6. december 2008 arkiv

Genhør: Ringo Starr – Ringo Rama

6. december 2008

Vi springer lidt i kronologien – frem til Ringos trettende soloudspil, Ringo Rama, fra 2003. På pladen har Ringo allieret sig med produceren Mark Hudson, der er kendt fra Hudson Brothers og sit samarbejde med blandt andre Aerosmith. Og det kan høres på lyden, der er uptempo-skarp og undertiden  metallisk rockende. Ringo får også, som han har for vane, hjælp af en række venner og kolleger. Denne gang er det Willie Nelson, den fine arrangør og musiker Van Dyke Parks, David Gilmour (ex-Pink Floyd, Shawn Colvin, Timothy B. Schmit (Eagles) og – ja, hvem ellers – Eric “Slowhand” Clapton. Pladens numre er alle skrevet af Ringo selv i samarbejde med Hudson og et par andre. Det gør, at pladen får et godt homogent præg. Det klæder Ringo voldsomt godt at få sin stemme placeret i en velproduceret, velarrangeret rockramme med smægtende korarbejde, lækre guitarsoli og andre delikatesser. Pladen er også præget af George Harrisons for tidlige død. I nummeret “Never Without You” viser Ringo sin veneration for den mistede ven og kollega, og lader selvfølgelig Eric Clapton tage sig af guitaren…
Ringo Rama fik fortjent fine anmeldelser med på vejen, men solgte ufortjent ikke overvældende. Men det skal selvfølgelig ikke hindre nogen i at lytte til den. Anbefales som en overraskende fin plade fra den gamle trommedasker…


Ringo Starr – Never Without You

The Pretty Things anno 1966

6. december 2008

I 1966 skød instruktøren Anthony West sammen med Caterian Arvat en 14 minutter lang film om og med beatmusikkens slemme, langhårede drenge – The Pretty Things. Nu er det omsider muligt at se det meste af filmen – i en god kvalitet – på nettet. Se klippene her (klip 2 finder du i bjælken til højre). Ren og uforfalsket nostalgi.

Pernille laver ravage…

6. december 2008

Pernille her, der og allevegne i går. Det er en god historie. Og Pernille stikker ikke op for gammelpolitisk bollemælk. Så længe der er en Pernille, er der håb for den hjemlige politik. Vi har brug for lidt Barack Obama-optimismen her i den borgerlige gråhed.
Heldigvis har den gamle ged Mogens Lykketoft åbnet døren for hende. Måske vejrer han politisk morgenluft? Og Enhedslistens folk – i Politiken omdøbt til Ensomhedslisten – ved man ikke rigtig, hvilken fod man skal stå på. Det er også svært at sige farvel til en stemmemagnet og feminint fyrtårn.
Capac følger Pernille nøje i den kommende tid. Og krydser fingre. Fald nu ikke til patten, Pernille.
Tak til random for henvisningen til det feminine fotografi.