december 2008 arkiv

Roll Your Moneymaker

16. december 2008

Apropos power-pop, så er det værd at gøre opmærksom på udgivelsen “Roll Your Moneymaker”, der giver et indblik i nogle af forudsætningerne for genren, nemlig rock’n roll fra årene 1948-1958. Altså fra dengang, rock’n roll vist nok blev skabt af blues, hillbilly og andet godt fra folkedybet. Det er folk som Ike Turner, Howlin Wolf, Sharkey Jake, Lazy Lester, John J. Moses, Slim Harpo, Bo Diddley, Joe Tex og en række andre sorte kunstnere, der viser, hvad Elvis og de senere rockere hvilede på. Se hele perleraden her:

01: Ike Turner´s Kings Of Rhythm – You´ve Got To Lose
 02: Howlin´ Wolf – You Gonna Wreck My Life
 03: Etta James – W.O.M.A.N.
 04: Sharkey Jake – Roll Your Moneymaker
 05: Lazy Lester – Sugar Coated Love
 06: Rufus Thomas – Tiger Man
 07: John J. Moses – Night Out
 08: Andre Williams – I´m Going Down To Tijuana
 09: Ruth Brown – Please Don´t Freeze
 10: Bill Davis Trio – Bring The Money In
 11: Big Maybelle – Don´t Leave Poor Me
 12: Johnny “Guitar” Watson – Space Guitar
   
 13: Ike Turner – She Made My Blood Run Cold
 14: Slim Harpo – I Got Love If You Want It
 15: Otis Rush – Keep On Loving Me Baby
 16: Sister Rosetta Tharpe – Jericho
 17: Billy The Kid Emerson – If Lovin´ Is Believing
 18: Bo Diddley – Heart-O-Matic Love
 19: Ann Cole & The Suburbans – Got My Mojo Working
 20: Magic Sam – 21 Days In Jail
 21: Chuck Berry – Deep Feeling
 22: Jesse Stone – Crawfish
 23: Joe Tex – Pneumonia
 24: Junior Parker – Love Me Baby

Howlin’ Wolf – Shake It For Me

Billedet viser – apropos en film om aktiv dødshjælp

16. december 2008

Nej, jeg så ikke den meget omtalte canadiske tv-dokumentar om “aktiv dødshjælp”. Jeg valgte den fra. Udsendelsen har allerede givet anledning til megen debat, og DRs programproduktionsdirektør Mette Boch har valgt at trække sig ud af programetikudvalget i protest.

Jeg ville have gjort det samme. For er der ingen tvivl om, at DR har handlet uetisk ved at vise, hvordan man tager livet af et menneske. Debatten rejser spørgsmålet: Om der er noget som helst, der er “helligt” for de elektroniske medier? Er der emner, der er “ukrænkelige”? Udviklingen i tv-mediet synes at give et ret entydigt svar: Så længe noget kan vises, så viser vi det.

Tv-mediet er i moderniteten – hvor der ikke længere er en fælles etik – drevet af en journalistisk-teknologisk tvang. Det der kan vises, skal vises. Fordi det sælger; fordi det får seerne til at strømme til… Hvad enten det er folks seksualliv (jfv. reality-tv-genren), folks privatliv (jf. fedmeserierne), terroraktioner med død og lemlæstelse (eksemplerne er legio) eller nu – et menneskes aflivning. Tv-mediet er drevet frem af en illusion om, at mediet kan indfange “virkeligheden” bag billedet, “virkelighederne” bag billedet. Det er derfor, tv-speakerne altid advarer mod de “stærke” billeder, når man transmitterer fra det seneste bombede grønsagsmarked et sted i verden.

Men der er, som vi tidligere har noteret os, tale om iscenesættelser og dermed om fiktion. Og dermed sker der noget paradoksalt. Det, der skulle være virkeligt autentisk, bliver til underholdning og mister derved sin autenticitet. Vi befinder os i en medial hyperrealitet. Som Jean Baudrillard sikkert ville have sagt.
Næ, hvis vi for alvor skulle beskæftige os med alvorlige emner som fx aktiv dødshjælp, så tror jeg, det vil være nødvendigt at holde “virkeligheden” på stor afstand. Vi skulle ikke forsøge at vise noget i billeder, men i stedet tale og skrive om det…

Delaney, Bonnie og George Harrison

15. december 2008

I 1969 udsendte ægteparret Delaney og Bonnie Bramlett deres andet album – Accept No Substitute – som fik musikere og kritikere til at spidse ører. Bandet havde allerede fået et vist renommé på grund af sine live-optrædener, og musikken skilte sig ud ved at være en slags kollektive musikmanifestationer og ikke egentlig bandudspil. Delanye og Bonnie havde en masse “venner”, der deltog i koncerterne og på plade, fx Eric Clapton, brdr. Allman, Leon Russell, Dave Mason, Rita Coolidge, Bobby Witlock og den formidable saxofonist King Curtis. George Harrison fik mulighed for at høre sporene til “Accept No Substitute”, inden den blev udgivet, og tilbød straks ægteparret Bramlet en pladekontrakt hos Apple.
Det var også Harrison, der overtalte Eric Clapton til at tage med ægteparret og andre venner på en koncertturné i 1969; en turné, der blandt andet bragte dem til København. Eric Clapton blev – som Harrison – meget begejstret for den musik kollektivet lavede, og begge var med på den tredje plade, der kom fra foretagendet: On Tour with Eric Clapton (1969). Jeg kan huske, jeg læste en anmeldelse af koncerten i København dengang. Anmelderen var lidt forbeholden over for Harrisons tilbagetrukne rolle på scenen…

Delaney, Bonnie & Friends – Comin’ Home

Julen står for døren… Little Saint Nick – The Beach Boys

15. december 2008



Julen står for døren, hvad enten vi vil det eller ej, så det gælder om at få det bedste ud af den kendsgerning. Og for mig er julen ikke en rigtig jul uden et genhør med Beach Boys’ Christmas-sange – blandt andet Little Saint Nick (her fra Shindig! 1964)  og The Beatles gamle julehilsner, som jeg som hvalp sad og ventede på ved den lille radio med vægantennen….

Moving Pictures – Days of Innocence – australiensk power-pop

15. december 2008

Englænderne og amerikanerne er jo ikke ene om at levere power-pop. Andre lande kan også. Fx New Zealand og Australien.

Moving Pictures blev dannet i Sydney i slutningen af halvfjerdserne og var et stort navn down under i firserne. Deres debutalbum gjorde indtryk på capac dengang. Ikke kun på grund af musikken, men også i kraft et særdeles vellykket pladecover, der på fineste vis illustrerer debutpladens titel: Days of Innocence.

På pladen finder man sangen “What about me”, der blev bandets billet til de amerikanske lyttere og dermed til hitlisterne. Successen betød også, at de fik lov til at være med på soundtracket til dansefilmen Footlose med “Never”.

Mere blev det ikke til i det store udland, men Moving Picture fortsatte nogle år med mindre hits i hjemlandet. Ud over debutalbummet fik Moving Pictures indspillet endnu et album “Matinée” (1983) og livealbummet The Last Picture Show fra 1987. I 2000 kom en god opsamling: Days of Innocence – The Ultimate Collection.

I øvrigt har bandet fået en vis renæssance derude, fordi What About Me blev genindspillet af en australsk Australian Idol-deltager…
Moving Picture befinder sig i den blødere, mere poppede ende af power-pop-rock-spektret. Og de fortjener at blive husket for deres debutplade om uskyldens dage. Hittet “What about me”, der blev en af de hundrede største hits i USA dengang, er ikke – efter min mening – det bedste på pladen. “Burstin’ Loose” med fræsende saxofon og ditto guitar eller “Joni and The Romeo”, en klassisk powerpop-sang med fængende omkvæd er mere repræsentative for bandets kvaliteter. 

Moving Pictures – What About Me? (1982)

It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

15. december 2008

Kitty Wells – It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels

På NPR Musics side kan man læse om Emmylou Harris’ opfattelse af Kitty Wells’ skandalehit “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels”. En sang, der med et slag gav mange amerikanske efter-krigs-kvinder en stemme. En kvindefrigørelsesang før feminismen satte sig på kvindefrigørelsen…

Beatles-kataloget remasteret

14. december 2008

Det forlyder fra det store internet, at året 2009 vil bringe en komplet remasteret udgave af The Beatles’ album, inkl. de to Past Masters-album med sjældenheder. Pladerne blev udgivet remasteret i 1987 i en efter manges mening halvsløj bearbejdning. I følge Mojo-tidsskriftet, der har fået lov til at lytte med på de nye udgaver, så er der al mulig grund til at glæde sig.

The Beatles – I Am The Walrus

George Harrison – Brainwashed

14. december 2008

Det sidste studiealbum fra George Harrison fik titlen Brainwashed. Pladen udkom posthumt i 2002, et år efter Harrisons kræftdød, og er, paradoksalt måske, en af de allerbedste Harrison-plader. Selv om Harrison var dødsmærket, fortsatte haN Den sidste tid med at færdiggøre musikken til pladen med hjælp fra Jeff Lynne og så sønnen Dhani Harrison. Harrison nåede ikke helt at færdiggøre musikken, så Lynne og Dhani måtte lægge en sidste hånd på. Det er sket med største respekt for Harrisons særegne sang og stil. Og da pladen udkom fik Harrison for en gangs skyld store dele af kritikken med sig. Det skyldes ikke bare den overbærenhed, der ofte følger en kunstners dødsfald, men også, at det er en meget konsistent og homogent udspil med velturnerede sange i Harrisons kendte melodiøse stil. Som sædvanligt får Harrison hjælp af en række kendte venner. Det nye er, at Dhani også spiller med på guitar og synger backing. Kort tid senere havde han lejlighed til at være medarrangør og -virkende ved den store mindekoncert for faderen.
Hermed er cirklen sluttet. Alle Harrisons soloplader er blevet omtalt, og måske skulle vi genhøre nogle af de plader, han også medvirkede på?! Vi får se.

Between The Devil And The Deep Blue Sea

Mere Power-rock: Marshall Crenshaw….

14. december 2008

Når talen falder på power-pop-rock, så er det svært at komme uden om Marshall Crenshaw. Den nu 55-årige sanger, musiker og sangskriver brød igennem i 1981-82, hvor han sang “Someday, Someway” blev et hit for først Robert Gordon og dernæst Crenshaw selv. Hans debutalbum “Marshall Crenshaw”, der så dagens lys i ’82, står i dag som en klassiker og vidner om Crenshaws store sangskrivertalent og hans umiskendelige kærlighed til halvtredsernes og de tidlige tresseres pop- og rockmusik. Også den svære opfølger “Field Day”, hvor lyden er blevet en tand kraftigere, er en milepæl i genren. På samme plademærke udgav Crenshaw yderligere tre, fine albums i samme stil.
Ved siden af sit musikvirke har han også haft succes om filmskuespiller. Nogle af læserne har sikkert set ham som Buddy Holly i La Bamba eller i nostalgi-retro-filmen Peggy Sue got married, hvor han agerer forgrundsfigur i et high-school-band.
Crenshaw har aldrig været den storsælgende pop-rock-kunstner, men har fået en stor og trofast fanskare og er anerkendt af kritikken som en af de fineste sangskrivere i USA, hvilket bekræftes af, at rigtig mange kunstnere – fra Carrie Underwood over Bette Midler til Ronnie Spector – har fortolket hans sange.
Den seneste plade, han har udgivet, er vist “What’s in the Bag?” fra 2003. Og nævnes – og anbefales – skal også det fine opsamlingsalbum “This is Easy…The Best of Marshall Crenshaw”, som Rhino Records udgav i 2000.

Marshall Crenshaw – Whenever you’re on my mind

Mere genhør: The Searchers – powerpop anno 1979

13. december 2008

The Searchers havde en lang, glorværdig karriere bag sig som en af de store tressergrupper, da de i slutningen af halvfjerdserne fik en pladekontrakt med det uafhængige pladeselskab Sire Records, der på det tidspunkt satsede på nybølgemusik som fx Talking Heads og Ramones. Og det resulterede i to albums, der i dag står som perler i den genre, vi her har kaldt power-pop-rock: Det eponyme The Searchers fra 1979 og opfølgeren Play for Today (der i England hed Love’s Melodies). Pladerne har både de klassiske Searchers-karakteristika – ringlende guitarer og fornemt vokalarbejde – og den friske fremme-på-beatet nybølgelyd. Pladerne solgte ikke mange meter, selv om fansene var trofaste, og derfor droppede Sire kort efter gruppen. Synd og skam. For det er årgangs-power-pop, der ligger på de to plader. Bandet spiller sange af blandt andre Bob Dylan, Tom Petty og John Fogerty. Plus selvfølgelig deres egne sange.  De er i øvrigt blevet samlet på albummet The Sire Sessions: Rockfield Recordings 1979-1980, der ialt rummer 23 skæringer. Anbefales osv.

searchers – hearts in her eyes

Stephen Kings film-top-10

13. december 2008

Tiden er inde til listomani. Ethvert medie med respekt for sig selv opremser, hvad de mener har været de bedste plader, dvd’er, bøger osv. For tiden er jeg lidt immun over for disse lister, der ofte forekommer at være temmelig forudsigelige… Men der er  da inspirerende undtagelser. Fx er jeg faldet over horror-forfatteren Stephen Kinks personlige top 10 over seværdige film. Og jeg kan godt lide hans lidt selvudslettende kommentar til rollen som filmkritiker: “Jeg er ikke troværdig, når det drejer sig om film. Tak fx dette års Saw-film. Jeg sad der på mit favoritsæde – tredje række midtfor, så lærredet rejser sig tårnhøjt foran mig – og min forhjerne tænkte: åh, mand, det er der dette års største bunke cinematisk hundebræk. Men resten af hjernen tænkte Jeg er i bioooografen! ER DET STORT ELLER HVAD?”. Tal om falsk beskedenhed! For selvfølgelig er en dreven gyserforfatter en god filmkritiker. Han kender jo spillets regler. Og så følger ti skarpe, korte omtaler af filmene: 1. Dark Knight, 2. Slumdog Millionaire, 3.WALL-E, 4. Tropic Thunder, 5. Funny Games, 6. The Bank Job, 7. Lakeview Terrace,8. Ruins,  9. Redbelt, 10. Death Race.
Det er ikke udfolde analyser, King, byder på, men små skarpe definitioner, der får en til at ønske, at man havde filmene stående på dvd-hylden. Som når han fx omtaler Batman-filmen på den måde, at den “er for hætte-og-tights-filmen hvad Godfather II var for gangster-filmen: en genre-definerende begivenhed”. Så er det sagt!  Læs mere her.

Journalistisk “konsekvensrapportage” som skjult politisk budskab

13. december 2008

Jeg har skrevet det før, og gentager det gerne igen: Vi er inde i en kulturkamp, hvor de liberale-borgerlige magthavere og deres støtter i medierne bekæmper alt, hvad der kan forbindes med det symbolske “1968”, med de påstået venstredrejede halvfjerdsere, Socialdemokratiet, velfærdsstaten osv. Det foregår med mere eller mindre spidsfindig retorik, der har til hensigt at forandre den ideologiske dagsorden og opbygge en alternativ “korrekt” politisk tankegang.


En af højrefløjens mere drevne skribenter – og en af denne blogs yndlingsaversioner – er Kastholm i Berlingske Tidende, som jævnlig fører sig frem i sin klumme “Læst og påskrevet”. Således også i dag, hvor det ideologiske felttog retter sig mod journalisterne på DR og – TV2. Den aktuelle anledning er tva-avisernes behandling af et nyt lovforslag, der vil fjerne det særlige børnetilskud til kvinder, som er blevet mødre ved kunstig befrugtning.


Kastholms kritik mod journalisterne er snedig. Han griber ikke til den gamle, fortærskede Erhard Jakobsenske model, hvor journalisterne blot udstilles som en flok røde lejesvende, der sidder på DR, Politiken og Gyldendal og styrer det danske åndslivs politiske indhold. Næ, Kastholm, der jo selv tilhører standen, ved bedre. Han angriber selve den journalistiske metode, den såkaldte “konsekvensrapportage”. Denne rapportageform går i sin enkelhed ud på, at journalisterne forsøger at beskrive konsekvenserne af en beskemt begivenhed. Fx det omtalte lovforslag.


Først fremstiller Kastholm det nye lovforslag som en lillebitte justering i et kolossalt velfærdssystem (“en lillebitte beskæring af velfærdsstatens umådelige ydelser”). En justering, der burde erstattes af regulære nedskæringer, i følge Kastholm.


Dernæst fremstilles regeringen som ædle politikere, der blot vil borgerne deres eget bedste, nemlig “genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv”, som det så smukt hedder. Men den ædle politik hæmmes af de elektroniske medier og deres konsekvensrapportager. De to tv-kanaler skaber en storm i et glas vand, kan man forstå, ved at beskrive, hvilke konsekvenser det omtalte lovforslag får for de kvinder, der berøres af ændringen. Derved kommer den heroiske justering af velfærdsstatens “umådelige ydelser” til de “forkælede” danskere til at fremstå som regulær ondskab. Og det er jo ikke meningen.


Og så sætter Kastholm diskret trumf på: Og de elektroniske medier kommer derved til at tjene velfærdsstatsprojektet, der jo er “et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt”. Tableau. Ved af beskrive, hvorledes et lille lovforslag rammer enkelte mennesker som en objektiv vold, fx ved at lade udvalgte personer fortælle om følgerne af et sådant lovforslag, så bliver journalisterne automatisk “røde lejesvende”, selv om de ikke selv ved det…


Med Kastholms ordvalg, så er medierne ikke “hovedårsagen” til tingenes tilstand, men de er “medskyldige”. Konsekvensrapportagen er “det politiske budskab” og det lyder: “Hvor er I dog onde og uretfærdige, når I fjerner dette tilskud”.


Over for Kastholm snedige taktik må man blot spørge: Hvordan har Kastholm så tænkt sig, at journalistikken skulle omtale et sådant lovforslag? Det ligger i kortene, at de elektroniske medier burde beskrive fjernelse af det pågældende børnetilskud som et gode. Som en god handling, der kun har til hensigt, at gøre de ramte kvinder til “sunde og raske” borgere, der klarer sig selv – uden den onde stats subsidier. Det, Kastholm indirekte efterlyser, er i virkeligheden en kritikløs journalistik, der ikke fremstiller konflikter og modsætninger mellem borgerne og magthaverne. Lidt i stil med den form for journalistik, som man finder i diktatoriske stater som Nord-Korea eller Iran…

Men i et åbent samfund med demokratiske idealer bør journalistikken netop beskrive konsekvensen af magthavernes handlinger, selv om det ikke behager disse personer. Og en når en konsekvent beskrivelse fremstår som en kritik, så er det ikke, fordi journalisterne pr. definition handler som “røde lejesvende”, men fordi den beskrevne politiske handling faktisk har negative konsekvenser for nogle mennesker i dette land.


Kastholms indlæg er et skoleeksempel på, hvordan borgerlige skribenter forsøger at sætte en alternativ politisk korrekt dagsorden. I hvor høj grad det vil lykkes vil tiden vise…

Mere genhør: Ringo Starr – Time Takes Time

13. december 2008

Ringos “Time Takes Time” fra 1992 betragtes flere steder som en slags come-back-album. Hvilket det også er, for så vidt som forgængeren “Old Wave” udkom i 1983… Men der er også tale om et come-back i den forstand, at pladen rager op over nogle af de mere jævne ting, der har været undervejs.


Ringo har her allieret sig med et producer-es, der vil noget: Jeff Lynne, Phil Ramone, Peter Asher og – for at det ikke skal være løgn – Don Was. Mange kokke, uden at maden bliver ødelagt! Et andet klogt træk har været, at Ringo har fået nogle nye sangskrivere til at lave sange til pladen. Han er dog medkomponist på tre af dem. Dertil skal lægges, at Ringo har haft mange kendt musikalske venner med i studiet, fx Beach Boy-Brian Wilson, Harry Nilsson og Tom Petty. Og de øvrige musikere er en perlerække af højtskattede studiemusikere fra Los Angeles og andre steder.


Pladen blev af Rolling Stone udnævnt til det bedste Ringo-album siden hovedværket “Ringo” fra 1973. Og det er svært at være ret meget uenig i den dom. For der er ikke en eneste nitte på pladen. Pladen står som et konsistent hele af iørefaldende rock-sange, hvoraf flere er oplagte hits. Men sådan skulle det ikke være. Pladen solgte dårligt og fik hverken nævneværdige hitlisteplaceringer eller metalpriser. Den fine sang “Weight of The World” med en god tekst om tidens gang og erfaringens tyngde kunne lige kravle op i den engelske top 100. Og selv om Ringo promoverede pladen med en turné med sine All Starrs, så skete der ingenting. Måske havde Ringo været for længe væk fra mediernes søgelys…

Men i hvert fald fortjener den en renæssance, for det er et hovedværk i Ringos oevre. Jeg ved ikke om hensigten har været at fange lyden af de tidlige Beatles på pladen, men i så fald er det lykkedes ganske godt. Pladen har meget af den samme uforfalskede frished over sig som dengang, det hele startede.


PS. Man skal være heldig med at finde en kopi, for pladeselskabet har vist slettet den af sin liste. Så kig i genbrugskasserne…

Ringo Starr – Weight Of The World – Clip – 1992

Proforma-ansøgninger

12. december 2008

I denne blog har vi harcelleret over beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens klapjagt på de ledige (kaldet: “aktivering”). Herunder den absurde idé med, at de ledige skulle søge fire stillinger om ugen. Derfor var jeg en smule positivt overrasket, da jeg læste Kristeligt Dagblads overskrift: “Ledige slipper for at søge 4 job om ugen”. En lille forbedring, tænkte jeg. Og: Lidt har også ret. Men, nede i artiklen kunne man så konstatere, at Frederiksen på ingen måde har ændret holdning til de ledige – eller for den sags skyld – a-kasserne. Den eneste grund til, at Frederiksen vil slække på kravet om fire ansøgninger, er, at arbejdsgiverne ikke vil have alle de ansøgninger. Det kunne vi godt have fortalt ham, inden reglen blev indført!
Dernæst fremturer Frederiksen med sin mistænkeliggørelse af de ledige og de a-kasser, der varetager deres interesser. En del af de mange producerede ansøgninger er “proforma-ansøgninger”, altså ansøgninger, der er skrevet og fremsendt til arbejdsgiverne, selv om de ledige ikke ønsker disse jobs. Det er svært at forestille sig, at det skulle være anderledes. Selvfølgelig vil der være jobs, der er mere interessante end andre. Og de ledige vil sikkert komme til at søge jobs, der ikke siger dem noget som helst. Med fire ansøgninger om ugen. Under det hele ligger Frederiksens konstante fordom: De ledige er nogle dovne hunde, der ikke gider at arbejde. Og – i forlængelse heraf – ser Frederiksen a-kasserne som dovendidrikkernes vogtere. Derfor skal a-kasserne kontrollere ansøgninger, for at vurdere om de er “rigtige” ansøgninger eller blot “proforma-ansøgninger”. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget ekstra arbejde, det vil kræve, hvis a-kasserne skal tjekke hver eneste ansøgning fra hver eneste ledig! I forvejen har de mere end rigelig at se til med rådighedssamtaler osv.
Men arbejdsgiverne må ikke overbebyrdes med tilbud om ledig arbejdskraft!
I øvrigt må man vel sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der findes sådan noget som “proforma-ansøgninger”. En ansøgninger er vel en ansøgning, med mindre det udtrykkeligt står i ansøgningen, at den ikke skal tages for gode vare!? Hvis en standardiseret ansøgning rummer relevante oplysninger om beskæftigelse, uddannelse og så videre, kunne den vel godt danne grundlag for en samtale? Eller?
Situationen for de ledige ville være meget mere konstruktiv, hvis ikke vi havde en beskæftigelsesminister, der drev arbejdsmarkedspolitik ud fra dybt ideologiske fordomme om de ledige og a-kasserne. Jo før han bliver smidt ud på historiens affalddynge, jo bedre.

Connie Frances – 70 år

12. december 2008

Medens vi er ved halvtredsernes leading Ladies, så kommer vi ikke uden om at nævne at sangerinden Connie Francis fylder halvfjerds år i dag. Fra 1955 og godt og vel ti år frem var hun fast indslag på den amerikanske hitliste med den ene ørehænger efter den anden. Hendes store gennembrud kom med “Who’s Sorry Now”, der blev fulgt op af sange som “Lipstick on your Collar” (der – en passant – gav Dennis Potter en tv-serie-titel…) og “Stupid Cupid”. Stort  til  lykke til en god sangerinde.

Connie Francis – Who’s Sorry Now