Indlæg om Musik

Summertime blues: #4 – Kan ikke finde hjem

16. juli 2019

50: Apollo 11 sendes af sted

16. juli 2019

Ja, et halvt århundrede er gået, siden Apollo 11 startede sin rejse mod månen og mod den første bemandede månelanding. En begivenhed, der siden har været genstand for mytologisering, ikke mindst fordi den markerede amerikanernes overtag i rumkapløbet efter en årerække, hvor Sovjet havde haft et forspring. Og helt i bedriftens ånd har månelandingen også været genstand for en række konspirationsteorier, der både har betvivlet dens rigtighed og dens betydning.

Jeg kan huske at jeg så både afsendelsen og selve månelandingen på tv. Men sandt at sige gjorde det ikke det største indtryk på mig. Slet ikke som fx mordet på præsident Kennedy.

 

Ingrid Bergman – Woody Guthrie – Wilco – Billy Bragg

15. juli 2019

Ingen tvivl om det: Woody Guthrie var – som mange andre mænd dengang – varm på Ingrid Bergman.

Bob Dylan – her, der og alle steder

15. juli 2019

Dylan har været på Roskilde Festival og i Hyde Park. Og som så ofte før deler vandene sig, når anmelderne skal vurdere den aldrende kunstners præstation. Og måske kan man i virkeligheden ikke finde et bedre billede på Bob Dylans betydning som kunstner end en kritiker- og anmelderhob, der er i dybeste splid med sig selv. Som ikke kan finde en fælles målestok for Dylan, ja dårligt nok nogen som helst målestok. – Og Dylan er nok ligeglad. Han har prøvet det hele før. Dårlig kritik og det modsatte. Og han fortsætter som han altid har gjort med at spille sine sange, sådan som han synes de skal spilles og synges den dag og med at optræde for et publikum, der gladeligt betaler det hvide ud af øjnene for at få lov til at se ham på en storskærm fra en pløjemark et eller andet sted i den store verden.

Summertime blues: #3 – Armageddon

15. juli 2019

Forleden nævnte jeg filmen Amargeddon i forbindelse med en version af John Denvers “Leaving on a jet plane”. Og i går fik jeg så lejlighed til at spilde et par timer med at se filmen. Og den er bestemt ikke det bedste, der er kommet ud af Hollywood. En slags Die Hard blandet op med olieboreplatformsarbejdere, NASA og en “global killer” af en meteor med retning mod jorden. Og med Die-Hard Bruce Willis i hovedrollen som den sædvanlige enerådende, fraskilte mand (med et barn på slæb i form af Liv Tyler), der aldrig lytter og kun forstår nedsættende, vulgær tale og øretæver. Suppleret med en række udmærkede birolleskuespillere som klangbund for Willis’ ensomme hævner og oprydder-rolle. Selv hvis man accepterer Die Hard-genrens usandsynlige præmisser (og det kan være svært nok), så er Amargeddon for usandsynlig, selv om fortællingen hænger nogenlunde sammen og kittes godt sammen af computerisering af de mest spektakulære scener. Nej, så hellere et gensyn med de gamle Die Hard-film (der i øvrigt også har været på programmet for nylig..).

Næh, det bedste ved den film var og er soundtracket, der består af en samling mainstreamrocknumre og temamusik. En af den slags soundtrack, der holder længere end filmen selv. Blandt numrene finder man ZZ Top og et af deres John Lee Hooker-inspirerede rockere…