1. december 2008 arkiv
The Honeybus Story
1. december 2008
Julen truer lige om hjørnet. Og fatter er blevet pålagt at skrive sin “ønskeliste” inden et par dage. Ellers vil Frøkenen surmule mere end normalt, og det ønsker vi ikke her op til den glædelige juletid. Heldigvis er der altid en cd eller dvd, man kan bruge, når det ikke kun skal være sokker og underbusker. På listen har jeg så anført The Honeybus Story – et album, der er blevet genudsendt i år, og som indeholder alle de væsentligste indspilninger med Honeybus.
Honeybus blev dannet i 1967 af Pete Dello (vok., g. og keyb.), Ray Cana (bas, v., keyb.), Colin Hare (g., vok.), Pete Kircher (t., vok.) og Jim Kelly (forsanger). Dello og Cane stod for sangskrivningen, og bandet blev hurtigt et af de bands, der blev sammenlignet med The Beatles (det var nærmest den højeste udmærkelse, man kunne få i de år…). Af en eller anden grund blev de aldrig rigtig store, til trods for gode sange og fornem fremførelse. Men med hittet “I can’t let Maggie go” sørgede de for ikke at gå i glemmebogen. Sangen blev spillet igen og igen hos Jørgen de Mylius og var et tilbagevendende lytterønske op gennem halvfjerdserne.
Det hjalp heller ikke på bandets succes, at den ene sangskriver – Dello – ikke ønskede at turnere i USA og i det hele taget ikke var meget for at optræde live. Og da han forlod gruppen, gik den langsom i opløsning. I årene efter havde Dello, Hare og Kelly hver især en vis succes som solokunstnere.
The Honeybus Story viser, at bandet var meget mere en Maggie. 23 velturnerede sange indeholder den.
Honeybus – cant let maggie go promo clip 60s
Luderin Darbone – cajun-fornyer – er død, 95
1. december 2008
Luderin Darbone voksede op i Texas, hvor han sugede til sig af de dominerende musikalske stilarter, blues, hillbilly og western swing. Han musikalske forældre havde givet ham en fiddle, da han blev tolv år, og et tilhørende brevkursus i, hvordan man spillede på et sådant instrument. I 1930 blev han venner med guitaristen Edsin Duhon, og sammen kom de til at udgøre rygraden i bandet Hackberry Ramblers. Bandet havde pæn succes, indtil rock’n roll’en slog igennem og gjorde det svært for bandet at holde fast i de unge. Men heldet var med dem, og i 1963 fik de mulighed for at indspille det banebrydende album Louisiana Cajun Music, der nød godt af den voksende interesse for folkemusik og stimulerede mange unge cajun-musikere til at genopdyrke deres forfædres musik. Det var længe, inden Chilli John kunne leve af at krydre danskernes gryder og cajun-musik i almindelighed var noget, man lagde ører til. Luderin Darbone holdt fast i cajun-musikken og så sendt som i 1993 udsendte han og Ramblers albummet Cajun Boogie, der fik fine anmeldelser over hele linjen. Hvil i fred – og laissez les bon temps rouler!
the hackberry ramblers/jole blon (1936)
Sommer – en serie slutter
1. december 2008
DRs sommerserie Sommer er allerede ude på DVD, kunne jeg konstatere i den lokale brugs. Og det er også den eneste serie, jeg i meget lang tid, har haft lejlighed til at følge til dørs. I marts skrev jeg en længere kommentar til serien og sluttede af med: “Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning.” Inden denne konklusion havde jeg dog luftet nogle forbehold over persontegningen i serien. Jeg syntes, at nogle af personerne – Anna, Lærke og lægesønnen Jacobs kone, Millle – var lidt for stereotype og uden dynamik. Men satte min lid til, at der ville blive løst op for personerne i de kommende afsnit. Og det holdt også stik. For dem alle tre gælder det, at de fik flere facetter og blev mere “levende”, efterhånden som historie skred frem. Dermed er ikke sagt, at serien er 100% vellykket. Jeg synes stadigvæk, at den vil for meget på for kort tid. Men det siger måske mere om mine forventninger til det flygtige tv-serie-medie end om serien.
Federico Fellini – La Strada
1. december 2008
Da jeg gik i gymnasiet blev min almindelige kærlighed til filmen forvandlet til en besættelse. Vi fik noget så usædvanligt som en lærerinde med bifag i filmkundskab. Det satte ekstra fut i interessen. En filmklub med ottemillimeterfremviser blev lavet på gymnasiet og en gang om ugen så vi store film fra filmhistorien til lyden af den snurrende grønne fremviser. En nation fødes, Truffaut og andre sager. Det blev suppleret med et medlemskab af Esbjerg Filmklub, der viste sjældne film i Esabio. Lige siden har jeg haft en svaghed for filmkunstens store mestre og store film. Og de senere år, hvor dvd’erne er kommet godt langt ned i pris, er jeg begyndt at opkøbe hovedværker.
I lørdags, hvor jeg alligevel havde besluttet mig for at købe Mamma Mia til Fruen, som ikke har snakket om andet op til udgivelsesdagen, faldt jeg over Federico Fellinis mesterværk La Strada (1954). Historien om den unge Gelsomina, der bliver solgt til den rå børste Zampanò, er en af den såkaldte neo-realismes hovedværker. Jeg glæder mig til at gense den.
La strada (F. Fellini)
Fabulous – et nostalgisk engelsk popmagasin
1. december 2008
Jeg har i flere omgang omtalt det engelske pop-blad Fabulous, der var en af mine indgange til pop- og rockmusikken. Men hidtil er det ikke lykkes mig at finde noget om det, endsige illustrationer. Men her er så omsider et cover fra marts 1965. Det har jeg nok besiddet engang…
PS. Mange af de gamle numre forhandles på nettet – fx ebay.co.uk – til skyhøje priser.
