28. december 2008 arkiv

Evighedsstudenten – en uddøende race?

28. december 2008

Da jeg begyndte at læse på universitetet for mange, mange år siden, var “evighedstudenten” nærmest en idealfigur. Jeg kan huske, at jeg i det materiale, jeg fik udleveret i rus-tiden, så en statistik, der viste at gennemsnitsgennemførselstiden for flere fag var på 10 år og derover. På teologi var den 12 år. Gennemsnitstiden… Jeg kan også huske, at flere lektorer og førende forskere på det humanistiske område koketterede med, at de var “evighedsstudenter”. Underforstået: At det var ærefuldt at studere – og blive ved med det. Siden er der jo sket et og andet på det område. Og i dag ser politikerne hellere, at man bliver færdig med sit studium til tiden eller bedre endnu: Før tid. Man skal i hvert fald ikke spilde tiden med at studere for meget, endsige fordybe sig mere end absolut nødvendigt. Taksameteret klikker ubarmhjertigt af sted.
I dag kan man læse, at klapjagten på evighedsstudenten sættes ind på Københavns Universitet. Studerende, der har været inaktive de seneste to år (= ikke har gået til eksaminer). “Spøgelser”, kaldes de. Og til trods for stopprøver, adgangsbegrænsninger, SU-reguleringer og så videre, så er fænomenet ikke forsvundet. På KU har man fundet 2000 humaniora-studerende, der ikke har været aktive de sidste to år – og 6000 på “venteliste” (de har været inaktive i et år…). Af de 2000 begyndte 600 at studere før 1995. Nogle helt tilbage i halvfjerdserne… Mange af dem har et godt job, men har bare aldrig fået skrevet specialet færdig.
Evighedsstudenten er åbenbart en sejlivet race, der ikke sådan er til at udrydde. Og et eller andet sted, så synes jeg, at der er noget opmuntrende i det forhold…

Mere svensk halvfjerdsermusik: Träd, Gräs och Stenar

28. december 2008


På nogenlunde samme tid, som Samla Mammas Manna blev dannet, dannedes også prog-rock-bandet Träd, Gräs och Stenar, der blandede det progresivt-eksperimenterende med det politiske. Gruppen havde forudsætninger i andre bands som Pärson Sound og International Harvester. I den første udgave bestod gruppen af Bo Persson, Torbjorn Abelli, Arne Erichsson og Thomas Gartz. I 1970 udsendte de deres eponyme album, der blandt andet bød på en fortolkning af Dylans “All Along The Wachtower” og Stones “Satisfaction”. Gruppens storhedstid var 1970-72, hvor de nåede at indspille yderligere tre albums. To live-albums (Djungelns lag, 1971, og Mors Mors, 1972) og studiealbummet Rock för Kropp och Själ. Siden har bandet været gendannet flere gange og har senest i 2007 udsendt en live-DVD, “Från Moja till Minneapolis”.

 

Jerry Williams – Sveriges King of Rock’n Roll

28. december 2008


Jerry Williams er svenskernes svar på Elvis og Cliff. Den 66-årige rocksanger brød for alvor igennem i starten af tresserne, hvor han sammen med gruppen The Violents fik lov til at være opvarmning for selveste The Beatles på deres Sverige-turné i 1963. Selv har jeg oplevet ham en gang i 1977, hvor han var opvarmning til Chuck Berry i Vejlby-Riiskov-Hallen engang. Det lykkedes ikke rigtig for Williams at få tag i publikum, der vist ikke kendte ham – og bare ventede på hovedpersonen selv. Ethvert opvarmningsbands utaknemmelige lod. Men ellers var det et udmærket halvtredserrock-show. Jeg faldt over den charmerende video, da jeg ledte efter noget med Samla Mama Manna…

Her er Williams i en nyere version:

Jerry Williams- Did I tell you

Samla Mammas Manna – svensk progressiv rock fra halvfjerdserne

28. december 2008

I en svensk avis læser jeg, at musikeren Lars Holmer er død i en alder af 60 år efter nogen tids sygdom. Nyheden sendte mig straks tilbage til halvfjerdserne, hvor den svenske rockmusik blomstrede. Især den politisk orienterede rock, men også den progressive rock. Til sidstnævnte kategori hørte bandet Samla Mammas Manna. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard og andre DJs fra dengang ofte spillede ny svensk musik, blandt andet Samla Mammas Manna, der var uhørt eksperimenterende og innovative. Bandet blev dannet tilbage i 1969 af Hollmer, trommeslageren Hass Bruniusson, percussionisten Henrik Öberg og basisten Lars Krantz. året efter udsendte de deres første eponyme album på Silence Records. Et album, der for en stor dels vedkommende var instrumental og bød på improvisationer og musikalsk legestue. De efterfølgende albums – Måltid (1973) og Klossa Knapitatet (1974) – var inspireret af den fremadstormende jazz-rock-fusionsmusik og blandede den lystigt med elementer fra svensk folkemusik og Frank Zappa og Mothers of Invention.
Den første konstellation af Samla Mammas Manna varede til 1977, hvor bandet blev gendannet med nye medlemmer under navnet Zamla Mammaz Manna. I 1981 blev de så til Von Zamla og eksisterede til 1984. Endelig blev det gamle band gendannet i 1991 under det oprindelige spøjse navn. Hvil i fred, Lars Hollmer.

 

Verden i bedring? Brillen og den lille forskel

28. december 2008

Kan verden blive et bedre sted at være – for alle? Jovist kan den det. Men det går sørme langsomt. For langsomt.
Når jeg tænker tilbage til dengang, hvor jeg begyndte at opdage verden uden for min egen familiære horisont, så slår det mig, at al den ulighed, uretfærdighed, sult, krigsførelse osv., som vi også oplever i dag, altid har været der. Den såkaldt tredje og fjerde verden eksisterer stadigvæk. Der er stadigvæk sult, flygtningestrømme og borgerkrig på det afrikanske kontinent. Israelerne og deres arabiske modstandere slår stadigvæk hinanden ihjel for et godt ord. På den led er verden stadigvæk ung.
Men nu og da dukker der historier op, som fortæller om faktiske forbedringer og fremskridt. For nogen tid siden hørte jeg om en dansk øjenlæge, der en gang om året drog et par måneder til Asien for at operere mennesker med en bestemt øjenlidelse. En i og for sig enkelt operation, der gjorde en stor forskel for den enkelte. Forskellen mellem et aktivt liv og et liv, hvor man helt er overladt til andres nåde og forgodtbefindende. Det er ikke altid de store millionbeløb og de store forkromede ulandsprojekter, der gør den store forskel. I går faldt jeg over en parallel historie i The Guardian.
Den handler om fysikprofessor Josh Silver fra Oxford University. Silvers projekt går ud på at forbedre synet for milliarder af mennesker i verdens fattigste områder. Mange af de fattige har brug for synskorrigerende briller. Og briller er dyre. Det samme er optikere, der kan tilpasse brillernes glas til den enkelte. Dertil kommer, at der er langt mellem briller og optikere uden for den vestlige hemisfære. Derfor har Silver opfundet en billig  brille, der kan justeres af brugeren selv. Brillen er forsynet med plastikbrilleglas, der indeholder to små “sække”, der kan fyldes med væske gennem en lille pumpeanordning i brillestangen. Når brugeren har fundet en passende styrke ved at tilføre væske (rent vand), så lukkes tilføringshullet med en lille skrue. Efter sigende er processen så simpel, at der ikke er behov for ret megen oplæring.
Silver har allerede fordelt 30000 briller i forskellige lande, men det er Silvers plan at distribuere 100 millioner par briller om året i den nærmeste fremtid. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad sådan en plan kan have af effekter i en verden, hvor store dele af menneskeheden er analfabeter, og hvor synshandicap kan gøre en almindelig hverdag og overlevelsen til en stor udfordring. Tænk blot på, hvordan du selv ville have klaret din skolegang uden dine briller! 

Læs den opmuntrende historie her – og besøg professor Silvers hjemmeside her.