En ung mand ved navn Sohrab Habibion gik til punk- og post-punk-koncerter i årene 1985 til 1988. Til forskel fra andre koncertfans slæbte han en tung videooptager med og optog henved 60 hele koncerter. Og nu har han så lagt hele molevitten ud på Youtube. Et overflødighedshorn af musik fra punkens og post-punkens land. Nyd dem her.
Det er ved at blive lidt af en sport at finde musikalske spor og tråde i film, serier og andre tv-produkter. Som fx en krimi, der pt. løber på DR – med titlen Showtrial. Den mistænkte i serien har været på festival og fortæller, at hun bliver henrevet af Jackson Browne og sangen “Stay”. Hvortil hendes beskikkede, sorte advokat tørt kommenterer, at originalen var med Maurice Williams and the Zodiacs. Og sådan er det nemlig – endnu et eksempel på, hvordan sorte grupper har været leveringsdygtige i hitmateriale op gennem tresserne og halvfjerdserne….
I øvrigt kan man opfatte the Zodiacs’ version med dens blanding af karibiske rytmer og engelsk sang som en forløber for – ja, måske endda som et tidligt eksempel på – den reggae, der kom til at spille en stor rolle i populærmusikken fra tresserne og frem.
Hun var kun 15 år, da hun bragede igennem til den engelske hitliste med sin version af “Shout”. I dag er hun 73 år, men det forhindrer hende ikke i at give en forrygende version af det gamle Isley Brothers-hit ved Jools Hollands årlige nytårsparty på britisk tv.
Så er vi i gang med ’22. Og jeg brugte lidt af min eftermiddag på at bladre i mine gamle singleplader for at genoptage ideen om at fremhæve nogle måske glemte B-sider- – og jeg faldt over post-punk-bandet The Flying Lizards, der i 1978 debuterede med en heftig version af det gamle Eddie Cochran-nummer “Summertime Blues”. Og B-siden – her fra en japansk udgivelse – er “All Guitars”.
“Right now, what’s holding us back is that we lack that political will. We don’t prioritize the climate today. Our goal is not to lower emissions. Our goal is to find solutions that allow us to continue life [as it is] today. And, of course, you can ask, “Can’t we have both?” But the uncomfortable truth is that we have left it too late for that. Or the world leaders have left it too late for that. We need to fundamentally change our societies now. If we would have started 30 years ago, it would have been much smoother. But now it’s a different situation.” [Greta Thunberg til Washington Post]
Kære læsere, nedtællingen til ’22 er i fuld gang.. Coronapandemien er her stadigvæk og vil være det i det nye år – også selv om vi får styr på den i den hjemlige andedam. For pandemien er global og minder os hele tiden om, hvor skæv udviklingen på kloden egentlig er. Hertil kommer klima”krisen”, der heller ikke ligefrem giver anledning til den store optimisme og tro på fremtiden. Og Greta Thunberg siger det med autistens klarsyn: Hvis ikke vi får ændret vore samfund radikalt, så ser det sort ud.
Det skal dog ikke forhindre at sende jer en vemodig hilsen om et godt nytår. Lad os gøre noget ved det, når klokken slår 12.
Endnu en “dame” fylder 75, Patti Smith. Og jeg må tænke på dengang, jeg oplevede hende i Stakladen på Århus Universitet i 1975. En elendig koncert, hvor hun med tilfældigt sammensatte musikere og ryggen til publikum forsøgte at få tingene til at hænge sammen. Siden er det kun gået fremad for hende, musikalsk, som forfatter og kultfigur.
Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke The New Investors og deres nye album Esxhatology bliver den sidste anbefaling, som CAPAC får afleveret til læserne i år. Og som sådan passer pladen smukt som Hans i Grete til at afrunde 2021, idet det er en virkelig helstøbt plade, der både peger tilbage i tiden og fremad mod nye ukendte horisonter.
The New Investors er i sin kerne en duo, bestående af Søren Tiemroth og Glen Müller (der – har jeg læst mig til – har en fortid i indiebandet Velouur). De betegner selv deres musik som “psykedelisk pop” eller “psych-pop” og som angelisk drømmepop. Og det er bestemt en kategorisering, jeg gerne køber – hvis blot vi sætter en multifarvet streg under “pop”. For selv om det psykedeliske er umiskendeligt, så er skal man ikke forvente den eksperimenterende, heftige psykedelisk rock, som blomstrede i midten af tresserne. Der er snarere tale om psykedelisk i den aftapning, som de sidste par årtier eller sådan, har udgjort en slags renæssance for psychedeliaen i musikken (ingen nævnt, ingen glemt). Altså: psykedelisk pop anno 2021.
Og Tiemroth og Müllers nemme for at skrive stærkt iørefaldende, bløde, drømmeriske psych-sange gør fra første skæring (“New Beginning”) et stort indtryk. De har formået at støbe et sammenhængende album, der imponerer med sin stilistiske konsekvens og sin homogenitet. Den i første sang anslåede drømmeriske, velbehagelige og forførende stemning holder sig stort set intakt hele pladen igennem. Og det vidner om en høj stilistisk bevidsthed og en evne til at gennemføre de ideer og tanker, de har gjort sig om musikken.
Eschatology er et helstøbt album, hvor såvel tekst som musik realiserer den angeliske drømme-psych-pop, der er duoens drømmemål. Og med pladen viderefører The New Investors på sæt og vis de surf-psych-pop-akter, som fx The Beatles og The Beach Boys fik anslået i kølvandet på den amerikanske psykedelia. Eschatology udgør et godt bud på noget af den nye musik, man kunne smide på grammofonen på den forestående nytårsaften (og mange aftener og dage derefter). Hermed varmt anbefalet.
The New Investors. Eschatology. Produceret af: Tiemroth, Müller og Peter Iversen. Gleisenberg Records. Er udkommet.
“Scotty Moore was my hero. There’s a little jazz in his playing, some great country licks and a grounding in the blues as well. It’s never been duplicated. I can’t copy it. The closest I came was tracks like “Parachute Woman,” where I fooled around with echoes – those early Elvis recordings got me interested in the possibility of the studio. The first one I got had some of the Sun stuff:
“Baby Let’s Play House,” “Milkcow Blues Boogie.” But “Mystery Train” is the apex. It’s just Bill Black on bass, Elvis on acoustic, and Scotty. No drums. And it’s just the most amazingly huge sound. There’s a run-down that Scotty does on several cuts, like “I’m Left, You’re Right, She’s Gone,” which I’ve never figured out. When I’d ask Scotty, he’d just give me a sly grin.
Scotty Moore, Dec.27, 1932. We miss you!
Keith.[Richard]
Christopher Sandfords bog om Rolling Stones bliver ved med at spøge i mit hovede. Især hans beksrivelse af Keith Richards insisteren på gruppens udgangspunkt i R&B og tidlig rock’n roll. Her fortæller han selv om den inspiration og gåde, som Elvis Presleys guitarist i de unge år, Scotty Moore, var.
Måske skyldes det det famøse kulturelle jerntæppe, der har det med hænge i Øresund mellem Danmark og Sverige, at jeg ikke endnu har fået Lund-kvartetten The Men ind på radaren. Men nu er der så ikke længere nogen undskyldning for ikke at give dem nogle rosende ord med på vejen, for ad ukendte (om)veje er bandet nyeste album – deres sjette! – landet på min min afspiller. Og det med et brag.
For The Men sparker røv, for nu at udtrykke mig i dagligdags jargon. Der er ikke meget Coronaepidemisk nedlukning med mundbind og social distancering over Sesa Rekordos tolv sange. Tværtimod kunne man godt mistænke The Men for at forsøge at kompensere for alle de live-optrædener, det ikke blev til, med en omgang medrivende, ørehængende, -fængende, danseappellerende rockmusik. Rock, der sender tankerne hen på de unge Rolling Stones (ikke mindst i kraft af forsanger Sven Köhlers energiske, frække, ja flabede attack og fraseringslyst), den kølige New Yorker-rock, britisk pubrock og meget mere. Alt sammen kogt sammen til en smagsfuld stuvning, der er krydret med eksotiske ingredienser som theremin, didjeridoo, musette, sitar og mere til. Og alt sammen på en bund af markante guitarer, trommer, tangenter, bas, horn og baggrundsvokaler fra Olof Wallberg og Ola Främby.
Sesa Rekordo er en plade, der bringer mindelser frem om dengang rocken gik i korte bukser og hvor en ny plade kunne bringe en i en tilstand af henrykkelse. For det er det, den gør med sin energi: henrykker lytteren. Og den giver kun en lyst til at grave tilbage i The Mens katalog for at finde ud af, hvilken vej, der har ført hertil. En særdeles vellykket, sprælsk rockplade er det. En oplagt mandelgave, hvis man ikke fik den på plads i juledagene – eller måske en nytårsgave til en du holder af.
The Men. Sesa Rekordo. Produceret af: The Men. TMI (The Men Musical Industries). Udkom d. 11. december
Havde Chuck Berry en fætter ved navn Marvin som også levede af at spille musik? Google kan ikke bekræfte det og er i det hele taget meget nøjsom med hensyn til Berrys familieforhold, bortset fra omtale af hans forældre.Jeg må have fat i Chuck Berrys egen selvbiografi for at se, om den kan kaste lidt lys over det spørgsmål…
Men et faktum er det, at der er en fiktiv karakter ved navn Marvin Berry. Nemlig i Robert Zemeckis film fra 1985 Tilbage til fremtiden, hvor Marvin optræder til en skolefest sammen med sit ligeledes fiktive band The Starlighters. I en scene i filmen får hovedpersonen Marty McFly (Michael J. Fox) æren af, sammen med Marvin og Co., at kickstarte rock’n roll eller i hvert fald Chuck Berrys udgave med en vild udgave af “Johnny B. Good”.
Baggrunden for ovenstående er selvfølgelig, at Danmarks Radio i sit uhæmmede genbrug af “julefilm” i går genudsendte netop Tilbage til fremtiden. Jeg genså den ikke med opsnappede lige netop den scene med Johnnie B. Good. Temaet film og musik har været en rød tråd i min jul.
Vi har forladt julen og befinder os i den lidt fortabte uge op til nytårsaften. Og blandt musikfolket er der allerede gang i opregningen af lister over årets bedste plader. Noget jeg ikke gør i. Også fordi mit musikår endnu ikke er slut – jeg har faktisk et par gode plader, der skal anbefales de næste dage.
Og når jeg nedslået må erkende, at jeg langfra kender alle de nye navne, der befolker årslisterne, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på alle de kunstnere, der af den ene eller anden grund aldrig kommer i fokus for listomanien. Men som har kvalitet nok til at være berettiget en plads på det imaginære firmament, der prydes af tidens talentmasse. Som fx den afdøde gademusikanst Roger Ridley, der var en af dem, der var med til at starte det sympatiske projekt Playing for a Change. Det gjorde han bl.a. med en fornem udgave af “Stand by me”. Her er han med en bevægende udgave af doo-wop-sangen “Tears on my pillow” (først indspillet i 1958 af Little Anthony and the Imperials).
Opdatering: Den lille aussiepopdronning Kylie Minogue lavede en gennemført popficeret udgave af netop denne sang i 1990 (hvor den var med på soundtracket til spillefilmen The Delinquents, der gav Kylie hendes første filmrolle). En fin, fin popudgave af den gamle doo-wop-sang.
Rolling Stones, der næste år kan fejre 60-års-jubilæum, bidrog til det pladerige 1971 med Sticky Fingers og opsamlingsalbummet Hot Rocks 1964-1971. Sidstnævnte er en skønsom blanding af hits og sange fra forskellige album. Stones havde selv ikke nogen indflydelse på udvalget, da det var deres forhenværende manager Allen Klein, der havde kontrollen over deres sange fra før-1971. Til gengæld kunne bandet så glæde sig over, at opsamlingen blev en kæmpesællert med langtidsholdbarhed på hitlisterne og en stak platinplader i kølvandet.
Lige som Danmarks Radio havde “Efter skoletid”, “Top Tyve” og flere andre hitorienterede programmer under ledelsel af Jørgen de Mylius, så havde også svenskerne deres. Især radioprogrammet Tio i top, der i år fylder hele 60 år. I den anledning har SVT1 genudsendt et jubilæumsprogram fra dengang Tio i top fyldte 50 år.
Programmet var et lytterstyret popprogram, hvor listens ti numre var valgt af lytterne. Derfor var der også mange store popnumre, der aldrig blev til noget på de program. Det gik fx ud over Rolling Stones, Mamas & Papas og Simon & Garfunkel. Og det største hit gennem tiderne var Creedence Clearwater Revival med “Looking out my back door”. Og det sidste store hit var “Sugar baby love” med The Rubettes.
Programmet var meget populært, men mødte modstand, da den svenske alternative musikrörelsen i halvfjerdserne gjorde oprør mod den alt for kommercielle popmusik, herunder svensk radio og tvs afhængighed af musikindustrien.
Hvis man har en tv-boks, kan man sandsynligvis se programmet, der er både underholdende og farvet af tidsånden fra dengang.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger