CAPAC

Vinylpladerne oplever en renæssance. Både gamle enthusiaster og nye forkøber sig på nye vinylplader – i forbavsende god kvalitet. Og det er også blevet moderne – blandt samlere – at søge tilbage til brugte vinyler. Og de nye vinyludgivelser er da også rige på særlige genudgivelser af sjældne plader, der enten kom i meget små oplag ( i går hørte jeg om en engelsk plade, der var udkommet i 100 eksemplarer dengang…) eller som har været svære at opdrive, siden dengang de udkom første gang.

Og selv om jeg ikke er decideret samler af musik, så er det begrænset, hvad jeg har købt, siden renæssancen begyndte. Et par stykker er det dog blevet til. Typisk genudgivelser af klassikere. Jeg har nævnt Young Flowers Blomsterpistolen. Og i sidste uge faldt jeg ned i et nostalgisk hul og købte en ny udgave af The Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Det er næsten tres år siden, jeg købte den første vinyludgave, som jeg stadigvæk har, og som stadigvæk er i fin stand. Og jeg har den også på i hvert fald to CD’-udgaver. Alligevel blev jeg forført til at købe et nyt eksemplar. Bare fordi – nostalgien løb af med mig. Og jeg glæder mig til – som en lille dreng til juleaften – at sætte den på og under høretelefonerne genopleve det sus, det var første gang, Beatles forvandlede musikken for altid. Jeg ved godt, at man har talt det album ned og har fremhævet andre, og fred med det, men for mig er det et album, der altid vil stå som noget særligt – i Beatles-diskografien, i musikhistorien og i mit musikunivers.

Sgt. Pepper – 1967 – hele pladen

Det er sådan en sang, der ville have svært ved at udkomme i disse ny-feministiske tider. Hvor ligestilling skrives med store bogstaver og enhver antydning af “giftig maskulinitet” vil blive genstand for social medie-storm. Eller også er det bare, fordi man ikke lytter til, hvad James Brown faktisk krænger ud af sin krop her. En sang om et mandeliv, der ikke ville være noget uden netop et kvindeligt mod- og medspil. En sang, der lige så vel kunne være blevet lavet med modsat fortegn på kønnet. – Og hinsides teksten: En sang, hvis arrangement med stort orkester i indledningen og Browns studieband, The Blue Flames, der tager over med blues- og ballade-følelse, gør det forståeligt, at det blev James Browns største singlehit overhovedet.

For nylig blev jeg – tvunget af uheldige omstændigheder – nødt til at finde en ny tv-udbyder. Og det betød blandt andet et andet udvalg af programmer og hvad det medfører af frustrationer. For eksempel har jeg mistet den lille kanal 5, der har været det sted, hvor kvindelandsholdet i fodbold har vist deres kampe fra Viborg og andre steder. Det er nu slut.

Men i går sad jeg så og klikkede lidt rundt med fjernbetjeningen i håb om at finde et eller andet, der kunne adsprede mig lidt tid, medens jeg drak en kop kaffe og læste lidt. Og vupti ramte jeg ind på den svenske tv-kanal SVT2, hvor de viste en fransk dokumentar med titlen Grunge – en fortælling om musik og raseri. En grundig dokumentar, hvor de franske ophavsmænd forsøgte at fortælle historien om grunge-musikkens opståen i Seattle. Fra skabelsen af små, vigtige pladeselskaber som Sub Pop, der var med til at skabe de rigtige rammer om en lang række kunstnere og bands, der var med til at skabe den særlige, “beskidte” lyd, der kendetegner grunge-bands som Nirvana, Soundgarden, Mudhoney m. fl.

En fortælling om unge, talentfulde mennesker, der på linje med halvtredsernes og de tidliger tresserede garage-. og kælder-rock-and-roll-bands og punkens ditto fandt sammen om musikken som en kanal, der kunne give afløb fra alle ungdommens indeklemte følelser, vrede og frustration og omsætte det hele til medrivende musik, der siden har været inspiration for mange efterfølgende kunstnere rundt på globen.

En virkelig seværdig, grundig og kyndig fransk fortælling, som burde vises på dansk tv. Men man kan – hvis man kan fifle lidt med sin ip-adresse eller har streamingmuligheder med smarttv – se den på SVT2 (hjemmeside eller streamingside).

Først Jeff Beck, så David Crosby og også Robbie Bachman, trommeslageren i Bachman Turner Overdrive, er her ikke mere til at levendegøre musikken.

Sammen med sin broder Randy dannede Robbie bandet Brave Belt med hjælp fra Chad Allen, der havde spillet i et andet berømt canadisk band, Guess Who. Og det varede ikke længe før de kaldte sig Bachman Turner Overdrive. Successen kom ikke fra den ene dag til den anden. De to første album klarede sig fint, men ikke overvældende. Men med album nummer tre fra 1974 No Fragile og ikke mindst singlehittet “You Ain’t Seen Nothing Yet” skrev Robbie og det hårdslående rockband for alvor sit navn fast og kaprede en plads på rockens firmament. En signatursang af den sjældne slags, man ikke kan få ud af hovedet, når først den er landet der.

BTO gik fra hinanden i 1979, men blev gendannet flere gange og Robbie holdt fast til det sidste. Nu er han ikke mere.

Største hits

Socialdemokraten Ritt Bjerregaard er død efter flere års kræftsygdom. 81 år gammel. Og dermed forsvinder en af de mere markante politikere i dansk politik.

Ritt Bjerregaard var ind til benet socialdemokrat, og var aldrig i tvivl om sit tilhørsforhold til netop det parti, når hun blev udfrittet af pressen. Og hun var også på godt og ondt en fremtrædende repræsentant for dettte reformistiske arbejderparti. Selv om hun var en kontroversiel person – både indadtil og udadtil i partiet – så var hun loyal over for partiet, selv om hun ofte havde divergerende meninger i forhold til de andre i ledelsen. Og hun var ærke-socialdemokrat i den forstand, at hun i sit virke afspejlede partiet kompromissøgende (reformistiske) politik. Så hun var både en del af de politiske parnas med alle dets unoder og levebrødspolitiske tendenser – vi husker sagen om hotelværelset i Paris og Ritts store Københavnerlejlighed – og en politiker, der ikke glemte sine egne rødder i samfundets nedre klasser – vi husker hendes forgæves kamp for at få bygget billige boliger i København som byens overborgmester.

Ritt Bjerregaard bliver også i nekrologerne fremhævet som forbillede for andre kvinder i politik. Men hendes udgave af “feminisme” skal tages med et gran salt. Det handlede mest af alt om, hvordan man som kvinde – uden at spille på dette i det ydre – kan komme frem og op i magtens korridorer. Hun var langt fra singenerations mest radikale rødstrømper og nærmere vor tids borgerlige ny-feminismer, dog med knold i nakken i stedet for røde negle og netstrømper. Så når en fremtrædende ung løvinde på venstrefløjen i dag udtrykker beundring for hende, kan jeg godt blive lidt nervøs med hensyn til de unge kvinders forhold til ligestilling mellem kønnene. Hvor dybt stikker den, når det kommer til stykket?!

Men med Ritt Bjerregaards bortgang mister dansk politik endnu mere af sin i forvejen afblegede glans. Og netop i en tid, hvor en Mette Frederiksen sidder til bords med arvefjenderne, er det beklageligt, at vi ikke kan forvente en Ritt med ridepisk og krabask tugte de nye Cordydonificerede socialdemokrater.

DR genudsender i dag dokumentaren om Laurel Canyon, stedet, hvor der for alvor blev sat skub i amerikansk tresserrock med navne som The Byrds, Buffalo Springfield, Joni Mitchell, The Turtles, The Monkees og mange flere. Og et sted fortæller medlemmerne af The Byrds om dengang, de arbejdede på at slå igennem. Og de manglede et hit. En bekendt fik fat i en demo-udgave af Bob Dylans “Mr Tambourine Man”. Den kunne de ikke lide, bl. a. fordi Ramblin Jack Elliott sang falsk i sit kor. Men som bekendt fik de lavet deres egen, utroligt smukke udgave. Og efter indspilningen oplevede de at Dylan kom forbi og blev så begejstret, at han gik op på scenen og spillede med dem – til manges undren og forbavselse. Og jeg synes stadigvæk, at det er en meget vellykket – måske den mest vellykkede udgave – af den berømte Dylan-sang.

Når man har skrevet sange til og spillet i henholdsvis The Byrds og Crosby, Stills, Nash (& Young), så er man ikke en hr-hvem-som-helst. Og David Van Corlandt Crosby, der meldes død i en alder af 81 år har netop været et markant navn i amerikansk rock, siden han i 1964 blev medlem af det legendariske country-rock-ensemble the Byrds (sammen med Roger McGuinn og Gene Clark).
I The Byrds var Crosby med til at lave gruppens første fem skelsættende albums, inden han gik videre og var med til at danne supergruppen Crosby, Stills & Nash i 1968 med Steven Stills (ex-Buffalo Springfield) og Graham Nash (ex-The Hollies). Og efter det første eponyme album kom også Neil Young (ex-Buffalo Springfield) med. Og Crosby, Stills, Nash & Young var et projekt, der med mange bump på vejen blev holdt kørende helt frem til 2016, hvor (ex-)vennen Graham Nash erklærede, at gruppen aldrig mere ville spille sammen offentligt på grund af hans anstrengte forhold til netop Crosby.
Parallelt med kvartettens karriereforløb havde Crosby også et duo-samarbejde med netop Graham Nash som resulterede i flere fine albums, lige som han havde en solo-karriere, der kastede en lille snes albums af sig.
Som musiker, sanger og ikke mindst sangskriver satte Crosby et varigt aftryk på de to navnkundige rock-grupper og dermed på amerikansk rockmusik i slutningen af det tyvende århundrede.

Crosbys første soloalbum

Hvis man som jeg holder uendeligt meget af The Kinks og deres album The Kinks are the Village Green Preservation Society (1968), så kan jeg på det varmeste anbefale, at man læser Any Millers lille bog (små 150 sider) i serien 33 1/3 (Continuum 2003 ff.), der fortæller historien om tilblivelsen af albummet. En tilblivelse, der nærmest også bliver bandets totale fiasko – og genopståen. En fortælling om musik, der var tænkt af Ray Davies som et soloprojekt, men endte som bandmusik, og en fortælling om et album, der ramte helt forkert af tidsånden i rockmusikken og paradoksalt nok endte med at blive en af de helt store Kinks-værker. Og også et lærestykke i, hvor svært det var og hvor galt det kunne gå for talentfulde bands, der gerne ville frem i musikverden, men mødte benspænd efter benspænd. En kritisk fortælling af en forfatter, der tydeligvis elsker The Kinks som The Village Green Preservation Society.

Og som en slags punktum for historien finder man sangen “Plastic Man”, der også floppede, lige før Kinks rejse sig igen som et nyt band med succes i USA osv. Her i en fin udgave af mit nostalgiprogram “Beat Club”.

Den samlede public service- virksomhed skal via TV, radio og internet o.lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægning skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktion af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund. [Bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed]

Selv om jeg har pålagt mig selv en streng afholdenhed i forhold til indtagelse af journalistisk tv, så er det ikke helt muligt at lægge interessen for problemet på hylden. Og i dag læste jeg et indlæg af Nicolai Bøgh på Kommunikationsforum/POV-international om DRs relancering af programmet Deadline. Under rubrikken “Tågen breder sig – Deadline faret vild” ser Bøgh omlægning af Deadline – der karakteriseres som ‘DRtvs journalistiske spydspids” – som et tegn på, at ” DR med åbne øjne er i gang med at afvikle en væsentlig del af sin eksistensberettigelse, nemlig evnen til at levere i realiteten nyhedsindhold, som har stor betydning for danskernes fælles samtale, og som ingen kommercielle medieproducenter hverken kan eller vil levere”. Sagt på en anden måde, så opfatter skribenten omlægningen af programmet som en manifestation af en fortsat afvikling af Danmarks Radio som public service-organ.

I DR-ledelsens leflen for tidsånden, dens satsen på sociale medier (fx podcasts og DRs hjemmeside), på den tv-droppende ungdom og på underholdning, bevæger DR sig væk fra idealerne i public service-virksomhed (jf. citatet fra loven om public service ovenfor). Og der er grund til at spørge, om vi som licensbetalende radio- og tv-konsumenter om ganske få år vil være i en situation, hvor fænomener som nyhedsformidling, oplysning og kunst ikke længere vil være en selvfølge, men hvor vi er tvangsindlagt til – i bredeste forstand – Underholdning, der på ingen måde reflekterer mangfoldigheden i det danske samfund eller informations- og oplysningsbehovet i det såkaldte borgerligt-liberale demokrati? Kan vi forestille os en situation, hvor vi lige så godt kan abonnere på kommercielle streamingtjenester som betale licens for danske kanaler, der har tabt public service på gulvet!? Det er lidt skræmmende, men bestemt ikke noget, der kan udelukkes som en reel mulighed.

– Jeg synes, at det der er sket i de sidste uger, hvor man går ind og vil bestemme over arbejdsmarkedets parter ved at afskaffe store bededag, det er så u-liberalt, siger den 79-årige Venstre-veteran til Ritzau.

Og her gik man og troede, at den tidligere Venstre-minister Birhte Rønn Hornbech var forsvundet ind i sit otiums politikfri zone. Og så kommer meddelelsen om, at hun efter 48 års medlemskab af det fhv. bondeparti Venstre har meldt sig ud. Men ved nærmere eftertanke så bør nyheden ikke overraske. For Hornbech gør bare det, hun altid har gjort – i stedet for at lytte til partitoppens udmeldinger gør hun som grundloven foreskriver og lytter til sin egen overbevisning. Og den har fortalt hende, at tegneserieregeringen SVMs forslag om at nedlægge Store Bededag strider mod den liberale grundholdning, som fru Hornbech mener, partiet Venstre hviler på. At så formand Ellemann-Jensen mener noget andet er også forventeligt og alt andet end overraskende. Manden har allerede kompromitteret sig selv ud over alle grænser ved at lade sig bestikke med en post som forsvarsminister og gøre sine egne valgløfter til de rene, pure valgflæsk.

Hatten af (billedligt talt) for den tidligere Venstre-kæmpe for at stå ved sine grundholdninger og respektere grundlovens formaning om at sætte egen overbevisning over parti- og regeringsdiktatur.

En fortræffelig lille Ray Davies-sang, som Davies skrev under arbejdet med albummet The Kinks are the Village Green Preservation Society. Men som ikke kom med på den endelige plade. Derimod fandtes den på såkaldt bootleg. Men – min mening – det fortjente en bedre skæbne og burde i det mindste have været med på den 3 CD store Special Deluxe Edition, der kom i 2004. Men – den er dog kommet med på bokssættet 50th Anniversary Super Deluxe edition fra 2018.

Den italienske skuespillerinde (m.m.) Gina Lollobrigida meldes død i en alder af 85 år. I halvtredserne og tresser i forrige århundrede var hun den vel nok kendteste italienske skuespillerinde, en af Hollywoods store stjerner og en af den tids såkaldte sex symboler.

Hun kom til verden i Lazio og via skønhedskonkurrencer og småjobs som fotomodel kom hun til filmen som teenager og fik mindre roller. Karrieren fik for alvor et skub, da den kendte, excentriske, amerikanske filmproducer m. m. Howard Hughes i 1950 lavede en syvårig kontrakt med hende som forpligtede hende til at indspille tre film om året. Og selv om Lollobrigida i begyndelsen vægrede sig mod at skulle filme ude for Europa, så indspillede hun en lang række film, der fik stor succes.

Da filmkarrieren begyndte at falme i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne kastede hun sig over fotojournalistik og senere igen over politiske mærkesager.

Nu er “La Lolo”, som hun blev kaldt, så død i en fremskreden alder, men vil blive husket som et af de store Hollywood-stjerner fra en tid, hvor sådanne fandtes.

Dagbladet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg har forfattet en skarpsindig analyse af den siddende SVM-regerings ønske om at afskaffe Store Bededag. Han afslutter sin analyse med følgende svada:

Tegneserieunivers

Det er jo ikke, fordi man ikke skal kunne træffe beslutninger, der bliver upopulære og møder modstand i offentligheden, at regeringen fremstår latterlig. Eller fordi man til enhver tid skal pudse og polere det bestående samfunds institutioner. Der er behov for drastiske omstillinger til et bæredygtigt samfund, hvor vi forandrer infrastruktur og produktioner og afgiver goder og giver plads til natur. Det er, fordi de misbruger de upopulære beslutningers patos til at afkræve en omkostning af alle, som ikke løser nogen nævneværdige problemer.

De reducerer den offentlige samtale om fordeling af goder og tid til et tegneserieagtigt univers og antager, at borgerne er for dumme til at fatte det.

Hvis man troede, at retorisk populisme og politisk pladder var et yderfløjsfænomen, har regeringen allerede nu dementeret det. Den har med farcen store bededag givet os et lærebogseksempel på de såkaldt ansvarliges alt for gennemskuelige elitepopulisme.

Enhver, der kender Burnin Red Ivanhoe, kender også Kim Menzer, der altid har været i øjne- og ørefaldende med sine blæseinstrumenter. Han begyndte i jazzen – bl. a. sammen med Karsten Vogel i Cadentia Nova Danica – og holder stadigvæk fast i udgangspunktet i sin band Kim Menzer Jazz 6 Blues Band, der vist nok stadigvæk er aktiv.

Tingeltangel mand

C. V. Jørgensen, Buki-Yamaz og Himmelekspressen. Navne, der dukker op af erindringens dis ved synet af det lille logo forneden på coveret til dobbeltalbummet Ready for fun med Old Man Blues: Hookfarm. Et lille, men legendarisk plademærke, der havde æren af at publicere de nævnte navne, hvoraf C. V. Jørgensens to første album rager højt op dengang og nu. Og forklaringen på dette lille logos genkomst er såre enkel. For bag Old Man Blues gemmer sig den daværende pladeselskabsejer, Michael Krogsgaard, under kunstnernavnet Right Hand Buddy.

Ved siden af lægestudiet drev Krogsgaard i midten af halvfjerdserne sit pladeselskab, der både forlængede hans studietid og sikkert også bidrog til at studiegælden ikke blev alt for stor. Og årene er gået siden dengang, men et eller andet sted har Krogsgaard haft en lille drøm i maven om selv at lave musik og indspille den. Den drøm har mange haft, men de færrest er nået til at realisere den. Det er nu sket for Krogsgaard med en gruppe venner under navnet Old Man Blues, der også diskret fortæller noget om, at tiden er gået og det er en voksen mands tanker og erfaringer, der sætter sig igennem på dobbeltalbummets i alt tretten sange. Ganske vist står hele bandet – eller projektet – for sangskrivningen, men der kan vist ikke herske tvivl om, at Right Hand Buddy har sat pejlemærket for sangteksternes modne holdning og attitude.

Et lille eksempel – man kan selv lytte efter, for sangene går klart igennem på pladen og er i øvrigt trykt forbilledligt i det store indlægshæfte, der følger med albummet – er sangen “#wetoo (Endless song)#” – en slags kommentar til vor tids #mee-too med fokus på en voksen mands opfordring til erotiske løjer:

“Nudge me tonight and let me know why I want you./Your’re better than me and it’s sttrange that you care for my kind/ Nudge me tonight it’s only my needs you respon to/ If you nudge med tongiht. I know I’m still in your mind.”

Lidt i samme boldgade er fx sangen “Sex without love”. Og man kan – jeg kan i hvert fald – godt mærke på teksternes ligefremme og ærlige karakter, at Krogsgaard også er en anerkendt Bob Dylan-kender. Sporene er ikke til at tage fejl af.

Heller ikke de musikalske spor. Old Man Blues kalder foretagendet sig, og det er da også bluesen, der – akkurat som hos Dylan – ligger som slidstærkt, varieret udgangspunkt for sangene. Langt hen ad vejen minder sangene da også om halvfjerdsernes dyrkelse af netop the blues. Og de gode sange med gode melodier og læse- og tankevækkende tekster løftes af et hold erfarne og loyale musikere, der nok forstår at få det allerbedste ud af materialet. Blandt vennerne finder man kendte navne som Christian Sievert (guitar) og Kenn Lending (guitar) og en række andre yderst kompetente medspillere. Værd at nævne er holdets eneste høne Reeta, der får lov til både at synge for og bidrage med backingvokal. Og gør det godt og er med til at afbalancere gammelmandstonen i projektet.

Arrangementerne og produktionen er lydefri og forbilledlig. Instrumenterne står klart i lydbilledet lige som stemmerne. Og bandet spiller sammen med indlevelse og fin fornemmelse for musikkens intentioner.

Ready for fun er en plade, der smager af mere. En plade, der viser, at man ikke skal holde sig tilbage, hvis man har noget musikalsk på hjerte. Og det har den gamle plademærkejer og hans musikalske folk åbenbart. Så nu står der bare tilbage at komme ud på de små (og større) spillesteder og vise ungdommen, at livet og musikken ikke er færdig med fyrre. Et dobbeltalbum, der fortjener sin naturlige plads på reolen.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm. Udkom d. 13/1.2023 på vinyl og digitalt.