Indlæg om Musik

Op og ned med Bob Dylan

14. august 2019

Jeg hsuker det, som var det i går. Jeg var på vej hjem fra universitetet og kom forbin pladebutikken Mimosa i Sct. Clemens stræde. Og der i vinduet hang den nye Dylanplade, som jeg kun havde hørt rygter om: Empire Burleque. Året var 1985, og Dylan var endnu engang gledet lidt i baggrunden i medierne, fordi han endnu engang ikke helt havde levet op til de tårnhøje forventninger, der har hvilet på hans skuldre siden de glorværdige tressere. Og jeg købte vinylen. Måske var det coveret, måske havde jeg hørt et fragment af pladen i radioen. Jeg husker det ikke helt præcist, men i hvert fald blev den indlemmet i pladesamlingen. Og jeg tror nok min skepsis fordampede, da pickuppen fik fat i rillen.

Venstre , Socialdemokratiet og drengene fra Godhavn

14. august 2019

Partiet Venstre vandt folketingsvalget. Gik ganske ufortjent frem stemme- og mandatsmæssigt, men tabte regeringsmagten. Og siden valgkampen, hvor formand Lars Løkke Rasmussen gjorde alt, hvad han kunne for at holde fast i magten, bl.a. ved at foreslå en alliance med Socialdemokratiet, har ledelsen i partiet ligget i åbenlys magtkamp. Rundsavene på albuerne og knivene oppe i ærmerne har blinket i offentlighedens lys, fordi partiets chefideologi Claus Hjort Frederiksen og næstformand Kristian Jensen har afsløret, at der kæmpes om partiets politiske linje – og dermed om, hvem der i den nærmeste fremtid skal være formand for partiet. Der kan ikke herske meget tvivl om, at den nærmest mundlamme Lars Løkke Rasmussens position er i spil.

Og medens blodet flyder internt i Venstre, så lider partiet endnu et nederlag i offentligheden. Nemlig da statsminister Mette Frederiksen i går offentligt gav “drengene” fra Godhavn en undskyldning for, at myndighederne havde vanrøgtet dem med tærsk og seksuelt misbrug, da de var anbragt på Godhavn. En offentlig undskyldning, som den daværende Venstre-regering med Karen Elleman Jensen i spidsen nægtede at give dem. Nu gør Mette Frederiksen det så, og får stor sympati i befolkningen for at gøre det. En undskyldning, der viser, at den nuværende regering alt andet lige står ved det ansvar, den har, som folkevalgt regering. En smertefuld, men også nødvendig undskyldning, der viser, at man påtager sig det ansvar, man har arvet fra fortiden, og en undskyldning, der er med til at sikre, at den slags misrøgt ikke kan ske i fremtiden – i hvert fald ikke med myndighedernes legitimering, sådan som det skete i fortiden. Og en undskyldning, der har vælgernes sympati, som så vil smitte af på den nuværende regerings troværdighed – i hvert fald i nogen tid – og vil være en belastning for partiet Venstre i dets selvødelæggende magtkamp.

Og bedre bliver det ikke af, at Venstres tidligere parlamentariske grundlag, partierne Dansk Folkeparti og De Konservative, fra sidelinjen gentager afvisningen af en officiel undskyldning med den begrundelse, at nutidens politikere ikke har haft del i misrøgten af drengene fra Godhavn. Det hjælper ikke Lars Løkke Rasmussen og Venstre og afslører blot, hvor historieløse DF og K er, når det drejer sig om de nuværende politikeres forhold til fortiden i magtens centrum.

 

Beatlessingler

12. august 2019

Ikke nok med, at Beatles’ Abbey Road er på trapperne i en jubilæumsudgave (ja faktisk flere). Rygters bureau vil også vide, at der kommer en boks med Beatlessingler til november. Efter sigende 22 singler i lydforbedrede udgaver og med faksimilecovers. Og prisen skulle bliver omkring et par tusinde kroner.

Udkoksning i tre satser – Cinderella

12. august 2019

I den fine film om det hedengangne pladeselskab Spectator Records Up in smoke (der kan lånes på biblioteket!), ser man indledningsvis Lorenzo Woodrose (Spids Nøgenhat, Baby Woodrose m.m.) rode rundt i nogle singleplader op tale varmt og for de singler, som Spectator Records udgav, og som er yderst sjælne i dag. Og Lorenzo sætter single The Sandbox Series (1970) med Cinderella på grammofonen. Og det er noget af det ypperste, udsyrede, flippede, hippiemusik, man kan opdrive. Alene sangtitlerne siger det hele: “Kong Galars Sang” og “Udkoksning i tre satser”.

Art rock: Deaf School

11. august 2019

En redaktør på musiktidsskriftet hævdede engang, at der – ud over The Beatles – var et band, der betød noget i Liverpool, nemlig Deaf School. Det forhindrer ikke, at Deaf School, der stadigvæk er aktiv, aldrig fik den helt store succes. Måske, fordi bandet -selv målt med datidens new wave-alen – var for arty smarty, lidt for sofistikerede, lidt for meget cabaret- og music hall-attitude!? Men det var og er et af de new wave-bands, jeg holder mest af. Især albummet English Boys/Working Girls (1978) står som en lysende stjerne fra de år.