frit fortolker og forholder sig til efter behov.

I dette tilfælde er det tydeligvis jazzen, der er en slags forankringspunkt, hvilket selvfølgelig afslører sig i en lystig hengivelse til improvisation. Men det er meget mere og andet end jazz. Der er noget dybt nordisk-melodisk over Thomas Madsens numre, en nærmest easy listening-følelse over tilgangen til sangene med deres kredsen omkring de følelser og stemninger, som livets gang giver anledning til og en betagende, kvasi-poppet appel til lytteren.

Det er kun forståeligt, at projektet allerede for længst har gjort sig positivt bemærket (fx ved DMA Jazz og på P8Jazz og diverse streamingtjenester). For det er helt igennem sympatisk musik kollektivet bag Late Bloomer leverer, musik med appel både til jazzpurister og pophoveder og alle dem midt imellem. Jeg kan kun anbefale pladen varmt og vil se frem til endnu flere udgivelser fra denne konstellation.

Thomas Madsen & I think you’re awewsom. Jaeger Community Music. Udkom d. 4. september 2020

 

Den blå maske

14. september 2020

Så gik den ikke længere. I dag måtte jeg, for første gang, iføre mig et beskyttelsesmundognæsebind. Jeg skulle aflevere fruens el-cykel til service og var derfor henvist til den offentlige, kollektive trafik, da jeg skulle hjem. (Jeg kunne teoretisk set være gået de cirka 10 kilometer, men det var jeg slet ikke indstillet på i dag, hvor det både er fugtigt og lummert). Da jeg trådte ind i bussen, iført den lyseblå maske, brølede højtalerne ind i hovedet på de få passagerer, at de skulle bære maske, sørge for at have den på, inden de entrede bussen og først tage den af efter udstigningen – på dansk og engelsk.

Det var som forventet: Brillerne duggede med det samme og tvang mig til at trække vejret meget langsomt, det var ubehageligt at have noget hen over næse og mund, det var som at have en plastikpose over hovedet, og spørgsmålet var – i betragtning af, at vi højst var tre-fire personer, inklusive chaufføren, i bussen, om det var strengt nødvendigt!? Men altså. Jeg gjorde det, og blev bare bekræftet i, at det kun skal ske, når det er absolut nødvendigt.

Opdatering: I dag var jeg så inde i byen og hente fruens el-cykel, og slap for mundbindet, fordi fruen satte mig af på vej til job. Nu er cyklen tip-top og jeg behøver ikke at tænke på bus og mundbind lang tid frem.