Før internettet og før grafitti blev allemandseje var der lokumsdigtere og dem, der med kniv og andre skarpe genstande satte sig spor i bløde materialer, ikke mindst træers bark. En eller anden “Kilroy” var der engang og skrev en lille hilsen. Måske til en ven(inde). Måske blev det ikke til mere. Men nu står det der og forandrer sig med træets aldring og sætter forbipasserendes tanker i gang. Tak. Tag.
Sådan siger Paul McCartney i en samtale med Ronnie Wood (i The Ronnie Wood Show) om Chuck Berrys evne til at skrive poetiske sangtekster. It’s not easy.
I sidste måned modtog Joni Mitchell den eftertragtede Gerschwin-pris. Og kvitterede med at synge to sange, efter i årevis at have været mere eller mindre tavs efter en længere periode med sygdom. Og selv om Joni er en alderstegen dame, så synes jeg hun klarer opgaven med bravour. Dels sangen “Summertime” fra Porgy & Bess og – sørme – så hendes egen klassiker, den uopslidelige “The Circle Game” fra 1966:
I mit forsøg på at være tv-abstinent kan det godt være svært at tilfredsstille sin tv-lyst. Men i går lykkedes det dog. Den stadigvæk halvt-hemmelige DR2-kanal brugte den gode sendetid fra kl 20 til at vise den franske dokumentar Hitler’s Teen Killers, der havde fået den danske title Nazisternes børnesoldater. Ser vi bort fra den forskellige vægtning de to titler er udtryk for, så var det en god dokumentar. Baseret på oprindelige tyske filmoptagelser fra de sidste par år af 2. Verdenskrig.
I 1943 erklærer Hitler ‘den totale krig’. Men han og det nazistiske regime har ikke soldater nok til at gøre hensigten til virkelighed. På det tidspunkt har man allerede mistet tre millioner tyske soldater ved fronterne. Især mod øst. Og der er brug for nye tiltag. Derfor gennemfører Hitler og hans militære ledere en omfattende rekruttering blandt landets teenagere, og det skal hverve 20000 unge til dannelsen af en ny soldaterdivision, den senere berygtede 12. SS Panserdivision Hitlerjugend.
Og vi får historien om, hvordan disse modtagelige unge mænd, ja drenge, indoktrineres og afrettes til at være en fortrop, når de vestlige allierede går i land i Normandiet. Og ved hjælp af interviews af overlevende fra den panserdivision får vi et forfærdeligt billede af, hvordan de unge med fysisk magt og voldsom disciplin og retorik bliver uddannet til at være regulære slagtere i krigens tjeneste. Og historien om, hvordan de bliver blodige, brutale bødler, de slagter mange soldater og civile, inden de selv bliver kanonføde for englændernes og amerikanernes fremmarch.
Selv om dokumentaren ikke svælger i blodige optagelser eller billeder af døde unge soldater, så er det skræmmende at opleve, hvad de unge tyskere oplevede – gennem interviewene.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle dem, der nu om stunder nærmest romantiserer konflikten i Ukraine, hvor andre unge mænd og civile dør og bliver lemlæstet under tilstande, der ikke er meget anderledes end dengang. Og dokumentaren får blot en til så meget mere at ønske en fredelig udgang på den igangværende konflikt, så mange andre unge ikke skal lide samme kranke skæbne som dem dengang og dem derovre.
Og efter at have set dokumentaren, der er at finde på DRs hjemmeside frem til august, var det en lillebitte smule opløftende at læse, at den franske præsident Macron under sit besøg i Kina har opfordret præsident Xi til at få Rusland til forhandlingsbordet, og at Ukraines præsident Zelensky omsider har åbnet op for forhandlinger med Rusland om Krims fremtid. Også formand for EU-kommissionen Ursula von Leyen har opfordret Xi til at kontakte Zelensky med henblik på fredsforhandlinger. Måske lysner det i øst..
I 2017 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Trouble Cats og deres livealbum fra det er i byen legendariske vandhul Fatter Eskild. En fin live-plade med vaskeægte roots-blues-rock i reneste aftapning, uden digitale svinkeærinder eller moderne overdrivelser. Det var tilbage til rødder i den bedste betydning af ordene.
Og nu er Trouble Cats ude igen. Denne gang med et studiealbum, der er kogt sammen her i Århus i Finlandsstudio og produceret af bandet og Jacob Worm. Hard Facts & Poetry er titlen, og den peger sikkert i retning af det ideal, bandet har for deres musik. Musik, der både indeholder virkelighedens hårde kendsgerninger og trivialiteter, men også poesien, som vi altid kan finde i sprogets sprækker og revner.
Og denne gange er alle sangene skrevet af hele bandet, dvs. Henrik Hansen (sang og mundharpe), Martin Blom (samng og guitar), Morten Brauner (bas, kontrabas og kor) og Henrik Thorsen (trommer og kor). To af sangene står Martin Blom dog alene for. Og det er tydeligt, at det er sange, der er skrevet af kollektivet, for de har en homogenitet og gennemgående soliditet. Det er garvet sangskrivning, der afslører både bandets sammenspillethed og dets kærlighed til rødderne, ikke mindst den blues, der altid har været og sikkert altid vil være kilde og inspiration til rockmusikken.
Og det er sange, der alle uden undtagelse er fængende og ørehængende. Slidstærke sange, der sagtens kan måle sig med det meste fra traditionen.
Og holdet spiller med energi og åbenlys spilleglæde. Og alle får lov til – i lydbilledet – at stå frem. Lige fra Henrik Hansens skarpe mundharpe, der allerede fra første skæring brænder sig igennem sangen, over Martin Blom guitar, der med slide sætter sig igennem og videre til rytmemaskinen, Brauners bas og Thorsens trommer, der lægger en afgørende, fed puls under det hele.
Trouble Cats spiller musik, der vedgår arv og gæld til rockens rødder. Musik, der godt nok kigger tilbage i traditionen, men som vi som musikelskere har brug for en tid, hvor megen musik er i alvorlig fare for at blive tappet for livskraft af tom iscenesættelse og teknologisk overgreb. Hard Facts & Poetry er en plade, som der altid vil være behov for, og som der altid bør være plads til på pladehylden (og på radioerne afspilningslister). Det er den rene vare fra rockens rodnet. Og hermed varmt anbefalet.
Trouble Cats, Hard Facts & Poetry. Produktion: Trouble Cats & Jacob Worm. Eget plademærke. Er lige udkommet.
Seymour Steinbigle – kendt som Seymour Stein. Pladeselskabsmand, blandt andet vicepræsident i Warner Brothers Records og medstifter af Sire Records. Er nu død i en alder af 80 år. Talkings Heads har skrevet et mindeord, der fortæller meget om, hvilken mand Stein var og hvordan han adskilte sig fra de mange pladeselskabsfolk, der har været mere til gene end til gavn for musikken:
“Talking Heads are saddened to learn that Seymour Stein has died. He was our champion. He fought bravely for us and he remained loyal to us until the end. Some people can spot a diamond in the rough and Seymour was one of them. He offered us a record deal after seeing us only one time at CBGB, before even we felt we were ready. He waited impatiently for eighteen months until we finally said yes to his offer. Seymour’s life was one of great success and also great tragedy, but through it all he remained crazy about music. To hear him sing one of our own songs to us while barreling down Broadway in a Checker cab was one of our life’s great delights. We say this with respect to his beautiful daughter Mandy and to all of the Sire Records family. He was a mensch that we and the music business will never forget.
Chris, Tina, David and Jerry.”
Et sted i min cd-samling står albummet Love is in the air fra 2001 med Dario Campeotto. Her fortolker han navne som Rolling Stones, Lou Reed og Barry White og bakkes op af mange, yngre repræsentanter fra dansk pop og rock. Jeg købte den, fordi jeg mente – og stadigvæk mener – at Dario Campeotto besad en stemme i særklasse i dansk populærmusik. Og fordi den sent i mandens karriere, der begyndte for alvor, da han i 1961 vandt det danske melodigrandprix med kendingsmelodien “Angelique”, var et vidnesbyrd om, at han ikke ville sættes i bås som bare en refræn- eller danskpop-sanger, men havde meget mere at byde på.
Dario Campeotto var hele vejen indbegrebet af professionalisme. Og med et humørfyldt væsen og en stor portion charme fik han et godt tag i danske lyttere og gjorde sig både som sanger og på de skrå brædder. Og så var Campeotto en del af Giro-413-lydtæppet i min barndom. Nu er han ikke mere, og den folkelige underholdning er blevet mere fattig.
Ja, i går ramte vi så halvtredsåret for udgivelsen af de to store opsamlinger The Beatles 1962-1966 og The Beatles 1967-70. Siden kendt – blandt fans ikke mindst – som hhv. det røde og det blå album. To dobbelt-LP-albums med nogle af gruppens bedste singleudspil og albumskæringer. Og – selvfølgelig, fristes man til at skrive – røg de begge på hitlisterne. Efter sigende var det et forsøg på at komme bootleg-opsamlinger til livs eller i hvert fald modgå dem. Og der blev også gjort meget ud af udgivelserne. Blandt andet med de berømte coverfotos af bandet, der med års mellemrum kigger ned på betragteren. Og det er nok ikke helt forkert at mene, at de to store opsamlinger har fået en særstatus i Beatles-diskografien. Hvem ved, måske kommer der en særlig opdateret udgave på et tidspunkt?!
Fra irsk akustisk folk-guitar-virtuositet til anarko-punk fra sidst i 1970’erne. Med Crass fra Epping i Essex. Kompromisløs punk, der ikke går af vejen for at erklære punken for værende død og fører sig frem med og som en anarkistisk bevægelse. Det er råt, politisk ukorrekt og et velgørende spark i skridtet. På Youtube er der også en seværdig dokumentar om Crass (med hollandske undertekster).
Tak til Joe Boyd for at åbne mine ører for Davey Graham, der har stået lidt i skyggen af sine guitar-kolleger John Renbourn, Bert Jansch m. fl.
Jo, at dømme på den seneste meningsmåling fra Epinion, så rasler de to gamle partier – Socialdemokratiet og Venstre – ned i tilslutningen. Socialdemokratiet har med 20,8% tilslutning ikke ligget lavere siden 2014, og Venstre med 9,1% skal tilbage til 2008 for at finde lignende lavpunkt. Og sådan er det gået støt tilbage siden regeringen trådte frem som den første regering “hen over midten” i mands/kvindes minde.Det tredje parti, Lars Løkke Rasmussens Moderaterne har bevaret sin tilslutning.
Og kan det undre? En regering, der skal hoppe fra tue til tue, fordi den ikke har en fælles konsensus om landets store problemer og opgaver. Et godt eksempel er balladen om sundhedsvæsnet. Skandalen om behandlingsgarantien for kræftpatienter som ikke er blevet indberettet, har kostet menneskeliv og har givet anledning til mediestorm, er endt med en ikke-løsning i form af nedsættelse af en sundheds-struktur-kommission, der skal analysere problematikken og – angiveligt – danne grundlag for politiske beslutninger. Sagt på en anden måde, så er et meget vigtigt samfundsområde – sundhedsvæsnet – henvist til en politisk syltekrukke, medens regeringen forsøger at hoppe videre fra de andre tuer. Det er billedet af en regeringen, der har et flertal bag sig sådan rent formelt, men som er politisk handlingslammet, fordi de reelle politiske uenigheder lammer dens handlingsmuligheder. En regering, der bygger på den illusion, at man kan skræve over fundamentale politiske uoverensstemmelser – sagt på en anden måde: at man kan lade som om klasseforskellene ikke eksisterer – uden at de politiske bukser sprækker, så man står med røven bar. Og jeg tror danskerne – deres politiske forskelligheder til trods – godt kan forstå, at det ikke holder i længden. Formelt set holder regeringen til næste valg om 3 ½ års tid, men reelt?!
Da Procol Harum slog igennem med “A Whiter Shade of Pale” voldte det kritikere og anmeldere store hovedbrud. For hvad var dog meningen med denne tekst? Og de følgende? Var det psykedeliske tekster fremkaldt af sjove stoffer? Men nej. Det var hverken the Summer of Love eller LSD, der fik den poetisk anlagte Reid til at skrive sine tekster. De opstod af det digteriske arbejde. Og blev et varemærke for gruppen, der også gjorde sig bemærket ved at stå i hørbar gæld til de store klasssike komponister, ikke mindst Johan Sebastian Bach.
Procol Harum gik oprindeligt i opløsningi 1977, men blev gendannet flere gange. Og da den anden forgrundsfigur Gary Brooker døde for nogle få år siden var den slut med det originale band. Nu er Reid her heller ikke mere og kun musikken står tilbage.
Et eller andet sted i mine gemmer ligger et indspillet kassettebånd med Elvis Costello. Jeg fik det aldrig pakket ud af folien og spillet dengang, det udkom. Jeg husker ikke helt hvorfor. Men sandsynligvis er forklaringen, at jeg ikke længere havde en ordentlig afspiller. Men det skal jeg måske have igen!?
I hvert fald er der noget, der tyder på, at det undseelige medie er ved at få en renæssance. På et større internetsalgsside kan man se, at der er udkommet mange nye kassettebånd. Lige fra Abba over The Beatles og Rolling Stones til nyere navne som Bilile Eilish og Trentemøller. Til priser fra ca. 100 kr. og op.
Men hvorfor vender kassetten tilbage? Noget af forklaringen er sikkert, at den elskede streaming, som mangen en musikforbruger har i øret via mobiltelefonen mangler noget. Dels er streaming meget fragmenteret. Albummets æra er stort set forbi på streaming, og i stedet for tidigere tiders singlepladedominans har vi nu de forjættede spillelister, der er stykket sammen af fx tidens mest streamede numre. Men noget er gået tabt i bevægelsen fra singlens dominans over albummets til de digitale strømme. Den fysiske oplevelse af et medie. Lige fra singlen med det sprælske cover over det udfoldede, visuelt avancerede album med indlæg, sangtekster og noter til – ja, hvad? Musik i komprimeret format, der end ikke giver musikken den fulde opmærksomhed. Så der er nok ikke noget at sige til, at såvel singler, LP’er, CD’er og kassetter får en renæssance og bliver store nicher.
Uden Carol Kaye ville rock- og popmusikken ikke have været den samme. Sammen med resten af studiemusikkollektivet The Wrecking Crew har hun sørget for at store hit og kendte sange har lydt, sådan som de skulle – i følge sangskriverne, for eksempel Brian Wilson fra The Beach Boys. Og i dag fylder bassisten så hele 88 år.
Nej, jeg har vist aldrig hørt om Betsy Legg. Hun fik udsendt sit vist nok eneste album Betsy i 1971-72. Folk, som man lavede det dengang i kølvandet på folk-bølgen, der gav os fx Bob Dylan. Og albummet har vist heller aldrig fundet vej til cd-mediet eller til en Record Store Day-genudgivelse. Men det fortjener den, der er et eksempel på, at megen god musik adlrig rigtig slog kommercielt igennem dengang.
Til gengæld kan man – kvit og frit – hente hele albummet ned fra archive.org, hvor fildelingen er til rådighed for alle: https://archive.org/details/lp_betsy_betsy-legg. Lyt med her, så slipper du for Youtubes irriterende reklameafbrydelser.
Betsy Legg synger smukt. Lidt hen ad Joan Baez og Judy Collins og giver fine fortolkninger af store sangskrivere som Dylan, Lightfoot med flere.
https://youtu.be/DU-WMH6_13k
