10. januar 2009 arkiv

Genhør med The Maxwells (1969)

10. januar 2009

Til sommer er det fyrre år siden The Maxwells udgav deres første og eneste album “Maxwell Street”. Som jeg husker det vakte pladen stor opmærksomhed blandt dem, der lyttede til progressiv beatmusik. Og i Danmarks Radio blev den ofte spillet i den programmer, der beskæftigede sig med den slags. Der var ingen tvivl om, at bandet var et af de fremmeste blandt danske progressive grupper.

Dette indtryk bekræfte, når man læser vore blog-kommentator Bent Hesselmanns udførlige noter til den genudgivelse, som pladeselskabet Longhair står for. Her får vi et billede af et lovende band med stort potentiale, som desværre ikke helt blev indfriet. Men et flot album plus det løse blev det dog til.

Hesselmann fortæller historien om en flok kammerater – Lasse Lunderskov (g.), Jørgen Werner (el-bas), Børge Mortensen (trommer), Even Mørk Pedersen (rytmeg.) og Lars Bisgaard (sang) – der danner gruppen The Dragons i 1963. Fælles for medlemmerne er, at de alle (bortset fra Even) har dyrket korsang i forskellige kirkelig sammenhænge. En fælles erfaring, der skulle blive gavnlig for The Maxwells…

The Dragons spillede cover-numre, sådan som det var helt almindeligt dengang. Men i 1965 sker der noget. Samtidig med at bandet udvides med en blæsergruppe bestående af Torben Enghoff (tenorsax og fløjte), Kjeld Ipsen (trombone) og Bent Hesselmann (på altsax og fløjte) bevæger musikken sig i retning af amerikansk soul à a la Motown – og medlemmerne begynder så småt selv at skrive musik.

Bent Hesselmann fortæller en række bemærkelsesværdige anekdoter om bandet. Anekdoter, der siger noget om gruppens kreativitet og gennemslagskraft.

Det er således The Maxwells, der laver det første psykedeliske show på dansk jord. Titlen er “WE” og showet består af en slags teaterkoncert med hjemmelavet, psykedelisk lysshow. Nogenlunde samtidig får komponisten Per Nørgaard ørerne op for Maxwells og inviteerer dem med i sin opera “Labyrinten”. Han skriver også en sang til dem: “ABCDarian”.

Opmærksomheden omkring bandet får en ekstra saltvandsindsprøjtning, da de medvirker på tv i et program om moderne kunst på Louisiana. Og i 1967 får de mulighed for at lave deres første pladeindspilning, singlen “Flower Powder”/”What did she do?”. Senere samme år optræder de som support for selveste Frank Zappa og Mothers of Invention, da de besøger København. Og Maxwells stjæler nærmest billedet fra amerikanerne, da de leverer en fyrre minutter lang musikalsk collage med indslag af dadaistisk lyrik, a capella-sang, psykedelisk musik og lys. Zappa og mødrene må oven i købet låne grej af Maxwells, fordi deres eget var endt i Lapland…

Man kan læse flere spændende detaljer i Hesselsmanns noter. Men lad os springe frem til 1969, hvor Maxwells får mulighed for at indspille deres album. Det skyldes en tysk musikkritiker, Joachim Behrendt, der har oplevet dem og er blevet så begejstret, at han får dem til Tyskland for at indspille musik. Det sker fire dage i juni 1969.

Når jeg i dag lytter til pladen, så har jeg svært ved at forestille mig, at den slags musik kunne blive indspillet i dagens Danmark. Og det er positivt ment. Pladen lyser af frodig musikalsk eksperimenteren og (som jeg hører det) improvisation. Resultatet er blevet en meget afvekslende plade, der på eklektisk vis citerer fra mange genrer, rock, jazz, indisk musik, moderne klassisk musik osv. Musikken får lov til at udvikle sig, og der er god tid. Et par af numrene er over ti minutter lange. Ud over den oprindelige plades numre har genudgivelse medtaget bandets single og et par numre, som den danske komponist Niels Viggo Bentzon har skrevet: Memoires of Lorca og Biafra.

Man kan godt beklage, at Maxwells ikke fik indspillet mere dengang. Men sådan skulle det ikke være. Og heldigvis har vi da “Maxwell Street”, der må være et af dansk progressiv, psykedelisk beatmusiks ubestridte højdepunkter. Godt, at Longhair har fået genudgivet den plade. Anbefales – varmt.

Et skridt frem og et tilbage: WordPress 2.7

10. januar 2009

Det tegnede så godt, da jeg installerede WordPress 2.7 John Coltrane. Men det viste sig at være lidt for jazzed. For mange irriterende småfejl. Især at jeg skulle via sideadminstrationen hver gang, jeg skulle skrive et nyt indlæg. Og når jeg “udgav” et indlæg, gik der ged i den. Derfor er jeg nu vendt tilbage til 2.63, som jeg kender. I øvrigt kunne jeg heller ikke rigtig se de store fremskridt ved 2.7, bortset fra et andet mere fancy layout af kontrolpanelet…

Dave Dee er død

10. januar 2009

Det engelske popband med det håbløse, men alligvel markante, navn Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick and Tich (bandmedlemmernes øgenavne) var, som jeg husker det, nærmest husorkester i min tidlige ungdoms tyske Beat-Club-programmer. I hvert faldt optrådte de der ofte, dvs. hver gang, det var lykkes dem at lave endnu et hit. Og dem var der mange af. I omegnen af femten stykker. Stort set alle sangene var skrevet af sangskriverparret Howard & Blakey. I årene 1965-69 hærgede de de engelske (og andre) hitlister i et omfang, som få andre navne kunne matche. Inklusive Beatles og Stones.
Forsanger i bandet var den tidligere strømer Dave “Dee” Harman. I nekrologerne over ham kan man læse, at han som ung politimand blev kaldt ud til den trafikulykke, der kostede rockeren Eddie Cochran livet og sårede Gene Vincent. Dee sørgede for at rede Cochrans guitar, så den kunne returneres til familien…
I 1969 forfulgte han sin drøm om at blive solokunstner og forlod bandet, der fortsatte en tid endnu og gik i opløsning i 1972. Bandet – uden Dee – blev gendannet i firserne. Endnu en gendannelse kom i stand i halvfemserne, hvor retro-tresser-bølgen for alvor kom igang, og denne gang var Dee med igen.
Ud over at spille lidt med de gamle drenge var Dave Dee forretningsmand og radiovært for BBC Radio 2 i sine sidste leveår. Han døde som følge af prostata-cancer og blev 65 år. Hvil i fred.

 

Bob Dylan: Lonesome Death of Hattie Carroll – i anledning af et dødsfald

10. januar 2009

Den 8. Februar 1963 gik den 24-årige tobaksfarmer William Devereux Zantzinger til bal med sin kone iført hat og legetøjsstok. Jo mere beruset han blev, jo mere gjorde han sig umulig og slog på tilfældige mennesker med sin stok. Blandt andet servitricen Hattie Carroll, fordi hun ikke servicerede ham hurtigt nok. Slagene fremprovokerede sandsynligvis det hjertetilfælde, som den følgende morgen tog livet af Hattie i en alder af kun 51. I en efterfølgende retsag idømtes Zantzinger seks måneders fængsel for det, vi kalder, uagtsomt manddrab.
Williams opførsel var præget af slet skjult racisme. Da en ven viste Bob Dylan et avisudklip om episoden satte Bob sig (vist nok…) ned i en coffeeshop på Manhattan og skrev sangen “The Death of Hattie Carroll”, der kom med på hovedværket “The Times They Are A-Changin'” i 1964.
Nu meddeles det, at William Zantzinger er død i en alder af 69 år. Der er mange måder, at skrive sig ind i historien på. Denne er en af de uheldige.