Indlæg om Musik

Aftenens filmoplevelse: The Professor (Richard says goodbye)

1. juli 2020

Når de store tv-kanaler ikke er leveringsdygtige i lødige aftenfilm, så må man jo ty til enten streaming eller faste medier. Så det gjorde jeg i går. Fruen i casa havde været så betænksom at indkøbe filmen The Professor aka Richard says goodbye, fordi hun ved, at jeg har sat pris på skuespilleren og musikeren Johnny Depp. Og det er også rigtig. Jeg har haft stor fornøjelse af at se ham som hippie-pirat i serien Pirates of the Caribbian , hvor Depp passer fint ind i de kulørte historier om pirater i en fantasiverden.

Derfor var det også med en vis spænding, jeg så frem til en helt anden filmtype med Depp. Hvordan mon han ville være som midaldrende universitetslektor?! Og det skulle vise sig, at han klarede denne rolle fint.

Plottet i  filmen er genkendeligt. Den midaldrende lektor Richard Brown får besked om, at han har lungekræft og at han har mellem seks måneder og halvandet år at leve i – afhængigt af den behandling, man kan tilbyde ham. Med beskeden om at livets skjorte for alvor er blevet kort beslutter han sig for at leve livet fuldt ud. Vi kender den type plot, fx fra filmen The Bucket List. Og Richard tager sit liv op til revision fra en ende af. Han får sine uengagerede studerende til at forlade sit hold og beholder kun dem, der virkelig vil det. Han får snakket ud med sin kone om hendes affære med Richards chef, rektor på universitetet, men fortæller hverken sin kone eller sin datter om sin sygdom og forestående tidlige død. Den eneste, der får noget at vide, er vennen Peter, der er administrator på universitetet.

Det lykkes for Richard af presse en orlov igennem over for rektor, og derefter slår han sig løs med druk, sex og uacceptabel adfærd. Historien fortælles i kapitler, der indledes med en ny forside, der forudsiger lidt om, hvad der vil ske. Og der er ikke noget uforudsigeligt ved forløbet. Richard bliver mere og mere syg og… ja, slutningen må man selv se.

Det er ikke nogen stor film, der vil gå over i filmhistorien som en af de uomgængelige. Men det er en lille sympatisk film af den slags, der har noget på hjerte, byder på godt skuespil og en historie, man let kan identificere sig med. En film, der er velkommen som alternativ til de mange hjernedøde underholdningsfilm, som tv prakker os på. Det skal dog siges, at filmen har fået dårlige anmeldelser hele vejen rundt, og filmbuffsiden Rotten Tomatoes tværer den nærmest ud. Men man behøver jo ikke at være enig med anmelderne – heller ikke med denne.

Den eneste indvending jeg har er mod filmens slutning. Vi ved jo godt, at der ikke er noget glamourøst eller fantasifuldt over at dø af lungekræft, og at det i langt de fleste tilfælde vil ske på et hospital eller lignende. Men konventionerne i amerikansk film er åbenbart så tunge, at der skal udtænkes en eller anden fantasifuld udgang. Og den kommer så også. Som en lille uspiselig krølle på en eller spiselig fortælling.

Rockens rødder: Louis Jordan

30. juni 2020

For snart længe siden blev jeg beriget med en posefuld musik-CD’er, der var smidt til storskrald. Og i går kom jeg tilfældigvis til at kigge lidt nærmere på de cd’er, jeg i første omgang blot havde puttet ind i reolen uden at studere dem nærmere. Og jeg faldt over B. B. Kings album fra 1999 Let the good times roll. Og ved en grundigere undersøgelse viser det sig så, at der er tale om en række indspilninger af numre, skrevet af Louis Jordan (1908-1975), der var et stort navn i swingmusikken fra trediverne til halvtredserne. Og samme Jordan, kan man læse sig frem til via nettet og opslagsbøger, var en – af mange – forudsætninger for rock and roll. Ikke mindst sammen med sine Tympany Five bands gødede Jordan jorden for rock and roll. Det var ikke tilfældigt, at Jordans producer Milt Gabler kom til at producere Bill Haley, bl.a. “Rock around the clock”.

Og selvfølgelig er Lois Jordan med på The First Rock and Roll Record, som jeg omtalte for mange år siden.

En krank film: Crank

30. juni 2020

Alle gode (eller dårlige) gange tre. Endnu en dårlig film blev indtaget ved tvskærmen. Denne gang actionfilmen Crank med actionskuespiller Jason Statham i hovedrollen. Jeg er ikke kultursnob, når det gælder spillefilmsunderholdning og går hverken af vejen for familiedramaer, tegneserieheltefilm eller som i dette tilfælde actionfilm. Og med Statham i hovedrollen vidste jeg på forhånd, at der ville være slagsmål, materiel ødelæggelse, biljagter og lignende i vente.

Og Crank lever da også helt op til fordommene. Som andre film med Statham har han rollen som den enlige mand eller hævner, om man vil, der har et regnskab at gøre op. I dette tilfælde får plottet blot endnu en drejning i retning af det mindre sandsynlige. Af en gangster er lejemorderen Chev (Statham) blevet injiceret med et kinesisk stof, der hæmmer og standser adrenalinen i kroppen og slår offeret ihjel. Men selvfølgelig har Chev ikke tænkt sig at lægge sig til at dø, men derimod at holde gang i adrenalinproduktionen og finde den skyldige gangster. Og sammen med en ven og sin læge starter Chev så en vanvidstur, hvor han i en destruktiv rus jagter gangsteren. Men hvor andre film med Statham overholder den uskrevne lov om at plottet skal have et minimum af sandsynlig- og troværdighed, så kniber det gevaldigt denne gang. Og lige så tvivlsom plottet er, lige så overgearet er aktionscenerne. De er bare for meget, i hvert fald nogle af dem. Det virkede som om denne film er lavet som en slags karikatur af tidligere Stathamfilm.

Filmens formildende musikalske indslag var “Everybody’s talking” med Harry Nilsson fra filmen “Midnight Cowboy”..

Felice og Boudeleaux Bryant – sangskrivere

29. juni 2020

Sangskriverparret Felice (1925–2003) og Boudeleaux Bryant (1920-1987) , der blev berømte for en lang række sange, fx “Love Hurts”, “Wake up Little Suzie”, “Buy buy love” og “All I have to do is dream”, mødte hinanden, da Felice (som egl. hed Mathilda Genevieve Scaduto) var 19 år gammel. Og kort tid efter stak de af sammen.

Felice arbejdede som elevatorfører på et hotel i hjembyen Milwaukee. Det fortælles, at Boudleaux skrev sangen “All I have to do is dream” (som var en af de sange, The Everly Brothers forevigede for parret) som en selvbiografisk sang for Felice, som han foretrak at kalde Mathilda. Hun havde fortalt, at hun straks ‘genkendte’ Boudeleaux, den første gang hun så ham, fordi hun havde set hans ansigt i en drøm, hun havde, da hun kun var otte år gammel, og siden havde hun ledt efter ham alle steder. Med sådan en romantisk myte i bagagen forstår man godt, at de fik skrevet nogle af poppens største kærlighedssange.

Tal Wilkenfeld – en australsk kunstner

28. juni 2020

Det var Henrik Strube, der gjorde mig opmærksom på den unge sangskriver, sanger, bassist, guitarist m.m. Tal Wilkenfeld. Her i en optagelse, hvor hun – og bandet, der bærer hendes navn – varmer op for The Who. Strube bruger Wilkenfeld som eksempel på musik, der (endnu) ikke er blevet offer for vor tids musikteknologi. Dvs. fænomener som “kvantificering”, “autotuning”, “sampling” osv. – alle de muligheder, som computerteknologien har givet musikindustrien, så den kan strømline det musikalske produkt, den musikalske vare – på bekostning af den menneskelige faktor. Og Henrik Strube har ret. Det er en kedelig tendens, der handler mere om kommercielle hensyn end om musik som kunstform. Men jeg tror – og Tal Wilkenfeld og flere andre unge musikere er gode eksempler i så henseende – at der til stadighed vil være masser af kunstnere, der vil sætte musikken over industrien.