CAPAC

Engang var jeg en ørn – Laura Marling

capac — Thu, 23 May 2013 13:06:40 +0000

Jeg har flere gange fremhævet den unge sangerinde Laura Marling, der i en alder af kun 23 år allerede kan prale af at have lavet fire formfuldendte album. Det seneste har titlen Once I was an Eagle – og den kan du høre og nyde i sin fulde længde lige her. Hun har en af de store stemmer blandt vor tids sangerinder. Efter min mening.

En intim aften med Lucinda Williams på Voxhall, Århus

capac — Wed, 22 May 2013 08:15:35 +0000

Jeg har efterhånden været til mange fine koncerter på det lille århusianske spillested Voxhall. Og gårsdagens koncert med den amerikanske singer-songwriter LucindaWilliams var ingen undtagelse fra den regel. Faktisk hørte koncenten til de allerbedste af slagsen.

Lucinda gik på lidt over kl. 20 sammen med sit lille band bestående af bassisten David Sutton og guitaristen Doug Pettibone, og koncerten varede inklusive to omgange ekstranumre godt og vel to timer. Sceneshow var der ikke noget af. Lucinda stod ved sin mikrofon i midten flankeret af de to andre og fremførte sang efter sang med små, præcise introduktioner. Allerede et par sange inde i koncerten stod det klart for undertegnede, at denne aften helt ville stå i den gode sangs tegn. Ikke noget med rockattituder, overflødig blikfang og udvendig appeleren til publikum. Snarere var der tale om, at Williams antog en professionel beskedenhed, billedligt talt trådte et skridt tilbage og lod sangene om at kommunikere med publikum.

Williams lagde ud med sin vel nok mest kendte og elskede sang ”Passionate Kisses”, som hun skrev til kollegaen Mary Chapin Carpenter, der kvitterede med at gøre den til et singlehit i 1993. Dermed anslog Williams lige som grundtonen i sin sangskriverkunst, hvor hjerte-smerte-melankoli er et grundelement. Samtidig forhindrede hun måske, at aftenen skulle gå hen og blive en ønskekoncert. For hun fortsatte med en anden a fhendes mest kendte sange, titelsangen fra gennembrudsalbummet Car wheels on gravel stones, der også står centralt i sangskriverens tematiske univers af eksistentielt betonede sange med rod i etl andligt syd-USA. Og herefter gik det slag i slag med sange fra Williams bagkatalog, et par helt nye sange (der skal indspilles i år) og nogle covernumre.

Williams blev bakket effektivt op afsine to medspillere, der løftede flere af sangene op til regulæ rcountryrock – og ja, rock. Som Williams selv pointerende havde de sparet på trommeslageren (der vist opholdt sig i Rom), men de kunne sagtens rocke alligevel. Jovist kunne de det. Sutton lagde en lækker, blød pulserende bas under sangene, når han ikke lige brugte bassen som slagtøj, og Pettibone leverede et stramt økonomisk guitarspil, der aldrig forfaldt til guitarlir – heller ikke når han kastede sig ud i leg med feedback og guitareffekter. Han forstod at dosere sine virkemidler og underordne dem sangene.

Der var mange højdepunkter på denne aften. For mig var et af højdepunkterne, da Williams spillede den gamle bluesmusiker Skip James’ sang “Hard Time Killing Floor Blues” og forbandt denne sang fra depressionens tid med vor nutids krise. Williams havde på det tidspunkt allerede beklaget sig over, hvordan corporate capitalism havde sat sig ubehagelige spor iden europæiske virkelighed med 7-11-butikker ogMcDonalds-restauranter overalt. Sangen har Williams tidligere spillet i Martin Scorsese Presents the Blues.

Et andet højdepunkt var, da Williams i overtiden spillede Jimi Hendrix’”Angel” og dedikerede den til den netop afdøde Doors-tangentspiller Ray Mazarek. I det hele taget var det kendetegnende for Williams intimkoncert, at godt nok er mange af sangene eksistentielt indadvendte i deres emnevalg og handler om brydsom kærlighed, død og indadvendthed. Men som de andre storesangskrivere i sin generation – fx Springsteen og Dylan – så er der også et social engagement, der undertiden viser tænder. Tydeligst da Williams henvendt til publikum sagde: Peace, Love and Revolution. Power to the People. Så vidste vi, hvor hun stod. Og hvor ofte oplever man lige en (amerikansk) kunstner melde så klart ud om sit politiske ståsted?

Ogsåden amerikanske religiøse fundamentalisme fik et par ord med på vejen. Dels i den nye sang, Something Wicked This Way Comes(der deler titel med en Ray Bradbury-tekst og – som Lucindas mand måtte belære hende om – stammede fra selveste Shakespeare) og i en sang om ikke at kunne komme overens med gud, sådan som man forventes at skulle i guds eget land. Jo, hos Williams går den sociale indignation og den religiøse skepsis hånd i hånd. Noget,d er har præget hendes nyere sangskrivning.

Lyden nærmede sig det perfekte. Williams gjorde selv opmærksom på det, da hun krævede dette rum, fordi lyden var ‘god’. Det var en underdrivelse. Bruce Spingsteen ville helt sikkert have været grøn af misundelse efter sine oplevelser i Parken. Lydbillledet var klart.Instrumenter og stemmer stod distinkt i helheden. Og bedre blev det kun af, at Lucinda med sin modne tenor forstod at intonere og frasere forbilledligt, så man kunne opfatte hvert eneste ord, der kom fra hendes læber. Jo, Voxhall er et godt spillested, hvor kunstnerne kankomme fuldt til deres ret.

Samlet set gav koncerten et meget vellykket indtryk af spændvidden og dybden i den amerikanske singer-songwriters sangkunst. Her var rock,countryrock, blues og ballader. Her var sange fra hendes eget roste sangkatalog og skønsomt udvalgte covernumre. Ud over Skip James og Hendrix fik vi Bettye Lavettes ”Joy” og sangen ”Honey Bee”. Aftenen blev meget mere end en intim aften i fruens selskab. Det bleven fremragende koncertaften med plads til både intimitet i sangene og perspektiv. For at understrege, hvad en koncertaften som denne drejer sig om, takkede Williams sit publikum for, at de havde hentet penge op af lommen for at gå til koncerten i en krisetid. For uden publikum er musikerne ingen ting, lod hun fortstå. En fin gestus af en kunstner, derved, hvad det drejer sig om. Hun må gerne komme igen – tilVoxhall.

Beth Hart & Joe Bonamassa: Seesaw

capac — Tue, 21 May 2013 08:10:35 +0000

I oktober sidste år havde jeg fornøjelsen af at omtale Beth Hart seneste soloalbum Bang Bang Boom Boom, hvor sangerinden bevægede sig ubesværet mellem selvskrevne sange inden for genrer som blues, soul, rock, pop, swing m.v. Og i år udkom hendes anden duoplade med Joe Bonamassa Seesaw.

I Bonamassa har Hart fundet en soulbrother, der med sin berømmede bluesguitar og imposant brede musiksmag passer som Hans i Grete til Harts nærmest klassiske smag for den gode sang. På den nye plade kaster de to sig over 11 håndplukkede sange fra den store amerikanske sangbogs seneste kapitler.

Der lægges ud med en herligt swingende, nærmest rockende, udgave af Billie Hollidays lystne “Them there eyes”. Med sin sensuelle stemme får Hart sangens sprudlende livsappetit frem og lægger en dæmper på sangens tendentielle melankoli. Den afløses af Hoppes og Popps smægtende bluessang “Close to my fire”, hvor Hart lyder som en ung, vitaliseret Billie Holliday og Joe Bonamassa og hans band lægger en fin bluesfeeling under som et sikkerhedsnet.

Tina Turners gamle hit “Nutbush City Limits” får en kærlig overhaling, der demonstrerer, at både Hart og Bonamassa har hjerter, der banker højlydt for både soul og rock’m roll. Den overgår ikke Turners gamle version, men når den til strømpeholderne og længe op endnu…

I Al Coopers “I love you more than you’ll ever know” viser Hart, at hun er en af de moderne sangerinder, der løfter arven efter ikke alene Holliday, men også Janis Joplin og Etta James. Hun synger med en matchende glød og passion i denne smukke ballade, som også giver Bonamassa lejlighed til at strække helt ud i en imponerende, men ikke overgjort, solo.

Videre går det med numre af Randy Weeks (dejligt rockende og swingende “Can’t let go”), den lidt glemte trommeslager og sangskriver Buddy Miles (“Miss Lady”, hvor det sejt swingende får en ordentlig injektion af saftige blæsere). Melody Gardot (den melankolske kærlighedsballade “If i tell you i love you”, der balancerer fint på grænsen til det sentimentale uden at plumpe i), Al Green (“Rhymes”, et sejt soulnummer, der ikke overraskende passer utroligt godt til duoen),

Barbara Belles / Anita Nyes / Louis Primas / Stanley Rhodes’ “A Sunday Kind of Love” (endnu en smægtende ballade, der får det mest følsomme og ømme frem i såvel Harts stemme som Bonamassas guitar).

Pladen afrundes med en flot, loyal og kongenial version af Don Convays og Steve Croppers klassiker “Seesaw”, der også giver titel til pladen. Sangen blev fortolket af Aretha Franklin, men Hart og Bonamassa har stor ære af deres ligefremme, saftige souleditering af nummeret. Og rosinen i pølseenden udgøres af Billie Hollidays udødelige “Strange Fruit” (skrevet af Lewis Allen), hvor tempoet skrues helt ned til en næsten lavmælt udgave af den dødsens alvorlige sang. Et fornemt punktum for pladen og en understregning af, at Hart og Bonamassa ikke kun er til sjov og ballade.

Hart synger overbevisende på pladen. Hun bliver bare bedre og bedre med tiden og understeger endniu en gang, at hun er en af dem, der kan løfte arven efter de store sangerinder i rock, soul og jazz. Og Bonamassa viser endnu engang, at det ikke er tilfældigt, at han er blevet udråbt til at være den moderne blues’ nye stjerneguitarist.

Og bag dem spiller Anton Fig (trommer og slagtøj) Blondie Chaplin (guitar), Carmine Rojas (bas), Arlan Schierbaum (keyboards), Lenny Castro (slagtøj), Michael Rhodes (bas på “I’ll Love You More Than You’ll Ever Know”). Og det gør de overbevisende. De spiller tæt og musikalsk indfølende og danner en smuk ramme omkring de to hovedfigurer.

Akkurat som Boom Boom Bang Bang er Seesaw med sine coverversioner en plade af den slags, hvor støvet ikke får lov til at lægge sig så hurtigt. En plade, man gerne sætter på afspilleren, når humøret trænger til et skud vitamin. Her er noget både for blueselskeren og for dem, der blot elsker de gode uopslidelige sange fra den store sangbog. Hermed anbefalet.

Harts og Bonamassas officielle Youtubeside

Beth Hart & Joe Bonamassa. Seesaw. Producer Kevin Shirley. Provogue Records. Udkom igår.

En dør er blevet lukket: Ray Manzarek er død

capac — Mon, 20 May 2013 20:47:03 +0000

Nyhedsbureauerne og The Doors’ Facebookside meddeler, at keyboardspillere Ray Manzarek er død i en alder af 74 år. Dødsårsagen var en kræftlidelse i maveregionen.

Manzarek voksede op i Chicago og ville oprindeligt være baseballspiller, men det endte altså med musikken. Sammen med Jim Morrison dannede Manzarek The Doors i 1965 og var med sit personlige spil med til at skabe gruppen unikke lyd. Efter Jim Morrisons død fortsatte Manzarek dels som solist og som medlem af bl.a. Nite City. Han spillede også sammen med de resterende Doorsmedlemmer i forskellige bandudgaver.

En anbefaling: Vores mødre, vores fædre – tysk miniserie

capac — Mon, 20 May 2013 09:36:04 +0000

Det er ikke mange tyske serier, film eller programmer i det hele taget, dansk tv byder på. Så det er med at kende sin besøgelsestid, når det sker. I går aftes startede den tyske miniserie Vores mødre, vores fædre på DR2. Og den er absolut anbefalelsesværdig.

Endnu engang er de tyskernes traumatiske forhold til nazismen og 2. Verdenskrig, der er temaet. I serien følger man fem unge barn- og ungdomsvenner, der i 1941 splittes af krigen. Brødrene Wilhelm og Friedhelm skal til Østfronten og kæmpe for fædrelandet. Charlotte skal samme vej som sygeplejerske. Greta bliver tilbage i Berlin for at forfølge sin drøm om en karriere som sangerinde à la Marlene Dietrich. Og endelig er der Gretas kæreste, den jødiske skræddersøn Viktor, der mærker jorden brænde under sine fødder og forsøger at overtale sine forældre til at tage flugten bort fra Nazi-tyskland.

Inden deres veje skilles holder de en improviseret fest og lover hinanden at mødes igen til jul, når ‘krigen er ovre’. Men snart skal det vise sig, at deres løfte er lige så naivt som deres tro på krigslykken og Nazismens storhed og succes. Allerede inden første af seriens ialt tre afsnit er omme har de fem unge mennesker fået punkteret deres ungdommelige uskyld i krigens brutalitet og dens konsekvenser.

Politikens anmelder skrev, at “Tysk tv-serie går tæt på nazisterne, men ikke på svarene”, som der står i rubrikken d. 19. maj. Og, nej, serien gør ikke noget forsøg på at forklare, hvorfor nazismen opstod eller hvorfor den lykkedes et stykke hen ad vejen. Men jeg mener også, at det er en urimelig kritik af denne lille fiktionsserie. Seriens kunstneriske styrke ligger netop i, at den lader de politiske og historiske forklaringsmuligheder ligge og i stedet viser seerne, hvordan de fem meget forskellige unge mennesker forandres om ommodelleres af den konkrete politiske og historiske virkelighed, de lever i. Fx oplyses vi kun i nogle bisætninger og spredte kommentarer om, hvordan den nazistiske antisemitisme radikaliseres, alt medens personerne forsøger at holde fast i forestillingen om, at jødehadet nok går over og forsvinder, så snart krigen er vundet.

Netop fordi instruktøren Philipp Kadelbach holder fast i at fortælle historien om de fems forandring ved at vise forandringen transcenderer fortællingen den simple historiske fortælling og bliver også en almen fortælling om, hvordan vi alle under omstændighedernes pres tvinges til at give slip på drømme og idealer eller i hvert fald får sværere ved at beholde grebet.

Det er nærliggende at sammenligne serien her med fx Brothers in arms og The Pacific. Selv om det nationale perspektiv er et andet, så deler serierne den samme hyperrealistiske skildring af krigens gru – både på og bag fronten. Og i alle tre serier er det de almindelige ofre for krigen – soldaterne, kvinderne og jøderne – der står centralt. De er deres personlige oplevelse og forståelse af hændelserne, der driver fortællingerne frem. Vi bliver nok ikke meget klogere på, hvorfor det skete – krigen, nazismen osv. Men vi får en konkret forståelse af, hvordan den enkelte påvirkes af begivenhederne – og også den enkeltes betydning – på godt og ondt – for hvilken vej udviklingen går. Hvis Greta ikke havde været så forfængelig og karrierefikseret, så ville hun måske have reddet sin jødiske ven fra at blive sendt med toget mod kz-lejren. Og hvis Charlotte havde fulgt sin intuitive forståelse af den jødiske lægekollega, så ville hun måske have undladt at angive hende. Og så fremdeles.

F’ørste afsnit kan ses nogle dag endnu på DRs hjemmeside – og de to sidste afsnit vises i aften og i morgen aften på DR2. Hermed anbefalet.

Trailer 1 Trailer 2

Pete Townshend – 68

capac — Sun, 19 May 2013 12:45:02 +0000

Pete Townshend fylder 68 år i dag. Han er mest kendt for sin rolle som sangskriver, guitarist og skaber af The Who. Men på årsdagen synes jeg vi også skal huske hans andre projekter. De syv mere eller mindre vellykkede soloalbums – og han rolle som som sideman for en række kunstnere – fra Elton John over David Bowie til Paul McCartney. Jeg vil markere dagen med at linke til dels en fin koncert med Townshend fra 1985 – og til albummet Rough-Mix, som han lavede sammen med The Faces’ Ronnie Lane, og som er en af de plader, der skal med på min øde ø. Og så må jeg vist se at få læst manden erindringer…

Velkommen til en musikalsk legestue – Swab – Panorama Playground

capac — Sat, 18 May 2013 10:15:36 +0000

I begyndelsen af denne uge udkom Swabs album Panorama Playground. Bag kunstnernavnet Swab gemmer sig Jesper Schwabe Andersen, der er kendt som medlem af Bumsestilen og som DJ og producer.

Swabs udgangspunkt ved DJ-pulten og i den danske hip-hop fornægter sig ikke på den nye plade, men hvis man tror, at man blot skal opleve en rappende, hip-hoppende skive musik, så går man helt galt af Swab. For som titlen Panorama Playground antyder, så inviterer Swab lytteren på en musikalsk legestue, hvor elementer af rock, pop, electronica, trip og hip hop stykkes ubesværet og legende sammen til et organisk hele af musik.

Min omtale af pladen er blevet lidt forsinket, og en af årsagerne har været, at jeg har måttet lytte mange gange til pladen for at danne mig en mening om den. Derfor har den ligget på min bærbare afspiller og er blevet spillet non-stop de sidste mange dage. Når det tog lidt tid, så hænger det sammen med, at den ikke lyder som ret meget andet, jeg har hørt de sidste par år eller mere. Jovist kan jeg godt høre, at pionererne Massive Attack et eller andet sted stikker deres hoved frem i musikken, men først og fremmest lyder det som Swab. Og det kendetegnende ved Swab er hans nærmest fordomsfrie og legesyge tilgang til sounds, effekter, melodiske fragmenter osv. Og legesygen har resulteret i en plade, der fik mig til – uden sammenligning i øvrigt – at tænke på The Beatles og deres Sgt. Pepper’s lonely hearts club band. Det var på den plade, Beatles for alvor gjorde deres musikalske trang til at eksperimentere med studiets teknologiske muligheder til et legesygt projekt. Swab har selvfølgelig et ganske andet udgangspunkt, men trangen til at lege med de forhåndenværende tekniske hjælpemidler er den samme.

Swab er uden tvivl besat af sin metier og sin kærlighed til mikserpult, rap, hip hop osv. Og det viser sig allerede i det indledende nummer “Listen up!”, der ikke blot er en opfordring til lytteren om at slå lyttelapperne ud, men også er en metasang om lydens – soundens – vigtighed. We’re gonna talk about the sound of your drums… siger stemmen, efter at trommerne har taget over efter en scratchende indledning. Og derefter følger nogle æstetiske overvejelser over trommelydens, pianoets og soundens betydning. Med den lille popindsmigrende indledning er stilen ligesom anslået. Her skal leges og kæles for lyden. Og projektet indløses med hjælp fra en række danske og udenlandske legekammerater, bl.a. Mac Lethal, Blu Rum 13 og Emil Samsing/Le Gros. Det musikalske udtryk spænder fra hard core trip hop over syret rock til sange, der dybest set er renlivet pop. Et eksempel på det sidste er singleudspillet og pladens fjerde nummer “A killer in my dreams (feat. LeGros)“, der i et lettere arrangement nok kunne gøre sig ved det forestående MGP… Et andet lysende eksempel er sang nr. 6, der meget passende hedder “Don’t foget the song”. Og det er lige netop hvad dette nummer ikke gør. Det er den pureste pop.

Det har efter sigende taget meget lang tid at lave pladen, og det fornemmer man. Trods sit ludiske præg virker pladen helt igennem gennemarbejdet som et organisk sammenhængende stykke musik. Et moderne conceptalbum, der overbevisende demonstrerer, hvilket musikalsk potentiale, der ligger i den bunke isenkram, som trip hop, rap og hip hop benytter sig af. Netop pladens karakter af panoramisk helhedsbillede gør, at det kan forekomme urimeligt at fremhæve enkelte skæringer på pladen. Den skal og bør høres i sin suveræne totalitet – gerne bag nogle gode ørebøffer, der lader de mange lag af lyd og miks komme til deres ret. Panorama Playground er en af dette års store plader efter min mening. En plade, der fortjener at blive lyttet til af mange andre end rappens, hip hoppens og trip hoppens faste lyttekreds. Hermed helhjertet anbefalet.

Swab. Panorama Playground. Producer: Swab. Tallman Records. Udkom mandag d. 13 maj

Lucinda Williams besøger Voxhall i Århus – og det er på tirsdag

capac — Fri, 17 May 2013 12:06:20 +0000

Det er ikke kun Bossen – Bruce Springsteen – der besøger Danmark her i maj måned. Og selv om hans ankomst og optræden overskygger næsten alt, så er der grund til at pege på andre musikoplevelser, der – i min vurdering – kan matche Springsteen på mange måder. En af dem er Lucinda Williams, der optræder på Voxhall i Århus på tirsdag.

Det er selvfølgelig lidt vovet – og måske også politisk ukorrekt – at hævde, at Lucinda kan matche selveste Bossen. Men det mener jeg faktisk, at hun kan.

Ganske vist er hun langtfra så kendt, og hendes karriere har taget et ganske andet forløb en Springsteens. Hvor det tog Bruce cirka 10 år at slå igennem, har det taget den nu 60-årige Lucinda hele 20 år at nå frem til et gennembrud. Hun fik udsendt sit første album – Ramblin‘ – tilbage i 1979. Det var et album, der med fortolkninger af blues (fx Robert Johnson, country (Hank Williams) og cajun (Clifton Chenier og Memphis Minnie) om ikke andet fik karakteriseret den americanamuld, som Williams’ musik vokser op af, og som har gennemlyst de ialt 11 album, det er blevet til siden hen.

Der skulle gå godt ti år, før gennembruddet til et større publikum kom. Det skete med albummet Car Wheel on a gravel Road, der så dagens lys i 1998. Det var med det album, at Williams omsider nåede hitlisterne med sin udgave af the happy woman blues (for nu at citere titlen på hendes andet album fra 1980). Pladen resulterede også i en grammy i kategorien Bedste samtidige folkalbum – og den solgte til en guldplade. I det hele taget fik den ros og kritikerroser nok til en hel karriere. Og den er siden hen blevet genudgivet i en dobbeltcd-deluxe-udgave (2006) for at understrege dens betydning.

Som andre af Williams’ plader så afslører Car Wheels en sangskrivning, der afspejler et ganske almindeligt, amerikansk hverdagsliv i Syden set fra en selvbevist og stolt kvindes synspunkt. Ser vi bort fra kønsperspektivet, så minder Williams – og matcher – ganske godt den americanadyrkende Bruce Springsteen. Andre mere eller mindre beviste forbilleder finder man i – ja, igen – en Bob Dylan.

Titelsangen fra Car Wheels anslår ganske fint tematikken og tonen i Williams’ kunst. Det er kleinkunst, der åbner sig for den der kan lytte og læse indenad. Med sin modnede, erfaringslidte tenor synger Lucinda om en sydstatsverden, hvor virkelighedens ubønhørlige krav, drømmenes evigt kværnende motor og kærlighedslivets svimlende karusselture krydser hinanden og leverer et stykke americana, der i kvalitet sagtens kan måle sig med Bossens. Og det er ikke helt tilfældigt, at selveste Roy Bittan – Springsteens medmusiker – netop medvirker på denne plade og er med til at understrege den storladenhed, som Williams’ sange deler med Springsteen og Dylan.

Sittin in the kitcken a house in Macon

Loretta’s singing on the radio

Smell of coffee eggs and bacon

Car wheels on a gravel road

Pull the curtains back and look outside

Somebody somehere I don’t know

Come on now child we’re gonna go for a ride

Car wheels on a gravel road

Can’t find a damn thing in this place

Nothing’s where I left it before

Set of keys and a dusty suitcase

Car wheels on a gravel road

There goes the screen door slamming shut

You better do what you’re told

When I get back this room better be picked-up

Car wheels on a gravel road

Low hum of voices in the front seat

Stories nobody knows

Got folks in Jackson we’re going to meet

Car wheels on a gravel road

Cotton fields stretching miles and miles

Hank’s voice on the radio

Telephone poles trees and wires fly on by

Car wheels on a gravel road

Broken down shacks engine parts

Could tell a lie but my heart would know

Listen to the dogs barkin in the yard

Car wheels on a gravel road

Child in the backseat about four or five years

Lookin out the window

Little bit of dirt mixed with tears

Car wheels on a gravel road

Lucinda er datter af en digter og litteraturprofessor (Miller Williams), og hans optagethed af kunst og litteratur smittede af på den unge Lucinda, der begyndte at skrive tekster og interessere sig for musik, inden hun havde smidt barneskoene hjemme i Lake Charles, Louisiana. Og som ganske ung kastede hun sig over musikken. Først med coverversioner af country, blues osv. Siden – på Happy Woman Blues i 1980 – begyndte hun at spille sine egne sange.

Når Williams ikke er nået helt op i rockens førstedivision, så hænger det bl.a. sammen med, at hun insisterer på at være sin egen stemme i den moderne countryrock, og det har haft den pris, at der er gået temmelig lang tid mellem hendes pladeudgivelser. Og det går ikke i en branche, hvor man helst skal holde den kommercielle gryde i kog hele tiden.

Men på tirsdag træder hun altså op for et dansk publikum, og jeg glæder mig til at opleve hendes sange au naturel – og vil selvfølgelig skrive om koncerten efterfølgende.

The Doors – i det uendelige…

capac — Thu, 16 May 2013 10:30:21 +0000

Der er tilsyneladende ingen ende på Jim Morrison og The Doors. Selv om man skulle tro, at alt, hvad gruppen har indspillet i studie og på scene efterhånden må være overført til plademediet, så er det langt fra tilfældet. Det sidste skud på stammen er den imponerende udgivelse The Doors Infinite, der er en såkaldt ‘limited edition’, bestående af seks plader i hybrid SACD-kvalitet. Og vi taler om vinylplader med – forlyder det – en forbavsende flot lyd. Og prisen er derefter, men luksusudgaven er Gefundenes Fressen for rigtige Lizard Kings..

Når The Doors bliver ved med at betage publikum, så skyldes det ikke kun Jim Morrisons flamboyante og fascinerende levned, men i allerhøjeste grad, at vi har at gøre med en gruppe med en helt unik sound. Ingen lyder som The Doors – og man er aldrig i tvivl om, at det er The Doors, der spiller.

Pistolannierne er tilbage: Annie Up

capac — Wed, 15 May 2013 12:28:43 +0000

Det kønne countrytrekløver Pistol Annies, som jeg omtalte i 2012, er tilbage med et nyt album med titlen Annie Up. Og der er sluppet en video ud med sangen “Hush Hush”, der viser, at der ikke er nogen form for nytænkning hos de tre damer – og det er godt nok.

(For)tabt powerpoprock fra 1978-83

capac — Wed, 15 May 2013 08:03:04 +0000

I strømmen af cdudgivelser kommer der undertiden små perler, der alt for nemt går i glemmebogen. Ofte sker det, fordi man slet ikke kommer til at høre om dem eller kun ved en tilfældighed. Sådan som tilfældet har været for mig, da jeg faldt over albummet Radio Ready: Lost Power Pop Hits 1978-83: Texas , Vol. 1.

Det er det lille obskure pladeselskab Cheap Rewards Records, der har fået den fine idé at udgive en opsamlingsplade på sort vinyl og digitalt med tretten skæringer af genuin powerpop fra senhalvfjerdserne og starten af 1980′erne. De tretten navne blev aldrig til det store, men Pengwins, The Fad, The Lawnmovers, The Haskells, The Rattlecats og hvad de nu hedder kunne sagtens have været hitlistepotentiale, hvis omstændighederne havde været til stede. Det er ikke hits det hele, men der er fine eksempler på melodiøs, fremadpiskende powerpoprock på udgivelsen. 1-2-3-4 go!

Tag strømmen på dansk rock

capac — Wed, 15 May 2013 06:28:00 +0000

Som læserne af denne blog vil vide, så er det såre almindeligt uden for dette lands grænser, at give publikum mulighed for at lytte til hele albums som såkaldte “streams”. Lige som man i gamle dage – i 1960′erne – på Danmarks Radio kunne opleve, at hele album blev afspillet fra ende til anden, så kan man her og hisset lytte til nye album. Ikke ethvert album skal siges, men tendensen mod at give lyttere en chance for at lytte til albummet, før man evt. overvejer at købe det, er i fremmarch.

Men hvad med Danmark? Her er det gået noget trægere, selv om der har været eksempler. Men nu viser Politiken vejen, idet avisen i samarbejde med et af de store streamingtjeneste, giver læserne – også de ikke-betalende – mulighed for at lytte til det seneste udspil fra When the saints go machine, “Infinity pool”. Det burde være meget mere almindeligt at promovere dansk rock og pop på den måde.

Hvorfor finder vi os i det: dårlig koncertlyd?

capac — Wed, 15 May 2013 06:20:49 +0000

Bossen kom, spillede og – larmede. Politiken sammenfatter anmeldernes vurdering af koncerten med det amerikanske ikon med rubrikken Bossen var god – lyden var »gebrækkelig«. Selv om ikke alle anmelderne er enige, så må der jo være noget om snakken. Og det er ikke første gang, der har været problemer med lyden på den københavnske fodboldarena Parken. Jeg oplevede det selv med Fleetwood Mac for nogle år siden, og der har været flere andre koncerter, der har været plaget af det problem.

Det får mig til at tænke: Det kan vi som forbrugere – jo, forbrugere, for en koncert er en vare som enhver anden – ikke være tjent med. I en tid, hvor koncertpriserne har været på himmelflugt, og hvor mange musikere tjener deres vigtigste indkomst gennem koncerter, så må vi kunne forvente et vist kvalitetsniveau på det tekniske område. Alternativt bør vi have ret til at få billetten helt eller delvist refunderet. Det er en misforståelse, at vi som koncertgængere blot skal affinde os med elendig lyd, der umuliggør en musikalsk oplevelse. Hvad enten det foregår i Parken, på Roskilde Festival eller på en lille lokal koncertscene. Sat på spidsen: Jeg ville føle mig taget gevaldigt ved næsen, hvis jeg havde betalt 4.000 kroner for en eksklusiv billet med Rolling Stones – og så blev spist af med elendig lyd.

Nu var jeg desværre ikke til koncerten med Springsteen, men det ændrer ikke ved sagen. Som koncertgænger er der forhold, der er uacceptable. Dårlig lyd, publikum, der ikke kan holde kæft eller holde mobiltelefonerne i lommen/tasken osv. Jeg synes, nogen skulle kontakte forbrugerombudsmanden i sagen om Bossen i Parken.

The Handsome Family: Wilderness

capac — Tue, 14 May 2013 09:00:25 +0000

Det er snart længe siden, jeg har haft fat i The Handsome Family – Honey Moon, koncert i Aarhus, Gotisk country, – men nu er de tilbage med et splinternyt album med title Wilderness. Du kan høre hele albummet lige her. At dømme efter de første gennemlytninger, så er der intet nyt fra den kant. Og intet nyt vil sige godt nyt. Syrede tekster i krydret alt country sovs. Velbekomme.

Barfodede sangerinder: fra Emmelie de Forest og tilbage til Sandie Shaw

capac — Mon, 13 May 2013 09:54:09 +0000

“Danmarks barfodede bidrag er hele Europas grandprix-darling” skriver Politiken i et forskræp til dette års Melodi Grand Prix, hvor det danske bidrag, den unge, barfodede Emmelie de Forest, spås vinderchancer af de internationale bookmakere, som mere end nogen fortæller os noget om, hvad der er på spil ved den begivenhed. Jeg skal ikke overvære MGP, men ønsker selvfølgelig Emmelie alt godt ved onkurrencen. Måske der denne gang er en enkelt eller to mindeværdige sange med. Det kan man jo håbe på…

Det med de bare fødder på scenen er mestendels en gimmick. Noget, der skal skabe opmærksomhed og interesse. Selv om Annisette har givet udtryk for, at det også kan have noget at gøre med den fysiske oplevelse af musikken (rytmen, der banker op gennem fodsålerne) .

Engang var der en anden ung dame, der blev markedsført med sine bare fødder, og også gjorde en fin figur ved Melodi Grand Prix. Nemlig Sandie Shaw, der vandt MGP i 1967 med sangen “Puppet on a string“. Med til den historie hører, at Shaw på det tidspunkt var en dalende stjerne på pophimlen, og sangen “Puppet on a string” var hendes managers idé. Den skulle puste nyt liv i karrieren – hvad den altså også gjorde – men Sandie brød sig ikke om den, fordi den var atypisk for hendes materiale.

Den nu 66-årige barfodssangerindes materiale var præget af en udsøgt smag for gode, iørefaldende popmelodier, der sammen med hendes særprægede stemme sikrede hende stor succes i hjemlandet og det øvrige Europa i tresserne.

En af hendes store fans var/ er The Smiths Steven Patrick Morrissey, der har en svaghed for tressernes store sangerinder. Og netop denne svaghed spillede en ikke ubetydelig rolle for bandets opløsning, idet Johnny Marr fra gruppen ikke kunne se nogen idé i at spille covernumre af gamle tresserhits. Ikke desto mindre inspirerede Sandie Shaw The Smiths til deres 1984-hit “Heaven knows I’m miserable now” (inspireret af Shaws ”Heaven Knows I’m Missing Him Now“). Og de optrådte også sammen ved flere lejligheder.

Sandie Shaw synger The Smith:

Retropop – med She & Him “Never wanted your love”

capac — Sun, 12 May 2013 09:47:29 +0000

Jeg har slået på tromme for duoen She & Him før, og gør det gerne igen. For det er frydefuld retropop, der lyder som vor mor og far lavede det i tresserne – uden at falde i den sentimentale nostalgigryde.

Elvis i Stax-studierne

capac — Sun, 12 May 2013 08:44:34 +0000

Der er åbenbart ingen ende på udgivelser med Elvis Presley. Selv om hans karriere er dokumenterert i detaljer på en lang række, flotte bokssæt, så er der stadigvæk noget af hente på arkivreolerne.

Til august udsender RCA Legacy således en 3-cd-boks med indspilninger, som Elvis foretog i de legendariske Stax Studier på McLemore Avenue i Elvis’ hjemby Memphis. Nogle af indspilningerne finder man på udgivelserne Raised On Rock/For Ol’ Times Sake (1973), Good Times (1974), and Promised Land (1975). Den nye udgivelse, som Elvis-eksperten Ernest Mikael Jørgensen har været med til at lave, omfatter revl og krat af, hvad Elvis indspillede dengang i halvfjerdserne i “Soulsville USA”, som studierne populært blev kaldt. Her er en oversigt:

CD 1: The R&B and Country Sessions – The Outtakes:

I Got A Feelin’ In My Body – Take 1

Find Out What’s Happening – Takes 8-7

Promised Land – Take 4

For Ol’ Times Sake – Take 4

I’ve Got A Thing About You, Babe – Take 14

It’s Midnight – Take 7

If You Talk In Your Sleep – Take 5

Loving Arms – Take 2

You Asked Me To – Take 3A

Good Time Charlie’s Got The Blues – Take 8

Talk About The Good Times – Take 3

There’s A Honky Tonk Angel – Take 1

She Wears My Ring – Take 8

Three Corn Patches – Take 14

I Got A Feelin’ In My Body – Take 4

If You Don’t Come Back – Take 3

Promised Land – Take 5

CD 2: The Pop Sessions – The Outtakes (Tracks 1-10) / The July 1973 Masters (Tracks 11-20):

Mr. Songman – Take 2

Your Love’s Been a Long Time Coming – Take 4

Spanish Eyes – Take 2

Take Good Care Of Her – Takes 1,2,3

It’s Diff’rent Now (unfinished recording)

Thinking About You – Take 4

My Boy – Take 1

Girl of Mine – Take 9

Love Song of the Year – Take 1

If That Isn’t Love – Take 1

Raised on Rock (Hot 100 #41, Country #42)

For Ol’ Time Sake (charts same as Track 11)

I’ve Got A Thing About You Baby (Hot 100 #39, Country #4)

Take Good Care of Her (charts same as Track 13)

If You Don’t Come Back

Three Corn Patches

Girl of Mine

Just a Little Bit

Find Out What’s Happening

Sweet Angeline

CD 3: The December 1973 Masters

Promised Land (Hot 100 #14, Country #9)

It’s Midnight (charts same as track 1)

If You Talk In Your Sleep (Hot 100 #17, Country #6)

Help Me (charts same as Track 3)

My Boy (Hot 100 #20, Country #14)

Thinking About You (charts same as Track 5)

Mr. Songman (Hot 100 #35, Country #11)

I Got A Feelin’ In My Body

Loving Arms

Good Time Charlie’s Got The Blues

You Asked Me To

There’s A Honky Tonk Angel (Who Will Take Me Back In)

Talk About The Good Times

She Wears My Ring

Your Love’s Been a Long Time Coming

Love Song of the Year

Spanish Eyes

If That Isn’t Love

Ian Dury – 71

capac — Sun, 12 May 2013 08:09:00 +0000

Den engelske rock’n roller Ian Dury døde i 2000, 57 år gammel. Men han ville være fyldt 71 år i dag, hvis ikke en kræftsygdom havde sat en stopper for hans jordiske liv.

Dury stammede fra det norvestlige London og var en af de mange børn, der i efterkrigstiden blev ramt af polio. Men det lykkedes ham alligevel at klare sig gennem skoletiden og komme i gang med akademiske studier på Royal College of Art i slutningen af tresserne, og det var i tiden som kunststudent, Dury begyndte at spille musik. Først som medlem og grundlægger af Kilburn & the High Roads (1971-75) og senere med the Blockheads.

Ian Dury & the Blockheads havde det held at ramme lige ind i new wave-bølgen, der rullede over Storbritannien og den vestlige halvkugle. Og bandet fik hurtigt ry som værende et af tidens mest interessante liveacts. Dury var forsangeren og tekstforfatteren til de mange poetisk legende, hverdagsagtige og sjove tekster.

Det store gennembrud for bandet kom med millionsælgeren “Hit me with your rhythm stick” og det opfølgende album “New Boots and Panties” i 1979-80. I årene efter kunne Dury og Co. ikke helt leve op til successen, men Dury fortsatte med at skrive sang og indspille musik helt frem til slutningen af halvfemserne, hvor han blev kræftsyg. Blockheads gennemgik flere forvandlinger og opløsninger.

Dury efterlod sig godt og vel en snes album ved sin død. Blandt disse er soloalbummet Lord Upminster fra 1981 værd at fremhæve. Det er på denne i dag svært opdrivelige plade, Dury gør op med formynderiet over for de handicappede i den uforglemmelige, selvbiografiske sange “Spasticus Autisticus“.

Burt Bacharach fylder 85

capac — Sun, 12 May 2013 07:21:51 +0000

Det er realiter umuligt at nævne Burt Bacharach uden i samme åndedrag at sige: Hal David. For de to har været musikalske pot og pander siden de fandt sammen i 1957 i Brill Building i New York. Det var her den jødisk fødte Bacharach fandt sit lyriske supplement til sin kompositoriske talent. Og fra og med deres første store fælles hit, “The Story of my life” med Marty Robbins, gik det slag i slag og frem til i dag har de to leveret ca. 75 top-40-hits i USA alene. Plus det løse.

Selv om Bacharach/David har leveret sange til et hav af solister – fra Bobby Vinton (“Blue on Blue“) til Walker Brothers (“Make It Easy on Yourself“), så er det især det lange, frugtbare samarbejde med den konservatorieuddannede Dionne Warwick, de huskes for. Et samarbejde, der alene resulterede i 38 singlehits. Heraf ni top-10-hit.

Bacharach og David tilhører den store, gyldne amerikanske sangskrivertradition, der har forsynet den amerikanske popmusiks sangbog med den ene klassiker efter den anden. Popsange, men også sange til jazzen og til det store filmlærred.

I dag fylder Burt Bacharach 85 år, og i år markeres det med udgivelsen af en biograf – Anyone who had a heart (hvor Hal David selvfølgelig også nævnes på coveret og i bogen) – og endnu en opsamlingspladen. Til lykke til en stor sangskriver.

Mere Beatlemania: From me to you, d. 11. april 1963

capac — Sat, 11 May 2013 13:28:41 +0000

På denne dag for 50 år siden udsendtes single “From me to you“/ “Thank you girl” med The Beatles på det britiske marked. Amerikanerne måtte vente en måned tid endnu. Singlen, der blev krediteret “McCartney-Lennon”, var Beatles’ første nummer 1-hit i Storbritannien.

Sangen er en af de relativt få Beatles-sange, hvor John Lennon spiller mundharmonika, og i følge Paul McCartney spillede sangen en afgørende rolle i sangskriverparrets udvikling som sangskrivere. Han er citeret for at sige: “The thing I liked about “From Me to You” was it had a very complete middle. It went to a surprising place. The opening chord of the middle section of that song heralded a new batch for me. That was a pivotal song. Our songwriting lifted a little with that song”.

For 43 år siden – Let it be

capac — Fri, 10 May 2013 12:33:19 +0000

På denne dag for 43 år siden udkom The Beatles’ sidste (i hvert fald i udgivelseskronologien) album med den næsten besværgende title Let it be. Jeg har aldrig helt kunnet forlige mig med denne plade, selv om den rummer rigtig mange fine sange. Mine forbehold gælder især albummets overproduktion ved Phil Spector. Jeg tror, de fire Beatler ville have stået sig bedre ved at have ladet gode gamle George Martin stå ved knapperne. Og det senere remake Let it be..naked kunne godt tyde på det. Never mind, selv om det måske er et lidt uegalt punktum for bandets korte, glorværdige karriere, så sørger sange som “Get back“, “The long and winding road“, “Across the Universe” og “Two of us” for, at pladen ikke går i glemmebogen.

Bo Diddley – 1958

capac — Fri, 10 May 2013 11:14:54 +0000

Ja, den er god nok. I år er det 55 år siden rock’n roll-ikonet og -stilskaberen Bo Diddley albumdebuterede med sit første eponyme album på de legendariske Chess plademærke. Med sine enkle fremaddrivende rytmer på den rå, kantede elektriske guitar var Ellas Otha Bates, som Bo Diddley egentlig hed, med til at definere den rockmusik, uden hvilken hverken Elvis Presley, The Beatles eller Jimi Hendrix ville have været de samme.

Bo fik musikken ind med familiens religion i de lokale baptiskkirker. Det var også her, han lærte det rytmisk anlagte guitarspil at kende. Og sparket i retning af rok og rul kom, da den unge Bo oplevede John Lee Hooker optræde ved en koncert. Og fra starten af fyrrerne og frem til debuten i 1955 med singlen “Bo Diddley” spillede han i forskellige bands på gader og i lokale klubber, samtidig med at han tjente til dagen og vejen som tømrer og mekaniker.

Debutsinglen, der blev indspillet sammen med Otis Span (piano), Lester Davenport (harmonika), Frank Kirkland (trommer) og Jerome Green (maracas) blev nr. 1 på den såkaldte R&B-liste. Nogenlunde samtidig besluttede Bo sig for at bruge kunstnernavnet Bo Diddley.

Successen fra debutsinglen blev fulgt op op gennem tresserne, hvor Diddley havde flere mindre hits. Han var også en af de første sorte kunstnere, der brød gennem til det store hvide marked. Det sket bl.a. i kraft af en skandaløs optræde på The Ed Sullivan Show, hvor Bo som den første sorte optrådte og tog røven på Ed Sullivan ved at spille et andet nummer end aftalt. Men selv om det medførte, at Diddley blev sortlistet fra programmet i en længere periode, skabte det også opmærksomhed omkring hans musik.

Diddley døde i 2008 og havde på det tidspunk allerede sat sig varige, dybe spor i rockmusikken.

Debutalbummet fra 1958 er en perle i Diddleys produktion. Den indeholder en lang række af de sange, der gjorde ham berømt: fx “Bo Diddley“, “I’m a man“, “Hey! Bo Diddley“, “Diddy Wah Diddy“, “Who do you love?” og “Pretty Thing“.

Feminin vildskab: Savages – Silence Yourself

capac — Thu, 09 May 2013 14:49:03 +0000

Den plade må jeg have fat i, tænkte jeg, da jeg havdee lyttet til det første nummer med Savages. De lyder som en reinkarnation af den unge Horses-Patti Smith og Boy-U2. Det er uforfalsket punket rock’n roll, der skærer lige ind til benet og skærer alle overflødigheder væk. Post-punk-rock-DNA. Jeg ved ikke om de fire unge damer har mere i ærmet, som berettiger til en salgs karriere, men det har begået en plade, der ikke på nogen måde opfinder det varme barbervand, men endnu engang demonstrerer, at man kan få noget godt ud af gå til kilderne. En af dette års bemærkelsesværdige debutalbum. Wrooom.

Et sommerhit – og en enkelt association – Daft Punk “Get lucky”

capac — Thu, 09 May 2013 12:30:09 +0000

I ugens løb har jeg ikke kunnet undgå at blive indfanget af den franske duo Daft Punks seneste hit “Get lucky”. Det er et vaskeægte pophit. Musikalsk ganske ukompliceret og med en meget fængende melodi, der lynhurtigt går i blodet på en og sætter sig fast i hjernen.

Teknologien er en anden. Og tiden ligeså, men Daft Punk-sangen fik mig hurtigt til at tænke på Billy Swans gamle hit “Let me help” fra 1974. En tilsvarende enkelhed og smitsomhed. Om Daft Punks sang holder lige så længe, ved jeg ikke, men der er en chance.

I dreamed i was a very clean tramp. A memoir.

capac — Thu, 09 May 2013 09:28:17 +0000

Jeg er gået i gang med at læse Richard Hells erindringsbog I dreamed i was a very clean tramp (Harper Collins). Og selv om jeg ikke er kommet ret langt, så tør jeg godt sige, at det bliver en af en de større oplevelser i musiklitteraturen for mit vedkommende. Jeg kan vældig godt lide titlen, der er anderledes, end man er vant til at se. Og så kan jeg godt lide Hells anslag i bogen. Der er ikke meget idoldyrkelse eller rockmytologisering i hans helt nede på jorden-fremstilling af sin opvækst. Det er meget let at identificere sig med den unge Richard, der ser Zorro på tv og drømmer om at stikke af fra det hele (og gør det). I første omgang er det ikke rock’n roll, der tænder den unge løjser. Det er litteraturen. Han vil være forfatter. Ikke som Borroughs og Ginsberg, men som digteren c.c. cummings. Men i New York får rocken alligevel tag i ham – og resten af historien kender vi (selv om jeg ikke har læst den i Hells udgave endnu…):

“There was just so muchmore excitement in rock & roll than sitting home writing poetry. Thepossibilities were endless. I mean, I could deal with the same matters that I’d be sweating over alone in my room,to put out little mimeograph magazines that five people would ever see. And wedefinitely thought we were as cool as the next people, so why not get out thereand sell it?” (cit. fra bogen Please Kill Me, der er en mundtlig overlevering af punkens historie)

Til trods for alt det… så giver vi aldrig op – dagens sang

capac — Wed, 08 May 2013 08:15:28 +0000

Es scheint, als ob das Kapital
in seiner Gier und alledem
wie eine Seuche, sich total
unaufhaltsam, trotz alledem,
über unseren Planeten legt,
überwältigt und beiseite fegt,
was sich ihm nicht freiwillig
unterwerfen will, trotz alledem.

Wenn das System auch fault und stinkt,
weiß doch kein Mensch, trotz alledem,
wann es in sich zusammensinkt.
Mächtig und zäh, trotz alledem,
wird es wohl noch weiter fortbestehn.
Doch sollte es zu lang’ so weiter gehn,
könnte, was danach kommt, sogar
noch schlimmer sein, trotz alledem.

Ein Sozialismus müsste her
mit neuem Schwung und alledem.
Denn wenn der wie der alte wär’,
würd’s wieder nichts, trotz alledem.
Doch auch wenn sich dieser Wunsch wohl kaum
erfüllen lässt, schützt uns der Traum
von einer bessren Welt vor der
Resignation, trotz alledem.

Was hält dieses System noch auf
in nächster Zeit, trotz alledem?
Wenn es sich schon in seinem Lauf
nicht bremsen lässt, trotz alledem,
woll’n wir ihm Sand ins Getriebe streu’n,
uns über die Störgeräusche freu’n,
wenn die Profitmaschinerie
laut knirscht und knackt, trotz alledem,
gewiss, dass auf der Welt
kein Übel ewig währt, trotz alledem.

I Berlin går en gammel dame rundt med sin neglelakfjerner og fjerner nazistiske symboler og grafitti på 28. år. Som hun siger: ‘hvis man ikke gør noget, så er der intet, der ændrer sig’. Og hun har ret. Selv om overmagten kan se uoverkommelig ud og tingenes tilstand lige så, så må man aldrig give op, men skal i det små yde modstand og som vanddråben gnave sig gennem stenen. Den samme fornemmelse har jeg lidt i en tid, hvor kapitalismen får endnu en chance og de politiske magthavere kun kan synge med på den evindelige krav om mere profit (Læs: vækst), mere produktion, mere, mere… Og Hannes Waders gamle sang “Trotz alledem” handler også om den dobbelte fornemmelse af håbløshed og forhåbning til fremtiden.

ABBA på museeum

capac — Tue, 07 May 2013 08:20:12 +0000

I dag åbner ABBA the Museum på Djurgården i Stockholm, og museet blev indviet dagen før. Museet er en slags interaktiv historie om svensk populærmusiks største succes. Bandmedlemmerne var oprindeligt lidt lorne ved ideen, fordi museer er noget man almindeligvis laver for afdøde, men siden har de accepteret den manifeste hyldest af deres karriere. Om museet siger Björn Ulvaeus, at det giver ‘et helhedsbillede af bandet, musikken og den succes, vi oplevede i 70′erne og 80-rene. Noget vi ikke tidligere har kunnet gøre. Det bliver en oplevelsesbaseret musikdokumentar, der byder publikum ind bag ved scenen og op på den”. Så der er noget at gå efter for besøgende ABBA-fans fra nær og fjern.

Foto fra museet af Åke Lindman

CAPAC anbefaler: Terminal Argh

capac — Mon, 06 May 2013 10:50:57 +0000

Og nu til en lille undladelsessynd. Terminal Arghs debutalbum har ligget lidt længe på mit skrivebord og andre presserende gøremål har gjort, at den først bliver omtalt nu. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Og det gælder i høj grad for denne udgivelse.

De centrale figurer i Terminal Argh er skuespiller- og sangerinden Nana Schwartslose, der har et par soloalbums på samvittigheden, og musikeren Morten Umpff Langkilde, som her i bloggen vil være kendt for sit samarbejde med Rune T. Kidde (Kidde goes Umpff). Den ny plade, der markedsføres som groove-indie-triphop-rock med en twist, er – som kategoriophobningen mere end antyder, svær at sætte på formel. Jovist bærer de ni sange præg af triphoppens langsommelige, til tider næste slæbende, rytmik, men electronicaen brillerer ved sin markante nedtoning. I stedet står Schwarzloses distinkte, behageligt og forbilledligt let dechiffrerbare stemme og Umpffs guitar og de næsten mekaniske beats frem som dominerende elementer i en samling sange, der også bærer præg af en umiskendelig inspiration fra de seneste par årtiers popmusik. Uden at rumme decideret pophitmateriale byder sangene på forførende grooves, dansevenlige beats og rigeligt med mulighed for at fortabe sig i den gavmilde musikalske leg, der finder sted. Det er en plade, der med sin sofistikerede eksperimentelle leg i lige så høj grad egner sig til fordybende lytten inde bag hovedtelefonerne som til en intim klubsituation med lige dele dans og lytten. Hermed anbefalet.

Terminal Argh. Terminal Argh. Produceret af: Morten Umpff Langkilde. Mabel the Label. Pladen udkom 24.4.2013

Terminal Argh – In a Car (inspired by the movie RUSH) from Mabel The Label on Vimeo.

Mere musik fra tv-lydsporet: George Gently og Northern Soul

capac — Mon, 06 May 2013 08:04:30 +0000

Søndag er en af de meget få dage i ugen, hvor jeg får set lidt tv. Og meget passende udsender DR 1 den meget fine britiske krimiserie George Gently. Serien er en klassisk britisk krimiserie med et umage par i hovedrollerne. Martin Shaw som den ældre, erfarne politikommisær George Gently og Lee Ingleby som den unge spradebasse af en politiassistent John Bacchus. Helt efter bogen er de så forskellige som sol og vind, men finder hurtigt sammen i en uartikuleret forståelse for hinanden og løser den ene mere komplicerede kriminalgåde efter den anden. I går aftes var serien kommet til afsnittet Northern Soul, der ganske rigtigt involverer northern soul. En ung mørk pige findes død efter at hun har været på det lokale dansested for at danse til tonerne af Northern Soul. Noget tyder på, at hun er blevet myrdet. Men som så ofte i denne serie, er virkeligheden ikke, som den ser ud til at være. Du kan endnu nå at streame afsnittet på DRs hjemmeside, hvis du er til god engelsk krimi..

Soundtracket var spækket med Northern Soul og anden tressermusik – fra Dionne Warwicks “I say a little prayer” over Four Tops (“Sweet was the love“) til Bill Withers (“Lean on me“). Og det var virkelig med til at skabe en helt særlig stemning i den film. Kunne man forestille sig en dansk kriminalserie, der fx brugte tresserne pigtrådsmusik som soundtrack? Måske. Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig det.

CAPAC præsenterer: Jamie N Commons

capac — Mon, 06 May 2013 07:45:09 +0000

I går aftes – sent – dukkede et nyt navn op på min musikradar. Jamie N Commons. Jeg sad og så det seneste afsnit af tv-serien The Walking Dead. Serien har ikke rigtig noget soundtrack, bortset fra filmens temamusik, men i det viste afsnit dukkede Jamie N Commons op til allersidst med sangen “Lead me home”. Og jeg tænkte straks, at ham måtte jeg researche lidt på.

Det viser sig, at Commons er britte. Føde i Bristol. Men som seksårig blev han omplantet til Chicago af sin familie. Og det forklarer sikkert, hvorfor han mest af alt lyder som en bluesmusiker, der har fået en dosis Tom Waits og Nick Cave med i købet.

Som stor teenager vendte Commons tilbage til fædrelandet, hvor han lærte sig at spille guitar og studerede musik. Med sine selvskrevne sange og sin rå stemme gjorde han snart indtryk på musikmiljøet, og i 2011 debuterede han 22 år gammel med EP’en The Baron (Luv Luv Luv Records ). Den er i år blevet fulgt op af EP’en Rumble and Sway, og tiden må nu være moden til et rigtigt album. Han i hvert fald værd at holde øje og øre med.

Sangen fra The Walking Dead hedder “Lead me home”:

Og her er titelsangen fra det nye album:

200 – Til lykke til og med Søren

capac — Sun, 05 May 2013 09:08:34 +0000

For 50 år siden på toppen af Billboard: Little Peggy March – I will follow him

capac — Sat, 04 May 2013 15:00:11 +0000

For alle os, der boede på den jyske vestkyst i tresserne – og kunne tage tysk tv – vil navnet Peggy March være velkent fra de tyske underholdningsudsendelser. Den amerikanske sangerinde, hvis borgerlige navn er Margaret Annemarie Battavio, gjorde nemlig karriere i Tyskland i årene efter sit amerikanske gennembrud. Det kom i april måned 1963, hvor den kun 15-årige sangerinden indtog førstepladsen på Billboards Hot 100-liste med teenageforelskelsessangen “I will follow him“. Det var i øvrigt første gang i listens historie, at en så ung sangerinde gjorde den kunst. Og rekorden er endnu ikke slået.

Pladen dukkede også op på den danske top 20-liste i uge 26 i 1963, men fik kun en enkelt uge. Til gengæld blev den spillet flittigt i Damarks Radios ungdomsudsendelser.

March fik nogle mindre hits efterfølgende, men da hun havde relativt større succes i Europa, slog hun sig ned i Tyskland i 1969 og fik som andre udenlandske sangstjerne – fx vores egen Gitte Hænning og Dorthe Kollo – stor succes syd for grænsen.

Sangen er et udmærket eksempel på præ-Beatles-pop. Peggy March, der i dag er 65 år, har været aktiv helt frem til nutiden. Hendes seneste album Allways and Forever udkom så sent som i 2010.

Lyden til The Great Gatsby

capac — Sat, 04 May 2013 12:16:47 +0000

Soundtracks fylder ikke så meget i bloggen her. Og det skyldes, at soundtracks ofte er en problematisk størrelse. Fx et tilfældigt – af filmens handling – sammenbland af sange fra poppens store sangkatalog. Men der er også undtagelser. Det gælder fx det nye soundtrack til Baz Lurmans filmatisering af den klassiske roman The Great Gatsby, hvor musikken er lavet til filmen. Og der er spændende navne på pladen. Blandt andet dukker The Bryan Ferry Orchestra op sammen med Ferry selv ( i en fortolkning af “Love is a drug”) og med Emelie Sandé (“Crazy in love”). Og så er der sange med navne som The XX, Sia, Florence and the Machine, Jack White og Lana de Rey. Plus et par stykker til. Og hele albummet kan man lige nu lytte til på NPR. Det er lige her.

Dagens Keef-citat: George Jones – Oh boy, could he hang

capac — Fri, 03 May 2013 09:08:29 +0000

Forleden døde countryikonet George Jones. Jeg har ikke andet end et overfladisk forhold til ham, derfor skrev jeg ikke noget på dagen. Men Keith Richard har skrevet et mindeord, der nok er værd at dele med andre. Fuld af veneration og identifikation. En rune fra en særling til en anden. Brødre i ånden.

George Jones has left us. We have lost one of the most individual singers of all time. I cannot express the emptiness I feel. George was as country as it can get, but he was beyond any bag you want to put him in. He was pure American music without ever waving a flag – you can hear a million imitations on the radio every day – but there was, and ever will be, only one George Jones. He possessed the most touching voice, the most expressive ways of projecting that beautiful instrument of anyone I can call to mind. You heard his heart in every note he sang. Sinatra called him the second best singer ever. (The number one obviously being Frank!). I would contest that. I truly loved ‘the possum.’ He was a crazy as me, and just as free… and, oh boy, could he hang. Keith Richard i Rolling Stone

Springsteens “Glory Days” udsat for skønsang og pianonette…

capac — Fri, 03 May 2013 08:51:38 +0000

Jeg har tidligere slåt et slag for den unge singer-songwriter Basia Bulat og kan derfor ikke undlade at udsætte jer for hendes udgave af Bruce Springsteens klassiker “Glory Days”. Her er der helt andre boller på suppen, end når Bruce folder rocken ud. Men Basias udgave demonstrer også med al ønskelig tydelighed, hvor god en sang, der er tale om.

Basia Bulat covers Bruce Springsteen

Dagens citat: Keith Richard

capac — Thu, 02 May 2013 08:20:58 +0000

“I don’t have an iPod. … I still use CDs or records actually. Sometimes cassettes. It has much better sound; a much better sound than digital,”

Keith Richard til Rolling Stone.

Big Star – nyt om og med

capac — Thu, 02 May 2013 08:13:50 +0000

Kultbandet Big Star er blevet genstand for en dokumentarfilm Big Star: Nothing Can Hurt Me, der har været vist ved filmfestivalen 2012 SXSW og har vundet en pris som bedste dokumentar ved Indie Memphis Festival. Filmen skitserer bandets og forgrundsfiguren Alex Chiltons historie. På lydsiden høre man demooptagelser, alternative udgaver og særlige nye remixes af bandets kendte sange. Og nu udsendes hele soundtrackets ialt 22 numre på vinyl og cd. Lydsporet “Big Star: Nothing Can Hurt Me” sendes på gaden d. 25. juni og filmen får officiele premiere en uge senere, d. 3. juli. Fans kan godt begynde at glæde sig.

Fleetwood Mac er tilbage med en EP

capac — Wed, 01 May 2013 11:18:19 +0000

Som sagt, så er EP’en det nye sort. Selv halvfjerdsermastodonterne Fleetwood Mac tager det lille medie til sig på deres nye plade. Hør musik fra pladen og hør Mick Fleetwood fortælle om bandet og musikken – lige her. Er tiden løbet fra Fleetwood Mac – lyden og stilen? Hm.

She & Him Vol. 3 – hvor fortid og nutid smelter sammen…

capac — Wed, 01 May 2013 11:06:07 +0000

Jeg har omtalt dem før, duoen She & Him – alias skuespiller- og sangerinden Zooey Deschanel og musikeren M. Ward. De er nu aktuelle med deres tredje volume – Vol. 3 – som man kan lytte til lige her. I deres musik løber tresserne og nutiden sammen, ubesværet og som akvarelfarver, og i slidte gamle ører som mine genlyder Zooeys klare pigestemme af tressernes store damer i en sådan grad, at man næsten glemmer, at man befindre sig i kriseåret 2013. Det er renlivet pop af bedste skuffe. Kender du ikke She & Him, så er tiden inde til at få det gjort. Nu.

Willie Nelson – er blevet 80

capac — Tue, 30 Apr 2013 22:00:37 +0000

Ja, Willie Nelson er fyldt 80 år, og fejrer fødselsdagen på den turné, han er i gang med lige nu. For den gamle country-singer-songwriter og rebel er langt fra gået på pension. Jeg skulle tage meget fejl, om ikke han ryger en marihuanacigaret på dagen. For han er og har altid været en rebel, der ikke har ligget under for politisk korrekhed.

Jeg holder meget af denne sangskriver, men ejer faktisk kun en eneste plade med han. Og jeg kan ikke lige på stående fod huske titlen på albummet… blot, at der var en hest på pladeomslaget. Never mind, han fortjener at vi kipper lidt med flaget.

Og lad os markere dagen med Patsy Clines fortolkning af Nelsons sang “Crazy”. Fordi det er en af mine yndlingssange i det hele taget.

Lige om lidt – Den 1. maj

capac — Tue, 30 Apr 2013 13:31:28 +0000

Det er i morgen. Og i følge vejrudsigten bliver det godt, solskinsvejr. Vejret er med os. Men det er de magthavende politikere ikke. Jeg varmer op til den internationale kampdag med at lytte til den gamle første maj-plade fra Demos. Vanen tro. Og det forekommer mig, at teksterne er mindst lige så aktuelle og relevante i dag som de var dengang i halvfjerdserne, hvor kapitalismens nedtur så småt begyndte med oliekrise og deslige. Solidaritet er blevet et fremmedord, man kan slå op i ordbogen og læse om. I praksis kniber det med den, selv om den var til stede i små glimt i den just overstående lærer-lockout. Men det kan blive bedre. Alt kan blive bedre. Det må vi tro på…

CAPAC anbefaler – Mother Lewinsky – debut-EP

capac — Mon, 29 Apr 2013 12:46:49 +0000

Trioen Mother Lewinsky – Michael Vitus (trommer), Marc Facchini-Madsen (sang) og Søren Stensby (violin) – debuterer med en EP, der af pladeselskab og promotion har fået mærket “indie-classical” hæftet på sig. Forklaringen er, at Mother Lewinsky har ført sig frem – branded sig selv – som et band, der med forkærlighed bruger den klassiske musiks instrumenter. Det skete, da bandet for et års tid siden lagde en video ud på Youtube. En video, der bestod af sang, akkompagneret af et rent kvindeligt strygerensemble. Det var både overbevisende og modigt.

Brugen af strygere og andre af symfoniorkesterets instrumenter har længe været en del af rocken. Nogle gange har det mest af alt lignet rockmusikernes forsøg på at blive taget alvorligt og lefle for det store klassisklyttende publikum. Andre gang har det klassiske været integreret på rocken præmisser og har givet rigtig god musikalsk mening. I Mother Lewinskys tilfælde har vi med det sidste at gøre. Gruppen bruger violiner, celloer osv. på linje med bas, trommer og el-guitar – og gør med det med overbevisende styrke. EP’en ialt fem numre, der smager af mere (læs: hvornår kommer der et album?), er en omgang fængende, medrivende indie-pop-rock, der både apellerer til den evigt sultne popsangspublikum ude ved radioerne – og til det mere kræsne publikum, der gerne vil udfordres lidt på deres lyttevaner. Kald det bare “indie-classical”, men i min karakterbog er det først og fremmest intelligent, smittende, afhængighedsskabende poprock af den slags, man ikke sådan bliver træt af at lytte til og bare ikke kan få nok af…

Hermed varmt anbefalet af dette gamle pophoved. PS. Skulel man få lyst til at opleve Mother Lewinsky live så optræder de på den forestående SPOT-festival.

Mother Lewinsky. Mother Lewinsky. PDH Music. Udkom d. 22. april

Iggy & the Stooges er tilbage – Ready to die

capac — Sun, 28 Apr 2013 12:44:11 +0000

Den 30. april udkommer Iggy & the Stooges’ come-back-plade Ready to die. Allerede nu er det muligt at lytte til hele albummet på NPR – lige her. Velbekomme.

Rolling Stones i øveren – i 1972

capac — Sun, 28 Apr 2013 09:31:42 +0000

Det foregående indlæg fik mig til at tænke på dengang, hvor det tyske musikprogram Beat-Club fik lov til at optage Rolling Stones i øvelokalet i 1972. Optagelserne har i mange år cirkuleret i forskellige bootlegudgaver. Og fortjener at komme ud på ordinær vis.

Rolling Stones at the Echoplex – mon der kommer en plade ud af det…

capac — Sun, 28 Apr 2013 09:17:45 +0000

Så gjorde de det igen, Rolling Stones. Gav en lille intim klubkoncert på spillestedet Echoplex i Los Angeles i går aftes som opvarmning til de store forestående koncerter. Nogle få heldige fik billet via et billetlotteri, andre VIP-venner kom ind ad bagdøren. Som jeg tidligere har været inde på, så er der nærmest tradition for, at Rullestenen engang imellem dropper de store stadionoptrædener til fordel for små klubber, hvor det minder om dengang i London, hvor det hele startede. Nogle af de bedste liveoptagelser med bandet finder man på den slags optagelser. Og jeg håber inderligt, at Mick og Co. har haft båndoptageren med og vil udsende den engang inden alt for længe. Ellers er der nok nogle ihærdige bootleggere, der sørger for at få musikken ud til de mange fans…

Paul McCartney & Wings – Rockshow

capac — Sat, 27 Apr 2013 12:40:15 +0000

Som tidligere nævnt i denne blog, så genudgives Paul McCartney & Wings tredobbelte livealbum Wings over America til maj. Glædeligt er det derfor at erfare, at også koncertfilmen Rockshow, der dokumenterer Wings succesfulde turné i 1976 også genudgives kort tid efter, i juni måned. Koncertfilmen udkom første gang i 1980. Det hører med til historien, at McCartney oprindeligt var modvillig med hensyn til at udgive hele koncerten med alle 30 numre. Men nu er det så igen muligt at se hele superturneen både på DVD og BlueRay. Noget for alle inkarnerede fans af Macca og Wings.

Rockshow på japansk…

Ella Fitzgerald – 96

capac — Fri, 26 Apr 2013 06:53:24 +0000

Jazzsangerinden Ella Fitzgerald ville være fyldt 96 år i dag, men døde i juni måned 1996 efter længere tids sygdom. Hun var et navn, jeg hørte en del i mine forældres radio. Lige som jeg hørte Mills Brothers, Louis Armstrong, Benny Goodman m.fl. Og jeg syntes dengang – og nu – at hun er en fantastisk sangerinde, også selv om jeg har læst mange anmeldelser, hvor jazzpuristiske anmeldere rynkede på næsen over hendes udgivelser.

Her er hun med en af de sange, jeg hørte flere gange på radioen dengang, “Mack the knife”:

Scott Walker i den sorte boks…

capac — Thu, 25 Apr 2013 12:24:27 +0000

Historien om Scott Walker er en historie om en mand, der i direkte og indirekte gik i sort. Kunstnerisk set. Den 70-årige Walker, der er pladeaktuel med Bish Bosch, blev et stort navn i tresserne, hvor han som del af The Walker Brothers var med til at lave lydsporet til bristet teenagekærlighed med storslåede sange som “The Sun ain’t gonna shine anymore” og “Make it easy on yourself“. Siden gik Scott solo og har lavet ca. 14 soloalbum. I starten trådte han i karakter som en markant stilist, der ikke skelede til tidens popluner eller til, hvad der var mest kommercielt afsætbart. Siden bevægede han sig mere og mere ind i et skyggeland, langt fra poppens gennemsigtighed og genkendelighed. Han gik i sort.

Måske netop i det lys, er det interessant at erfare, at Scott Walkers første fem soloprojekter til maj udsendes som en lille boks med titlen Scott – The Collection 1967-1970. Scott Walker har altid haft anmelderne og kritikerne med sig. Nu er der også en chance for at få nye lyttere…

30th Century Man (fra Scott I)

Raum Eins Records præsenterer: Dussth – Graven

capac — Wed, 24 Apr 2013 08:18:35 +0000

Sidste skud på stammen fra Raum Eins Records i denne omgang er Randers-kvartetten Dussth (de fire gymnasiekammerater: Andreas Von Halskov,David Jessen,Nicolai Valeur og Bjørn Kvelland), der på deres nye EP Graven spiller en mørk, rungende, rugende omgang post-punk.I følge deres egen bandcam-pside, så føler Dussth et vist slægtskab med anmelderdarlingene i Iceage. Og godt nok har de to bands støjen til fælles, men Dussth er langt mørkere. Der er mere af den kuldslåede, suicidale ånd fra post-punk-fædrene i Joy Division end hos neo-punkerne Iceage. Hermed anbefalet.

Køb og lyt her: Dussth

Raum Eins Records præsenterer: Acid Twin – Contraband

capac — Tue, 23 Apr 2013 08:41:13 +0000

Acid Twin – alias Jacob (Guitar / Vocal), Solveig (Synth / Bass) og Victor (Guitar / trommer) – har udsendt et kassettebånd (med tilhørende digital download). Titlen er Contraband – og gruppen kalder deres musik melancholic noise / suicide pop. Og at lytte til EP’ens fire numre er da også en mørk, knugende oplevelse. Acid Twin dyrker konsekvent og kompromisløst et indadvendt, melankolsk, mørkt udtryk. Det er som at være til stævnemøde med en ukendt, mørk lillebroder til The Velvet Underground. Lyt med her og få rusket op i dine forestillinger om, hvordan man kan spille moderne rock.

Raum Eins Records præsenterer: Helmet Compass – Beautiful High – moderne dansk psychedelisk musik

capac — Tue, 23 Apr 2013 08:17:43 +0000

Fra det lille plademærke Raum Eins Records har jeg modtaget EP’en Beautiful High med Nørrebro-trioe Helmet Compass. På deres bandcamp-siden beskriver bandet sig meget passende som et moderne psykedelisk band’ anno 2013. Og der er da heller ingen tvivl om, at gruppen både i teksterne (high!) og musikken er inspireret af tressernes psychedelia og sikkert også dens forvaltning hos mange af de nye, unge bands rundt omkring, som dyrker netop denne strømning i musikken.

Men det er psychedelisk musik, der ikke bare repeterer de almindelige karakteristika fra dengang. Psychedeliaen er legeret med spor fra de efterfølgende årtiers musik. Sat op med tags, så spiller Helmet Compass musik, der er: rock britpop lofi psychedelic shoegazer stone. Sagt på en anden måde, så spiller Helmet Compass syret tilbagelænet, næsten drævende rock. I den kommende tid vil det være muligt at opleve trioen live, idet de optræder på den århusianske SPOT-festival. Det er en fin lille EP, Helmet Compass har begået. Den smager af mere, og det kunne være interessant at se, hvad de tre Nørrebrodrenge kunne få ud af albumformatet.

K D Lang – optaget i Canadian Music Hall of Fame

capac — Tue, 23 Apr 2013 07:55:06 +0000

Det skete i søndags, at k. d. lang blev indlemmet i sit hjemlands Music Hall of Fame. Den kendte canadiske countrysangerinden Anne Murray præsenterede k. d. lang som den unikke kunstner, hun er. Ikke blot som en sangerinde med en stemme, der er i en klasse for sig selv og kan synge hvad som helst. Men også som den ener, k. d. lang er. En dame, der går sine egne veje – og altid har gjort det og på tværs af al politisk korrekthed. Det lyste også ud af hendes takketale, der ikke alene oser af kærlighed til hjemlandet, men også – endnu engang – slår et slag for vores ret til at være de særlinge, vi nu engang er. Hun sagde blandt andet:

“I think the fact that I’m standing here receiving this award says more about Canada than it does about me, because only in Canada could there be such a freak as k.d. lang receiving this award. Only in Canada could there be people like Stompin’ Tom Connors and Rita MacNeil. So I am here to tell you, my friends and my countrymen, that it is OK to be you. It is OK to let your freak flags fly. Embrace the quirkmeister that is inside all of us.”

“And I’m not even just talking artists, every single person in this nation has the right to be themselves, live life go team go. I love you Canada, thank you so much.”

The Urban Dictionary definerer “quirkmeister” som: The quirkiest of quirky fools. Elsk din indre “quirkmeister”. Lad os gøre det og holde af k. d. lang, fordi hun til stadighed minder os om nødvendigheden af at være os selv.

Og her er hun så sammen med the Reclines i en af mine k.d.-favoritsange, “Big big love”:

Richie Havens er død, 72 år gammel

capac — Mon, 22 Apr 2013 20:55:06 +0000

Det var så dagens dårlige nyhed. At sangeren og sangskriveren Richie Havens er død af et hjertetilfælde. Enhver, der har set filmen om Woodstock Festivalen i 1969 ved, hvem Richie Havens var. Den store mand med den tandløse mund som fik æren af at indlede festivalen og gjorde det med bravour, så man aldrig vil glemme ham. Det var indiskutabelt højdepunktet i mandens lange karriere. Det var her ham blev et ikon for Woodstock Festivalen – og alt, hvad denne festival symboliserede. Peace, Love and Understanding.

CAPAC anbefaler: Sange til livet & døden

capac — Mon, 22 Apr 2013 08:12:35 +0000

“Husk at musik kan være lægende”. Sådan skrev Torben Bille til mig i begyndelsen af 2013. Og de velmenende ord faldt mig ind, da jeg sad og lyttede til pladen Sange til livet og døden. Bag den flotte titel gemmer sig et specielt projekt, hvor en række mennesker med tilknytning til det såkaldt hospice har sat ord og musik til det liv, der leves den sidste lånte tid på hospice.

Præmissen for pladen er med psykolog og initiativtager Gert Barslunds ord, at emnet – livet i dødens skygge – er tabubelagt. At tale om døden er et tabu. Tanken er bestemt ikke ny. Men, selv om jeg ikke har grund til at bestride de konkrete erfaringer, som Barslund har som psykolog, så vil jeg tillade mig at mene og påstå, at det ikke holder generelt. Sagt på en anden måde, så er det ikke min erfaring, at de i almindelig er svært at tale om den kendsgerning, at vi alle uden undtagelse en dag skal slippe livet og dø. Der har oven i købet være lavet nærgående tv-udsendelser om emnet for ganske nylig…

Det ændrer dog intet ved relevansen af projektet. Der er noget dybt sympatisk ved, at en gruppe mennesker går sammen og sætter ord og musik til nogle meget konkret og personlige følelser. For en ting er at tale om livet og døden i generelle vendinger, noget andet er at tale om temaet med udgangspunkt i helt personlige, konkrete erfaringer med de oplevelser, den sidste tid i denne verden, kan give.

Den første af pladens ialt otte sange hedder “Ingen løse ender” og er lavet af Gert Barslund og en nu afdød hospiceindlagt kvinde. Og det er en enkel, bevægende sang om at ikke alene at gribe dagen, men at holde fast i det forbaskede liv lige til det sidste. En let sambadansende sang om at holde fast i de mennesker, der betyder noget for en, i kærligheden til dem og fastholde nærværet, indtil det er slut. Sangen synges meget smukt af Astrid Myrup,der bakkes fint op af Jesper Falch (slagtøj), Thomas Valter (bas), Laurtiz Carlsen (guitar), Barbara Harbo Ilskov (piano) og Kapsre Struck (saxofon).

“Lad livet leves” er resultat af et brainstormagtigt samarbejde mellem Barslund Barbara Harbo Ilskov og ansatte på et hospice. Sunget af Barslund og Ilskov er det en stille sang om vigtigheden af at være til stede hos den døende i den sidste stund. Det svære og tunge ved at holde fast i livet i den stund, hvor det rinder ud og de efterladte sidder tilbage med sorgen. Men igen er det det livsbekræftende, der er i højsædet.

Anne Dorte Michelsen synger for i “Du min pige”, der er en sang om at sige endegyldigt farvel til en ung pige, der skal herfra. “Lige her hvor alt bli’r stille/Hvor en rejse er forbi/Skal musikken stadig spille/Og et hjerte slippes fri“. En stille, overvjeende akustisk sang, der sagtens kunne ligne en af Michelsens egne sange. En sang om det svære i at give slip og samtidig holde fast i livet med dans og sang.

Inga S’s sang “Der bli’r stille når jeg er væk” itone- og italesætter den døendes tanker om det liv, der er tilbagelagt, om smerten og bortgangen. Tunge tanker, der dog lettes af den gennemgående livsglæde og -bekræftelse. “Nyd livet mens I er unge/og husk at nyde dagen i dag…”. Astrid Myrup synger smukt tl Ilskovs piano. En sang, der er inspireret af Kilm Larsens “Om lidt” – uden at det på nogen måde tynger den.

Ulla Jessens og Barslunds “Lad os støtte dig” er næsen en slags programmatisk sang for hospicefunktionen. En rigtig fin brugssang, der sætter ord på det nødvendige og prisværdige arbejde, det er, at tage sig af de døende og give dem og deres nærmeste en værdig og god sidste tid. Lonnie Kjer synger indforstået om det svære budskab i en sang, der trods emnet næsten er en popsang. I hvert fald har poppens lethed som et passende modspil til den iboende tristesse.

Frederikke Damm-Bank har skrevet og synger selv den engelsksprogede “Back to god in paradise” om at sidde tilbage med savnet og sorgen. En sang, godt kunne være en countrysang over there, og som bæres igennem af troens nådegave.

Barbara Harbo Ilskov har sammen med Oline Vejgaard lavet “En stol”, der handler om det helt specielle arbejde, det er at være vågekone. Altså at sidde og våge og vente ved siden af en døende. Heraf titlen. En helt nedtonet sang, som Ilskov fremfører alene.

“Nattens mørke” (Ilskov og anonym) er i bogstaveligste forstand den sidste sang – på pladen og i et liv: “Nattens mørke falder på/når et hjerte går i stå/Og lysets skin det hører op/når mine tanker siger stop/ – Dette bli’r min sidste sang“. Barslund synger stille, akkompagneret af Lauritz Carlsen på akustisk guitar. “Dette blev min sidste sang”. Et logisk punkt på sådan en plade.

Man kunne let tro, at sådan en pladen med sådant et tema, ville blive en tung affære med begrænset brugsværdi. Men selv om det klart nok er et stykke brugsmusik, så overskrider pladen i kraft af musikkens og ordenes gennemstrømmende livsbekræftende og -kærlige budskaber de rammer, den selv sætter. Sagt på en anden måde: Pladen kan sagtens – ja, fortjener det – at bliver lyttet til af alle os andre, der (endnu) ikke er berørt af det, der foregår på et hospice. Den er et eksempel på, for nu at vende tilbage til udganspunktet, at musik er lægende. For de efterladte. Det vil sige: os alle sammen. Hermed anbefalet.

Sange til livet & døden. Gateway. Udkommer i dag.

Beep – beep – Beiber kom forbi…

capac — Sun, 21 Apr 2013 11:05:46 +0000

En 19-årig canadier besøgte forleden Danmark. Og det gik ikke stille af. Da Justin Bieber kom blev landet ramt af teenagehysteri, der i min gamle hjerne fik tankerne hen på dengang, fire unge mænd fra Liverpool brød igennem til det store plade- og musikforbrugende publikum. Som Beatles havde deres Beatlemania med tilhørende fanskarer, sådan har den unge Bieber sine Beliebers, der følger ham i tykt og tyndt og gerne giver det ene øre for at opleve ham i levende live på en scene. Et teenagefænomen. Et af de mange, vi efterhånden har været vidner til. Lige fra Elvis med de vrikkende hofter over Beatles og videre frem til Bay City Rollers, Take That og hvad de allesammen hedder.

Lige så forudsigeligt de feminine fans ekstatiske henrevethed er, lige så forudsigeligt er det næsten, at den samlede voksne anmelderskare vendte tommelfingeren ned efter koncerten. Og det var ikke kun, fordi lyden i Parken (endnu en gang) var elendig og derfor lod den unge sanger i stikken. Justin ‘strålede som et vådt romerlys’ skriver Politikens Pernille i en anmeldelse, der bruger en del krudt på de skrigende belieberpiger. Ellers beskrives koncerten som et gennemkalkuleret produkt, hvor alt er nøje tilrettelagt på forhånd og den unge mand (der ikke længere er den dreng, han spiller) blot er en slags marionet.

At Justin Bieber ikke synger bedre end en gennemsnitlig X-Factor-deltager kan enhver, der gider, forvisse sig om ved at lytte til Biebers mange hits på fx Youtube. Og med en vis sandsynlighed vil han nok være mere eller mindre gledet ind i glemmebogen, når de mange kvindelige beliebers forlader teenagetiden og får andre interesser.

Men – måske er det i i virkeligheden en misforståelse, når de store aviser, sender deres musikanmeldere, der alle er ude over teenageårenes kropslige og mentale forvirring, ud for at anmelde Justin Biebers koncert på linje med andre musikkoncerter. Spørgsmålet er, om disse anmeldere, der tydeligvis alle over en kam har glemt alt om, hvordan det var at være en en testoteron- eller østrogen-snotforvirret ungt menneske, overhovedet er i stand til at forstå, hvad de såkaldte beliebers får ud af sådan et kommercielt produkt som Justin Bieber? Måske ville det være bedre at sende den 13-årige Lærke og lade hende skrive om sin og andre pigers ekstatiske henrevethed – og så lade de gamle bruge deres kræfter på musikken.

Storm Thorgerson – manden bag Hipgnosis – er død, 69 år

capac — Sun, 21 Apr 2013 06:39:06 +0000

Storm Thorgerson, der skabte de fleste af Pink Floyds fantastiske pladecovers er død i en alder af kun 69 år.

Thorgerson var i sine unge dage kunststuderende ved universitetet. Og det var i samme periode kan kom ind i kredsen omkring Pink Floyd, som kom til at spille en vigtig rolle for hans kunstneriske karriere.

I 1968 dannede han det grafiske firma Hipgnosis sammen med Aubrey Powell. Og i årene, der fulgte var Hipgnosis med til at skabe nogle af de mest berømte covers til singler og album. Især samarbejdet med Pink Floyd skaffede Thorgerson og Hipgnosis et ry og en status som en af de førende grafiske firmaer på området. Eksempelvis coveret til Dark Side of the Moon, der i dag er et af de mest berømte albumcovers overhovedet – og et eksempel på Thorgersons stil, der blander moderne fotografisk teknik med tydelig inspiration fra surrealismen.

Hipgnosis blev nedlagt i 1984, hvor Throgerson kastede sig over tidens nye medie, musikvideoen, men firmaerne Green Back Films og Storm Studios.

Det sidste årti af Thorgersons liv var præget af sygdom. Først fik han et hjertetilfælde, og det blev fulgt op af en kræftlidelse, der d. 18. april tog livet af ham. Men han nåede med sine pladecovers, som kan studeres i de mange bøger om emnet, at sætte sig varige spor i rockens historie.

A momentary lapse of reason

Det var International Record STore Day i går

capac — Sun, 21 Apr 2013 05:53:08 +0000

I går var det international Record Store Day. Siden 2007 har uafhængige pladebutikker, fans og kunstnere på den tredje lørdag i april fejret musikken med en række arrangementer og med udsendelse af særlige vinyl- og cd-indspilninger. I en tid, hvor der bliver længere og længere mellem rigtige pladeforretninger kommer vi selvfølgelig ikke uden om at markere dagen, selv om det bliver dagen derpå. Og hvad er mere passende en et par vinylafspilninger?

Den tamme impala i levende live…

capac — Sat, 20 Apr 2013 13:26:02 +0000

Det australske bandprojekt Tame Impala er, som tidligere nævnt, repræsentanter for den morderne psykedeliske musik. Radiostationen Kcrw haft haft besøg af gruppen og har opstaget en koncert med dem i lyd og billeder. Den kan du opleve lige her.

Nick Drake – fortolket

capac — Fri, 19 Apr 2013 12:03:54 +0000

Det er snart længe siden, jeg har været omkring den alt for tidligt afdøde musiker Nick Drake. Sølle 26 år fik han på denne jord, og sølle 3 album fik han udgivet. Men den posthume anerkendelse af den depressive Drake har sørget for, at han er blevet et tilbagevendende referencepunkt for mange andre musikere. Man støder i tide og utide på hans navn. Og nu får han så igen en hyldest i form af en hel plade med titlen Way to Blue: The Songs of Nick Drake, hvor bl.a. Vasti Bunyan og Robyn Hitchcock fortolker Drakes musik. Her kan man for tiden høre hele albummet.

Dagens musikalske vitaminpille: Yo La Tengo – lige fra skrivebordskanten….

capac — Thu, 18 Apr 2013 11:19:17 +0000

Det kritikerelskede indie-kultband Yo La Tengo har snart været på banen i 30 år uden for alvor at bryde gennem til det store forjættede mainstreammarked. Det har dog heldigvis ikke forhindret dem i at indspille et lille dusin anbefalelsesværdige album. Senest kom Fade i år. Kender man ikke denne fine trio, så kan man passende nyde den fine optræden, de for nylig gav på NPRs Desktop Concert-serie. Det kan du gøre lige her.

Farvel Torben

capac — Thu, 18 Apr 2013 05:05:48 +0000

Torben Bille fotograferet i den Gamle By, Aarhus, for et par år siden. Privatfoto, lånt fra Torben Facebookside.

I går eftermiddags blev Torben Bille stedt til hvile i Frederiksbjerg Kirke. Rejsen er slut. Ekstrabladet bringer en fin billedserie med fotos af mange af Torbens kendte bekendte og venner. Farvel Torben – the beat goes on.

Robben Ford kom forbi – Train i Aarhus

capac — Wed, 17 Apr 2013 08:04:49 +0000

Forleden omtalte jeg her i bloggen Robben Fords nye plade Bringing it back home. Og med den in mente kunne man gå til gårsdagens koncert med en forventning om at opleve en optræden, hvor der i et tæt samspil blev trukket i de amerianske musikrødder. Og sådan blev det også.

Robben Ford og hans fire musikervenner gik på scenen kl. 20 efter planen, og efter at være introduceres af Mister blues.dk himself

Peter Astrup, der stod for arrangementet.

Koncerten varede godt og vel halvanden time, inklusive det ene ekstranummer, det blev til. Og det var meget passende.

Musikalsk var koncerten centreret om det nye album, suppleret med numre fra det ældre repertoire. Fx fra albummet Truth (2007).

Koncerten levede som sagt helt op til de forventninger, man kunne have, om et tæt sæt, hvor rødderne blev dyrket og gødet eftertrykkeligt. For mig lå der en lille overraskelse i at opleve i hvor høj grad, der var tale om en kollektiv præstation. For godt nok er Robben Ford med sine guitarer centrum i koncerten, men det er kun hvis man tager den på pålydende. For som koncerten skred frem, viste det sig, at de tre andre medspillere netop var medspilllere. Og oven i købet medspillere, der fik god plads til at træde ud af sidemanrollen og give solopræstationer til gode. Flere gange i løbet af aftenen fik både bassisten og keyboardspilleren lov til at udfolde sig improviserende på deres instrumenter. Højdepunktet var, da frontmand Ford tog sig en slags improviseret pause og forlod scenen for at få lidt at drikke etc. De tre andre fortsatte ufortrødent og gave hver især en solo, hvorefter også de forlod scenen nogle minutter. Til sidst sad trommeslageren tilbage alene og spillede på sit trommesæt, indtil de andre vendte tilbage. Måske kunne man lægge noget symbolsk i denne lille pauseren. Nemlig, at Robben Fords styrke ligger i det tætte samspil med andre ligeværdige musikere. For godt nok tog hans egne soli tydeligvis kegler hos det fremmødte publikum, hvoraf en betragtelig del tilhørte det grå segment, men i mine ører er Ford bedst, når han udfolder sig i samspillet, og mest ordinær, når han træder frem i solistrollen.

Men alt i alt var det en fin lille koncert.

And in the End.. en lille musikalsk note på en mærkedag

capac — Wed, 17 Apr 2013 07:04:46 +0000

And in the end
The love you take
Is equal to the love you make.

Wings over America – igen

capac — Tue, 16 Apr 2013 11:01:18 +0000

Efter den meget omtalte genudgivelse af albummet Ram, har Paul McCartney nu besluttet at give det tredobbelte livealbum Wings over America en digital ansigtsløftning. Albummet, der udkom sidst i 1976, blev en stor kommerciel succes. Det lykkedes at indtage 1. pladsen i USA, hvilket er usædvanligt for et tredobbelt album. Men ikke kun publikum kunne lide pladen, den fik også fine anmeldelser rundt omkring. Alligevel er det et af de Wings-album i min LP-pladesamling, jeg har spillet færrest gange. Ikke, fordi det er et dårligt album. Slet ikke, men fordi jeg har foretrukket andre Wingsalbum. Studioindspilningerne. Men måske vil den nye digitale udgave ændre på det? Pladen genudgives i maj, både i en ordinær to-CD-udgave – og i en luksuøs, deluxe boksudgave med 3 CD’er, dvd, bog og meget andet. Noget for inkarnerede fans, der ikke kan få nok.

CAPAC anbefaler: Vildnis – Ud af det blå

capac — Mon, 15 Apr 2013 09:18:52 +0000

Et årti efter debuten med det eponyme album Vildnis udsender bandet af samme navn så deres tredje plade Ud af det blå. På coveret er V’et i Vildnis erstattet af en rødt håndtegnet hjerte. Og Kærligheden er da også det store tema på den nye udgivelse. Det anslås allerede i den første sang, “Hva’ nu hvis“, der også har været titel- eller kendingsnummer for DR1 programserie “Sådan er kærligheden”, hvor udvalgte par har snakket om det uudtømmelige emne.

“Hva’ nu hvis/det ikke bare var pis/hvis jeg si’r/ det ikke bar er lir/mit hjerte vil have mer’…”. Sådan starter “Hva’ nu hvis” og anslaget understreger, at godt nok kaster sangskriverne Morten Nørby og Niels Dahl sig over det fortærskede tema med kærligheden, men de gør det med sig egen mundrette, enderimende, hverdagssproglige ligefremhed. Den kærlighed, der besynges i teksterne på pladen, er ikke den forlorne, romantiske kærlighed, som poppen sopper rundt i, men en kærligheden helt ned på hverdagsplan, hvor alle vi andre dødelige også kan være med. Nørby og Dahl har en ferm sans for at skrive tekster, der ligger lige i munden. Det er sådan, man taler. Og det er en besyngelse af kærligheden med al dens besvær og tumlerier, men også en besyngelse, der både er konkret, sanselig og erotisk på en måde, vi ikke er helt vant til at høre på dansk. Det bliver tydeligt i sangen til pigen “Winnie”, som teksten jeg længes mod: “vi gik engang gennem Kongens Have/ du havde en blomstret kjole på/ jeg sprøjtede sæd ud over din mave/lige under himlem blå…”. Sådan kan man altså skrive om kærligheden anno 2013, så det romantiske og kødeligt-erotiske ubesværet går hånd i hånd. Det giver point i min karakterbog for gode danske sangskrivere.

Der er også andre sange, der kredser om kærligheden. Men der er også sange, der stikker af fra temaet. Fx “Osama”, der er en finurlig, ironisk kommentar til al snakken om terrorisme og Al Queda-forbindelser. Eller sangen om “TV Avisen”, der i en heftig omgang bluesrock gør kærligt grin med programmets form.

Vildnis blev engang kaldt viserock, men jeg synes godt de kan droppe vise-. Sangene er samlet set iørefaldende poprock. Bluesen stikker sit hoved frem i flere af sangene – fx “Osama” og “TV-Avisen”. Det samme gør valsetakter, singersongwriterguitarpop o.a. I det hele taget er det et meget varieret album, der både har noget for dem, der sætter pris på den gode popsang, hvor man kan synge eller nynne med, og dem, der gerne vil have lidt mere at tænke over og lytte til.

Ud af det blå bliver måske ikke solgt via tv-kanalernes eller biografernes reklamesider, men skulle jeg bestemme ville Vildnis få lige så mange lyttere som de mange mainstreamudgivelser. Hermed anbefalet.

Den eneste anke jeg har mod pladen her, er, at teksterne ikke er aftrykt på coveret eller er vedlagt. Måske er det, fordi mit eksemplar er et promotionex. Jeg håber det…

Hun sagde

Vildnis. Ud af det blå. Eastwing|Co ArtPeople. Udkommer i dag.

Den politiske kritiks afmægtighed

capac — Sun, 14 Apr 2013 08:17:51 +0000

Vi lever i krisetid. Måske den værste krisetid på denne side af 2. Verdenskrig. Og krisen er ikke kun økonomisk. Den går dybere. Det er også en politisk og kulturel krise.

I den offentlige kritik af den siddende S-SF-R-regering bruges der meget krudt på at pointere, at den førte politik hverken er social(istisk) eller demokratisk. At regeringen fører en diametral anden – liberal-borgerlig – politik, end den, de tre partier stillede vælgerne i udsigt før valget. Men få har stillet spørgmålet: Hvorfor det er gået så galt? Eller, som Informations skribent Rune Lykkeberg formulerer det i weekendudgaven af avisen: “Vi ved, at det ikke er regeringen selv, der har udviklet regeringen politik. Men hvor kommer den så fra?”

Lykkeberg rejser spørgsmålet på baggrund af nogle historier, der har været fremme i pressen de seneste mange uger, og som har det tilfælles, at de udpeger det bureaukratisk-teknokratiske embedsmandsværk i ministerierne som de egentlige arkitekter bag den førte politik. En historie var den om en centralt placeret departementschef i Finansministeriet som skulle have udtalt sig negativt om ‘den danske model’ på arbejdsmarkedet. En anden kunne være den om, at Kommunernes Landsorganisation i forhandlingerne med skolelærerne førte en politik, der for længst var fastlagt i Finansministeriet. Kort sagt dækker disse mediebårne historier på en konspirationsteori: Det er magtens teknokrater, der står bag den førte politik. Og politikerne er blot villige redskaber for den konspiratoriske politik.

Svagheden ved Lykkebergs skarpe analyse er, at den ikke kommer længere end til – med den franske sociolog Luc Boltanski – at konstatere, at den slags konspirationsteorier opstår i ‘komplekse samfund’, hvor magtudøvelsen bliver ‘uigennemskuelig’ og afstanden i viden mellem magthaverne og borgerne bliver (for) stor. Selv om konstateringen er rigtig, så forklarer den jo ikke, hvorfor politikere, der – før de kom til magten – havde andre grundholdninger, som med et trylleslag lægger holdningerne fra sig og fører oppositionspolitik! Med mindre man vil holde fast i den konspiratoriske tankegang, så er det nødvendigt at spørge: Hvor kommer den politik, som teknokraterne har udviklet for regeringen?

Hvis vi skal væk fra billedet af ‘topembedsmænd’ der sidder bag lukkede døre og – snart – en udemokratisk offentlighedslov og strikker en politik sammen, der ikke er til gavn for den brede befolkning, så må vi have analyseret, hvor de grundlæggende tanker kommer fra? De kommer jo ikke ud af den blå luft. En af elementerne til en forklaring finder vi i det store fællesskab, som Danmark er medlem af: EU. Hvis vi fx tager udviklingen på uddannelsesområdet: den tiltagende kommercialisering af udddannelsessystemet, omdannelsen af institutionerne til kvasi-private virksomheder osv., så er det tankegods man kan finde i den EU-lovgivning, der alt for sjælden er til offentlig debat herhjemme. Inden vi dæmonisere embedsmandsværket, så skal vi huske på, at embedsmænd gør, hvad de bliver sat til at gøre. De gennemfører de love og bekendtgørelse, der er ratificeret af Folketinget. Og embedsmændenen pragmatik er ikke neutral – og kan ikke være det, fordi den bygger på en liberal-borgerlig politisk tankegang, nemlig den EU fører.

Det kan godt være, som Lykkeberg foreslår, at tingene ville se lidt anderledes ud, hvis regeringen ved sin tiltrædelse havde skiftet embedsmændene ud med nogle nye. Men det ville ikke ændre ved, at også nye embedsmænd ville være underlagt makropolitiske love og bestemmelser.

Noget andet er så, om denne overstatslige, strukturelle tvang, undskylder politikernes medløberi? Bør vi ikke som almindelige borgere holde fast i, at det til enhver tid, skal være politikerne, der bestemmer, hvilken politik, der skal føres? Bør vi ikke forvente, at de holder fast i deres grundholdninger og – om nødvendigt – går imod både embedsværk og overstatsmagten for at føre den rigtige politik? Det mener jeg.

Det er udtryk for en afmægtighed, at den politiske kritik bliver hængende i historier om teknokratiske mørkemænd, der bag Christiansborgs mure formulerer en politik, der ikke er til gavn for den danske befolkning. Kritikken må dybere. De politiske kommentatorer og journalister må have fat i politiske forudsætninger for den udmøntede politik. Fx EU-lovgivningen.

Det’ for børn (og voksne): Alle svarene

capac — Sun, 14 Apr 2013 07:27:35 +0000

Ved vi egentlig, hvad børn tænker? Jeg kan huske at det spørgsmål dukkede op ved et meget akademisk symposium, jeg engang deltog i. Og jeg kan huske, at svaret blæste lidt i vinden som en tøven hos de deltagende. Men en ting er sikker: Børn gør sig deres egne tanker om alt, hvad de ser, oplever osv. Børn er nysgerrige, videbegærlige og småfilosofiske.

Netop i en tid, hvor kampen om børnenes tid står højt på den politiske dagsorden, er det måske værd at huske på, at børns (ud)dannelse, videnstilegnelse, selv- og verdensforståelse ikke kan reduceres til skoling. Og hvor vil der være tid – for børnene – til at fundere over livets gåder og verdens og deres egen indretning, hvis de skal sidde på skolebænken fra morgen til sen eftermiddag?

CD’en Alle svarene, der er kommet i stand i et samarbejde mellem komponist og tekstforfatter David Nordentoft og en række børn og voksne, gav anledning til de ovenstående aktualpolitiske overvejelser. Pladen er en slags spoken word, og består af seks numre med hvert sit tema – Det ved jeg ikke, Kærlighed, Natur, Kunst, Sociale Forhold og Meningen med tilværelsen. En lang række udsagn fra børn og voksne er klippet sammen og akkompagneret af elektronisk musik. Det er et projekt, der må forstås – i den meste generelle forstand – som et pædagogisk projekt. Man kunne forestille sig, at pladens numre kunne indgå i institutionelle og familiære sammenhænge, hvor man ønsker at snakke med børnene om de ovenstående almen og filosofiske spørgemål. Som inspiration for børnenes egne tanker.

Alle svarene på – Bandcamp – Facebook

The Beat goes on: The Beatles i HD

capac — Sat, 13 Apr 2013 14:54:01 +0000

“Mødet med dem lærte mig at blive kræsen, lærte mig, at musik ikke bare er musik, lærte mig, at jeg ikke var alene, men tilhørte en kultur, som jeg selv var med til at skabe.”

(Torben Bille Yeah Yeah Yeah En krønike om The Beatles, s. 7)

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

capac — Fri, 12 Apr 2013 06:36:18 +0000

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:

“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn.

Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne.

Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

[Helt i Torbens ånd skal jeg tilføje, at det fine foto af Torben er lånt fra hans blogside. Foto: Claus Bjørn Larsen/POLFOTO, 2008.]

Carsten

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

”

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Robben Ford: Bringing it back home

capac — Thu, 11 Apr 2013 14:50:31 +0000

Det er mere end 30 år siden, jeg første gang lagde ører til guitaristen Robben Ford. Det var dengang i 1979, hvor min lokale pladepusher Bjarne skubbede The Inside Story over til mig med en bemærkning om, at det nok var noget for mig. Siden dengang er det blevet til mange plader for Robben Ford – og på tirsdag, d. 16. april lægger han vejen forbi Aarhus, hvor han giver koncert på spillestedet Train. Det er den eneste koncert, han giver her i landet i denne omgang, så hvis man er til Fords guitarspil, så må man kende sin besøgelsestid..

Og, at der er god grund til at overveje, om man ikke skulle bruge sin tirsdag aften i selskab med Ford, understreges af mandens helt nye album med den forpligtende titel Bringing it all back home. Den nu 61-årige Ford begyndte at spille guitar allerede som 14-årig og har siden skabt et imponerende cv, der bl.a. omfatter samarbejde med Joni Mitchell (han var guitarist i the L.A. Express, der backede Mitchell op på pladerne Miles of Aisles, Court and Spark og Hissing of Summer Lawns), Miles Davis, Bob Dylan, Geordie Fame og Rickie Lee Jones. Blot for at nævne et par af de mest kendte.

Stilistisk står Ford i krydsfeltet mellem blues og jazz. På den nye plade forbindes fortid og nutid. Illustreret af coverets fotos af hhv. Robben Ford i dag (på forsiden, hvor han sidder i sofaen med sin guitar) og da han var en ung fyr (bagsiden, hvor han sidder med guitaren på en græsplæne). Og det, han bringer tilbage på pladen, er ikke kun den blues, han allerede dyrkede på sine første plader (bla. debutlivealbummet Discovering the blues live fra 1972), men i det hele taget det meget omtalte musikalske rødder, som mange amerikanske kunstnere i disse år søger tilbage til.

Det understreges for det første af det udvalg af sange, der er med på pladen. Her finder man fx Bob Dylans “Most likely you go your way and I’ll go mine” (fra Blonde on Blonde). Dylan er jo om nogen eksponent for en musik, der har dybe rødder i den amerikanske musik. Læs bare Sean Wilentz’ Bob Dylan i Amerika, der for nylig kom på dansk (forlaget Klim). Dertil skal føjes hele to numre af Allen Toussaint, der også er en af mestrene inden for den rootsbaserede musik. “Everything I do gonna be funky” og “Fair Child“. Den første er hentet fra albummet Toussaint fra 1971, som – i min verden – er et klassisk rootsalbum.

Fælles for sangene – også de to selskrevne – er, at Ford sammen med sine uhyre lydhøre medspillere – Harvey Mason (trommer), Larry Golding (orgel), David Pitch (bas) og Stephen Baxter (trombone) – fører os gennem disse sange, så de fremstår helt friske og ikke som blot og bare kopiversioner af gamle kendinge. Med sit forfinede guitarspil, der både spiller kraftfuldt og funky – og tilbagelænet med diskret jazzfeeling, er Ford det samlende midtpunkt, omkring hvilket de andre musikeres fine præstationer drejer som små unikke planeter. Der musiceres med en let- og ubesværethed, man forbinder med fx jazzimprovisationer. Men musikken er alt andet end improviseret.

Pladen er et fornemt gennemarbejdet eksempel på, hvordan man kan gå tilbage til rødderne og forvalte traditionen med kærlighed og fortættet, indlevet samspil. Et strålende eksempel på, at det her i 2013 giver mere end god mening at gå tilbage til musikkens udgangspunkt – og tage alle stikkene hjem… Hermed varmt anbefalet.

Fools Paradise – Slick Capers Blues

Robben Ford. Bringing it back home. Provoque/Mascot. Er udkommet.

Produceren m.m. Andy Johns er død, 61 år

capac — Thu, 11 Apr 2013 07:22:41 +0000

Når man har været med til at producere albums som Led Zeppelin’s II, III, IV, Houses of the Holy og Physical Graffiti; Rolling Stones’ Sticky Fingers, Exile on Main St., Goats Head Soup og It’s Only Rock ‘n Roll by the Rolling Stones; og Television’s debutskive Marquee Moon, ja, så er man ikke en hr. hvemsomhelst i musikken. Andy Johns’ karriere gik hele vejen gennem pladestudiet. Fra at gå til hånde og sætte bånd på båndoptagerne til at blive ansvarshavende producer. Og i modsætning til storebroderen Glyn Johns var det rocken, Andy brændte for.

Oprindeligt i teenageårene ville han være musiker, men storebroderen fik ham på andre tanker. Uddannelsen bestod dengang i learning-by-doing, og de første erfaringer indhentede Johns ved indspilingen af Jimi Hendrix Axis Bold as Love og Stones’ Their Satanic Majesties Request. Om sit syn på det at producere plader har han rammende sagt: “”My idea is to make it sound as if you are at the best rehearsal that the band ever did, and you are about twelve feet back from the stage,” he said.” Et smukt ideal.

Andy Johns døde d. 7. april i Los Angeles.

Lidt pynt til juletræet – Kate Bush har modtaget en orden af dronningen

capac — Thu, 11 Apr 2013 06:13:53 +0000

Kate Bush gad ikke tale med pressen, da hun i går fik udmærkelsen CBE (Commander of the British Empire) for sine kulturelle bedrifter. I stedet udsendte hun en kort pressemeddelse, der fortæller lidt om hendes ydmyghed og forhold til de royale…

“I feel incredibly thrilled to receive this honour which I share with my family, friends and fellow musicians and everyone who has been such an important part of it all.

“Now I’ve got something really special to put on top of the Christmas tree.”

Sådan – en dame med holdning til dette og hint.

Running up that Hill – official video

Sven Gaul – trommeslager i TV-2 – fylder 60

capac — Wed, 10 Apr 2013 12:41:41 +0000

Født 11.4.1953 i Flensborg
Studentereksamen fra Duborg Skolen i Flensborg
Bifagseksamen i tysk fra Århus Universitet
Ansat som booker på Århus Musikkontor 78-82
Formand for ROSA Dansk Rocksamråd 91-93
Medlem af Statens Musikråd 1993-99
Medlem af Københavns Musikudvalg siden 2002
Har arbejdet som studiemusiker, producer og studievært for div.bands og selskaber
Trommeslager i orkestret TV-2 siden starten i 1981

Så kort kan cv’et for TV-2s tyskfødte trommeslager sammenfattes (i følge mandens egen hjemmeside). Og man kan ikke lade være med at bemærke, at Gaul – ud over at sidde bag gryderne hos succesorkesteret TV-2 – har trukket i trådene i diverse organisationer bag musikken. Et vigtigt, men ikke altid lige påskønnet stykke arbejde.

Men først og fremmest er det jo som trommeslager, hvor han som TV-2 pendant til Beatles’ Ringo uden de store falbelader, men med et stramt, disciplineret trommespil har holdt motoren i gang i TV-2s poprock.

I morgen fylder Sven 60 år. Til lykke med dagen!

Bag duggede ruder 1984

[Fotografiet er lånt fra Sven Gauls hjemmeside, fotografen er ikke krediteret]

The beat goes on… Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Nøgne som nyfødte

capac — Wed, 10 Apr 2013 10:46:16 +0000

Meget apropos titlen på beatpoeten Claus Høxbroes og pianisten Oscar Gilberts nye cd, så kan man hævde, at det, der kendetegner beatgenerationen – fra Jack Kerouac, William S. Borroughs, Allen Ginsberg og videre frem – er en æstetik, der søger en elementær nøgenhed. Skriften gør op med de formelle konventioner og regler, den gennem århundreder var blevet tvunget ind i, sprænger og overskrider grænser. Beaten hælder for alvor bensin på et bål, der allerede var antændt tidlige i det tyvende århundrede af fx James Joyce og andre modernister, og lader bevidsthedsstrømmene strømme og skriften bevæge sig alleatorisk hid og did uden synderlig interesse for genrer og former, samtidig med, at det banale hverdagsliv leverer råstoffet til strømmene, sådan som tilfældet var og er i Kerouacs beatbibel On the Road, der for nylig blev genudgivet i den oprindelige uredigerede version på engelsk og dansk.

På Keouacs tid var jazzmusikken det naturlige musikalske modstykke til beatens litterære udforming. Natur, fordi også jazzen – den moderne i det mindste – beror på det grænsesøgende og improviserende.

Men siden har beaten været inspirationskilde for mange andre strømninger i musik og litteratur. Hippierne og den progressive rock tog inspirationen til sig, det samme gjorde hippiernes metropoliske modstykke hos Velvet Underground og andre eksperimenterende storbyrockere. Og inspirationen er fortsat helt frem til i dag, hvor man fx finder den hos en Patti Smith og en Tom Waits.

Herhjemme kommer vi ikke uden om at nævne Dan Turèll, der i sine tidlige digtsamlinger og sine spoken word-udfoldelser rendyrkede den nøgenhedsæstetik, som beatgenerationen lagde grunden til. Og Turèll-prismodtageren Høgbroe slentrer videre i onkel Dannys fodspor på pladen her. Ikke sådan at forstå, at Høxbroe lyder som eller efteraber Turèlls manerer. Men i selve afsættet, i den slentrende, swingende recitation af de udvalgte tekster. Beatattituden er ikke til at tage fejl af.

Bortset fra en enkelt nyimproviseret tekst – Flimrende på vhs’en – så er teksterne – 18 stik. i alt – hentet fra Høgbroes syv digtsamlinger. Og samspillet med pianisten og komponisten Oscar Gilbert er – så vidt jeg har forstået – opstået i studiet. Skabelsesprocessen har frembragt et lydbillede, hvor Gilberts pianoimprovisationer på delikat vis supplerer Høgbroes recitation og teksternes metriske potentiale. Supplerer i den forstand, at tonerne både understregern og pointerer den talte teksts rytmiske strukturer, men også insisterer på sit eget liv. Det sidste bliver tydeligst i passager, hvor talen forstummer.

Teksterne er – desværre – ikke optrykt i det eksemplar af cd’en, jeg sidder med. Det er en beklagelig mangel for den type udgivelse. Men så vidt jeg kan lytte mig frem til, så bevæger de sig tematisk inden for det hverdagsunivers, man også kender fra Turèll, dog med hovedvægten på Høgbroes personlige oplevelser af denne verden.

Samlet set er det en udgivelse, der fint skriver sig ind i rækken af spoken word-udgivelser fra de seneste år. Det er en plade, der godt nok henvender sig til lyriklæsere, men også musiklyttere kan med fordel smide cd’e på afspilleren. Hermed anbefalet.

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert. Nøgne som nyfødte. Exlibris. Udkom d. 6. april.

Lyt til Shuggie Otis

capac — Wed, 10 Apr 2013 05:48:49 +0000

Rygterne om nye indspilninger fra guitarfænomenet Shuggie Otis har svirret længe, og nu omsider udkommer genudgivelsen af albummet Inspiration Information, der er kombineret med Wings of Love. Pladen kan man lytte til på NPRs side, hvor Shuggie omtales som en fodnote i musikhistorien, en fodnote, der fortjener lidt udforskning. Om Shuggie nogensinde vokser ud af fodnoteplaceringen er et åbent spørgsmål. I hvert fald synes jeg ikke Wings of Love føjer noget væsentligt til de tidlige sfæriske indspilninger med denne gådefulde guitarist og musiker.