Indlæg om Musik

Et glædeligt og lykkebringende nytår til jer alle

31. december 2020

Sometimes I see
How the brave new world arrives
And I see how it thrives
In the ashes of our lives
Oh yes, man is a fool
And he thinks he’ll be okay
Dragging on, feet of clay
Never knowing he’s astray
Keeps on going anyway

[Chorus]
Happy new year, happy new year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy new year, happy new year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Uret tikker. Nedtællingen til 2021 er begyndt. Så inden rødvinen gør mit blik tåget og nytårsaften tager overhånd så: Et glædeligt nytår til alle bloggens læsere, nye som gamle, til alle jer der har sendt mig musik til anbefaling – det er altid en fornøjelse og glæde – og til alle jer der bare kom forbi ved en tilfældighed. Godt nytår med ABBAs uforlignelige, uopslidelige, bittersøde nytårssang.

Nytår – just a shot away

30. december 2020

Ja, vi nærmer os nytårsaften med raske skridt . Den og det nye år er kun ‘et skud borte’. Og her får i karantineungerne og deres farmand Colt i det gamle Rolling Stones-nummerr “Gimme Shelter”, der med lidt god vilje kan forstås som en slags nytårssang…

Og, for god ordens skyld, originalen..

Capac anbefaler: Kasper Søeborg & Lars Bo Kujahn m. fl. – Word’n Global

30. december 2020

Som lovet kommer her en sidste pladeanbefaling (?) i år. Nemlig Kasper Søeborgs & Lars Bo Kujahns Word’n Global.

Jeg har lige været ude og gå min faste tur med min hund. Og det blev en lidt sindsoprivende oplevelse i dag, fordi unge mennesker i nabolaget har taget hul på nytårsfejringen med affyring af (ulovligt) larmende nytårsfyrværkeri. Og min hund, der er en jagthundeblanding, har en formidabel hørelse og han bliver meget bange og skræmt, når der pludselig affyres knaldfyrværkeri. Til gengæld har han det fint med beroligende musik, musik der ikke voldsom og larmende. Faktisk har forskning vist, at musik kan have den modsatte virkning af støj, fx nytårskrudt, og få hundens hjerte- og vejrtrækningsrytme til at falde, dæmpe angst og sågar have en postitiv indflydelse på immunforsvaret.

Så det var meget passende, at jeg nu, hvor den obligatoriske formiddagstur er overstået, har sat Word’n Global på musikafspilleren. For den udstråler alt det, som nytårskrudt ikke gør, nemlig ro, balance, afklarethed og skønhed.

Som pladetitlen antyder er vi ovre i en form for world music. Pladen henter sin inspiration i den berømte persiske digter, teolog, mystiker m.m. Rumis digte. Rumi (Jalāl ad-Dīn Muhammad Rūmī) levede fra 1207-1273 og især hans digte har fået stor udbredelse i de arabiske kulturområder, men også udenfor – fx i USA og i Asien – i kraft af solide oversættelser. Rumis digtekunst betragtes som hovedværker inden for sufilitteraturen og er blevet opfattet af nogle læsere som en slags poetisk pendant til selve Koranen. Og der er tale om digtekunst – i hvert fald på originalsproget – med en særlig metrik.

Præcist hvordan Rumis inspiration har fænget Søeborg & Kujahn ved jeg ikke, men det er tænkeligt, at der både er tale om en spirituel og musikalsk (metrisk) påvirkning. Og i så fald kan man (jeg!) sige, at inspirationen virker i kraft af en meditativ ro og stemningsfuldhed. Med et tidstypisk ord kan man måske vove at tale om en slags musikalsk mindfuldness. En musik, der først og fremmest tilstræber ro, harmoni, fred og skønhed.

Og det opnås i et instrumentalt møde mellem spanske guitarer ( Søeborg), Quanoon (Kuhan), Tabla (Nathan Kumar), bambusfløjte (Shashank Subramyam) og fløjte (Chris Poole). Blid flamenco møder mellemøstlige arabesker og dansk stoicisme. I hvert fald et verdensmusikalsk sammenløb, der lykkes som en meget inciterende og smuk alliance, der kun kan sætte lytteren i en tilstand af afspændthed og ro.

Man kan også vælge at sætte en diskret parentes om al snakken om persisk poesi og verdensmusikalsk legering og konstatere, at der bare er tale om en rigtig dejlig plade, der sagtens “bare” kan lyttes til, og nydes for sine stærkt musikalske, beåndede og beroligende, smukke numre. Som en slags moderne easy listening, der passer perfekt som et modstykke til vor tids rastløshed, hastværk og støj (i enhver forstand). Hermed varmt anbefalet.

Kasper Søeborg & Lars Bo Kujahn – Word’n Global – Producere: Søeborg og Kujahn  – Olafssongs. Er udkommet.

Aftenens filmoplevelse: Værk uden skaber

29. december 2020

Det var et tilfælde, jeg i går fik set Florian Henckel von Donnersmarcks film Værk uden skaber ( Werk ohne Autor ) i går. Jeg sad og zappede rundt på tv-oversigten og fik så øje på den på den tyske kanal ARDs program. Jeg har længe haft filmen på min lille liste over nyere film, jeg gerne vil se, så det var et lykketræf at finde den der. Oven i købet fandt jeg så ud af, at man på min tv-boks kan sætte danske undertekster på, selv om det er en tysk kanal. Og det er en stor hjælp for fruen i huset, der ikke er så stærk ud i det tyske.

Donnersmarck er kendt for De andres liv om en Stasiagent, og Værk uden skaber er allerede blevet rost til skyerne og nærmest kanoniseret som mesterværk. Og ingen tvivl om det, det er en mesterlig film. En film med flere lag, der smukt flettes sammen til en mangetydig fortælling.

Filmen dækker den for Tyskland vitale periode fra 1937 til 1967, altså fra nazismens fremkomst til op Berlinmurens opdeling af de to Tysklande. Vi følger den lille dreng Kurt Barnert, og i den første scene af filmen er han seks år gammel med sin tante Elisabeth på en udstiling for “Entartete Kunst”, en nazistisk kureret udstilling, der viser moderne kunst, der i følge nazisterne var udtryk for degeneration og derfor skadelig for det tyske folk.

Kurts tante Elisabeth er erklæret anti-nazist og – viser det sig – lider af en psykisk forstyrrelse (skizofreni) og hun opfordrer drengen til at se sandheden og ‘ikke at se væk’. I en scene sidder hun splitternøgen ved klaveret, hvor hun mener at finde meningen med det hele i en enkel tone. Og den lille Kurt er tydeligvis både betaget og forført af tantens gale handlinger og tanker. Og det ender da også med, at hun bliver indlagt og aflivet i nazisternes racehygiejneprogram, der ikke tolererer mennesker, der ikke lever op til det ariske ideal.

Ansvarlig for tantens aflivning er gynækologiprofessor Seeband, der er indbegrebet af en opportunist, som uden tøven udfører den nazistiske eutanasipolitik. Men han er også far den unge pige Elisabeth, kaldet Ellie, som Kurt forelsker sig i, da han som voksen kommer på kunstskole i Dresden. Men den sammenhæng forbliver en hemmelighed for Kurt.

Kurt har kunstnerisk talent. Man ser ham som lille dreng sidde og tegne en nøgen kvinde, og tante Elisabeth ser drengens talent og anerkender det. Og Kurt forfølger sit talent ved at blive billedkunstner. Han skoles først inden for nazisternes særlige æstetik, der dyrker det ariske og det tyske folk. Dernæst – i Dresden – skal han indordne sit talent under DDR-statens socialistiske realisme, der dyrker arbejderen, bonden og folket. Først da han sammen med Ellie flygter og flytter til Vesttyskland, inden Berlinmuren rejses, får han mulighed for at finde ud af, hvad hans talent indeholder. Men heller ikke her er kunsten helt fri, erfarer Kurt. Penge og konkurrence spiller en afgørende rolle, så det er svært for Kurt at finde sit eget udtryk.

I mellemtiden er der sket det, at krigen er overstået. Kurts fader, der først nægtede at melde sig ind i nazistpartiet, men siden følger trop, ender som trappevasker, fordi man ikke kan bruge fhv. nazister som skolelærere. Svigerfaderen, professor Seeband, slipper for retsforfølgelse, fordi han efter at være blevet interneret af russerne, redder en højtstående russisk militærpersons kone og barn under en livstrusende fødsel. Og russeren betaler prisen ved at holde hånden over Seeband, indtil tresserne, hvor han forflyttes til Moskva og derfor ikke længere kan garantere Seebands sikkerhed. Seeband må flytte til Vesttyskland, hvor han fortsætter sit arbejde uden at skulle stå til regnskab for sin nazistiske fortid.

Men man kan ikke bare glemme fortiden. Og den er også hele tiden diskret til stede. Fx i forholdet til svigersønnen Kurt, der ikke lever op til Seebands idealer for en svigersøn. Og han påfører sin datter Ellie en fosterfordrivelse, fordi hun ikke skal have et barn med den mindreværdige Kurt. Seebands nazistiske menneskesyn er ikke forsvundet, selv om krigen er forbi, men lever videre i Seebands tanker og ord som et stykke ubearbejdet, aktivt fortid. Og på et tidspunkt dukker fortiden op, idet Ellie kommer i tanke om, at hun som lille pige har set sin far stå selvbeundrende foran spejlet i en skræddersyet SS-uniform på det tidspunkt, hvor han var ansvarlig for det nazistiske eutanasiprogram.

Kurt leder efter sit kunstneriske udtryk, og han bliver hjulpet på vej af sin kunstprofessor Van Verten, der kan se et potentiale i Kurt og ud fra sine egne smertelige erfaringer fra krigen kan bevæge Kurt til at finde sit eget udtryk eller sin egen idé i sig selv. Og det gør Kurt, da han efter langt tids søgen og eksperimenteren med moderne stilarter, begynder at male billeder af gamle sort-hvide fotografier (fra familiealbum og aviser). Det første billede er af hams selv som dreng sammen med tante Elisabeth. Dernæst et billede fra en avis af Seebands nazistiske chef, der er blevet arresteret  i Vesttyskland. Og så et billede af svigerfader Seeband, som han har fundet i en ansøgning, som svigerfaderen har bedt Kurt om at sende. Endelig laver han et billede, hvor Seeband, Kurt, tante Elisabeth og Seebands nazichef, der er overlejret i hinanden som en slags sammensmeltet erindringsbillede.

Netop dette sammensatte billede er det nærmeste, filmen kommer til et egentlig opgør med den nazistiske fortid. Svigerfader Seeband kommer ind i Kurts atelier, hvor han ser billedet og det gør ham nærmest mundlam og får ham til at gå. Scenen er ladet med betydning. Det er klart at Seeband ser sin kriminelle fortid materialiseret i det går billede. Kurt ser, at svigerfaderen bliver voldsomt berørt, uden rigtig at forstå, hvad der er på spil. Hvis man har siddet med forventninger – og det havde jeg – om, at der ville komme en slags forløsende opgør med fortiden, hvor Seeband bliver stillet til ansvar, og hvor Kurt og Ellie bliver sat ind i sagens rette sammenhæng, så bliver man skuffet. På dette spor i fortællingen slutter filmen et sted, der ligner virkeligheden, hvor den endelige forløsning udebliver.

Til gengæld ender det andet spor, Kurts kunstneriske udvikling, på en måde der, hvor den begyndte. Nemlig i en scene, hvor Kurt gentager sin tante Elisabeths oplevelse af nogle bussers unisone dytten.

Filmen fortælles i et roligt tempo, og dens store styrke er, at den på smukkeste vis væver forskellige historier  –  Tysklands historie, en families historie, en kunstnerisk udvikingshistorie m.m. – sammen uden at lade den munde ud i nogen form for entydighed. Det er op til den enkelte at læse en forståelse ind i filmen.

Filmen kan ses på streamingtjenester.

Well, I woke up this morning and got my selv a beer…

28. december 2020

Så kom coronavacinationen omsider til Danmark. Og pressen fik endnu en lille, bitte nyhed, som den vil kunne drive rovdrift på de næste mange uger og måneder. Og som forventet var pressen også til stede, da den første dansker, en ældre mand på et plejehjem i Voldsmose, fik sin indsprøjtning. Han tog det, om man så kan sige, i stiv arm og med en humørfyldt kommentar om, at nu ville han gå op til sit værelse og få sig en kold øl. Og jeg tænkte straks på The Doors og deres “Roadhouse Blues” med ordene, “Well, I woke up this morning, And got myself a beer” – og den efterfølgende sætning, der også er oplagt, situationen taget i betragtning: “The future’s uncertain and the end is always near”.

Nostalglimt: Tørsleffs Husmoder Service

28. december 2020

Som jeg har fortalt i min præsentation af bloggen, så arbejdede min mor i køkkenet, før hun blev gift med min far. Hun var “kokkepige” hos det bedre borgerskab i København under krigen. Derefter udfoldede hun sine kundskaber i vores hjem.

Og hun havde lært alt, hvad der skulle til for at virkeliggøre det gammeldags danske køkken. Og jeg har ofte opholdt mig i vores lille køkken, når hun kokkerede over de to-tre gasblus, der var i lejligheden. Og har set og lært noget uden på noget tidspunkt at blive inddraget direkte i madlavningen. Det gjorde drenge ikke almindeligvis dengang i halvtredserne og starten af tresserne. Så det var først, da jeg drog hjemmefra for at studere ved Århus Universitet, at jeg fik brug for at kaste mig over kogekunstens teknikker. Og heldigvis havde jeg altid min mors hjælp ved hånden – eller rettere: telefonisk. Og så havde hun udstyret mig med de mest nødvendige hjælpemidler. Aflagte gryder, pander, tallerkner, knive osv. Og – ikke mindst – ovenstående lille kogebog fra firmaet Tørsleffs Husmoder Service.

En lille 128 sider stor bog (eller rettere: hæfte) med – som forsiden fortæller – 300 opskrifter inden for supper, saucer, grønsags-, fiske-, ægge-, macaroni-, ris- og kødretter. Og der var her jeg fandt svaret på, hvordan jeg skulle lave mit første større måltid (til kollegianerne på mit kollegium): brunkål (s. 36). Og siden har den lille røde bog fulgt mig gennem tykt op tyndt. Og selv om jeg siden har fået andre,mere moderne og dyrere kogebøger, så er det altid den, jeg vender tilbage til, når den står på traditionelle danske retter.

Tørsleffs Husmoder Service blev oprettet i 1939 for at markedsføre firmaets produkter. Og den lille røde bog – og seriens andre bøger – kan stadigvæk fås. Min udgave kostede 9, 25 kr. I dag kan man finde den på nettet og hente den ned ganske gratis so pdf-fil. Og den er stadigvæk en gave for den, der holder fast i det traditionelle, danske køkken.

50: December 1970

28. december 2020

Lad os lige for en ordens skyld vende tilbage til 1970. Dengang var tiden omkring jul og nytår en god tid for pladeselskaberne. Det var her, der skulle hentes ind til bundlinjen. Og 1970 var ikke nogen undtagelse.
I december 1970 udkom bl.a. T. Rex, Eric Burdon & War The Black Man’s Burdon, Nico Desertshore, Love False Start, Captain Beefheart & The Magic Band Lick my decals off, baby, The Move Looking on, Ry Cooder, Ten Years After Watt, Quicksilver Messenger Service What About Me og Vashti Bunyan Just Another Diamond Day.
Men der sket også andet i den måned. John Lennon gav sit berømte interview med Rolling Stone (d. 8/12), The Doors spillede deres allersidste koncert på The Warehouse i New Orleans, og endelig blev opløsningen af The Beatles officiel og endelig med udgangen af måneden.

Jorma Kaukonen – guitarist i Jefferson Airplane og Hot Tuna – fylder 80

27. december 2020

Jorma Ludwig Kaukonen kom til San Francisco som 22-årig for at studere og spille musik. Han øvede sig på sin guitar og fik jobs på de lokale coffee houses, hvor han bl.a. spille bag en ung Janis Joplin, da hun fik indspillet sine historiske demoindspilninger “The Typewriter Tapes”. Og på universitetet fik han en klassekammerat ved navn Paul Kantner, der inviterede Kaukonen ind i sit nye band, der også talte Marty Balin. Kaukonen fik lov til at døbe bandet Jefferson Airplane. Og her fik Kaukonen lov til at at udforske de nye teknologiske muligheder, der var for el-guitaren, og fik dermed en afgørende rolle for den såkaldte psykedeliske sound. Han fik også mulighed for at engagere sin gamle ven Jack Casidy på bas, da den oprindelige bassist stoppede.

Og i 1969 dannede Kaukonen og Casidy Hot Tuna som et sidestykke til Jefferson Airplane. Et sted, hvor Kaukonen og de andre kunne få afløb for deres spillelyst, og – viste det sig – en redningsplanke, da Jefferson Airplane begyndte at gå i opløsning omkring 1971-73. Hot Tuna holdt sammen indtil 1978, og inden da havde Kaukonen også fået gang i en solokarriere, som han kunne forfølge i tiden efter de to bands.

Aftenens filmoplevelse: Unge Astrid

27. december 2020

Pilen pegede på DR2, hvor Pernille Fischer Christensens Unge Astrid blev vist. En film om den svenske børnebogsforfatterinde Astrid Lindgrens barn- og ungdom, tiden før hun blev forfatterinde.

I rammefortællingen ser man den ældre Astrid Lindgren ved skrivebordet i sin lejlighed i Stockholm, hvor hun læser fødselsdagshilsner fra sine læsere, primært børn, der i tegninger, sang og tekst fortæller om hendes betydning for dem og stiller spørsmål om hendes fortællekunst. En rammefortælling, hvis dramaturgiske berettigelse ret beset begrænser sig til at fortælle os, hvilken ung Astrid, vi har at gøre med.

Derfra sendes vi tilbage i tiden til dengang Astrid LIndgren var seksten år gammel og endnu hed Ericsson til efternavn. Hun vokser op i en bondefamilie, hvor især moderen er gudsfrygtig og dyrker kirkelivet med nidkærhed. Og Astrid, en pige med livsappetit og rebelske tilbøjeligheder, finder, at religionen er udtryk for hykleri, blandt ved ikke at give drenge og piger lige muligheder i livet. Storebroderen får lov til at være længere ude om aftenen end hun selv gør. Det unge stjernefrø Alba August fremstiller smukt den unge Astrid, der rummer støbeformen til såvel Pippi Langstrømpe som Ronja Røverdatter. Et kvikt pigebarn med muligheder, der rækker langt ud over det konservative bondesamfunds grænser.

Astrids overskud kommer til udtryk i en sekvens, hvor hun er til bal i forsamlingshuset og får lov til at være bænkevarmer. Hun reagerer ved at kaste sig ud i en vild solodans, der udløser en betagelse hos byens avisredaktør Blomberg, der straks har et godt øje til Astrid. Efterfølgende kontakter han Astrids far for at tilbyde Astrid et job som medhjælper ved Vimmerby Tidning. Et tilbud, der får dobbelt betydning for den unge Astrid. Dels får hun gang i skriveriet på journalistisk vis. Hun får skrevet notitser og bliver sendt ud og lave en rapportage om om et nyt tog, der kommer til byen. Og dels opstår der et romantisk forhold mellem den ældre, gifte redaktør og Astrid. En romance, der resulterer i, at Astrid bliver gravid med drengen Lasse.

Barnefaderen Blomberg risikerer at blive dømt for utugt og bilder Astrid ind, at det kan betyde en fængselsstraf. Og Astrid vælger at føde sit barn i dølgsmål i Danmark og lade drengen blive passet sammesteds af en erfaren plejemor (spillet af Trine Dyrholm).

Historien om Astrids kamp for at realisere sit kærlighedsforhold og blive gift med Blomberg og ikke mindst at få sin lille dreng tilbage til Sverige udgør filmens centrale problematik. En bevægende og næsten ubærlig fortælling, hvor den unge Astrid skal træffe nogle tunge og modige valg. Og hvor hun må erkende, at kærligheden til Blomberg ikke er, hvad hun troede, hvorfor hun må vælge et liv som eneforsørger, da plejemoderen bliver alvorligt syg. Historien om den udenomsægteskabelige graviditet bygger på Astrid Lindgrens egen beretning, som hun i mange år holdt for sig selv. Og det antydes i filmen, at netop denne livsforandrende oplevelse udgør en slags hovedstol i Lindgrens senere forfatterskab. En hovedstol, hvorfra hun trak sin forståelse af børns verden og sit livssyn. Men heldigvis nøjes filmen med at antyde en sådan fortolkningsmulighed, for den vil selvfølgelig være diskutabel og kontroversiel.

Ret beset er vores viden om, at hovedpersonen Astrid er forfatterindens Astrid LIndgren som ung, kun nødvendig for at forstå de diskrete allusioner til forfatterindens univers og for at sælge filmen. For selve fortællingen om den unge kvinde, der får et barn uden for ægteskab og kæmper sin kamp for barnet, kan sagtens stå alene. Og det lykkes for instruktøren at fortælle historien enkelt, smukt og bevægende. Anbefales.

Aftenens filmoplevelse: Ternet Ninja

26. december 2020

Efter en juleombæring af publikumssuccessen Bagedysten diverterede DR1 med Anders Matthesens og Thorbjørn Christoffersens animationssucces Ternet Ninja. Da den kom frem i 2018 blev den en stor succes, og af samme grund fik jeg den ikke set dengang. Det er sådan et princip jeg har: Hvis en film får for megen omtale, så vil jeg ikke se den, før al viraken har fortaget sig. Og det har den så nu.

Ternet Ninja er en kompleks historie om den 12-årige dreng Aske, der går i syvende klasse og lider de kvaler, der hører til den alder. Han bliver mobbet af bøllen Glen fra specialklassen, og så er  han smaskforelsket i den coole Jessica, der er indbegrebet af ungdommelig utilnærmelighed og bevogtet af to blonde frøkner. Og oven i hatten, så har Aske, der er en moderne, maskulin udgave af Askepot, en mor, der helt er optaget af det alternative og lever sammen med fiaskoen Jørn og dennes overvægtige søn Sune. Og hvordan kommer Aske så ud af den klemme? Det kunne man sige var grundfortællingen i filmen.

Et sted i Thailand producerer Philip Eberfrø Ninjadukker til salg i bl.a. Danmark. Under et besøg på fabrikken, der drives på slavelignende forhold og med børnearbejdere, mister Eberfrø sit ternede tørklæde, der ved en fejl bliver syet om til en ternet Ninjadukke. Direktøren reagerer ved at tæve slavearbejderbarnet ihjel med en stok, og han forlader fabrikken med en klassisk, kapitalistisk undskyldning for brugen af børnearbejde. Hvis han ikke gør det, så er der en anden.

Men den ternede Ninja er ikke bare en legedukke. Det viser sig, at dukken kan bringes til live og at den bærer på de historiske ninjaers moralkodeks. Den ternede ninja skal sørge for, at retfærdigheden sker fyldest. Og det indebærer, at Philip Eberfrø skal betale den højeste pris for sit barnemord og sine lyssky forretningsmetoder. Og den ternede ninja, der kommer til Aske som en fødselsdagsgave fra onkel Stewart, indgår en aftale med Aske om, at hvis han hjælper Aske med alle hans problemer, så skal Aske til gengælde hjælpe ninjaen med at få retfærdigheden til at ske fyldest.

Aske accepterer kontrakten. Og i det følgende oplever man så, hvordan ninjaen får lært Aske, at han skal sætte handling bag sine ord og ikke frygte noget. Og ad omveje får han gjort op med bøllen Glen og at komme i nærkontakt med den begærede Jessica. Aske lærer sig selv at kende og opdager, at han selv er en slags ninja, der blot skal have lov til at leve det ud. Og så skal han leve op til sin del af aftalen, der indebærer, at han sammen med ninjaen finder Philip Eberfrø og tager livet af ham. Men Aske er på det tidspunkt blevet så forandret, at han ikke kan være med til den del af aftalen. I stedet for overtaler han ninjaen til at udsætte den nedrige direktør for en skæbne, der er værre end døden. Og Aske har en plan, der går ud på, at Eberfrø på en rejse til Thailand skal pågribes som narkosmugler og sendes i fængsel derude. Og sådan går det i en spektakulær aktionsekvens.

Selv om filmen altså er en ret så kompliceret historie, der involverer alt fra børnearbejde, narkohandel, skolemobning, disfunktionelle familieforhold og selvtægt, så er den dybest set en gammeldags fortælling om det godes kamp mod det onde og med en morale, der ikke er til at tage fejl af. Ternet Ninja er langt fra enhver form for postmoderne fortælling, hvor det er lagt ud til publikum at finde en passende fortolkning. Ternet Ninja er et barn af brødrene Grimm og H. C. Andersen og meget mere pædagogisk end disse gamle forbilleder.

Men først og fremmest er Ternet Ninja et særdeles vellykket stykke filmanimation, der er meget underholdende, samtidig med, at den har en frisk, fræk sprogtone, der passer til censurens aldersgrænse (fra 11 år og op), der sikrer, at den rammer det unge filmforbrugersegment, men også ældre generationer, der elsker animationsfilmkunst og kan se bort fra tidsåndens frækheder.