21. december 2008 arkiv

Young@Heart – en hyldest til livet og musikken

21. december 2008

Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid; og sandt at sige, så savner jeg det ikke. Der er “for langt mellem snapsene”. TV-mediets kvalitet er omvendt proportionalt med antallet af satellitkanaler og sendetimer. Fred med dem, der synes, at “Vild med Dans” og “X-Faktor” er en kulturel berigelse. Jeg vil helst være fri for at blive beriget på den måde…
Men der er da – heldigvis – undtagelser. I går kom jeg tilfældigvis – sådan er det som oftest – til at se en engelsk dokumentar om det amerikanske kor Young@Heart . Det specielle ved koret er, at aldersgennemsnittet er 80 år – og de synger sange af Talking Heads, The Clash, Coldplay og lignende. Selv om dokumentarfilmen ikke kunne lade være med at indlægge “smarte” videolignende “underholdnings”-indslag ind i filmen, så kunne det ikke skjules, at filmen først og fremmest var en hyldest til livet. Det liv, der ikke stopper den dag, man går på efterløn eller pension, men først når døden indtræder. Og dermed en diskret kritik af fx det indeklemte, småfedtede menneskesyn, der præger det danske arbejdsmarked, dansk politik og den danske offentlighed.
Det mest rørende ved filmen var næsten de gamles engagement, entusiasme og livsbekræftende humor. På trods af sygdom og aldersskavanker, så insisterede de på at være med og komme igen, hvis det var muligt. Som en af de medvirkende  gentog: “Vi har masser af liv!”.
Selvfølgelig kan man ikke altid løbe fra, at man er fyldt firs og kroppen ikke altid er helt så toptunet, som da man var fyrre. Men det ændrer ikke ved, at man stadigvæk kan deltage og bidrage med noget. Det viser filmen med stor tydelighed.

Young@Heart Chorus – I will survive

Young@Heart & David Byrne – One Fine Day

Genhør: Ringo Starr – “Ringo”

21. december 2008

Ringo Starrs trejde album, “Ringo”, der udkom i 1973 på Apple Records betragtes af mange som kronjuvelet i Ringos produktion. Og jeg har ikke i sinde at være kontrær og påstå noget andet. Det er et særdeles vellykket udspil fra den gamle trommebasker. Helt galt kan de jo heller ikke gå, når man har Lennon, Mccartney, Harrison og Randy Newman med som sangskrivere og medspillere. Og når man desuden har inviteret en mindre hær af musikere, der – ud over Beatlerne selv – tæller Marc Bolan, Nicky Hopkins, Harry Nilsson, Klaus Voormann, Billy Preston, The Band, David Bromberg, Martha Reeves, Mary Clayton, Tom Scott og et par stykker mere. Og for at det ikke skal løgn, har Ringo en heldig hånd med sangskrivningen på pladen. “Photograph”, som han har forfattet sammen med George Harrison, er for længst blevet en Ringo-klassiker. “Devil Woman” og især “Oh my my”, som Vini Poncia har hjulpet Ringo med holder vand 35 år efter de blev lagt ned i rillerne. Og Ringos helt egen “Step Lightly” er  en charmerende bagatel. Ellers huskes albummet nok især for den stærkt medrivende og sejt swingende udgave af Shermans og Shermans rock-klassiker “You’re Sixteen”.
For mig har John Lennons ironisk-kærlige hyldestsang til Ringo “I’m the Greatest” en  særlig plads. I sangen afsløres det, at Ringo var – ikke The Walrus – med Billy Shears (Sgt. Pepper-pladen). “When I was a little Boy/Way back home in Liverpool/My mama told me…I was great…”.
Longplaying-udgaven fra 1973 har også en helt særlig attraktion, idet Klaus Voorman – der jo også lavede omslaget til Beatles’ “Revolver” – har illustreret hver eneste sang med comic-agtige blyantstegninger i stor størrelse. En anden sjov ting er, at coverforsiden mimer Sgt.Pepper-albummets idé med afbildning af en lang række kendt personer. Her er det de medvirkende. Men man finder fx også “The Eggman” og nogle andre mytologiske skikkelser.

You’re Sixteen – Ringo Starr

Glædelig tuneserlov!

21. december 2008

Nu hvor julestemningen omsider skulle begynde at indfinde sig i casa, har et beskedent folketingsflertal – bestående af regeringspartiet og dets nærmeste parlamentariske grundlag – vedtaget den omstridte “tuneserlov” og dermed grundigt forpurret julestemningen i dens opløb. Det ville så være til at leve med. Værre er det, at de ja-stemmende politikere handler i strid med selve demokratiets fundamentale tredeling af magten i en dømmende – , lovgivende – og udøvende del. Denne tredeling er reelt blevet suspenderet af regeringen. Og det er intet mindre end horribelt, at Birthe Rønn Hornbech kan udtale følgende: “Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovstridige”. Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech åbenbart  har betalt for ministerposten med sit gode omdømme og sin sunde, liberale fornuft. Selvfølgelig kan en regering fremsætte grundlovsstridige forslag. Og man behøver ikke at være juridisk ekspert for at se, at tuneserloven karambolerer med den fundamentale, grundlovsikrede tredeling af magten. At Birthe Rønn forsøger at naturalisere regeringens adfærd skriger til himlen og understreger blot den underliggende logik: Intet over og intet under regeringen og dens politik.
Læs og de vilde analytikeres indlæg, som jeg kun kan bifalde.

Tilbagespoling: Tuneserlovens umenneskelighed Ytringsfrihed og magt