december 2008 arkiv

Glædelig tuneserlov!

21. december 2008

Nu hvor julestemningen omsider skulle begynde at indfinde sig i casa, har et beskedent folketingsflertal – bestående af regeringspartiet og dets nærmeste parlamentariske grundlag – vedtaget den omstridte “tuneserlov” og dermed grundigt forpurret julestemningen i dens opløb. Det ville så være til at leve med. Værre er det, at de ja-stemmende politikere handler i strid med selve demokratiets fundamentale tredeling af magten i en dømmende – , lovgivende – og udøvende del. Denne tredeling er reelt blevet suspenderet af regeringen. Og det er intet mindre end horribelt, at Birthe Rønn Hornbech kan udtale følgende: “Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovstridige”. Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech åbenbart  har betalt for ministerposten med sit gode omdømme og sin sunde, liberale fornuft. Selvfølgelig kan en regering fremsætte grundlovsstridige forslag. Og man behøver ikke at være juridisk ekspert for at se, at tuneserloven karambolerer med den fundamentale, grundlovsikrede tredeling af magten. At Birthe Rønn forsøger at naturalisere regeringens adfærd skriger til himlen og understreger blot den underliggende logik: Intet over og intet under regeringen og dens politik.
Læs og de vilde analytikeres indlæg, som jeg kun kan bifalde.

Tilbagespoling: Tuneserlovens umenneskelighed Ytringsfrihed og magt

Grace Jones – La Vie en rose

20. december 2008

Da jeg forleden sneg mig rundt i århus for at få indkøbt julegaverne sneg en sang sig ind i min bevidsthed. La Vie en Rose, der er indspillet i utallige udgaver. Fra Edith Piafs signaturudgave over Donna Summers disco-version til Jack Nicholsons voldsomt charmerende filmversion. Det var sikkert de to østeuropæiske spillemænd på Strøget, der var skyld i, at jeg fik den på hjernen. I hvert fald fik jeg lyst til at genhøre Grace Jones’ mere end syv minutter lange version fra 1977. Sangen – i en forkortet udgave – udgjorde Grace Jones’ første singleplade for Island Records og blev startskuddet til de følgende års succes med en håndfuld særdeles vellykkede albums. Den lange udgave finder man på debutalbummet Portfolio.
Altså gik jeg på jagt efter Portfolio, som jeg ikke (længere) har i min samling. Men, ak nej. Den var ikke på hylderne. Men heldigvis havde de den udmærkede compilation “Island Life” – oven i købet på tilbud. Og da den rummer ti af hendes bedste sange fra Portfolio og til og med albummet Slave to the Rythm, herunder La Vie en Rose i den lange udgave. Og således blev det. Så nu ligger den sammen med de andre på computeren og mp3-afspilleren…

Grace Jones – La Vie En Rose

Det nationale broderskabs uge…

20. december 2008

På et tidspunkt i går var jeg lige ved at få spat af julen. En vis person, hvis navn ikke skal nævnes i denne blog, udbredte sig salvelses- og følelsesfuldt om julens betydning for fælleskabet og så videre. Og det var lige før, jeg blev angrebet af juleitis i svær grad. Men så er det, jeg altid kan gribe til Tom Lehrer, der forstå at sætte ord på forlorenhed, dobbeltmoral og andre menneskelige lidelser. I en amerikansk kontektst, ganske vist. Men det står en frit for at overføre det til vores egen andedam…


One week of every year is designated National Brotherhood Week. This is just one of many such weeks honoring various worthy causes. One of my favorites is National Make-fun-of-the-handicapped Week which Frank Fontaine and Jerry Lewis are in charge of as you know. During National Brotherhood Week various special events are arranged to drive home the message of brotherhood. This year, for example, on the first day of the week Malcolm X was killed which gives you an idea of how effective the whole thing is. I’m sure we all agree that we ought to love one another and I know there are people in the world that do not love their fellow human beings and I hate people like that. Here’s a song about National Brotherhood Week.

Oh, the white folks hate the black folks,
And the black folks hate the white folks.
To hate all but the right folks
Is an old established rule.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
Lena Horne and Sheriff Clarke are dancing cheek to cheek.
It’s fun to eulogize
The people you despise,
As long as you don’t let ’em in your school.

Oh, the poor folks hate the rich folks,
And the rich folks hate the poor folks.
All of my folks hate all of your folks,
It’s American as apple pie.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
New Yorkers love the Puerto Ricans ’cause it’s very chic.
Step up and shake the hand
Of someone you can’t stand.
You can tolerate him if you try.

Oh, the Protestants hate the Catholics,
And the Catholics hate the Protestants,
And the Hindus hate the Muslims,
And everybody hates the Jews.

But during National Brotherhood Week, National Brotherhood Week,
It’s National Everyone-smile-at-one-another-hood Week.
Be nice to people who
Are inferior to you.
It’s only for a week, so have no fear.
Be grateful that it doesn’t last all year!

Tom Lehrer – National Brotherhood Week

Van Dyke Parks – et amerikansk multitalent

19. december 2008

Da jeg sådan for alvor begyndte at studere pladecovernoter – omkring 1968 – dukkede et navn op igen og igen: Van Dyke Parks. Som (med)komponist, arrangør, (med)producer, musiker og sanger. Hos et hav af musikere og sangere har han sat sit fingeraftryk og gjort sin indflydelse mærkbart gældende. Fra Grace Kelly til Joanna Newsom – for nu at antyde spændvidden i tid og kulturelt udtryk. Ved siden af musikken har Parks også gjort sig gældende som skuespiller og – forsker i musik… En kulturel kamæleon.
Van Dyke Parks spillede en meget vigtig rolle i Beach Boys og Brian Wilsons berømmede Smile-projekt, der først blev realiseret for et par år siden af Wilson selv. Han var medkomponist til sange som “Heroes And Villains”, “Cabinessence” og !Surf’s Up”, Smile-sange, der blev spredt over flere Beach-Boys-LP’er.
Ved siden af sit virke for andre har Van Dyke Parks udsendt en god håndfuld soloplader af høj kvalitet. Det er ikke rockplader, men værker, der blander alskens stilarter og anvender alskens instrumenter. Den første plade kom i 1968, “Song Cycle”. Pladen viste, hvad Parks’ store kvalitet er: Hans evne til som en svamp at suge alle mulige musikalske indtryk til sig og sætte dem sammen til fascinerede musikalske udtryk. Han griber dybt i den amerikanske musiktradition – blues, ragtime, kabaretmusik osv. – og blander det gladeligt med tidens toneart, fx. psykedelisk musik… I den forstand er Van Dyke Parks en meget moderne musikskaber. Han tager fordomsfrit fra den universelle musik og blander det til sin helt egen musikform. Et godt eksempel er hans andet udspil, Discover America, hvor han kaster sig grådigt over de caribiske musikformer, calypso osv. og mikser det til sin egen musik. Det samme er tilfældet for efterfølgere, Clang of the Yankee Reaper, fra 1976.
Der er noget meget cineastisk over Parks’ musik. Den er billed- og stemningsskabende som god filmmusik. Og det er slet ikke tilfældigt, at han faktisk har skrevet scores til flere film.
De sidste par dage har hans to plader – Jump! (1984) og “Tokyo Rose” (1989) – ligget på min afspiller efter tur. Jump! er en musikalsk iscenesættelse af nogle traditionelle sydstatshistorier (Uncle Remus) og “Tokyo Rose” en musikalsk refleksion over forholdet mellem japansk og amerikansk kultur. Men først og fremmest er der tale om Parks’ unikke musik, der er fuld af overraskelser og fascinerende detaljer. Anbefales stærkt.

Van Dyke Parks (1/6)

Keith Richard fylder 65!

18. december 2008

Magister Gaasegaek gør opmærksom på Keith Richards fødselsdag i dag. Men han fylder ikke tres år. Han fylder 65! Og burde gå på pension, hvis han altså boede i Danmark, og ikke havde røven fuld af penge og i øvrigt var ligeglad med alderen… Vi ønsker gonzo-piraten og rock’n roll-overleveren Keith rigtig hjertelig til lykke med fødselsdagen. Jeg er sikker på, at han har fået lagkage og chokolade til … eller noget.

The Rolling Stones “Satisfaction” (rare)

Beserkley Records – og Greg Kihn Band…

18. december 2008

I halvfjerdserne fik power-poppen sit eget uafhængige pladeselskab i USA, det legendariske Berserkley Records. I hvert fald var det især den type musik, Berserkley udsendte, med bands som The Modern Lovers (m. Jonathan Richman), The Rubinoos, The Tyla Gang, Earth Quake og så Greg Kihn og hans band. Pladeselskabet kom op at stå, fordi bagmanden Matthew Kaufman var irriteret over de etablerede pladeselskabers manglende forståelse for power-pop-bands som fx Earth Quake, som han var manager for.
I begyndelsen udsendte Berserkley kun singleplader. Blandt andet Modern Lovers klassiske udgave af “Road Runner” og Earth Quakes udgave af australske Easy Beats uopslidelige “Friday on my Mind”.
Berserkley blev ikke nogen stor økonomisk succes, men den succes, pladeselskabet fik, skyldtes især Greg Kihn, der kom på hitlisterne med de fleste udgivelser i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Kihn og hans band blev flagskibet i Berserkley, og da interessen for bandet svigtede i midten af firserne, var det også slut med Berserkley. Bagkataloget blev dog hurtigt – og heldigvis – opkøbt af retro-pladeselskabet Rhino i 1986.
Greg Kihn Bands musik er uforfalsket power-pop uden andre ambitioner end at spille iørefaldende pop-rock, der kan få pigerne og drenge ud på dansegulvet. Den type musik, der altid har været efterspørgsel på en lørdag aften i byen… Greg Kihn Bands største succeser er “Jeopardy” og “The Break Up Song (They don’t Write ‘Em)”. Sidstnævnte findes på albummet Rock Kihn Roll fra 1981.

Greg Kihn Bands gennembrud kom i 1978 med udspil nr. 3 “Next of Kihn”. Men alle de plader, bandet fik udgivet, er power-pop af højeste klasse. Fra debuten i ’76 med “Greg Kihn” og frem til “Love and Rock & Roll” i 1986. I 1989 udsendte Rhino en Best-of-plade med titlen Kihnsolidation. De gamle plader kan være svære at få fat i, og man skal være indstillet på at gribe dybt i tegnebogen. Til de store sedler…

Ud over Greg selv var de centrale medlemmer lead-guitaristen Robbie Dunbar og trommeslageren Larry Lynch.

Så vidt vides spiller Greg Kihn og de andre stadigvæk ved udvalgte koncerter …

Greg Kihn Band – Break up song

Birk Storm – “I Don’t Care” – video

18. december 2008

Min musik-pusher hos det lille musikforlag VUF Records, Jonas, har sendt mig linket til Birk Storms nyeste og første video til sangen “I Don’t Care”, der vist udkommer – både på et album og som single – officielt til februar. Birk er en af de unge kunstnere, der med musikalsk tæft bevæger sig i grænseområdet mellem techno og regulær pop. Videoen er en low-budget, no-nonsense historie, der passer meget godt til sangteksten.
Birk Storm har gjort sig bemærket ved at deltage i DRs Karrierekanonen, hvor man blev en af de tre bedst placerede. Med den nye fængende sang skal han nok holde fast i sit publikum. Vi vender forhåbentlig tilbage til albummet, når det engang udkommer…

Freddy Breck er død, 66 år

18. december 2008

Den tyske sanger Freddy Breck er død, 66 år gammel, efter kort tids kræftsygdom.
Freddy var – for nu at slå det fast fra starten – ikke min kop te. Han slog for alvor igennem i starten af 1970’erne med signaturmelodien “Rote Rosen”; og i årene derefter var han en af de højt skattede tyske schlager-stjerner, der fornøjede mine forældre og deres vennekreds. For mig var hans musik bare en pestilens. Den var indbegrebet af tysk Unterhaltung, når den var værst. Manden havde bestemt en god stemme, men stilen og imaget var forloren folkelighed og behagesyge iført perletandssmil, ulastelig påklædning og lakeret hår… Efter min mening, selvfølgelig. Mange, mange andre elskede og elsker hans musik. Fred med det. Og hvil i fred, Freddy Breck.

Freddy Breck – Rote Rosen 1973

Jul med the Beach Boys

18. december 2008

Som skrevet før: Ingen jul uden The Beach Boys. Og der findes to udgivelser af interesse, når det drejer sig om Stranddrengene og julen. Den ene plade er Ultimate Christmas fra 1998. Pladen indeholder det oprindelige julealbum The Beach Boys’ Christmas Album plus bonusnumre. Dog ikke sangen “The Lord’s Prayer”. Det andet album er Christmas with The Beach Boys fra 2004. Den er stort set identisk med Ultimate Christmas. Men titlens er lidt misvisende, for  “The Lord’s Prayer” mangler. Og det samme gør “Cristmas is here again”. Men indtil pladeselskabet tager sig sammen og udgiver julepladen over dem alle, må vi nøjes med en af de to…

Genhør: Ringo Starr – I Wanna Be Santa Claus

17. december 2008

En virkelig sjældenhed og obskuritet fra Ringo er hans juleplade fra 1999, “I Wanna Be Santa Claus”. The Beatles havde for vane gennem mange år at sende musikalske julehilsner til deres fans – og vi var nogle, der ventede spændt på deres påfund hvert år – men Ringo er vist den eneste, der kunne finde på at udgive en hel plade med julerier. Måske siger det noget om Ringos afslappede forhold til det at lave musik!? Pladens line-up er stort set det samme som på Vertical Man, som jeg omtalte i går. Og Mark Hudson står for produktionen. Pudsigt nok fik pladen pæne anmeldelser. Måske på grund af en omsiggribende julestemning. Til gengæld solgte den elendigt. Og pladeselskabet – Mercury -var bestemt ikke i julehumør og fyrede kort tid efter Ringo. Som flere af Ringos plader er den lidt svær at få fat i, hvis man ikke i tide samlede den op fra tilbudskasserne. Ringo-plader genoptrykkes ikke automatisk. Men med lidt søgen second-hand kan man være heldig at finde dem til en overkommelig pris. (( Mærkeligt nok er netop denne juleplade blevet genudgivet under titlen 20th Century Masters: Ringo Starr The Best / Christmas Collection ))
“I Wanna Be Santa Claus” er – måske lidt overraskende – en særdeles vellykket og særdeles veloplagt Ringo-plade. Den swinger herligt og forfalder ikke til kvalmende julestemning. Den har en let tilbagelænet rockende lethed, som passer perfekt til den søde juletid. Jeg kan godt lide, at Rudolp the Red Nosed Raindeer, Winter Wonderland og andre klassiker bliver banket op i juletempo af Ringos solide trommespil og hans oplagte backing. Pladen er perfekt, hvis man vil have et middel mod julens mest kvalmende tendens… Hermed anbefalet. 

RINGO STARR AND FREDDIE MERCURY I WANNA BE SANTA CLAUS

Davey Graham – guitarist – er død, 68

17. december 2008

David (Davy, Davey..) Graham døde den 15. december. Enhver med interesse for engelsk tresser- folk vil kende hans navn, for hans guitarspil inspirerede alle de store guitarister fra perioden: John Renbourn, Bert Jansch, Paul Simon, Jimmy Page osv.
Hans instrumentalnummer “Anji” har været en fortsat udfordring for guitarister i øverummet. Uden hans udvikling af guitarspillet ville bands som Pentangle og Fairport Convention have lydt anderledes. Hvil i fred.

Davy Graham – Cry Me A River

Genhør: Ringo Starr – Vertical Man

16. december 2008

Ringos udspil “Vertical Man” kom i 1998 og fulgte den vellykkede “Time Takes Time” (1993) – og Beatles Anthology-udgivelserne, der havde skabt fornyet interesse for gruppen og dens medlemmer. Bag producerknapperne havde Ringo – hvilket man vel næppe kan fortænke ham i – Mark Hudson, der også havde ansvar for den foregående skive. Men også den gamle Beatles-teknikker Geoff Emerick og Dave Stewart havde en finger med i produktionen. Og vanen tro havde Ringo inviteret en masse venner med på den musikalske side. Ud over ex-Beatlerne Mccartney (med frue) og Harrison finder man Brian Wilson, Tom Petty, Steven Tyler (Aerosmith), Timothy B. Schmit (Eagles) og Joe Walsh (ligeledes Eagles). Plus et par stykker mere. I modsætning til “Time Takes Time” har Ringo selv – sammen med Hudson, Dean Graka og Steve Dudas – skrevet hovedparten af sangene. Og det er måske forklaringen på, at pladen ikke helt lever op til “Time Takes Time”. Ringo er ikke den store sangskriver – og det understreges måske af, at den mest iørefaldende sang på pladen er “Love Me Do” – Ringos loyale genindspilning af det gamle Beatles-nummer…
Hvad pladen mangler i kraft af især melodier har den til gengæld i tilbagelænet, slentrende charme. Det swinger lystigt, og man er ikke i tvivl om, at de medvirkende har hygget sig gevaldigt under indspilningen af skiven, der egner sig fint til opvasken eller kartoffelskrælningen. Måske har Ringo godt været klar over det. For på indersiden af coveret citeres han for følgende: “Livet er livet…Dette er kun en plade”.

King of Broken Heart
s

Pernille Rosenkrantz-Theill som symptom…

16. december 2008

…på partiernes demokratiske krise? I Jyllands-Posten kan man læse om den konflikt i Socialdemokratiet, som Pernille Rosenkrantz-Theill indmeldelse har åbenbaret eller tydeliggjort. Socialdemokrater i “baglandet” støtter op om Pernilles tanker om, at partiet bør vende tilbage til, hvad der kaldes “klassiske socialdemokratiske dyder”. Eller med Pernilles egne fremhævelser af partiprogrammets indhold: “frihed, lighed og fælleskab”. Men socialdemokraternes matriark, Helle Thorning-Schmidt, der først bød Pernille velkommen til en bredt parti, mener, at Pernille skal rette ind i forhold til partiledelsens linje.
Men er det parti-demokrati, at alle medlemmer vader frem i takt og synger den samme melodunt? Næ, med mindre man hedder Dansk Folkeparti og banker alle kritiske stemmer på plads eller ekskluderer dem. I et demokratisk parti må man lære at leve med meningernes brydning og kampen for den rette kurs. Pernille er et symptom på, at demokratiet endnu lever i Socialdemokratiet. Og vi må håbe, at “baglandet” sørger for, at Pernille fortsætter sin kamp for den fundamentale holdninger og deres dominans i partiet – uanset, hvad partiledelsen så mener. Eller ender det med, at partiet virkelig kommer til at være et Suicidaldemokrati, som At tænke sig morbidt kalder det gamle arbejderparti.

The Dø – fransk-finsk-rock-duo, der rykker

16. december 2008

Min gode ven Kim har sendt mig en håndfuld links vedrørende rock-duoen med det sære navn The Dø. Duoen består af den fransk-finske sangerinde Olivia Merilahti og komponisten Dan Levy, der især har lavet filmmusik (Empire of the Wolves, The Passenger og Camping Sauvage). Indtil videre har duoen kun udsendt et par singler – “On My Shoulders” (2007) og “At Last!” (2008) – men deres album “A Mouthful” udkommer i januar. Stilen kan være lidt svært at beskrive. Det er rock med et drys cineastisk, eksperimenterende, jazzy og symfonisk lyd. Og så er der Olivias fascinerende og forførende pigestemme på toppen af det hele. Som Kim rigtignok skriver, så er The Dø et frisk pust i musiklivet lige nu. I øvrigt har duoen for længst besøgt både Sjælland (Roskilde) og Jylland (Voxhall!). Mon ikke man skulle gå ind og opleve dem, når det kommer igen?!

Myspace – The Plugg

the do on my shoulders video official

“Arctic Amplification”

16. december 2008

I går var en af “nyheder”,at målinger havde vist, at den globale gennemsnitstemperatur var faldet lidt. Hvilket straks gav anledning til, at medierne satte spørgsmålstegn ved den globale “klimakrise”.

På DR2 havde man inviteret en Kloge-åge fra Roskilde Universitetscenter ind. Og han udbredte sig vidtløftigt om politikernes voksende interesse for klimaet ud fra religiøse, modernitetsteoretiske og andre spændende synsvinkler, samtidig med at han tørt konstaterede, at vi lægmænd ikke rigtig vidste noget om, hvordan det faktisk forholdt sig med det klima.
Det ville selvfølgelig også – den finansielle krise in mente – være belejliget, hvis vi bare kunne fortsætte med at brænde fossilt brændstof af og lade som om CO2-udledningen ikke havde en tøddel med klimaændringerne at gøre.
Hvad skal man egentlig tro?
TV-udsendelsen var en god illustration af, hvad man kunne kalde videnskabens autoritetstab. I det tyvende århundrede blev videnskaben – naturvidenskaben – først genstand for dyrkelse og beundring, og videnskabens mænd og kvinder var små halvguder. Siden er det gået den anden vej.

I den såkaldte modernitet har viden(skab) mistet sin aura og autoritet. Og viden er blot et udsagn – en mening – blandt andre.
Et klogt hoved skrev engang, at også viden er (en form for) tro. Forskellen på denne tro og fx den religiøse er, at viden bygger på en vis sum af empiriske data, observationer og målinger – plus noget teori. Hvorimod den religiøse tro netop ikke behøver beviser. Det er både dens styrke og dens svaghed.
Hvad skal vi så tro med hensyn til klimaet? Forskere i klimaforandring har netop opgjort resultater, der viser det fænomen, man kalder for “Arctic amplification“, indtræffer langt hurtigere end først antaget. Arctic amplification er det fænomen, der består i, at lufttemperaturen i de arktiske områder er højere end forventet på grund af det arktiske havs opvarmning som følge af smeltevand. Konsekvensen af dette fænomen formodes at være, at de arktiske områder snart vil være isfri i sommerperioderne – og vil få sværere og sværere ved at retablere den arktiske is…

Forskerne har hidtil formodet, at denne tilstand først ville indtræffe om 10-15 år. Klimaforandringer går altså langt hurtigere, end man havde regnet med. Og det alarmerende er, at ændringerne i de arktiske områder har en direkte effekt på klimaet i hele den nordlige halvkugle, der igen direkte har indflydelse på resten af kloden…
Men – kan vi nu være sikre? Hvad skal vi tro? – Eller måske skulle vi vende spørgsmålet lidt om: Har vi råd til at ignorere de skrøbelige videnskabelige tegn på en katastrofal global klimaforandring?