CAPAC

Og så i gang med endnu en pose fra genbrugets overdrev. Og her finder jeg Queen og deres Greatest Hits fra 1981 (EMI) med en sticker på coveret, der fortæller, at opsamlingen inkluderer Queens & David Bowies fælles “Under pressure”. Både vinyl, cover og original indercover er i fineste stand.

Jeg har ikke været fan af Queen og da de kom frem, hørte jeg dem på radioen på linje med tiden poptoner. Først inden for de seneste år har jeg fået ørerne lidt mere op for Freddie Mercury og de andre, så det passer fint med en opsamling af deres mest populære sange. Og så med den der Bowie-sang oven i købet…. Ikke så ringe endda.

Som ventet har statsministeren udskrevet valg. Og hun har allerede udstukket et af valgets temaer: En såkaldt ‘bred regering’ ‘henover midten af dansk politik’. Og hvis man kan dømme ud fra den seneste meningsmåling (lavet af Opinion for DR og Altinget), så er der en del vælgere, der er med på ideen. Selv om historien har vist, at den slags regeringer har en ultrakort levetid. Tænk bare på den såkaldte SV-regering, der blev dannet i 1978 og kun holdt i fjorten måneder og blev kaldt en “kæmpefiasko”. Og drømmen om at befinde sig på den politiske midte, hvor den førte politik kommer alle til gode, er så naiv, at man må tage sig til hovedet. I et samfund, hvor uligheden vokser dag for dag og de politiske forskelle også tydeliggøres i samme takt.

Jeg har for længst besluttet hvor min stemme skal ligge. Og det er ikke i midten… Og jeg har besluttet, at jeg ikke vil følge de store mediers dækning af valgkampen. Som læseren godt ved, så har jeg det meget svært med de store medier – især DR og TV2 – og deres lemfældige kritisable håndtering af nyhedsstoffet og også håndtering af valgkampen. Så her i casa vil jeg så vidt muligt undgå at se nyhedstv og høre nyhedsradio frem til og med den 1. november, hvor valget afvikles. Heller ikke valgaftenen vil jeg bruge tid på.

Bluesmanden Robert Johnson solgte i følge skrønerne om ham sin sjæl til djævelen – til gengæld for at kunne få succes som musiker. Og bluesen har fra sin fremkomst altid været splittet mellem livets mørke sider og musikkens vitalitet og livsglæde. Og når Thorbjørn Risager & The Black Tornado kalder deres nye album Navigation Blues, så fortæller titlen og ikke mindst titelsangen lige netop om dette ambivalente syn på det såkaldte liv. Og med tyve år på banen og et hav af koncerter – og en ret så imponerende række album (hvoraf flere er anbefalet her i bloggen), så kan man med en vis ret påstå, at bluesen er blevet en slags livsform for Risager og Co.

“Navigation Blues” indleder pladen med en slæbende, akustisk omgang blues, der hurtigt rejser sig som et stykke regulær bluesrock. Mørket har sænket sig over sangerens hoved og tændstikkerne er våde – men der er (for nu at besvare sangerens spørgsmål: “vil denne sorte nat nogensinde ende?”) et lys et sted derude. Og med denne fine bluesrocker slår Risager og Co. bluesstemningen an – og holder fast i den til pladeudløbet.

Alt hvad der behøves for at holde den gående er “a little love”, som Risager synger i “Watch the Sun go down”, albummets andet sang, en up-tempo-ballade, hvor pulsen slår lidt hurtigere og sortsynet holdes i skak. Risager har skrevet alle pladens sange, men får dog hjælp af Black Tornado Bands guitarist m.m. Joachim Svensmark på tre af pladens sange som supplerer det samlede musikalske udtryk med et instrumentalt overskud i kraft af tangenter, glockenspiel m.m.

Ellers er det The Black Tornado Band, der står last og brast med Thorbjørn Risager. Og dette band kan bare deres kram. Det spiller med største indforståelse sangene med en fin ballance mellem det balladeagtige og det guitardominerede rockudtryk. Og som et ekstra krydderi i det bluesrock-maskuline univers får de hjælp udefra af sangerinderne Pia Trøjgaard og Christiana Boelskifte, der på flere sange sørger for at tilføre det rå udtryk feminine nuancer og et større samlet vingefang. Nævnes skal det også, at Ole Kibsgaard – kendt fra tv og Shu-bi-dua – har en finger med både som baggrundssanger (et enkelt nummer) og ikke mindst i vokalarrangementerne, der virkelig er fine.

Jovist, Thorbjørn Risager og Den sorte tornado har gjort det igen. Skabt en overbevisende bluesrockplade, der emmer af indre nødvendighed og kunstnerisk overskud. Og som minder os inkarnerede fans om, at der må være meget mere i vente fra dette fortrinlige band. Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Navigation Blues. Producer: Søren Bøjgaard, Thorbjørn Risager & The Black Tornados, Provoque, Mascot Music Productions & Publishing. Er lige udkommet. 

Hendes liv blev genstand for filmen Coal Miner’s Daughter  i1980 med Sissy Spacek i rollen som Lorette. Pigen, der trods en baggrund i en fattig, børnerig familie og et ægteskab som femtenårig, formåede at skabe sig et liv og en karriere som en af countrymusikkens helt store damer. En karriere, der kom til at løbe over seks årtier. Og Loretta var aktiv til det sidste. Så sent som i 2021 udsendtes hendes halvtredsindstyvende album Still Woman Enough. 

Største successer

Digitaliseringens hærgen blandt de trykte medier fortsætter ufortrødent. Og ingen aviser, ugeblade eller periodiske skrifter kan vide sig sikre på at fortsætte som trykte udgivelser. Og nu er turen kommet til magasinet Vi unge, der i ‘nekrologerne” omtales som et magasin for teenagepiger. Det er dog en sandhed med modifikation. For magasinet, der startede med at udkomme i 1958 (!) hed oprindeligt Filmjournalen og var som navnet fortæller et magasin, der i billeder og tekst fortalte om, hvad der foregik i filmens verden. Først i 2000 blev Vi unge et magasin forbeholdt unge piger.

Filmjournalen var en af mine første kilder til informationer om film og billeder af skuespillere. Og også da Vi unge tog over, var magasinet en kilde til indtryk fra den del af kulturen, der rettede sig mod ungdommen. Her kunne man finde fotos af de store navne og små tekster om de sammen. Og vi skal huske, at i de tidlige tressere var det ikke hverdagskost at få billeder af sine idoler osv. i pressen. Så der var rift om de få billeder, der dukkede op. Og pop- og ungdomsblade var først noget, der var ved at blive realiseret. Og hurtigt ændrede det sig. Men i en hel del år fandt jeg stadigvæk fornøjelse ved at kigge i Vi unge, selv om bladet hurtigt blev for ungdommeligt for mig.

Og nu meddeler udgiverne – Aller-koncernen -så, at det er slut med den trykte udgave, medens den digitale udgave fortsætter med sigte på ungpigesegmentet. Suk.

Et obskurt fund. Et dobbeltalbum fra 1990 med titlen Lennon & McCartney Songbook. Udgivet af plademærket Connoissseur Collection, der er britisk og har specialiseret sig i genudgivelse af musik. I dette tilfælde en række fortolkninger af Beatles-numre som tidligere har været udgivet i andre udgaver. Fra Elton John og “Lucy in the sky with diamonds”  (single fra 1974) over Aretha Franklin og “Let it be” (1971) til Niels Lofgren og “Anytime at all” (fra 1986 og et af de nyeste numre på udgivelsen). Ingen deciderede overraskelser, men kendte sager hele vejen igennem i solide versioner og på velholdt vinyl (near mint/ mint) og intakt cover og indercover. Og Peter Doggett (musikjournalist med speciale i Beatles og medarbejder ved det anseete magasin Record Collector) har skrevet små anekdotiske oplysninger til hver sang, fx til Emmylou Harris’ fortolkning af “Here, There and Everywhere“, der skulle være John Lennons yndlings-McCartney-sang og Emmylous eneste hitsang i Storbritannien.
Pladen en nok en kuriositet, men den gemmer mange fine fortolkninger af Beatles, der givetvis har fungeret som en udmærket indføring i Beatleskataloget og en udgivelse, der fortjener  en plads på min reol.

Så heldig kan man altså også være. I affaldet ligger Jeff Lynnes debutsoloalbum Armchair Theater (1990) i fineste form (mint, near mint) og med velholdt cover og indercover. Sådan en plade, jeg sagtens kunne have købt dengang den udkom, hvis ikke andre jordnære ting som børneopdragelse og familieliv havde optaget min tid og opmærksomhed. Jeff Lynne, der blev grebet af Beatlemania som ganske ung og allerede i 1963 forsøgte at omsætte inspirationen til musik i The Andicaps og The Chads, men først for alvor gjorde opmærksom på sig selv, da han fandt sammen med musikeresset Roy Wood i Idle Race, der blev det substrat på hvilket The Move voksede op. Og med Move slog Lynne for alvor sit navn fast i den store offentlighed. Og sammen med Wood  ville han videre og sammen kreerede de Electric Light Opera, der vist ikke kræver den store præsentation. Og Electric Light Orchestra, der stadigvæk er aktivt som band, var og er et fint udtryk for, at Beatlemania ikke har sluppet sit tag i Lynne. Og skulle man være i tvivl om den gamle kærlighed, så slog han for alvor den tvivl ihjel, da ham sammen med George Harrison, Bob Dylan, Tom Petty og Roy Orbison lavede Travellin’ Willburys. Og Lynne understregede sin Beatlemani ved at indlede et tætt samarbejde med Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr omkring deres Anthology-projekt i 1990’erne.

Og oven i alle disse projekter havde Jeff Lynne også overskud til at lave – foreløbigt – to album Debuten Armchair Theater og Long Wave (2012). Og det er altså førstnævnte, jeg har suppleret min lille pladesamling med.

Et fint album, hvor Lynne får hjælp af medlemmer fra Electric Light Opera og selveste George Harrison på guitar og vokal. Men også af Mette Mathiesen – ex-Miss B Haven – på trommer og slagtøj. Pladen er fuld af solide poprocksange fra Lynnes hånd og den burde havde fået større kommerciel succes end tilfældet var. Det er en plade, der helt sikker er og vil være collector’s item blandt musikelskere, der er infiricert af Beatlemania, og pladesamlere i almindelighed.

Sådan falder tilfækdigheder sammen. Netop hjemvendt fra en tur i skoven med min ven hunden, hvor vi – før kl. 8 – gik alene rundt og gjorde, hvad vi nu gør. Hunden snuser og snuser osv. og jeg indånder den svale morgenluft og lytter til fugle og dyr, medens jeg mærker fugtigheden på mine bare fødder i sandalerne. For, jo, jeg har endnu ikke smidt sandalerne og ikke fundet sokker og sko frem fra gemmerne. Og foreløbigt bliver det ikke anderledes.

Og herhjemme – stadigvæk barfodet – falder jeg over nyheden om, at Neil Young i en alder af kun 76 år udsender sit sjette album i år. Sammen med de gamle venner i Crazy Horse tager Neil Young pulsen på planetens tilstand og se – om han ikke smider støvlerne og lufter fusserne i kærlighedserklæringen til og om jorden, “Love Earth”. Og sådan hænger tingene sammen nogle gange.

På tålt ophold – i en rå tid hedder Bo Schiølers nye dobbeltalbum, der er delt op i to plader, hvor den første bærer undertitlen Kultiske Sange og den anden Episke Sange. Hvor det episke nok giver sig selv, altså fortællende sange, så er der måske en krøllet finte med det kultiske. Jeg vælger at forstå det kultiske sådan, at Schiølers kult er den stadigt voksende flok af jævnaldrende – de gamle, dem hinsides pensionsaldersgrænsen, dem som arbejdsmarkedets finder både for lette og for tunge osv. Kultisk i denne forstand: Et tilhørsforhold, identifikation og afgrænsning. Ikke i nogen decideret religiøs forstand, selv om den religiøse tanke måske ikke er helt væk i Bo Schiølers teksunivers.

Og hvis min forståelse af det kultiske er rigtig, så passer den i hvert fald fint til albumtitlen, der taler om en udsathed på linje med den, der gælder for uheldige fremmede i dette land. På tålt ophold – du får lov til at blive her lidt endnu…

Det med den religiøse tanke dukker måske lidt op i den allerførste sang “Velkommen – endnu et år“, der åbner ballet og anslår den kærligt-kritiske tone, der er et vandmærke i Bo Schiølers sange:

Velkommen – endnu et år
velkommen til åbne sår
hvem ved hva’ dagene bringer
hvem ved hva’ der forestår

Akkompagneret af kun en akustisk guitar inviterer Schiøler os ind i sit sanger-sangskriver-univers, hvor det søde går hånd i hånd med det sure, hvor kærlighed følger ærlig kritik og hvor sangskriveren svinger krabasken over “døgn-fluer”, “halv-sjove” og ikke mindst sig selv. Hvor sorg og ensomhed dulmes lidt med piller og hvor der måske er et lille bitte lys for enden af tunnellen: Velkommen -endnu et år/ hvem ved hva’ der sker/ måske vender du tilbage en dag/ og vælger at blive her. Måske en form for genopstandelse eller genkomst. Og måske er det at stramme den at se noget religiøst i dette ordvalg – måske er det blot udtryk for (sådan vælger jeg at tro, det er) en fundamental håbefuldhed midt i al elendigheden og råheden.

Jeg skal nok afholde mig fra at nærlæse alle teksterne på dette fine album, selv om det ligger lige for, fordi teksterne på prisværdig vis er aftrykt i albummets lille medfølgende hæfte og fordi teksterne er særdeles vigtige i Bo Schiølers sange. Schiøler har noget på hjerte og tanker, han vil ud med, og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til at man læser med, når musikken spiller.

Og det gør den igen på smukkeste vis, hvor Skavankerne og seks gæstemusikere sørger for, at der er noget for næsten enhver smag. Her er pop, her er rock, blues, ballader og meget mere. Og det hele er arrangeret og produceret på mest loyale og professionelle vis. Der musiceres så det er en fryd.

Godt nok er sangene kultiske i overfor anførte forstand – sange fra et bestemt udgangspunkt – men de er ikke forbeholdt kulten. Den henvender sig tværtimod til alle, der vil lytte og læse med. Og det kan kun på det varmeste anbefales. Et godt eksempel er sangen “Nord for København“, hvor sangen henvender sig til den yngre “lille godmodige fyr”, der endnu ikke har lagt barndommens rige bag sig og derfor fortjener nogle formanende ord på sin vej “fra moderkagen til ældrebyrden”. En sang om at forskåne den lille fyr for den rå virkelighed, der venter efter barndommen: “Hos os har de altid et helle/ vi var din barndoms sukker/ det sure møder du tids nok/ når slikbutikken lukker”. Og samme formildende tone finder vi for eksempel også i sangen “Mens nattergalen sang“, hvor det midt i mørket hedder: “En nattergal synger/ sig ind i mit hjerte/ la’ os ti’e og bli’e her/hinsides sorg og smerte/læg dit her ved min side/mens døgnet går ned/vi to har intet at sælge/ – vi ejer kun kærlighed”.
Bo Schiøler synger med sin alt andet end slidte stemme. Og som en anden Dylan skruer han sange sammen, der er ligefremme i deres hverdagssprogsnærhed med udviklet sans for gode, virksomme rim og fængslende ord og vendinger. Man mærker, at Bo har været på banen længe og har lært sit metier som sangskriver. De er præcise og sidder lige i skabet – og fænger som gode popsange altid gør.

På tålt ophold viser, at Bo Schiøler (og alle vennerne) ikke er til at komme uden om blandt tidens mange sanger-sangskrivere. Sangene er skrevet af nødvendighed og er sjældent vedkommende i dagens popsangunivers. Og så er dette fine dobbeltalbum en nøgle til Bo Schiølers sangkunst og – hvis man ikke allerede er blevet overbevist – man kan passende starte her, hvis man ikke har Schiølers sange i sin samling. Hermed anbefalet på det varmeste.

Bo Schiøler & Skavankerne & Venner. Tålt ophold – i en rå tid. Produceret af: Torsten Utke. SÅDAN’sk (Sundance Music). Er netop udkommet.

I skrivende stund er den russiske præsident Putin ude på de store medier for at forsvare og definere sin seneste handling i konflikten mellem Ukraine og Rusland – afstemningen om tilhørsforhold i de østlige områder af Ukraine, Donbas-området. Og han citeres for at sige, at ‘vi vil forsvare os med alle midler’. Og i mine gamle ører, der har været med siden tiden før den såkaldt kolde krig, betyder det vel, at også kernevåben kan komme på tale, hvis ikke krigslykken går Putins vej. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på både den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzensberger og den amerikanske matematiker og sangskriver Tom Lehrer, der begge på hver deres måde tog mødommen på den såkaldte angst for en atomkrig ved at pointere, at mange af os nok ikke var så ængstelige som politikerne gerne ville have, men i stedet tænkte: hvis det skulle ske, så gælder det os alle sammen. We will all go together, when we go. Lidt den samnne logik, som gælder, når talen falder på den stadigt tydeligere klimakrise. Alt tyder på, at vi om føje år vil komme til at mærke effekten af en livsform med overforbrug, afbrænding af fossil brændstof og hensynsløs udnyttelse af naturen omkring os. Og det vil gælde os alle – både os i de velbjergede vestlige lande og dem, der i forvejen mærker verdens ulighed i syd og øst.

Selvfølgelig er Putins udmelding en taktisk udmelding i en krig, der ikke kun føres med militære midler, men også med alle andre midler, herunder de retoriske. For Putin siger det jo ikke direkte: Vi vil bruge atomvåben. Han overlader det – snu som han jo er – til os herovre vestpå til selv at drage den slutning: Så vil han altså bruge atomvåben. Og det vil medføre endnu en eskalering af konflikten i form af vestlige sanktioner og øget militærhjælp til den ukrainske hær. Hvor der allermest er brug for at lytte til Kina, Indien og Tyrkiet og fremtvinge fredsforhandlinger – få diplomaterne til at arbejde, sluge kompromissernes bitre frugter og få os alle til at koncentere os om det der virkelig gælder: At aflevere en jord, der er beboelig og værd at leve på – for vores børn, børnebørn og efterkommere.

Og så undskyld en gammel mands naive betragtninger. Kan du ikke lide dem, så find en anden blogger at læse….

Bortset fra et live-album fra 2019 (men optaget i 1977) og noget opsamling, så er det lidt pauvert, hvad vi har hørt fra den mere end ferme sangskriver og musiker Billy Joel. Og det har da været ren nydelse at genhøre hans opus fra 1983 An innocent Man.

For nylig indkøbte jeg en opdateret udgave af mandens hovedværk The Stranger (1977). Men ellers var det albummet fra 1982 The Nylon Curtain, der for alvor åbnede mine ører for denne fine sangskriver. Med sange som “Allentown” –  en hyldest til den amerikanske arbejderklasse – og “Goodnight Saigon” – en sang om Vietnamkrigen – overbeviste han mig om, at han var en seriøs konkurrent til ham der Bruce Springsteen.

Men nu er jeg så kommet i besiddelse af opfølgeren An innocent man. I en velholdt vinyl, indkøbt i en genbrugsbutik (efter først at være erhvervet hos Robert Music oprindeligt til en pris af kr. 99,50 kr.). Og på det velholdte cover sidder Billy Joel – i sort-hvid-fotografering – på en trappe og signalerer, at vi befinder os i en tid før firserne. For pladen er en smuk hyldest til den musik, Billy Joel voksede op med – halvtredsernes og de tidlige tredseres doo wop, soul og sangskriverpop. Joel havde været gennem en skilsmisse og den nedtur sendte ham tilbage til den livsgivende pop, han var vokset op med. Og pladen er netop en demonstration af ,hvad musik kan gøre ved ens følelsesliv. Personlige, men ikke private, sange, der giver lytteren mulighed for identifikation og medleven.

Ikke underligt tog kritikken rigtig pænt mod pladen med dens ti meget iørefaldende popsange. Og den solgte også rigtig godt og gjorde sig godt på hitlisterne.

Og at lytte til denne fine plade i fineste form er en påmindelse om, at Billy Joel mangler på tidens aktuelle scene som en af den tids store sangskrivere.

Coveret har et lille klippet hak for oven, hvilket tyder på, at den er erhvervet under et udsalg. Ellers er coveret intakt, og det samme er vinylen (en amerikansk presning) i en afspillelig, god tilstand.

Albummet Behind the mask er gruppens femtende og det første, hvor Lindsay Buckingham for første gang var ved at trække sig ud af sammenhængen og blev erstattet af guitaristerne og sangskriverne Billy Burnette og Rick Vito. Ikke at det gjorde den store forskel på gruppens lyd. Det er stadigvæk Christine McVie og Stevie Nicks, der trækker det store læs på sangskrivningssiden. Og man kan ikke høre, at der var opløsningstendenser i bandet som resulterede i, at Stevie Nicks og Rick Vito efterfølgende gik deres vej. Pladen solgte ikke så godt, som kollektivet var vant til, selv om det da blev til platinsalg og et førsteplads i Storbritannien. Men pladen tilhører Fleetwood Macs post-storhedsperiode. Og kritikken var delt mellem dem, der begræd Buckinghams fravær, og dem, der mente, at Fleetwood Mac havde fundet en ny kollektiv lyd.

Lyttet til på afstand så fremstår pladen som en sympatisk plade med dominans af McVies og Nicks blide og sentimanetale sange og en snert af firserstadionrocklyd i kraft af, at der nu er seks medlemmer i udtrykket.

Da pladen udkom havde jeg forladt Fleetwood Mac til fordel for andre navne, men nu er pladen så alligevel landet i min lille samling, hvor den får lov til at blive.

Med det nye medieforlig omkring Danmarks Radio er et af intentionerne, at DR skal blive bedre til at dele film og serier via deres hjemmeside – i den ulige kamp mod streamingtjenesterne og i et forsat forsøg på at digitalisere den gamle institution. Og det har da visse umiddelbare fordele for en gammel flow-tv-entusiast som undertegnede – nemlig den, at mere af det, DR faktisk viser. så angiveligt vil blive tilgængeligt på deres internetside. Men vi får se…

I hvert fald har jeg set en film, der kan findes på DRs side DRTV, nemlig den amerikanske dokumentar fra 2021 Dean Martin – King of Cool. Ganske vist havde jeg for nogen tid siden optaget den på min tv-boks men den ligger stadigvæk på DRTV. Og den er ganske underholdende og informativ, hvis man ellers er til Dean Martin (der stadigvæk er min favorit blandt den generations amerikanske croonere – selv om jeg åbner mig mere og mere for ham der Frank Sinatra…) og hvis man ellers kan goutere amerikanernes særlige hang til persondyrkende, glorificerende, ja mytologiserende biografiske dokumentarer. Men kan man abstrahere lidt fra denne tilbøjelighed, så er der faktisk en historie om en mand af italiensk afstamning som aldrig helt viste sit sande jeg og som havde et særligt talent for at fængsle publikum – fra scenen, på film, på plader og på tv. En italiensk dreng, der til sin død, elskede sin mors mad, var et rigtigt familiemenneske, der aldrig lod karrieren spænde ben for familielivet og besad et særligt talent for at synge og underholde det store publikum.

Goodnight Sweetheart 

Vores egen folkesanger Cæsar fik et mindre hit med sin udgave af P. F. Sloans sang “Eve of Destruction” i Thøger Olesens fordanskning “Jorden i flammer”. Og Barry McGuire fik et stort hit med sangen. Så stort at det blev sammenlignet med Beatles’ “I wanna hold your hand” med hensyn til lytterønsker på de amerikanske radiostationer. Men først var spørgsmålet, om sangen overhovedet skulle indspillet og udgives. Bagmændene mente at den var for dyster og ikke havde gennemslagskraft nok. Men at de tog fejl – sådan som det ofte er sket med den slags forudsigelser – viste Historien om Eve of Destruction.

Barry McGuires udgave

The Turtles’

Cæsars