4. januar 2009 arkiv

David Bowie – Space Oddity

4. januar 2009


Jeg faldt over denne tidlige video til Bowies “Space Oddity”. Jeg har aldrig set den før, og den er fascinerende og præget af den periode i Bowies produktion.

Øje-for-øje-logik ved Søren Pind

4. januar 2009

Partiet Venstres enfant terrible Søren Pind forsvarer Israels igangværende militære operation i Gaza. Israel er i sin gode ret til at gå ind i Gaza, fordi Israel er blevet angrebet med raketter af Hamas (der er en “terrororganisation”, som har opsagt våbenhvilen og er gået til angreb), i følge Pind og Venstre. Men det  er en øje-for-øje-logik. Og så længe den hersker, vil intet forandre sig i forholdet mellem Israel og dets fjender. Derfor er det uheldigt, at danske politikere på den måde tager parti og bekræfter den dræbende logik. Jeg mener, at det er Verdenssamfundes opgave at sætte en stopper for konflikten, en gang for alle og snarest muligt.
Israel blev skabt i tiden efter Anden Verdenskrig, og man kan strides herfra og til tidernes afslutning om, hvorvidt det var en klog beslutning sådan at oprette en stat på den måde eller ej. Men sket er sket. Der sker også fejl i historien. Fejl vi må lære at leve med. Israel er en realitet. Det samme er palæstinensernes ønske om deres egen stat. Det er Verdenssamfundets opgave at få de stridende parter og deres respektive støtter til at sluge kameler og finde en varig løsning. Det sker ved forhandlingsbordet og ikke på slagmarken.

School of Rock

4. januar 2009

I går aftes genså jeg noget af Richard Linklaters film “School of Rock” fra 2003. Jeg har set den før, og synes ikke det er verdens bedste musikfilm. Ungerne spiller såmæn ok, sådan som børn nu gør, men hovedrolleindhaveren Dewey Finn (som Jack Black) er ulidelig som karikeret rock-nørd.
Der er dog to positive ting at sige om filmen. For det første er den – alt andet lige – en hyldest til rock’n roll. For det andet så leverer soundtracket et genhør med en række perler fra samme musikgenre. Fra The Who (Substitute) over The Doors (Touch Me), Cream (Sunshine of your Love), Led Zeppelin (Immigrant Song), T. Rex (Ballrooms of Mars), The Ramones (My Brain is hanging upside down) og til Modern Lovers med Roadrunner. Nej, for resten. Sidstnævnte er netop ikke med på det originale soundtrack, men dukker op i filmen. Og det fik mig til at tænke på, om der overhovedet er lavet en bedre udgave af dette nummer!? I hvert fald en perle. Og genhøret fik mig til at smede Modern Lovers debutalbum på grammofonen. Et mesterværk i naivistisk rock’n roll.

The Modern Lovers – Roadrunner