8. januar 2009 arkiv

Radiobloggen – som podcast

8. januar 2009

Så blev det muligt at downloade det første af radiobloggens udsendelser. Her. Det er sørme sjovt at høre sine indlæg – om det nye år og Gaza-konflikten – læst op af en behagelig kvindestemme… Tju-hej.

Svensk, når det er “brå”: The Amazing

8. januar 2009

The Amazing er et ret nyt svensk projekt, der består af medlemmer fra Dungen, Granada og The Guild. Jeg ved ikke, om de har udsendt noget på plade, men deres myspace-side giver et godt bud på, hvad deres musik handler om. Melodiske, tilbagelænede fortrinsvis akustisk prægede sange med et par legende guitarer i forgrunden. Bandet fremhæver selv følgende navne som inspirationer: Peter Green, Danny Kirwan, Edgar Broughton Band (!), The Cure, My Bloody Valentine, Simon & Garfunkel, Nick Cave, Birthday Party, Bert Jansch og et par stykker til. Og det siger måske lidt om spændvidden. I hvert fald har jeg tænkt mig at holde øre med dem…

Vår daglige Beatles

8. januar 2009

Det seneste, allerede meget omtalte, fildelingsproblem er NKRs program “Vår daglige Beatles“. Den norske kanal har indgået kostbare kontrakter med de tre rettighedsholdere Tono, Fono og IFPI, der varetager interesser for såvel norske som internationale pladeselskaber og kunstnerne i deres respektive stalde. Aftalen indebærer, at NKR har ret til at sende/podcaste shows med musik, så længe musikken ikke spiller mere en 70% eller 42 minutter pr. time. Med udsendelsesrække “Vår daglige Beatles” ville det betyde, at samtlige Beatles-sange kunne bringes og podcastes. Og lytterne på nettet ville snildt kunne klippe samtlige sange ud af programmerne og dermed komme i besiddelse af hele Beatles-værket. Alligevel har NKR stoppet udsendelsen, fordi man har overset, at man kun må podcaste progremmer, der har været sendt inden for de sidste fire uger. Og “Vår daglige Beatles” blev sendt i 2007. Straks har nogen så spurgt: Jamen, kan I ikke bare genudsende programmerne løbende? Men NKR har valgt at tage en snak med IPFI om problemerne…
Sagen er vel interessant, fordi den dels involverer The Beatles, der – om nogen – har været tunge at danse med, når det gælder moderne fildeling. Således er ITunes-projektet med hele Beatles-kataloget for gud ved hvilken gang strandet. Og for det andet viser sagen vel, hvor svært det er at undgå det uundgåelige: at al musik før eller siden bliver alment tilgængelig via internettet. Tror jeg.

Her er en Youtube-video med Beatles.

Op mod 200.000 ledige

8. januar 2009

Hvis vi skruer tiden lidt tilbage. Sådan cirka et års tid. Så vil man måske kunne huske, at visse “fremtrædende” borgerlige økonomer mente, at det ville “være godt for økonomien”, hvis arbejdsløsheden steg. Det var noget med “overophedning” osv. Nu må de samme økonomer så klappe i deres små hænder. For prognoserne for den kommende tid siger, at ledigheden vil stige til 150000 og måske 200000. Så nu beder de borgerlige økonomer (ikke nødvendigvis de samme…) om “økonomisk stimulans” fra SAMFUNDETs side. Det vil sige: skatteborgernes. Det offentlige forbrug skal øges. Skatterne skal lettes, så vi (skattebetalerne) kan forbruge mere. Bankernes udlån skal “optøs” (med varme skattepenge). Keine Hexerei, nur Politische Ökonomie.

PS. Det er vel nok godt, at de ikke fik reformeret dagpengeområdet…

Cover-projekter

8. januar 2009


Medens vi herhjemme venter på, at regeringen tager sig sammen og realiserer “verdens bedste uddannelsessystem” i stedet for at lade stå til og lade forfaldet råde indvendigt og udvendigt, så er det gået op for amerikanerne – nogle af dem  i det mindste – at alt for mange får lidt lidt uddannelse og for dårlig uddannelse, og at det er et problem for hele Amerika. Derfor har man startet projektet Teach for America. Læs mere om det her. I forbindelse med projektet er der udgivet et mp3-album med lutter covernumre, hvor en række mere kendte (Neko Case, Okkervil River fx) og mindre kendte musikere (Ana Egge, Carey Ott fx) fortolker velkendte sange af Joni Mitchell, Paul & Linda Mccartney, The Band, Beatles, Neil Young, Dylan osv. På denne side kan man høre smagsprøver fra pladen, og jeg synes det lyder vældig spændende. Albummet kan købes via amazon.com. Og så støtter man altså et flot projekt…

Også indie-favoritterne i The Postmarks har kastet sig over et cover-projekt med deres seneste album By The Numbers, der udkom i november.
Her går det ud over Pointer Sisters (Pinball Number Count), Jesus and Mary Chain (Nine Million Rainy Days), Ramones (7-11), Antonio Carlos Jobim (One Note Samba!), Blondie (11:59) m.fl.

Opdatering: Af en eller anden grund  kan man ikke købe denne udgivelse i Europa via hverken den amerikanske eller engelske amazon. Øv.