11. december 2008 arkiv

Mere genhør: The Shoes – Power-Pop-Rock…

11. december 2008

The Shoes startede deres karriere helt tilbage i 1974, hvor brødrene John og Jeff Murphy sammen med vennerne Gary Klebe og Skip Meyer tog tråden op fra de tidlige Beatles og deres power-pop-rock-efterfølgere. Den første hjemmelavede (og sjældne) plade  – Un Dans Versalles – udkom i 300 eksemplarer og blev fulgt op af et album, der aldrig udkom (Bazooka, 1976), inden de for alvor debuterede med Black Vinyl Shoes på deres egen pladeselskab Black Vinyl Records. Tal om kreativitet og om at være fremme i skoene! Pladen vakte tilstrækkelig stor opmærksomhed til at en pladeselskabsmand fra Bomp! Records fik fat i den og indspillede en single – Tomorrow Night/Okay – med dem. Den affødte en pladekontrakt med det store Elektra Records, og så var de for alvor i gang. Herefter kom tre power-pop-rock-klassikere på stribe: Present Tense (79), Tongue Twister (81) og Boomerang (82).
Selv om The Shoes gjorde sig positivt bemærket med deres charmerende, iørefaldende, ukomplicerede og uskyldige power-rock-sange, så havde de svært ved at nå mainstream-segmentet i de år. Hitlistelytternes ører var rettet ind mod andre musikformer. Og i konsekvens af utilstrækkeligt salg, fyrede Elektra The Shoes, der så vendte tilbage til hjemmestudiet igen. For det var ikke et band, der gav op. I 1984 kom så Silouette, der kun blev udgivet i Europa, hvor publikum var dem venligere stemt. Fem år senere kom Propeller og året efter live-albummet Fret Buzz.
Der er også kommet et meget anbefalelsesværdigt Best of-album, Shoe’s Best, der giver et fint billede af gruppens udfoldelser som power-pop-rockere.

The Gonzo Tapes – Hunter S. Thompson

11. december 2008

Den afdøde New Journalism-forfatter, syrehoved og meget mere Hunter S. Thompson, der stod model til Doonesburys tegneseriefigur Duke har posthumt fået udgivet en fem-cd-boks med tanker og refleksioner, som blev indspillet i årene 1965-1975. Optagelserne har ikke tidligere været udgivet, men har ligget på bånd i kælderen i Thompsons hus i Woody Creek, Colorado. Boksættet rummer også en lille bog med sjældne fotos af hovedpersonen og illustrationer af ingen ringere end Ralph Steadman. En oplagt fødselsdagsgave for tilhængere af denne velskrivende galning…

Alkohol-genet

11. december 2008

Videnskaben giver anledning til mange smil og grin her i familien. Det gælder fx genetikken, der jo er en af de “store” videnskaber i vort århundrede med det store Genom-projekt – kortlægningen af de menneskelige gener – som hovedværket. Og det er utroligt, hvad man har fundet svar på. Man har fx fundet bøsse-genet. Meget omtalt. Og nu har man fundet en genetisk forskel mellem alkoholikere og andre, og det må selvfølgelig være alkoholiker-genet. Igen er det musene, der har vist vejen. Man har fundet ud af, at nogle mus foretrækker alkohol frem for vand – og at alkoholikermusenes unger også gør det. Ergo… Forskerne indrømmer dog, at der ikke er tale om ét enkelt gen, men en gruppe af gener, der spiller sammen på “en kompliceret vis” og i øvrigt kan påvirkes voldsomt og endda overdøves af ydre mijøfaktoere, fx bevidst kontrol og viljestyrke. Så måske er det ikke så enkelt endda…

Alcohol / Skin and Bones – The Kinks Rainbow Theatre London 1977

Det er snart jul… Shonen Knife “Space Christmas”

11. december 2008

Capac har nu sænket paraderne. Julen står for døren, og det holder ikke længere at gøre modstand eller lade, som om man kan undslippe det grønne træ med stjernen i toppen… Men heldigvis er der også en masse god julemusik, man kan bruge noget af den søde juletid på. Her er det japanske pigeband Shonen  Knife med deres charmerende power-pop-nummer “Space Christmas”.

Efter sigende skulle både Nirvana og Sonic Youth have været store fans af dette band. Og det kan man godt forstå. Shonen Knife henter tydeligvis inspiration hos The Ramones, tressergarage- og halvfjerdeserpunk-rock. Bandets seneste plade – Fun! Fun!, Fun! – udkom i 2007 og markerede deres 25 års jubilæum.

Jims far er død – George S. Morrison, 89

11. december 2008

Som omtalt ville Jim Morrison fra The Doors være blevet pensionist for nogle dage siden, hvis han ellers havde levet længe nok. Derfor er det lidt underligt at læse, at hans far døde for en lille månedstid siden i den fremskredne alder af 89 år. Jims rolle i ungdomskulturen og -oprøret i tresserne var uden tvivl også et faderoprør. George var højt dekoreret soldat fra den amerikanske krigsflåde og gjorde tjeneste i Vietnam. Efter sigende var familie Morrison præget af meget traditionelle og dybt konservative værdier. Noget Jim altså forsøgte at lægge afstand til…

The Doors – Unknown Soldier

Dennis Yost – The Classic IV – er død, 65

11. december 2008


Dennis Jost var forsanger i bandet Classics IV, der blev dannet i 1965. I starten var de “bare” et cover-band, men senere – i 1967 – da de fik kontrakt med Imperial Records blev deres musik mere original. I 1968 fik det et større hit med “Spooky”, et instrumentalnummer, som de havde omsat til et sangnummer. “Spooky” strøg til tops i USA og er det nummer, de fleste vil huske bandet for. Hittet blev fulgt op af endnu to topscorere, “Stormy” (1968) og “Traces” (1969). og et mindre hit, “Everday With You Girl”, der “kun” kom på top 20. Selv om bandet ikke siden fik hits af betydning, fortsatte det med at være aktivt helt frem til vort årti. Og hele tiden med Dennis Yost som forsanger. I 2006 kom Yost alvorligt til skade ved et fald, og dermed var det praktisk talt slut med Classics IV, der var centreret om Yosts stemme. Nu er manden død. Hvil i fred.

Classics IV – Traces