Indlæg om Musik

50: Rolling Stones – Get Yer Ya-Ya’s Out – Rolling Stones in Concert

10. september 2020

The Rolling Stones bidrog til musikken i 1970 med koncertalbummet Get Yer Ya-Ya’s Out, der var optaget på koncerter i USA. Albummet var det første, hvor guitaristen Mick Taylor, der afløste afdøde Brian Jones, var med hele vejen igennem. Og de optagne koncerter var de sidste, hvor Rolling Stones stod for musikken alene, bortset fra pianisten Ian Stewart. Pladen solgte godt, indbragte gruppen platinplader og lå nr. 1 på den engelske hitliste – og er siden hen blevet anerkendt som et af de bedste live-albums fra det årti.

Colin Firth – 60

10. september 2020

Førsteelsker, kalder DR skuespilleren Colin Edward Firth, der i dag runder de 60. Og mere end antyder, at han og gårsdagens fødselar Hugh Grant har været konkurrenter i det fag. I hvert fald har de begge fået succes med roller i romantisk-komiske film. Hvor Grant brillerede i Fire Bryllupper og en begravelse, gjorde Firth det samme i Love Actually og Bridget Jones. Men også Firth har i andre, tungere film vist at han besidder mere end maskulin attraktion, kejtet, engelsk charme og dannelse. Film som Mr. Darcy, Den engelske patient, Kongens tale og Andrew Newman demonstrerer et stort skuespillerpotentiale. Modsat Grant, der efter eget udsagn blev skuespiller ved en tilfældighed, så vidste Firth allerede i starten af teenageårene, at han ville gå den vej. Nu er de begge tres og kan roligt lægge førsteelskerrollerne fra sig og koncentrere sig om lødigere emner.

Hugh Grant – 60

9. september 2020

Hugh John Mongo Grant fylder 60 i dag. En kendsgerning, der næsten er naturstridig. For Grant har i mange år været, hvad man engang kaldte “enhver svigermors drøm”. En mand med et ydre, der tydeligvis havde appel til det modsatte køn, kombineret med en næsten udefinerlig, ærkebritisk charme. Omkostningen ved den kombination har så været, at han ikke altid er blevet anerkendt for sine faglige – skuespilmæssige – kvaliteter. Således anså jeg ham længe for at være en fløs, der bare fik gode roller, fordi han havde det der skulle til for at brænde igennem i de kulørte magasiner og alle de andre kændisdyrkende medier.
Men det har ikke forhindret mig i at se ham i en masse film og i at have været mere end godt underholdt. Med skam må jeg meddele, at jeg stadigvæk synes, at film som “Notting Hill”, “Fire bryllupper og en begravelse” og “Love actually” er seværdige. Men der er andre film, der er bedre til at vise hans skuespilformåen, fx den tidlige E. M. Forsterfilmatisering “Maurice”. For slet ikke at tale om A very english scandal, hvor Grant virkelig viser sit format.
Der er noget svært definerligt britisk over Hugh Grant. Man er aldrig i tvivl om, at han kommer derovre fra, når han udtaler sig eller viser sig på lærredet. Måske er det bare byrden af engelsk kultur, der sætter sig igennem i hans tale og kropssprog? I hvert fald er mine forbehold svundet ind til næsten ingenting med tiden – selv om der er mange andre britiske skuespillere, jeg sætter højere.

Hugh Grant fortæller om sine roller…

Connie Francis

8. september 2020

Jeg kendte engang en lille tyk mand. Han var sådan cirka en generation ældre end mig og var håndværkeruddannet. Men det, der førte os sammen, så at sige, var musikken. Han besad en kæmpestor samling vinyler, der kunne give anledning til mange diskussioner og meningsudvekslinger om musik. Og hans favorit, som han havde alle plader med, var Connie Francis. Dengang synes jeg ikke, hun var noget særligt. Hun var jo post-Beatles, og tiden før Beatles var for mig den gamle rock and roll, hvorimod pop à la Francis var gammeldags.

I dag har jeg det helt anderledes og kan se og forså, at alle de kunstnere, der var før, var inspiration for kunstnerne efter. Og Connie Francis havde og har en fantastisk popstemme. Så derfor har jeg for første gang købt en plade med netop hende.

The Rattles – en tysk beatgruppe

8. september 2020

the Rattles – eller som tyskerne foretrak det die Rattles – blev dannet i Hamborg i 1960 af Archim Reichel og Herbert Hildebrant. Og i 1963 vandt de en konkurrence på spillestedet Star Club i byen og fik som del af gevinsten job på samme sted. Samme år indspillede de deres første singleplade. Derefter gik turen til Storbritannien, hvor de optrådte sammen med Bo Diddley, Little Richard og et dengang ret ukendt band ved navn The Rolling Stones. I 1966 var de på plakaten sammen med The Beatles i Tyskland. Og med til bandet meriter hører også, at de spillede sammen med Johnny Halliday og indspillede albummet Johnny Halliday meets the Rattles.

The Rattles blev opløst i 1977, men er blevet gendannet flere gange siden, og de betragtes som et af de store navne – sammen med the Lords – fra dengang, det hele startede.

Toppen af poppen

8. september 2020

Blind høne finder også et korn. Og det hænder også, at den kommercielle, populistiske tv-kanal TV2 finder på noget, der rammer nogenlunde rent. Det gælder således programserien “Toppen af poppen”, som jeg nu og da har fulgt lidt med i, når der ikke var andet, der kunne friste tv-narkomanen på sendefladen.
Ideen med programmet er enkel. Saml nogle (populære) kunstnere og lad dem fortolke hinandens sange. Altså kopiversioner af gamle, kendte sange. Og det virker jo, når sangene – hvad ofte er tilfældet – er gode. Som fx i ovenstående video, som jeg har lånt fra Michael Falchs Facebookside. Her kaster den vilde trold Annika Aakjær sig over Falchs “De vildeste fugle” til Falchs og de andres åbenbare begejstring. Og til min for den sags skyld. En dristig, vild fortolkning, der får det bedste ud af Falchs tilbagelændede sang. Et korn til TV2, takket være kunstnerne.

Tilbage i baggårdens baggård

7. september 2020

Min Fremmedordbog forklarer ordet nostalgi således: “[gr. ‘nostoshjemrejse + a.; dannet 1688 af d. schw. læge Johannes Hofer i “Dissertio medica de Nostalgia oder Heimwehe”… hjemve; vemodig længsel, sentimental,ofte smertelig længsel efter den svundne tid, efter lykkeland; sværmerisk tilbagelængsel.

Jeg er ikke nostalgisk i den vemodige, sentimentale, smertelige forstand, som ordet indebærer. Men jeg kan vældig godt lide at erindre og huske min fortid. Specielt min barndom. Og derfor er det glædeligt for mig, at den bygning, der dannede rammen om mine første 12 år stadigvæk står. Den er ikke revet ned, og stedet er ikke – endnu – forvandlet til moderne byggeri.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt er som i “de gode gamle dage”. Bestemt ikke.

Ovenstående foto har jeg fundet på de mange ejendomsmæglersider, der er. Og det viser bygningen, der rummede mit barndomshjem. Set fra baggården (der lå/ligger bag en lidt større baggård). Vi – mine forældre, mig og (den sidste måned) blandingshunden Jeppe – boede øverst til venstre. Vinduerne længst til venstre gemte mine forældres soveværelse, og vinduerne ved siden af køkkenet. Bortset fra de nye vinduer ligner bygningen helt sig selv. Ganske vist er den lille skorsten, der var i højre side af taget, der ikke mere, men ellers.

Til gengæld har baggården, der var min barndoms legeplads, forandret sig noget. Der var fx ikke fliser dengang. Det var et stort stykke jord med lidt græs. Muren til venstre var væsentligt højere (nåede op til første sal) og tørresnoren fra vores lejlighed var fastgjort derovre. Og bag muren lå et snedkeri. Stakittet til højre var selvfølgelig også et andet, og bag det lå en privat have. Og cirka der, hvor fotografen har stået, var der et højt plankeværk bag hvilken endnu en (større) baggård gemte sig.

Det var ikke og er ikke noget særligt, men sådan et fotografi kan fremkalde dybe erindringer, stemninger og detaljer fra barndommens tid. Og det betyder noget, når man nærmer sig “støvets år”.

 

Capac anbefaler: Jan Olsen – Secret Love

7. september 2020

Efter et par fine små plader (EP’er) – Fairground og Vagabond Trail – som jeg har anbefalet her i bloggen, så albumdebuterer Jan Olsen med langspilleren Secret Love.

Og heldigvis fortsætter Jan Olsen i det spor, han  har banet med de foregående udgivelser. Det er samme vej, samme sti, han betræder, understreget af at tre af sangene på pladen var med på ep’en fra 2019. Olsen står ved sit musikalske udgangspunkt, der består af personlig sangskrivning med dybe rødder i klassisk rock, blues og folk. Og iklædt et musikalsk udtryk, der ligger langt fra vor tids computergenerede sound og dyrker det analoge, jordnære og hjemmelavede. Gammeldags kunne man også kalde det, forudsat man ikke lægger noget nedsættende i det.

Sangene kredser om et maskulint erfaringsunivers. Fra den  indledende “Bottletower Blues”, der tager sin titel fra en af Dublins mange pubs og fortæller en historie om drikkeriets glæder og sorger, over den Brecht-Weill-Waits-inspirerede “Sados and Psychos”, der tegner et skævt billede af en verden i opløsning til titelsangen “Secret Love” om en endnu ikke helt fuldbyrdet kærlighed, dirrende af forventning, drømme, håb og den altid nagende tvivl.

Jo, med sine ialt otte sange tegner Jan Olsen et  fint, måske lidt altmodisch (igen skal det ikke forstås negativt..), maskulint billede af verden. Jan Olsen står ved den han er og ved den musik, han dyrker og tydeligvis elsker. Et tekstunivers og et musikalsk univers, der helt sikkert peger bagud mod noget af det bedste, vi kender. Waits er nævnt, og andre store mandlige kunstnere kunne nævnes som oplagte indflydelseskilder. Men først og fremmest er Jan Olsen sin egen. Det har han vist med de tre plader, jeg er besiddelse af. Godt nok træder Olsen betrådte stier (af sig selv og andre), men det er med hans helt egne fodaftryk.

Hvis jeg skulle være lidt kæk, ville jeg kalde Secret Love en rigtig mandeplade. En plade, der står ved sin maskulinitet – musikalsk og erfaringsmæssigt. Og det er faktisk lidt rart  i disse kønsforvirrede tider at sidde med den i ørerne og hænderne. Men det betyder ikke – snarere tværtimod – at det kun er en plade for mænd. Det er en plade for alle, der sætter pris på god, traditionsbunden musik og gode sangtekster  fra en mands verden. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Secret Love. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Udkom 14. august 2020

 

Memento mori

6. september 2020

Man kan let fortabe sig i og på internettet. I dag kom jeg til at trykke på mit eget link til nekrologer. Og blev både lidt nedtrykt og overrasket over, hvor mange navne, der har forladt os i den tid bloggen har kørt. Og så er det jo ikke engang dem alle, kun dem med tagget “nekrolog”. Og trippet førte mig selvfølgelig også forbi afdøde Torben Billes blog og endnu en rutsjetur ad alle de indlæg, hvor han – og tak for det – henviser til mine skriverier. Og så begyndte det hele at køre i ring, sådan som det jo gør derude i cyber space. Ja, hyperlinks kan føre en vidt omkring, og det kan være både fornøjeligt, tidsrøvende og interessant.

Og blandt de mange bortfaldne og savnede var ham her, som stadigvæk har en høj stjerne hos mig:

 

Sikke en monoton melodi

6. september 2020

Med hundeparken og Solbjerg i bakspejlet dukkede melodien pludselig op i mit hovede. Først kunne jeg ikke lige komme på teksten, men så efter at have nynnet og fløjtet melodistumpen faldt tiøren (eller hvad det end er, der falder nu om stunder…): Limbo Rock. Kendt fra især Chubby Checkers hitvokaludgave fra 1962, men først indspillet instrumentalt af The Champs (som man kan høre i videoen ovenfor).

Det fortælles, at sessionguitaristen Billy Strange skrev sange på under fem minutter i et væddemål med en ven. De havde hørt en sang på radioen og den fik Strange til at “snerre”, at han kunne skrive en bedre sang på fem minutter. Vennen væddede 100 $ på, at Strange ikke kunne. Men Strange gjorde og fik sine penge. Teksten var monoton, hver linje lød: “What a monotoneous melody”. Med Checkers version fik den så en rigtig tekst og blev altså et rigtig hit, der kastede endnu flere penge af til Strange. Siden er den blevet kopieret af rigtig mange kunstnre – lige fra  Herp Albert & Tijuana Brass til en række mindre kendte reggaekunstnere.