Indlæg om Musik

Follow the Money – and the Law

14. november 2019

I medierne fylder sagen om Britta Nielsen meget. Pressen rapporterer grundigt fra sagen, selv på dage, hvor hovedpersonen er syg  og fraværende. Til gengæld hører vi ikke længere så meget om hvidvaskningssagerne, udbytteskatssvindlerne og lignende sager. De har tydeligvis mistet nyhedsjournalistikkens interesse.

Når Britta Nielsen-sagen fylder så meget, så skyldes det nok også, at der her er sat ansigt på “forbryderen”, og at der er tale om en enkeltmandsforbrydelse (i hvert fald tilsyneladende). Det er lettere for menigmand at hidse sig op over denne kvinde, der har tilranet sig millioner, som skulle gå til forskellige sociale formål. En karikaturtegning viser Britta Nielsen, der bliver overfaldet af rasende danskere, medens nogle bankfolk i baggrunden står og gnider sig i hænderne og tænker ‘så kan vi fortsætte som hidtil’, ‘business as usual’.

Hvad, pressen derimod ikke graver så meget i, er det politiske ansvar. For en væsentlig forudsætning for såvel Britta Nielsens sag som de andre såkaldte svindelsager er, at der eksisterer en lovgivning – på nationalt plan og EU-plan – der gør det muligt at svindle. Og dertil skal lægges, at vi her i landet har haft nogle borgerlige politikere, der har gjort det svært for skattevæsenet at dæmme op for svindel, bl.a. ved at nedsætte antallet af skattemedarbejdere (som det er sket under Venstre-styret siden 2001).

Statsrevisor Frank Aaen (medlem af Enhedslisten) er en af de få, der i Britta Nielsen-sagen har peget på det politiske ansvar, der ligger til grund for skandalen. Nemlig, at Britta Nielsen har stjålet fra Satspuljen, hvor der modsat finansloven ikke bliver fulgt op på, hvad der skete med pengene. En kombination af svigtende administration og politisk fejlen gjorde det muligt for Britta Nielsen at tilrane sig mange millioner. Politikerne skulle aldrig have lavet Satspuljen, men have koncentreret sig om at føre socialpolitik via finansloven.

Som borgere og skattebetalere i dette land burde vi forvente, at pressen gravede mere i det politiske ansvar omkring disse skandaler, der dræner statskassen for penge, der skulle gøre gavn i det såkaldte velfærd. Og vi burde også forvente, at politikerne tog sig sammen og fik revideret skattelovgivningen med henblik på at få fjernet mulighederne for svindel med skattemidlerne – herunder: At de folkevalgte i EU også sørger for at få ryddet op i de EU-love og -regler, der letter arbejdet for svindlerne. Fx muligheden for at forhandle sig til skatterabatter i Luxemburg.

Det er ikke nok at følge pengestrømmen i svindelsager som disse, man skal også kigge på lovgivningen.

 

Hykleri – eller?

13. november 2019

For at følge op på sidste udladning om tilbagevendte syrienskrigere, så var det slet og ret ynkeligt at se landets justitsminister på tv i går klamre sig til ideen om at straffen for disse krigere skulle sættes op. Det var tydeligt, at han – Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet – ikke ville forholde sig til det, der er sagens kerne i udleveringen af syrienskrigeren Ahmed el-Haj, nemlig: at udleveringen er helt efter bogen, dvs. gældende love og regler, og at de nu er domstolenes rolle at udmåle den straf, manden skal have for at have brudt landets love. Justitsministeren agerede blind over for sin intenderede krænkelse af magtens tredeling. Det Radikale Venstres retsordfører Kristian Hegaard sagde det ganske klart: “- Jeg nærer ikke nogen sympati med IS-krigere overhovedet, men det er dommerne, som skal dømme dem, ikke politikerne”. Enhedslistens Rosa Lund fulgte op og opfordrede justitsministeren i hans egenskab af øverste myndighed for anklagemyndigheden til at “tænke sig godt om”, inden han udtalte sig. Og symptomatisk for den penible situation justitsministeren har bragt sig selv i ved sine ugennemtænkte udtalelser, så har han ikke efterfølgende ønsket at uddybe over for DRs journalister.

Det er som antydet i går alarmerende og skræmmende, at førende politikere med justitsministeren og statsministeren i spidsen udviser en så vakkelvorn holdning til grundlæggende principper i retssamfundet. Det giver kun anledning til bekymring for, hvordan det vil gå i fremtiden med hensyn til borgernes retssikkerhed.

Lamb – på scene i Århus

12. november 2019

Det er ikke blevet til mange koncerter her i 2019. Faktisk var den sidste koncert, jeg oplevede, Algiers i januar måned. Og forklaringen er en kombination af dovenskab og så, at jeg ikke har fundet et navn, jeg ville bruge en aften på. Så enkelt er det.

Men da nyheden om Manchester-bandets eller -duoens Lambs optræden i Århus dukkede op, måtte jeg lægge dovenskaben af mig og overvinde min trang til at bruge tiden på andet end koncertgængeri. Udsigten til at opleve duoen Andy Barlow og – ikke mindste – sangerinden og sangskriveren Lou Rhodes på en dansk scene var for pirrende og fristende. Så således bliver det på lørdag, hvor de indtager Voxhall i Århus.

Det er efterhånden ti år siden, jeg fik fingre i duoens hitopsamling Best Kept Secrets (2004) på bibliotekets udsalg. Og den begivenhed var med til at transformere mig til mere end en engageret lytter til noget, der kunne ligne en regulær fan. Kald det trip-hop, drum and bass med jazz, kald det lige hvad du vil, men jeg er fascineret, når duoen med Rhodes stemme i forgrunden inviterer til en oplevelse af moderne electronica, iblandet jazz, pop og andre godter. Og Rhodes har sådan en stemme, der falder lidt uden for kategori. Den er bare indtagende og forførende.

Jeg vender selvfølgelig tilbage med en rapport fra koncerten.

 

Hykleri – eller?

12. november 2019

I går kom en såkaldt “Syrienkriger” tilbage til Danmark, ledsaget af tyriske politifolk. Og den tyrkiske tilbagesendelse af syrienkrigeren, der er dansk statsborger og har tjent under Islamisk Stats faner i Syrien, gav anledning til politisk ballade i pressen og de sociale medier.

Statsminister Mette Frederiksen slog tonen an, da hun på tv og Facebook meldte ud, at de – syrienskrigerne – ikke var velkomne i Danmark. Og Danmarks svar på konen i muddergrøften Pia Kjærsgaard fulgte op på Twitter, hvor hun pippede: “- En sorgens dag, når Danmark åbner landet for IS-terrorister. Hvem skal have ham som nabo?”.

Problemet er blot, at de to politikere inden de lod tastaturet danse burde vide, at udleveringen af den pågældende kriger har været på politiets dagsorden siden december 2017, hvor han blev fængslet af de tyrkiske myndigheder, fordi han havde krydset grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Og han har været fængslet “in absentia” i Danmark siden april 2014 og har været efterlyst internationalt siden da.

Når politikere som Frederiksen og Kjærsgaard over for vælgerne giver indtryk at at det skulle være muligt at afvise sådanne syrienkrigere med dansk statsborgerskab, så er det i følge juraprofessor emerita Eva Smith udtryk for politikernes “hykleri”. Og hykleri betyder, at politikerne taler mod bedre vidende. De ved godt, at syrienkrigere med dansk statsborgerskab, skal tilbage til landet – men foregøgler os, at det er muligt at afvise dem.

Men spørgsmålet er, om ikke Eva Smiths kritik er en moralsk, uholdbar kritik. Om ikke de to politikeres udsagn er udtryk for noget helt andet og mere alvorligt, nemlig at retsbevidstheden – vores opfattelse af, hvad der er ret og uret – er i skred, ja, er ved at gå fløjten. Fordi politikerne tjener andre interesser end sikringen af principperne for retssikkerhed i landet!?

Den ellers kritiske jurist Thorkil Høyer kalder det “spin”, fordi han mener, at politikerne taler mod bedre vidende: “for politikerne kender udmærket godt reglerne omkring statsborgerskab. De ved godt, at man ikke kan afvise en dansk statsborger ved grænsen eller forhindre dem i at komme til Danmark.”. Men hvor sikre kan vi være på, at de udmærket kender reglerne? Eller rettere spurgt: Hvis de kender reglerne, hvilket ærinde er det så, de er ude i, når de forsøger på putte blår i øjnene på danskerne?

Desværre må jeg nok konstatere, at det ærinde de ophidsede politikere er ude i, er populismens grimme ærinde. De ved sikkert godt begge to – Kjærsgaard gør i hvert fald – at sådanne skråsikre udmeldinger vinder genklang blandt visse højrepopulistiske vælgere ude i folkedybet. Og det bekymrende er, at de med sådanne, selvsikre udmeldinger bærer ved til det bål, hvorpå retssikkerheden brænder til aske.

Tunnelsyn

11. november 2019

De seneste uger har ordet “tunnelsyn” spøgt i mit hovede. Det er blevet brugt om fx de unge medieforbrugere, der – efter sigende – kun gider se noget i medierne, der er kortvarigt og helst kan relatere sig til dem selv, deres egen navlebeskuende virkelighedsopfattelse. Og om pressens fugle, der også har et begrænset udsyn, fordi de er historieløse og helst ikke vil kigge ud over den horisont, som deres journalistiske skoling har tegnet for dem.

Historieløshed, manglende almendannelse, et svigtende skolesystem… ja, man kan pege på mange faktorer, der resulterer i tunnelsyn.

Men heldigvis kom jeg så til at tænke på alle de film, hvor tunneller spiller en vigtig rolle. Som metafor eller dramaturgisk effekt.

Fx denne scene, hvor den katolske Alfred Hitchcock afslører sin facscination af Sigmund Freud og seksualsymbolikken.