3. december 2008 arkiv

Syrlige drops, rumstøv og flyvende tallerkner – del1

3. december 2008

Nej, overskriften har intet med DR2s UFO-tema at gøre, men er den fordanskede titel på en gammel, herlig compilation, som tidsskriftet MOJO udsendte i 2001. Undertitlen er Psychedelic Confectionary from the UK Underground 1965-1969.
Der er tale om et boksæt med fire cd’er – ialt 76 numre.
Jeg holder meget af den slags informative bolscheposer, der giver et tværsnit af fx en bestemt musikretning. Især hvis det ikke blot er en samling af alt det, man kender i forvejen.
I dette tilfælde er der både interessante bidrag fra kendte grupper og kunstnere og mere sjældne sager.
En af de ting, boksættet her vidner om, er den tydelige indflydelse den amerikanske “syrerock” – psychedelia – fik på engelske grupper. En lang række bands, der ellers ikke ligefrem forbindes med psykedelisk musik er repræsenteret.
Det gælder fx The Who med nummeret “Armenia city In The Sky”, der er indledningssporet på albummet The Who Sell Out. Nummeret er krediteret Pete Townshends ven fra art-school-dagene John ‘Speedy’ Keene. Et sjovt, atypisk Who-nummer med syret guitarlyd og buldrende trommer.
Også The Nice – forløberne for Emerson, Lake and Palmer – kastede sig ud i det psykedeliske med “Flower King of Flies” (fra The Thoughs Of Emerlist Davjack). At Donovan (Celeste) og Incredible String Band (Witches Hat) er med, er måske ikke overraskende. Derimod har jeg lidt svært ved at opfatte Procol Harums “Shine On Brightly” som psychedelia. The Kinks “See My Friends” er lidt lettere at acceptere under den paraply.
Barcley James Harvest, der havde deres storhedstid som symfonisk orienteret band i halvfjerdsene, var i deres spæde begyndelse forelsket i det ærke-psychedeliske instrument, melotronen. Og på pladen kan man høre deres sjældne anden singleudgivelse “Pools of Blue”, der har klare psychedeliske træk.
The Move og deres “I can hear the grass grow” er måske selvskreven – i hvert fald sådan tematisk. Derimod er det pudsigt at se The Pretty Things som syreband med nummeret “Talking about the good Times” med citar, melotron, klingende guitarer og sære harmonier. Også The Spencer Davies Group er repræsenteret med “Time Seller”, bandets første single, efter at Steve Winwood var stået af.
Også bluesbandet The Yardbirds er med (Happenings Ten Years Times Ago, der vist blev bandets svanesang),The Small Faces med “Green Cirles”, The Hollies med “King Midas in Reverse”, Eric Burdon & The Animals (Sky Pilots 1 & 2) og partyrockerne The Status Quo, der jo også havde Picture of Matchstickmen på samvittigheden, med single-B-siden “When My Mind is not Live”. Jo, der var blomster i håret, syre i blodet og flimrende farver på den indre skærm i de år…

THE MOVE – I Can Hear The Grass Grow

Sexarbejdernes fremtid og “eksperterne”

3. december 2008

I et nyhedsbrev fra DR Nyheder kan man læse, at “eksperter har store etiske og menneskelige bekymringer på vegne af de prostituerede” og derfor ikke kan blive enige om, hvorvidt de skal anbefale en kriminalisering af prostitution eller ej.
Men hvem er disse “eksperter”? Og hvem kan med rette kalde sig “eksperter” med hensyn til de prostitueredes arbejds- og levevilkår? Jeg vil vove den påstand, at de egentlige eksperter må være de prostituerede selv. Det er dem, der ved, hvad de taler om. Som fx Sus fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO), der på en nyligt afhold konference på Københavns Universitet argumenterede for, at en legalisering af prostitution var en forudsætning for forbedrede arbejdsforhold for udøverne.
En af de formodede “eksperter”, Majken Lundberg, “akademisk medarbejder i Kvinderådet” gav udtryk for, at prostitution ikke kunne anerkendes som et rigtigt arbejde, ikke kunne sidestilles med andre erhverv, fordi udøvelsen af prostitution indbar nogle negative sociale, psykiske og fysiske konsekvenser. Men holder det argument? Er det ikke sådan, at mange erhverv i dette land har negative fysiske, psykiske og sociale konsekvenser? Mig bekendt har der aldrig været så mange tilfælde af stressrelaterede sygdomme og andre arbejdsskader som i disse år. For første gang nogenside har vi flere arbejdende mennesker på sygedagpenge end på understøttelse. Arbejdende mennesker sælger hver dag deres kroppe og hjerner på arbejdsmarkedet – og det har konsekvenser af fysisk, psykisk og social karakter. Hvorfor skulle det være ret meget anderledes, blot fordi det handler om det seksuelle område? Er det et særligt “helligt” område?

Genhør: George Harrison – Living in the material World

3. december 2008

Ringo er ikke glemt, men biblioteket har leveret Harrison først. Living in the material World er fra 1973 og kom som opfølgeren til Harrisons stor- og hovedværk All Things Must Pass og det legendariske velgørenhedsprojekt Concert for Bangladesh. Sammen med de flere gange nævnte musikalske venner – Ringo, Keltner, Hopkins, Wright og Klaus Voorman – indspillede Harrison albummet i Apple Studierne.
Pladen indledes med et af Harrisons største hits “Give Me Love (Give Me Peace on Earth)”, der gjorde sig godt både på de amerikanske og engelske hitlister. Den har da også alle de kendetegn, der udmærker den gode Harrison-sang. En iørefaldende melodi, det markante guitarspil og en kærlig tekst…
Som titlen på albummet antyder, så er Harrison optaget af religiøse og eksistentielle problemer på pladen (sådan som han forblev med at være på de kommende plader), og det havde kritikken åbenbart lidt svært ved at goutere. Det var, som om pressen ikke rigtig kunne acceptere, at George Harrison var den eneste af Beatlerne, der holdt fast i den spiritualitet, de sammen søgte og fandt i tresserne… I hvert fald begyndte kritikken at vende sig mod Harrison fra og med denne plade. Selv om pladen er en kende mørkere og mere vemodig i sit anslag end All Things Must Pass, er det på ingen måde en negativ plade. Og musikalsk er den på højde med forgængeren. Det er en varieret plade, med både uptempo- og laidback-numre. Der er ingen nitter blandt sangene, der alle er af høj kvalitet, der tåler sammenligning med det bedste fra Harrisons sangskriverhånd. Pladen er genudgivet på en deluxe-cd-dvd-udgivelse, hvis nogen skulle have lyst. Anbefales.

Odetta er død, 77 år

3. december 2008

Ovre hos Modstrøm ser jeg, at Odetta er død. Hjertet ville ikke mere, og hun når ikke – som hun havde håbet – at synge ved Barack Obamas indsættelse som præsident. Det kunne man eller godt have undt hende, der er blevet kald Borgerretsbevægelsens Stemme.
Med sin dybe, smukke stemme og markante fortolkninger af blues,spirituals og andre sange op gennem 40’erne og 50’erne fik hun stor indflydelse på det, der skete i tresserne. Ikke mindst for folkkunstnere som Bob Dylan og Joan Baez.
Odetta var et barn af den store Depression i trediverne, og det prægede hende politisk og musikalsk. Hun forblev et aktivt element i kampen for de farvedes borgerlige rettigheder til sin død. Hvil i fred, Odetta.

odetta – Water Boy