Indlæg om Musik

73 år

15. februar 2020

Fødselsdage er en passende anledning til et genopfriske musik med. Således er der to, der fylder 73 år i dag. Den ene oplever det ikke, da han allerede døde som 28-årig. Og det er Tim Buckley.

Den anden er The Kinks trommeslager og slagtøjsspiller Mick Avory, der er spillevende.

Dødsfald: Lyle Mays – pianist og komponist – 66

14. februar 2020

Pianisten og komponisten Lyle Mays, der blandt meget andet er kendt for sit virke i Pat Methenys gruppe, døde d. 10. februar. Joni Mitchell giver ham følgende ord med fra sin hjemmeside:

“Lyle Mays passed away this morning in Los Angeles. Lyle was an integral part of Joni’s 1979 tour with Pat Metheny, Jaco, Michael Brecker, and Don Alias. He and Pat’s hauntingly beautiful transition between Amelia and Hejira stands as one of the enduring highlights of the tour. Lyle was a founding member of the Pat Metheny Group, providing arrangements, orchestration, and the harmonic and metric backbone of the group’s musical signature. “

Disco

14. februar 2020

Jeg har kun været på diskotek en gang i mit liv. Og det var på Sardinien i 1980. Og det mindede mere om en aften i ungdomsskolen med lokale anstandsdamer, der passede på de sardiske ungmøer. Ellers har jeg holdt mig væk fra alt med stroboskop og hvad der ellers hører til et rigtigt diskotek. Og meget af diskomusikken, der kom frem i de gyldne år i halvfjerdserne gik hen over hovedet på mig. Det var brugsmusik, der skulle få folk til at danse og feste igennem med alt, hvad det indebærer. – Men så, så, dukkede Earth, Wind & Fire op og løftede med deres unikke fusion af soul, disco, funk m.m.diskoteksmusikken op og ud af discotekernes iscenesættelse. Og  med mindre mand var en træmand (eller tilsvarende af hunkøn), så smittede bandets dansante musik og rev en med i noget, der let kom til at ligne en ekstase.

Jeg kan huske, at en af musiktidsskriftet MMs skribenter – Torben Enghoff, tror jeg det  var –  anmeldte Earth, Wind  Fire og lod sin ekstatiske begejstring flyde over og den kritiske sans forstumme. Torben Bille, daværende chefredaktør på MM, fortalte mig, at han og andre (forgæves) forsøgte at lægge en dæmper på den eksalterede skribent, uden held. Og jeg havde og har det som omtalte skribent. Når Earth, Wind & Fire er bedst – som fx i “September” – så river de gulvtæppet væk under mig og tilfører min krop en nærmest elektrisk energi og smitsom begejstring. Et rent dopaminsus af musikalsk fryd hinsides discomusikkens verden.

50: Black Sabbath

13. februar 2020

Til forskel fra the Doors var Black Sabbath et band, jeg skulle lære at elske. Det tog sin tid. Lige da det eponyme debutalbum var udkommet havde jeg svært ved at goutere den åbenlyse flirten med det okkulte og skulle også lige stille ørerne ind på det oppulente opbud af ‘heavy metal’, som pladen var (den første) eksponent for. Faktisk gik der flere albums tid, inden jeg synes Black Sabbath var for noget at regne.

I dag fremstår debutpladen for mig som det, den først og fremmest er: En god rockplade, hvor guitaristen Tony Iommi og sangeren Ozzy Osborne er bærende elementer med hhv. den personlige guitarstil og den mørke, dystre stemme. Og så kan man – i hvert fald på den remasterede udgave – tydeligt høre og mærke at pladen blev indspillet “live” i studiet uden fiksfakserier. Det lyder faktisk meget autentisk. Jeg er nok ikke blevet decideret Black Sabbath-fan, men det er en solid rockskive, de lagde fra land med.

Rolling Stone fortæller historien om dette album. Her.

 

50: The Doors – Morrison Hotel

13. februar 2020

Jeg byttede mig til The Doors’ femte album Morrison Hotel i1970. En af mine forældres naboer var kommet hjem fra et længere ophold på Thule Airbase, hvor han arbejdede som smed – og hvor han købte masser af musik. Blandt andet to album med The Doors. Morrison Hotel og Live. Den sidste fik jeg ikke fat i dengang, da jeg byttede et album med the Association (lækker, let amerikansk vokalpop) med Doors femmer.

Og hvilket bytte var det ikke!? Efter at have sovset deres musik godt ind i strygere og blæsere på forgængeren Soft Parade (1969) fandt Jim Morrison og vennerne tilbage til grndformlen i en svedig, potent bluesbaseret rock.

Og The Doors havde brug for at genstarte motoren. Det foregående album havde krævet mange kræfter i studiet og havde ikke helt indfriet publikums forventninger. Og så havde der været balladen om Jim Morrison, der havde vist sin tissemand frem ved en koncert og efterfølgende var blevet dømt for uanstændig optræden. Og det kostede på populariteten i guds eget bornert land.

Og genstarten lykkedes. Doors fremstod som forvandlede. Jim Morrison synger bedre end nogensinde, og de tre andre musikere viser virkelig, hvad de havde at byde på. Det er 11 potente sange med saft og kraft, fordelt på de to sider: “Morrison Hotel” og “Hard Rock Cafe”. Et hoved- og mesterværk i Doors oevre – og en milesten i halvfjerdserrocken. Og min personlige Doorsfavorit til alle tider.