januar 2009 arkiv

Erindringsglimt: Manfred Gregor – Broen

31. januar 2009

I min skoletid var visse krigsromaner en del af efterkrigstiden opbyggelig pligtlæsning. Det gælder fx Knud Sønderbys “Den usynlige hær” om danske modstandsfolk (filmatiseret med Poul Richardt i en hovedrolle) og Manfred Gregors “Die Brücke” fra 1959 om nogle tyske drenge, der forsvarer en bro med deres liv i de sidste dage af krigen. Filmen blev filmatiseret  samme år, romanen udkom, af Bernhard Wicki og fik mange priser.
Når jeg kommer i tanke om sidstnævnte bog og film i dag, så er det, fordi filmen er blevet genindspillet i 2008 af instruktøren Wolfgang Panzer (!).

I følge Frankfurter Allgemeine Zeitung er den nye film aldeles mislykket. Skuespillet er dilettantisk, og instruktøren svigter filmens anti-militaristiske budskab ved at forsøge at gøre den mere moderne (fx ved at lægge lidt romantik mellem en lærerinde og en elev ind i den).

Wicki blotlagde med sin film nazismens morderiske vanvid og var medvirkende til, at tusindvis af tyske unge mænd i årene efter blev militærnægtere. Anmeldelsen får en til at tænke på, om Anden Verdenskrig, Besættelsen og Nazismen er kommet så langt på afstand, at læren fra dengang er ved at gå i glemmebogen!? En skræmmende tanke.


I hvert fald var jeg meget optaget af Manfred Gregors roman dengang. Filmen af Wickie så jeg også, men romanen overstrålede den så meget, at jeg både anskaffede mig Gyldendals Tranebogsudgave og en tysk ditto. Ikke nok med det. Jeg gennemheglede også Gregors andre bøger, “Dommen” (1960) og “Gaden” (1962). Jeg husker ikke bøgernes handling i detaljer længere, men stemningen fra romanerne hænger der stadigvæk. Måske det er på tide at genlæse dem?

Beatles på taget – for 40 år siden…

31. januar 2009


I går – den 30. januar – var det nøjagtig 40 – fyrre! – år siden, The Beatles afholdt deres absolut sidste koncert på taget af Apple-plademærkets hovedkvarter i Saville Row i London. Koncerten blev filmet og musikken optaget, inden politiet nåede at afbryde festlighederne. På filmen oplever man The Beatles spille sangene “Don’t let me down”, “I’ve got a Feeling”, “One after 909” og “I want you (She’s so heavy)”. Koncerten er aldrig blevet officielt udgivet som film eller musikcd, men bootleggerne har sørget for at Beatles-fans kunne genopleve den unikke koncert…

The Beatles Rooftop Concert 1/3

The Beatles Rooftop Concert 2/3

The Beatles Rooftop Concert 3/3

Musikalsk erindring: Kashmir og Jørgen Thomsen “Jodle-Knud”

31. januar 2009

På vej gennem byen i den orange hørte jeg et nummer med det populære danske band Kashmir, og det slog mig lige med ét, at jeg havde hørt et band ved samme navn for mange år siden. Nærmere bestemt omkring 1971, hvor en gruppe omkring en vis Jørgen Thomsen kaldte sig Kashmir og udgav et album på Sonet med titlen “Jodle-Knud”. Billedet ovenfor fandt jeg på qxl.dk, hvor et eksemplar er på auktion. Jeg kan ikke huske musikken, men pladen blev spillet en del på DRs beat-programmer. Heldigvis har biblioteket et gammelt eksemplar, som jeg straks har reserveret til aflytning. Associationen mellem de to Kashmir-navne (der findes i øvrigt også et ældre svensk band med samme navn…), fik mig til at ihukomme andre mere eller mindre “glemte ” danske bands. Furekåben og Hyldemor har jeg nævnt i forbifarten, men hvad med Feo? (esbjergensiske) Moses? Tears? Def Cisum? Rockarkæologien fortsætter…
Desværre kan jeg hverken byde på lyd eller video. Det var svært nok at finde ovenstående foto…
Opdatering: Jeg har researchet lidt på Kashmir og Jørgen Thomsen, og det viser sig, at der også blev udsendt et album med titlen Jørgen Thomsen og Kashmir. Jeg vender tilbage til den ved lejlighed.

PS. En sjov ting er, at Jørgen Thomsen og Kashmir spillede en vigtig rolle for Sebastians beslutning om at skrive og synge på dansk. Det kan man bl.a. læse i Torben Billes fine biografi “Når lyset bryder frem” (som jeg har udførligt omtalt andetsteds i bloggen).

Opdatering: Det viser sig, at de nævnte bands kan lånes via biblioteket på grammofonplade. Bortset fra Moses, der åbenbart ikke udlånes. De andre vender jeg tilbage til, når de er nået frem og blevet gennemlyttet…

Nyt fra Ramblin Jack Elliott: A Stranger Here

31. januar 2009

Den 77-årige amerikanske folk-musiker Ramblin’ Jack Elliott er nærmest, hvad man kalde en levende myte. Den selvlærte musiker fulgte en længere periode Woody Guthrie som en slags troldmandens lærling. Han lærte dennes sange og håndtering af guitaren. Efterfølgende blev han et forbillede for en ung student ved Minnesota University ved navn Robert Zimmerman, bedre kendt som Bob Dylan (se Chronicles,Vol.1, ss 250-252.). Til forskel fra Dylan er Elliott forblevet en loyal fortolker af andres sange og har bredt sig over country, bluegrass, folk og blues. Han har – i betragtning af, at han har været undervejs siden halvtredserne – ikke indspillet mange plader. Men i dette årtusind er kommet “I stand Alone” (2006) og til april kommer “A Stranger Here” på plademærket ANTI. Den nye plade er produceret af selveste Van Dyke Parks i samarbejd emed David Hidalgo fra Los Lobos.  Hør et par sange her, hvor pladen også omtales nærmere.

Ramblin’ Jack Elliott – San Francisco Bay Blues

Ingemar Johansson er død, 76 år

31. januar 2009

En af mine tidligste erindringer om sport knytter sig til kampen mellem den svenske sværvægtsbokser Ingemar Johansson og amerikaneren Floyd Patterson. En sagnsomspændende (hov, det var vist en neologisme, tak skaber…) kamp, hvor Johansson blev verdensmester og vandt et ry, der fulgte ham til hans død i nat på et plejehjem uden for Göteborg. Johansson var en helt blandt gadens drenge, selvom ingen af os havde hverken hørt eller set ham bokse. Men medierne havde allerede gjort deres arbejde dengang i de tidlige tressere… Hvil i fred.

Den elektriske camembert og andre space-rock-sange – Gong i erindring

30. januar 2009

Som bekendt er capac en stor ynder af den syrede, psychedeliske musik fra tresserne og halvfjerdserne. Og til en af de store oplevelser, jeg fik dengang, de hele begyndte, hører det sære band Gong.
Gong blev dannet i det herrens år 1967 af Soft Machine-medlemmet Daevid Allen og Gilli Smyth, en engelsk-født musiker og Sorbonne-professor (!). Ret hurtigt fik Gong en pladekontrakt i Frankrig med det uafhængige mærke BYG Actuel, der ellers satsede på free jazz. Kontrakten omfattede tidligste Gong-plader, “Magick Brother”, “Mystic Sister” og “Camenbert Electronique”. Kort tid efter gik de over til Virgin Records, hvor camemberten blev genudsendt.
Gong har huset en lang række fremtrædende musikere, blandt andet Steve Hillage, Mike Howliett, Bill Bruford, Chris Cutler og Pierre Moerlen.
I 1971 lykkedes det mig at få optaget et bånd med “Camembert Electronique”, som jeg fik et nært forhold til. Det kan være svært at beskrive Gongs musik. Men det er musik, der lægger vægt på det eksperimenterende og improvisatoriske. Det er rock, men der er også elementer af jazz og alle mulige andre stilarter og genrer. Gongs plader er komplekse, og man bliver ikke rigtig færdig med at lytte til dem. Hvis man ellers er til den slags syrede sager…
Gong eksisterer vist stadigvæk i en nyere konstellation. I hvert fald udsendte de så sent som i 2007 pladen “Mothergong o Amsterdam”. En god indgang til Gongs syrede space-rock-univers og det lige så mærkelige tekstunivers er de tre Radio Gnome Trilogier, der udkom i 1973-74, og bokssættet The World of David Allen and Gong fra 2003.

Gong Paris ’71 Part 1 of 2

Sommertid

30. januar 2009

Summertime,
And the livin’ is easy
Fish are jumpin’
And the cotton is high

Your daddy’s rich
And your mamma’s good lookin’
So hush little baby
Don’t you cry

One of these mornings
You’re going to rise up singing
Then you’ll spread your wings
And you’ll take to the sky

But till that morning
There’s a’nothing can harm you
With daddy and mamma standing by

Summertime,
And the livin’ is easy
Fish are jumpin’
And the cotton is high

Your daddy’s rich
And your mamma’s good lookin’
So hush little baby
Don’t you cry


Jo ældre jeg er blevet, desto større fortåelse har jeg fået for kvaliteten af de sange, som de ældre generationers sangskrivere har skabt. Fx George Gershwin. Her til morgen havde jeg sangen “Summertime” i hovedet. Måske fordi der var en vis mildhed i vejret. Et lille skjult løfte om, at sommeren er lige om hjørnet, lige om lidt.
Her er en meget fin optagelse fra Gröna Lund i 1969, hvor selveste Janis Joplin giver en meget blueset udgave af samme sang…

Devandra Banhart anbefaler…. grammofonplader

30. januar 2009

Sitet Insound har lavet en sympatisk underside med titlen Red Albummet! (www.savethealbum.com), hvor nogle kunstnere – blandt andet Colin Meloy – anbefaler nogle mere eller mindre kendte LP’er (grammofonplader!). Jeg kan godt lide, når nogen fortæller om de plader, de holder af. Det er ofte mere inspirerende end at læse blaserte journalisters anmeldelser i aviserne…

Her er neo-hippien Devandra Banhart med en masse spændende plader.

Colin Meloy i elevatoren…

30. januar 2009

Jeg har tidligere omtalt forsangeren i The Decemberists, Colin Meloy, der også har udgivet et par soloplader. Jeg kan mægtig godt hans sang og stemme. Her giver han et af mine favoritnumre fra Decemberists-albummet “Crane Wife” i en elevator…

Sangskriveren og musikeren John Martyn er død, 60 år

30. januar 2009

Manden med leen har travlt i musikbranchen. I dag meddeles det, at John Martyn er død, kun tres år gammel. Ganske vist lå det i kortene, at Martyns liv kunne blive kort og hektisk. En lang række uheld ramte ham, han var tidligere narkoman og alkoholiker. Og for nogle få år siden fik han amputeret sit højre ben under knæet på grund af sygdom. Som guitarist og sangskriver aftvang han sig stor respekt hos mange kolleger som Danny Thomson, Nick Drake og Eric Clapton.

Jeg kan huske, at hans plader altid blev omtalt positivt og med stor respekt af musiktidsskriftet MMs hærskare af musikelskende journalister. Hovedværker er fx “Solid Air” fra 1973 og det elektriske “One World” fra 1977. John Martyn var i øvrigt elev af Davy Graham, som døde i december måned. Nu er John fulgt i fodsporene på sin læremester. Hvil i fred.

John Martyn – Make No Mistake

Billy Powell – Lynyrd Skynyrd – er død, 56 år

29. januar 2009

Sydstatsrockerne Lynyrd Skynyrd er et af de tragiske kapitler i rockens historie. Bandet slog igennem med deres hårdkogte, blues-baserede rock  i de tidlige halvfjerdsere. Først i hjemegnene i sydstaterne og siden på verdensplan. I 1977 blev bandet ramt af en ulykke, idet medlemmerne Ronnie Van Zant, Steve Gaines, Cassie Gaines og road manageren Dean Kilpatrick blev dræbt ved en flyulykke, der reelt satte en stopper for bandet. Det blev dog gendannet et årti senere under ledelse af Ronnie Van Zants lillebroder, Johnny.


Som så mange andre bands fra de sene tressere og tidlige halvfjerdsere var Lynyrd Skynyrd inspireret af den Britiske Invasion. Især de engelske R&B- og blues-baserede bands som Rolling Stones, Yardbirds, Free osv. Det blev blandet godt op med sydstatsblues og elementer fra country and western.

Det var den kendte musiker Al Cooper (Blood, Sweat and Tears m.m.), der fik øje på Lynyrd Skynyrd og sørgede for, at bandet fik en pladekontrakt med MCA i 1972, og han producerede også deres første storsælgende (dobbelt platin) album (“Pronounced Leh-Nerd Skin-Nerd”), der udkom i 1973. Pladen, der indeholder hitsangen “Free Bird”, betragtes i dag som en af periodens hovedværker. Endnu større succes fik de med deres svære opfølger, Second Helping, fra 1974. På denne skive finder man Lynyrd Skynyrds kendteste sang, “Sweet Home Alabama”, der var en lokalpatriotisk, ramsaltet kommentar til Neil Youngs kritiske sange om syden: “Alabama” og “Southern Man”. Albummet kastede indtil flere platinplader af sig. Endnu tre succesfulde albums blev det til, inden flyulykken satte en stopper for gruppens første liv: I 1975 kom “Nutin’ Fancy”, i 1976 “Gimme Back My Bullets” og endelig kom “Street Survivors” i ulykkesåret 1977.
Anledningen til at opridse bandets historie er, at Lynyrd Skynyrds tangentspiller William Norris “Billy” Powell døde i går af et hjertetilfælde kun 56 år gammel. Han havde længe haft problemer med hjertet. Powell var med i bandet fra 1972; og inden han trådte ind som musiker, virkede han som roadie. Hvil i fred.


Lynyrd Skynyrd-Free Bird-BBC 1975


Lynyrd Skynyrd-Sweet Home Alabama-1975

Lloyd Cole in a Box… Cleaning out the Ashtrays

28. januar 2009

I firserne var Lloyd Cole and the Commotions ikke til at komme uden om. Lloyd Cole var en af den periodes bedste engelske sangskrivere. Og han er fortsat en fin sangskriver. I næste måned udsendes et boksæt (hvordan får man råd til alle de bokse?!) med sange fra perioden 1989 – 2006, dvs. soloperioden. Titlen er Cleaning out the Ashtrays, en ironisk sådan. Som konventionen foreskriver, så er der medtaget en del outtakes og lignende. B-sider og sjældenheder kan man lytte til på Lloyds egen hjemmeside – her
TILBAGESPOLING

Pete Seeger – Barack Obama – og musikken

28. januar 2009

Forleden kunne kunne man se den gamle kæmpe Pete Seeger spille sammen med blandt andet Bruce Springsteen ved Barack Obamas indsættelse. For mig var det et godt billede på det håb, som det andet Amerika har til Obama som præsident. Det håb, der skal være brændstof i hans kamp mod de noget uoverskuelige problemer, han og vi andre står over for…
Scenen fik mig til at tænke på en fin tributeplade, der er blevet lavet til ære for Pete Seeger: Where have all the Flowers gone. The Songs of Pete Seeger. Pladen, som jeg tidligere har lånt på biblioteket, rummer kongeniale fortolkninger af navne som Springsteen, Jackson Browne, Bonnie Raitt, Bruce Cockburn, Donovan med flere. Nu har jeg reserveret den igen.

Pete Seeger – What Did You Learn In School?

Erindring: UFO’erne kommer…

28. januar 2009

 

UFO i KIna 2006-08-17

Da jeg var dreng, synes jeg, at UFO’er var spændende. Jeg slugte med stor appetit artikler i Familie-Journalen og andre ugeblade, hvor man berettede om mystiske iagttagelser, gjort af jordboerne her og hisset. Og på det lokale bibliotek fordybede jeg mig i litteratur af Erich von Däniken.

Overbevist blev jeg dog aldrig om eksistensen af menneskelignende liv uden for vores lille blå planet. Og bedre blev det ikke, når jeg spurgte min fader, sømanden, der havde tilbragt år af sit liv på de store have som navigatør. Han svarede altid: Jeg har stået på broen den ene dag og nat efter den anden og kigget på den store himmel – og har aldrig set noget som helst.

Senere gik det op for mig, at det interessante spørgsmål måske slet ikke var, om der er noget derude, altså liv. Men hvorfor vi mennesker forestiller os det?

Apropos så har flyvevåbnet netop lagt sine UFO-arkiver på nettet. Her kan man læse, hvad danskerne mener at have set og oplevet.

Genhør: Thors Hammer (1971)

28. januar 2009

Gruppen Thors Hammer bestod af guitaristen og tangentspilleren Michael Bruun, saxofonisten Jesper Neehammer, tangentspilleren Henrik Langkilde, basisten Henrik Bødtker, trommeslageren Simon Koppel og sangeren Peter Nielsen. Et album var, hvad det blev til for gruppen. Udsendt på plademærket Metronome i 1971. Et lovende album, som man siger, når man kan høre det potentiale, der lå i gruppens udfoldelser. Stilen er jazz-influeret progressiv rock à la Maxwells, Blast Furnace, Burnin’ Red Ivanhoe og tilsvarende udenlandske bands. Jeg tror ikke, at pladen solgte mange meter, da den udkom, men jeg kan huske, at Thors Hammer ofte blev omtalt i DRs beat-programmer. Det er heller ikke musik, der lefter for hitlistepublikummet. Der er faktisk ingen melodier med hitpotentiale på pladen.  Der leges, improviseres og gives plads for solistiske udfoldelser. En fin plade, der blev genudsendt på cd på et koreansk (!) mærke Won Sin i serien 100 Collection Rock Rarities. Anbefales yndere af progressiv jazz-rock, som vor moder lavede den halvfjerdserne.