17. december 2008 arkiv

Genhør: Ringo Starr – I Wanna Be Santa Claus

17. december 2008

En virkelig sjældenhed og obskuritet fra Ringo er hans juleplade fra 1999, “I Wanna Be Santa Claus”. The Beatles havde for vane gennem mange år at sende musikalske julehilsner til deres fans – og vi var nogle, der ventede spændt på deres påfund hvert år – men Ringo er vist den eneste, der kunne finde på at udgive en hel plade med julerier. Måske siger det noget om Ringos afslappede forhold til det at lave musik!? Pladens line-up er stort set det samme som på Vertical Man, som jeg omtalte i går. Og Mark Hudson står for produktionen. Pudsigt nok fik pladen pæne anmeldelser. Måske på grund af en omsiggribende julestemning. Til gengæld solgte den elendigt. Og pladeselskabet – Mercury -var bestemt ikke i julehumør og fyrede kort tid efter Ringo. Som flere af Ringos plader er den lidt svær at få fat i, hvis man ikke i tide samlede den op fra tilbudskasserne. Ringo-plader genoptrykkes ikke automatisk. Men med lidt søgen second-hand kan man være heldig at finde dem til en overkommelig pris. (( Mærkeligt nok er netop denne juleplade blevet genudgivet under titlen 20th Century Masters: Ringo Starr The Best / Christmas Collection ))
“I Wanna Be Santa Claus” er – måske lidt overraskende – en særdeles vellykket og særdeles veloplagt Ringo-plade. Den swinger herligt og forfalder ikke til kvalmende julestemning. Den har en let tilbagelænet rockende lethed, som passer perfekt til den søde juletid. Jeg kan godt lide, at Rudolp the Red Nosed Raindeer, Winter Wonderland og andre klassiker bliver banket op i juletempo af Ringos solide trommespil og hans oplagte backing. Pladen er perfekt, hvis man vil have et middel mod julens mest kvalmende tendens… Hermed anbefalet. 

RINGO STARR AND FREDDIE MERCURY I WANNA BE SANTA CLAUS

Davey Graham – guitarist – er død, 68

17. december 2008

David (Davy, Davey..) Graham døde den 15. december. Enhver med interesse for engelsk tresser- folk vil kende hans navn, for hans guitarspil inspirerede alle de store guitarister fra perioden: John Renbourn, Bert Jansch, Paul Simon, Jimmy Page osv.
Hans instrumentalnummer “Anji” har været en fortsat udfordring for guitarister i øverummet. Uden hans udvikling af guitarspillet ville bands som Pentangle og Fairport Convention have lydt anderledes. Hvil i fred.

Davy Graham – Cry Me A River