Indlæg om Musik

Hjem til barndommens land

25. september 2022

I går og noget af i dag har jeg opholdt mig i min barndomsby Esbjerg for at gense gamle venner. Og det gav igen anledning til at filosofere lidt over (u)muligheden af at vende tilbage til en tid, der ikke længere er. Barndommens tid og ungdommens tid. At det er en oplevelse af både noget helt umuligt og noget muligt. Umuligt i den forstand, at den tid ikke længere er. Byen har forandret sig radikalt, som mange andre byer i dette land. “Udvikingen” eller “fremskridtet”, som man kalder det,  har transformeret den by, der engang var, til noget ganske andet. Selv om der er små  genkendelige rester af den gamle by, så er det alligevel ikke den samme, for “sjælen” – forstået som det levede liv, der var dengang – er helt borte, og tilbage er resterne som tomme skaller af en spist frugt. Og samtidig en mulighed, fordi man ved fælles venners hjælp og kraft og ikke mindst: erindring og levendegørende samtale kan rejse tilbage ad nostalgiens snirklede veje og stier og fremmane øjeblikke, situationer, stemninger, følelser og så videre.

Get back

 

Efteråret er over os

24. september 2022

This is my street, and I’m never gonna to leave it,
And I’m always gonna to stay here
If I live to be ninety-nine,
‘Cause all the people I meet
Seem to come from my street
And I can’t get away,
Because it’s calling me, (come on home)
Hear it calling me, (come on home)

 

I dag er det slut med de korte bukser og bare fødder i sandaler. Og jeg drager ud i landet med tog for at genfinde noget af min ungdom.

 

#pd6: Agnetha Fältskog – Wrap your arms around me

23. september 2022

Fra mørke Frida til lyse Agnetha og hendes udspil Wrap your arms around me fra 1983. Hendes første – af ialt syv – engelsksprogede soloalbum. I near mint – mint tilstand og et meget velholdt cover og inderpose. Agnetha har selv skrevet et enkelt nummer – “Man” – medens resten er leveret af et hold garvede sangskrivere, hvoraf et par stykker går igen fra Fridas plade – Russ Ballard og Tomas Ledin. Pladen solgte godt og kastede hele tRE hitlistesøgende singler af sig  – “The Heat is on” og “Can’t shake loose” og så titelsangen. Produceret af Mike Chapman, der især er kendt for sit sangskrivesamarbejde med Nick Chin, brandet “Chinnichap”, der leverede hits til The Sweet, Suzi Quattro, Smokey, Mud med flere. Og kritikken tog pladen til sig. Agnetha synger godt med hele sin lange karriereerfaring og ABBA-skoling.

Løgnens betydning

22. september 2022

I tilbagevendende undersøgelser af forskellige erhvervs troværdighed har politikere – sammen med blandt andre journalister – rangeret nederst på listen. Igen og igen har undersøgelserne ment at kunne slå fast, at vælgerne i dette land har ringe tillid til politikerne. Og selv om den slags nok skal tages med et gran salt, så tyder de dog på, at netop troværdighed er et – billedligt talt – guldrandet papir for politikerne.

Og at det forholder sig sådan har vi måske fået et eksempel på i de forløbne uger. Jeg tænker selvfølgelig på Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, der er blevet afsløret i lyve åbenlyst over for offentligheden i flere omgange om sin (snart fhv.) mand. Blandt andet om mandens religions-tilhørsforhold og relation til præsidenten i den Dominikanske Republik. Og dertil skal lægges, at Poulsen i sin tid som minister også har overtrådt gældende diplomatiske spilleregler under en såkaldt (Ekstrabladets ordvalg) “kærestetur” til Den Dominikanske Republik, hvor Pape angiveligt og for egen regning over for dominikanske politikere havde plæderet for en tættere relation mellem Danmark og Republikken, uden at have diplomatisk godkendelse hjemmefra.

Hvad værre er, at Søren Pape Poulsen efterfølgende har forsøgt at komme ud af sin prekære situation ved at tale udenom og tie løgnene væk. Og en netop offentliggjort, politisk meningsmåling fra Epinion tyder nu på, at løgnene netop har kostet Søren Pape Poulsen på troværdigheden. Hvor Søren Pape Poulsen og de konservative for ganske nylig stod til en markant fremgang i vælgertilslutning på hele 16,7%, hvilket ville gøre partiet til det største på højrefløjen og sikre højrefløjen i folketinget en valgsejr ved et kommende folketingsvalg, så har de tabt 3,3 procentpoint og dermed ødelagt det samlede borgerlige forspring. At partiets politiske ordfører Mette Abildgaard har forsøgt at forklare tilbagegangen med Socialdemokraternes kritik af Papes skattepolitik kan i bedste forstand kun forstås som endnu et forsøg på at bortlede opmærksomheden fra de betændte løgne og kaste et røgslør over dem. Alt tyder på, at en hel del vælgere har mistet tilliden til den fhv. Viborg-borgmester. Troværdigheden har lidt et knæk og spørgsmålet er, om det vil komme til at koste yderligere stemmer ved det valg, som alle i det politiske establisment forventer kommer inden længe!?

Troværdighed er vigtig politisk kapital, og når først der er gået hul på den, så kan det være mere end svært at genvinde den. I hvert fald er vejen ikke fortielser og røgslør. Det afslører blot, at forbryderen tager alt for let på troværdighedens grundpiller – sandheden og ærligheden. Hvor svært det står til med troværdigheden i dansk politik understreges måske også af, at mange af de store medier ikke vil kalde en spade en spade og en løgn en løgn. Bortset fra måske boulevardbladet Ekstrabladet taler journalisterne om ‘usandheder’ og ‘urigtige oplysninger’, hvilket må siges at grænse til eufemisme. Søren Pape Poulsen har løjet i fuld offentlighed. Så enkelt er det – og det koster på tilliden hos vælgerne.

Aldersdiskriminationen lever i bedste velgående

21. september 2022
Medens ny-freminismen har gyldne år i kampen for kvinders ligestilling, så ser det alarmerende sort ud for en anden, måske lidt overset, diskrimination, nemlig den, der gælder mennesker over 50 eller mere. Aldersdiskriminationen, kort sagt.
Næsten dagligt får vi eksempler på denne diskrimination. Det gælder for eksempel, når vi hører om såkaldte seniorer af begge køn, der forsøger at sælge deres arbejdskraft og må opleve at hundredvis af ansøgninger bliver arkiveret lodret (i makulatoren eller den digitale papirkurv) hos arbejdsgiverne. Det gælder de ældre medarbejdere, der dagligt oplever, at cheferne fokuserer på de unge medarbejdere, fordi de er – unge. Og det gælder alle dem, der bare oplever at blive overset, negligeret  i hverdagen – fordi de er “gamle” (“ældre”, “seniorer” eller hvilket synonym man nu foretrækker i omtale af dem, der nærmer sig pensionsalderen eller – endnu værre – har nået den).
Selv DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn (der selv er 58 år og derfor må siges at tilhøre diskriminationens kernegruppe) bruger aldersdiskriminationen i sin argumentation for DRs overordnede programpolitik. Hun citeres (af en tidligere medarbejder på de sociale medier) for at sige følgende i et interview med Berlingske Tidende:
“Hvorfor er det nødvendigt at ændre på to programmer som »Orientering« og »Deadline«?
»Det er begge formater, hvor der er tid og kræfter til at gå i dybden. Det skal DR kunne i journalistiske formater, der både er kritiske og perspektiverende. Men jeg må konstatere, at gennemsnitsalderen er 63 hos »Deadline«.
Og seerne bliver ældre og ældre, påpeger hun.
»»Deadline« egner sig ikke særlig godt til digitalt brug, så derfor er dette et udtryk for en ambition om at gøre det endnu bedre.«
Der har været kritik af, at DR svigter de ældre borgere. Blandt andre fra Berlingskes Jakob Steen Olsen, der mener, at de ældre endnu en gang er på vej til at betale prisen. Er DR i gang med at glemme de ældre seere?
»Vi kommer ikke til at svigte dem, der benytter vores flow-tilbud. Selvom Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede lande i verden, er jeg helt med på, at der er nogen, som aldrig rigtig kommer til at være glad for den digitale udvikling.«
Det skal de bare leve med?
»Det er vigtigt, vi har et stærkt tilbud på flow. Det har vi i dag, og det kommer vi også til at have i fremtiden. Men det ville være manglende rettidig omhu, hvis DR ikke orienterer sig efter det digitale.«”
“Hvorfor er det nødvendigt at ændre på to programmer som »Orientering« og »Deadline«?
»Det er begge formater, hvor der er tid og kræfter til at gå i dybden. Det skal DR kunne i journalistiske formater, der både er kritiske og perspektiverende. Men jeg må konstatere, at gennemsnitsalderen er 63 hos »Deadline«.
Og seerne bliver ældre og ældre, påpeger hun.
»»Deadline« egner sig ikke særlig godt til digitalt brug, så derfor er dette et udtryk for en ambition om at gøre det endnu bedre.«
Der har været kritik af, at DR svigter de ældre borgere. Blandt andre fra Berlingskes Jakob Steen Olsen, der mener, at de ældre endnu en gang er på vej til at betale prisen. Er DR i gang med at glemme de ældre seere?
»Vi kommer ikke til at svigte dem, der benytter vores flow-tilbud. Selvom Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede lande i verden, er jeg helt med på, at der er nogen, som aldrig rigtig kommer til at være glad for den digitale udvikling.«
Det skal de bare leve med?
»Det er vigtigt, vi har et stærkt tilbud på flow. Det har vi i dag, og det kommer vi også til at have i fremtiden. Men det ville være manglende rettidig omhu, hvis DR ikke orienterer sig efter det digitale.«”
Hæderkronede radio- og tv-programmer som “Orientering” og “Deadline”, der står for seriøs dybdeborende og perspektiverende journalistik skrottes med henvisning til journalisternes høje alder og et behov for yderligere digitalisering af den gamle institution. Den aldrende generaldirektør overser helt, at de diskriminerede ældre borgere udgør en tredjedel af befolkningen og er en støt voksende del af den, at et stor andel af disse borgere er aktive på arbejdsmarkedet og oven i købet er blevet genstand for politisk interesse og ønske om, at flere forbliver på eller vender tilbage til arbejdsmarkedet (jf. kampen om pensionsalderen), at det er denne gruppe, der i årevis har finansieret DR gennem deres licens,  er vokset op med DR som primær kilde til nyheder og underholdning og stadigvæk udgør en central gruppe blandt DRs lyttere og seere og at rigtig mange unge fravælger traditionelt flow-tv til fordel for streamingtjenester og nok ikke vender tilbage uanset hvor digitaliseret DR bliver i fremtiden. Det er mere sandsynligt, som den tidligere tv-medarbejder Georg Metz har været inde på, at den aldrende generaldirektør med sin politik langsomt men sikkert tager livet af DR og efterlader os alle sammen på et mediemarked, hvor public service er en anakronisme, reklamefinansiering et stort og nødvendigt onde, underholdning den store fællesnævner og friheden til at vælge, hvilken fordummende streaming, man vil betale i dyre domme for.
Hvorom alting er, så fungerer aldersdiskriminationen i bedste velgående på alle niveauer af samfundet.

#pd 5: Frida – Something’s going on

20. september 2022

Og så til vinylerne, LP’erne. Et velholdt eksemplar af Fridas – Anni-Frid Lyngstads tredje soloalbum fra 1982 Something’s going on  i plastiklomme var blandt de albums, der endte i skraldebunken. Og nu i min samling. Nok ikke en plade, jeg ville have købt, da den kom frem. Men siden er min begejstring for ABBA vokset noget. Og jeg har altid haft en svaghed for Fridas stemme, der passede så godt til Agnetha Fältskogs og var noget mørkere.

At pladen så er produceret af ingen ringere end Phil Collins gør bare min begejstring for pladen lidt større.

Pladen er fra en tid, hvor ABBA var mere eller mindre i opløsning, og Frida var ved at blive skilt fra Benny Andersson. Phil Collins var også midt i en skilsmisse, så man kan med en vis ret tale om en skilsmisseplade. Det præger dog kun til dels plade, fx i nogle af sangtitlerne (“Tell me its’ over”, “I see red”, “I know ther’s something going on” med flere). Ellers er pladen præget af sange, der er leveret af store og kendte sangskrivere som fx Steven Bishop, Tomas Ledin, Russ Ballard, Bryan Ferry og Phil Collins.

Pladen blev godt modtaget af kritikken og publikum med gode hitlisteplaceringer og pæne salgstal. Og den viste, at Frida sagtens kunne stå på egne ben, sådan som hun havde gjort før hun blev en den af den verdensberømte, svenske kvartet.

Filmoplevelse: Hvor flodkrebsene synger

19. september 2022

Ja, så fik man også oplevet det – at være til filmpremiere med chokolade og mousserende vin. Det var nu ikke planlagt, men fruen og undertegnede ville, som fortalt, i biografen igen og valget faldt på den meget hypede amerikanske film Hvor flodkrebsene synger, fordi vi havde set forfilmen til den i sidste uge.

Heldigvis havde jeg ikke læst noget om filmen, blot opsnappet – blandt andet fra fruens dameblade – at den var noget stort. Filmatisering af en stortsælgende amerikansk roman. Af en vis Delia Owens, der ud over at være forfatter også er zoolog og naturforkæmper (hvilket forklarer noget af romanens/filmens plot).

Og filmen har da også mange af de ingredienser, der gør, at den kan trække folk i biografen. Den er en krimi, et retssalsdrama, en romantisk fortælling, en humanistisk fortælling og så har den en spektakulær, billedskøn og yderst fotogen geografisk ramme – marskområderne i North Carolina.

Kort fortalt er det historien om en pige, Kya (fint fremstillet af engelske Daisy Jessica Edgar-Jones), der vokser op i en ludfattig familie i et skur af et hus ude midt i marsken. Faderen er en fordrukken, meget voldelig mand, der spiller familiens penge op. Og en dag bliver det moderen for meget, og hun pakker sin kuffert og forlader familien uden at sige farvel. Det samme gør de andre, en for en, bortset fra Kya, der bliver tilbage alene. Og Kya overlever ved at indsamle muslinger tidligt på dagen og sælge dem hos den lokale, sorte købmand.

Og Kya overlever ude i marsken i et ensomt liv i pagt med naturen omkring hende, som hun tegner og maler. På et tidspunkt sker der så en tragedie. En ung mand, en lokal quarterback, Chase Andrews omkommer ved et fald fra et udsigtstårn. Og da Kya har haft et forhold til den unge mand og i øvrigt er ilde set i den lille nærliggende by, så bliver hun automatisk identificeret som morderen. Det kunne kun være pigen fra marsken. Men en lokal, pensioneret advokat (fremragende spillet af David Strathairn), der har kendt Kya fra hendes barndom påtager sig rollen som hendes forsvarer i retssagen. Jeg skal ikke her afsløre, hvad udfaldet af retssagen bliver, men den har alle de dramatiske elementer, man forventer af en sådan sag – på film. Og jeg vil heller ikke afsløre, hvordan filmen ender. Det må du selv se, hvis du har lyst.

Men Kya får et interessant og givende liv ude i marsken. Hun møder en ung mand, der lærer hende at læse og skrive (for hun er blevet mobbet ud af skolen) og de får også et romantis forhold. Og han overbeviser hende også om, at hun kan udgive sine tegninger og malerier og derved tjene til livet og vejen. Og det kommer også til at ske.

Instruktøren Olivia Newmans film har, som sagt, mange af de ingredienser, der skal til for at gøre den til en succes. Og det hjælper selvfølgelig at bogen har solgt i store oplag. Noget filmmesterværk synes jeg ikke, den er. Men absolut en underholdende, charmerende fortælling med fine præstationer fra de medvirkende. Og så lever den som sagt højt på de visuelle muligheder, lokaliteten byder på. Og ikke mindst den stemning, Kyas liv i ensomhed byder på. Så samlet set er den bestemt værd at bruge et par timer på – hvis man ikke har andet at lave.

 

Pickupdrop 4: De sidste singler fra genbrugsbunken

18. september 2022

Inden jeg vender mig mod LP-vinyler i genbrugsbunken, så er her et opsamlingsheat på singlerne.

Et fint eksemplar – med små pletter på vinylen – af Princes 1988-single Alphabet St. (“This is not music, this is a trip”)”.  En fransk presning med samme nummer på begge sider, B-siden dog et “edit”. Der er ikke et rigtig cover men blot en plastiklomme med en etikette på med navn på kunstner og sang. Singlen var det eneste hit, Prince fik ud af albummet Lovesexy. Igen er der tale om musik, der afslører, at den gamle ejer må have været glad for at danse og lytte til dansemusik.

Fra dansemusik bevæger vi os så til noget lidt andet, nemlig til den sorte sangskriver og sangerinde Tracy Chapman (er hun gået lidt i glemmebogen?) og hendes allerførste single “Fast car“/”For you” fra 1988 og fra hendes eponyme debutalbum. I fin stand, både vinyl og cover. Og stadigvæk en fin sang, der viser Chapmans format som fortællende sangskriver med noget på hjerte.

Og så, belært af livet på nettet, indfører jeg et tag: #pd – for pickupdrop – og gyldig så længe dette meme består.

50: John Denver – Rocky Mountain High

17. september 2022

Robert Christgau: “Denver is everything an acoustic singer-songwriter might be–lush, pretty, vapid, commercial. C”. Christgau – en af mine yndlingskritikere – er venlig i sin omtale af jubilæumsalbummet (Denvers femte). For Denver delte og deler vandene. Enten kan man lide ham eller også det modsatte. Jeg tilhørte selv sidstnævnte fløj for år tilbage, men er bleve mere modtagelig for mandens stemme og sange med årene, uden helt at lande i den første grøft.

Rocky Mountain High

Denver synger John Prine, “Paradise

Season Suite

Pickupdrop 3: SOS Band – Borrowed Love / Weekend girl

16. september 2022

Endnu en fin, velholdt single fra midten af firserne. S.O.S. Band – Sounds of Succes Band – et sort electro-funk band fra Atlanta, Georgia, hvor gruppen blev dannet i 1977. Og efter at have fået en pladekontrakt med Tabu Records fik de straks succes med hitlisteplaceringer og stort salg, som resulterede i en guldplade for debutalbummmet S.O.S. Successen fortsatte firserne ud, hvorefter det har knebet med hitlisteplaceringer og nævneværdigt salg. Men gruppen, der har undergået diverse udskifninger, er fortsat aktiv.

Igen er der tale om en plade, jeg nok ikke ville være kommet i besiddelse af, hvis ikke nogen havde efterladt den i storskraldet. Kompetent funk med reminiscenser af fx Earth, Wind and Fire og andre store halvfjerdsernavne og med dansegulvet i sigte.

Borrowed Love

Weekend Girl 

Pickupdrop 2: Gap Band – Big Fun

15. september 2022

Næste vinyl i rækken af vinylfund er bandet Gap Band og deres hit fra 1986 “Big Fun” i en meget velholdt udgave med originalt cover og en velholdt vinyl uden ridser, skrammer og snavs. Og i en ordinær syvtommer-udgave (ikke som på billedet en maxi-single) med den originale “Big Fun” på A-siden og en Serious Dub Mix på B-siden.

Gap Band har bestået siden 1967 og har 30 albums på samvittigheden. Og bandet styres af brødrene Charlie, Ronnie og Robert Wilson. Og de spiller opfindsom, fængende, dansant R&B og funk. Oprindeligt kaldte de sig “Greenwood, Archer, and Pine Band” efter de gader, hvor de var opvokset i Tulsa, Oklahoma. Men det var for besværligt, så de forkortede det til Gap Band. Deres to første album blev produceret af selveste Leon Russell (der måske er bedst kendt fra sit samarbejde med Joe Cocker), men det lykkedes dem ikke at lave noget salgbart. Først da de kom til produceren Lonnie Simmons og dennes Total Experience Productions begyndte der for alvor at ske noget. Og gennembruddet kom med et eponymt album fra 1979, hvor både album og singler kom på hitlisterne derovre.

“Big Fun” er fra gruppens album Gap Band 8 og er fra en periode, hvor bandet slog igennem i Storbritannien, og singlen nåede en fjerdeplads på singlehitlisten.

Gruppen har været aktiv helt frem til 2010, men to af brødrene er døde. Med til gruppens omdømme hører, at David Grohl har fortalt, at trommespillet i indledningen af Nirvanas “Smells like teen spirit” står i gæld til trommerne i Gap Band.

Hvorom alting: Endnu en fin single til min lille singlesamling – fra en tid og en stil, jeg ikke har dyrket for alvor.

Filmoplevelse: Bamse

14. september 2022

Når man har boet i Århus (som jeg fortsat foretrækker at stave med bolle-å) i en årrække, og når man holder af pop og rock, så er det svært at komme uden om filmen Bamse om byen store idol, Flemming Jørgensen kaldet Bamse – og hans venner. Og derfor brød jeg i går, sammen med fruen, en al for lang biografafholdenhed og så filmen i Øst for Paradis.

Og selv om jeg havde lidt bange anelser, fordi der er tale om en biografisk film, så blev disse anelser gjort til skamme. For Bamse er en god film. En meget sympatisk fortælling om mennesket Flemming Jørgensen, der lever et slags dobbelliv – som den udadvendte musikalske gøgler med kunstnernavnet Bamse og den private Flemming, der lever et almindeligt familieliv med konen Käte og deres fælles datter.

Skriptforfatter Bo Hr. Hansen og instruktør Henrik Ruben Genz holder sig langt hen til biografiens fundamentale dogmatik, dvs. beskriver Bamses liv fra de tidligste år i en fattig baggård i Randers med en prostitueret mor og elleve andre søskende, det efterfølgende liv på et børnehjem, livet med de velhavende adoptivforældre i Århus og livet som voksen med egen familie. Der fortælles ikke slavisk kronologisk, men der holdes fast i dogmatikken.

Og så vægter fremstilling Flemming Jørgensens splittelse mellem Flemming og Bamse, hans stadige uvished om, hvad han kom af og hans årelange konflikt med adoptivfaderen, der fra første færd har ønsket at Flemming skulle træde i hans fodspor og blive en ny direktør for gummifabrikken. Og dette konfliktstof bærer filmens dramatik fra start til slut.

Når filmen ikke alene lykkes, men vel-lykkes, skyldes det i allerhøjeste grad, at skuespilleren Anders W. Betthelsen formår at gestalte personen og figuren Flemming/Bamse, så Bamse fremstår troværdigt og ikke falder i den nærliggende grube: karikaturen. Berthelsen lyder og ser ud som den Bamse, os der er gamle nok kan huske fra scenen og tv. Og så hjælper det godt til, at der også leveres flot i de andre roller. Johanne Luise Schmidt som Bamses “ryg” og kone Käte, der er en nødvendig og uomgængelig sparringspartner for hovedpersonen, Lars Ranthe, der spiller Bamses og vennernes manager, så man både genkender managerens som type (altid på jagt efter succes, penge og “guld”) og mennesket bag (storrygeren, der hele tiden er ‘holdt op med at ryge’ og hele tiden falder i igen), Brian Lykke som vennen og skolelæreren, der ikke kan give slip på sit gamle liv, da successen for alvor rammer Bamses Venner og så videre.

Det lykkes også for filmskaberne at få sagt noget om musikken, om såvel den dansktop-aspirerende poprock, der gør Bamses Venner populære på scenerne og på plade og Bamses følsomme, alvorlige side, der viser sig i hyldestsangen til konen Käte, “Altid tænker på dig”, og de sange, han får realiseret på sin soloplade sidst i livet. Filmen undgår ikke helt det sentimentale i sit fokus på den følsomme Flemming, men jeg er tilbøjelig til at tro, at den virkelige Flemming “Bamse” Jørgensen heller ikke kunne sige sig fri af det.

Der er meget lidt, jeg kan brokke mig over i denne film, så det vil jeg ikke gøre. Derimod vil jeg opfordre alle med samme tilbøjeligheder som mig (Århus, pop og rock) til at se den film. Man er godt underholdt, mindst.

 

Dødsfald: Filmskaberen Jean-Luc Godard – 91

14. september 2022

Han var en af koryfæerne i halvtredsernes og tressernes, franske nye bølge af film. Og den mest radikale og kompromisløse. Med sine tidlige film gjorde han op med alt – filmsproget ikke mindst. Han var radikal og hans film blev stadigt mere politiske – til mange borgerlige kritikeres store fortrydelse. Men Godard var ligeglad og fortsatte med at skabe film, der altid skabte debat. Helt frem til sine allersidste film Film socialsme (2010), Adieu au langage (2014) og Le Livre d’Image (2018).

Som kollegerne Truffaut, Chabrol og Rivette gjorde han meget ud af at skrive om film i sin unge år. Det var en slags studie i filmens æstetik, der siden hen gav ham og de andre værktøjer til at gentænke og forny filmens sprog. Og som Truffaut var Godard en stor ynder af de klassiske amerikanske Hollywood-film – især Howard Hawks og Otto Preminger – på bekostning af nyere film. Og så øvede han sig ved at lave en række kortfilm, der gav forsmag på hans løse, nærmest skødesløse stil. Og godt hjulpet på vej af vennen Francois Truffaut, der var brudt igennem, fik Godard sit gennembrud – og Cannes-filmfestivalens førstepris – med filmen Åndeløs(1960) med Jean Paul Belmondo i den mandlige hovedrolle og Jean Seeberg i den kvindelige.

I nekrologerne over Godard gøres der meget ud af, at han fik hjælp til at dø, fordi han var meget syg af adskillige lidelser (og boede i Schweiz, hvor dødshjælp er tilladt…). Og det fortolkes som udtryk for mandens kunstsyn. Den galej hopper jeg ikke på. Kunsten er sin egen virkelighed.

Aftenens filmoplevelse: Sagen Collini

13. september 2022

Der er en lang traditioner i filmkunsten for såkaldte retssagsdramaer, hvor en stor del af handlingen foregår i – ja – en retssal. Og disse film, hvoraf mange har været amerikanske, har et vist ry for at være ganske kedelige, hvilket er en kvalitet, man helst ikke skal hæfte på en film. Men heldigvis er der gode undtagelser. Og en af dem blev i går aftes vist på DR2, nemlig den tyske filmatisering af Ferdinand Sirachs roman “Sagen Collini“.

Filmen er, til trods for, at den fortælles i et roligt tempo og med en umiskendelig tysk stemning over sig, rigtig spændende og underholdende. Fordi den er meget mere end et retssalsdrama med en simpel sag. Plottet er, at en veletableret, kendt forretningsmand, Hans Meyer, bliver brutalt skudt og mishandlet på sit hotelværelse af den italienske mand Fabrizio Collini. Tilsyneladende et simpelt mord og en lige så simpel tilståelsessag. Men den unge advokat Caspar Leinen, der har tyrkiske rødder og har haft en ungdomskærlighedsforhold til Hans Meyers barnebarn og som er blevet beskikket som Collinis forsvarer, kommer på sporet af en helt anderledes kompleks historie bag mordet. I første omgang vil den anklagede Collini slet ikke tale med sin forsvarer, men Leinen aner, at mordet på Meyer har rødder tilbage i Collinis fortid i Italien. Og selv om han modarbejdes både af anklageren og Leinens gamle lærer Richard Mattinger, af Meyers barnebarn og alle andre, så graver han sig stille og roligt ned i forhistorien, godt hjulpet på vej af sin stedfader og en italienskstuderende pizzariaassistent, og finder frem til en historie om en nazistisk massakre på indbyggere i den landsby, hvor Fabrizio Collini voksede op, herunder Fabrizios fader.

Og ikke nok med det. Filmen tager endnu en interessant drejning, da Leinen finder ud af, at Fabrizio allerede tilbage sidst i tresserne sammen med sin søster havde forsøgt at få Hans Meyer, der stod i spidsen for massakren som officer i Waffen-SS, dømt for sin forbrydelse, men at sagen var blevet afvist. Og at afvisningen skyldtes en relativt ny lov – kaldte Dreher-loven – der havde til formål med tilbagevirkende kraft at frikende sådanne nazistiske forbrydelser.

Det er filmens (og romanens styrke, at den stille og roligt opruller en af de største skandaler i efterkrigstidens Tyskland. En skandale, der med al ønskelig klarhed demonstrer, hvor svært det har været for det moderne Tyskland at bearbejde den nazistiske fortid, og også at overvindelsen og opgøret med nazismens ideologi og mentalitet langt fra var afsluttet med retsopgøret umiddelbart efter krigen.

Filmen har fået knubbede ord med på vejen fra kritikken, blandt andet i det førende tidsskrift Ekko, fordi den har ladet sig inspireret af den amr. Et spørgsmål om ære (1982) og fordi den ikke i alle facetter lykkes med fortællingen. Men det synes jeg er smålig kritik, set i lyset af, hvilken vigtig historie filmen bringer frem i lyset. En historie, der på uhyggelig måde bringer det tyske opgør med nazismen helt frem i nutidens lys, hvilket er vigtigt, fordi der altid er en mulighed for, at et samfund ender i fascisme og nazisme.

Filmen kan vist stadigvæk ses på DRs hjemmeside – eller på bibliotekernes Filmstriben. Og den kan kun anbefales varmt.

 

Den femte beatle? – Billy Preston

13. september 2022

Ja, titlen “den femte beatle” er blevet brugt på flere personer. Selvfølgelig på producer George Martin, men også på – blandt andre – den afdøde amerikanske tangentspiller og sangskriver Billy Preston. Det er i hvert fald sådan han betitles i Barry Miles’ McCartney-biografi, som jeg så småt er ved at være færdig med (læser den i små bidder ved nattetide, derfor…). Og det er en passende anledning til at mindes denne musiker, der var selvlært vidunderbarn, der fx allerede som 10-årig spillede bag Mahalia Jackson og som 11-årig sang duet med selveste Nat King Cole på tv.

Det er kendt, at han også er den eneste, der er blevet krediteret for medvirken til en Beatles-sang, nemlig “Get Back”, og at det især var for sin medvirken i de såkaldte Get Back-sessions, han for alvor blev sat i forbindelse med The Beatles. For det sjove er, som Miles fortæller, at Beatles allerede blev venner med Preston helt tilbage i 1962, hvor han mødte dem i Hamborg, hvor han optrådte som tangentspiller for selveste Little Richard.

Og det var vist John Lennon, der indkaldte ham i 1969, fordi Lennon havde fået den idé, at Beatles skulle indspille sangene til albummet Let it be på gammeldags facon, dvs. uden alle de tekniske hjælpemidler, de havde brugt på fx Sgt. Pepper-albummet. De skulle spille musikken som i gamle dage. Men problemet var, at lyden blev lidt “tynd”, og derfor blev Preston hidkaldt for at give lidt mere fylde til lyden. Som sagt, så gjort. Og man kan se og høre det i filmen Let it be.