10. december 2008 arkiv

Det store sorte hul

10. december 2008

Da jeg var dreng, syntes vi, at det var sjovt at sige sådan noget som: “Et hul er ingenting, med noget rundt om”. Det er det ingenting, der i en vis forstand gør det øvrige meningsfuldt. Kan man sige. Lige som nullet i talrækken gør de øvrige efterfølgende tal meningsfulde, hvis jeg ellers har forstået Bourbarki ret…
Disse tanker løb ind, da jeg læste om den seneste store astronomiske nyhed: At man efter 16 års intense studier har lokaliseret (hvis man ellers kan sige sådan) et kæmpemæssigt “sort hul” i midten af vores galakse, Mælkevejen. Forskerne har fulgt 28 stjernes bevægelse gennem årene, og derud fra har man konkluderet, at der må være tale om et stort sort hul. 27000 lysår fra vores planet. Man har længe haft en teori om, at galaksens centrale masse udgjordes af et sådant hul, men det har knebet med de empiriske beviser. Det er nemlig svært at se noget, herfra hvor vi står. Stjernestøv og andet spærrer for udsigten. Men noget kan vi dog registrere. Fx infrarødt lys. Nu mener man så, efter 16 års observation gennem de to største teleskoper, der findes, med sikkerhed at kunne sige: Der er et sort hul. Et stort sort hul i midten af vores univers. Til lykke.

Obskurt: Louis – “Hjerterne banker”

10. december 2008

Ud af coveret til Dr. Buzzard’s LP faldt en fleksidisc, som jeg havde glemt alt om, jeg havde. Titlen er Louis “Hjerterne banker”. Der er ikke angivet noget år, men på skiven står der “Tak til: The Redhouse=.Ivan Horn”. Og nedenunder: Dansk lyd og lys n(c)B Booking 0913806. Og der står også “leveret af DANSKSKÆRESTUDIE”. Ivan Horn kender man som en fortræffeligt guitarist, der blandt andet har spillet sammen med C. V. Jørgensen. Men søgninger på nettet har ikke givet nogen forklaring på, hvor pladen udkom, hvornår eller hvem, der i øvrigt medvirker. Hvem er sangerinden? (Mona Larsen?). Og hvem spiller så fornøjeligt klaver på skiven? Måske finder jeg svaret en dag…

Opdatering 30.9.2019: Hvis man venter længe nok, skal man nok få et svar. Henrik fortæller i en kommentar: “Flexi-disc’en udkom sammen med MM – Månedsblad for ROCK & JAZZ nr. 4 April/maj 1988.” Men hvem er/var Louis? Og var det Mona Larsen, der lagde stemme til? Der er altid arbejde at gøre for en rockarkæolog.

Dr. Buzzard’s Savannah Band – Calling All The Beatnicks!

10. december 2008


Og nu til noget helt andet, som man engang sagde i radioen. Ved siden af The Records, som jeg omtalte i går, stod Dr. Buzzard’s Savannah Band “Calling All The Beatnicks!” fra 1984. Jeg havde åbenbart ikke fået den stillet på plads i den (vist nok) alfabetiske orden. Men det farvestrålende cover fangede straks mit øje, og da jeg så genså titlen på deres julesang “Christmas in N.Y.”, ja, så måtte jeg jo genhøre skiven.
Dr. Buzzard’s band blev dannet i Bronx tilbage i 1974, hed oprindeligt Dr. Buzzard’s Original Savannah Band og var en del af den store disco-bølge, der rullede over den vestlige verden dengang. Men bandet skilte sig ud fra den store mainsteam-disco ved at blande dansante  disco-rytmer med stærk inspiration fra 30’ernes og 40’ernes dance-big-bands (fx Cab Calloway) og forsyne sangene med opfindsomme og sjove tekster.
Dr. Buzzard’s blev dannet af Stony Browder, Jr., broderen August Darnell , sangeren Cory Daye, Andy Hernandez og  Mickey Sevilla. Og de slog igennem allerede med deres eponyme debutalbum fra 1976, hvor især single “Cherchez la Femme” blev et stor hit på dansegulvene rundt omkring. Og bandet blev et af de orkestre, der ofte optrådte på in-stedet Studio 54 i N.Y.
Desværre kunne gruppen ikke følge op på den første succes, da de udgav de næste plader, Dr. Buzzard’s Original Savannah Band Meets King Penett (1978) og Dr. Buzzard’s Original Savannah Band Goes to Washington (1979). Bandet blev reorganiseret og droppede ordet “original” i navnet. I 1984 kom så “Calling All The Beatnicks!”. Og derefter var det slut.
Det kan være svært at forklare den manglende succes, men jeg tror, at de har været lidt for avancerede til at kunne gøre sig i disco-verdenen. Det gik bedre, da August Darnell og Andy Hernandez (kaldet Coati Mundi) senere dannede det vældigt populære foretagende Kid Creole and the Coconuts.
Dr. Buzzard’s Savannah Band fik dog en et solidt følge af kult-tilhængere, der gerne vil lytte til deres opfindsomme og meget originale albums, der efter min beskedne mening langt er at foretrække frem for Kid Creoles plader…
I 1996 udsendte  RCA opsamlingsalbummet The Very Best of Dr. Buzzard’s Original Savannah Band, som stadigvæk er i handlen.


Dr. Buzzard’s Original Savannah Band – Cherchez La Femme