7. december 2008 arkiv
Eric Carmen – og The Raspberries
7. december 2008
Sangeren Eric Carmen er vel en af dem, der er gået lidt i glemmebogen. Men engang i halvfjerdserne var han et stort navn. Ikke mindst i kraft af det ( i mine ører ret ulidelige ) hit “All By Myself“. Inden Carmen gik solo og hittede med omtalte sang, der var med på debut-solopladen, var han med i det ikke uefne, Beatles-influerede power-pop-rock-band The Raspberries, der i årene 1972-74 udsendte fire absolut lytteværdige albums. Et af dem havde et cover med smell-o-gram. Når man kradsede på coveret lugtede det stærkt af syntetisk hindbær-aroma. Jørgen (de) Mylius nævnte de flere gange i sine udsendelser.
Ud over Carmen bestod bandnet af Wally Bryson (senere med i Fotomaker), Dave Smalley og Jim Bonfanti.Her er en lidt bedaget, men alligevel fin optagelse, hvor de giver All The Way.
Ytringsfrihed og magt
7. december 2008I disse år er ytringsfriheden – en af demokratiets vigtigste grundpiller – under pres, ja, under angreb. Ikke alene fra religiøse mørkemænd, som i tilfældet med sagen om Kurt Westergaard og de famøse Mohammed-tegninger, men også fra magthavernes side. Ytringsfriheden – og dens mediale modstykke, pressefriheden – er garanten for at demokratiet kan fungere. Pressen er – når den fungerer bedst – demokratiets lille arrige vagthund, der bider og flår magthaverne i bukseben og skørter, når disse ser en interesse i at dølge og tilsløre magtmisbrug eller begrænse borgernes rettigheder.
I weekendens udgave af Information kan man læse om justitsminister Brian Mikkelsens og partiformand Pia Kjærsgaards alt andet end elegante forsøg på at lukke munden på en seriøs kritiker af Politiets Efterretningstjeneste, regeringens udlændingepolitik og den såkaldte “terrorlovgivning”, Hans Jørgen Bonnichsen. Bonnichsen har, som det vel er bekendt, en fortid som højtstående medarbejder for PET, og har siden fået en rolle som kommentator i forhold til den globale terrorisme, terrorlovgivningen og beslægtede emner. I den forbindelse har han – til Dansk Folkepartis og andre magthaveres fortrydelse – plæderet for en åben dialog med moderate muslimer og for, at vi behandler “vores muslimske landsmænd anstændigt”. Dertil kommer, at han har forholdt sig kritisk til den såkaldte “tunesersag”.
Der er ingen tvivl om, at en mand som Bonnichsen – med den erfaring, han har fra sit virke inden for PET – er en uvelkommen debattør for regeringen og dens parlamentariske grundlag, DF, når det drejer sig om politikken på udlændinge- og terrorområde. Ikke mindst, når hans udtalelser går regeringen imod. For er der noget, de aktuelle magthavere ikke bryder sig om, så er det at blive modsagt. Regeringen og dens støtter tåler ikke kritik. Tænk blot på, hvordan det gik Birthe Rønn, da hun luftede sine forbehold over for “tuneserloven”…
Brian Mikkelsen har reageret på Bonnichsens kritik ved – på nærmest injurierende og i hvert fald intimiderende vis – at antyde, at Bonnichsen er i konflikt med sin tavshedspligt. Og Pia Kjærsgaard har forsøgt at gøre manden umulig ved at beskrive ham som en emsig pensionist, der burde holde sig til modeltog i stedet for at blande sig i regeringens selvgode politik.
De to repræsentanter opfører sig grangiveligt, som om de var talsmænd for en (u)oplyst enevælde og ikke et parlamentarisk demokrati. I begge tilfælde er der tale om åbenlyse angreb på Bonnichsens ytringsfrihed. Forsøg på at lukke munden på en kritiker, der stiller regeringen og DF i et dårligt lys. Det er, som om de pågældende politikere, mener at være i deres gode ret til at diskvalificere enhver ytring, der går imod regeringen, som værende en ikke ikke-gyldig ytring. Og at ethvert middel helliger dette mål. Og den går ikke. I et demokrati.
Forsøget på at få en tidligere embedsmand, offentlig ansat, til at tie ved at insinuere pligtforsømmelighed – og derved bringe han i et potentielt dårligt lys i offentligheden – og ved at latterliggøre ham på en diskriminerende vis (skulle pensionister ikke have ret til at deltage i demokratiet?) siger en del om to politikere, hvis magtbrynde er steget dem til hovedet. Og det siger også noget om de dybe politiske problemer, de pågældende politikere har rodet sig ud i med en fejlslået udlændinge- og indvandrerpolitik, en uigennemtænkt terrorlovgivning og et katastrofalt, perspektivtløst engagement i to svagt begrundede krige.
Genhør: Ringo Starr – The Anthology…So Far
7. december 2008
Vi springer et par år tilbage til 2001, hvor Ringo udsender et tredobbelt live-album med sit All-Starr Band. Udgivelsen er en opsamling af live-indspilninger, som Ringo tidligere har udsendt i 1990 og 1993 – plus en del ikke hidtil udgivet musik. En slags greatest hits fra årene som bandleder for et hold udsøgte musikere. Ringo har selv givet udtryk for, at han længe har drømt om at lede sådan et band, og det for står man, når man ser listen over medvirkende kændisser: Randy Bachman, Gary Brooker, Jack Bruce, Tim Cappello, Eric Carmen, Felix Cavaliere, Clarence Clemons, Burton Cummings, Rick Danko, Dr. John, Dave Edmunds, John Entwistle, Mark Farner, Peter Frampton, Levon Helm, Jim Keltner, Simon Kirke, Nils Lofgren, Billy Preston, Mark Rivera, Todd Rundgren, Timothy B. Schmit, sønnike Zak Starkey og Joe Walsh. Pladen består af numre fra Ringos eget katalog (It Don’t Come Easy, Honey Don’t, You’re Sixteen m.fl.), Beatles-numre og numre fra de medvirkendes kataloger. Dermed bliver de tre plader også et tværsnit af meget af den fremmeste musik fra tresserne og halvfjedserne især.
Udgivelsen fik fine anmeldelser rundt omkring i medierne, men solgte – ikke overraskende – ikke noget særligt. Det er en skam, for det er et fint, varieret live-album med både stille ballader og rigtige rockere fremført i Ringos tilbagelænede, svingende stil. Anbefales. (Man kan være heldig at finde udgivelse i pladeforretningernes udsalgskasser til en slik…).
Ringo and his first All Starr Band (part 1)
“Das Kapital” – som film
7. december 2008
Det skulle være sikkert og vist, at den berømte russiske filminstruktør Sergej Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin m.fl.) og den irske forfatter James Joyce (Ulysses, Finnegans Wake m.m.) mødtes en novemberdag i 1929, hvor de blandt andet snakkede om filmatiseringen af Joyces “Ulysses” – og Karl Marx’ “Das Kapital”. Samtalerne fandt sted få dage efter det store børskrak, den Sorte Fredag.
Umiddelbart lyder det som et vidtløftigt projekt. Hvad skulle den joyceske roman og Marx’ økonomiske kritik have med hinanden at gøre? Jo, Joyces roman handlede blandt andet om et subjekt, der ikke er tekstens herre, men på det nærmeste flyder med teksten som en prop i Liffey floden og går i opløsning. Og Kapitalen kan læses som en fortælling omvarernes, pengenes og kapitalens odysse – og om bugøjsernes og proletarerne som marionetter i et økonomisk spil, de ikke er herre over. Eisenstein havde æstetiske forestillinger om et filmsprog, der brød med ikke bare den traditionelle linieære fortællestruktur, men også sin egen montage-teknik.
Nu – midt i den aktuelle, globale finansielle krise – tager tyskeren Alexander Kluge – som folk, der læste på universitetet i halvfjerdserne vil huske som medforfatter til bogen ‘Offentlighed og Erfaring’ – tråden op fra Eisensteins idéer og udsender tre DVD’er med titlen Nachrichten aus der ideologischen Antike, Marx – Eisenstein – Das Kapital, der gennem 55 kapitler forsøger at realisere nogle af Eisensteins tanker, heriblandt fremstillingen af dele af Kapitalen i en visuel og musikalsk form.
Bob Dylan – digte fra tresserne
7. december 2008
Ikke alene kommer gode, gamle Bob igen til landet næste år, men han har også udsendt et par håndfulde digte – 23 helt præcist – som han skrev engang tidligt i tresserne. Hollywood Foto-Rhetoric: The Lost Manuscript er titlen på udgivelsen, der ud over Dylan-digtene består af fotografier taget af Barry Feinstein. I følge New York Times anmeldelse består fotografierne af uglamourøse billeder af Hollywood fra dengang. Herunder fotos – ikke altid flatterende – af Hollywood-stjerner som Bette Davies, Jane Mansfield og Judy Garland. Dylans tekster er små poetiske stykker i stil med Beat-generations-digternes værker.
off an runnin
runner up
bound t go
bust the top
just t find out
what i’m missin.
from the outside
lookin in
every finger wiggles
the doorway wears long pants
an slouches
no rejection
all’s fair
in love and selection.
