Indlæg om Musik

Dødsfald: Anita Lindblom – 82

21. september 2020

Den svenske sanger- og skuespillerinde Anita Lindblom er død efter kort tids sygdom, 82 år gammel. Hun tilhører min tidligste poperindringer, debuterede det år, hvor jeg fyldte 3 og fik et kæmpehit i 1961 med “Sånt är livet” (en coverversion af Roy Hamiltons “You can have her”). Og så var hun en af de skandinaviske sangerinder – sammen med Gitte Hænning, Dorthe Kollo, Wenke Myhre, Sylvia Vrethammer m.fl. – der slog igennem i Tyskland.

David Byrne Radio: Under the Covers…

20. september 2020

Jeg har været der før. Hos David Byrne og hans ideosynkratiske radio på Mixcloud. Denne gang har han kastet sig over cover-versioner. Med fx Los Ecos særlige udgave af Beatles’ “I feel fine”, Bryan Ferry og Dylan og meget mere. Et perfekt lydspor på mere end en time til sådan en diset og lidt grå søndag i september. Nyd den.

50: Neil Young – After the Gold Rush

19. september 2020

“While David Crosby yowls about assassinations, Young divulges darker agonies without even bothering to make them explicit. Here the gaunt pain of Everybody Knows This Is Nowhere fills out a little—the voice softer, the jangling guitar muted behind a piano. Young’s melodies—every one of them—are impossible to dismiss. He can write ‘poetic’ lyrics without falling flat on his metaphor even when the subject is ecology or crumbling empire. And despite his acoustic tenor, he rocks plenty. A real rarity: pleasant and hard at the same time.”[Robert Christgau]

En Niel Young-klassiker kan fejre halvtredsårsdagen for dens udgivelse i dag.

Aftenens filmoplevelse: Two Weeks Notice

19. september 2020

Hugh Grant fyldte som bekendt 60 forleden. Og nogen på DR har måske tænkt, at så ville det være passende at markere fødselsdagen med en af mandens mange film. Og så faldt valget på – nej ikke den om Notting Hill eller den om bryllupper og begravelser, selv om det ellers lå lige til den populistiske højrefod – men derimod den ‘romantiske komedie’ Two Weeks Notice, der har fået den opfindsomme danske titel To ugers opsigelse.

Letbenet. Det var det sammenfattende tillægsord, der faldt mig ind, da de to hovedpersoner fik hinanden til sidst. For der er tale om en letbenet romantisk komedie. Med Hugh Grant i hovedrollen som den stenrige byggematador George Wade og den fagre Sandra Bullock i rollen som den venstresnoede jurist Lucy Kelson, der kæmper for bevaringsværdige bygninger, miljøsager og lignende. Med andre ord er de hinandens modsætninger, og så ved man godt som erfaren publikummer af amerikanske komedier, at de to skal have hinanden. Sagt på en anden måde, så er plottet i filmen endnu en variation over et klassisk Hollywoodtema – modsætninger mødes og sød musik opstår + en happy ending. Og samtidig får man så kørt en masse ideologiske pointer ind i folk, fx at kærlighed overvinder alkens forskelle (også økonomiske og sociale), at selv venstreorienterede rebeller gerne vil have del i den kapitalistiske kage, at intellektuelle, selvstændige kvinder blot skal møde den rette, naive og umulige mand for at falde til patten og så videre.

Hugh Grant spiller med vanlig, kølig charme. Ikke nogen toppræstation fra hans side, men en rutineret udgave af tidligere roller. Og Sandra Bullock kører også rutineret sin rolle igennem. En rolle, der ikke byder på de store udfordringer, fordi også den holder sig til alle klicheerne og gammelkendte effekter.

Men filmen kører ellers som smurt. Til dens fordel tæller, at den dog ikke ender i Hollywood-romantik-komediernes hængedynd af sentimentalitet og overdreven føleri. Den holder fast i den letbenede komiks gelænder. Og derfor kunne aftenen sagtens fordrives med den film, i mangel af en god britisk krimi.

Og så udmærker filmen sig ved, at have en lillebitte scene, hvor Wade møder selveste Donald Trump i rollen som sig selv. Men det er kun interessant, fordi han nu spiller rollen som USAs præsident. Det gør han til gengæld ikke særlig godt.

 

Ultima Thule – lydspor

18. september 2020

 

Man er ikke forvænt med at høre navne som The Pretty Things og Velvet Underground på DR TV – eller andre tv-kanaler for den sags skyld. Men her til eftermiddag kom jeg til at se to udsendelser om atomkatastrofen på Thule Airbase. Og her dukkede både Pretty Things og Velvet Underground op på lydsiden. Uden nogen forklaring eller særlig anledning.

 

50: Exit Janis Joplin

18. september 2020

Og jeg kan selvfølgelig ikke nævne Jimi Hendrix’ bortgang uden også at tænke på Janis Joplin, der døde et par uger efter Hendrix. Også hendes tidlige bortgang har været genstand for nogen debat, men det meste tyder på, at en cocktail af alkohol og heroin var skyld i hendes død.

Klaus Lynggaard skriver i denne uges udgave af Weekendavisen om de to under overskriften Psykedeliske koryfæer.

Genhør med Jimi Hendrix Experience

18. september 2020

Det slog mig, at det var alt for længe siden, jeg havde lyttet til Jimi Hendrix. Og hvad er der så andet at gøre end at sætte en plade på. Are you experienced?  fra 1969. Herfra skæring 1, “Foxy Lady” med en lidt kedelig video, men det er jo musikken, det gælder.

Og helt tilfældigt opdager jeg, at det netop i dag er 50 år siden, Jimi Hendrix døde. Ganske vist diskuteres det stadigvæk hvornår præcist, han døde, om det var d. 17. eller 18. september 1970, men i hvert fald er 50 år gået, siden han stemplede ind i klubben af unge – 27-28-årige – kunstnere, der forlod os alt for tidligt. Så her er en optagelse fra The Lulu Show

 

The Boy in the Bubble

16. september 2020

Coronaen har sit greb i os. I følge Europakommisionens formand Ursula von der Leyen vil coronaen forme vores fremtid og vi skal stå sammen om at holde afstand. Og i følge direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak skal i begynde at tænke i bobler. Vi skal med andre ord begrænse vores omgangskreds til en lille gruppe af 5-10 personer, som vi omgås. Sådan har jeg det allerede i min hverdag. Jeg er en dreng i en bobbel. Og det har jeg det sådan set godt med.

Anbefalinger

16. september 2020

Som læsere af denne blog ved, så anbefaler jeg nu og da musik. Og det glæder mig altid, at mine anbefalinger bliver læst. Fx den seneste fra i går, der allerede er blevet læst af mere end 50 personer. Og jeg drømmer om – men ved det ikke – at nogle af læserne vil lade sig inspirere til at lytte aktivt til musikken – via streamingtjenester eller endnu bedre ved at købe musikken i fast form. Men som skrevet: Jeg ved ikke om det er sådan. Jeg håber det. Hvis bare jeg kan bevæge en eller to læsere til at støtte musikerne ved at købe musikken, så har mine anstrengelser ikke været forgæves.

Uden forbindelse til ovenstående en sang fra min egen ønskeliste:

 

Rod Stewart i hopla : Faces – Stay with me – BBC 4, 1971

15. september 2020