Indlæg om Musik

Glenn Tilbrook – 65

31. august 2022

En af mine yndlingskomponister, Glenn Tilbrook, fylder 65 i dag. Han er nok bedst kendt som forsanger og sangskriver i Squeeze, hvor han sammen med tekstforfatter Chris Dilford sørgede for alle sangene. Og stadigvæk gør det, for Squeeze, der blev dannet i marts 1974 er stadigvæk aktive. Og de gange Squeeze har holdt en lille pause, har Tilbrook og Dilford arbejdet sammen. Han har også spillet i andre sammenhænge, bl.a med The Fluffers, og indspillet soloplader.

 

DR svinger nedskæringskniven igen

31. august 2022

I går satte jeg mig til rette foran flimmeren for at se, om DR Nyhederne ville kommentere en af gårsdagens små og oversete nyheder. Nemlig den, der på DRs egen hjemmeside havde rubrikken “49 stillinger bliver nedlagt i DR Nyheder”.
Men, ak nej. DR Nyhedernes nyhedsprioritering fulgte slavisk den, der dominerer på de to store kanaler.
Set fra min lænestol var det imidlertid en yderst interessant nyhed. Ikke, fordi nedlæggelsen af 49 stilinger indebærer 20-25 fyringer. Det er forudsigeligt og – selvfølgelig – beklageligt, ikke mindst for dem, det går ud over. Og heller ikke, fordi afskedigelserne også kommer til at ramme DR Kultur, Børn og Unge.
Nej, fordi nedlæggelserne er et led i institutionens vision om at gøre DR til “en fuldt ud digital public service-institution”. En vision, der i sin korte formulering signalerer en næsegrus bøjen af for tidens teknologiske dominans og ikke så meget som antyder noget om, hvad DR som public service- nyheds- og formidlingsinstitution skal stå for sådan rent holdningsmæssigt.
I stedet for at fokusere på det digitale – herunder de stadigt mere påtrængende sociale medier – burde DR benytte lejligheden til at åbne en stor debat om, hvad vi har brug for et et land, der forstår sig selv som et folkestyre. En debat om presseidealer, oplysning, demokratik, magtkritik og så videre. Men nej – og nu til vejrudsigten.

Dødsfald: Mikael Gorbatjov – tilbagetogets helt – 91 år

31. august 2022

Efter længere tids sygdom er den fhv. leder af Sovjetunionen, Mikael Gorbatjov. Han var med den tyske forfatter Hans Magnus Enzensbergers udtryk en af tilbagetogets helte, ja vel nok den største af dem, fordi han var den, der ‘demonterede’ Sovjetunionen på fredeligste vis. Enzenberger skrev blandt andet:

Han demonterede den 20. århundredes næstsidste monolitiske imperium uden vold, uden panik, uden krig. Ingen ville have troet det muligt. Det varede meget længe, inden verden så meget som begyndte at fatte hans projekt. Denne mands overlegne intelligens, moralske dristighed, vidtrækkende perspektiv – alt det lå, i øst som i vest, så langt hinsides den politiske klasses horisont, at ingen regering vovede at tage ham på ordet.
Gorbatjov kunne heller ikke gøre sig illusioner om sin popularitet i sit eget land. Den største af alle afkaldspolitikere så sig dér hvert øjeblik konfronteret med spørgsmålet om, hvor det positive blev af; som havde opgaven bestået i endnu en gang at forkynde folkene en strålende fremtid, der efter enhvers behov helt gratis ville sørge for sæbe, raketter og broderskab; som fandtes det andet fremskridt end tilbagetogets; som afhang ikke enhver fremtidig chance af, at Leviathan blev afvæbnet, og at man fandt vej fra mareridtet tilbage til normaliteten.

Men de færreste politikere i verden forstod Gorbatjovs projekt. Og han fik fjender både inden- og udenlands, hvilket den aktuelle krise i Ukraine sætter en fed streg under. Efter Gorbatjov fik kapitalismen lov til at buldre frem og hærge det store område, Sovjetunionen dækkede. Og ‘taberne’ inden for systemet sørgede for at sadle om og tilrane sig nye magtområder og -positioner. Putin er gammel KGB-mand. Og mangen en oligark har også en fortid i det gamle hierarki. Ny vin på gamle flasker, i stort omfang.

Fjenderne gjorde Gorbatjov til en ensom mand. Sådan er det. når man ikke bliver forstået og kun møder modstand. Men Gorbatjav var et mønstereksempel på, hvad tilbagetogets helte er. Dem, der forstår, at tilbagetoget er den måske eneste farbare vej for verden i vores tid:

En tysk filosof har sagt, at det ved udgangen af dette århundrede ikke kommer an på at forbedre verden, men på at skåne den. Denne sætning har ikke kun gyldighed for de diktaturer, som mere eller mindre kunstfærdigt er blevet skrottet for øjnene af os. Også de vestlige demokratier må indstille sig på en afrustning, som der ikke findes noget fortilfælde for. Det militære aspekt er kun et blandt mange.
I gældskrigen mod Den Tredje Verden skal andre uholdbare stillinger rømmes, og det vanskeligste af alle tilbagetog forestår i den krig, vi siden den industrielle revolutions begyndelse har ført mod vores egen biosfære.

I en tid, hvor politikerne insisterer på oprustning og vold som svaret på tidens problemer og hvor det kniber gevaldigt med at tage de helt store problemer – klimaet og hungersnøden ikke mindst – helt alvorlig, fremstår Gorbatjov som en rollemodel, der med sin stille insisteren på tilbagetoget som politisk model, har vist os vejen – den vej, vi bør gå, hvis vi vil redde verden, demokratiet, klimaet osv.

 

Trods alt det… apropos det forestående valg og den herskende politiske elendighed

30. august 2022

{Strophe 1}
Wir hofften in den 60’ern
Trotz Pop und Spuck und alledem
Es würde nun den Bonner Herrschers eingeheizt
Trotz alledem

{Refrain}
Doch nun ist es kalt
Trotz alledem
Trotz SPD und alledem
Ein schnöder, schwarzer Winterwind
Durchfröstelt uns, trotz alledem

{Strophe 2}
Auch Richter und Magnifizenz
Samt Polizei und alledem
Sie pfeifen auf die Existenz von Freiheit, Recht
Und alledem

{Refrain}
Trotz alledem und alledem
Trotz Grundgesetz und alledem
Drückt man uns mit Berufsverbot
Die Gurgel zu, trotz alledem

{Strophe 3}
Doch hat der Staat sich nur blamiert
Vor aller Welt, Trotz alledem
Auch wenn die Presse Lüge schmiert
Das Fernsehen schweigt, trotz alledem

{Refrain}
Trotz Misstrauen, Angst und alledem
Es kommt dazu, trotz alledem
Dass sich die Furcht in Widerstand
Verwandeln wird, trotz alledem

Genhør med: The Humblebums

30. august 2022

en af mine yndlingssangskrivere, Gerry Rafferty, blev først for alvor kendt, da han for halvtreds år siden slog de musikalske klude sammen med Joe Egan og stiftede Stealers Wheel. Men inden han nåede dertil – og videre til en god, lovende solokarriere – var han med i det skotske folk-rock-band the Humblebums. Ud over Rafferty bestod gruppen af guitaristen Tam Harvey og komikeren og skuespilleren Billy Connolly.
At lytte til The Humblebums er en ganske anden oplevelse end Stealers Wheel og Rafferty solo. humblebums, der blev dannet af Connolly og harvey i 1965, gjorde sig i lokalområdet omkring Glasgow, hvor de spillede folk med vægten på banjo, guitar og humoristiske introduktioner af Connelly. De spiller en meget folkelig, lidt gammeldags, folkemusik, og Rafferty var kun med en kort tid, inden trioen gik hver til sit i 1971. Men inden en gedannelse nåede de at indsplle albmmmet med den sigende titel First Collection of Merry Melodies (1969). Muntre melodier siger en masse om den musik, man møder hos Humblebums.
I den tid Rafferty var med blev der lavet yderligere to album,The New Humblebums og Open Up the Door, centreret om Connolly og Rafferty. I 1971 gik de to i gang med hver deres solokarrierer. Rafferty fik debuteret med Can I Have My Money Back?, iden han mødte Joe Egan og dannede Stealers Wheel. Connelly fik succes som solist og brugte en del af materialet fra Humblebums til sine plader og optrædener, og det var med til at sikre, at Humblebums ikke gik i glemmebogen, men fik genudsendt en del af gruppens materiale.
Humblebums er blevet beskrevet som folk, der befinder sig et sted mellem The Sarstedt Brothers (m. Peter Sarstedt) og Cat Stevens, men sange med vægt på en god historie, en god melodi – og så Conellys humor.

50: The Band – Rock of Ages

29. august 2022

Et live-album var, hvad The Band havde i posen til sit publikum for 50 år siden. Rock of Ages. Oven i købet et dobbelt album. Optaget i vinteren 1971, og som det var almindeligt dengang var der tale om en samling af sange fra forskellige koncerter. Siden er den blevet genudgivet i både forkortede og udvidede udgaver. I 2002 med en bonus-cd med en del Bob Dylan-sange.

Albummet blev pænt modtaget af såvel presse som publikum, der sørgede for at den kom på Billboards Hot 100 liste med en top 10 placering – og indkasserede en guldplade.

 

Those were the days

28. august 2022

Barry Miles’ McCartney-biografi er fuld af små sjove anekdoter og oplysninger. For eksempel omkring sangen “Those were the days”, som Mary Hopkin indspiller for Beatles-plademærket Apple.

Både Rolling Stones og Beatles havde ondt i skatten sidst i tresserne. Stones havde ikke fået betalt den skat, de skulle, og stak derfor af til Frankrig for at genopfinde sig selv. Beatles blev rådgivet til at lave en Apple-forretningskonstruktionen – bestående af flere afdelinger for mode, elektronik, musik osv. – for at slippe for at blive brandbekattet i hjemlandet. Og Apple-projektet bliver alt andet end en succes, bortset fra plademærket, der alt andet lige resulterer i en række solide udgivelser.

De fire beatler har frit spil med hensyn til, hvem der skal indspiille på Apple. Og McCartney er fuld af ideer. Blandt andet har han fået sangen “Those were the days” på hjernen. En fængende melodi, der bygger på en russisk sådan og har fået tekst af et engelsk ægtepar, der har brugt den i en mindre forestilling. Og McCartney får lov til at bruge deres udgave. Og få forsøger at finde nogen, der vil kunne indspille den. Han spørger The Moody Blues, der ikke er interesseret. Så spørger han vennen Donovan, der vist ikke er afvisende, men aldrig får taget sig sammen til at indspille sangen. Og så kommer fotomodellen Twiggy til undsætning. Hun har set walisiske Mary Hopkin på et talent-tv-program og taler varmt for den purunge sangerinde. Og McCartney lader sig overtale og kontakter Hopkin, der – med sin moders mellemkomst (for Mary er kun 17) – takker ja til opgaven, selv om hun egentlig ikke er specielt vild med sangen. Hun er mere til traditionel walisisk folkemusik, og derfor vælger hun også at bryde samarbejdet med McCartney efter kort tid.

Hvordan mon den sang ville have lydt i Moody Blues’ udgave? Eller Donovans for den sags skyld?

Vi skal vist nok til valg snart

27. august 2022

På nettet læser jeg, at et af de engelske ord, der er ved at snige sig ind i det danske sprog, er ordet “rant”, der betyder en ophidset, indigneret, passioneret enetale om en sag eller et emne. Vi har ikke et præcist, dækkende danske ord for “rant”. Men kunne måske konstruere et…!?

Nå, men i hvert fald fik jeg trang til at føre en enetale om dette hersens valg, som de borgerlige partier i folketinget betragter som en selvfølge, medens den socialdemokratiske regering indtil videre lader som om at alt er som det plejer. Selv om regeringens handlinger – nye tiltag som kriminalitetspakker og stramninger på udlændingeområdet – taler deres tydelige sprog om, at Mette Frederiksen og Co. godt ved, hvad der er i vente lige om lidt…

Nå, men lad os begynde med begyndelsen. De Radikale Venstre med den små Sofie Carsten Nielsen i spidsen har været del af regeringens parlamentariske grundlag indtil for ganske nylig, hvor samme Nielsen benyttede den såkaldte mink-sag til at forsøge at male Mette Frederiksen op i et hjørne med truslen om at bringe regeringen i mindretal og dermed fremkalde et valg, hvis ikke Frederiksen selv tog initiativ til det inden starten på den nye folketingsperiode. Efter min mening er det ikke Fredriksen, der er blevet malet op i et hjørne, men derimod Det Radikale Venstre selv. For det første har Nielsens udmelding og krav gjort det umuligt for partiet at udgøre et parlamentarisk grundlag for Socialdemokratiet efter et kommende valg. For det andet har de borgerlige ladet os forstå, at de ikke betragter Det Radikale Venstre som en del af deres regeringsgrundlag. Ergo hænger Nielsen og Co. og svæver, og man kan forvente at vælgerne nok vil være mindre tilbøjelige til at sætte deres kryds dér.

For det andet så har Mette Frederiksen bragt sig i en dum situation. Efter at have fået nærmest folkelig opbakning for sin og regeringens håndtering af coronakrisen, har hun tabt porcelænet på gulvet. Den såkaldte mink-sag har Frederiksen ikke formået at håndtere til sin egen fordel. Efter min mening burde hun, da det blev klart, at hendes regering handlede uden lovhjelm, altså u-lovligt, have taget konsekvensen og ikke bare fyret Mogens Jensen og afventet kommissionens redegørelse, men have udskrevet valg for at rense luften. På den måde ville hun have vist, at hun tog det ansvar på sig, som hun faktisk har som regeringens leder, og overladt til vælgerne og bestemme, om hun og regeringen skulle fortsætte en periode mere. Det ville også have taget luften ud af den borgerlige kritik, der nu kører videre som baggrundsstøj for den kommende valgkamp. Frederiksen kunne i bedste fald have sikret regeringen endnu en periode, men har valgt en strategi, der snarere vil efterlade Socialdemokratiet med endnu mindre vælgerstøtte end nogensinde før og uden den store udsigt til at kunne etablere et parlamentarisk grundlag (fordi Radikale Venstre er utiliregnelige). Og bedre bliver det ikke af, at Mette Frederiksen har været så letsindig at tale for en regeringsdannelse ‘hen over midten’. Dette forslag taler mest af alt om Frederiksens erkendelse af, at hun ikke formår at føre regering på et grundlag, hvor hun skal give indrømmelser til Enhedslisten og SF, og at hun godt ved, at hendes eget parti ikke står til synderlig fremgang ved et kommende valg.

I den såkaldte blå blok derimod vejrer man morgenluft. Uvist af hvilken årsag – bortset fra den, der handler om personfiksering – står det Konservative Folkeparti til væsentlig fremgang og oven i købet at overhale konkurrenten Venstre i tilslutning, hvilket har givet partiformand Søren Pape Poulsen smag for statsministerposten. At de konservative så ikke har leveret noget politisk, som skulle kunne retfærdiggøre en fremgang og en evt. politisk sejr ved at valg, er en anden, deprimerende kendsgerning. At Pape så midt i persondyrkelsens rampelys har trukket gamle krikker som afskaffelse af topskatten (der med Papes ord er “marineret i misundelse”) af stalden – ja, det understreger bare, hvor absurd de konservatives popularitet er.

Over for Pape står så Jakob Ellemann-Jensen , der stadigvæk ikke har formået at overbevise andre end sine nærmeste støtter om, at han besidder evner til at lede partiet eller – for den sags skyld – landet. Sjældent har man set en så vag og ukarismatisk politisk leder i dansk politik. Han står med et parti, der nærmest er en skygge af sig selv efter Lars Løkke Rasmussens exit og efter flere markante politikeres afsked med det gamle parti, og der er ikke noget, der tyder på, at Ellemann junior vil blive den politiker, der formår at genoplive det gamle parti for alvor. Og hans drømme om at blive statsminister har Pape for alvor skudt langt ud i fremtiden.

Dertil kommer, at blå blok nærmest er atomiseret siden sidste valg. I stedet for at samle kræfterne omkring og i de to gamle partier – Venstre og Konservative – så er borgerligheden skallet af i småpartier, der kæmper om at være midterpartiet og om at overgå hinanden i traditionelle borgerlige mærkesager, især flygtninge- og indvandrerpolitiken. Og atomiseringen vil bestemt ikke gøre det lettere for blå blok at etablere en bare nogenlunde holdbar regering. Snarere vil man kunne forudse en konstant rivalisering og diverse hundeslagsmål.

Hvis ellers mit maleri er nogenlunde rigtigt – og det tror jeg selvfølgelig det er – så er der ikke meget at se frem til ved et kommende valg. Meget kunne tyde på, at vi får en borgerlig regering, og det er ikke, hvad vi har brug for i en tid, hvor klimakrisen for alvor kalder på resolut handling og hvor konflikten i Ukraine og den økonomiske krise i Europa og Vesten sætter store krav til en regerings evne til at tænke på almenvellet og sætte særinteresser i parantes. Velkommen til folketingsvalget.

På radaren: Nice as Fuck

27. august 2022

Den ferme sangskriver, Jenny Lewis, er gået sammen med to andre unge kvindelige musikere – Erika Forster (Au revoir Simone) og Tennessee Thomas (The Like) – og har lavet et moderne rockalbum, der leverer nogle tørre sange, der både associerer til halvtredserrock og helt moderne, digitaliseret rock. Og så har de valgt et navn, der med garanti vil holde dem væk fra adskillige radio- og tv-stationer derovre. Men pyt, når bare man får sit budskab og udtryk ud….

Nice As Fuck · Nice As Fuck – Debut Album

Dagens citat – om at gå

26. august 2022

Tab for Alt ikke Lysten til at gaae: jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke [kan] gaae fra den. Selv om man gik saaledes efter sit Helbred, at dette bestandigt var een Station forud – jeg vilde dog sige: gaae! … Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaaer det nok.

Søren Kierkegaard i et brev til sin svigerinde Henriette (Jette) Kierkegaard (1847).

50: J. D. Souther

26. august 2022

Præcis hvilken dag og måned, J. D. Sourthers eponyme album udkom, har jeg ikke kunnet finde ud af. Men manden selv har netop gjort opmærksom på, at albummet fylder 50, så mon ikke der er omkring august. I hvert fald et album, der ikke gjorde stort væsen af sig, målt med hitliste- og salgsalen. Til gengæld satte den sig spor, blandt andet ved at levere en sang “How long” til The Eagles (ganske vist først i 2007, men alligevel) og en anden “The Fast One” til Linda Ronstadts album fra 1973 Don’t cry now, hvor hun fortolker den med Eagle-Glen Frey som gæstevokal. J. D. Souther etablerede sig for alvor som sangskriver og -leverandør med sit debutalbum, selv om han aldrig nåede sammen kommercielle højder som dem, der var modtagere af hans sange.

 

50: The Kinks – Everybody’s in Show-Biz

25. august 2022

The Kinsk berigede rocken med et dobbelt-album – studie- og livealbums – som opfølger til hovedværket Mushwell Hillbillies. Titlen var Everybody’s in Show-Biz – og undertitlen: Everybody’s a Star. Albummet markerede en ny-orientering for sangskriver Ray Davies i retning af tidens optagethed af rock-operaer og plader med pomp og pragt.

 

 

Capac anbefaler: Claus Dencher – You

25. august 2022

Nogle plader anbefaler nærmest sig selv med det samme. Og det gælder for Claus Denchers debut-solo-album You. Og den gør det i kraft af sine umiddelbart, let tilgængelige, ja poppede sange, der som al god pop går lige ind i hovedet og kroppen på en.

Albummet er ellers alvorlig nok. Claus Dencher befinder sig halvvejs på livets landevej, og det giver selvfølgelig anledning til overvejelser og tanker om ‘det satans liv’, som Steffen Brandt kaldte det i en anden sammenhæng. Refleksioner og analyser af, hvad der er sket og sker undervejs. Og det er jo – uden på nogen måde at være en midtvejskriseplade – altid godt stof for sange. Sange om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, om fortiden på godt og ondt, om at komme overens med den tid og alder, man er i og så videre.

Og sammen med et hold af særdeles kompetente musikere og legekammerater – Palle Hjorth på tangenter, Peter Sund på elguitar ,Peter Dombernowsky på trommer, Henrik Poulsen på bas og Trine Lunau Sund, der  sørger for et smukt kor – har Claus Dencher fået skruet nogle fine arrangementer sammen omkring sine sange, der – som nævnt – har poppens indsmigrende charme og forførelse, samtidig med, at de er fine stykker singer-songwriter-kunst med inspiration fra især den amerikanske tradition inden for folk-rocken.

Ialt otte sange er det blevet til. Alle på engelsk. Og fremført med Claus Denchers gode iørefaldende mandsstemme, der er bedre en gennemsnittet i dansk rock. Og med en lydhør, indforstået opbakning af det nævnte hold, der forstår at give Denchers sange det ekstra, de fortjener og vokser af.

You er sådan et debutalbum, der smager af mere, og som fortjener at stå i pladesamlingen hos enhver, der holder af såvel pop som singer-songwriter-sange. Hermed varmt anbefalet herfra.

Claus Dencher. You. RPM. The Farm Music. Gateway. Er udkommet

Claus Denchers Youtube-kanal

Filmoplevelse: Good Vibrations

23. august 2022

Og så fik jeg da set Lisa Barros D’Sas og Glen Leyburns film fra 2013 Good Vibrations om pladebutikejeren med mere Terri Hooleys rolle i udviklingen af punk-rock-scenen i Belfast. Og den er en fremragende film. Både som fortælling om den enøjede Hooley, der satser alt på sin kærlighed til musikken – herunder den fremadbrusende punk – lige fra pengene til ægteskabet. Fordi han mener og tror, at der er noget, der er større end ussel Mammon og at punken er det, der kan neutralisere The Troubles (konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland). Og som filmværk.
Den er fermt skruet sammen, skuespillet er godt og den formår at fremstille Terry Hooley som den idealist, han er. Oprindeligt en inkarneret socialist (med en endnu mere socialistisk far), der solidariserer sig med punkungdommens uartikulerede oprør mod alt og alle og med musikken som primært organ.
Filmen, der har fået mange kritikerroser, er en af den slags musikfilm, der lykkes med at skabe en loyal fremstilling af sit emne. Her idealisten Terri Hooley (i Richard Dormers gestaltning) og hans passion for punken. Og af de miljø, han bliver et epicentrum for. Inklusive de bands, han får under sine vinger. Rudi og Outcasts, der aldrig får pladekontrakter med store plademærker, men får heltestatus i lokalområdet, The Undertones, der formår at bryde igennem nationalt og internationalt, Stiff Little Fingers m.fl. Levende portrætter af vigtige navne i punkmusikken.
Jeg kan kun anbefale enhver med interesse for punk og for Nordirland at se denne film.

Trailer

Tilbage til gamle dage…

22. august 2022

Undskyld mig. Jeg har det med at søge tilbage i tiden. Og det skete også i forrige uge. Anledningen var, at jeg havde set DRs første afsnit af serien Min sang til Danmark. Et i udgangspunktet fint og sympatisk projekt, hvor man beder femten danske kunstnere om at skrive en sang om vores fælles land Danmark. I første afsnit var det Anne Linnet, Stine Bramsen og Andreas Odbjerg, der havde takket ja og leverede en sang. Og alt andet lige så synes jeg, at det gik godt og lovende. De tre kunstnere valgte en vidt forskellig tilgang til emnet og – hvilket for mig at se var det mest opmuntrende – valgte at lave en personlig sang, der ikke lænede sig for meget op ad de nationalistiske sange, vi kender alt for godt. Det er sundt, at der er en kritisk od i sådanne sange, og det lover godt for de næste afsnit. Så tomlen op for DR, denne gang.

Men alligevel følte jeg mig pludselig hensat til dengang i halvfjerdserne (husker i det?), da unge mennesker under overskriften PUNK begyndte at lave gør-det-selv-musik og synge tekster, der gav samfundet fingeren. Jeg synes, vi har brug for sådan et uartikuleret, energisk lods i al pænheden nu i disse krænkelseskultur-, woke-, meetoo-, identitetspolitik-, midterpolotik-tider. Et kraftigt spark lige i nosserne, for nu at tale lige ud af posen og på proletarvis. Og derfor gjorde det godt, at jeg faldt over The Rezillos fra Scotland (1976-78, 2002-), der i 1977 og 78 var med til at artikulere den ungdommelige oprør mod ALT.

The Rezillos

Opdatering: Og så er det lige at jeg læser på nettet, at Rezillos ikke blev betragtet som punk, men bare som new wave – vist nok, fordi de havde bedre sange end gennemsnittet. Never mind, som de siger derovre, for mig er de punk.