Indlæg om Musik

Shu-bi-dua siger det… Vi finder os ikke i sexchikane

15. september 2020

Jeg fik et job på et postkontor
Min chef var en dame der ligned’ min bror
Men hun var flink og en rigtig makker
Og hun gav mig en hånd når vi sorterede pakker.
Men pludselig sagde hun: “La’ pakkerne ligge
Nu skal vi frankere, og du skal slikke”
Det var en fredag aften, og det var meget sent
Og i retten sagde hun, det var venligt ment.
Men enhver ku’ se at det var sexchikane
Enhver ku’ se at det var sexchikane
Put cheferne under den kolde hane
Vi finder os ikke i sexchikane.
I årevis løb jeg fra job til job
For der var altid en der var efter min krop
Og en voksen mand kan blive frygtelig såret
Af klap i numsen og hænder på låret.
Vi finder os ikke i sexchikane
Vi finder os ikke i sexchikane
Det’ typisk det’ os der skal bringe det på bane
Vi finder os ikke i sexchikane.
Når man ka’ li’ sit job og gi’r den en skalle
Så’ det surt hvis chefen kun tænker på at knalde
Men la’ os stå sammen og kæmpe til trods
For at liderligheden er over os
Vi finder os ikke i sexchikane
Vi finder os ikke i sexchikane
Vi klager til ombudsmanden en af dagene
Vi finder os ikke i sexchikane.
Aiah-æh-åh-ååh
Aiah-æh-åh-ååh
Aiah-æh-åh-ååh
Aiah-æh-åh-ååh…
Aiah-æh-åh-ååh
Katunga
Aiah-æh-åh-ååh
Baheba
Aiah-æh-åh-ååh
Kabunga
Aiah-æh-åh-ååh
Solunga!
Så endte sexchikanedebatten, der for nylig blev genstartet i mediebranchen, i Folketinget. Og kvindelige folketingsmedlemmer kan berette om seksuelle insinuationer, kropslige berøringer (uden samtykke) m.m. Og så er det, jeg kom i tanke om Shu-bi-duas succesfulde håndtering af emnet. Godt nok vendes den 180% og lader chikanen gå ud over mænd (det hører vi jo endnu ikke så meget om, men tro mig, den findes også…), men ellers er budskabet helt klokkeklart: Vi finder os ikke i sexchikane.

Capac anbefaler: Thomas Madsen & I think you’re awesome – Late Bloomer

15. september 2020

Hvad er nu det?, tænkte jeg, da de sprøde, behagelig toner fra Late Bloomer gled ubesværet ind i mine ører. Engang for snart længe siden talte man i musikpressen om cross over-musik, musik, der krydsede genregrænser. Typisk mellem rocken og jazzen, men også mange andre genrer, fx bozza nova, folk. I dag er vi nok mere vant til at se, hvordan musikalske genrer og strømninger glider ubesværet sammen som akvarelfarver på et stativ.

Og projektet Thomas Madsen & I think you’re awesome – sangskriver og band – er tydeligvis et barn af deres tid, hvor grænser er for at overskrides og genrer og stilarter noget, man frit fortolker og forholder sig til efter behov.

I dette tilfælde er det tydeligvis jazzen, der er en slags forankringspunkt, hvilket selvfølgelig afslører sig i en lystig hengivelse til improvisation. Men det er meget mere og andet end jazz. Der er noget dybt nordisk-melodisk over Thomas Madsens numre, en nærmest easy listening-følelse over tilgangen til sangene med deres kredsen omkring de følelser og stemninger, som livets gang giver anledning til og en betagende, kvasi-poppet appel til lytteren.

Det er kun forståeligt, at projektet allerede for længst har gjort sig positivt bemærket (fx ved DMA Jazz og på P8Jazz og diverse streamingtjenester). For det er helt igennem sympatisk musik kollektivet bag Late Bloomer leverer, musik med appel både til jazzpurister og pophoveder og alle dem midt imellem. Jeg kan kun anbefale pladen varmt og vil se frem til endnu flere udgivelser fra denne konstellation.

Thomas Madsen & I think you’re awewsom. Jaeger Community Music. Udkom d. 4. september 2020

 

Den blå maske

14. september 2020

Så gik den ikke længere. I dag måtte jeg, for første gang, iføre mig et beskyttelsesmundognæsebind. Jeg skulle aflevere fruens el-cykel til service og var derfor henvist til den offentlige, kollektive trafik, da jeg skulle hjem. (Jeg kunne teoretisk set være gået de cirka 10 kilometer, men det var jeg slet ikke indstillet på i dag, hvor det både er fugtigt og lummert). Da jeg trådte ind i bussen, iført den lyseblå maske, brølede højtalerne ind i hovedet på de få passagerer, at de skulle bære maske, sørge for at have den på, inden de entrede bussen og først tage den af efter udstigningen – på dansk og engelsk.

Det var som forventet: Brillerne duggede med det samme og tvang mig til at trække vejret meget langsomt, det var ubehageligt at have noget hen over næse og mund, det var som at have en plastikpose over hovedet, og spørgsmålet var – i betragtning af, at vi højst var tre-fire personer, inklusive chaufføren, i bussen, om det var strengt nødvendigt!? Men altså. Jeg gjorde det, og blev bare bekræftet i, at det kun skal ske, når det er absolut nødvendigt.

Opdatering: I dag var jeg så inde i byen og hente fruens el-cykel, og slap for mundbindet, fordi fruen satte mig af på vej til job. Nu er cyklen tip-top og jeg behøver ikke at tænke på bus og mundbind lang tid frem.

Lily Allen og den politiske korrekthed

14. september 2020

Jeg har ofte fremhævet den britiske sanglærke Lily Allen for hendes skarpsindede tekster og hendes mediale respektløshed. Hun har været – og er i mine øjne – en af de bedste briter på spindesiden af musikscenen.

Meeen, nu har hun været ude i et ærinde, hvor jeg synes hun kommer til at fremstå som en apologet for tidens politiske korrekthed. I forbindelse med Remembrance Day (hvor briter og andre Commonwealthmedlemmers borgere) mindes dem, der mistede livet i krigene) har Lily givet udtryk for, at hun mener, at briternes nationalsang Rule Britannia! bør skrottes, fordi den er et levn fra nationens kolonimagtsæra.

Det har delt vandene derovre – helt forventeligt. Selv er jeg af den opfattelse, at vi ikke kan ændre en tøddel ved fortiden ved at bandlyse sange, andre tekster eller bare ord (fx “neger”), men derimod risikerer at begå historieforfalskning og dermed gentage historien på tragisk vis.

Så om igen Lily Allen. Hvortil hun nok bare vil sige: Fuck you!

 

Capac anbefaler: Deerborn – Where demons hide

14. september 2020

Da jeg for fire år siden anbefalede Deerborns Crash and burn placerede jeg bandet et sted mellem heavy metal og indie. Deerborns egen lille niche. Og med deres nye plade Where Demons hide viser de – dvs. Ask Fogh (bas, slagtøj), Daniel Buchwald (leadguitar, theremin, tangenter, flygehorn og banjo), Dennis Winterskov (trommer, trompet), Eik Skibdal (orgel, piano) og Lasse Nedenskov Nørby (forsanger, akustisk guitar) – at de har udviklet og forfinet deres sound.

Og det er stadigvæk det mørke, dystre, skjulte, der tematiserer sangene. I Lasse Nørbys sange, i musikken og såmæn også på coveret, der giver associationer i retning af gotiske romaner og gyserfilm. Mørket kommer fx til udtryk i titelsangen, hvor det hedder:

There’s a faceless soldier on a violent spree
And he wears his shame for all to see
Causin’ broken homes and families
And wounded souls left to bleed
And bullets fly
Fathers die
Where demons hide
Children cry […]

Men man skal ikke bare lade sig nare af Deerborn forkærlighed for det dulgte og mørke. Der er sket noget på den musikalske front. Deres mørke americana finder et modsvar eller modstykke i sangskrivningen, der siden sidst er blevet forfinet og skarpere i sit udtryk. Det slår mig, at sangene ganske enkelt er blevet mere helstøbte. De er melodiske, intense og medrivende. Man kan måske udtrykke det sådan, at Deerborn og sangskriver Nørby har styrket indiesiden lidt i deres musik – uden at mørket og dysterheden er forsvundet. Og sådan er det jo med musikalsk udvikling: Stilen fastholdes, men udtrykket skærpes og bliver tydeligere. Deerborn fastholder med den nye plade deres unikke placering på den danske rockscene og vil sikkert få endnu flere tilhængere. Hermed varmt anbefalet.

Deerborn. Where Demons hide. Produceret af: Ole Wind Bertelsen & Deerborn. Celebration Records. Udkom d. 28. august 2020

Youtube viser ingen video, men man kan fx se videoen til den indledende sang “Figured out” på bandets Facebookside.

Amsterdam – Jacques Brel, Olympia 1964

13. september 2020

 

Alex Riel – trommeslager – fylder 80

13. september 2020

Alex Riel behøver ikke nogen præsentation. Han er nok den bedst kendte all-round trommeslager, vi har i landet. Jazz, beat osv. Alex Riel har været omkring det meste og med lige stor professionalisme og lidenskab hver gang. Nu fylder han så firs, men det stopper ham næppe. Her er han sammen med sin gudsøn Stefan Pasborg, hvor han også får en slags præsentation:

 

 

Dødsfald: Toots Hibbert er død, 77 år

12. september 2020

Toots and the Maytals har siden skabelsen i tresserne været et af de førende reggaebands. Efter sigende var det sågar Toots, der gav navn til genren med sangen “Do the reggay”. Nu er Toots død, muligvis i forbindelse med en coronainfektion.

Capac anbefaler: Lunau & Sund – I dine hænder

12. september 2020

Trine Lunau og Peter Sund er ude med et nyt album I dine hænder. Og som tilfældet var på deres 2018-udgivelse Landet brænder, så er duoen udvidet med et band (det samme som sidst). Og den nye plade føjer sig smukt til den foregående plade, både indholdsmæssigt og musikalsk.

Pladen består af ni sange, der hver især står som afrundede helheder, sange med deres særlige historie. Men sangene holdes sammen af titlens og titelnummerets budskab. I dine hænder er en sang om et irakisk flygtningepars dramatiske historie, men også en sang om kærlighedens helende kraft. Og kærlighedslivet er pladens tema. Ikke kun den kærlighed, der omfatter mand og kvinde, men også den, der viser sig i forhold til en ven (i sangen “En seng af guld”).

Trine Lunau synger sangene med sin gode, klare stemme. Og suppleres af Peter Sunds mørkere stemme. Og de står begge fremme i lydbilledet, som naturligt er for en duo. Og musikken kan stadigvæk beskrives om en afart af folk med ingredienser af den allestedsnærværende hybrid, americanaen.

I dine hænder lever flot op til de løfter, som forgængerpladen gav. Lunau & Sund har fået deres udtryk, deres stil, og rendyrker den på denne plade. Hvis man var til Landet brænder, så er der ingen grund til at holde sig tilbage med I dine hænder. Og nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Lunau&Sund. I dine hænder. Produceret af: Peter Sund. The Farm Music. Udkom . 9. september 2020.

Kampen om forhuden

12. september 2020

Debatten om et forbud mod omskæring af drengebørn har huseret i de forgangne mange uger og måneder, kun overgået af debatten om sexchikane i medieverdenen. Og i sidste uge måtte statsminister Mette Frederiksen så tage offentlig stilling. Og det gjorde hun. Hun og den socialdemokratiske regering er imod et forbud. Begrundelsen var, at vi – mener Frederiksen – i besættelsesårene lovede jøderne, at vi nok skulle passe på dem. Et underligt upræcist argument. For dels er der jo ikke nogen modsætning mellem at beskytte et folk og så på den anden side sætte krav og lave regler for samme folk. Og i øvrigt er det jo ikke kun jøderne, der har det problem, at de omskærer drenge. Muslimerne gør også. Og dem har vi jo ikke lovet at beskytte, snarere tværtimod. Men imod et forbud er regeringen altså.

Og det kan være svært at forstå. For vi lever i et samfund, der er præget af identitetspolitik, hvor retten til egen krop, til at hævde en særlig identitet (tænk på LGBT+-diskussionen) og hvor sundhedsfaglige, rationelle argumenter vejer meget tungt. Ja, man kan gå så langt til at hævde, at ud fra den kontekst, så er der ingen tvivl om, at omskæring af drenge er forkert og fordømmelig. Oven i købet styrkes synspunktet af, at vi jo også officielt er imod og fordømmer omskæring af pigebørn. Her er der ingen slinger i valsen.

Hvorfor så alligevel sige nej til et forbud? Jo, sagen er, at vi i vores rationalistiske, verdslige tænkning ser bort fra, at omskæringen af drenge er en ældgammel, symbolsk handling af dybeste religiøse og kulturelle betydning. Man mener, at omskæring har været praktiseret i hvert fald de seneste 15.000 år, og at de første billedlige vidnesbyrd findes hos de gamle egyptere. Omskæringen er altså en praksis, der er ældre en både jødedommen og islam, de to monoteistiske religioner, der har taget denne praksis til sig som en vital, instituerende handling. En symbolsk handling, der i der i disse to patriarkalske, religiøse samfund markerer mandens tilhørsforhold til et folk og dets privilegerede religion. En tilsvarende handling findes vist ikke for kvinder, for det er jo patriarkalske samfund, og kvinderne defineres i forhold til det. I Biblen indføres omskæringen således:

ifølge 1. Mosebog, kap. 17, 10-14 (se kilder) sagde: “Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt. Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.”

Denne ældgamle dybt religiøse-kulturelle og symbolske handling har vi svært ved at acceptere i vores rationelle, identitetspolitisk farvede syn på verden. Og det er en svaghed. Det betyder ikke, at vores argumenter om, at omskæring er et overgreb på et umyndigt barn osv. er forkerte. Slet ikke. Blot at vores sandhed – som enhver sandhed – har sine mangler. Der er noget, vi vælger at overse. Det kultisk-symbolske, der går årtusinder tilbage.

Altså er der god ræson i at sige nej til et forbud. Selv om det indebærer en praksis, der kan føre til lemlæstelse af drengebørn (med alle de følger, det har) og strider mod vores syn på mennesket og dets krop. At sige nej til et forbud er at erkende, at vores selvforståelse og verdensforståelse har sine begrænsninger.

Stopper sagen så her?! Nej, for det er måske allervigtigst at understrege, at kampen om forhuden vil fortsætte. Nemlig inden for de kulturelle sfærer, hvor omskæringens praksis foregår. Sagt på en anden måde: Det er op til jøderne selv, muslimerne selv (og de andre) at tage den kamp. Det er de jødiske mænd (og deres kvinder), de muslimske mænd (og deres kvinder), der skal tage stilling til, om de vil lade deres mandlige afkom omskære. Og vi skal i den forbindelse huske, at selv de mest indgroede, kulturelle og religiøse praksisser kan ændre sig med tiden. Uden at det betyder den pågældende kulturs sammenbrud. Forandringens vinde blæser til stadighed.

Hør også Georg Metz’ meget metzske Intermetzo om netop omskæringsdebatten. Ellers læs den i fredagsudgaven af Information.