Endnu en firsårig. Mike D’Abo – sanger og sangskriver – der blev international berømt, da han i 1966 med succes afløste Paul Jones i Manfred Mann og blev indtil bandets opløsning i 1969. Her havde han stor succes med en række hits, hvoraf “Mighty Quinn” nok er det største. Ved siden af skrev han sange til andre, fx “Build me up buttercup”, der hittede med the Foundations. Efter tiden med Manfred Mann forfulgte han en karriere som skuespiller, blandt ande i en række af datidens store musicals – fx Jesus Christ Superstar og Evita.
I dag er det Lou Reeds fødselsdag og det er næsten 11 år siden, han døde. Men glemt er han ikke. I forbindelse med den kommende Record Store Day, hvor pladebutikkerne hyldes – hyldes også Lou Reed med en særlig plade med titlen Power of the Heart. Og her fortolker en lang række koryfæer sange fra Reeds katalog. Blandt andre finder vi selveste Keith Richard med en kongenial, loyal og god fortolkning af Waiting for my man.
1 Keith Richards – I’m Waiting for the Man 4:15
2 Maxim Ludwig & Angel Olsen – I Can’t Stand It 2:58
3 Rufus Wainwright – Perfect Day 3:32
4 Joan Jett and the Blackhearts – I’m So Free 2:32
5 Bobby Rush – Sally Can’t Dance 4:06
6 Rickie Lee Jones – Walk on the Wild Side 4:55
7 The Afghan Whigs – I Love You, Suzanne 3:07
8 Mary Gauthier – Coney Island Baby 7:13
9 Lucinda Williams – Legendary Hearts 3:01
10 Automatic – New Sensations 4:41
11 Rosanne Cash – Magician 4:52
12 Brogan Bentley – The Power of the Heart (Bonus track CD/Digital Only) 6:05
Så var det The Whos forsanger Roger Daltryes tur til at træde ind i række af firsårige rockstjerner. Og som mange af de andre er han stadigvæk aktiv, som om alderen ikke var et problem. Han er sikkert en af dem, der først stopper, når han falder om på scenen (som kollega Pete Townshend antydede i et interview). Keep on rocking Roger.
Så gjorde han det igen. Fik en førsteplads på albumlisten med pladen Swing Fever, som han har lavet sammen med Ex-Squeeze-musiker og tv-vært Jools Holland. Stewart har prøvet det før. Første gang med Every Picture Tells a Story i 1971, hvorimod det er første gang for Holland. Godt gået af de to ældre rock-gentlemen.
I går var det 75 år siden, det første Anders-And-blad udkom i Danmark. I 1949 og til en pris af 75 øre. I dag – for bladet udkommer stadigvæk – koster det omkring 40-50 kr. for et eksemplar, afhængigt af, om der skal være plastiklegetøj med eller ikke.
En af mine bekendte, em mand på 91 år, har abonneret på bladet, siden han var dreng og gør det stadigvæk. Selv har jeg aldrig været donaldist, som man kaldes når man er inkarneret fan. Men Anders Ands univers var en del af min barndom og jeg kender de gamle historier, lige som jeg kender alle de film, der er blevet lavet om Anders And, Mickey Mouse m.fl. Og jeg kan huske, at jeg engang vandt et helt års hæfter i en konkurrence i bladet. Jeg fik dem dog aldrig, fordi firmaet bag løb tør for blade. Så jeg fik en kompensation, som jeg ikke husker hvad var.
I dag er Anders And slet ikke så populær, som bladet var engang. Tiderne er skiftet, og nye generationer har fået masser af andre underholdningstilbud. Og Anders And er blevet et niche-blad og de gamle numre samlerobjekter, der går til høje priser.
Da jeg begyndte at læse på universitetet i 1973 mødte jeg igen Anders And, idet bladet blev genstand for en stor undersøgelse af en gruppe studerende, der med inspiration fra de dengang herskende teoridannelser – fx marxisme og psykoanalyse – satte Anders And-bladet ind i en historisk kontekst. På bogens bagside kan man bl.a. læse: “Undersøgelsen redegør for, hvorledes tegneserierne blev til o. 1900 som led i strukturomdannelsen af pressen under kapitalismens ekspansion fra liberalkapitalisme til monopolkapitalisme. Undersøgelsen behandler de dominerende tegneseriegenrer og er lagt an på at vise, hvorledes disse er et produkt af en konflikt imellem det kapitalistiske samfunds ideologi og den monopolistiske virkelighed. Til forsoning af konflikten tilbyder tegneserierne liberalkapitalismens myter, men afslører herigennem, at kapitalismen er på vej til at udvikle sig ud over grænserne i det forestillingssystem, den legitimerer sig ved. “. Ja, det var dengang.
For nogle få dage siden blev jeg færdig med at læse Jan Gradvalls monografi om ABBA i den svenske udgave (siden er den kommet i dansk oversættelse). Og her støder jeg igen på den melankoli, som jeg ofte har mødt i musikken (fx i mine anbefalinger af dansk musik). Ja, den er helt ud i titlen på bogen – Vemod undercover – som er et citat fra noget Benny Anderssson har sagt: “Selv de gladeste sange er i grunden vemodige. Vi lavede vemod undercover”. Og Gradvall graver så dybt, han kan, for at finde årsagen til dette vemod og ender med at finde den i den musik, som Benny Andersson er flasket op med som barn og ung – den harmonikabaserede spillemandsmusik, dragspel. Så vemodet, melankolien, er ikke et nyt fænomen i musikken, men har rødder dybt ned i den folkelig musik. Vi kender jo vemodet i the blues, men kan også spore den i fx folkemusikken og countrymusikken. Og måske er denne sindsstemning måske i virkeligheden uadskillelig fra musik i det hele taget!? Den tanke ligger lige for.
Så skete det igen. Manden bag capac blev sendt ud på de danske (motor)veje for at se sit sidsttilkomne barnebarn (12 dage gammelt) for første gang. Det sidste var dejligt. Men knap så dejligt var det at køre ad E45, hvor der dels var vejarbejde på mindst 50% af strækningen, så hastigheden varierede fra 50 til over 120 (og nogle ignorerede begrænsningerne…) og der dels var plastret til med lastbiler – danske som udenlandske – hvoraf flere ignorerede overhalingsforbud. Nej, jeg er ikke og bliver aldrig inkarneret bilist. En bil er blot et firhjulet fartøj, der kan bringe mig fra et punkt til et andet.
Februar måned 1974 var en god musikmåned med nye udgivelser fra en lang række navne. Lige fra Badfinger, Big Star, Johnny Winte over Grateful Dead, Humble Pie og Mountain til Todd Rundgren og Seals and Croft. Og så var der også Lou Reed og Rock and roll animal, et album, der altid har stået mit hjerte nært. Et live-abum, optaget på Howard Stein’s Academy of Music in New York City og med vitale udgaver af fire Velvet Underground-sange. Pladen udmærker sig ved – ud over en veloplagt Lou Reed – et særdeles stærkt band bestående af guitaristerne Dick Wagner og Steve Hunter, som spiller med fremdrift og potens og bliver backet godt op af Pentti Glan (trommer), Prakash John (bas) og Ray Colcord (tangenter). Meningerne om Reeds potente hård rock versioner af de gamle VU-numre var delte, men pladen – og dens efterfølger Lou Reed Live (1975) fremstår i dag som klassiske Lou Reed-plader, der vidner om det rock and roll heart, som Reed altid har haft og som siden har manifesteret sig på flere album.
“Lad os holde op med at kalde det “Kunstlig Intelligens” og kalde det for hvad det er og laver “plagiat software”, fordi “Det skaber ikke noget, men kopierer eksisterende værker, af eksisterende kunstnere, modificerer dem nok til at undslippe ophavsretslovene ”
Dette er det største tyveri af intellektuel ejendom, der nogensinde er registreret, siden europæiske kolonister ankom til indianernes land. ”
Noam Chomsky, New York Times – 8. marts 2023
Jeg har et ambivalent forhold til fænomenet “fan”. Jeg har fuld forståelse for og sympati med, at man kan dyrke musikere, fodboldspillere, skuespillere m.fl. for deres præstationer; men på den anden side har fandyrkelse en ubehagelig tendens til at leve op til ordets oprindelige betydning. Fan kommer af tysk fanatisch fra latin fanaticus og ordbogen forklarer det således: “som ensidigt, beslutsomt eller begejstret kæmper for, støtter eller dyrker en bestemt sag, person, interesse el.lign.“.
Et helt aktuelt eksempel på, hvor galt det kan gå med fandyrkelse er, at resterne af en af de kugler, der dræbte Beatle-John Lennon, er på auktion hosAnderson & Garland i England og forventes at kunne indbringe den nette sum af 1500 til 2000 £, hvilket med den aktuelle kurs betyder et sted mellem 13.000 og 18.000 kroner. For mig at se er der tale om perverteret fandyrkelse. Og at det ikke kun er Beatles-fans og Elvis-fans, der lander der, kan man forvisse sig om, hvis man følger med i de store aukionshuses udbud af sådanne fan-relikvier, hvad enten det er nogle af Elton Johns solbriller eller plateausko, Elviss’ toilet eller en kugle, der sat i den pistol, der dræbte Lennon. Og relikvie er et passende ord, fordi det binder fan-hysteriet sammen med det religiøse. Den perverterede fandyrkelse er, når den er værst, at ligne med religiøst hysteri, hvor en split af korset eller en flig af ligklædet hensætter kristne fanatikere i religiøs ekstase.
Den perverterede fankultur har gode vilkår i vores samfund, hvor en kvasi-kirkelig dyrkelse af visse kendte personer er reglen. Se blot det aktuelle MGP-hysteri i pressen eller ditto i sportsverdenen. Børn og unge opflaskes med en sådan personkultur i en grad, der gør, at de ofte ikke formår at skelne mellem det personerne frembringer – musik eller sportsresultater fx – og selve personen. Og det har uheldige konsekvenser mange steder i samfundslivet, fx i det politiske. Og først når vi får gjort op med denne i pressen og medierne ekstreme personfiksering kan vi komme ud over den perversion, der ligger som en konstant fare i fandyrkelsen i alle dens afskygninger.
Vi skriver 1971. Benny Andersson og Björn Ulvaeus er en duo, der spiller svensktop-musik. Bag sig har de to sangerinder, der en dag vil blive deres respektive fruer og bandmedlemmer – Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad. Man kan mene, at de endnu er langt fra ABBA-lyden, men noget er der da. Vokalarbejdet, melodiøsiteten og melankolien.
Beyoncé har aldrig rigtig faldet i min smag, og derfor er hun en af de kunstnere, der skal have en eller flere nye chancer. For det kan vel ikke passe at så mange musikforbrugere kan tage fejl eller?! Well, den unge dame er ude med et nyt udspil, hvor hun bevæger sig ind på countrymusikkens gebet, og selv Dolly Parton har vendt tommelfingeren opad. Og det er da heller ikke helt ueffent, det Beyoncé leverer her. Ikke skelsættende eller radikalt fornyende og heller ikke meget bedre end mange af de nye unge countrydamer, der løbende kommer frem derovre. Men bestemt lytteværdigt. Bestemt.
DR har fået en lys idé. Nemlig at vise nogle af Erik Clausens film. Den nu 81-årige Erik Clausen er en selvlært multikunstner, der oprindeligt blev uddannet maler, men siden har fundet en levevej som kunstmaler, musiker, skuespiller, filminstruktør og manusskriptforfatter – med mere. Og så er Clausen en af de venstreorienterede kunstnere i dette land. Med en opvækst på Sydhavnen i København og en altid klar holdning til, hvilket lag af befolkningen han tilhørte og solidariserede sig med.
Og det sidste afslører sig umisforståeligt i filmen De frigjorte, der bygger på en roman af forfatteren John Nehm (1934-2019), som var en autodidakt arbejderforfatter. Alene filmens titel er polemisk. Frigjort er arbejdsgiverens betegnelse for “fyret” eller “fritstillet”. Og den fortæller historien om den midaldrende fabriksarbejder Viggo, der martres af tanken om, at han en dag kan blive fyret og en dag oplever, at hele den fabrik, han har arbejdet på i 25 år, lukker og sender arbejdet ud af landet. Uden de store dybsindigheder fortæller filmen om den deroute, som , ‘frigjortheden’ bliver for Viggo, der oplever, hvordan der ikke længere er brug for ham og hvordan han langsomt på acceptere at være en af de 300.000 arbejdsløse i Danmark. Og hvordan situationen slår ind på hans ægteskab og familieliv og medfører en større krise i hans midaldrende liv. Filmen lever højt på de medvirkendes indforståede portrætteringer af de forskellige personer – lige fra Helle Ryslinges loyalt-kritiske kone over Anen Marie Helgers portræt af en velhavende falleret sangerinde til en lille rolle til afdøde Bjarne Liller som let fordrukken arbejdsløs. Og filmen rummer mange små momenter, der både er rørende, morsomme og troværdige. Det er en film, der er solidarisk med de mennesker, den skildrer, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor den står politisk set. Og Erik Clausen spiller – som altid – rollen som om Viggo er en del af hans egen personlighed, hvad han nok også er.
Filmen er bestemt seværdig og er en illustration af, at folkekomedien, som engang var flagskibet i dansk film, stadigvæk fungerer, selv om den har politiske og samfundskritiske over- og undertoner. Og som alternativ til alt det andet kulturelle hø, DR sender, er valget let.
Musikeren Bent Hesselmann – saxofon, fløjte og piano – fylder 85 år. Han har spillet i mange sammenhænge – ud over Hæs & Blæs (ovenfor): N.J. Steens Quartet, Max Brüels Quintet, Jørgen Borchs Quintet, Hugh Steinmetz Big Band, Cadentia Nova Danica), The Maxwells, Beefeaters, Søren Kragh Jacobsens Biorytmer, Young Flowers, Alrune Rod, Midnight Sun. Plus det løse. Og de sidste mange år har han også lavet filmmusik, optrådt som skuespiller og været kommentator her i bloggen.
Henrik Strube var en del af halvfjerdsernes venstreorienterede rock. Først gjorde han opmærksom på sig selv som medlem af No Name, hvor han bl.a. spillede sammen med Peter Ingemann. Så fortsatte han i flagskibet Røde Mor, og gik siden solo med en række populære albums. Ved siden af sit musikalske virke har han også arbejdet som journalist og forfatter med flere bøger på samvittigheden. Og så har han skrevet og være foredragsholder om lidelsen tinnitus, som han selv er ramt af og som er en erhvervsskade for mange musikere.
Jeg mindes en koncert med Henrik Strube Band i Botanisk Have i halvfjerdserne, hvor han havde Lis Sørensen med som sangerinde og guitarist. Og i sidstnævnte egenskab fik hun en lidet mindeværdig solo.
I dag fylder Henrik 75 år og er stadigvæk aktiv.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger