9. december 2008 arkiv

Genhør: The Records – Power-Pop-Rock – 1979

9. december 2008

The Nerves, The Spongetones… og The Records.

På min støvede grammonpladehylde står The Records’ amerikanske debutalbum, der bare hedder The Records. Bandet blev dannet i 1977 af de tidligere Kursaal Flyers-medlemmer trommeslageren Will Birch og rytmeguitaristen John Wicks, der sammen kom til at udgøre sangskriveresset i Records. New-Wave-og Punk-Rock-vindene blæste hen over engelsk musikliv, og de to garvede gutter ville følge trop med power-pop-rock.

I 1978 fik de hjælp af Huw Gower på lead-guitar og Phil Brown på bas. Alle var de på det tidspunkt garvede musikere med baggrund i pubrock m.m., men ville det nye. Som andre nybølge-bands trak de på tresser-beaten, men også på amerikanske grupper som Raspberries og Big Star. Bandet var så heldigt, at det fik en pladekontrakt med det fremadstormende pladeselskab Virgin samme år. Og med deres debutsingle “Starry Eyes” sikrede de sig ikke blot et lille hit, men fik også lavet en power-pop-rock-klassiker, som Allmusic.com kalder for ‘den nærmest perfekte sang til at definere britisk power-pop i halvfjerdserne’. Store ord. Men ikke helt skudt ved siden af. I hvert fald en klassisk skæring, der holder helt i dag. Singlen blev fulgt op af debutalbummet “Shades in Bed”, der rummer endnu en klassisk skæring, “Teenrama”.

I USA, hvor bandet faktisk var et større navn end i England, udkom debutalbummet blot under bandets navn. Der er også forskel på de to pladers indhold, idet den engelske udgave har en særlig albumudgave af hittet “Starry Eyes”, medens den amerikanske har singleudgaven med. Pladen blev i øvrigt produceret af gruppen med hjælp fra Tim Friese-Greene, der har gjort sig bemærket som sangskriver og producer for Talk Talk, og producer-esset Robert John “Mutt” Lange, der har siddet bag knapperne hos store navne som Def Leppard, AC/DC, Foreigner, The Cars, Bryan Adams, Savoy Brown og The Corrs.

Efter den lovende start kom der allerede musikalske uoverensstemmelse i bandet og Gower gik sin vej. Han blev erstattet af Jude Cole, inden bandet indspillede toeren “Crashes” (1980). Af en eller anden grund havde bandet ikke held til at få hverken fans eller kritikere med sig på dette udspil. Og det samme gjorde sig gældende, da de udsende nr.3, “Music on Both Sides”. Derfor opløstes bandet kort tid efter, men er blevet gendannet i 1991.

The Records  har ikke fået genudsendt alle deres albums på cd, men de to debutalbum er udsendt på en samlet cd. De fortjener at blive hevet ud af glemmebogen (hvis de da har været der), for de spiller forfriskende, medrivende, melodiøs power-pop-rock, der hører med i genrens Premiere League. Flotte vokalarbejder med mindelser om tressernes vokalgrupper, syngende, metalliske guitarer og en solid rytmebund. Anbefales elskere af genren.


starry eyes by the records

Jim Morrison – 65 år

9. december 2008

I mandags På mandag ville Jim Morrison være fyldt 65 år, hvis ikke osv. Men, fordi han døde ung, vil han altid være ung i vores erindring og på vores nethinde. Som den musik, han lavede sammen med The Doors. Myter dør ikke.


Tuneserlovens umenneskelighed

9. december 2008

Den såkaldte “tuneserlov” blev til, fordi Dansk Folkeparti mente, at det var uacceptabelt, at den ikke-dømte, terrordrabs-mistænkte tunesiske mand boede i samme by som tegneren Kurt Westergaard, der måske-måske-ikke skulle ihjelslås…
For at tækkes sit parlamentariske grundlag (og sikkert også nogle andre højresnoede partimedlemmer i Venstre) hastede man så en lovstramning igennem for udlændinge på såkaldt “tålt ophold”. Lovændringen medførte, at folk på “tålt ophold” var tvunget til at overnatte i Sandholm-lejren og til at melde sig dagligt til myndighederne. En ting er, at de tålte måske alligevel mellem overnatningerne kunne nå at dreje halsen om på tegneren. Noget andet er, at denne stramning er umenneskelig. Det fastslår regeringens eget justitsministerium, der oplyser, at man ikke kan forhindre de tålte – fx den tunesiske mand – i at tage på weekendophold hos deres familie uden at komme i konflikt med menneskerettighederne. Den tunesiske mand vil herefter have lov til at opholde sig i nærheden af tegneren hver weekend.
Det siger sig selv, at justitsministeriets udmelding gør lovstramningen absurd. Meningsløs. Noget andet er, at denne situation er et symptom på, hvor umulig terrorlovgivningen er i både retsikkerhedsmæssig som praktisk forstand. Hvis tuneseren var blevet dømt ved en almindelig domstol, kunne man bure ham inde. Han ville få sin straf, og den potte villle være ude. Som det er nu, hvor tuneseren hverken kan udvises eller fængsles, er man nødt til at overvåge manden 24 timer i døgnet – hvilket nok er både praktisk og ressourcemæssigt umuligt – eller lovgivningsmæssigt at regulere mandens færden, som det er sket med tuneserloven. Men det kan man så ikke, uden at komme i konflikt med menneskerettighederne.
Politikerne må komme til besindelse og begynde at handle i overensstemmelse med almindeligt gældende retsikkerhedsprincipper. Lad domstolene afgøre, om de anklagede er skyldige eller ej i juridisk forstand. Lade være med at udvise folk til lande, der ikke kan garantere deres sikkerhed. I det hele taget behandle disse mennesker som alle andre borgere i dette land.

Computer-musen fylder 40 år – Til lykke!

9. december 2008

Ovenfor ses den første computermus, der blev lavet af den amr. ingeniør Bill English og straks resulterede i øgenavnet “computermus” på grund af den lange hale… Siden er “musen” blev mange menneskers daglige følgesvend – på godt og ondt (Av, min albue!).

Genhør: George Harrison – Extra Texture

9. december 2008

Sent i går kom turen til George Harrisons 1975-album Extra Texture (Read All About It). Pladen var den sidste, inden Harrison sprang ud som pladeselskabsejer med Dark Horse. Som sædvanligt omgærdes han af gamle og nye venner. Denne gang dog ikke Eric “Slowhand” Clapton! Blandt de nye er David Forster fra bandet Attitudes, som Harrison havde indlemmet i sit nye pladeselskab. Pladen indledes med nummeret “You”, som Harrison havde skrevet med henblik på Ronnie Spector, der dog aldrig fik indspillet det. Et rigtig iørefaldende Harrison-sang med hitpotentiale. “This Guitar (Can’t Keep  From Crying)” er endnu en meta-Harrison-sang, der alluderer til While My Guitar Gently Weeps uden på nogen måde at være en gentagelse. Værd af fremhæve er også Harrisons hyldest til Smokey Robinson i “Ooh Baby (You Know That I Love You)”, der nok er det mest atypiske Harrison-nummer på pladen,  hvor Harrison lægger sig op af Robinsons smægtende sangstil med held. Og så er der det spøjse nummer “His Name Is Legs (Ladies and Gentlemen)”, der afslutter pladen og har Bonzo-Dog-Doo-Dah-Bands Larry “Legs” Smith med på “sang”…
Harrison var vist ikke særlig tilfreds med pladen, der blev til som kontraktforpligtelse. Ikke desto mindre solgte den ganske godt og er siden blevet genudgivet i en remastered cd-udgave. Den er bestemt heller ikke noget dårlig Harrison-plade.
Jeg kunne ikke lige finde en video fra pladen, men faldt over denne herlige optagelse fra Rutland Weekend Television samme år. Rutland Weekend Television var et sketch-show, der blev lavet af Eric Idle og Neil Innes og affødte Beatles-parodien The Rutles.

George Harrison on Rutland Weekend Television 1975

The Spongetones – i The Beatles’ fodspor

9. december 2008

Lige siden som hvalp sad i en kælder ved Rundkørslen i Esbjerg (Esbjergensere ved, hvilken rundkørsel, jeg taler om…) og lyttede til fire, langhårede drenge kæmpe sig gennem “Kansas City” og et håndfuld andre tidlige Beatles-For-Sale-sange på akustiske guitarer og plastikdunke, har jeg haft et godt øje og øre for bands, der direkte eller indirekte lod sig inspirere af de fire fra Liverpool og    i det hele taget lyden af The British Invation. Ikke alt har været lige talentfuldt, men meget af det har. Fx The Spongetones fra Charlotte, North Carolina, som jeg ved en ren tilfældighed stødte på engang i firserne. Bandet, der bestod af Jamie Hoover på guitar og sang, Rob Thorne trommer, Pat Walthers guitar og sang og Steve Stoeckel (Höffnerbas og sang), blev dannet i 1978. Fra første stofe erkendte de deres gæld til Beatles og lyden fra den britiske beat. Og denne åbenlyse kærlighedserklæring er måske også en del af forklaringen på, at de ikke bare var epigoner, men tilførte musikken deres helt egen charme og energi. Lige som fx Badfinger.
Spongetones slog ikke internationalt igennem, da de dukkede op i starten af firserne. Forklaringen er sikkert, at det ikke rigtig var ‘musikalsk korrekt’  at spille glad Liverpool-pop-rock dengang. Men bandet fortsatte ufortrødent – og gør det  endnu – og de er blevet kendt for dels deres personlige tilgang til forbillederne, men også et yderst energisk-vitalt live-show.
Seks album er det blevet til indtil videre. Plus det løse. I 1982 kom debutpladen Beat Music. Den blev fulgt op af en EP – Torn Apart – med seks numre, hvor de blandt andet fik lidt hjælp af REM; og i 1987 udsendte de – på deres eget pladeselskab Triapore – Where-Ever Land, der er en del mere hårdslående og lettere psykedelisk end forgængerne. I 1991 kom Oh Yeah! – en smittende Beatles-inspireret sag. Og i 1995 udsendte til Textural Drone Thing, hvor Mersey-klangen var nedtonet til fordel for en mere uafhængig, enkel lyd. Endelig har de så sent som i 2000 – med fem års ventetid – udsendt Odd Fellows, der igen bevidner deres kærlighed til Beatles og the British Invasion, og hvorpå de  fortolker Mccartneys smukke “On The Wings Of A Nightingale”.

RETURN TO COMBOLAND – THE SPONGETONES – She Goes Out – 1983

Better Take It Easy – The Spongetones