Det forlyder fra det store internet, at året 2009 vil bringe en komplet remasteret udgave af The Beatles’ album, inkl. de to Past Masters-album med sjældenheder. Pladerne blev udgivet remasteret i 1987 i en efter manges mening halvsløj bearbejdning. I følge Mojo-tidsskriftet, der har fået lov til at lytte med på de nye udgaver, så er der al mulig grund til at glæde sig.
The Beatles – I Am The Walrus
Det sidste studiealbum fra George Harrison fik titlen Brainwashed. Pladen udkom posthumt i 2002, et år efter Harrisons kræftdød, og er, paradoksalt måske, en af de allerbedste Harrison-plader. Selv om Harrison var dødsmærket, fortsatte haN Den sidste tid med at færdiggøre musikken til pladen med hjælp fra Jeff Lynne og så sønnen Dhani Harrison. Harrison nåede ikke helt at færdiggøre musikken, så Lynne og Dhani måtte lægge en sidste hånd på. Det er sket med største respekt for Harrisons særegne sang og stil. Og da pladen udkom fik Harrison for en gangs skyld store dele af kritikken med sig. Det skyldes ikke bare den overbærenhed, der ofte følger en kunstners dødsfald, men også, at det er en meget konsistent og homogent udspil med velturnerede sange i Harrisons kendte melodiøse stil. Som sædvanligt får Harrison hjælp af en række kendte venner. Det nye er, at Dhani også spiller med på guitar og synger backing. Kort tid senere havde han lejlighed til at være medarrangør og -virkende ved den store mindekoncert for faderen.
Hermed er cirklen sluttet. Alle Harrisons soloplader er blevet omtalt, og måske skulle vi genhøre nogle af de plader, han også medvirkede på?! Vi får se.
Between The Devil And The Deep Blue Sea
Når talen falder på power-pop-rock, så er det svært at komme uden om Marshall Crenshaw. Den nu 55-årige sanger, musiker og sangskriver brød igennem i 1981-82, hvor han sang “Someday, Someway” blev et hit for først Robert Gordon og dernæst Crenshaw selv. Hans debutalbum “Marshall Crenshaw”, der så dagens lys i ’82, står i dag som en klassiker og vidner om Crenshaws store sangskrivertalent og hans umiskendelige kærlighed til halvtredsernes og de tidlige tresseres pop- og rockmusik. Også den svære opfølger “Field Day”, hvor lyden er blevet en tand kraftigere, er en milepæl i genren. På samme plademærke udgav Crenshaw yderligere tre, fine albums i samme stil.
Ved siden af sit musikvirke har han også haft succes om filmskuespiller. Nogle af læserne har sikkert set ham som Buddy Holly i La Bamba eller i nostalgi-retro-filmen Peggy Sue got married, hvor han agerer forgrundsfigur i et high-school-band.
Crenshaw har aldrig været den storsælgende pop-rock-kunstner, men har fået en stor og trofast fanskare og er anerkendt af kritikken som en af de fineste sangskrivere i USA, hvilket bekræftes af, at rigtig mange kunstnere – fra Carrie Underwood over Bette Midler til Ronnie Spector – har fortolket hans sange.
Den seneste plade, han har udgivet, er vist “What’s in the Bag?” fra 2003. Og nævnes – og anbefales – skal også det fine opsamlingsalbum “This is Easy…The Best of Marshall Crenshaw”, som Rhino Records udgav i 2000.
Marshall Crenshaw – Whenever you’re on my mind
