CAPAC

Hvad har han dog lavet, ham den skotske sanger-sangskriver Paolo Nutini. I otte år har han været fraværende på pladefronten. Men nu er ventetiden så ovre. Hans nye udgivelse hedder Last Night in the Bittersweet og den udkommer den 1. juli. Og han har givet en lovende, rockende smagsprøve på, hvad der er i vente, ved en optræden hos Jools Holland på BBC.

Lose it

PS. Det eneste jeg har kunne finde ud af, at han har haft nogle kæresterier i gang. Og – well – det kan sikkert kræve sin mand….

16. juni 1972 var en vigtig dag i rockens historie. Her udkom to plader, der siden har givet genlyd og stadigvæk gør det.

Dels kom David Bowie THE RISE AND FALL OF ZIGGY STARDUST AND THE SPIDERS FROM MARS, hvor David Bowie med den androgyne alter ego-figur Ziggy Stardust begyndte en musikalsk og kulturel  iscenesættelsesrejse, der satte nye standarder for hvordan rockmusik kunne tænkes at være. Selv om pladen fik blandede anmeldelser, da den kom frem, har den med tiden fåret status af at være David Bowies gennembrudsplade og stå i dag vel som et fyrtårn i mandens samlede produktion med en samling sange, der stadigvæk kan få lytterne til at spidse ører. Og conceptet gav David Bowie mulighed for de kommende år at lege med sin kunstneriske “identitet” som en forvandlingskugle, man aldrig rigtig vidste, hvor man havde.

Samme dag kom Roxy Musics eponyme debutalbum, hvor de bød på deres udgave af moderne eklektisk rockmusik, der tog farve fra populærmusikken, filmen og andre kulturelle produkter. Pladen blev en pæn salgs- og publikumssucces og gjorde Roxy Music til et af tidens førende bands og Bryan Ferry til en af tidens førende sangeren.

Plastic Ono Band med John Lennon og Yoko Ono udsendte deres dobbeltalbum Some Time in New York City for 50 år siden. De fik hjælp af bandet Elephant’s Memory og produceren Phil Spector. Og den krtitiske modtagelse af pladen, der både var lavet i studio og på koncerter, var mådeholden. Måske, fordi Lennon og Ono denne gang lod deres politiske engagement skinne klart igennem i teksterne, fx “Woman is the nigger of the World”, der tager fat på både ligestillings- og raceproblematikken. Og efter sigende var John Lennon skuffet over den manglende succes for pladen.

Helt anderledes gik det for en anden duo, Simon & Garfunkel, der netop havde afholdt en genforeningskoncert d. 14. juni 1972 i Madison Square Garden til fordel for det demokratiske parti. Og et par dage efter udsendtes deres Greatest Hits. 

Duoen var opløst et par år tidligere og havde allerede en opsamlingsplade på samvittigheden, nemlig The Hit Sounds of Simon and Garfunkel (1967), der især dækkede den periode, hvor de to under navnet Tom & Jerry forsøgte sig som nye Everly Brothers. Det var et spekulationsprojekt fra plademærket Pickwick, der ville slå mønt på Simon & Garfunkels nyvundne succes og markedsføre gamle indspilninger som nye, hvilket blot resulterede i en retssag fra duoens side. Og den blev heller ikke den store succes.

Greatest Hits, der består af både studie- og liveindspilninger, ramte derimod åbenbart et tørt sted og blev en umiddelbar succes, der har holdt sig lige siden. Denne den første hitsplade har solgt i millionoplag, selv om den siden har fået konkurrence af andre opsamlinger.

Trommeslageren Dominique Joseph Fontana – i daglig tale D. J. Fontana – er død i en fremskreden alder af 87 år. Og hans navn vil blive husket, for han var manden, der sad bag trommerne, da Elvis indspillede “Blue Suede Shoes”, “Heartbreak Hotel”, “Jailhouse Rock”, “Hound Dog” m.fl. Han var med, da Elvis forsøgte at svinge hofterne hos Ed Sulilvan og senere, da Elvis vendte tilbage med sit fjernsynsshow i 1968. Med sin blanding af big band-trommespil og rockabilly-ditto blev han forbillede for mangen en trommeslager i årene efter Elvis’ store gennembrud.

Sådan spiller man trommer på “Hound Dog”

Blue Suede Shoes

Jeg har været så privilegeret at kunne følge Jan Olsen på plade, siden han udsendte et par EP’er og videre til hans debutalbum Secret Love i 2020. Og det har været en fornøjelse hele vejen igennem. For Jan Olsen er en mand, der står ved det, han er rundet af. Som musiker, sangskriver og som repræsentant for mandekønnet.

Jeg tillod mig – med kunstnerens bifaldelse – at kalde debutalbummet ‘en rigtig mandeplade’, fordi den tekstligt, musikalsk og på enhver måde stod ved sin musikalske og menneskelige erfaringsmasse. Og heldigvis er det stadigvæk sådan. Jan Olsen fortsætter ufortrødent i det tydelige spor, han har efterladt sig med de foregående plader. Men en række sange, der oser af den der erfaringsbaggrund, han har.

Ganske vist flirter Jan denne gang – jf. titlen – med det spirituelle, men jeg tror ikke, man skal lægge alt for meget i netop den ting. Således handler det i titelsangen “Spririt Chant” om at besværge sin “blues”, at jage sine dæmoner og spøgelser væk. Men ellers genkender vi det Olsenske maskuline univers med kærlighedens trygge favn og havn (“Here and now forever”), hvilende i sin undertiden eruptive maskulinitet (“I’m a volcano”) og erfaringer fra et levet mandsliv. Og dertil skal lægges en musikalsk garnering, der igen trækker sine veksler på vestlig rock med rødder – ikke kun i rocken, men i europæisk kabaretmusik (Weill og fransk kabaret). Og med Tom Waits som en slags skytsengel eller musikalsk vejleder. Endelig skal det også fremhæves, at Jan har fået indforstået hjælp med teksterne af sin hjerterdame og hustru Susanne Ove, der har været med til at give sangteksterne en ambiguitet, man ellers kun finder i digtekunstens bøger.

Bag sig har Jan Olsen også The Bottletower Band (Peter Sund, gt./sang, Trine Lunau, backingvokal, Palle Hjorth, tangenter, Morten Jørgensen, bas, og Peter Dombernowsky, trommer). Og de sørger ubesværet for at musikken fremstår med den særlige stemningsfuldhed. Og de får oven i købet hjælp af en række gæstemusikere – blæsere og strygere – der giver det hele en særlig dimension og en air af autenticitet.

Alt i alt må man sige, at Jan Olsen kommer helt i land med sit andet album. Den er lige så overbevisende som debutpladen og beviser endnu engang, at han står på sine egne musikalske fødder og har et slidstærkt, personligt projekt, der er langtidsholdbart. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Spirit Chant. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er udkommet. 

Linda Ronstadt har aldrig giftet sig. Men i starten af 1990’erne adopterede hun to børn, en pige og en dreng. Og moderskabet satte sig spor i Ronstadts sangkarriere, for i 1996 udgav hun albummet Dedicated to the one I love, der består af rocksange fremført som vuggeviser for børn. Pladen blev ikke nogen stor succes for Ronstadt med en sølle 78. plads på albumlisten og kun tre uger på listen. Den fik dog en førsteplads på Top Kid Audio Chart.

Men pladen er faktisk en fornøjelse at lytte til. Ikke så meget på grund af den pudsige idé, men fordi Linda Ronstadts stemme får lov til at stå helt fremme i de enkle, diskrete arrangementer. Krtikerne var ganske forbeholdne. Hvordan kunne man finde på at reducere Queens “We will rock you” til en lavmælt vuggesang!? Det måtte jo være for Ronstadt-feinschmeckere var holdningen. Og fint nok med mig, jeg tilhører den kategori.

Dedicated to the one I love

Naår man sådan billedligt talt render rundt med en rockarkæologisk skovl og leder efter g(l)emte guldklumper i rockhistorien, så er det ikke altid obskure ting, der dukker op. For eksempel hører The Koobas til blandt tresser-beat-grupperne, men er forsvundet lidt fra radaren, fordi de aldrig rigtig fik gang i deres karriere.

På papiret så den ellers lovende ud. The Koobas deler nemlig tidlig historie med selveste The Beatles. Dannet i Liverpool i 1962 af tidligere medlemmer fra andre lokale navne som The Thunderbeats og Roy Montrose and the Midnighters. Og for at det ikke skal være løgn, så spillede the Koobas tre uger på Star Club i Hamborg i 1963.

Men selv om de fik en pladekontrakt med Pye Records, medvirkede i den kendte musikfilm Ferry Cross the Mersey (der var startskuddet for Gary and the Pacemakers), fik udsendt en singleplade og var opvarmningsband for the Beatles på deres sidste turné i Storbritannien, så slog de ikke rigtig igennem. Heller ikke en ny pladekontrakt med EMI og optrædener med The Who og Jimi Hendrix Experience ændrede på billedet.

I 1967 hoppede de på den psykedeliske vogn og forlod den R&B-inspirerede beat. Et eponymt debutalbum var i støbeformen, da bandet gik i opløsning, og udkom først i 1969. Bandets medlemmer fortsatte i bands som Yes, Van der Graf Generator og Juicy Lucy.

Når man lytter til bandets musik i dag, så kan man igen godt undre sig over, hvorfor lige netop deres musik aldrig rigtig kom på radaren. Tja. Og jeg tænker over, om ikke jeg har set dem engang på tyske Beat-Club, for flere at optagelserne med dem stammer netop fra det program (så det må jeg have gjort, da jeg så dem alle sammen).

Face (1967)

You don’t love me (1966)

Jeg har nævnt det engang før. Der var en anmelder på tidsskriftet MM, der var helt vild med Earth, Wind and Fire. Og hans anmeldelser, der vist ikke faldt i god jord på bladet (i følge Torben Bille), lyste af hans begejstring. Han lod sin egen begejstring og medrevethed tale gennem anmeldelserne. Og stadigvæk er jeg ham taknemmelig, for jeg delte og deler hans begejstring for Earth, Wind and Fires evner til at skabe musik, der netop river en med og begejstrer fra første akkord. Som fx i sangen “Serpentine“, hvor man fra første tone er helt oppe at ringe…

En ting er den militære konflikt i Ukraine. En anden den truende økonomiske krise (en løbsk inflation med stigende priser på brændsel, fødevarer osv.). Noget andet er, at mange ting peger på, at det vi kender som velfærdssamfundet (eller, om man vil. -staten) er under afvikling. Næsten dagligt er der eksempler i de store medier på, at det offentilige har mere end svært ved at efterkomme borgernes efterspørgsel på offentlig service. Lige fra folkeskolen, hvor problemer med vedligeholdelse af bygninger og problemer med at give eleverne den undervisning og vejledning, de har brug for, er fremme i medierne som alarmerende nyheder, til tilsvarende problemer i ældresektoren, handicapområdet, ældreplejen, hjemmehjælpen, psykiatrien og så videre. Oven i alt dette kommer så nyhederne om, at såvel kommunerne som regionerne skal spænde livremmen ind – til gengæld for, at de får lov til at skære ned på områder…

Og – for nu at bruge en kliché, der ofte dukker op i den offentlige debat – ‘den usynlige elefant i rummet’ er det, man i medierne omtaler som ‘rammebetingelserne’, det politikerne helst ikke vil nævne eller komme ind på: At bevarelsen af velfærlden i Danmark er afhængig af skattepronvenuet. Sagt på en anden måde: Hvis vi skal beholde og bevare det velfærd, vi har nu, så skal der flere skattekroner til. Og det vil naturligvis betyde, at dem med de højeste indtægter skal betale mere i skat. Uanset, hvad Søren Pape og ham Ellemand-sønnen så mener.

Hvis ikke rammerne udvides, så må vi se frem til nedskæringer på mange velfærdsområder – hospitaler, ældrepleje, omsorgen for de handicappede og de sindslidende og så videre. Anderledes kan det ikke være. Og så er det, det kan undre en, at regeringen vælger at bruge masser af penge på militær oprustning, radarer på Færøerne, flygtningelejre i Rwanda, redning af kriseramt SAS og meget andet.

Nej, jeg har aldrig hørt om Banbarra og heller ikke fundet ud af, hvem der gemmer sig bag navnet (sikkert en bunke gode studiemusikere). Men, men, deres singleudspil “Scackup” fra 1975 er – som der står på youtube – rå funk. Også i den grad. Og den sender en tilbage til dengang Earth, Wind and Fire m.fl. for alvor huserede på hitlister og danskegulve.

I går faldt jeg et stort nostalgihul og lyttede til gamle hits fra de tidlige præ-Beatles-år. Og den første skæring på cd-opsamlingen var den kun 14-årige Eddie Hodges og hans “I’m gonna knock on your door“, der nåede en 12. plads på den amerikanske singlehitliste i 1961. Og så kom nørden op i mig. For hvem spiller bag den unge mand? Især – hvem spiller klaver/piano (1.10 og frem på skæringen)? Det førte selvfølgelig til research på internettet og boghylden, men det kom der ikke noget af. Kun en oplysning om, hvem der var arrangør.

Mit gæt er, at Hodges blev bakket op af Nashvilles berømte A-Team (en af pendanterne til de ligeledes berømt Wrecking Crew), og at det derfor må være selveste Floyd Cramer, der spiller det potente, fremaddrivende klaver. Den fræsende stil minder i hvert fald meget om Floyd Cramer (som vi bl.a. kender fra kendingsmelodiet til tressernes Jørgen de Mylius-popprogram Efter Skoletid: Hey good looking).

Jovist, jeg kigger da også ind i samtiden for at finde guldklumper. Og hele tre af den slags finder man i indie-rock-bandet boygenius (skal skrives med småt), der tæller d’damer Julien Baker, Phoebe Bridgers og Lucy Dacus. Alle tre gode sangskrivere, der hver især har udgivet flere soloalbums. Og alle et bevis på, at god sangskrivning i traditionen fra 1970’erne og før, stadigvæk er relevant og salgbar.

boygenius – Pitchfork

Tiny Desk

Ja, som læseren nok allerede har bemærket, så kigger jeg ikke så meget fremad for tiden, men snarere bagud. For at finde noget af det, der forblev under radaren dengang jeg var ung. Det gælder for eksempel for bandet Raging Slab fra New York. Dannet i 1983 af guitaristerne Greg Strzempka og Elyse Steinman. Og stadigvæk aktivt.

Raging Slab spiller ( i hvert fald i begyndelsen af deres løbebane) en slags sydstatsrock, der er tilført potensmidler i form af heavy rock, punk og new wave. Hvorfor bandet aldrig for alvor er brændt igennem, skyldes måske, at de første plader kom på små forlag og fordi bandet var igennem adskillige udskiftninger. Måske også, at de ikke blev markedsført rigtigt. Først i 1989 fik de en pladekontrakt  med RCA på flere albums. Og her kom deres tredje, eponyme og bedst kendte album.

På coveret til deres eponyme album ligner de nogle, der er overleveret fra halvfjerdserne vestkysttid, men musikken fejler ikke noget, hvis man ellers er til energisk, tung sydstatsrock. Lyt med her. 

Selv om tresserne (og halvfjerdserne for den sags skyld) er historie og fortærskede årtier sådan musikalsk set, så er det stadigvæk muligt at finde noget, man ikke tidligere har hørt eller er stødt på. Som for eksempel det for mig indtil for nylig ganske ubekendte psykedeliske pop-navn Pattern People. På tuben finder man to sange fra en single, bandet udgav i 1968 på plademærket MGM, ” Love Is A Lover Loving To Be Loved” og “Take a walk in the sun“. Rigtige flower-power-titler med hitpotentiale, der aldrig rigtig blev indløst.

Og i kommentarfelterne er der ikke megen oplysning at hente om gruppen. Men ihærdig søgen på nettet fik løst lidt op for gruppens histore. Der hersker lidt mystik om gruppens dannelse og hvornår det skete, men den gik allerede i opløsning i 1969, og to af medlemmerne Norman og Val Smeedles tog til Liverpool, hvor de indspillede en lille snes sange i et lille studie. Efterfølgende kørte de til London i en lille Fiat 500 og forsøgte at prakke forskellige pladeselskaber sangene på uden det store held. Så de vendte tilbage til Liverpool, hvor de lavede en engelsk udgave af Mamas & Papas og optrådte med egne sange og sange af Mamas & Papas og Joni Mitchell.

Og så begyndte pladeselskaberne at reagere. Val og Norman fik en kontrakt med Feldmans (dengang Bob Dylans udgiver) og den første single “Riding a Carousel” udkom på Philips plademærket. De lokale radioer spillede sangen flittigt, men ikke nok til at trække den op på hitlisten, og Petticoat & Val optrådte både på radio- og tv-programmer. Blandt andet på det populære Benny Hill Show., hvor de også deltog i Benny Hills sketches.

Deres optrædener satte dem i forbindelse med Paul McCartneys broder Mike og hans dengang populære gruppe Scaffold og sammen tog de to grupper rundt i landet og optrådte med Petticoat and Val som opvarmningnavn.

Via Scaffold kom de i kontakt med stykkeskriveren John McGrath og det førte til medvirken i to musicals “Soft or a girl” og “The fish in the sea”, der havde pæn succes i hjemlandet.

I 1974 var Petticoat and Val fortid og de to dannede et nyt band Champagne. I 2019 fejrede medlemmerne af Petticoat and Val 50-året for gruppens dannelse.

Petticoat and Val har også deres egen hjemmeside med biografi og lyd og billeder fra deres karriere.

Hvorfor Pattern People og Petticoat and Val ikke blev et større navn kan man jo godt undre sig lidt over. Måske er det igen tilfældighedernes spil, der har givet udslaget…

Man skal nok have en del år på bagen før en klokke vil ringe ved navnet Jim Seals. Men Seals and Croft var i de tidliger 1970’ere repræsentanter for det, man kaldte den bløde rock. Og de fik et pænt stort hit med sangen “Summer Breeze”, der var som skabt til datidens FM-radio-stationer, hvor den kørte i tide og utide.

Texanske Jim Seals startede den musikalske karriere tilbage i 1950’erne i diverse lokale bands og spillede i en periode trommer i selveste Eddie Cochrans backingband. Og hans skrev sange, bl. a. til Brenda Lee. I 1963 kom han med i et band, der bl.a. bestod af Darrel “Dash” Croft og Glen Campbell. Det blev ikke den store succes, men dannede grobund for duosamarbejdet mellem Croft and Seals, der blev en realitet i 1969 og har holdt helt frem til starten af det nye årtusinde med flere gendannelser undervejs. I 2017 fik Seals et hjertetilfælde, der satte stopper for karrieren, og nu er han altså død. Der er ikke angivet nogen årsag.

Summer Breeze