John Cale – Hallelujah
Hvad kan være mere passende som musikalsk slutkommentar til julens sidste dag end Leonard Cohens fortærskede Hallelujah? Og når så John Cale får lov til at fjerne ethvert tilløb til sentimentalitet med sin smukke, kølige version, så er der vel ikke meget at betænke sig på?!
Min første tanke var: Hvor er det dog ærgerligt! Kort tid efter at fået Det Danske Akademis store pris for sit særprægede kærlige forhold til vort Modersmål er F. P. Jac død. Selvfølgelig vidste man godt, at Flemming Palle Jacobsen havde brændt sit lys i begge ender og på midten, men alligevel. Dansk litteratur er ikke den samme uden en original som F. P. Jac.
stille og roligt sole sig i verden
Hvil i fred, Flemming Palle…
I går aftes udstrålede Danmarks Radio Laurence Kasdans film “The Big Chill” – “Gensyn med vennerne” på dansk – fra 1984. En film, der er gefundeness fressen for enhver med hang til tressernostalgi.
En gruppe af gamle venner mødes i de tidlige firsere. Anledningen er, at en af de gamle venner – Alex – har taget livet af sig selv. På symbolsk vis inkarnerede den afdøde Alex alle de drømme, der engang i tresserne, bandt de unge mennesker sammen. Og hans død symboliserer så også drømmenes fortabelse. Eller gør den?!
I hvert fald bliver begravelsen en anledning for de tilbageblevne til at finde svaret på, hvorfor Alex tog sig af dage – og derigennem også finde svaret på, hvordan det gik med alle de smukke drømme fra dengang. Jeg kan huske at Peter Wivel gennemheglede filmen dengang den udkom, fordi den tillod sig at positivere tressernes tabte drømme. På den led kom filmen på et upassende tidspunkt, hvor det borgerligt-liberale opgør med “68” og halvfjerdserne så småt var ved at tage form.
Men set herfra er filmen en fin beskrivelse af, hvordan det går, når man midt i al materialismen og karriereræset glemmer, hvad man kom fra, og hvem man var. Drømmene om et bedre og anderledes liv dør ikke, fordi de ikke bliver absolut realiseret, men de bliver en belastning, når de forsøgsvis fortrænges. I en vis forstand er filmens budskab: At man finder nøglen til de nutidige problemer, man har i sit liv, i fortiden. Man må forsone sig med den, man var, og man må ikke glemme sine drømme.
Filmen hovedpersoner spilles af en række fine skuespillere med Glenn Close, Kevin Kline, William Hurt og Jeff Goldblum i spidsen. Og soundtracket er den rene uforfalskede nostalgi med sange af Smokey Robinson, The Rascals, Procol Harum, Carole King m.fl.
Da The Go-Gos indtog poppens top i 1980’erne var forgrundsfiguren uden tvivl den små, iøjnespringende Belinda Carlisle. Men musikalsk set var den mest interessante figur – set fra mit sted – den mørke sangerinde, rytmeguitarist og sangskriverske Jane Wiedlin. Wiedlin var allerede et navn på den alternative nybølge-punk-scene i Los Angeles, da hun sammen med Calisle tog beslutning om at danne punk-bandet Go Gos i slutningen af halvfjerdserne. I 1984 takkede Wiedlin imidlertid af og satsede på en solokarriere, der foreløbigt er resulteret i fire velturnerede albums: “Jane Wiedlin” (1985), “Fur” (1988), “Tangled” (1990) og “Kissproof” (1990). Dertil skal lægges, at hun var med til at lave soundtracket til filmsuccessen “Pretty Woman”. I årene efter har hun været med til at gendanne Go-Gos, der også udsendte “God Bless The Go-Gos” i 2000. Og hun har haft en mindre karriere som skuespillerinde ved siden af.
Selv om Wiedlins soloplader markerede sig på den amerikanske top 100-liste, så fik de langtfra den opmærksomhed, som de fortjente. Hos amerikanske kritikere fik en dårligt omdømme på grund af sin meget pigede stemme. Det var uretfærdigt, for faktisk er hendes stemme meget charmerende og passer vældig godt til de fint snedkerede power-pop-sange, som Wiedlin har skrevet. Især de to første soloplader er skammeligt oversete power-pop-perler, der burde have rystet nogle flere klare hits af sig. Produktionen er tydeligt firseragtig med forkærlighed for “maskinparkens” muligheder for programmerede lyde. Men tidsånden kan ikke skjule, at Wiedlin har et stort talent for at skrive iørefaldende dansante pop-sange.
Wiedlin har også manifesteret sig som et socialt engageret menneske, der har været aktiv i kampen for dyrs rettigheder, brystkræft-kampagner og som fortaler for SM…
Så vidt vides har hun trukket sig lidt tilbage fra musikscenen og bor og lever et såkaldt “almindeligt ” liv i Los Angeles.
Jane Wiedlin – Rush Hour – fra albummet “Fur”
Regeringens flygtninge- og indvandrerpolitik hænger i laser. Stærkt presset af blandt andet Metoch-dommen har Dansk Folkeparti vist sin sande karakter som et halvhjertet EU-tilhænger-parti, der kun vil være med, så længe EU acceptere DFs ideer på flygtninge- og indvandrerområdet, og som et parti, der udviser foragt for såvel EU-retten som de danske domstole. Nu føjes endnu et slag til de tærsk, som partiet får i disse år. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har i fire tilfælde underkendt Integrationsministeriets og Flygtningenævnets afslag på asyl for tamilske flygtninge med henvisning til, at de udviste risikerer tortur eller “umenneskelig og nedværdigende behandling”. Dansk Folkepartis stemme, Peter Skaarup udtaler meget sigende, at “»Dansk Flygtningehjælp er med til at undergrave vore egne domstole. Når Flygtningenævnet er den øverste instans herhjemme, bør dens afgørelser tælle. Det medvirker til, at vi efterhånden ikke kan være herre i eget hus og selv bestemme, hvem vi må sende ud af landet«. Hvad Peter Skaarup ikke forstår er, at vi med vores årelange engagement i FN og EU har givet afkald på souverænitet på en række områder, herunder juridiske. Og når man siger A må man også sige B. Det ville klæde partiet, hvis det for alvor trådte i karakter og krævede en udmeldelse af EU og det internationale samfund i det hele taget…
Det er ikke så forfærdeligt længe siden, jeg skrev om Eartha Kitt. Nu er meldes hun død i en alder af 81. For mig var Earthe Kitt en af den fremtrædende sangerinder, der formåede at forene fornem sangfortolkning med en udpræget sans for elegance og en sensualitet, der lå langt fra de renskurede, mainstream-poppigers fremtoning. Hun beskrev sig selv som en “sexkilling” og legemliggjorde billedet som Catwoman i den legendariske tresser-tv-udgave af Batman.
Men Eartha var også en kvinde med sine egne meninger. Således blev hun persona non grata i USA, da hun i tresserne leverede en skarp kritik af amerikanernes krigførsel i Vietnam. Ved et selskab hos den daværende præsidentfrue Lady Bird Johnson skulle hun havde udtalt: “I sender dette lands bedste mænd af sted for at blev skudt og lemlæstet. Det er ikke underligt, at de ungerne gør oprør og ryger pot”!. Hun måtte forlade Staterne til fordel for Europa – men i årene efter gav udviklingen hende ret i kritikken. I 1974 vendte hun tilbage og optrådte med stor succes på Broadway. I hele seks årtier var Earthe Kitt aktiv som skuespiller og sanger. Underholdningsverdenen er blevet fattigere med hendes bortfald. Hvil i fred, Eatha.
