13. januar 2009 arkiv

The Beatles White Album Recovered vol. I

13. januar 2009

I November 2008 omtalte jeg tidsskriftet Mojos udspil Mojo Presents The White Album Recovered No. 0000002 og nævnte, at jeg ville forsøge at fÃ¥ fat i etteren. Og jeg har nu fundet den pÃ¥ biblioteket. Og det er en fornøjelig sag. Med kærlig respektløshed kaster de mange indie-navne sig over Beatles-sangskatten – og som helhed betragtet kommer der noget godt ud af det.
Liz Green synger med en stemme, der til tider kan minde om Anthony, og fortolker Back in the USSR som et stykke variete-musik med klimprende klaver og blæsere. Lau skærer ind til benet i Dear Prudence med et minimalistisk arrangement, der endnu engang bekræfter, at vi her har at gøre med en af smukkeste sange blandt Beatles-balladerne. Big Linda derimod gør nærmest den syrede Glas Onion uigenkendelig. Hvis man ikke lige kendte teksten i forvejen, kunne man godt tro, at der var tale om et helt andet nummer. Jeg synes, Big Linda skyder ved siden af… Gabriella Cilmi giver Ob La Di Ob La Da et svagt reggae-touch, men holder sig ellers trofast til forlægget, som hun leverer med energi og charme. Suppliers er meget respektfulde i deres version af Wild Honey Pie. Ikke dÃ¥rligt, men næsten for loyalt. Dawn Kinnard, Ron Sexsmith og Suppliers er ogsÃ¥ meget loyale over for Bungaloo Bill, men i kraft af Dawns stemme bliver den alligevel helt anderledes.
Virgin Passages lader (næsten) guitaren forstumme og melodien fordufte i While My Guitar Gently Weeps og transformerer den til deres egen sang. For respektløs efter min smag. Langt bedre gÃ¥r det for Aidan Smith, Vashti Bunyan, Phil Cambell og Julie Fowlis i deres trofaste, men ogsÃ¥ personlige, udgaver af Happiness is a warm Gun, Martha, Blackbird og I’m so tired. Pumajaw trækker Piggies sÃ¥ meget ned i tempo at det halve kunne være nok. En ikke helt vellykket versionering. Til gengæld er Johnny Flynn & The Sussex Wits banjo- og fiddle-prægede udgave af Rocky Racoon helt i sangens Ã¥nd. Field Music fÃ¥r ikke meget ud af Ringos spøjse Don’t Pass Me By. I deres version bliver det til et ganske ordinært rocknummer. Og det var vel ikke hensigten?! Babel laver et sejt swingende nummer ud af den lille frækkert Why Don’t We Do It In The Road. En af denne plades perler. Den smukke I Will taber en del af sin iørefaldende kvalitet i Joan as Police Womans udgave. Kom igen Joan! A Girl Called Eddy derimod forstÃ¥r med meget enkle midler – stemmen helt i forgrunden til en let instrumentering – at fÃ¥ Julia til at fremstÃ¥ som den smukke ballade, den er.
Til trods for et par fejlskud, sÃ¥ synes jeg Mojos projekt er lykkedes særdeles godt. Og man bliver endnu engang mindet om, hvor svær en kunst det er at lave gode coverversioner af andres sange…

White Album Recovered I

Bee Gees – Odessa

13. januar 2009

The Bee Gees hovedværk – deres svar pÃ¥ Beatles’ Sgt. Pepper – Odessa fra 1969 udgives nu i en deluxe-tre-cd-udgave. Pladen har et stykke tid været lidt svær at fÃ¥ fat i for almindelige menneskepenge, men nu er det altsÃ¥ muligt at fÃ¥ den igen. Oven i købet med en masse ekstramateriale. Odessa var Bee Gees’ sjette album og deres første dobbeltalbum. Et ambitiøst projekt helt ud i coveret, der bestod af en fint rødt stof med guldbogstaver. Et concept-album, sÃ¥dan som man gjorde dengang.
Den nye udgivelse, som Rhino-filologerne står for, indeholder de remasterede stereo- og mono-versioner plus diverse demos, outtakes osv. Plus tre helt nye ikke tidligere udgivne numre. Et must for rigtige Bee Gees fans.


Odessa – City on the Black Se
a

Benspænds-retspolitik

13. januar 2009

I disse Ã¥r viser regeringen og Dansk Folkeparti deres sande væsen pÃ¥ flygtninge- og udvandreromrÃ¥det. PÃ¥ grund af internationale aftaler kan man ikke simpelthen smide indvandrere ud af landet; men det er faktisk det regeringen og DF helst ville, hvis de havde magt til det. Senest er det kommet frem, at regeringen og dens parlamentariske grundlag vil udvise folk, der er kendt skyldig i “simpel vold”. Fx et benspænd, en lussing, et bid… Hvis det bliver gennemført, sÃ¥ er det lykkedes magthaverne at indføre et generelt “tÃ¥lt ophold” for alle, der ikke i generationer har beboet dette land. Du mÃ¥ være her, sÃ¥ længe du forholder dig helt roligt. Ikke sÃ¥ meget som vrikker med ørerne.

Nowhere Boy – John Lennon som hvalp

13. januar 2009

I august sidste Ã¥r omtalte jeg en kommnede film – Nowhere Boy – om John Lennons barn- og ungdom. Nu er projektet sÃ¥ langt, at der er sat navne pÃ¥ nogle af rollerne. Kirstin Scott Thomas fÃ¥r den ærefulde rolle som Lennons strenge auntie. Lennon selv spilles af Aaron Johnson, og som den elskede, savnede mor ses Anne-Marie Duff. Instruktøren er den relativt ukendte Sam Taylor Wood. Om som nævnt er det Control-manus-forfatteren Matt Greenhalgh, der igen er pÃ¥ spil. SÃ¥ helt umuligt kan det vel ikke blive…