1. januar 2009 arkiv

Gert Petersen er død

1. januar 2009

Socialistisk Folkepartis gamle frontfigur Gert Verner Petersen er død. Han blev 81 år. Sammen med den navnkundige Aksel Larsen var han en af dem, der forlod Danmarks Kommunistiske Parti for at skabe et parti, der skulle bygge på tanken om “demokratisk socialisme”. Det skete i november 1958. Han var formand for partiet fra 1974 til 1991 og var uden tvivl med til at grundlægge den succes Socialistisk Folkeparti er blevet siden hen. Med sit alt andet end folketingsuniforme udseende – fipskæg, ternede skjorter og fløjlsbukser – var han for mig en politiker, der ikke faldt sammen med billedet af den desværre alt for almindelige medie-fidele levebrødspolitiker; Gert Petersen forstod at holde ild i sin politiske idealisme uden at være handlingslammet, når det kom til pragmatisk realpolitik. En politikertype, der bliver sjældnere og sjældnere i dagens Danmark. Desværre. Hvil i fred, Gert Petersen.

Genhør: Spanky & Our Gang

1. januar 2009

Spanky & Our Gang leverede en række solide hits til især den amerikanske hitliste i årene 1967 til 1969. Med sangen som “Sunday Will Never Be the Same,” “Lazy Day,” “Like to Get to Know You og “Give a Damn” beviste de, at ikke kun Mamas & Papas kunne det der med flotte vokaler og iørefaldende popsange. Spanky & Our Gang er da også på mange måder en light udgave af Mama & Papas. Når de ikke helt kunne gøre Mamas & Papas rangen stridig som den bedste vokalgruppe, hang det blandt andet sammen med, at Mamas & Papas selv kunne skrive sange – og måske også med, at denne gruppe havde et bedre image. Konstellationen af to mænd og to kvinder har altid gjort sig godt i medierne.
I hvert fald har det været Spanky & Our Gangs skæbne at stå lidt i skyggen af mødrene og fædrene. Men glemt er de ikke blevet. Sidste år blev der udsendt et bokssæt med alle de indspilninger, de fik lavet på deres plademærke Mercury. Her kan man dykke ned og opleve, hvor meget gruppen faktisk havde at byde på.
Forsangerinden i gruppen var Elaine McFarlane, der havde en fortid som blues- og jazz-sangerinde. Sammen med trombonespilleren og sangeren Malcolm  Hale dannede hun i 1963 den gruppe, der blev til Spanky & Our Gang. Omkring 1965, hvor folk-bølgen for alvor begyndte at rulle, fik Mercury Records øje på bandet og lavede en kontrakt med Spanky & Our Gang, fordi man også ville have et folk-orienteret navn i sin stald. Sammen med den kendte producer Jerry Ross fik de så indspillet en række sange, der – sikkert ikke tilfældigt – kunne minde en hel del om Mamas & Papas. Højpoleret, vellydende vokalgruppepop. Den første sang, bandet fik forærende, var faktisk en sang, som Mamas & Papas ikke var interesseret i: “Sunday Will Never Be The Same”. Men i Spany & Our Gangs version hittede den midt i The Summer of Love, 1967, med en niende plads på singlelisten. Hittet blev fulgt op af en række mindre hits og debutalbummet.
Gruppen nåede at indspille endnu to albums, inden forgrundsfiguren Malcolm Hale pludselig døde af lungebetændelse. Da McFarlane på samme tid var blevet gravid, valgte man at sætte et punktum for projektet.
Bandet er siden blevet gendannet (i 1975), og ironisk nok var McFarlane med, da Mamas & Papas blev gendannet i firserne – uden Mama Cash Elliott.

Spanky & Our Gang – Sunday mornin’

Taylor Swift – det nye års hitlistetopper

1. januar 2009

Her ved årsskiftet har den knap 20 årige Taylor Swift lagt sig på toppen af den amerikanske popalbumhitliste og har blandt andet fortrængt Beyonce… Det er tøsens andet album “Fearless”, der gør det. Stilen er den meget popficerede country, som amerikanerne elsker. Og Swift er også både køn og synger godt. Især kan jeg godt lide, at hun ikke lægger sig efter den der manierede sangstil, som mange yngre sangerinder dyrker, men synger ganske ligefremt og  uden de store dikkedarer. Forglemmelig pop er det, men ganske charmerende her på kanten af det nye år.

 

2009 – Velkommen!

1. januar 2009

Hunden er luftet i de mennesketomme gader, der er fyldt med spor fra nattens udskejelser. Himlen er høj. Og blandt de få skyer, ser man en smuk lyseblå himmel. Selv moder Sol viser sig fra sin bedste side. Det er frostkoldt, og luften gør godt i lungerne. Og kaffen smager, som den skal. Beach Boys får lov at starte året med Auld Long Syne – herhjemme kendt som Skul’ Gammel Venskab Ren Forgå…