Indlæg om Musik

En pige-gruppe: Reparata and the Delrons

28. april 2021

[Gruppens oprindelige udgave: Lorraine Mazzola, Nanette Licari og Mary “Reparata” Aiese]

Selv om Reparata and the Delrons har eksisteret – som gruppenavn og med utallige udskiftninger – fra 1962 og til 2000, og kun har haft et rigtigt hit (i Europa i 1968 med “Captain of your ship”, nærmere bestemt en 13. plads i Storbritannien), så har trioen aldrig formået at blive en af de mest memorable pigegrupper fra den gyldne tid i tresserne. Det ændrer dog ikke ved, at de lavede en del fine indspilninger, der sagtens kan måle sig med mere kendte sange. Fx denne sang, der både bringer associationer i retning af Phil Spectors Wall of Sound og The Ronettes og The Shangri-Las:

 

Allan Mortensen – 75

27. april 2021

Forleden nævnte jeg sangeren Allan Mortensen. Han er med på Lei Moes nye album. Og han har været med i dansk populærmusik siden tresserne, hvor han bl.a. var med i Tears (m. Holger Lauman). Og han har været med i mange forskellige musikalske sammenhænge og har ikke været kostforagter, men har bidraget med sin genkendelige, fine stemme. – Og så er han far til sangerinden Veronica Mortensen.

Her synger han sammen med Midnight Sun, hvor han i 1970 erstattede forsangeren Lars Bisgaard.

Gnags – anno 1969

27. april 2021

En sjældenhed i dansk rock. Gnags på Jacks Beat Records i 1969. Pladen er vist ikke med i bandets officielle diskografi,  men jeg synes den fortjener at være med. I hvert fald bliver den ikke nævnt i bandet retrospektive boks Siden 66, hvor Torben Bille heller ikke nævner den i sit forord.

Et ungt band, der nok er inspireret af fx Vanilla Fudge. Forhandles selvfølgelig second hand til uhyrlige priser.

Korrektion: Torben Bille var bedre end som så. Faktisk nævner han singlen i sit forord til boksen. På s. 3 i det lille bokshæfte fortæller Torben, at Gnags blev nr. 2 i Danmarksmesterskaberne i beatmusik i Århus i 1968 og efter finaledeltagelsen fik indspillet singlen. Dog nævner Torben ikke, at det var på Jacks Beat Records. Torben konstaterer blot at finaledeltagelse og pladeindspilning ikke førte noget med sig.

Tilføjelse: Torben Billes forord er i øvrigt interessant. For Torben og Gnags kom skævt ind på hinanden fra starten. Torben havde oplevet Gnags første gang på Thy-lejren. Og siden havde han givet bandets første album en rigtig skodanmeldelse, der fik Gnags til at invitere Torben til Viby til en alvorlig snak og et interview. Mødet satte noget i gang og Torben fik – lad os sige det sådan – et mere nuanceret grundlag for sine efterfølgende betragtninger over bandet og dets udgivelser. Hans anmeldelser fortsatte med at være kritiske, men også mere forstående over for bandets udgangspunkt og særegenhed. Og Gnags har måske også fået deres opfattelse af Billen fra København ændret, når de har tilladt ham at skrive forord til deres retrospektive boks. Sådan kan det gå.

Dagens citat

26. april 2021

I see young kids these days, and they try to be cool, but you can see beneath the mask that they’re not cool. They’re as scared as anyone else is. To admit that we are afraid is a wonderful freedom. Everything is important, but, finally, nothing is important. It’s all smoke. I look back on my life and think, Was it all a dream? Everyone I know is dead now. My parents are gone, and I think, Did they really exist? I’m going into metaphysics, in a way—the solipsistic universe we live in. But I look back over my life and think, The past is incomprehensible. I don’t grasp it at all. [Anthony Hopkins i The New Yorker]

Min fordanskning:

Nu om stunder ser jeg unge, og de prøver at være seje, men du kan se, at de bag masken ikke er seje. De er skræmte som alle andre. At indrømme at vi er bange er en vidunderlig frihed. Alt er vigtigt, men i sidste ende så er ingen ting vigtig. Det er røg det hele. Jeg ser tilbage på mit liv og tænker: Var det hele en drøm? Alle jeg kendte er døde nu. Mine forældre er borte og jeg tænker, Levede de virkelig? Jeg er på vej ind i metafysikken på en måde – det solipsistiske univers vi lever i. Men jeg ser tilbage på mit liv og tænker: Fortiden er ufattelig. Jeg fatter ikke det hele.

 

Kommentarer overflødige…

50: Doors/L. A. Woman – Rolling Stones/ Sticky Fingers

25. april 2021

1971 var det store albumår, og ikke mindst april måned 1971 bød på mange albums, der siden er blevet klassiske. Crosby, Stills, Nash & Young har vi nævnt. Og i disse dage udkom The Doors med deres sidste album med Jim Morrison og Rolling Stones genstartede karrieren med Sticky Fingers.

Capac anbefaler: Lei Moe – Lei Moe

24. april 2021

Hvad får cirkushesten til at opsøge savsmuldet i cirkusarenaen igen? Hvad får en erfaren, navnkundig korsangerinde til at indspille sit tredje soloalbum efter årtiers virke bag cremen af dansk pop og rock? I Lei Moes tilfælde skulle der en Morten Wittrock (her i bloggen kendt for sit fornemme virke sammen med Jes Holtsø) til at lokke Lei ud af sin selverklærede pensionisttilstand for at gribe mikrofonen og stå i den lidt uvante rolle som soloartist og frontfigur.

Hvad Wittrock kunne og kan er at skrive sange (og producere dem), der stikker deres rødder dybt ned i blues, soul og funk. Og det er lige dernede, Lei finder sine musikalske rødder.

Og Lei er som en lille fisk i vandet på de ialt otte sange på pladen, hvor hun får kollegial hjælp af skuespilleren Troels Lyby (på sangen “Honey”), sangeren Allan Mortensen (på sangen “Won’t let go”) og nevøen Joey Moe (på den indleden sang “Mighty Good”). Og bag sig har Lei lutter gode kræfter. Ud over Wittrock på tangenter fx Pete Repete på orgel, Knud Møller guitar og Anders Gårdmand på saksofon. Et solidt set-up, der garanterer, at Lei kommer god i land med sit projekt. Og det gør hun.

Selvfølgelig er der noget (i bedste forstand) altmodisch over den musikalske retning. Vi befinder os herligt langt fra vor tids computeriserede og ofte sterile lydbillede. Til gengæld vækker Lei og Co. minder om tidligere tiders udprægede sans for behjertet, jordnær, swingende, saftig soul. Lei synger med al sin erfaring, fraserer ubesværet og får sangene til at swinge og danse i ørerne og kroppen.

Det er – helt musikkens ånd – sange om familie, kærlighed og livsappetit. Helt som det skal være. Med Wittrocks lydhøre produktion og arrangementer sidder de otte sange lige i skabet, som man siger nu om stunder. Albummet er et værdigt come back til rollen som solist der sagtens kunne bane vejen for endnu en solopladen engang med tiden. I hvert fald et album, der kun kan tilfredsstille enhver lytter, der endnu kan huske, hvad der blev lavet af musik i sidste halvdel af forrige århundrede. Så er du til musik af den ærlige, ægte slags, så er der ingen vej uden om Lei Moe. Hermed varmt anbefalet.

Lei Moe. St. Prdducer: Morten Wittrock. Crawfish Music. Udkom d. 9. april 2021

Capac anbefaler: Sundays – Inner Coasts

24. april 2021

Den danske kvartet Sundays brændte igennem – også her i bloggen – i 2019 med udspillet Wiaca, der med sine indfangende indiepopsange både gav løfter til fremtiden og krævede umiddelbar opmærksomhed af indiesegmentet. Og med deres nye album Inner Coasts lægger de op til at erobre endnu flere fans og tilhængere.

Inner Coasts vender tekstmæssigt blikket indad – mod de indre kyster, både i direkte og indirekte forstand. Men det er først og fremmest i kraft af bandets sound, at pladen sætter krogen i lytteren. Man mødes således af lækker, indsmigrende strengeleg fra guitarer på pladens indledende sang “Salt of the Earth”. Og da de lette, lyse stemmer sætter ind, understøttet af bløde trommer og bas, hensættes man let til en stemning af luftig tresserfolk. Og det fængende melodiske tag har overtaget i forhold til sangtekstens melankoli.

Og sådan fortsætter det med den ene velafrundede, melodisk gribende sang efter den anden. I arrangementer, der yder sangene den bedst støttende og underbindende ramme. Med en slags hitpotentiel højdepunkt i kærlighedssangen “All we have is time”, hvor et rocket drive giver sangen retning mod popplaylisterne i radioen, hvor sangen vil skille sig ud fra mainstream i kraft af en rigtig god melodi, der oven i købet har sing-a-long-kvaliteter.

Og Magnus Jacobsen har indiskutabel nemme for den gode popmelodi og tæft for publikumsappel i sangene. Og han hjælpes mere end godt på vej af producer (og medsangskriver på “All we have is time”) Asger Teshcau, der helt sikkert bærer en stor del af æren for den indtagende sfæriske atmosfære og forlokkende vellyd på pladen. Og så skal bandets øvrige medlemmer selvfølgelig ikke glemmes. For deres smukke flerstemmighed og instrumentelle lydhøre diskretion, der fremmer sangene.

Med Inner Coasts bekræfter Sundays kun de løfter og det potentiale, de lagde for dagen i 2019. Albummet er som skabt til lytning i disse nedlukningsdage, men kalder også på de sommerscener, vi forhåbentligt får nogle af senere på sommeren.

Sundays. Inner Coasts. Producer: Sundays og Asger Teshcau. Celebration Records. Udkom marts 2021.

 

Aftenens filmoplevelse: Joker

24. april 2021

Gotham City, Jokeren, Wayne-navnet. Jovist, henvisningen til Batman-universet er der. Og _Todd Philips & Scott Silvers Joker forsøges også solgt som en alternativ fortælling om skurken Jokers forhistorie. Men et spørgsmål er, om denne tegneseriereference er befordrende for forståelsen af filmen? Jeg er i hvert fald i tvivl.

Men ellers er filmen en fortælling om Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) og hans bestræbelser på at slå igennem som komiker. Arthur bor sammen med sin mor Penny (Francis Conroy) i en lille lejlighed og har er tilknyttet en lokal manager for klovne og komikere.

Men ellers er Arthur mest af alt en mand i opløsning. Han er klient på socialkontoret og indtager syv forskellige slags psykofarmaka og prøver at overbevise sig selv om, at han er komiker. Uden det store held. For det går ned ad bakke for Arthur. På et tidspunkt får han at vide, at det socialkontor, han frekventerer, er sparet væk. Og så står han de facto på gaden. Bedre bliver det ikke af, at han fyres af sin manager efter nogle uheldige situationer, bl.a. optræder han på et børnehospital, hvor han taber en revolver, han har lånt af en kollega. Og hans situation forværres af, at han finder ud af, at han muligvis er en illegitim søn af den lokale byherre (og far til den kommende Batman) Thomas Wayne (Brett Cullen) og dermed en halvbroder til Batman. Om det er en fantasi i moderens martrede hjerne eller sandhed, finder vi ikke ud af, for en anden forklaring peger på, at han er adopteret af moderen.

Filmen beskriver Arthurs deroute. Og det går stærkt, efter at han har skudt – med den lånte revolver – tre mænd i metroen. Politiet kommer på sporet af ham, men det lykkes ham et langt stykke tid at undslippe dem. Og vi følger ham på hans rejse ned i galskabens malstrøm. Han holder fast i sin komikerdrøm, og den holdes i live af bl.a. tv-komikeren Murray Franklin (Robert de Niro), der har ladet Arthur komme til orde i sit tv-show, hvorefter han misbruger optagelserne i senere udsendelser. Og filmen når en slags klimaks, da Arthur inviteres ind i Franklins show. Hvad der sker,  skal I selv se. Men Arthurs optræden på tv åbner for filmens anti-klimaks.

Er Arthur sjov? Er han en rigtig komiker? Jeg synes svarene blæser i vinden. Og måske finder man svarene i den sang, der i filmen fungerer som en slags rød tråd og måske som filmmagernes budskab!?. Nemlig Frank Sinatras “That’s Life”, hvor teksten lyder:

That’s life
(That’s life)
That’s what all the people say
You’re riding high in April, shot down in May
But I know I’m gonna change that tune
When I’m back on top, back on top in June
I said that’s life
(That’s life)
And as funny as it may seem
Some people get their kicks
Stomping on a dream
But I don’t let it, let it get me down
Cause this fine old world, it keeps spinnin’ around
I’ve been a puppet, a pauper, a pirate, a poet
A pawn and a king
I’ve been up and down and over and out
And I know one thing
Each time I find myself
Flat on my face
I pick myself up and get
Back in the race
That’s life
(That’s life)
I tell you, I can’t deny it
I thought of quitting, baby
But my heart just ain’t gonna buy it
And if I didn’t think it was worth one single try
I’d jump right on…

Sangens budskab er (måske), at “sådan er livet”. Det går op, det går ned, man får sine knubs og ens drømme bliver trådt under fode, men man rejser sig op og prøver igen. Arthur citerer sangen og lader dermed fortolkningen af filmen stå ret åben.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal mene om filmen. Og hælder mest til at tænke, at instruktørerne ikke helt har været klar over, hvor de ville hen med filmen, og ikke helt har formået at lade filmen fortælle det.  Men se den selv og dan din egen mening.

Daimi og reggaen

23. april 2021

Som læserne nok ved har jeg et svagt punkt for Daimi. Dels kommer hun fra min fødeby Esbjerg og dels er hun noget af det mest professionelle, man kan møde i dansk populærmusik (og -kultur). Og jeg må dele denne lille fine historie som Daimi som Danmarks første reggaekunstner og Rootsmans senere samarbejde med hende om netop reggaen ( i form af sangen “Stor skandale i famiien”, som engang var et hit for Daimi). Herlig historie.

Fra Calmette til Corona

23. april 2021

I dag lykkedes det mig at få en tid til vaccination mod corona. I går fik jeg invitationen fra myndighederne og i dag lykkedes det at slippe gennem nøglehullet og få to datoer på de to skud Moderna-vaccine. Og jeg glæder mig til at blive en mindre smittefare for alle jer andre.

Begivenheden fik mig til at tænke på de to hvide, let fordybede ar, jeg har på den ene skulder. Sporene efter dengang i barndommen, hvor jeg fik Calmette-vaccination. Jeg husker ikke hvor og hvornår det foregik, og det er måske godt det samme. Men i hvert fald er den kommende vaccination en påmindelse om, at det slet ikke er nyt – heller ikke i vores tidsalder – at befolkningen vaccineres mod virale sygdomme. Dengang var det mod tuberkulosen, og – har jeg læst mig til – vaccinen, Calmetten, skulle have livslang virkning. Men mindre kan også gøre det. Om kort tid kan jeg tage coronaen med lidt mindre bekymring for mig selv og dem, jeg møder på min vej.