Nat King Cole – The Christmas Song
25. december 2008
Jeg kan selvfølgelig ikke nævne Nat King Cole uden også at lade hans smørbløde stemme lyde med The Christmas Song.
december 2008 arkiv
Før urknaldet
25. december 2008
Her i bloggen interesserer capac sig for det uendeligt små og det uendeligt store. Og for det der ligger langt, langt væk – i tid og rum. Denne nysgerrighed har fulgt capac, siden han kravlede rundt med tøjble, og den blev forfinet gennem det autoriserede danske uddannelsessystem, hvor det – mærkeligt nok – ikke lykkedes nogen af lærerne at tage livet af den. Det sker ellers ofte.
Julen handler også om begyndelse, om undfangelse. Her begyndte en fortælling, der ganske vist havde forudsætninger i en anden fortælling, men alligevel. En fortælling, vi stadigvæk orienteres af. Om vi vil det eller ej.
Enhver fortælling – selv de postmoderne – har en begyndelse, et forløb og en slutning. Og alle fortællinger rejser spørgsmål som: Hvad gik der forud for denne historie. En anden fortælling. Enten en, vi kender, eller en, vi må skabe. Og sådan er det også med fortællingen om det Store Urknald. Også kaldet “Big Bang”. I en vis forstand kan man sige, at fortællingen – for det er det jo, naturvidenskab eller ej – om det første knald er alle fortællingers urfortælling. Fortællingen om, hvordan det Hele Begyndte.
Men Spørge-Jørgen – inkarnationen af den næsten freudianske nysgerrighed – kan ikke lade være med at spørge: Hvad kom der før Urknaldet? Hvad var der før? Hvad var der før galakserne begyndte at fjerne sig fra hinanden og udsprang af en formodet uhyggelig fortættet materie? Var Vor Herre på spil? Eller?
I die Zeit kan man læse lidt om de forskellige fortællinger, der forsøger at give et bud på det-der-var-før. Det er superstrengsteoriens Big Bounce-fortælling om en flerdimensionalt – 11 stk.! – univers, der pludselig klaskede sammen.. Og der er en alternativ eller supplementær fortælling – igen strengteoretisk begrundet – om, at vores eget store univers blot er et univers ud af mangfoldige. Som en skumboble i skumbaddet… Det er selvfølgelig den rene spekulation. Eller, om man vil, den rene fortællekunst. Hvorom alting er: Fortællingen fortsætter. Vi er ikke tilfreds med blot en fortælling om begyndelsen og slutningen. Der er noget før og efter. Der var engang…
Fortsat god jul.
Blue Christmas and the Christmas Blues…
25. december 2008
Nogen (sikkert pengemænd eller -koner) har fået den idé at lade en række sangerinder- Martina McBride, Carrie Underwood, LeAnn Rimes, Wynonna Judd, Sara Evans, Amy Grant, Gretchen Wilson, Karen Fairchild, Kimberly Schlapman. Ann Murray og Olivia Newton-John – synge duet med afdøde Elvis Presley. Pladen hedder Elvis Presley Christmas Duets. Den digitale teknik muliggør det, og det begyndte vis for alvor, da Natalie Cole sang duet med sin afdøde fader Nat King Cole – med stor succes. Jeg kan ikke afffinde mig med ideen, må jeg tilstå. For svarer det til, at man farvelægger gamle film med Gøg og Gokke. Hvilket man jo også faktisk har gjort.
Her er Elvis i den rene udgave fra den berømmede come-back-tv-udsendelse fra 1968:
Og her kan man så høre Martina McBride synge duet med The King (må ikke embeddes) – her.
Og denne lille forstemmende historie om pladeindustriens “opfindsomhed”, der nok mere er drevet af økonomiske motiver end kunstneriske fik mig til at tænke på Dean Martin og hans Christmas Blues.
– Og, nej, jeg er ikke i dårligt humør, har haft en fortrinlig juleaften. Og gaverne skal endda ikke byttes! Fortsat god jul i blogland!
Beatles – julehilsen anno 1963
24. december 2008
It’s a Wonderful Life – den korte version…
24. december 2008
Glædelig jul til alle!
24. december 2008Ja, så nåede vi frem endnu engang, folkens. Det er juleaften i aften. Lad julefreden sænke sig over din krop og dit sind, lad glæden strømme. Love is all you need. Glædelig jul fra capac!
Genhør: Randy Newman – Good Old Boys
23. december 2008
Jeg faldt i staver over coveret til Randy Newmans “Good Old Boys”, da jeg ledte efter en bortkommet cd med software til min ekterne harddisk (rod…). Fra et lidt utydeligt snapshot taget på en eller anden dårligt oplyst joint hilser en mand (Randy?) til fotografen med et tilløb til et smil på læben. Ved sin side har har en blond dame. Dette snapshot siger noget om det billede, jeg har af kunstneren Randy Newman. Om hans diskretion. Ikke noget med at mase sig på. Hellere gemme sig bag ved sine sange og sine melodier. Der også er som små snapshots fra den brogede amerikanske virkelighed – og dermed også et stykke ad vejen vores virkelighed.
Good Old Boys er Newmans femte album. Det er fra 1974 og det første, der gav Newman en komfortabel salgssucces. Tematisk drejer sangene sig om syden i USA. Og pladen er fyldt til bristepunktet af klassiske Newman-sange, begyndende med den vitriolsivende kærlighedserklæring til ‘the Rednecks’. Dem, der ikke kender forskel på deres eget røvhul og et hul i jorden. Man finder også en af Newmans by-hyldest-sange her: Birmingham. There’s no place like Birmingham. Og der er kommentarer af historisk og social karakter på sangenen “Louisiana 1927” og “Mr. President (Have Pity on the Working Man)”. Osv. Newman får hjælp af The Eagles, Ry Cooder og en bunke stjerne-studio-musikere.
Mr. Randy Newman – Rednecks Live
Tijuana-jul
23. december 2008
Jeg faldt over denne fine tv-optagelse med Herb Albert & Tijuana Brass, der spiller to julesange. Herb Albert og hans særlige tijuana-lyd er en markant del af mit soundtrack fra tresserne – på linje med filmmusikken fra samme periode. Den gang ville jeg ikke rigtig være ved, at jeg faktisk godt kunne lide denne form for easy listening. Siden er det jo blevet moderne at lytte til sligt…
Uartig John Lennon til salg!
22. december 2008
“Jeg vil sutte på dine brystvorter, Baby!”. John Lennon har i en ordenligt brandert indspillet en frivol version af Lloyd Prices “Just because”, hvor han kommer med seksuel innuendo. Sangen findes på et kassette-bånd, der nu er solgt hos auktionshuset Bonhams & Butterfields i Los Angeles. Det forlyder, at Lennon har indspillet båndet i den periode, hvor Yoko Ono havde forladt ham og han slog sig på flasken og andre stimulanser. Og altså små vulgariteter. Kilde: JP
En pige som så mange andre – Francoise Hardy
22. december 2008
Jeg faldt over denne sjældne “video” med den franske yé-yé-popsangerinde Francoise Hardy. Den har alt, hvad man kan forvente sig af en fransk tresserpopsag. Feminin elegance og koketteri. Og så en særlig hoppende tresserlyd. Især kan jeg godt lide det meget tidstypiske orgel, der slet ikke kan skjule sin jazz-oprindelse…
Hvad blev der af … Ellen Foley?
22. december 2008Da jeg boede på Skjoldhøj-kollegiet i slutningen af halvfjerdserne var Meat Loafs megahit “Bat out of Hell” en plade, der ofte snurrede rundt på grammofonerne i de små værelser. Og den var et fast indslag ved de tilbagevendende fester. Selv blev jeg aldrig den store fan af Meat Loaf. Men jeg kunne ikke lade være med at lytte til den der pigestemme, der sang op mod Bøffen og var med til at gøre pladen til en storsælgende sådan. Pigen, Ellen Foley, havde en af de der stemmer, der passer så godt til rock-and-roll. Hun kunne virkelig synge igennem, rent og klart.
Oprindeligt var det vist hendes plan at blive skuespillerinde, men tilfældighedernes spil – og behovet for at tjene til dagen og vejen – førte hende ind på rockens stenede vej. Karrierevejen førte hende i armene på det gale foretagende The National Lampoon, hvor hun mødte Meat Loaf og dennes bagmand, Jim Steinman. Steinman arbejdede på det tidspunkt på et projekt, der siden hen skulle blive til “Bat out of Hell”, og da han manglede en kvindelig stemme i koret, så faldt valget på Ellen. Den efterfølgende succes med pladen – en succes, der kom stille og roligt og ikke over night – kastede en solopladekontrakt af sig for Foley. Og hun takkede samtidig nej til rollen som backingsangerinde på Meat Loafs koncertturné med The Bat.
Ian Hunter (Mott the Hoople) og Mick Ronson faldt pladask for Foleys demoindspilninger og fik lov til at producere hendes debutalbum “Nightout”, der udkom i 1979. Pladen fik fine anmeldelser og med god grund. Den er en vellykket rockplade i stil med de lidt pompøse plader, man kender fra netop Mott the Hoople og Ian Hunter. Storladen, melodiøs rock, der lader Ellen Foleys klare, lyse stemme komme til sin ret. Ellen fortsatte i årene efter samarbejdet med Ian Hunter som backingsangerinde på hans plader og til hans koncerter.
Som det så ofte sker, kom kærligheden på tværs af karrierevejen. Ellen Foley mødte i 1980 Mick Jones fra The Clash, og de næste to år var de to uadskillelige. Det betød også en ny musikalsk orientering. The Clash’ socialt bevidste musik smittede af på Foley, og sammen med Mick indspillede hun i sommeren 1980 albummet “The Spirit of St. Louis”. Indspilningen foregik samtidig med indspilningen af Clash’s hovedværk “Sandinista!”, og de var begge to involveret i begge projekter. På Foleys plade spiller medlemmer af The Clash med. Det samme gør Ian Durys backinggruppe, The Blockheads, og Tymon Dogg. Sidstenævnte skrev også tre af sangene på pladen, medens Mick Jones og Joe Strummer tog sig halvdelen af pladens numre. Pladen bliver nogle gange omtalt som en Clash-plade med forsangerinde. Det er ret misvisende. Det er omvendt: En Ellen Foley-plade med Clash som backinggruppe. Pladen fik ikke tilnærmelsesvis samme opmærksomhed eller succes som debutpladen. Og måske kom den også til at stå lidt i skyggen af Clash’s succes med “Sandinista!”. Og det er synd og skam, for det er en meget afvekslende, følsom plade, med tolv fine sange. Og den viser, at Ellen Foleys stemme havde meget mere at byde på end rock’n roll-udtrykket.
Endnu et album blev det til for Ellen Foley. I 1983 udkom “Another Breath”, der til dels er en tilbagevenden til perioden omkring “Nightout”. Sangene er fra samme periode, men produktionen blev lagt i hænderne på Vini Poncia (producer for Ringo, Leo Sayer, Kiss m.fl.) og pladen blev drejet i en mere dansant poppet retning end “Nightout”. Men den var åbenbart ikke kommerciel nok til at sikre pladeselskabet den forventede indtjening. Og i årene efter har Ellen Foley måttet klare sig som backingsangerinde og skuespillerinde. Blandt andet medvirkede hun i Dustin Hoffman-successen “Tootsie”, “Fatal Attraction”- som man kunne gense for nylig på DR 1 -Â med Michael Douglas., “Cocktail”, “Married to the Mob” og mange flere spillefilm. Teater- og tv-roller er det også blevet til.
Men det er en skam, at pladeselskaberne ikke giver Ellen Foley mulighed for at indspille flere soloplader. Der er ikke så mange kvindestemmer af den kaliber i rocken…
Ellen Foley – What’s the Matter Baby/Stupid Girl Medley
Uddannelsessalami
22. december 2008Dagens nyhed fra uddannelsessystemet. Universiteter skærer ned på undervisning og afkorter semestrene. For at få økonomien til at hænge sammen. Med faldende søgning til universiteterne, tvinger taxametersystemet universiteterne til at skære ned. Det er logik for perlehøns. Men åbenbart ikke for de åh-så-liberalistiske politikere, der tror, at alt kan drives som små private virksomheder. Pølsefabrikker. Hvem var det, der lovede os “verdens bedste uddannelsessystem”?
Det er jo jul…
22. december 2008Kan du huske den junidag i 1967, da Beatles blev satellittransmitteret til det meste af verden – 26 lande og 400 millioner tv-seere (hvis ellers den slags målinger kan tages på pålydende…) ? Dengang kunne man synge en sang med et enkelt budskab. Alt, hvad du behøver er kærlighed. Kunne man tænke sig det samme sket i dag? Hm.
Ganske vist var det ikke juleaften eller bare jul dengang. Men jeg følte det, som om det var jul midt om sommeren, medens John Lennon sang med tyggegummiet i munden:
“Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
There’s nothing you can do that can’t be done.
Nothing you can sing that can’t be sung.
Nothing you can say but you can learn how to play the game
It’s easy.
There’s nothing you can make that can’t be made.
No one you can save that can’t be saved.
Nothing you can do but you can learn how to be in time
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
There’s nothing you can know that isn’t known.
Nothing you can see that isn’t shown.
Nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be.
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
All you need is love (all together now)
All you need is love (everybody)
All you need is love, love, love is all you need.
Young@Heart – en hyldest til livet og musikken
21. december 2008
Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid; og sandt at sige, så savner jeg det ikke. Der er “for langt mellem snapsene”. TV-mediets kvalitet er omvendt proportionalt med antallet af satellitkanaler og sendetimer. Fred med dem, der synes, at “Vild med Dans” og “X-Faktor” er en kulturel berigelse. Jeg vil helst være fri for at blive beriget på den måde…
Men der er da – heldigvis – undtagelser. I går kom jeg tilfældigvis – sådan er det som oftest – til at se en engelsk dokumentar om det amerikanske kor Young@Heart . Det specielle ved koret er, at aldersgennemsnittet er 80 år – og de synger sange af Talking Heads, The Clash, Coldplay og lignende. Selv om dokumentarfilmen ikke kunne lade være med at indlægge “smarte” videolignende “underholdnings”-indslag ind i filmen, så kunne det ikke skjules, at filmen først og fremmest var en hyldest til livet. Det liv, der ikke stopper den dag, man går på efterløn eller pension, men først når døden indtræder. Og dermed en diskret kritik af fx det indeklemte, småfedtede menneskesyn, der præger det danske arbejdsmarked, dansk politik og den danske offentlighed.
Det mest rørende ved filmen var næsten de gamles engagement, entusiasme og livsbekræftende humor. På trods af sygdom og aldersskavanker, så insisterede de på at være med og komme igen, hvis det var muligt. Som en af de medvirkende gentog: “Vi har masser af liv!”.
Selvfølgelig kan man ikke altid løbe fra, at man er fyldt firs og kroppen ikke altid er helt så toptunet, som da man var fyrre. Men det ændrer ikke ved, at man stadigvæk kan deltage og bidrage med noget. Det viser filmen med stor tydelighed.
Young@Heart Chorus – I will survive
Young@Heart & David Byrne – One Fine Day
Genhør: Ringo Starr – “Ringo”
21. december 2008
Ringo Starrs trejde album, “Ringo”, der udkom i 1973 på Apple Records betragtes af mange som kronjuvelet i Ringos produktion. Og jeg har ikke i sinde at være kontrær og påstå noget andet. Det er et særdeles vellykket udspil fra den gamle trommebasker. Helt galt kan de jo heller ikke gå, når man har Lennon, Mccartney, Harrison og Randy Newman med som sangskrivere og medspillere. Og når man desuden har inviteret en mindre hær af musikere, der – ud over Beatlerne selv – tæller Marc Bolan, Nicky Hopkins, Harry Nilsson, Klaus Voormann, Billy Preston, The Band, David Bromberg, Martha Reeves, Mary Clayton, Tom Scott og et par stykker mere. Og for at det ikke skal løgn, har Ringo en heldig hånd med sangskrivningen på pladen. “Photograph”, som han har forfattet sammen med George Harrison, er for længst blevet en Ringo-klassiker. “Devil Woman” og især “Oh my my”, som Vini Poncia har hjulpet Ringo med holder vand 35 år efter de blev lagt ned i rillerne. Og Ringos helt egen “Step Lightly” er en charmerende bagatel. Ellers huskes albummet nok især for den stærkt medrivende og sejt swingende udgave af Shermans og Shermans rock-klassiker “You’re Sixteen”.
For mig har John Lennons ironisk-kærlige hyldestsang til Ringo “I’m the Greatest” en særlig plads. I sangen afsløres det, at Ringo var – ikke The Walrus – med Billy Shears (Sgt. Pepper-pladen). “When I was a little Boy/Way back home in Liverpool/My mama told me…I was great…”.
Longplaying-udgaven fra 1973 har også en helt særlig attraktion, idet Klaus Voorman – der jo også lavede omslaget til Beatles’ “Revolver” – har illustreret hver eneste sang med comic-agtige blyantstegninger i stor størrelse. En anden sjov ting er, at coverforsiden mimer Sgt.Pepper-albummets idé med afbildning af en lang række kendt personer. Her er det de medvirkende. Men man finder fx også “The Eggman” og nogle andre mytologiske skikkelser.
You’re Sixteen – Ringo Starr
