Indlæg om Musik

En sang der formede hans liv: Wilko Johnson

6. februar 2020

“I got cancer, when was it? Five years ago was it? I was told I had less than a year to live – 10 months they said. They said that they couldn’t do anything for me. In fact, this was the beginning of one of the greatest years of my life laughs waiting to die from cancer! Many, many strange things happened to me that year. One of them was that Roger Daltrey got in touch. Roger phoned me and said ‘listen we should make an album together’ and I said ‘we better do it quick!’

“So, this song, I was almost due to die and I’m in the studio working with Roger. Every now and then I used to go for a walk outside – it was out in the country this studio – and look at the stars, look at the trees and think ‘come on, is this weird or what?! I’m making an album with Roger Daltrey, I’m gonna die quite soon and it’s all a bit too much to take in!’ I didn’t die, obviously, because I’m sitting here talking now. My life was saved by Addenbrooke’s hospital. In an 11-hour operation, they removed this tumour from my stomach that weighed three kilograms and it was the size of a melon. They saved my life. Thank you once again Addenbrooke’s hospital and everybody there.” [Wilko Johnson]

 

Farvel til Kirk Douglas – 103

6. februar 2020

Hvis man har læst Jens Andersens bog om Kim Larsens unge år, så vil man vide, at Hollywoodskuespilleren Kirk  Douglas spiller en helt særlig rolle for den helt unge Larsen, der får en kunstnerisk opvågnen ved at se Douglas i “Odysseus” i barndommens biograf Nora på Nørrebro. Og denne lille anekdote fortæller noget om, hvilket format den nu afdøde Hollywood-legende havde. Han var en af de sidste store skuespillere fra Hollywoods gyldne år. Og med hans bortgang forsvinder en ikke ringe portion af Hollywoods storhedstids glans.

Douglas var også en af en af de helte, der indtog lærredet i min barndoms biograf, Phønis bio, når søndagsprogrammet løb over lærredet. En af dem, hvis fysionomi. kropslige ageren og stemmeklang, vi drenge forsøgte at efterligne i den efterfølgende obligatoriske leg. Jeg hsuker især En verdensomsejling under havet. Jules Verne og datidens science fiction.

Ud over en imponerende filmografi, så gjorde Douglas sig også bemærket ved at være en af dem, der nægtede at være medløber i heksejagten på Hollywoods påståede kommunistsympatisanter, da Mccarthyismen satte den politiske dagorden sidst i 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne . Noget han blev rost for (af sin svigerdatter Cathrine Zeta-Jones) så sent som i 2017,  hvor han var 101 år.

Nu er Kirk Douglas ikke mere, og Hollywood er kun en bleg afglans af sin storhedstid.

Genhør: Cast your fate to the wind – Sounds Orchestra

5. februar 2020

Instrumentalhits hører til sjældenheder. Og jazz-instrumental hits udgør en endnu mindre del af summen af hitlistehits. Og i går fik jeg et genhør med et sådant hit: Cast your fate to the wind, der er skrevet af Vince Guaraldi og indspillet af ham og hans trio i 1963 på albummet Impressions of Black Orpheus. Men det var da det britiske Sounds Orchestral genindspillede nummeret i 1965, nedtonede jazzen og fremhævede det poppede easy listening i sangen, at det blev et rigtigt hit – her og hisset.

Capac anbefaler: Thorbjørn Risager & The Black Tornado – Come on in

4. februar 2020

Med titlen på den nye plade – Come on in – inviterer Thorbjørn Risager og bandet The Black Tornado indenfor i det musikalske univers, vi efterhånden kender fra en række fine udspil, seneste Change my game fra 2017.

Og det vil sige et univers, hvor grobunden består af the blues. Ikke kun som en musikalsk doktrin, der foreskriver visse taktarter og akkordstrukturer, men også og ikke mindst i betydningen: en grundfølelse. Og en følelse, der bestemt ikke  er ensbetydende med beklagelse og hængen-med-mulen hele tiden.

For selv om sangskriver Risager på denne plade nok er en kende mere introspektiv (for nu ikke at bruge tidens misforståede term introvert) og gør sig tanker over den fremadskridende alder og hangen til melankoli, så demonstrerer pladens sange, at bluesen – som al god kunst –  rummer sin modsætning. Hvor bluesens melkankolske ensomhed findes, der findes også fælleskabets glæde, hvor det slidsomme arbejdslivs beklagelser presser sig på, ja der finder man også festen med vin, dans og fornøjelser med det modsatte køn. Bluesen – i hvert fald i Risager og Co’s udmøntning – er som livets tragikomik, man kan ikke få det ene uden også at få det andet og modsatte. Livsmismodighed, men også en fundamental overbevisning om, at det nok skal gå alt sammen.

Musikken på pladen er ikke væsensforskellig fra de foregående to, fremragende udspil, som jeg har omtalt her på siden. Måske er der dog en lillebitte,diskret forskel i produktion og arrangement. Det forekommer mig, at Thorbjørn Risagers stemme – i det mindste på en del af sangene – er trukket lidt mere frem og i fokus i lydbilledet, således at produktionen flugter lidt mere med bandnavnet Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Og det klæder bestemt Risagers stemme at få en anelse mere accent. Og det ændrer ikke ved, at The Black Tornado fint kommer til deres ret i produktionen, både som det sejt sammenspillede ensemble, det er, og som instrumentalister med solistudfoldelser.

Kom indenfor siger titlen til lytteren, og man kan kun følge det råd og bevæge sig ind i det modsætningsfulde univers, som pladens ti sange byder på. Ti sange, der som oftest hos Risager er helt på højde og niveau med bluesens i almindelighed. Sange, der måske ikke vil dominere vor tids streamingsradiostationer, men til gengæld gør god fyldest i koncertsammenhæng, dvs. der, hvor Thorbjørn Risager & The Black Tornado har hjemme. Hermed anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Come on in. Produceret af: Peter Iversen, Søren Bøjgaard, Joachim Svensmark, Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Ruf  Records. Udkom d. 31. jan. 2020

 

 

Love Birds – guilty pleasure når DR samler ind…

3. februar 2020

Som nævnt valgte DR at bruge hele lørdag aften på at samle penge ind til børn på flugt, iscenesat som underholdning til flødeskumskagen og kaffen. Og det var nok til at jeg måtte finde andre adspredelser, når nu dummekassen ikke rigtig havde noget at byde på. Og så er det jo godt, at man alligevel havde været på biblioteket og høste nogle lån til øre og øje.

Og på den visuelle side havde jeg fundet den new zealanske film Love Birds fra 2011. Jeg havde bestilt den, fordi den har den henrivende britiske skuespillerinde Sally Hawkins (kendt fra bl.a. nogle af Mike Leighs film, fra The Shape of Water m.fl.). Så kunne det ikke gå helt galt, var ræsonnementet.

Og ganske rigtig. Filmen er en charmerende bagatel af en romantisk komedie. Om Dough, der lever et ubekymret liv med fast arbejde, kæreste og hus i forstaden. Men så går det hverken værre eller bedre end at kæresten forlader ham, fordi der ikke er sket en skid de seneste to af deres samliv. Og Dough er slået hjem.

Men så indfinder der sig en slags mcguffin, der skal sætte historie i bevægelse. En and lander på Doughs tag og tager ham, hans hus og liv i besiddelse. Med lidt god – ja meget god vilje – er anden et symbol på Doughs fastlåste liv. Anden kan ikke længere flyve og bedre bliver det ikke af, at den knytter sig til Dough, der også trænger til luft under vingerne. Og man mere end aner, at andens evne til at flyve hænger sammen med Doughs evne til at komme videre med sit liv.  Og uden at afsløre for meget, så er det også det, der sker. Det ligger i genrens selvforståelse. Anden kommer på vingerne igen, hjulet på vej af en løssluppen plæneklipper. Og Dough møder Holly (Sally Hawkins) og sammen stiger de til vejrs i en luftballon… Symbolikken er til at føle på.

Filmen er som sagt en bagatel. Som en flødeskumskage, der smelter på tungen, inden kaffen får skyllet den ned. Men de medvirkende spiller ganske habilt, og så er der en formildende omstændighed: Dough er Queen-fan. Noget han har fået fra sin far. Og lydsporet er 90% Queen-sange, der passer rigtig godt til den lette tone i filmen. Og så er der et par sange med den new zealandske folk-rock-sangskriver og sanger Virginia “Gin” Wigmore, som var et nyt, behageligt bekendtskab for mine ører. Mindre interessant bliver denne Gin ikke af, at hendes debutalbum Holy Smoke (2009) er indspillet med Ryan Adams backingband The Cardinals.

Og selv om bibliotekets kopi kun havde tyske undertekster, så var filmen bestemt et bedre valg sådan en lørdag aften end hjernedød indsamlingsunderholdning på public service-kanalen…