Indlæg om Musik

Amy Winehouse er tilbage… sådan da

8. juni 2022

Ja, den engelske sanglærke Amy Winehouse, der led en grum skæbne i en alt for ung alder, er ikke glemt. Og lige nu er hun vendt tilbage – omend kun på plade – med udgivelsen Live at Glastonbury 2007. 

Amy på Glastonbury

Capac anbefaler: Arbirk – Hide in Plain Sight

7. juni 2022

Arbirk debuterede i 2017 med Disguises, hvor Arbirk – med Rasmus Arbirk Larsen som sangskrivende centrum – tog pulsen på vor tids melankolske tidsånd med en karakteristisk lo-fi-indiepoprock. Og nu er Arbirk – denne gang i form af en trio (Daniel Buchwald, Rasmus & Henrik Arbirk Larsen) – tilbage med et nyt udspil, der stadigvæk sætter termometeret ned i tidsåndens alvorstunge emner og temaer.

Men som tilfældet var på Arbirks slidstærke debutalbum, så er musikken på Hide in Plain Sight af en karakter, der er antipodisk i forhold til tekstuniversets depressivitet og halvmørke. Musikken er supplementær og løfter det samlede resultat op til en letfordøjelig omgang alternativ indiepoprock. Og det i en grad, så man let undervejs i lytningen glemmer, at livet er fuld af skyggesider og svært håndterbare vilkår. Arbirk udvider denne gang det musikalske udtryk. Her er ikke længere tale om lo-fi-minimalisme, men om et bredt lydbillede, hvor rockens elementærinstrumentering – guitar, tangenter, bas og trommer – suppleres med eksotiske og klassiske instrumenter som kalimba, tibetansk syngeskål, flygelhorn og saxofon.

Den musikalske udvikling og udvidelse af udtrykket er et ekstra plus for Arbirk, der med den nye plade viser, at de har fat i den lange ende og at der må være meget mere i vente fra deres side. Så man kan kun sige: Kom bare igen Arbirk; I har bevist jeres berettigelse på den danske rockscene og de danske spillelister. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Hide in Plain Sight. Produktion: Daniel Buchwald, Simon Ask Ladekarl. Celebration Records. Er udkommet på diverse medier.

 

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Quadrillion

7. juni 2022

For snart længe siden anbefalede jeg Mathias Heise Quadrilions album Sudden Accent og Decadence. Og nu sidder jeg så her med det nyeste udspil fra Heise og Co. og den hedder såmæn bare Quadrillion. Og måske giver det god mening. Quadriilion har slået sit navn fast, har fået anerkendelse og masser af erfaring fra scenerne rundt omkring.
Og det er netop erfaringerne fra jazz-scenerne der denne gang er udgangspunktet for konstellationen. Materialet på pladen er gennemprøvet ude i koncertvirkeligheden og ikke som tidligere produkt af arbejdet i studiet.
Og det forklarer måske – hvis ikke det er mine gamle ører, der spiller mig et pus – at pladen besidder en særlig lethed og umiddelbarhed. Den der kommer af at have spillet numrene helt ind på rygradden..
Ellers – er det som på de foregående plader. Heldigvis. En skønsom blanding af jazz, rock og funk med accent på jazz og et diskret ekko af den jazz-rock-fusion, der for alvor kom frem i 1970’erne og siden har fået mange følgere. Et navn som Weather Report presser sig ubesværet på i tankeassociationerne.
Mathias Heises kromatiske mundharpe spiller selvfølgelig en central rolle og det både, når rockens kant melder sig og ikke mindst, når besnærende melodier og harmonier trænger igennem højtalerne. Men også de andre musikere får god plads til at vise deres talent frem – Mæads Christiansens guitar, Davind Vangs bas og Aksels Stadel Borums trommer. Og deres roller accentueres af Quadrilions arrangementer og produktion, der står forbilledlig klar.
ET enkelt nummer skiller sig lidt ud. Det næstsidste på pladen, “Hopeful Monsters”, hvor Quadrilion får selskab og støtte af Adners Malta (trompet), Jonas due (trompet/flugelhorn), Oilly Wallace (altsax), Frederick Menises (tenorsax) og Youhan Ramon (slagtøj). Her komer et bigbandudtryk, der i den grad sender tankerne hen mod Weather Report og lignende forængere ud i fusions- jazz-rocken.
Hvis man holder af Quadriilions første to plader – og det gør jeg i den grad – så er der absolut ingen grund til ikke også at indlemme denne nye plade i samlingen Hermed varmt anbefalet.

Mathis Heise Quadrillion. Quadrillion. Produktion: Quadrillion. Giant Shee Music. Er udkommet.

 

Om Ukraines komplicerede fortid, nutid og fremtid

6. juni 2022

Som læseren vil vide har jeg efterlyst analyser af Ukraines forhold – historisk, politisk, økonomisk osv. Og via en bekendt faldt jeg over en i så henseende meget oplysende artikel af Karen Helveg Petersen med titlen Ukraines komplicerede fortid, nutid og fremtid. Og den giver svar på mange af de spørgsmål, der kunne dukke op i ens hovede i tiden efter Ruslands militære invasion af landet. For eksempel spørgsmålet ‘Hvorfor vi her i Europa og Vesten i det hele taget har behandlet Ukraine så meget mere forskelligt end fx Syrien, der jo også har været offer for Rusland militære aggression?’. Og svaret ligger lige for: Vesten har haft og har en hel anden politisk-økonomisk interesse i Ukraine. Læs og blive lidt klogere på landet i øst.

Rockens rødder i England: Shakin’ all over

6. juni 2022

Jeg interesserer mig meget for det, der skete i England i årene op til The Beatles gennembrud. I de år, hvor skiffle satte dagsordenen og hvor rock and roll var på vej fra USA. Og endnu en vigtig brik i det spil er gruppen Johnny Kidd & the Pirates.

Gruppen blev dannet helt tilbage i 1959 og var aktive i første omgang frem til 1966. De førte sig frem i teatralsk piratudklædning (og Johnny med klap for øjet) og forsøgte sig med en enkel, hård lyd, der var defineret af guitar og trommer. Og så fik de deres helt store nationale hit med “Shakin’ all over“, der siden er blevet en slags  rock-and-roll-standard for opkommende pigtråds- og beatgrupper. Sangen var skrevet af Johnny Kidd selv (under hans borgerlige navn Frederick Albert Heath) og den røg ind på den engelske hitlistes førsteplads i 1960. “Shakin’ all over” var et tidligt – måske det første rigtige – eksempel på engelsk rock-and-roll.

Og netop “Shakin’ all over” blev en vigtig sang for de musikinteresserede unge dengang. For eksempel fik den nærmest stildefinerende betydning for et band ved navn The Detours. Detours bestod af Roger Daltrey, Pete(r9 Townshend, John Entwistle og et par stykker mere – og under indflydelse af netop Johnny Kidd og piraternes rock-enkelhed gav The Detours slip på inspirationene fra Cliff & the Shadows, Merseybeaten og anden blød poprock og fik en enkel lyd, der transformerede Detours til – The Who.

The Who – Shakin’ all over – live at Leeds

 

One Album Wonder: Pete Townshend & Ronnie Lane – Rough Mix

5. juni 2022

Jeg gentager gerne mig selv. Og det gælder også, når det gælder nogle af mine favoritplader. Så som duosamarbejdet mellem The Whos Pete Townshend og (Small) Faces’ Ronnie Lane på albummet Rough Mix. Man kan, med et begreb, jeg har fundet hos Klaus Lynggaard og Henrik Quitsch, tale om et One Album Wonder. En parallel til singlerne One Hit Wonder, blot med den forskel at albummene ikke bliver hits, da de udkommer, men snarere kultplader med tiden. Og det kan man godt sige om Rough Mix, der er et dejlig musikalsk sideprojekt for de to herrer.

Der er dog en lille krølle på historien. For faktisk er der – for længe siden – kommet en opfølger til Rough Mix. Godt nok en uofficiel udgivelse (bootleg…) på det obskure mærke Audiofón Music med den sigende titel Unsurpassed Masters / Roughmixes. Den består af alternative versioner og lignende fra de oprindelige sessions og med som gæster er fx Eric Clapton, Charlie Watts og Ian Stewart. Og man kan være heldig at finde den derude på det store net, bl. a. på discogs.com, men man kommer ofte til at betale en betragtelig sum for den. Så det er kun for virkelig yndere af de to herres samarbejde….

Laurie Anderson – 75 år

5. juni 2022

Multikunstneren og afdøde Lou Reeds hustru, Laurie Anderson, bliver 75 år i dag. Bragede igennem til det store publikum i 1981 med sangen “Oh Superman” og har siden udfordret mainstream med en række fine albums.

Laurie ved det lille skrivebord

50: Røde Mor – Ta hvad der er dit

4. juni 2022

Jeg er lidt usikker på, hvilken måned Demos udgivelse 10, Røde Mors “Ta hvad der er dit” udkom i. Men i hvert fald var det i 1972. Med sange om forbrugerisme, Grindstedværket, arbejdskraftens udbytning og andre politiske emner.

50: Mouldy old dough

4. juni 2022

1972 bød også på sære udgivelser. For eksempel Lietenant Pigeons “Mouldy old dough“, der blev den næstmestsolgte single i England for halvtreds år siden. Indspillet af mor Hilda Woodward på honky tonk-piano og sønnike Rob Woodward, skrev sangen sammen med vennen Nigel Fletcher, der også tog sig af sangen (hvis man kan kalde fremførelsen af ordene ‘mouldy old dough’ og ‘dirty old man’ det). Singlen blev et stort hit, men først efter at have været vejen omkring Belgien, hvor den blev brugt i et tv-program og efterfølgende på radioen. Herfra  importerede englænderne så sangen og fik den spillet flittigt på BBC. Og vupti blev den et hit.

Men kun nr. 2 på årslisten. For førstepladsen blev indtaget af en anden særpræget indspilning, nemlig Royal Scots Dragoons Guards og deres fortolkning af “Amazing Grace“.

“Mouldy Old Dough” minder i øvrigt en hel del om et andet skørt hit fra 1966, nemlig Napoleon XIVs “They’re coming to take me away”.

Aftenens filmoplevelse: Gainsbourg, vie héroique

3. juni 2022

For længe siden viste DR Joann Sfars film om Serge Gainsbourg – Gainsbourg, vie héroique, altså: Gainsbourg, et helteliv. Den danske titel er lidt anderledes. Og jeg haft den liggende på min tv-harddisk indtil i går, hvor skærmen var indtaget af post-forsvarsforbeholdet-debatter.

Og det er en på mange måder interessant film. Som titlen antyder er der tale om en positiv fortælling om sangskriveren og musikeren Serge Gainsbourgs’ liv. Ikke nogen traditionel biografisk film, snarere en fri fortælling, der ganske vist er kronologisk, men tager sig friheder i formen ved for eksempel at bruge fantasifigurer, blandt andet Gainsbourgs alter ego, der følger ham gennem filmen som en teatralsk figur med stor næse og meget lange fingre.

Ellers følger filmen Gainsbourg fra barndommen i det nazi-besatte Frankrig, hvor han gør en dyd ud af sin jødiske baggrund, og får interesse for musik og frem til hans berømmelse og mange kærlighedsforhold med kendte franske kunstnerinder som Juliette Greco, Brigitte Bardot og ikke mindst Jane Birkin. En fascinerende fortælling om en mand, der havde masser af succes som kunstner og kvindebedårer, men også var en aparte, arrogant, anti-autoritær, rebelsk skørlevner, der storryger og -drikker hele vejen frem til sin alt for tidlige død.

Hovedrollen bestrides overbevisende af Eric Elmosnino, der ligner Gainsbourg meget – både af udseende og fremtræden. Og flere af Gainsbourgs kendteste sange er med i filmen – blandt andet den famøse “Je t’aime” – i en dampende erotisk badekarsscene. Og man får et sympatisk billede af denne outsider-rod. Absolut en seværdig film for yndere af Gainsbourg og fransk kultur i det hele taget.

Trailer til Gainsbourg heroic life

Cash Box Magazine

3. juni 2022

Apropos Cash Box, så var det et magasin, der konkurrerede med Billboard om at bringe hitlister og lignende ud til amerikanerne. Magasinet udkom i årene 1942 til 1996 og udmærkede sig ved – til forskel fra konkurrenten – at bringe lokale hitlister fra byer, radiostationer, pladeforretninger, jukeboxe og efter genre (country og R&B fx). Magasinet er bevaret på følgende side, hvor man kan få en nostalgisk tur tilbage til dengang, hvor man virkelig gjorde noget ud af hitlisterne.

50: Looking Glas – Brandy (You’re a fine girl)

3. juni 2022

Selv om den nåede førstepladsen på både Billboards og Cash Box’s hitlister for halvtreds år siden, er jeg lidt i tvivl, om jeg har hørt den før. Looking Glas’ single “Brandy (you’re af fine girl)“. Men den gjorde det, selv om den blev fortrængt fra pladsen af Gilbert O’Sullivan og hans “Alone again naturally”. Men måske blev den helller ikke udgivet i Danmark? Jeg ved det ikke. Det er da heller ikke en sang, der besidder de helt store popkvaliteter, synes jeg.

50: Eagles debuterer

2. juni 2022

The Eagles – Glen Frey (guitar,sang), Don Henley (trommer,sang), Bernie Leadon (gt., sang) og Randy Meisner (bas, g. og sang) voksede ud af Laurel Canyon-miljøet som Linda Ronstadts backingband (spillede på hendes tredje album og på hendes turneer).
Og så fik de en pladekontrakt med David Geffen, der også tilhørte omtalte miljø. Og han sørgede for at overtale stjerneproduceren Glyn Johns (Rolling Stones, The Who, Led Zeppelin m.fl.) til at producere dem. Det tog dog lidt tid, da Johns ikke var overbevist om gruppens kvaliteter i første omgang. Men han lod sig overbevise og var med til at skabe gruppen lyd med fokus på de flotte, høje vokalharmonier.
To uger tog det at indspille pladen, selv om Frey og Henley ikke var helt enige med Johns om, hvordan bandet skulle lyde. De ville helst have en country-rock-plade, medens Johns trak i retning af et mere akustisk countryudtryk. Og Johns trak det længste strå.
Med til historien hører at pladen blev en pæn succes, der kastede platin af sig og fine hitlisteplaceringer.

Eagles

Jubilæet fik mig i øvrigt til at hente deres Greatest Hits-.plade frem fra gemmerne (et gammelt storskraldsfund..). Den fra 1976. Som blev vel modtaget af kritikken for at være gruppen måske mest velafbalancerede plade. Skæringerne er taget fra debuten, “Desperado (1973), On the Border (1974) og One of these Nights (1975). Og den rummer to sange fra debuten – “Take it easy” og “Witchy Woman”.

Også Steve Forbert er tilbage…

2. juni 2022

Ja, det er jo fantastisk. Også en anden af mine gamle helte udi sangskrivningen, amerikanske Steve Forbert, er tilbage med et album med sange fra sit hjemland. Titlen fortæller det hele – Travelling throught America – og smagsprøven, “Fried Oysters“, viser, at Forbert i en alder af 67 år stadigvæk besidder sin fortrinlige drengede stemme og sansen for at kreere medrivende, iørefaldende popsange. Så længe den slags sange udkommer, må I gerne beholde Blackpink og andre nymodens navne for jer selv.

Apropos Steve Forbert så vil jeg gene anbefale hyldestalbummet An american troubadour: The Songs of Steve Forbert, hvor en række knap så kendte kunstnere fortolker hans sange. Og de gør det rigtig godt.

Loudon Wainwright er tilbage…

2. juni 2022

Nej, Blackpink, der fylder Rolling Stone og bladets forsider, siger mig ikke noget, selv om det er moderne musik. Men jeg glæder mig som en lille dreng til at lytte til min gamle singer-songwriter-helt Loundon Wainwright III’s nye album, der kommer til august. Titlen på den nu 75-årige troubadurs plade bliver Lifetime Achievement og Loudon fortæller om den:

“I remember when I made my first record for Atlantic in 1969. I was always saying, ‘I want it to be a record — not only a recording, but a document that captures a moment.’ I was 21 and very serious, and I thought I’d be dead in four years […] So I wanted to make something that would last. A testament. Now, fifty years later, I guess I still want to make a testament. I want to write a group of songs and get them down in the best possible way. And I like to think they might last a while.”

Se, det er en attitude, jeg kan forstå. At man vil skrive sange, der bliver stående længere end til næste skvulp på den kommercielle musikmarkeds rørte vande.

Og Loudon giver os også en smagsprøve – med hans vanlige humor og energi – med en sang – “Town and country” – om New York, som han vendte tilbage til, da coronaen tillod det.