Indlæg om Musik

Nedtællingen er i gang

31. december 2019

No more champagne
And the fireworks are through
Here we are, me and you
Feeling lost and feeling blue
It’s the end of the party
And the morning seems so grey
So unlike yesterday
Now’s the time for us to say

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die

You and I

Sometimes I see
How the brave new world arrives
And I see how it thrives
In the ashes of our lives
Oh yes, man is a fool
And he thinks he’ll be okay
Dragging on, feet of clay

Never knowing he’s astray
Keeps on going anyway

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy New Year
Happy New Year

May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Seems to me now
That the dreams we had before
Are all dead, nothing more
Than confetti on the floor
It’s the end of a decade

In another ten years’ time
Who can say what we’ll find
What lies waiting down the line
In the end of eighty-nine

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Neil Innes – The Rutles, Monty Pyton, Bonzo Dog Band – er død, 75 år

30. december 2019

Heller ikke her ved udløbet af året stopper manden med leen sit arbejde. Og så faldt Neil Innes for leen. Innes, kendt fra Beatles-parodikerne The Rutles, galningenen i Monty Pyton og deres musikalske pendanter Bonzo Dog Doo Dah Band, er død i en alder af 75 år. Efter sigende af “naturlige årsager”, hvad det så end er. Og verden blev lidt mindre morsom at være i.

Husker man A-Teens?!

30. december 2019

Svenske A-Teens kom frem i 1998 og hed oprindeligt ABBA-Teens, for  Marie Serneholt, Amit Sebastian Paul, Dhani Lennevald og Sara Lumholdt var først og fremmest en hyldest til Sveriges ABBA. Det var med cover-versioner af ABBA-sange, de fire unge svenskere havde succes frem til 2006, hvor de gik hvert til sit for at forfølge drømmen om en solokarriere. De var langt fra en døgnflue, men hvem husker dem mon i dag?

Ovenfor tager de sig af ABBAs nytårssang “Happy New Year” (og giver mig en anledning til at spille denne sang også dagen før nytårsaften). Og i mine ører afslører deres udgave, hvorfor disse fire teenagere ikke når originalerne til sokkeholderne. Jovist, de synger meget godt og lægger sig besnærende op ad ABBA, men arrangementet yder ikke helt Anderssons og Ulvaeus’ bittersøde sang fuld retfærdighed. Arrangementet tildeler sangen en hårdere lyd (bemærk fx det indledende tangentspil) og er i det hele taget mere mekanisk. Sikkert i et forsøg på at ramme et nyt publikum, der er flasket op med en moderne og mere steril sound end den, ABBA stod for. Lyt til sammenligning til originalen, der disker op med en anderledes blid og blød sound, der passer perfekt til den smerteligt vemodige stemning (lyt til teksten!), der er i sangen, som er langt fra at være endnu en banal jubeloptimistisk nytårssang.

Glem ikke Syrien

30. december 2019

[Illustration, lånt fra en tyrkisk sproget kilde]

I 2016 underviste jeg syriske flygtninge, bl.a. mange fra den nordsyriske by Aleppo, der blev kendt som helvede på jorden og blev helt ødelagt. I 2015 var der kommet nogle få tusinde flygtninge til Danmark, men flygtningestrømmen stilnede lidt af og det politiske establishment reagerede med at stramme op på udlændingepolitikken, herunder undervisningen af udlændinge. Og siden har samme politikere ladet som om flygtningestrømme var noget, der hørte fortiden til og at der fremover ville være ro i andedammen Danmark.

Men den kedelige sandhed er, at hundredtusindvis af syrere er i bevægelse væk fra Syrien – bl.a. i retning af Tyrkiet (og videre mod nord) – fordi præsident Asad og hans allierede systematisk forsøger at udrydde syriske borgere i byen Idlib og andre steder. Og som man kan læse af nedenstående artikel af Janine di Giovanni, der er en af de få journalister, der faktisk har rejst i området og tilsvarende områder i andre krige, så overgår præsident Asad tidligere krigsherrer i brutalitet, bl.a. ved konsekvent at bombe hospitaler og dræbe læger. Og det sker, medens ikke blot præsidentens allierede, men stort set hele verdenssamfundet vender ryggen til.

For det er mere interessant for fx den danske presse at berette udførligt og længe om “utilpassede unge” mænd og børn, der skyder nytårsfyrværkeri af efter hinanden og efter tilfældige forbipasserende i København. Men at orientere om den flygtningesituation, der er ved at blusse op igen i Tyrkiet og dermed ved grænsen til Europa (den tyrkiske præsident Erdogan har allerede truet med at lukke op for flygtningestrømmen mod Europa…), det har man åbenbart ikke overskud til. Men de fleste tv-journalister bor jo også i København eller nærmeste omegn…

Her på tærsklen til det nye årti kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de syrere, der har måttet lade livet for præsidentens udryddelsespolitik eller har måttet forlade alt for at flygte gennem krigshærgede områder for at nå i sikkerhed et sted – og på de elever jeg havde som alle kunne fortælle forfærdelige historier om død, lemlæstelse, voldtægt, tortur m.m. Jeg ønsker dem det bedste, hvor end de nu befinder sig. Og så håber jeg, at pressen vågner op og lever op til sit ansvar som værende magthavernes kritikere. For tragedien i Syrien hviler ikke kun på præsidentens, russernes og amerikanernes skuldre, men også på europæernes. Det er også vores ansvar at sikre syrerernes sikkerhed og få stoppet det meningsløse slagteri dernede.

Læren fra krigszonerne: Hvad Syrien, Bosnien og Tjetjenien havde til fælles.

50: Fairport Convention – Liege & Leaf

29. december 2019

Det var ikke overvældende, hvad der kom af albums i december 1969. Men mellem jul og nytår udkom dog Fairport Conventions fjerde album Liege & Leaf, der udmærkede sig ved at have Sandy Denny i den vokale forgrund og have Dave Swarbrick og Dave Mattacks med som faste medlemmer.

Det var også på dette album, Fairport Convention for alvor viste deres stil, nemlig en blanding af opdaterede, moderniserede udgaver af klassiske britiske folksange og selvskrevne numre, der lagde sig tæt op ad traditionen. Selv om pladen ikke var den helt store kommercielle succes, så var den med til at tegne konturerne af den britiske folkrenæssance og er siden blevet fremhævet som en af mesterstykkerne i denne genre.

Og så var det den plade, der for alvor gjorde mig til en af Fairport Conventions fast lyttere.