2. januar 2009 arkiv

Apropos Dronningens nytårstale

2. januar 2009

Nej, dette indlæg skal slet ikke handle om Daisys nytårstale. Men traditionen tro overværede Fruen og jeg Dronningens tale til Folket. Ikke, fordi capac er royalist, for det er han ikke. Men sådan er traditionen her i casa, hvor Fruen godt kan lide det royale, og jeg går alligevel  til og fra køkkenet.
I gamle dage var denne tilbagevendende begivenhed ikke akkompagneret af – for ikke at sige: sovset ind i – journalistisk indledning og eftersnakkeri. Nu til dags kan Dronningens tale, der jo ellers udmærker sig ved at være velformuleret og klar, Ã¥benbart ikke stÃ¥ alene, men skal absolut give anledning til, at ikke bare Bo Reimer, men ogsÃ¥ to “eksperter”, skal kloge sig pÃ¥ hendes kongelige højheds bekostning. Med en attitude, der var Se & Hørs hofsnoge værdig, blev der tærsket langhalm pÃ¥ dronningens tale i form af “fortolkning” og “oversættelse”, sÃ¥ man skulle tro, at seeren havde behov for pædagogisk støttepædagogik for at fatte, hvad dronningen havde pÃ¥ hjerte…
For nylig sÃ¥ jeg et program i serien “Monopolets helte” om de gamle kendinge fra DR TV. Det var denne gang om Poul Jørgensen, som i mange Ã¥r stod for hæderlig og kompetent formidling af kongeligt stof. Og han kritiserede den nye tendens, fordi den gjorde selve indslaget til en biting. Og det er sÃ¥ sandt, som det er sagt. Den journalistiske indsovsnings analyseren og kommenteren berøver begivenheden dens betydning og gennemslagskraft. Det er journalistisk omklamring, der grænser til kvælning. Det er journalistisk over-kill. Og det er synd for Dronningen og for dem, der gerne vil høre og se det. Vi mÃ¥ hÃ¥be, at nogen sætter en stopper for den slags journalisme – ellers mÃ¥ vi jo boykotte den, hjemme i de smÃ¥ hjem…

Capac gÃ¥r i luften…pÃ¥ P1

2. januar 2009

Danmarks Radio har accepteret mine betingelser og det vil være muligt at høre capacs uforgribelige meninger om Gert Petersen, Taylor Swift og Gaza den 12. og 13. januar (og evt. genudsendelser senere). God fornøjelse.

OBS. Der er indløbet en ændring. Indslagene bliver sendt onsdag og torsdag den. 7. og 8. januar og genudsendes vist nok engang…

Opdatering: Capac er selvfølgelig ikke ene om at blive udstrålet radiofonisk. Der er også andre. Blandt andet vores kære medblogger Sifka og ditto Anna (Mesmerized.dk). Hvem, der ellers er med, vil nok snart blive afsløret i blogosfæren.

Genhør: The Blues Project

2. januar 2009

Forleden nævnte jeg i forbifarten (da jeg omtalte bandet American Flyer) The Blues Project, og her til morgen faldt jeg over en  enlig video med bandet pÃ¥ youtube. En af den slags “videoer”, der blot er en sang med billedillustration. Men musikken fejler ikke noget.
The Blues Project  fik en kort og hektisk levetid (1965-67), men satte sig mærkbare spor i musikken. Danny Kalb, Steve Katz, Tommy Flanders, Al Kooper og Roy Blumenfeld hang allesammen ud i Greenwich Village-omrÃ¥det, hvor de spillede blues og folk – og flere af dem havde tilknytning til pladeselskabet Elektra som sessionmusikere. PÃ¥ et tidspunkt tog pladeselskabet initiativ til en compilation-plade med titlen The Blues Project, hvor blandt andet Danny Kalb fik lov til at medvirke med et par numre. Denne begivenhed – og The Beatles’ indtog i USA med elektrisk musik – var inspirationen til bandet The Blues Project, der blev dannet i 1965.

I The Blues Project mødtes ikke kun bluesmusikken med rocken, men projektet var en smeltedigel for forskellige stilarter. Jazz, klassisk, psykedelia, pop, folk og meget mere blev puttet ned i den musikalske gryde. Denne eklektiske musiksmag var på en gang bandets styrke og dets svaghed. Ret hurtigt efter indspilningen af bandets eneste album, Projections, fra 1966 opstod der stridigheder om, hvilken retning musikken skulle tage.Og Al Kooper forlod bandet til fordel for Blood, Sweat and Tears.

Stilblandingen og retningsløsheden er nok ogsÃ¥ en væsentlig del af forklaringen pÃ¥, hvorfor bandet aldrig rigtig slog igennem kommercielt. Men bandet – i den oprindelige opstilling – efterlod sig omtalte studioalbum og et par fortrinlige live-albums – Live at The Cafe Au Go Go (1966) og Live at Town Hall (1967) – der dokumenterer spændvidden i bandets musik. Der er ogsÃ¥ kommet flere plader senere hen, men med en anden konstellation. Blandt andet blev gruppen gendannet for en kort bemærkning i starten af halvfjerdserne, hvor endnu tre albums blev indspillet.


The Blues Project er siden blevet kult. Det var et af de første bands, der udøvede den psykedeliske rock – og som Grateful Dead gjorde The Blues Project meget ud af at jamme pÃ¥ scenen.

Radiobloggen Рog s̴ capac

2. januar 2009

Capac har modtaget en invitation fra Danmarks Radio til at medvirke i et nyt tiltag kaldet Radiobloggen. PÃ¥ DRs hjemmeside præsenteres projektet sÃ¥dan: “

Radiobloggen er mindre afrundede brudstykker af nogle af de mange
weblogs på nettet, omsat til lyd og stemme. Det er udvalgte dele af
udvalgte blogs, produceret af helt private og almindelige mennesker
herhjemme og i udlandet.

Radiobloggen giver dig personlige og alternative stemmer til den øvrige
samfundsdebat. Små finurlige betragtninger på aktuelle begivenheder,
eller provokerende, bramfri udsagn, uden filter. Radiobloggen er et
frirum for skæve, politisk ukorrekte eller perspektiver på aktuelle
sager og verdens gang i det hele taget.

I smÃ¥ portioner, onsdage og torsdage pÃ¥ P1 kl 15.30.”

Om I fÃ¥r mulighed for at høre capac-indlæg omsat til lyd vil tiden vise, for jeg har tilladt mig at stille nogle betingelser. For det første vil jeg vide, hvilke indlæg, der bliver bragt, og hvornÃ¥r. For det andet – og det er det vigtigste – vil jeg have ret til pÃ¥ forhÃ¥nd at godkende de “uddrag” af indlæg, som evt. skal bringes. Hvis tilrettelæggerne kan accepterer disse krav, sÃ¥ gÃ¥r capac altsÃ¥ i luften pÃ¥ et tidspunkt.


Jeg hÃ¥ber ikke at I – kære læsere – synes det er for “skrappe” krav, men jeg ønsker at have hÃ¥nd i hanke med, hvad der sker med bloggen ude i den store medieverden.

J. D. Salinger fylder 90

2. januar 2009

PÃ¥ torsdag fylder forfatteren til “Catcher in the Rye” – “Griberen i rugen” og “Forbandet ungdom” pÃ¥ dansk – 90 Ã¥r. Men medierne mÃ¥ til deres store fortrydelse skrive om det, manden var for Ã¥rtier siden. For Salinger lever tilbagetrukket i Cornish, New Hampshire og lader sig hverken interviewe eller fotografere. Og hans naboer er tavse som graven.
Salinger har ikke udgivet noget siden midten af tresserne, hvor “Hapworth 16, 1924”, en novelle, udkom som samizdat. Nysgerrige sjæle undrer sig over, hvad han mon har fordrevet tiden med siden dengang? Skriver han stadig. Venter der et bjerg af litteratur pÃ¥ udgivelse posthumt – eller smider han det løbende i brændeovnen? Eller sidder han bare og triller tommelfingre og lever af de penge, som Catcher stadigvæk indtjener? Who knows! I hvert fald til lykke med dagen.