Jeg tror ikke, at vor tids rationalister opnår noget godt ved at kræve forbud og henvise til fx Børnekonventionen osv. Det er ganske enkelt for ufølsomt over for folks religiøse og kulturelle følelser. Det handler, som du også er inde på, om tilhørsforhold og identitet. Hvis man forbød omskæring af drengebørn, ville man i realiteten forbyde, at de indtrådte i det jødiske folks trosfælleskab.

På den anden side er det indlysende, at vi i et verdsliggjort samfund må lovgive mod praksisser, der indiskutabelt er skadelige. Fx omskæringen af pigebørn i afrikanske kulturelle sammenhænge.

Jeg mener, at det er vigtigt at forstå, at der er tale om en fundamental konflilkt mellem det verdslige ikke-religiøse samfund og de religiøse subkulturer. En konflikt, der ikke bare kan løses en gang for alle. Derfor vil debatten om omskæring dukke op igen og igen…

Den lille pointe i dette indlæg er, at det er traumatisk. Måske bør man tilføje, at det behøver det ikke at være, og at religiøse symboler lader sig ændre. Først minimere til fx. en blodsdråbe (fremkaldt med en ren nål!) og hvad så senere – måske blot farve, vin, vand, hvad ved jeg. Specialisterne i religion har allerede et ufarligt ubeskærende ritual klart til de som af religiøse grunde ikke kan udelade omskæring.

Jo mere jeg tænker over denne diskussion jo mere vanvittig forekommer den mig.

Vi har regler der betyder at forældre ikke må tatovere et lille diskret tegn eller symbol på deres 7 årige barn.

Vi har regler for at at vi ikke må navngive vores børn med bestemte navne.

Dette på trods af at begge dele kan laves om men at skære en klump kød af ungen det skal naturligvis være i orden. Hvad når der kommer en trosretning som ikke kan nøjes med forhuden, er det så også i orden?