Indlæg om Musik

Aldrig fortærsket: God only knows

12. februar 2020

Ja, der er sange, der aldrig bliver fortærsket. Man kan lytte til dem i det uendelige, og de tager ikke skade af, at naboen synger den i brusebadet eller at nogen fløjter den og rammer tonerne skævt. Og sådan er det med Beach Boys’ “God only knows”, som jeg nævnte i går og straks fik til at køre non-stop derinde i den grå grødede masse (eller grødmassen, om du vil). Og jeg forstår godt at den hæderkronede public service-mediekoncern BBC valgte at genindspille lige netop den sang, da man i 2014 lancerede tjenesten BBC Music. Med en perlerække af kunstnere – fra Pharrel over Elton John og videre til bl.a. Chrissie Hynde. Ikke at BBCs version lægger alen til originalen eller overgår den – næh, det er nok umuligt – men den ødelægger heller ikke noget ved den, men hylder den bare.

Håndbold og politikens grænser – en simpel analyse

12. februar 2020

Hvor går grænsen for det politiske? Hvornår ophører  man med at være et politisk menneske? Er det fx sådan, at fordi man træder ind i et omklædningrum og iklæder sig sportstøj og -sko, så hænger man også sit politiske habitus på knagen ved siden af sin jakke og træder ind i sportshallen eller på -anlægget som et menneske berøvet enhver politisk holdning eller tilbøjelighed? Nej vel!

Det politiske stopper ikke ved omklædningsrummet eller sportsarenaen, fordi sport er en del af, en forlængelse af det øvrige gennempolitiserede samfund, og det har den altid været. Nogle siger enddan at sporten er et spejlbillede af de øvrige samfund. Et privilegeret spejlbillede, der fortæller os en masse om dette samfund – og dets politik.

Og man behøver ikke at tænke ret meget tilbage i sportens historie for at finde eksempler på, at sport og politik er uløseligt forbundet. Vi husker alle (?) balladen om olympiaden i Tyskland i 1933, hvor Hitler græmmedes over, at en sort amerikaner vandt guldmedalje i løb. Vi husker også terrorangrebet på israelere ved en senere olympiade i Tyskland. Vi husker, hvordan de Sorte Pantere viste deres støtte til bevægelsen under olympiaden i USA i 1968.

Men vi behøver ikke at gå så langt tilbage. For ganske nylig fik en dansk fodboldspiller næsen i klemme i pressen, fordi han optrådte for sit tyrkiske klubhold med en trøje, der roste det tyrkiske regime. Og selv om fodboldspilleren var kontraktligt forpligtet på at spille med det tøj, som klubben nu fandt passende, så måtte han stå for skud alligevel. I pressen. Og vi kan tage balladen om misbrug af præstationsfremmende stoffer, balladen om racisme i fodbold (og andre sporsgrene), balladen om seksuelle krænkelser i sport, balladen om aftalt spil og korruption i de politiske forbund og så videre. Jovist, sport er et spejlbillede af samfundet og dets økonomiske, politiske og andre problemer.

Og når den herhjemme i pressen forgudede tidligere landstræner for det kvindelige landshold i håndbold, Ulrik Wilbeck , plæderer for, at atleter, der deltager i store sportsbegivenheder skal ‘holde mund’ og ‘blive hjemme’, hvis ikke han/hun kan rette ind under holdets ambitioner (og dermed hele den kontekst, disse ambitioner er en del af), så afslører den fhv. landstræner, nu  Venstre-politiker i Viborg, at han ikke forstår, at sport altid allerede er politisk. Eller sagt på en anden måde: Han står for en opfattelse af politik, der reducerer politik til noget, der varetages af bestemte strukturerer og institutioner i samfundet. Wilbekck afviser ikke, at sportsmanden el. -kvinden er et politisk subjekt, men ønsker at holde sport og politik adskilt. Han taler om, at atleten kan blive taget som “gidsel” af politiske interesser. Og det er ingenlunde en tilfældig metafor, idet et gidsel er en apolitisk eller afpolitiseret person, der ulovligt og mod sin egen vilje bruges i et politisk afpresningsspil. Og netop eksemplet med den danske fodboldspiller i den tyrkiske, “politiske” trøje, bringes på banen som et eksempel på, hvor håbløs forsøget på at skille sport og politik er. Fodboldspilleren spiller med den forbandede trøje, fordi sporten altid allerede er politiseret.

The Hollies havde ikke brug for autotuning (Torben Bille)

11. februar 2020

Har man sagt Graham Nash, skal man også sige Alan Clarke

11. februar 2020

Graham Nash

11. februar 2020

ja, Graham Nash, besøger det århusianske musiktempel Musikhuset til sommer, og jeg har købt billet til fruen og mig selv. Orkesterplads, så jeg rigtig kan høre, hvordan manden, der – med Torben Billes ord – var med til at brande The Hollies, lyder i fremskreden alder. Og jeg håber, han vil synge Marrakesh Express (fra Crosby, Stills & Nash’ debutalbum), og gerne i den demoudgave, der kom med Nash for få år siden.

Og billetkøbet har hensat mig i en Hollies-Nash-tilstand (ekstase er måske så meget at skrive, men jeg er ganske vild med Hollies og Nash lige for tiden, igen).